Jack Vance, The Dying Earth (1950): Den døende verden, der aldrig dør

Paperback, Pocket Books 1979. Skaberen bag den stemningsfulde forside er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet, at jeg er ret glad for Jack Vance, og det er absolut rigtigt. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at hans første bog, The Dying Earth fra 1950, er et mesterværk, som han aldrig overgik siden, og det til trods for, at Vance udsendte ganske mange romaner og noveller i løbet af sit lange forfattervirke.

The Dying Earth, der samler seks løseligt forbundne historier, er en kunstnerisk kraftpræstation, der med en helt unik sprogtone og konceptuel klarhed leverer sin fabulerende fantasi over livet i en fjern, fjern fremtid, hvor solen langsomt er ved at miste sin kraft. Novellerne, der handler om troldmænd, tyveknægte, skurke og lykkeriddere, er først og fremmest det, man vil kalde fantasy, men der er samtidig et udtalt SF-element i fortællingerne, idet magien er en videnskabelig lærddomssag i Vances univers og en form for metafor for vores omgang med viden og teknologi i det hele taget. Bogen er dermed også et klassisk eksempel på den uglesete Science Fantasy-genre, som jeg personlig er ret glad for.

En ung John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Jorden er, som sagt, langsomt døende, og der er en stemning af de sidste dage i historierne. Persongalleriet repræsenterer de sidste kulturer i verden, som nu står tilbage med et væld af gods og viden fra menneskehedens enorme fortid. Desværre er denne viden, som al arkæologisk materiale, fragmenter, og bogens hovedpersoner kæmper for at stykke disse fragmenter sammen i håb om indsigt og magt. Det er i høj grad ambitionen selvudvikling og personlig vinding, der driver Vances hovedpersoner, der alle som en er nogle slyngler, som først og fremmest tænker på sig selv. Eksempelvis troldmanden Turjin, hvis beretning åbner bogen. Som en anden Victor Frankenstein er han optaget af at skabe kunstigt liv, koste hvad det vil, og den ambition driver ham ud på et ganske farligt eventyr. Eller den herlige tyv og troubadour Liane the Wayfarer, en omvandrende hybris, der ikke tænker på andet end kvinder, penge og sig selv.

Persongalleriet er amoralsk og alt andet, som sætter dem i opposition til den sædvanlige helteskabelon, som fantasy-genren traditionelt bliver identificeret med. Nu kan man mene, at en karakter som eksempelvis Conan også har elementer af antihelten over sig, men Vances vision går i en anden retning. Han punktere det episke og højstemte, der ligger indbygget i det meste fantasi, også Howards Conan, og trækker det ind i en helt anderledes uhøjtidelig ramme, hvor behov og konflikter er af en mere menneskelig karakter, der ligger Leibers Lankhmar nær.

Paperback, Hillman Periodicals 1950. Bogens første udgave

Men det er også mere end det. Vance har ikke bare skrevet historier om en flok antihelte, han har skrevet fortællinger om et kompleks af karakterer, der alle oser langt væk af liv og charme. De er ikke arketyper, men mennesker – moderne mennesker for at være præcis – som vi kan forholde os til og grine af. Deres dristige dumheder, begået i hovmod, ligner med andre ord os selv til forveksling.

Det gør The Dying Earth til noget af det mest nærværende fantasy, der er skrevet, fordi vi her i det picareske univers ser den moderne kultur, og det moderne menneske, udstillet i sit inderste væsen. Bogens historier er vel at mærke ikke en allegori, men den leger konceptuelt med vores virkelighed og bringer sin samtid som spejl, der projiceres ind i et kulturelt miljø, hvor kollektivet er smuldret og i bedste fald nu kun findes bevaret i små aparte lommer. Individets ret og den personlige frihed er dermed de eneste love, der gælder, og resultatet er mildest talt kaotisk.

Paperback, Lancer Books 1962

Vance stiller sig da også, som fortællerstemme, usikkert midt i bogens tematiske konflikter. På den ene side er hans skildring af gavtyvene så hjertevarm, at man ikke et sekund kan tvivle på, at han oprigtigt holder af sine helte, der om noget er eksempler på postmodernismens indmarch i vores tænkning efter Anden Verdenskrig. Vance, der var en ivrig sejler, dyrker altså den personlige frihed og længes tydeligvis efter at kunne farte omkring i verden og opleve eventyr for eventyrets skyld. At han var soldat, mens han skrev bogen og dermed underlagt ganske mange frihedsbegrænsninger, har givetvis spillet ind på historiernes personer. Trangen til at kunne gøre, som vil, er dermed stor, som den er hos os alle. Men samtidig viser Vance os også konsekvenserne ved altid at sætte sig selv først. Hans personer kommer galt afsted, fordi de konsekvent forsøger at narre kollektivet. Det gør han vel at mærke uden at moralisere. Han formulerer det nærmere som et vilkår for det moderne menneske; på den ene side vil vi ikke underlægge os noget, på den anden side går det galt for os, når vi vælger kollektivet fra.

Mens der således er vægtige konceptuelle tanker bag The Dying Earth, er det først og fremmest det lystfyldte, energiske sprog og det utrolige, lyriske vid, som Vance udfolder, der driver historien til de højder, han opnåede med bogen. The Dying Earth er utrolig smuk og utrolig morsom, to ting som kun sjældent kan forbindes fornuftigt. Det er de imidlertid blevet her, og med sit rige sprog rejser Vance en eventyrlig og fremmedartet verden for os, som står sitrende levende i læserens bevidsthed. Den, der kan læse The Dying Earth uden at ønske sig ind i universet, som eventyrer og opdagelsesrejse, vil jeg mene, er en koldhjertet tørvetriller.

Paperback, Lancer Books 1972

Netop på grund af kombinationen af eftertænksomhed, lyrisk skønhed og betagende karakterer såvel som miljøer har da også gjort Vances debutbog til en grundpille i den moderne fantasilitteratur, der har inspireret utrolig mange forfattere siden. Roger Zelaznys forfatterskab ville ikke være muligt uden Vance, Gene Wolfs historier om bødlen Severian ville ikke være tænkelige uden Vance. Ja Gary Gygax trak som bekendt flittigt på The Dying Earth, da han skabte Dungeons & Dragons. Vi er dermed inde ved en hovedåre i fantasygenren her, som har opnået ufattelig meget trods bogens relativt ringe omfang. Her kunne en del fantasyforfattere af i dag lære noget!

Jack Vance fulgte senere The Dying Earth op med andre bøger i samme univers, og de fleste er underholdende, men ingen af dem kommer i nærheden af den første bog, der står som en intellektuel og kunstnerisk ledestjerne på genrens firmament. Men det er i virkeligheden banalt at sige, for det er blevet sagt igen og igen siden 60’erne, hvor man for alvor fik øjnene op for Vances værk. Glemte jeg at sige, at jeg elsker den her bog?

Paperback, Mayflower 1972

Hardcover, Underwood-Miller 1976

Paperback, Pocket Books 1977

Paperback, Panther 1985

Paperback, Baen 1986

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling, Roman

2 responses to “Jack Vance, The Dying Earth (1950): Den døende verden, der aldrig dør

  1. Henning

    Hej Martin

    “Dying Earth” er faktisk gået hen og blevet en undergenre i science fiction. Og jvnf. Clarkes “lov” om, at en tilstrækkelig udviklet teknologi ikke vil være til at skelne fra magi, vil de fleste “dying earth”-historier kunne rubriceres som Science Fantasy, idet vi befinder os langt ude i fremtiden (id est: vi kan ikke fatte den teknologiske udvikling, der er gået forud).
    Men selvom Vance gav denne undergenre et navn, en etiket, så var han nu ikke den første i feltet. Nævnte Arthur C. Clarke havde allerede skrevet Against The Fall Of Night (senere omskrevet til The City And The Stars). Og inden da, havde William Hope Hodgson skrevet The Night Land – og hans The House On The Borderland kan muligvis også siges at tilhøre genren. Og & allerede før det, skrev Camille Flammarion (tror jeg nok det er) “Om Titusinde År” (som jeg kun har læst på svensk).
    Efter Vance kom så Brian Aldiss med sin “Hothouse”, der nok ikke ligefrem præsenterer “magisk teknologi” men istedet fokuserer på – skal vi sige – magisk evolution. Og cirka samtidig præsenterer Michael Moorcock os for sin Dancers At The End Of Time-suite (begyndende med “An Alien Heat”).
    Du kommer selv ind på Vances sprogtone i “The Dying Earth”, og Moorcock kan noget af det samme – på sin egen måde, vel at mærke. Der løber en lyrisk-dekadent minimalisme gennem hele hans suite, hvilket skaber en virkelig morsom kontrast til personernes totalt tåbelige barnagtigheder. De står med disse hersens “skaberringe” (!), der kan frembring alt – ALT – men eksempelvis kan de højest svinge sig op til at lave vingummidinosaurer. Levende – javel – men hvad så?
    Og så er der – selvfølgelig & som du nævner – Gene Wolfes “Book Of The New Sun”.
    Et sted inde i midten af dette mit forsøg på en eller anden kronologisk oversigt, har vi også John Brunners “Catch A Falling Star”. Og DEN er virkelig Science Fantasy, idet al “science” er blevet til det rene “fantasy”, i den fremtid den beskriver. Og al “fantasy” er blevet teknologisk(?) realiseret. Eksempelvis er videnskab mere blevet et spørgsmål om, hvad man selv lissom syns, mens “smart-houses” – som det nu om dage ville hedde – er noget der gror op af jorden, og “trolde” er blevet til kødkvæg. Fantastisk roman!
    Jeg har begrænset mig (nåja, godt ord igen!) til de “dying earth”-historier, jeg ville anbefale. Men der er skam mange flere. Eksempelvis har (selveste) Philip Jose Farmer begået “Dark Is The Sun”, men hvor meget jeg end holder af Farmer, kunne det ikke falde mig ind at anbefale den.
    Nå! Men det er godt med mig!
    Skide godt indlæg om Jack Vance og hans pragtfulde roman, tak for det.

    hilsen Henning

    • Martin

      Hej Henning,
      Tak for den udredning. Jeg har ikke så meget at tilføje her, men vil blot pege på, at det lader til at grænserne mellem fantasy og Science Fiction var ganske porøse længe, indtil navnlig fantasygenren blev ulideligt fastlåst i bestemte klichéer i 80’erne, som den aldrig rigtig er kommet ud af senere. Der er noget her, som jeg skal tænke lidt mere over, så tak for inspirationen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.