Science Fantasy – sidste udkald

Paperback, Signet Books 1971

Science Fantasy. Et Lille Genrestudie

Del 3 af 3

 

Henning Andersen har de seneste to uger haft et indlæg på bloggen om science fantasy og ”undergenrens” udvikling. Som Henning ganske rigtigt påpeger, er det med genredefinitioner en vanskelig størrelse, som fungerer bedst, når vi skal bruge den til at lave en umiddelbar sortering af fortællinger. Ser man nærmere på de enkelte historier, viser det sig nemlig altid, at emnet kan belyses fra flere vinkler, og det der for den ene læser bliver horror, kan for den anden være fantasy osv. Selve definitionen af science fantasy er derfor heller ikke så spændende at jagte, for, som man ser i Hennings indlæg, er genren så nært forbundet med det, vi generelt vil kalde SF, at det næsten kan virke meningsløst at gå for langt ud ad den tangent.

Men alligevel. Der er et eller andet på færde i den såkaldte science fantasy, som påkalder sig interesse. Jeg skrev i et ældre indlæg om det samme, og skal ikke gentage mig selv her. Læs i stedet den gamle tekst. Det interessante, for mig at se, ligger i virkeligheden i den æstetik, som science fantasy-genren benytter sig af. Billedligt indfanges dette i sammenblanding af laserpistoler og sværd. To poler bliver her bragt eklektisk sammen i noget, der næsten kan opfattes naturstridigt, hvilket vel også er grunden til, at genren kan udløse ganske stor modvilje blandt både fantasy- og SF-læsere.

I Hennings indlæg får man, som sagt, et ganske godt indtryk af selve idéens langstrakte historie, men jeg vil nu alligevel vove den påstand, at den egentlige ”hårde” science fantasy er et fænomen, der lever bedst fra 1960’ernes slutning og 70’erne ud. Det er interessant, fordi netop dette tidsrum er en guldalder for genrefiktion generelt. Det er et tidsrum, hvor der udfoldes ganske stor kreativitet og, hvor man finder en grundlæggende udogmatisk tilgang til genrerne. Dermed var eksempelvis sammenblandingen af magi og teknologi ikke så odiøst, som det snart skulle blive.

Paperback, DelRey 1983

Meget ændrede sig nemlig i løbet af 80’erne, hvor en ny saglighed brød igennem i genrefiktionen, der gennemsyrer alt fra fantasy og horror til SF. Genrerne blev for alvor delt i lejre med egne troper og udtryk, som kun sjældent er blevet blandet. Der skete med andre ord en benhård specialisering af fiktionen, som bestemt fortsat gør sig gældende.

 

Man kan derfor sige, at science fantasy-genrens storhedstid (som jeg kalde den) i 70’erne, er et produkt af en eksperimenterede tænkning, og en tid, hvor læserne i langt højere grad var åbne for værker, der ikke lader sig afkode automatisk som værende det ene eller andet. Man kan derfor også mene, hvad man vil om science fantasy-genren, hvor rumskibe og riddere slås, men der kan ikke være nogen tvivl om, at der med dens hurtigt dalende popularitet i 80’erne skete en form for tab af selve glæden ved det at lade fantasien løbe rablende afsted. Fantasi er der naturligvis meget af i genrefiktionen generelt, men det at overskride grænser, eller slet og ret at operere uden hensyn til realisme og genrespecifikke troper, hører en særlig tidsånd til, som kan synes langt, langt borte, når vi ser på meget af den oftest lidt kedsommelige, moderne SF og den rædsel, som fantasy er blevet til.

Paperback, Corgi Books 1981

Derfor håber jeg også, at Hennings tour de force gennem science fantasy-genren kan inspirere nogle af jer til at gå på opdagelse i bagkataloget. Jeg er helt sikker på, at der vil ligge nogle store og stærkt fascinerende læseoplevelser i vente.

God jagt, og tak for bidraget Henning.  

Science Fantasy fortsat

Paperback, Sphere 1975

Science Fantasy. Et Lille Genrestudie

Del 2 af 3

Af Henning Andersen

 

 

HVOR ALTING KOMMER FRA

Der må jo være en begyndelse, en årsag, et udgangspunkt. Først boede skaberen måske inde i en hule eller ude i skoven. Så blev hulen og skoven udforsket, og skaberen flyttede op på bjerget. Så blev bjerget besteget, og guden flyttede op i himlen. Og hvad nu?

I 1871 skriver Edward Bulwer-Lytton sin The Coming Race, der handler om et både teknologisk og åndeligt sofistikeret folk, der bor inde i ”vores” Jord.

Underjordiske folkeslag – og i det hele taget det ”underjordiske” – har altid fascineret, lige siden Hades, Hel og Helvede blev opfundet, og det til en sådan grad at henne i England blev fund af ammonitter – en slags fortidig blæksprutte med snoet skjold – kaldt Satans Fodspor, fordi disse fossiler godt kan ligne aftryk af krogede klør.

Rejser til ”underverdenen” – eller blot til Jordens indre – er dog af ældre dato end Bulwer Lyttons eksotiske fortælling. Bortset fra Jules Vernes Rejsen Til Jordens Indre (1864), kan der nævnes Niels Kliims Underjordiske Rejse, Ariostos Orlando Furioso (1516), Dantes La Divina Commedia (1320) og helt tilbage til Thors rejse til Udgårdsloke og Odysseus’ nedstigning til Hades, samt naturligvis Orfeus. Og der skal det da lige nævnes at Orfeu Negro (1959), instrueret af Marcel Camus, er et brasiliansk ”take” på Orfeus-myten i en moderne setting under karnevallet i Rio de Janeiro – og i øvrigt inspiration til The Einstein Intersection af Samuel R. Delany, som jeg omtalte i første del.

Paperback, Magnum 1979

Alle disse er fuldfede science fantasy-eksempler, idet det ”magiske” – fantasy-elementet – bliver videnskabeligt rationaliseret, til trods for det faktum, at Jorden altså hverken er hul eller flad. ”Videnskabeligt”, sagt med skyldig hensyntagen til affattelsestidspunktet, hvilket ikke nødvendigvis er identisk med ”teknologisk”.

Ikke desto mindre er scoopet i The Coming Race introduktionen af vidunderstoffet ”vril”, og det har i den grad haft afsmittende effekt på såvel populærkultur som sektdannelser – fra UFO-fanatikere over ”Bob Morane: Den Sorte Ridder” til ”The Vril-Society”.

Dog – ingen aktion uden reaktion. I 1889 skriver Camille Flammarion Uranié, der er en beskrivelse af, hvordan forfatteren – af Urania (græsk gudinde for himlen) – bliver ført ud til planeter, stjerner, galakser og bliver forevist (to the readers digest), hvordan alting hænger sammen i et celestialt master-program, der er sit eget endemål.

Paperback, Pan Books 1956

Den tog Olaf Stapledon op i 1937 med sin Star Maker, hvor hoved-”jeg”-personen kommer ud på en kosmisk rejse, og besøger ”mennesker” (der dog kan virke temmelig fremmede, men af samme grund taler mod tidens idé om Den Sande Race, såsom ”boat-men”, ”wing-men” og ”mole-men”). Og til slut skuer ”The Star Maker”, hvis ensomhed netop har fået ”ham” til at skabe Altet, derfor også galakser, sole, planeter og væsener. Den lidt triste bundlinje er, som Joseph Conrad siger, ”vi lever som vi drømmer – alene!”

Ind i denne tradition – og i hvert fald med kraftig påvirkning fra Stabledon – indskriver sig Clarkes Childhood’s End, der på én og samme gang er fortællingen om ”dying earth” og menneskehedens transcendens mod ”Den Kosmiske Bevidsthed” (mine citationstegn). De sidste ord i den roman kan ikke andet end ramme én i hjertekulen, uanset hvor man befinder sig henne i det filosofiske spektrum.

 

ER DER ANDET?

Ja! Der er næsten ikke andet. Den enes stream of consciousness er den andens magiske realisme. Så tiden er kommet til nogle punktnedslag, der muligvis kunne foranledige læseren til yderligere undersøgelse af dette lidt pindsvineagtige og ustabile ”science fantasy”.

Man kunne f.eks. starte med Robert Holdstocks Mythago Wood (1984), der netop – jf. ovenfor – tager fat i oprindelsen ude i skoven. Historien er såre simpel: vores hovedperson drager ind i Ryhope Wood, der tilsyneladende er en lille lund, men viser sig at være Dr. Who-agtig stor på ”indersiden”, for at finde sin elskede (Orfeus, igen). Udfoldelsen af Ryhope Wood og dens ”beboere” er derimod ikke simpel, men er i høj grad science fantasy, fremfor blot fantasy, idet forfatteren gør et godt benarbejde for at rationalisere hændelserne. Det gode er, at de der gider den øvelse føler sig godt underholdt, og det forstyrrer ikke de der ikke gider.

Paperback, Grafton Books 1986

Så er der Randall Garrets Too Many Magicians (1966), hvor 1300-tallets Europa overgik til magi i stedet for teknologi. Og den virker! Den historie er muligvis udsprunget af Robert Heinleins Magic Inc. (1940), eller Poul Andersons Three Hearts and three lions. Sidstnævnte er historien om Holger (danske), der bliver ført til ”fairy-land” og får mulighed for at indse de bagvedliggende fysiske mekanismer ved tilsyneladende magiske fænomener. De førstnævnte er derimod fortællinger om, at selv magi har sine begrænsninger i et fysisk univers, og ligner på den måde Larry Nivens The Magic Goes Away (1976). Heri beskrives at ”magi” – for så vidt man kan kunsten – også afhænger af ”manna”, magiens råstof. Som sidebemærkning kan man undre sig over at en libertær republikaner som Niven i det hele taget indfører noget om energi-reserver og økologi i sin udgave af science fantasy. Men det gør han altså.

Én som det er svært at komme udenom i denne forbindelse er Philip Jose Farmer. Man kan sådan set sige, at han stinker langt væk af science fantasy – hver gang. Og er der to ting, der kendetegner Farmer, så er det hans store kærlighed til ”mikrouniverser” og pasticher. At han så også – ligesom Heinlein og Aldiss – er en gammel gris, det kan vi gemme til en anden go’ gang. For her skal især fremdrages hans ”World of Tiers”-serie, begyndende med The Maker Of Universes (1965), hvor almægtige, men syge, ”guder” – der alle er i familie med hinanden – har skabt mikrouniverser, der primært er fælder eller fængsler for resten af søskendeflokken.

Hardcover, Macdonald Science Fiction 1968

Hele konstruktionen bliver rationaliseret ”videnskabeligt” ved at postulere en fremskreden teknologi, men samtidig bærer alle disse ”søskende-guder” navne, hentet fra William Blakes sære syner og fantasier. Og hvorfor så ikke – i samme åndedrag – nævne Farmers The Other Log Of Phileas Fogg (1973), der er en ”sætning-for-sætning” pseudovidenskabelig forklaring af hele formålet med den der Jordomrejse på 80 dage. Spas og kræs for kendere.

 

HVAD ER GLEMT?

Sikkert meget!

Grandville (Jean Ignace Isidore Gérard Grandville, 1803-1847), skrev Un Autre Monde i 1844. Denne drejer sig om en rejse til en anden klode, hvor det signifikante i denne sammenhæng er en zoologisk have bestående af (levende) heraldiske dyr, samt et dampdrevet orkester og kor. Så hér foregribes altså – uden at påstå det skulle være den direkte inspirationskilde – senere ideer om genmanipulation og det dampdrevne samfund, og vi befinder os pludselig i steampunk inden steampunk, så at sige.

Der er selvfølgelig – for Grandvilles vedkommende – tale om samme slags parafraseringer eller allegorier, som hos næsten-samtidige Lewis Carroll. Men hvor Carroll henviser det hele til Drøm og Eventyrland, holder Grandville et straight pokerfjæs og fastholder eksistensen af det ”umulige”.

Hardcover, Fournier 1848. Titelblad

I en hvis forstand (hvilken? Kan man spørge) er decideret science fiction spørgsmålet om at rationalisere det uladsiggørlige, mens science fantasy drejer sig om at rationalisere det umulige. Ud fra et filosofisk standpunkt kan dette enten være helt hen i vejret eller være en kilde til atter og flere umuligheder og uladsiggørligheder. Og så bliver det jo sjovt.

For eksempel går der en ret lige linje fra Das Cabinet des Doktor Caligari (1920), over Counterfeit World (1964) af Daniel F. Galouye, gennem Welt Am Draht (1973) af Rainer Werner Fassbinder, til The Thirteenth Floor (1999) og derfor til The Matrix (1999).

Vi står naturligvis i begreb med at postulere, at selv ”ren” science fiction blot er et aspekt af ”reel” science fantasy. Men grænserne er – som sagt – flydende, for hvis der kun skal en pille (rød eller blå, virtuel eller ej) til at afgøre virkelighedens uvirkelige virkelighed, ja, så befinder vi os stadig i science fantasy. Så går der semiotik og Sapir-Whorf i den, så at sige.

 

Men netop denne usikkerhed, denne tøven, denne fornemmelse af næsten af have forstået det – det er måske lige præcis styrken i science fantasy, fremfor de til tider ret mættende info dumps i mere ligeudrettet science fiction.

Det er dog ingen grund til at rette smed for bager. Begge dele – samt alt andet og mere – har ret til gang på denne Jord.

 

Keith Laumer, A Trace of Memory (1963): Sjusket og planløs pulp

Paperback, Berkley Medallion 1963. Romanens første udgave. Richard Powers har malet den fine forside i hans vanlige, tidstypiske streg

Keith Laumers A Trace of Memory fra 1963 er på alle måder en sen aftapning af 1940’erne og 50’ernes SF. Romanen blev først udsendt som føljeton 1962 i Amazing Stories, hvilket var alt, alt for sent. Når folk i dag ser med milde øjne på Laumers bog, er det måske fordi, de glemmer, hvor forfejlet bogen allerede var, da den udkom. Problemet er nemlig, at den kun viderefører pulpens værste kvaliteter uden antydninger af de stilistiske og tematiske nybrud, genren oplevede i løbet af 50’erne. Det er mig derfor også en gåde, hvorfor A Trace of Memory er blevet så flittigt genoptrykt, som den er. Men lad os tage et hurtigt kig på handlingen, før vi for alvor går til makronerne.

Historien begynder en solrig formiddag i Tupelo, Mississippi, hvor den udtjente semi-dranker og lykkeridder mr. Legion læser i avisen og falder over følgende annonce: ”Soldier of fortune seeks companion in arms to share unusual adventure.” (s. 1) Legion havde egentlig ikke tænkt sig at svare på annoncen, men skæbnen vil, at han alligevel ender med at gøre det, og snart befinder mr. Legion sig i selskab med den excentriske rigmand Foster, der har indrykket teksten i avisen. Sagen er den, at Foster er i besiddelse af en mærkværdig dagbog, der ikke bare er skrevet på et ubestemmeligt, for ikke at sige ukendt materiale, bogen er også kun delvist skrevet på et læseligt sprog. Endnu mere mystisk er det, at Foster er overbevist om, at det er ham selv, der har skrevet den mærkelige bog i en fjern fortid. Foster virker gal, og Legion vil egentlig smutte fra hans rigmandsvilla så hurtigt som muligt, men så bliver huset angrebet af lysende energivæsner fra rummet, og de to mænd må flygte sammen ud i natten.

Paperback, Berkley Medallion 1963

Det viser sig, at Foster i virkeligheden er et rumvæsen fra planeten Vallon, der er blevet genfødt igen og igen uden ret meget erindring om sine tidligere liv.  Tidligere liv, der strækker sig tilbage til en nødlanding på Jorden tilbage i stenalderen. De landede der, hvor Stonehenge nu er opført, og naturligvis hænger de to ting sammen. Indbyggerne fra Vallon lå i krig med de onde energivæsner, som stadig søger efter overlevende fra nedstyrtningen for mange tusind år siden, og nu befinder Legion sig pludselig midt i en hæsblæsende jagt, der fører ham til England og til sidst videre ud i verdensrummet.

Ganske pludseligt slår handlingen over og blive et rumeventyr på planeten Vallon, der afsløres som udgangspunktet for alle vores jordiske Kong Arthur-fortællinger. Vallon er en forvanskning af Avalon osv. Jordboen Legion ender med at deltage i et oprør på den fjerne planet for at bekæmpe det tyranni, der er blevet etableret efter, at Fosters folk forlod planeten i sin tid.  Og så, og så, og så…

John Keith Laumer (9. juni 1925 – 23. januar 1993)

Ok, her må vi hellere stoppe det, der allerede nu er blevet et alt for langt referat. Den komplet udflydende handling i A Trace of Memory kan bedst beskrives som en føljeton, der løb af sporet. Det, der begynder som hårdkogt SF-gys i Tupelo, slutter som rendyrket rumramasjang, vel at mærke uden, at der på nogen måde knyttes noget bånd i mellem bogens dele. Laumer havde formentlig to-tre noveller eller romanidéer, der var for korte, og han besluttede så at splejse dem sammen til en. Det var en ganske dårlig idé, må man sige. I hvert fald for den læser, der bare holder af en smule konsistens i sin læsning.

Personlig kan jeg kun beklage, at Keith Laumer ikke blev ved historiens første handlingsspor; der, hvor Legion og Foster desperat forsøger at opklare dagbogens mysterium, rejser til Stonehenge, går på opdagelse i den jungianske kollektive erindring og paranoidt frygter for angreb fra energivæsnerne. Her har bogen en sympatisk karakter af skrækfiktion, der vinder ved den hårdkogte tone, som den vrængende hovedperson Legion udfolder.

Paperback, Mayflower 1968

Bogens midte og anden halvdel, der fremstår som en pauver udgave af noget, Robert Heinlein kunne have skrevet, har ikke samme nerve og virker først og fremmest som et sammendrag af en større handling. Selv Legions personlighed transformeres væk fra den alkoholiserede antihelt til en klassisk, ansigtsløs helt med gåpåmod og en proper næve. Kong Arthur-vinklen i bogens anden halvdel giver ikke nogen mening, set i forhold til handlingen i første del, og Laumer kunne da i det mindste have gjort sig den umage at indlægge et par enkelte sætninger i romanudgaven af bogen, som forberedte læserne på den udvikling, men sådan er det ikke.

Entusiastiske SF-læsere vil her måske kunne indvende, at det trods alt er en sjov tanke, som Laumer fremfører. Altså at Arthurlegenden i virkeligheden er menneskehedens videredigtning på hændelser, der udspillede sig i stenalderen og siden er blevet genfortalt  og dermed også gradvist er blevet forvansket til den historie, vi kender. Bevares, den tanke er sjov, men Laumer bruger den ikke til stort andet end et trinbræt for kamp og kage på planeten Vallon, og Colin Wilson gjorde den slags langt bedre få år senere. For mig skal der i hvert fald lidt mere til, for at den slags idéer kan bære værket.

Paperback, Warner Paperback Library 1972

Isoleret set er der således gode takter i A Trace of Memory, men alt det overskygges af det faktum, at bogen er rædderligt skrevet. Normalt skal man ikke forvente sig meget mere end et dynamisk og humørfyldt sprog i litteratur af Laumers pen, men end ikke det formår han at leve op til. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en roman, hvor sproget i så høj grad generede mig. Vores hovedperson Legions navn bliver nævnt igen og igen sammen med et begrænset udvalg af andre ord og vendinger, som gør sproget til en lang gentagelse, og reducerer det litterære håndværk til en omgang af det argeste sjusk.

At bogen fandt vej til udgivelse er ene og alene et vidne om den næsten umættelige begejstring for genrelitteratur, der herskede i samtiden, og Laumer hører så afgjort til blandt amatørerne, der kunne lukrere på denne interesse med dybest set elendig fiktion, som bidrog til at holde gang i gryderne. Laumer tilhører den gruppe af forfattere, der stædigt holdt fast i den gamle pulplitteraturers mest primitive sider, og det er ikke noget under, at den ellers produktive Keith Laumer er sunket ned i glemslens suppedas i dag, så at det kun er de mest ihærdige læsere, der får ham hevet frem.

Paperback, Tor 1984

A Trace of Memory er uden tvivl pulplitteratur, når den er værst; triviel, rodet og sjusket, uden plan og andet formål end at give Laumer brød på bordet. Det fik han da sikkert også, men det er formentlig også det eneste for alvor positive, der er at sige i den sammenhæng.

Paperback, Armchair Fiction 2011

Amazing Stories, juli 1962

Amazing Stories, august 1962

Amazing Stories, september 1962

 

 

 

Skal vi tage på en ny rejse med sølvmaskinen?

Neofolk-gruppen The Silver Machine er langt om længe parate til at udsende deres første album. Det udkommer d. 1.marts på Alternative Tentacles. Det er ret fedt, for kvindegruppens skæve univers af bizar hippiekult og syre rammer plet hos mig. De skriver selv, at Hawkwind i 1972 viste vejen, da de med sølvmaskinen tog deres lyttere på rejse ud i universets dybder. Bandet The Silver Machine forklarer endvidere, at de gennem studier af Hawkwinds hemmelige, spirituelle budskaber nu fører rejsen videre. En rejse, der bevæger gruppen sidelæns gennem tid og rum. Sådan siger de det i hvert fald selv.

Giv The Silver Machine et lyt.

 

Skulle du have glemt, hvor dette hele begyndte, så kan du jo også lige høre Hawkwinds killer space rock-klassiker her.

Science Fantasy? Ja tak, eller?

Paperback, Panther 1984

De fleste, der følger Fra Sortsand, vil uden tvivl kende Henning Andersen som en flittig skribent og begavet kommentator. Ikke mindst når vi taler SF, har Henning mange meninger og iagttagelser, der altid er interessante at følge. Et tilbagevendende emne, som har været diskuteret et par gange her på bloggen, er genren ”science fantasy”. Den undergenre, hvis man kan kalde den for det, har jeg nu indgået et lille samarbejde med Henning omkring. Det vil sige, at Henning de næste to onsdage overtager styringen med Fra Sortsand og skitserer udviklingen i science fantasy-genren, som han ser den.

Det er blevet til et yderst interessant blik på en type litteratur, der bestemt ikke længere har samme høje kurs, som den havde engang. Eller tager jeg fejl? Tanken er, at jeg til sidst, som et tredje ben i serien, kommer med et lille efterskrift, som måske kan give stof til videre diskussion og overvejelse.

Dermed er programmet lagt og kursen udstukket for en vild galop gennem en generelitteratur, som jeg personlig har en ganske stor svaghed for. Jeg håber derfor også, at I gider hænge på de næste tre uger.

*** 

 

SCIENCE FANTASY

ET LILLE GENRESTUDIE

Del 1 af 3

Af Henning Andersen

 

INDLEDNING

Genredefinitioner og –afgrænsninger er en sportsgren, hvor man retorisk kan argumentere for at éns egen yndlingsgenre er alle genrers ophav: Er måske ikke hulemalerier og hieroglyffer de første tegneserier? Var Gilgamesh-eposet eller Kalevala måske ikke det første fantasy? Var Enoks Bog eller Johannes Åbenbaring måske ikke den første science fiction?

Man kan også vælge et andet perspektiv, nemlig at indordne sin foretrukne genre i et hierarkisk system af ”medie”, ”genre”, ”under-genre”, grad af repræsentation, affinitet til ”hoved-genren” og andre genrer (”det er både en fantasy-fortælling og en kriminalroman”).

Endelig kan man indtage et tredje standpunkt, en slags litterær geologi, hvor inspirationskilder, tendenser og trends er det mest interessante. Præcis det passer fint til et forsøg på en mere eller mindre kronologisk oversigt over en så ”ustabil” ”genre” som Science Fantasy, der her skal diskuteres.

Paperback, Minotauro 1984

 

FANTASTISKE MARS

Et godt eksempel til belysning af dette perspektiv kunne være planeten Mars.

I 1877 lavede astronomen Giovanni Schiaperelli et kort over Mars, hvor han døbte visse signifikante spalter i – eller aftegninger på – overfladen canalii. Og det blev ret hurtigt til ”kanaler”, hvorefter ”vejen til Mars” var åbnet. Allerede i 1898 udgiver H.G. Wells sin War of the Worlds, som måske mere skal betegnes som regulær science fiction, om end selve antagelsen, præmissen, helt klart er båret af en fantasy-tilgang. Wells er (jo) også ude i et andet ærinde.

Så sker der det, at Lester Arnold i 1905 udgiver sin Lieut. Gullivar Jones: His Vacations, der handler om en amerikansk soldats rejse til Mars (på et flyvende tæppe), hvor han gør op med grumme uhyrer og forelsker sig i en lokal prinsesse. Bemærk lige navnet ”Gullivar” – en reinkarnation af Gulliver? Bemærk også, dersom opfordring skulle være nødvendig, hvor meget Edgar Rice Burroughs’ ”John Carter” (A Princess of Mars, 1912) ligner løjtnantens ferieophold, dog med den forskel, at Burroughs rationaliserer sin helts uovertrufne kræfter videnskabeligt. John Carter (J.C. = Jesus Christ?) har overmenneskelig styrke, spræng- og springkraft, fordi Mars’ tyngdekraft er mindre end Jordens. Han er med andre ord en ren supermand, og faktisk fundamentet for Siegels og Shusters ”Superman” (1938), idet Kal-El kommer fra Krypton, der er tungere end Jorden, og derfor har superkræfter, hér. Fra canalii til superhelte, velvidende at visse vil kalde noget af dette ”Planetary Romance” frem for ”Science Fantasy”. Men der er bare gennemtræk.

For langt senere (1998) udgiver Michael Moorcock sin Kane of old Mars, der er et intelligent opkog af både John Carter, Løjtnant Gullivar samt C.S. Lewis’ ”Malacandra” fra hans ”Space Trilogy” (1938-45). Lewis har et andet sigte, men denne Space – eller Cosmic – Trilogy hører til, alligevel, idet den også er et andet ”take” på den slags fantasy som Tolkien, Dunsany, Morris eller Eddison gjorde ud i på nogenlunde samme tidspunkt. Desuden er Moorcocks ”Kane” en avatar af ”The Eternal Champion” og derfor også Jerry Cornelius (igen J.C), men det kommer vi tilbage til. Så er der jo også altid Ray Bradburys The Martian Chronicles (1950) – fuldfed science fantasy, men sentimental civilisationskritik. I øvrigt parafraseret af vores hjemlige Niels E. Nielsen – se Hinsides Bjergene (1976).

Endeligt fyrer Alan Moore godt op under pasticherne over næsten alle de nævnte i hans og Kevin O’Neills tegneserie om de ekstraordinære gentlemen – og Mina Harker – på dansk som Klodekrigen (vistnok cirka fra år 2000).

Paperback, Pocket Books 1979

 

HVOR ALTING ENDER

”Dying Earth”-scenariet er en væsentlig trope i science fantasy. Vi taler her om fortællinger placeret i en så fjern fremtid, at det teknologiske er blevet fantastisk, jævnfør ”Clarkes Lov” om at en tilstrækkelig fremskreden teknologi ikke vil være til at skelne fra magi.

Jack Vance er måske nok ophavsmand til termen, idet hans Dying Earth-cyklus (1950-1984) gav navn til tropen eller sub-genren om man vil. Han var blot ikke den første til at behandle scenariet litterært. Camille Flammarions La Fin Du Monde (1893) beskæftiger sig med følgerne af et meteornedslag i år 2400, der resulterer i en millionårig tilbagegang for civilisationen og menneskeheden og ender med Jordens undergang under en rød kæmpesol. (Vi kommer tilbage til Camille Flammarion).

En slags opfølger på og udvikling af den historie kan man finde i William Hope Hodgsons The Night Land (1912), der beretter om en fjern fremtid, hvor Solen faktisk er død, og resterne af menneskeheden lever i en lagdelt pyramide (de fattige nederst; de rige på toppen), omgivet og belejret af ”abhumans”, mørke, kulde og generel elendighed. En munter detalje er at vand forefindes i pulverform, i denne verden. Men et mere væsentligt aspekt er, at hovedpersonen bliver ført til ”Nattelandet” i en søgen efter sin elskede. Hér må man gerne udbryde ”Orfeus og Eurydike!” Eller ”Dante og Beatrice,” for der er noget dødsrigeagtigt over disse fjerne fremtider, hvilket kommer til eksplicit udtryk i Samuel R. Delanys The Einstein Intersection (1967), hvor ”entiteter” så at sige gennemspiller menneskehedens top-myter én gang til. Det samme gælder Brian Aldiss’ lidt tidligere Hothouse (1962), hvor Jorden er holdt med at rotere og Solen er blevet en rød kæmpe.

Paperback, Ballantine Books 1972

Men det hændte også i de dage, at Michael Moorcock, der ellers var travlt optaget af at skrive historier om Elric, Sojan og kalfatre sit New Worlds-magasin, i 1972 påbegyndte sin Dancers At The End Of Time-serie, begyndende med An Alien Heat. Hele suiten – må man vel kalde den – beskriver hvorledes almægtigheder som Werther de Goethe, The Everlasting Concubine og Duke Of Queens (m.fl.) løser følelsesmæssige trakasserier, såsom jalousi, forsmået kærlighed og misundelse, med monstrøse projekter, hvilket de er i stand til på grund af deres ”magiske” ringe. ”Magiske” – i citationstegn – fordi de egentlig er teknologiske frembringelser, blot ved vi ikke hvordan og hvorledes (Clarkes Lov). Og nu er det jo Moorcock, så også Dancers At The End Of Time er en del af hans altomfattende ”Multiverse”, hvor vi både kan møde reinkarnationer af Jerry Cornelius (Jharek Carnelian), såvel som Elric Of Melniboné – begge avatarer af The Eternal Champion. Men samtidig har ”Dancers” det til fælles med Vances Dying Earth, at der bliver lagt solide kræfter i, og brugt enorme ressourcer på at løse totalt meningsløse problemer og konflikter. I Vances tilfælde er protagonisterne nærmest arketypiske guder eller demi-urger genfødt, mens de hos Moorcock næsten kan beskrives som arketypiske fjolser og klaphatte. Begge dele er muntert i konteksten.

Paperback, HarperCollins 1974

ENDNU FLERE DØENDE VERDENER

Andre eksempler på ”dying earth”-scenariet kunne være Arthur C. Clarkes Against The Fall Of Night (1953), en fortælling om Jorden anno 10.000.000.000, hvor menneskeheden – skræmt fra vid og sans – har lukket sig inde i en by og smidt nøglerne til byporten væk. Eller samme herres eminente og klassiske The Nine Billion Names Of God (også 1953). Endvidere John Brunners Catch A Falling Star (1968), der beskriver hvordan Creohan i en fjern fremtid forsøger at vække Jordens befolkning til erkendelse af, at Verden går sin undergang i møde. Det er ikke nemt, for alle har stukket hovedet i navlen (relevant på affattelsestidspunktet – men hvad med nu?). Hvad kan vi ellers nævne?

Paperback, Pyramid 1970

Poul Andersons Epilogue er nok mere science fiction end science fantasy, men det er et spørgsmål om grader. Robert Silverbergs Son Of Man (1971), der beretter om Clays rejse milliarder af år ud i fremtiden, hvor han møder mere og mere outrerede udgaver af ”mennesker”, og får lejlighed til at overveje fundamentale aspekter af den menneskelige (s)tilstand: frihed, lighed, broderskab – kærlighed, seksualitet, køn; fortsæt selv. Den er taget med hér, mindre fordi den direkte hører til i et ”dying earth”-scenarie, end fordi den eksplicit udfolder sig og sine emner på baggrund af det entropiske (som også er en af Morcocks faibler), altså at livet – i alle dets bestanddele og (til)skikkelser udfolder sig på baggrund af, eller i bevidstheden om, den endelige, uafvendelige udslettelse.

Paperback, Ace Books 1968

Så er der naturligvis også J.G. Ballards undergangshistorier: The Drowned World (1962), The Burning World (1964) og The Crystal World (1966), om henholdsvis oversvømmelse, tørke og kosmiske katastrofer. Visse vil holde på, at det er straight SF, men jeg vil vove den påstand, at det er science fantasy, fordi disse fortællinger søger at udforske samhørighedsforholdet mellem naturen og mennesket. Og dette afgøres ikke af teknologi eller biologi, men af en tredje ordens fænomen – og vi befinder os ovre i afdelingen for ESP og gnostiske indfaldsvinkler, altså om det guddommeliges tilstedeværelse.

For så vidt er også Clarkes Childhood’s End en ”dying earth”- roman. Men den kommer på banen i næste uge, hvor snakken fortsætter.

 

”Just Dopped In” under kærlig behandling

Enigmatiske Death In Rome og en af mine helte, King Dude, har lavet et samarbejde. De udsendte kort før jul et cover af counterculture-klassikeren ”Just Dopped In” fra 1967. Et nummer, som ganske mange har indspillet, men det er uden tvivl Kenny Rogers superfede, tårnhøje udgave fra ’68, der er den bedst kendte. Det er da også den, som Death In Rome og King Dude har taget udgangspunkt i. Resultatet er blevet ganske godt, synes jeg, så det kan du jo passende skyde den weekend i gang med.

Vi ses på søndag, hvor der igen står pulp på programmet.

Gys på liste igen

Jette Holst har igen i år lavet en kommenteret fortegnelse over alle danske horrorudgivelser til voksne i 2018. Det er, som altid, et flot stykke arbejde, som du bør kaste et blik på. Det er faktisk ganske overvældende, hvor meget, der rent faktisk er udkommet i løbet af 2018. Ikke mindst er det slående, hvor forskelligartede udgivelserne er.

Det er svært at se tendenser i udgivelserne. En ting synes dog helt klar; antallet af skrækantologier (med eller uden tema) synes afgjort at være i tilbagegang. Romanerne dominerer, hvilket slet ikke er nogen dårlig ting. Jeg har absolut ikke fået læst bare i nærheden af alle disse udgivelser, men når jeg nu ser dem oplistet, er det afgjort noget, der inspirerer til videre læsning. Jeg må eksempelvis få læst Teddy Vorks Forglemmigej og Amdi Silvestris Slør. Jeg er også lidt nysgerrig på Anne-Marie Vedsø Olesens Lucie. Det kan måske alt sammen blive til fremtidige indlæg på Fra Sortsand.

Med andre ord, smut over på Gyseren.dk og se på Jettes liste, med mindre du altså ikke allerede har gjort det.

Jeffrey Lord, Blade bd. 2. The Jade Warrior (1969): Kineserier i Dimension X

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Så er det blevet tid til at se nærmere på andet bind i serien om Richard Blade; den supertrænede, hemmelige agent, der rejser ind i Dimension X for den engelske regering. Første bind var en grotesk og underholdende omgang skraldelitteratur. De bizarre scener kom som perler på en snor, og handlingen var ikke stort andet end et langt påskud for at få det halvnøgne muskelbundt Blade i lag med så mange kvinder som muligt. Det er klart, at den slags må sætte forventninger højt hos enhver fornuftig læser. Med andet bind viser det sig imidlertid, at Manning Lee Stokes, forfatteren, der gemmer sig bag aliasset ”Jeffrey Lord”, havde andre ting i tankerne.

The Jade Warrior begynder, da Blade slapper af med sin forlovede i en idyllisk hytte ude ved kysten. Den unge dame presser på for at få høre mere om Blades hemmelighedsfulde liv og arbejde, men han nægter. Han kan og vil ganske enkelt ikke afsløre noget om sin rolle som agent og Dimension X. I stedet kan Blade proklamere sin store kærlighed til pigen, hvilket lukker munden på hende, og alt er godt. Det vil sige næsten, for knap er amorinerne luftet før Blade må tage til London – Dimension X kalder med en ny opgave. Blade må afsted i en farlig fart; hvorfor får vi aldrig helt at vide, men det er formentlig håbet, at han en dag vil få andet med sig hjem fra den fremmede dimension end erotiske eventyr og ar fra slåskampe.

Denne gang havner Blade i en steppeverden, hvor et vældigt slag udfolder sig foran en gigantisk mur. Ryttere belejrer muren, og Blade bliver hurtigt involveret i kampene. Snu og nøgen som han er, snupper han en rustning fra en falden kriger, og snart viser det sig, at det er selve storfyrstens rustning, som han har hugget. Dermed begynder et langvarigt eventyr, hvor Blade må balancere sin støtte til den civiliserede kultur på den ene side af muren, og de bestialske rytterfolk, som lever på den anden side. Begge parter i den tilsyneladende evige strid er lige lumske og skrupelløse, hvorfor Blade efter bedste evne forsøger at holde sig neutral. Det er naturligvis i sidste ende helt umuligt, ikke mindst fordi Blade hopper i kanen med prinsesser på begge sider af muren, og dermed bliver dybt indviklet i de to hoffers intriger.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Her er det så, at læseren formentlig tænker ”hmmm, kunne det mon være en form for Kina, som Blade er havnet i?” og svaret er absolut ja. Faktisk gør Jefferey Lord/Manning Stokes omtrent alt for, at vi skal forstå, hvad det er for to kulturer, som her støder sammen foran muren. Det besynderlige er imidlertid, at Blade på intet tidspunkt reflekterer over dette. Han stiller sig komplet uforstående over for alt, hvad han møder, endda selvom han modsat den første bog ikke har mistet sin hukommelse under rejsen ind i Dimension X. Ja, man kan vel nærmest kalde det for en form for selektivt hukommelsessvigt, som Blade praktiserer.

Selektivt, fordi Blade ikke bruger så lidt tid hos de to prinsesser på hver side af muren. Den ene behandler ham som prins, den anden som sexslave, og han får endda et barn med den ene af kvinderne, hvilket alt sammen sker uden, at den store fyr sender bare så meget som en enkelt varm tanke til sin stakkels forlovede, som han havde proklameret sin kærlighed til i begyndelsen af bogen. Hvad der sker i Dimension X, er åbenbart noget, der bliver i Dimension X.

Der er en solid dosis kamp og kage i The Jade Warrior, men der er mindre af det end i første bind. Bogens tone er tungere og mere alvorlig, Manning Stokes gør mere ud af de kulturer, som Blade møder, og handlingen hænger rent faktisk sammen. Der gør alt sammen, at The Jade Warrior langt fra er så dum og festlig som The Bronze Axe. Ikke at man kan kalde seriens andet bind for seriøs litteratur; man kan nærmere blot konstatere, at Stokes denne gang havde en mere konsistent vision for sit pulpeventyr.

Paperback, Macfadden-Bartell 1969. Romanens 1. udgave

På den ene side er det ærgerligt, for Blade bliver en hel del mere ordinær, når han ikke vader fra det ene skøre påfund til det andet, men omvendt er det lykkedes for Stokes med The Jade Warrior at skabe en form for hårdkogt, eksotisk actionfortælling, hvor Blades kamp og eventyr betyder lidt mere. Der er rent faktisk noget på spil i handlingen; Blade udfordres og presses af sine modstandere. Netop det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Det giver serien lidt mere pondus, uden at den bliver kedelig, og Stokes har fortsat tilpas megen dum dialog, forloren prosa og så mange overskruede situationer til at serien ikke kan forveksles med noget alvorligt.

The Jade Warrior viser dermed en ny og mere ambitiøs side af Blade-serien, som jo tyder på en lidt større spændvidde i historierne, end jeg egentlig havde regnet med. Seriens andet bind er, præcis som første bog, relativt lang set i forhold til genren, og The Jade Warrior er vel også for lang for sit eget bedste, men af en eller anden grund blev romanen i højere grad hængende hos mig end det første eventyr. Den gjorde i hvert fald indtryk på en anden måde, og derfor er jeg stadig spændt på at se, hvordan ”Jeffrey Lord” kommer til at udfolde sine eventyr i de næste bind af serien. Det må vi se på i senere indlæg.