Science Fantasy? Ja tak, eller?

Paperback, Panther 1984

De fleste, der følger Fra Sortsand, vil uden tvivl kende Henning Andersen som en flittig skribent og begavet kommentator. Ikke mindst når vi taler SF, har Henning mange meninger og iagttagelser, der altid er interessante at følge. Et tilbagevendende emne, som har været diskuteret et par gange her på bloggen, er genren ”science fantasy”. Den undergenre, hvis man kan kalde den for det, har jeg nu indgået et lille samarbejde med Henning omkring. Det vil sige, at Henning de næste to onsdage overtager styringen med Fra Sortsand og skitserer udviklingen i science fantasy-genren, som han ser den.

Det er blevet til et yderst interessant blik på en type litteratur, der bestemt ikke længere har samme høje kurs, som den havde engang. Eller tager jeg fejl? Tanken er, at jeg til sidst, som et tredje ben i serien, kommer med et lille efterskrift, som måske kan give stof til videre diskussion og overvejelse.

Dermed er programmet lagt og kursen udstukket for en vild galop gennem en generelitteratur, som jeg personlig har en ganske stor svaghed for. Jeg håber derfor også, at I gider hænge på de næste tre uger.

*** 

 

SCIENCE FANTASY

ET LILLE GENRESTUDIE

Del 1 af 3

Af Henning Andersen

 

INDLEDNING

Genredefinitioner og –afgrænsninger er en sportsgren, hvor man retorisk kan argumentere for at éns egen yndlingsgenre er alle genrers ophav: Er måske ikke hulemalerier og hieroglyffer de første tegneserier? Var Gilgamesh-eposet eller Kalevala måske ikke det første fantasy? Var Enoks Bog eller Johannes Åbenbaring måske ikke den første science fiction?

Man kan også vælge et andet perspektiv, nemlig at indordne sin foretrukne genre i et hierarkisk system af ”medie”, ”genre”, ”under-genre”, grad af repræsentation, affinitet til ”hoved-genren” og andre genrer (”det er både en fantasy-fortælling og en kriminalroman”).

Endelig kan man indtage et tredje standpunkt, en slags litterær geologi, hvor inspirationskilder, tendenser og trends er det mest interessante. Præcis det passer fint til et forsøg på en mere eller mindre kronologisk oversigt over en så ”ustabil” ”genre” som Science Fantasy, der her skal diskuteres.

Paperback, Minotauro 1984

 

FANTASTISKE MARS

Et godt eksempel til belysning af dette perspektiv kunne være planeten Mars.

I 1877 lavede astronomen Giovanni Schiaperelli et kort over Mars, hvor han døbte visse signifikante spalter i – eller aftegninger på – overfladen canalii. Og det blev ret hurtigt til ”kanaler”, hvorefter ”vejen til Mars” var åbnet. Allerede i 1898 udgiver H.G. Wells sin War of the Worlds, som måske mere skal betegnes som regulær science fiction, om end selve antagelsen, præmissen, helt klart er båret af en fantasy-tilgang. Wells er (jo) også ude i et andet ærinde.

Så sker der det, at Lester Arnold i 1905 udgiver sin Lieut. Gullivar Jones: His Vacations, der handler om en amerikansk soldats rejse til Mars (på et flyvende tæppe), hvor han gør op med grumme uhyrer og forelsker sig i en lokal prinsesse. Bemærk lige navnet ”Gullivar” – en reinkarnation af Gulliver? Bemærk også, dersom opfordring skulle være nødvendig, hvor meget Edgar Rice Burroughs’ ”John Carter” (A Princess of Mars, 1912) ligner løjtnantens ferieophold, dog med den forskel, at Burroughs rationaliserer sin helts uovertrufne kræfter videnskabeligt. John Carter (J.C. = Jesus Christ?) har overmenneskelig styrke, spræng- og springkraft, fordi Mars’ tyngdekraft er mindre end Jordens. Han er med andre ord en ren supermand, og faktisk fundamentet for Siegels og Shusters ”Superman” (1938), idet Kal-El kommer fra Krypton, der er tungere end Jorden, og derfor har superkræfter, hér. Fra canalii til superhelte, velvidende at visse vil kalde noget af dette ”Planetary Romance” frem for ”Science Fantasy”. Men der er bare gennemtræk.

For langt senere (1998) udgiver Michael Moorcock sin Kane of old Mars, der er et intelligent opkog af både John Carter, Løjtnant Gullivar samt C.S. Lewis’ ”Malacandra” fra hans ”Space Trilogy” (1938-45). Lewis har et andet sigte, men denne Space – eller Cosmic – Trilogy hører til, alligevel, idet den også er et andet ”take” på den slags fantasy som Tolkien, Dunsany, Morris eller Eddison gjorde ud i på nogenlunde samme tidspunkt. Desuden er Moorcocks ”Kane” en avatar af ”The Eternal Champion” og derfor også Jerry Cornelius (igen J.C), men det kommer vi tilbage til. Så er der jo også altid Ray Bradburys The Martian Chronicles (1950) – fuldfed science fantasy, men sentimental civilisationskritik. I øvrigt parafraseret af vores hjemlige Niels E. Nielsen – se Hinsides Bjergene (1976).

Endeligt fyrer Alan Moore godt op under pasticherne over næsten alle de nævnte i hans og Kevin O’Neills tegneserie om de ekstraordinære gentlemen – og Mina Harker – på dansk som Klodekrigen (vistnok cirka fra år 2000).

Paperback, Pocket Books 1979

 

HVOR ALTING ENDER

”Dying Earth”-scenariet er en væsentlig trope i science fantasy. Vi taler her om fortællinger placeret i en så fjern fremtid, at det teknologiske er blevet fantastisk, jævnfør ”Clarkes Lov” om at en tilstrækkelig fremskreden teknologi ikke vil være til at skelne fra magi.

Jack Vance er måske nok ophavsmand til termen, idet hans Dying Earth-cyklus (1950-1984) gav navn til tropen eller sub-genren om man vil. Han var blot ikke den første til at behandle scenariet litterært. Camille Flammarions La Fin Du Monde (1893) beskæftiger sig med følgerne af et meteornedslag i år 2400, der resulterer i en millionårig tilbagegang for civilisationen og menneskeheden og ender med Jordens undergang under en rød kæmpesol. (Vi kommer tilbage til Camille Flammarion).

En slags opfølger på og udvikling af den historie kan man finde i William Hope Hodgsons The Night Land (1912), der beretter om en fjern fremtid, hvor Solen faktisk er død, og resterne af menneskeheden lever i en lagdelt pyramide (de fattige nederst; de rige på toppen), omgivet og belejret af ”abhumans”, mørke, kulde og generel elendighed. En munter detalje er at vand forefindes i pulverform, i denne verden. Men et mere væsentligt aspekt er, at hovedpersonen bliver ført til ”Nattelandet” i en søgen efter sin elskede. Hér må man gerne udbryde ”Orfeus og Eurydike!” Eller ”Dante og Beatrice,” for der er noget dødsrigeagtigt over disse fjerne fremtider, hvilket kommer til eksplicit udtryk i Samuel R. Delanys The Einstein Intersection (1967), hvor ”entiteter” så at sige gennemspiller menneskehedens top-myter én gang til. Det samme gælder Brian Aldiss’ lidt tidligere Hothouse (1962), hvor Jorden er holdt med at rotere og Solen er blevet en rød kæmpe.

Paperback, Ballantine Books 1972

Men det hændte også i de dage, at Michael Moorcock, der ellers var travlt optaget af at skrive historier om Elric, Sojan og kalfatre sit New Worlds-magasin, i 1972 påbegyndte sin Dancers At The End Of Time-serie, begyndende med An Alien Heat. Hele suiten – må man vel kalde den – beskriver hvorledes almægtigheder som Werther de Goethe, The Everlasting Concubine og Duke Of Queens (m.fl.) løser følelsesmæssige trakasserier, såsom jalousi, forsmået kærlighed og misundelse, med monstrøse projekter, hvilket de er i stand til på grund af deres ”magiske” ringe. ”Magiske” – i citationstegn – fordi de egentlig er teknologiske frembringelser, blot ved vi ikke hvordan og hvorledes (Clarkes Lov). Og nu er det jo Moorcock, så også Dancers At The End Of Time er en del af hans altomfattende ”Multiverse”, hvor vi både kan møde reinkarnationer af Jerry Cornelius (Jharek Carnelian), såvel som Elric Of Melniboné – begge avatarer af The Eternal Champion. Men samtidig har ”Dancers” det til fælles med Vances Dying Earth, at der bliver lagt solide kræfter i, og brugt enorme ressourcer på at løse totalt meningsløse problemer og konflikter. I Vances tilfælde er protagonisterne nærmest arketypiske guder eller demi-urger genfødt, mens de hos Moorcock næsten kan beskrives som arketypiske fjolser og klaphatte. Begge dele er muntert i konteksten.

Paperback, HarperCollins 1974

ENDNU FLERE DØENDE VERDENER

Andre eksempler på ”dying earth”-scenariet kunne være Arthur C. Clarkes Against The Fall Of Night (1953), en fortælling om Jorden anno 10.000.000.000, hvor menneskeheden – skræmt fra vid og sans – har lukket sig inde i en by og smidt nøglerne til byporten væk. Eller samme herres eminente og klassiske The Nine Billion Names Of God (også 1953). Endvidere John Brunners Catch A Falling Star (1968), der beskriver hvordan Creohan i en fjern fremtid forsøger at vække Jordens befolkning til erkendelse af, at Verden går sin undergang i møde. Det er ikke nemt, for alle har stukket hovedet i navlen (relevant på affattelsestidspunktet – men hvad med nu?). Hvad kan vi ellers nævne?

Paperback, Pyramid 1970

Poul Andersons Epilogue er nok mere science fiction end science fantasy, men det er et spørgsmål om grader. Robert Silverbergs Son Of Man (1971), der beretter om Clays rejse milliarder af år ud i fremtiden, hvor han møder mere og mere outrerede udgaver af ”mennesker”, og får lejlighed til at overveje fundamentale aspekter af den menneskelige (s)tilstand: frihed, lighed, broderskab – kærlighed, seksualitet, køn; fortsæt selv. Den er taget med hér, mindre fordi den direkte hører til i et ”dying earth”-scenarie, end fordi den eksplicit udfolder sig og sine emner på baggrund af det entropiske (som også er en af Morcocks faibler), altså at livet – i alle dets bestanddele og (til)skikkelser udfolder sig på baggrund af, eller i bevidstheden om, den endelige, uafvendelige udslettelse.

Paperback, Ace Books 1968

Så er der naturligvis også J.G. Ballards undergangshistorier: The Drowned World (1962), The Burning World (1964) og The Crystal World (1966), om henholdsvis oversvømmelse, tørke og kosmiske katastrofer. Visse vil holde på, at det er straight SF, men jeg vil vove den påstand, at det er science fantasy, fordi disse fortællinger søger at udforske samhørighedsforholdet mellem naturen og mennesket. Og dette afgøres ikke af teknologi eller biologi, men af en tredje ordens fænomen – og vi befinder os ovre i afdelingen for ESP og gnostiske indfaldsvinkler, altså om det guddommeliges tilstedeværelse.

For så vidt er også Clarkes Childhood’s End en ”dying earth”- roman. Men den kommer på banen i næste uge, hvor snakken fortsætter.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.