Science Fantasy fortsat

Paperback, Sphere 1975

Science Fantasy. Et Lille Genrestudie

Del 2 af 3

Af Henning Andersen

 

 

HVOR ALTING KOMMER FRA

Der må jo være en begyndelse, en årsag, et udgangspunkt. Først boede skaberen måske inde i en hule eller ude i skoven. Så blev hulen og skoven udforsket, og skaberen flyttede op på bjerget. Så blev bjerget besteget, og guden flyttede op i himlen. Og hvad nu?

I 1871 skriver Edward Bulwer-Lytton sin The Coming Race, der handler om et både teknologisk og åndeligt sofistikeret folk, der bor inde i ”vores” Jord.

Underjordiske folkeslag – og i det hele taget det ”underjordiske” – har altid fascineret, lige siden Hades, Hel og Helvede blev opfundet, og det til en sådan grad at henne i England blev fund af ammonitter – en slags fortidig blæksprutte med snoet skjold – kaldt Satans Fodspor, fordi disse fossiler godt kan ligne aftryk af krogede klør.

Rejser til ”underverdenen” – eller blot til Jordens indre – er dog af ældre dato end Bulwer Lyttons eksotiske fortælling. Bortset fra Jules Vernes Rejsen Til Jordens Indre (1864), kan der nævnes Niels Kliims Underjordiske Rejse, Ariostos Orlando Furioso (1516), Dantes La Divina Commedia (1320) og helt tilbage til Thors rejse til Udgårdsloke og Odysseus’ nedstigning til Hades, samt naturligvis Orfeus. Og der skal det da lige nævnes at Orfeu Negro (1959), instrueret af Marcel Camus, er et brasiliansk ”take” på Orfeus-myten i en moderne setting under karnevallet i Rio de Janeiro – og i øvrigt inspiration til The Einstein Intersection af Samuel R. Delany, som jeg omtalte i første del.

Paperback, Magnum 1979

Alle disse er fuldfede science fantasy-eksempler, idet det ”magiske” – fantasy-elementet – bliver videnskabeligt rationaliseret, til trods for det faktum, at Jorden altså hverken er hul eller flad. ”Videnskabeligt”, sagt med skyldig hensyntagen til affattelsestidspunktet, hvilket ikke nødvendigvis er identisk med ”teknologisk”.

Ikke desto mindre er scoopet i The Coming Race introduktionen af vidunderstoffet ”vril”, og det har i den grad haft afsmittende effekt på såvel populærkultur som sektdannelser – fra UFO-fanatikere over ”Bob Morane: Den Sorte Ridder” til ”The Vril-Society”.

Dog – ingen aktion uden reaktion. I 1889 skriver Camille Flammarion Uranié, der er en beskrivelse af, hvordan forfatteren – af Urania (græsk gudinde for himlen) – bliver ført ud til planeter, stjerner, galakser og bliver forevist (to the readers digest), hvordan alting hænger sammen i et celestialt master-program, der er sit eget endemål.

Paperback, Pan Books 1956

Den tog Olaf Stapledon op i 1937 med sin Star Maker, hvor hoved-”jeg”-personen kommer ud på en kosmisk rejse, og besøger ”mennesker” (der dog kan virke temmelig fremmede, men af samme grund taler mod tidens idé om Den Sande Race, såsom ”boat-men”, ”wing-men” og ”mole-men”). Og til slut skuer ”The Star Maker”, hvis ensomhed netop har fået ”ham” til at skabe Altet, derfor også galakser, sole, planeter og væsener. Den lidt triste bundlinje er, som Joseph Conrad siger, ”vi lever som vi drømmer – alene!”

Ind i denne tradition – og i hvert fald med kraftig påvirkning fra Stabledon – indskriver sig Clarkes Childhood’s End, der på én og samme gang er fortællingen om ”dying earth” og menneskehedens transcendens mod ”Den Kosmiske Bevidsthed” (mine citationstegn). De sidste ord i den roman kan ikke andet end ramme én i hjertekulen, uanset hvor man befinder sig henne i det filosofiske spektrum.

 

ER DER ANDET?

Ja! Der er næsten ikke andet. Den enes stream of consciousness er den andens magiske realisme. Så tiden er kommet til nogle punktnedslag, der muligvis kunne foranledige læseren til yderligere undersøgelse af dette lidt pindsvineagtige og ustabile ”science fantasy”.

Man kunne f.eks. starte med Robert Holdstocks Mythago Wood (1984), der netop – jf. ovenfor – tager fat i oprindelsen ude i skoven. Historien er såre simpel: vores hovedperson drager ind i Ryhope Wood, der tilsyneladende er en lille lund, men viser sig at være Dr. Who-agtig stor på ”indersiden”, for at finde sin elskede (Orfeus, igen). Udfoldelsen af Ryhope Wood og dens ”beboere” er derimod ikke simpel, men er i høj grad science fantasy, fremfor blot fantasy, idet forfatteren gør et godt benarbejde for at rationalisere hændelserne. Det gode er, at de der gider den øvelse føler sig godt underholdt, og det forstyrrer ikke de der ikke gider.

Paperback, Grafton Books 1986

Så er der Randall Garrets Too Many Magicians (1966), hvor 1300-tallets Europa overgik til magi i stedet for teknologi. Og den virker! Den historie er muligvis udsprunget af Robert Heinleins Magic Inc. (1940), eller Poul Andersons Three Hearts and three lions. Sidstnævnte er historien om Holger (danske), der bliver ført til ”fairy-land” og får mulighed for at indse de bagvedliggende fysiske mekanismer ved tilsyneladende magiske fænomener. De førstnævnte er derimod fortællinger om, at selv magi har sine begrænsninger i et fysisk univers, og ligner på den måde Larry Nivens The Magic Goes Away (1976). Heri beskrives at ”magi” – for så vidt man kan kunsten – også afhænger af ”manna”, magiens råstof. Som sidebemærkning kan man undre sig over at en libertær republikaner som Niven i det hele taget indfører noget om energi-reserver og økologi i sin udgave af science fantasy. Men det gør han altså.

Én som det er svært at komme udenom i denne forbindelse er Philip Jose Farmer. Man kan sådan set sige, at han stinker langt væk af science fantasy – hver gang. Og er der to ting, der kendetegner Farmer, så er det hans store kærlighed til ”mikrouniverser” og pasticher. At han så også – ligesom Heinlein og Aldiss – er en gammel gris, det kan vi gemme til en anden go’ gang. For her skal især fremdrages hans ”World of Tiers”-serie, begyndende med The Maker Of Universes (1965), hvor almægtige, men syge, ”guder” – der alle er i familie med hinanden – har skabt mikrouniverser, der primært er fælder eller fængsler for resten af søskendeflokken.

Hardcover, Macdonald Science Fiction 1968

Hele konstruktionen bliver rationaliseret ”videnskabeligt” ved at postulere en fremskreden teknologi, men samtidig bærer alle disse ”søskende-guder” navne, hentet fra William Blakes sære syner og fantasier. Og hvorfor så ikke – i samme åndedrag – nævne Farmers The Other Log Of Phileas Fogg (1973), der er en ”sætning-for-sætning” pseudovidenskabelig forklaring af hele formålet med den der Jordomrejse på 80 dage. Spas og kræs for kendere.

 

HVAD ER GLEMT?

Sikkert meget!

Grandville (Jean Ignace Isidore Gérard Grandville, 1803-1847), skrev Un Autre Monde i 1844. Denne drejer sig om en rejse til en anden klode, hvor det signifikante i denne sammenhæng er en zoologisk have bestående af (levende) heraldiske dyr, samt et dampdrevet orkester og kor. Så hér foregribes altså – uden at påstå det skulle være den direkte inspirationskilde – senere ideer om genmanipulation og det dampdrevne samfund, og vi befinder os pludselig i steampunk inden steampunk, så at sige.

Der er selvfølgelig – for Grandvilles vedkommende – tale om samme slags parafraseringer eller allegorier, som hos næsten-samtidige Lewis Carroll. Men hvor Carroll henviser det hele til Drøm og Eventyrland, holder Grandville et straight pokerfjæs og fastholder eksistensen af det ”umulige”.

Hardcover, Fournier 1848. Titelblad

I en hvis forstand (hvilken? Kan man spørge) er decideret science fiction spørgsmålet om at rationalisere det uladsiggørlige, mens science fantasy drejer sig om at rationalisere det umulige. Ud fra et filosofisk standpunkt kan dette enten være helt hen i vejret eller være en kilde til atter og flere umuligheder og uladsiggørligheder. Og så bliver det jo sjovt.

For eksempel går der en ret lige linje fra Das Cabinet des Doktor Caligari (1920), over Counterfeit World (1964) af Daniel F. Galouye, gennem Welt Am Draht (1973) af Rainer Werner Fassbinder, til The Thirteenth Floor (1999) og derfor til The Matrix (1999).

Vi står naturligvis i begreb med at postulere, at selv ”ren” science fiction blot er et aspekt af ”reel” science fantasy. Men grænserne er – som sagt – flydende, for hvis der kun skal en pille (rød eller blå, virtuel eller ej) til at afgøre virkelighedens uvirkelige virkelighed, ja, så befinder vi os stadig i science fantasy. Så går der semiotik og Sapir-Whorf i den, så at sige.

 

Men netop denne usikkerhed, denne tøven, denne fornemmelse af næsten af have forstået det – det er måske lige præcis styrken i science fantasy, fremfor de til tider ret mættende info dumps i mere ligeudrettet science fiction.

Det er dog ingen grund til at rette smed for bager. Begge dele – samt alt andet og mere – har ret til gang på denne Jord.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.