Monthly Archives: februar 2019

Lars Ahn, Rød Høst (2018): Detaljernes labyrint

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

 

Lars Ahn har medvirket med noveller i et væld af antologier (mest sci-fi, fantasy og horror), og man kunne nemt fremhæve Ahns bidrag som værende blandt de måske to-tre bedste i en stor del af de udgivelser. I perioden 2006-2012, sådan cirka, kom der ubegribeligt mange antologier (alt for mange) fra småforlag, og efter at have læst min del, var jeg nået til en rutine, hvor jeg kun skimmede et par sider af de fleste noveller – størstedelen ubehjælpeligt rod til skrivebordsskuffen – for at springe frem til Lars Ahn eller A. Silvestris bidrag. For der var kvaliteten da nogenlunde sikret!

Ahn er nemlig uden tvivl en teknisk dygtig forfatter, der absolut ikke forfalder til den ’sproglige bolledej’, Martin belyste her på bloggen for nogle måneder siden. Hans sprog er enkelt og præcist og med hensyn til indhold har han på finurlige måder evnet at bryde formen igen og igen og serveret små, sære eksperimenter for sine læsere. Jeg husker livligt ”Mordene på Katarina” om en fyrs komplicerede forhold til sin real life sexdukke (det er en af Ahns bedste) og ”Blomstervanding”, der var skrevet i facebookopdateringer (vel og mærke før det blev skambrugt), og effektivt tegnede op hvor uhyggelig vores tidsalder er. Horroren er overalt! Sådanne eksperimenter kan fungere rigtig godt, men det er også en disciplin, hvor historiens idé er alfa og omega. Og deri ligger faren selvfølgelig for, at det bliver for idérigt og substansen kvæles. Det er da heller ikke alle Ahns noveller, jeg finder lige vellykkede, men det ligger til disciplinen, at det må være lidt hit and miss.

Med Ahns vampyrkrimi havde jeg en rimelig formodning om, at jeg ville kunne lide bogen, netop fordi jeg normalt føler mig i ret trygge hænder, når jeg ’starter på en Ahn’, men læsningen endte desværre i frustration og en længere klageliste.

Lars Ahn (født 1973)

Men først et par ord om handlingen, før vi dykker dybere ned i stoffet. I Rød Høst (opkaldt efter Dashiell Hammetts Red Harvest fra 1929) befinder vi os i en verden, hvor vampyrer – eller ’nattere’, som de kaldes – uforklarligt har eksisteret siden 1962. Vi får kort beskrevet årtier med stridigheder mellem mennesker og nattere, og først da blodsubstitutten ArtSangre (fedt navn) blev opfundet, dæmpede kampene sig. Spændingerne er der dog stadig, og i skyggerne lurer forskellige ekstreme grupper, der måske længes efter det store opgør.

Ahn sigter efter noirstilen med et persongalleri, der kalder hinanden ’knægt’, ’doc’ og kommer med udbrud som ’bullshit’ og ’no more mister nice guy’. Tonen er ærkeamerikansk, men miljøet er nærmere neutral grund, det kunne være Danmark, det kunne være Tyskland, det kunne være hvor som helst. Stednavne nævnes ikke, og personernes navne er af forskellig, international karakter. Dette synes jeg ikke er noget problem, det fungerer rimeligt. Vores hovedperson er kriminalbetjent og natter Gabriel, som bliver viklet ind i en mordsag, hvor en natterpige er blevet myrdet af en religiøs galning. Det hele trækker selvfølgelig tråde til diverse ekstremistgrupper, og i klassisk noirstil udfolder forviklingerne sig en masse.

Dog føles bogen ofte mere som science fiction end noir, og det skyldes den lidt for flittige world building. Her kommer så min første anke. De små, spekulative detaljer om samfundet fylder side op og side ned og kommer som perler på en snor. En meget lang snor. Det er jo klart en smagssag, hvor meget world building man bryder sig om. Horrorlæsere skyer det som regel og science fiction-læsere labber det i sig. Til en vampyrkrimi må jeg sige, at det blev for meget. Og man kan godt få den tanke, at det idérige fra Ahns noveller simpelthen ikke bærer til at blive strukket over de små 300 sider.

Paperback, Kandor 2017. Ahns novellesamling, der modtog prisen som årets danske horrorudgivelse i 2018

Det hjælper så heller ikke, at detaljerne som oftest er reduceret til fjollerier som f.eks. kister med pude og dyne, særlige rullegardiner til vampyrer, ArtSangre med hvidløgssmag (!) eller detaljer som at natterne effektivt afskaffede lukkeloven. Det meste skal selvfølgelig læses humoristisk, men kommer til at være uhensigtsmæssigt simpelt og giver en forstyrrende stemning af 12+ litteratur.

I den uundgåelige spejling af vores samfund, paralleller til fjendebilleder, racespændinger og demagoger, bliver samfundskritikken heller ikke særligt moden. Vi har for eksempel natterforeningen, Frie Borgere, der kæmper imod restriktioner og forbud for nattere. At Liberal Alliance er vampyrer, er en tanke jeg klart kan tilslutte mig, men det bliver simpelthen for åbenlyst og for fjollet. Samtidig er ’vampyrracismen’, som fylder en del, et gammelt tema, der næppe kan vække begejstring anno 2018. Jeg mindedes da også flere gange vampyrfilmen ”Daybreakers”, som der synes at være lånt lidt fra.

En anden manér, der blev mere og mere forstyrrende gennem læsningen, er den måde, universets illusion konstant brydes. Rød Høst er en bog med en meget stor bevidsthed om, at den er en bog. Igen og igen skal vi have at vide, at der altså ikke findes varulve og spøgelser, selvom der findes vampyrer, og Gabriel beretter, at han ikke kan forvandle sig til tåge eller en flagermus, men må tage sin bil. Der tales ret direkte ud til os læsere, i vores verden hvor vampyrer ikke eksisterer, og det skader universets troværdighed, da Gabriel jo netop beretter fra en verden, hvor nattere har været almindelige siden begyndelsen af 60’erne.

De konstante referencer til den fiktive vampyr er derfor forstyrrende. En karakter omtales som ’vor tids Van Helsing’ (en mærkværdig sammenligning, da Van Helsing er fiktiv). Der er vampyrjægere, der har taget navnet Abrahams (Van Helsing) Børn eller militsen, Valakiets Sønner. Det kommer til at virke fjollet med alle de referencer til Dracula, og værre bliver det, da der refereres til vampyrværker, som er udkommet efter 1962. En kvinde kaldes ironisk ’Vampirella’, og Gabriel erklærer, at det må være til stor skuffelse for paranormal romance-fansene at der som vampyr venter en tilværelse i cølibat. Sådan en kommentar skulle simpelthen være udslettet af en redaktør. For hvorfor skulle der overhovedet være opstået paranormal romance og Robert Pattinsons elskede sexdyr i en verden, hvor vampyren har været symbol på impotens siden starten af 60’erne? Her ville vampyrskikkelsen næppe dunste af erotik og gøre teenagepiger vilde i varmen.

Denne maner med disse metareferencer er især det, der får bogen til at virke som en øvelse, ude af stand til at ryste fanfiktionen og lillemiljøet af sig. Det er en hård kritik, men det skal ganske enkelt være bedre, med langt mindre nørderi og glimt i øjet, hvis et horrorværk skal kunne tages seriøst i bredere kredse. Hvor er redaktøren lige henne, spørger jeg …?

Selve krimiplottet med sine tusind forviklinger fangede mig heller ikke just. Nu skal jeg måske lige indskyde, at jeg absolut(!) ikke er krimilæser (men tænkte måske en vampyrkrimi ville gå).

Paperback, Perma Books 1956. Hammetts fantastiske klassiker med en en herligt periodetypisk forside fra 50’erne. Det kræver sin mand at spille op imod Hammett værk

Under læsningen kunne jeg næsten se opslagstavlen med tegnestifterne og snorene, der forbinder de mange plotelementer, som er i spil, men jeg følte mig på intet tidspunkt inddraget og kedede mig det meste af turen. Havde personerne så fanget, men nej. Gabriel danner umage makkerpar med betjenten, Helena Ravn. Meget klassisk, men det bliver for lidt til at holde koncentrationen. Gabriel er, som alle nattere, aseksuel og desuden uskyldigheden selv, på trods af mange år på natholdet. Karakteren er ganske enkelt for tør, og da spændingerne mellem ham og Ravn ikke kan føre nogen vegne, bliver det kedsommeligt. Selv ikke da Gabriel smager rigtigt blod, fører det videre. Her havde jeg håbet, at dyret vågnede, men intet sker desværre.

Rød Høst var absolut en skuffelse. Jeg havde håbet på hårdkogt vampyrnoir, men min oplevelse var en lidt kedelig krimi parret med en meget detaljerig sci-fibog med fanfiktionens referencer og glimt i øjet. Det er ikke en elendig bog – til det er Ahn dog for sprogligt stærk – og jeg er sikker på, at krimilæsere vil være mere positivt stemt, men den markerer bestemt heller ikke de seriøse horrorbevægelser, jeg gerne så.

Til sidst skal lyde en kritik af forlagets groteske reklamesider sidst i bogen. Der går jo rent Bilkakatalog i den! En af forlagets andre udgivelser Randvad lanceres med følgende tekst: ”NU TRYKT I 2. OPLAG. 1. OPLAG UDSOLGT PÅ KUN TO MÅNEDER.” Unødvendigt kræmmeragtigt og meget morsomt, når det er almen viden, at småforlag typisk trykker i 200 eksemplarer. Til allersidst får vi en side med teksten: ”Kunne du lide Rød Høst? Så husk at fortælle vidt og bredt om bogen – på sociale medier, til venner, familie, bekendte.” Ikke meget anderledes end de internetshops, der minder os om at smide en femstjernet Trustpilot-anmeldelse … Det kan også bare blive for poppet!

– Af Jonas Wilmann

3 kommentarer

Filed under Roman

Paul Lehr – En science fiction-mester

Paperback, Fawcett 1971

Her kan du snuse lidt til mesterlige Paul Lehrs forsider. Sammen med Richard Powers var han uden tvivl en af de mest fremtrædende forsideskabere til bøger udi SF-genren i 1960’erne og 70’erne. Mens Powers stil var kraftigt psykedelisk, har Lehrs kunst en mere præcis og naturalistisk tilgang. Hvor Powers er fabulerende, er Lehr nøjagtig. Begge dele rummer nogle faldgruber, men der, hvor de er bedst, leverer de begge helt storslåede billeder.

Paul Lehr (1930-1998)

Hos Lehr er jeg især begejstret for hans landskabsscener. De futuristiske og fremmedartede miljøer, han får lavet, indbyder i den grad til at lade tanken gå på opdagelse. Der er drivstof til indlevelse og eskapisme i Lehrs billeder, som gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til dem. Sådan har jeg det i hvert fald.

Paperback, St. Martin’s Press 1987

Hans saglighed gør samtidig, at billederne har en alvor, som de mere pulp-orienterede kunstnere i tiden savnede. Det er da uden tvivl også Lehrs nøjagtighed og alvor, der gjorde ham til en eftertragtet illustrator, der gik godt i spænd med den nyvundne selvforståelse og entusiasme, som SF-genren oplevede i 60’erne efter ingeniør-forfatternes tid lykkeligvis var ved være omme.

Paperback, Signet 1964

Lehrs enorme produktion gør også, at han er en af de forsideskabere, som man har set mange gange, måske uden at vide, hvem kunstneren bag billedet mon er. Det er synd, for man bør kunne genkende en Lehr, når man ser den – det fortjener hans billedunivers.

Paperback, Signet 1959

Paperback, Dell 1974

Paperback, Dell 1973

Paperback, Dell 1967

Paperback, DAW Books 1976

Paperback, Cardinal 1958

Paperback, Berkley Medallion 1977

Paperback, Berkley Medallion 1976

Paperback, Berkley Books 1969

Paperback, Bantam Books 1981

Paperback, Bantam Books 1980

Paperback, Bantam Books 1980

Paperback, Bantam Books 1979

Paperback, Bantam Books 1979. Dette er en af mine absolutte favoritter!

Paperback, Bantam Books 1975

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1965

Paperback, Bantam Books 1958

Paperback, Avon Books 1987

Paperback, Avon 1971

Paperback, Avon 1970

Paperback, Bantam Books 1982

Hardcover, Tor 1994

Hardcover, Tor 1997. Paul Lehrs sidste forside, som han lavede relativt kort før sin død i ’98

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Edgar Rice Burroughs, At the Earth’s Core (1922): Pulpens forførende uskyldighed

Paperback, Ace 1962. Forsiden er stemningsfuldt malet af Roy G. Krenkel.

Det er spøjst gang på gang at kunne konstatere i hvor høj grad, Edgar Rice Burroughs kom til at sætte tonen for den amerikanske pulp i 1920’erne og 30’erne. Burroughs selv havde naturligvis flere inspirationskilder, H. Rider Haggard og Mark Twain, for blot at nævne et par. Desuagtet var det mere eller mindre Burroughs’ sammensmeltning af disse inspirationskilder, der skabte den særlige form for tempofyldt spændingslitteratur – uanset genren – som vi i dag kalder pulpfiktion.

Man kan også konstatere, at der sjældent er nogen, som gør det ret meget bedre udi den genre end Burroughs. Jeg taler vel at mærke her ikke om forfattere som eksempelvis Lovecraft og Howard, der forsøgte at forandre pulpens væsen indefra. Nej, jeg taler her om den rendyrkede ramasjang, drevet af glæden ved fortællingens umiddelbare drama og underholdningsværdi. Her var Edgar Rice Burroughs mesteren, og hans værker blev rost og plagieret til døde allerede, mens han levede. Her skal vi se nærmere på en af disse fortællinger, der har efterladt sig et ganske grundigt aftryk på eftertidens eventyrlige fiktion.

En ung Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950) klædt på som friluftshelt

At the Earth’s Core, der først udkom som føljeton i 1914 (og i bogform 1922), er den forrygende underholde historie om den unge David Innes; en rigmandssøn, der arver et mineselskab. Sammen med selskabets nestor, ingeniøren Abner Perry, udvikler de et bemandet højhastighedsbor, der vil kunne undersøge jordskorpen for metaller og mineraler på rekordtid. Innes og Perry må naturligvis afprøve boret, men på minemaskinens jomfrurejse går der noget galt. Styresystemet låser sig fast, og maskinen med de to ombord, borer sig nu direkte ind mod jordklodens centrum. De to mænd er sikre på, at dette er den visse død, men her får de sig en overraskelse. Deres bor fører dem nemlig ind i jordens hule kerne; ind til en hel verden inde i vores, der bedst kan beskrives som en forhistorisk jungle befolket af stenaldermænd, dinosaurusser, menneskeaber og så de frygtede Mahars. Sidstnævnte er intelligente, flyvende øglevæsner, der regerer i den indre verden.

Knap ankommet i dette fremmed miljø bliver vores to venner taget til fange og dermed skydes et hæsblæsende eventyr i gang, hvor David Innes hurtigt antager rollen som den snarrådige helt, der skal frelse stenalderfolket fra øglernes åg. For at nå dertil skal han gå grueligt meget igennem; nedkæmpe utallige fjender, ikke mindst de abelignende væsner, som øglerne holder som slaver, og naturligvis forelske sig i stenalderkvinden Diane the Beautiful.

All Story Weekly, april 1914. Første del af romanen udkom i dette nummer; her med Diane the Beautiful på forsiden

Romanen er, som sagt, utrolig underholdende i al dens uskyldige gåpåmod, men den har også en dybtfølt fascination af det utrolige og eventyrlige, som griber læseren – selv i dag, hvor der ikke er ret meget nyt at hente. Hos Burroughs gnistrer kreativiteten med en umiddelbar, oprindelig form for begejstring, der virker langt stærkere end de senere opkog over samme form for jungleeventyr. Hos Burroughs klinger det rent, fordi det hele udspringer originalt fra hans fantasi og fortælleglæde. Intelligente øgler og abemænd, der ridder på dinosaurusser og slås med stenaldermennesker; idéen er langt ude, men fungerer, fordi det bliver fortalt med en alvor, som den slags ramasjang aldrig ville kunne skrives med i dag, hvor en ironisk distance lægger sig som et metalag ind over fortællingen.

Når det er sagt, er det imidlertid interessant at se lidt ind under handlingen i en roman som At the Earth’s Core, og kaste et blik på de underliggende ideologiske træk, der gør sig gældende. Først og fremmest kan man naturligvis hæfte sig ved nogle af de helt åbenlyse akser i bogen. Eksempelvis, at de fremmedartede Mahars benytter sig af relativt dumme, sorte abeslaver, der ligger i strid med de hvide eller kaukasiske stenalderfolk. Burroughs udfolder her nogle ikke helt stuerene stereotyper, som han dog hverken selv har fundet på eller var alene om. Ikke desto mindre er det påfaldende, at forestillingen om race eller rettere forskellighed betyder så meget i bogen. De forskellige væsner, aber, mennesker og øgler har forskellige agendaer, der ikke kan forenes, og krigen er dermed uundgåelig. Eller sagt på en anden måde – kulturer lader sig ikke blande. Der kommer da også til krig i At the Earth’s Core, hvor Innes selvklart bliver hovedpersonen.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1940

Mere bemærkelsesværdigt er det, at Burroughs lader sine to hovedpersoner udtrykke en form for ”den hvide mands ret”. De kommer til denne frodige, fantastiske verden, og straks ser de det kapitalistiske potentiale. De er to fuldblodsamerikanere, der indtager den store frontier og øjeblikkeligt domesticerer den. De griber med andre ord kontrollen og tøver ikke med at udrydde øglerne, der udgør det reelle styre.

Man kan ikke forhandle med disse Mahars, men det er trods alt slående, hvor kynisk vores venner går til sagen i kamp for stenaldermenneskene samt ikke mindst alle de penge, som de på sigt kan tjene på stedet. Der er noget skrupelløst og kolonialistisk over vennernes adfærd, som med nutidige øjne er ganske uforenelig med den helterolle, de har i romanen. For os i dag fremstår Innes og Perry som grådige imperialister, der ikke tøver med at udrydde den eksisterende kultur for at kunne indsætte deres egen styreform. I Burroughs’ optik er de kloge, gæve mænd, der udnytter chancen, når den er der. Modellen for denne adfærd i romanform har Burroughs fra Mark Twains A Connecticut Yankee, men Burroughs giver problematikken en ny dimension ved at gøre det til et spørgsmål om racernes uforenelighed og den stærkes ret til ressourcerne.

Hardcover, Canaveral Press 1962

Kigger man ind under overfladen, ligger der således et forbløffende kynisk verdenssyn til grund for den ellers letbenede pulphistorie. Der er næppe mange af Burroughs’ læsere, der på udgivelsestidspunktet ville stille spørgsmål ved det verdenssyn, som bogen hviler på. Men som læser i dag mener jeg, at det er værdifuldt at forstå hvilke mekanismer, der ligger til grund for fortællingen, fordi de, om vi kan lide det eller ej, har været med til at forme værket på godt og ondt. Heltenes ubekymrede annektering og nedslagtning af deres modstandere er underholdende, men det er måske knap så underholdende, hvis vi kontekstualiserer handlingen.

Det kan man så lade være med at gøre og bare nyde historien som underholdning, men det, vil jeg mene, er naivt, for præcis som med eksempelvis Lovecrafts racisme skal vi ikke vende det blinde øje til og nedtone den. Vi skal holde det problematiske frem, tale om det og forstå, hvordan det har bidraget til fortællingerne og anerkende det som komponent i teksternes æstetiske virkekraft – også selv om vi ikke er enige eller synes, det er stærkt usympatisk. Det er på den måde, at vi kan komme videre fra disse fortællinger og se dem fra andre sider. Det kan man eksempelvis opleve ved at læse At the Earth’s Core og sidestille den med Pierre Boulles Abernes Planet (1963). Her får vi Burroughs på vrangen. Helten bliver her udsat for præcis det samme, som heltene hos Burroughs gør ved andre. Det er et såre simpelt greb, men også en lille genistreg, der spiller direkte sammen med de troper, som Burroughs skrev.

Paperback, Ace Books 1972

Nuvel, læs At the Earth’s Core. Lad dig forføre af den stærkt underholdende røverhistorie og tænk derefter lidt over, hvad bogen egentlig fortæller os. Det er ikke alt, der smager godt, som er sundt for os.

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Tandem 1975

Hardcover, Doubleday 1976

Paperback, Ace Books 1976

Paperback, Ballantine 1990

Paperback, Bison Books 2000

Paperback, Dover Publications 2001

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Er Randvad nomineret til Årets Landsby 2018?

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Nej, det er den desværre ikke. Imidlertid er nomineringerne til Årets Danske Horrorudgivelse 2018 netop blevet præsenteret – sørme om Randvad ikke er blandt de udvalgte! Det er rigtig glædeligt, ikke mindst fordi det er det Jacobs og mit første romansamarbejde.

Man kan sige meget om priser og det danske horrormiljø, men det er altid rart at få opmærksomhed omkring en udgivelse, og det er derfor også fedt, at Randvad stadig kan få lov at spøge lidt før den bare er en gammel hat blandt alle de andre gamle hatte. Om ikke andet, har nomineringen da også givet ekstra rygstød til Jacobs og mit kommende romanprojekt Blodbaner, som vi er i fuld gang med at skrive færdig.

Vi er begge ret begejstrede for den nye historie, så I kan godt glæde jer!

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Matthew Gregory Lewis, The Monk. A Romance (1796): Skrækgenrens dybe rødder

Paperback, Oxford University Press 2005. Forsidens maleri er af en ukendt maler, udført o. 1480.

Når vi taler skrækfiktions rødder, begynder vi som regel enten hos Poe eller går tilbage til de tidlige, gotiske romaner, hvor The Castle of Otranto (1764) naturligvis indtager en særstilling som det første, egentlige værk udi den litterære gotik. Der er da også god grund til at studere gotikken nøje, hvis man vil forstå, hvorfor gysergenren udvikler sig, som den gør. Der ligger i hvert fald meget i gotikken, som genren har taget med sig helt op til i dag, hvor man fortsat kan finde de samme tematikker og situationer behandlet. Formsproget har naturligvis ændret sig uendelig meget, men det er en anden snak.

Walpoles The Castle of Otranto, Shelleys Frankenstein (1818) og Melmoth the Wanderer (1820) af Charles Maturin er tre dele af en firkløver, hvor Matthew Lewis’ The Monk udgør det fjerde ben. De fire bøger er samlet det grundlæggende katalog over gotikkens væsen. Der er dermed essentielle stilistiske og tematiske overlap de fire værker imellem, men alle har samtidig også deres klare, selvstændige profil. Frankenstein er uden tvivl den berømteste af de fire, mens Walpoles værk huskes for at være den første. De to andre, Melmoth og The Monk, har med tiden antaget en sekundær rolle, og der er formentlig ikke ret mange, der rent faktisk har læst de to sidstnævnte bøger i dag. Det er der imidlertid god grund til at gøre.

Paperback, Oxford University Press 2005

Som med al litteratur fra perioden er der noget ekstremt langmodigt over Lewis’ The Monk. Spændingskurven i romanen, hvis man kan tale om en egentlig spænding, må i bedste fald beskrives som stødvis – i hvert fald set med moderne øjne. Handlingen er kompliceret og involverer ganske mange personer, forvekslede identiteter og fortællinger i fortællingen, som alt sammen gør det vanskeligt kort at genfortælle, hvad The Monk handler om.

Kernen i historien, der udspiller sig i senmiddelalderens Spanien, er imidlertid munken Ambrosio (titlens munk), der er feteret af alle for sin hellighed og asketiske livsførelse; faktisk betragtes han mere eller mindre som en levende helgen. Vi er imidlertid ikke kommet ret langt ind i romanen, før det står klart, at Ambrosio også er et væsen af kød og blod. Han forelsker sig stormfuldt i den kun 15-årige jomfru Antonia, som hurtigt bliver til en besættelse for den fromme mand. Han skyer ingen midler og får til sidst hjælp fra sataniske kræfter til at tiltvinge sig adgang til den pige, han begærer. Omkring denne fortællinger befinder der sig et virvar af små og store historier, der alle krydser hinanden og i nogen grad har indflydelse på grundfortællingens fremdrift.

Matthew Gregory Lewis (4. juli 1775 — 14. maj 1818)

For at kunne nyde bogen som nutidig læser, er man nødt til at favne den udflydende struktur og i stedet for at fokusere på handlingens fremdrift, så dvæle ved de enkelte øjeblikke og situationer, der beskrives. Det er nemlig i bestemte chokerende scener og ordvekslinger, at The Monk levede og stadig lever. Bogens indhold er da også ganske grænseoverskridende og provokerende, ikke mindst set med samtidens briller. Vi læser om mord, sort magi, tortur og voldtægt. Det er skrap kost, som har været ganske voldsom, da bogens så dagens lys. I dag har det floromvundne sprog ikke meget skandaleværdi længere, men ikke desto mindre er selve projektet bag bogen fortsat fascinerende.

Den universitetsuddannede Matthew Lewis var i den grad rundet af rationalismen og navnlig rationalismen, som den kom til udtryk i protestantismen. For ham var religion og metafysisk blevet et indre, personligt anliggende, der ikke havde noget med den ydre verden at gøre. Irske John Toland havde udgivet sit rationalistiske hovedværk Christianity not Mystery (1696) omtrent hundrede år, før The Monk udkom. Og Tolands budskab var i slutningen af 1700-tallet blevet så gennemabsorberet, at selve mysteriedelen i religionen, som Toland og rationalisterne gjorde op med, virkede tiltrækkende og eksotisk på unge digtere som Matthew Lewis.

Paperback, elek 1960

Præcis mysteriet er nemlig det bærende element i The Monk, der ikke alene fører sine engelske læsere til middelalderen og det eksotiske Spanien, men også ind i en fortættet spiritual verden, der må siges at være en direkte modsætning til Lewis’ eget religiøse klima. The Monk er dermed en udforskning af en mørk og hemmelighedsfuld fortid, hvor skinhellig religion og liderlighed ligger lige under overfladen. Der dunster af lige dele røgelse og kropssved i romanen, og Lewis har givetvis følt en pikant gysen, mens han beskrev munken Ambrosios sataniske fald og komplette tilintetgørelse på grund af sine drifter.

Romanen har eventyrets skær på grund af det historiske miljø, men den har også en tydelig polemisk brod imod samtidens katolicisme, der indirekte identificeres som en væsentlig nærring til de indestængte følelser, der skildres i bogen. Nogen konsekvent kritik er der dog ikke tale om, fordi Lewis tydeligvis også har blik for ritualernes sanselighed. På den led bliver hans bog en dyster fabel, som først og fremmest svælger sig i mysteriets vildnis og utøjlede drifter. Han vil have os med til en verden, hvor der bliver følt og handlet på følelserne, uanset om det måtte være de kødlige drifter eller åndelige længsler. Vel at mærke ikke fordi han ønsker en verden, hvor dette er normen, men fordi han gerne vil lade sine læsere dvæle æstetisk ved drifterne. The Monk står derfor også som et følelsesmæssigt sus, der bruser gennem læseren med sin overflod af usagte og forbudte længsler, der her, momentant, får fri luft.

Paperback, Avon Books 1975

Lewis lader os med sin roman gå på opdagelse i et fremmed univers, og han lader os afsøge det grumme og det grimme, der gemmer sig under ovefladen. Man kan på ingen måde kalde The Monk hverken moderne eller tidløs – den er helt og aldeles forankret i sin samtids tænkning. Den ubehagelige lummerhed, som Lewis udforsker i bogen, har imidlertid stadig ikke mistet sin kraft og for den, der kan holde koncentrationen gennem den langstrakte roman, ligger der ganske mange små litterære guldkorn her, som burde kunne glæde alle skrækentusiaster. Når du derfor næste gang overvejer at genlæse Frankenstein igen-igen, så prøv i stedet at give The Monk en chance. Måske du vil blive positivt overrasket.

Paperback, Sphere 1974             

Paperback, Grove Press 1993

 

 

 

 

6 kommentarer

Filed under Roman