Matthew Gregory Lewis, The Monk. A Romance (1796): Skrækgenrens dybe rødder

Paperback, Oxford University Press 2005. Forsidens maleri er af en ukendt maler, udført o. 1480.

Når vi taler skrækfiktions rødder, begynder vi som regel enten hos Poe eller går tilbage til de tidlige, gotiske romaner, hvor The Castle of Otranto (1764) naturligvis indtager en særstilling som det første, egentlige værk udi den litterære gotik. Der er da også god grund til at studere gotikken nøje, hvis man vil forstå, hvorfor gysergenren udvikler sig, som den gør. Der ligger i hvert fald meget i gotikken, som genren har taget med sig helt op til i dag, hvor man fortsat kan finde de samme tematikker og situationer behandlet. Formsproget har naturligvis ændret sig uendelig meget, men det er en anden snak.

Walpoles The Castle of Otranto, Shelleys Frankenstein (1818) og Melmoth the Wanderer (1820) af Charles Maturin er tre dele af en firkløver, hvor Matthew Lewis’ The Monk udgør det fjerde ben. De fire bøger er samlet det grundlæggende katalog over gotikkens væsen. Der er dermed essentielle stilistiske og tematiske overlap de fire værker imellem, men alle har samtidig også deres klare, selvstændige profil. Frankenstein er uden tvivl den berømteste af de fire, mens Walpoles værk huskes for at være den første. De to andre, Melmoth og The Monk, har med tiden antaget en sekundær rolle, og der er formentlig ikke ret mange, der rent faktisk har læst de to sidstnævnte bøger i dag. Det er der imidlertid god grund til at gøre.

Paperback, Oxford University Press 2005

Som med al litteratur fra perioden er der noget ekstremt langmodigt over Lewis’ The Monk. Spændingskurven i romanen, hvis man kan tale om en egentlig spænding, må i bedste fald beskrives som stødvis – i hvert fald set med moderne øjne. Handlingen er kompliceret og involverer ganske mange personer, forvekslede identiteter og fortællinger i fortællingen, som alt sammen gør det vanskeligt kort at genfortælle, hvad The Monk handler om.

Kernen i historien, der udspiller sig i senmiddelalderens Spanien, er imidlertid munken Ambrosio (titlens munk), der er feteret af alle for sin hellighed og asketiske livsførelse; faktisk betragtes han mere eller mindre som en levende helgen. Vi er imidlertid ikke kommet ret langt ind i romanen, før det står klart, at Ambrosio også er et væsen af kød og blod. Han forelsker sig stormfuldt i den kun 15-årige jomfru Antonia, som hurtigt bliver til en besættelse for den fromme mand. Han skyer ingen midler og får til sidst hjælp fra sataniske kræfter til at tiltvinge sig adgang til den pige, han begærer. Omkring denne fortællinger befinder der sig et virvar af små og store historier, der alle krydser hinanden og i nogen grad har indflydelse på grundfortællingens fremdrift.

Matthew Gregory Lewis (4. juli 1775 — 14. maj 1818)

For at kunne nyde bogen som nutidig læser, er man nødt til at favne den udflydende struktur og i stedet for at fokusere på handlingens fremdrift, så dvæle ved de enkelte øjeblikke og situationer, der beskrives. Det er nemlig i bestemte chokerende scener og ordvekslinger, at The Monk levede og stadig lever. Bogens indhold er da også ganske grænseoverskridende og provokerende, ikke mindst set med samtidens briller. Vi læser om mord, sort magi, tortur og voldtægt. Det er skrap kost, som har været ganske voldsom, da bogens så dagens lys. I dag har det floromvundne sprog ikke meget skandaleværdi længere, men ikke desto mindre er selve projektet bag bogen fortsat fascinerende.

Den universitetsuddannede Matthew Lewis var i den grad rundet af rationalismen og navnlig rationalismen, som den kom til udtryk i protestantismen. For ham var religion og metafysisk blevet et indre, personligt anliggende, der ikke havde noget med den ydre verden at gøre. Irske John Toland havde udgivet sit rationalistiske hovedværk Christianity not Mystery (1696) omtrent hundrede år, før The Monk udkom. Og Tolands budskab var i slutningen af 1700-tallet blevet så gennemabsorberet, at selve mysteriedelen i religionen, som Toland og rationalisterne gjorde op med, virkede tiltrækkende og eksotisk på unge digtere som Matthew Lewis.

Paperback, elek 1960

Præcis mysteriet er nemlig det bærende element i The Monk, der ikke alene fører sine engelske læsere til middelalderen og det eksotiske Spanien, men også ind i en fortættet spiritual verden, der må siges at være en direkte modsætning til Lewis’ eget religiøse klima. The Monk er dermed en udforskning af en mørk og hemmelighedsfuld fortid, hvor skinhellig religion og liderlighed ligger lige under overfladen. Der dunster af lige dele røgelse og kropssved i romanen, og Lewis har givetvis følt en pikant gysen, mens han beskrev munken Ambrosios sataniske fald og komplette tilintetgørelse på grund af sine drifter.

Romanen har eventyrets skær på grund af det historiske miljø, men den har også en tydelig polemisk brod imod samtidens katolicisme, der indirekte identificeres som en væsentlig nærring til de indestængte følelser, der skildres i bogen. Nogen konsekvent kritik er der dog ikke tale om, fordi Lewis tydeligvis også har blik for ritualernes sanselighed. På den led bliver hans bog en dyster fabel, som først og fremmest svælger sig i mysteriets vildnis og utøjlede drifter. Han vil have os med til en verden, hvor der bliver følt og handlet på følelserne, uanset om det måtte være de kødlige drifter eller åndelige længsler. Vel at mærke ikke fordi han ønsker en verden, hvor dette er normen, men fordi han gerne vil lade sine læsere dvæle æstetisk ved drifterne. The Monk står derfor også som et følelsesmæssigt sus, der bruser gennem læseren med sin overflod af usagte og forbudte længsler, der her, momentant, får fri luft.

Paperback, Avon Books 1975

Lewis lader os med sin roman gå på opdagelse i et fremmed univers, og han lader os afsøge det grumme og det grimme, der gemmer sig under ovefladen. Man kan på ingen måde kalde The Monk hverken moderne eller tidløs – den er helt og aldeles forankret i sin samtids tænkning. Den ubehagelige lummerhed, som Lewis udforsker i bogen, har imidlertid stadig ikke mistet sin kraft og for den, der kan holde koncentrationen gennem den langstrakte roman, ligger der ganske mange små litterære guldkorn her, som burde kunne glæde alle skrækentusiaster. Når du derfor næste gang overvejer at genlæse Frankenstein igen-igen, så prøv i stedet at give The Monk en chance. Måske du vil blive positivt overrasket.

Paperback, Sphere 1974             

Paperback, Grove Press 1993

 

 

 

 

6 kommentarer

Filed under Roman

6 responses to “Matthew Gregory Lewis, The Monk. A Romance (1796): Skrækgenrens dybe rødder

  1. Henning

    I den periode, hvor jeg læste mig igennem Poe, Bierce, Morris, Peake, Eddison mv., læste jeg også “Slottet i Otranto”, “Frankenstein”, “Dracula” (gud bedre det!) samt “The Monk”. Alt, i et forsøg på at få greb om, hvad det der “gotiske” var for en størrelse. Jeg læste også Aloysius Bertrands “Gaspard de la Nuit” (akja, det var dengang franskkundskaberne stod i frisk erindring) og Heines “Et Vintereventyr” (dog på dansk), og det slår mig nu, at også disse – omend med andet formål – faktisk har gotiske træk. Og så skal jeg da huske Sam J. Lundwalls “Fängelsestaden”, inspireret af Piranesis “carceri-suite”, der absolut er gotisk, dog på ingen måde gys&gru, men anbefalelsesværdig.
    Når man blir ældre blir man jo lidt besværlig., og begynder at kræve belæg for diverse udsagn. Og det faldt sig således – vist efter at have læst “Rosens Navn” – at jeg godt lige ville have Inkvisitionen “på plads”. Nu ligger det mig fjernt, at forsvare kirkelige – for slet ikke at tale om katolske – institutioner. Det må de selv klare. Og jeg skal også lige vare mig for at sige noget specifikt om Den Spanske Inkvisition. Ikke desto mindre er det mit indtryk, at Inkvisitionen ikke kørte så voldsomt frem med bål og brand, som det ofte bliver antaget. Bevares – det var næppe en organisation bestående af tøsedrenge, og de har sikkert været vældigt fantasifulde når “sandheden” skulle frem. Men i f.eks. sagen mod Gilles de Ray trækker Inkvisitionen sig efter at have afgivet noget forblommet om, at der muligvis kunne være tale om sodomi, og overlader det til en mere “verdslig” jurisdiktion at afgøre tilfældet (sikkert også fordi der var tale om massiv gæld). Men alt i alt tegner Inkvisitionen sig næppe for mere end 50.000 mord (en henrettelse er et mord) gennem to-tre hundrede år. Det er dælme ikke meget sammenlignet med, hvad øvrigheden ellers kunne præstere i samme periode.
    Så ligesom med Monty Pythons “No-one expects The Spanish Inquisition”, må Inkvisitionens rolle i “The Monk” anses for et “romantisk” indfald. “Romantisk” forstået som noget saft, kraft og sensation, noget med drama og dynamik. Anti-poden er vistnok “klassik”.
    Enfin -som de siger – men sådan bør det vel være, idet det “gotiske” oppebæres af det “romantiske”. Altså også i “The Monk”.
    Så tak for anledning til at få formuleret det synspunkt.
    Hilsen Henning

    • Martin

      Hej Henning,
      Tak for tankerne. Du har helt ret i, at man kan gå ret langt ind i The Monk og finde nogle klare inspirationspunkter eller idéer, der har bevæget Lewis til sin fortælling. Og ja, det handler i høj grad om ”den anden”, der set fra det protestantiske England pludselig bliver vældig eksotisk og spændende på den farlige og pirrende måde. Mere end noget andet har hele idéen om det monastiske; det frivilligt at afsondre sig fra verden, et helt central rolle i teksten. Det har tydeligvis har provokeret Lewis vældig meget, alt imens han samtidig også ser et æstetisk eller ”romantisk” potentiale i dette. Man kan derfor heller ikke forstå The Monk uden at forstå Lewis’ ambivalente afstandtagen og sværmeri for den katolske kirke i alle dens institutioner og praksisser.

  2. jonaswilmann

    Jeg kan huske, at strukturen udfordrede mig, men jeg elskede den alligevel. Efter starten med Ambrosio kommer vi vist på en cirka 100 siders deroute til en masse småhistorier, som folder sig ud inde i hinanden. Enkeltvis er de stærke, f.eks. miseren med the bleeding nun og the wandering jew. Det er nogle billeder man ikke glemmer, men den er selvfølgelig ret rodet som roman betragtet. Noget af det ‘rod’ kunne man nu ellers godt savne i mange nyere bøger, som er så strømlinede – det er også derfor jeg selv sætter mig for at skrive rod en gang imellem.

    • Martin

      Hej Jonas,
      Tak for det perspektiv, for du har helt ret. The Monk er utrolig ustruktureret og rodet, i hvert fald målt med moderne standarder, men der ligger afgjort noget frigørende i rodet. Alt det der snak om at skære ind til benet og, at formulere sin roman med journalistisk skarphed kan være godt og fint, men den gyngende grund, som The Monk eksempelvis udgør, har sin ret og udfordre læseren, hvilket i den grad er er sundt – ikke mindst i skrækfiktionen, hvor læsere generelt ikke udfordres ret meget. Men ja, The Monk er et fantastisk værk, men også en bog, som det på en måde er lettere at elske på afstand.

      • jonaswilmann

        ‘Lettere at elske på afstand’. Det er godt formuleret. Sjovt nok er de bøger, jeg elsker på afstand, oftest dem jeg elsker højest og har størst lyst til at genlæse. Et andet eksempel på en elskelig rodebunke uden lige er William Hope Hodgsons “The Night Land”. Det er en af de fantastiske fortællinger der har inspireret mig allermest, og som jeg vil hylde som noget af det største, en fuldstændig løssluppen, grænseløs fantasi, men jeg var godt nok frustreret undervejs, på grund af sproget og den til tider meget ufokuserede handling. Herhjemme har vi jo også “Kongens fald” som med nutidens briller er vanvittigt rodet – det er også en af mine yndlingsbøger 🙂

  3. Henning

    Hej Jonas

    Hæhæ! Det falder ind under kategorien “guilty pleasures 🙂
    Jeg tror ikke at “Kongens Fald” er rodet, blot med nutidens øjne. Jeg tror den var “rodet” allerede fra dag 1. Hvilket så ikke forhindrer mig i at læse den igen og igen & … – sådan cirka hvert tredje år. Endda har jeg en komplet analyse af den stående, begået af en hvis Poul Bager, og næsten dobbelt så sidemæssigt omfangsrig som romanen. Meget nørdet, men/og meget oplysende, hvis man har det sådan. Ja, man skal sådan set ha det “sådan”, for i det hele taget at give sig i kast med den.
    “The Night Land” – on the other hand – er decideret rodet, og stritter i alle verdenshjørner. Til gengæld er samme herres “The House On The Borderland” aldeles klar i spyttet – bortset fra at “forklaringer” glimrer ved deres fravær. Men det er vel heller ikke derfor vi er kommet.
    Men ifht “Kongens Fald” og det sært magisk-realistiske, så kan jeg da varmt anbefale Ib Michaels “Troubadurens Lærling” og Ebbe Kløvedals “Festen For Cecelie” (der er noget “Da Vinci”-mysteriet over den sidste, men måske mere overvejet end Dan Brown).
    En bog jeg “elsker på afstand” er Erwin Neutsky-Wulffs “Anno Domini”. Og det vil sikkert blive ved med at være “på afstand”. Og så Saint-Exuperys “Den Lille Prins”, mens hans “Blæsten, Sandet Og Stjernerne” er oppe og vende i ny og næ.
    Og det er en god kategori: “Bøger vi elsker på afstand” – fed term 🙂

    hilsen Henning

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.