Lars Ahn, Rød Høst (2018): Detaljernes labyrint

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

 

Lars Ahn har medvirket med noveller i et væld af antologier (mest sci-fi, fantasy og horror), og man kunne nemt fremhæve Ahns bidrag som værende blandt de måske to-tre bedste i en stor del af de udgivelser. I perioden 2006-2012, sådan cirka, kom der ubegribeligt mange antologier (alt for mange) fra småforlag, og efter at have læst min del, var jeg nået til en rutine, hvor jeg kun skimmede et par sider af de fleste noveller – størstedelen ubehjælpeligt rod til skrivebordsskuffen – for at springe frem til Lars Ahn eller A. Silvestris bidrag. For der var kvaliteten da nogenlunde sikret!

Ahn er nemlig uden tvivl en teknisk dygtig forfatter, der absolut ikke forfalder til den ’sproglige bolledej’, Martin belyste her på bloggen for nogle måneder siden. Hans sprog er enkelt og præcist og med hensyn til indhold har han på finurlige måder evnet at bryde formen igen og igen og serveret små, sære eksperimenter for sine læsere. Jeg husker livligt ”Mordene på Katarina” om en fyrs komplicerede forhold til sin real life sexdukke (det er en af Ahns bedste) og ”Blomstervanding”, der var skrevet i facebookopdateringer (vel og mærke før det blev skambrugt), og effektivt tegnede op hvor uhyggelig vores tidsalder er. Horroren er overalt! Sådanne eksperimenter kan fungere rigtig godt, men det er også en disciplin, hvor historiens idé er alfa og omega. Og deri ligger faren selvfølgelig for, at det bliver for idérigt og substansen kvæles. Det er da heller ikke alle Ahns noveller, jeg finder lige vellykkede, men det ligger til disciplinen, at det må være lidt hit and miss.

Med Ahns vampyrkrimi havde jeg en rimelig formodning om, at jeg ville kunne lide bogen, netop fordi jeg normalt føler mig i ret trygge hænder, når jeg ’starter på en Ahn’, men læsningen endte desværre i frustration og en længere klageliste.

Lars Ahn (født 1973)

Men først et par ord om handlingen, før vi dykker dybere ned i stoffet. I Rød Høst (opkaldt efter Dashiell Hammetts Red Harvest fra 1929) befinder vi os i en verden, hvor vampyrer – eller ’nattere’, som de kaldes – uforklarligt har eksisteret siden 1962. Vi får kort beskrevet årtier med stridigheder mellem mennesker og nattere, og først da blodsubstitutten ArtSangre (fedt navn) blev opfundet, dæmpede kampene sig. Spændingerne er der dog stadig, og i skyggerne lurer forskellige ekstreme grupper, der måske længes efter det store opgør.

Ahn sigter efter noirstilen med et persongalleri, der kalder hinanden ’knægt’, ’doc’ og kommer med udbrud som ’bullshit’ og ’no more mister nice guy’. Tonen er ærkeamerikansk, men miljøet er nærmere neutral grund, det kunne være Danmark, det kunne være Tyskland, det kunne være hvor som helst. Stednavne nævnes ikke, og personernes navne er af forskellig, international karakter. Dette synes jeg ikke er noget problem, det fungerer rimeligt. Vores hovedperson er kriminalbetjent og natter Gabriel, som bliver viklet ind i en mordsag, hvor en natterpige er blevet myrdet af en religiøs galning. Det hele trækker selvfølgelig tråde til diverse ekstremistgrupper, og i klassisk noirstil udfolder forviklingerne sig en masse.

Dog føles bogen ofte mere som science fiction end noir, og det skyldes den lidt for flittige world building. Her kommer så min første anke. De små, spekulative detaljer om samfundet fylder side op og side ned og kommer som perler på en snor. En meget lang snor. Det er jo klart en smagssag, hvor meget world building man bryder sig om. Horrorlæsere skyer det som regel og science fiction-læsere labber det i sig. Til en vampyrkrimi må jeg sige, at det blev for meget. Og man kan godt få den tanke, at det idérige fra Ahns noveller simpelthen ikke bærer til at blive strukket over de små 300 sider.

Paperback, Kandor 2017. Ahns novellesamling, der modtog prisen som årets danske horrorudgivelse i 2018

Det hjælper så heller ikke, at detaljerne som oftest er reduceret til fjollerier som f.eks. kister med pude og dyne, særlige rullegardiner til vampyrer, ArtSangre med hvidløgssmag (!) eller detaljer som at natterne effektivt afskaffede lukkeloven. Det meste skal selvfølgelig læses humoristisk, men kommer til at være uhensigtsmæssigt simpelt og giver en forstyrrende stemning af 12+ litteratur.

I den uundgåelige spejling af vores samfund, paralleller til fjendebilleder, racespændinger og demagoger, bliver samfundskritikken heller ikke særligt moden. Vi har for eksempel natterforeningen, Frie Borgere, der kæmper imod restriktioner og forbud for nattere. At Liberal Alliance er vampyrer, er en tanke jeg klart kan tilslutte mig, men det bliver simpelthen for åbenlyst og for fjollet. Samtidig er ’vampyrracismen’, som fylder en del, et gammelt tema, der næppe kan vække begejstring anno 2018. Jeg mindedes da også flere gange vampyrfilmen ”Daybreakers”, som der synes at være lånt lidt fra.

En anden manér, der blev mere og mere forstyrrende gennem læsningen, er den måde, universets illusion konstant brydes. Rød Høst er en bog med en meget stor bevidsthed om, at den er en bog. Igen og igen skal vi have at vide, at der altså ikke findes varulve og spøgelser, selvom der findes vampyrer, og Gabriel beretter, at han ikke kan forvandle sig til tåge eller en flagermus, men må tage sin bil. Der tales ret direkte ud til os læsere, i vores verden hvor vampyrer ikke eksisterer, og det skader universets troværdighed, da Gabriel jo netop beretter fra en verden, hvor nattere har været almindelige siden begyndelsen af 60’erne.

De konstante referencer til den fiktive vampyr er derfor forstyrrende. En karakter omtales som ’vor tids Van Helsing’ (en mærkværdig sammenligning, da Van Helsing er fiktiv). Der er vampyrjægere, der har taget navnet Abrahams (Van Helsing) Børn eller militsen, Valakiets Sønner. Det kommer til at virke fjollet med alle de referencer til Dracula, og værre bliver det, da der refereres til vampyrværker, som er udkommet efter 1962. En kvinde kaldes ironisk ’Vampirella’, og Gabriel erklærer, at det må være til stor skuffelse for paranormal romance-fansene at der som vampyr venter en tilværelse i cølibat. Sådan en kommentar skulle simpelthen være udslettet af en redaktør. For hvorfor skulle der overhovedet være opstået paranormal romance og Robert Pattinsons elskede sexdyr i en verden, hvor vampyren har været symbol på impotens siden starten af 60’erne? Her ville vampyrskikkelsen næppe dunste af erotik og gøre teenagepiger vilde i varmen.

Denne maner med disse metareferencer er især det, der får bogen til at virke som en øvelse, ude af stand til at ryste fanfiktionen og lillemiljøet af sig. Det er en hård kritik, men det skal ganske enkelt være bedre, med langt mindre nørderi og glimt i øjet, hvis et horrorværk skal kunne tages seriøst i bredere kredse. Hvor er redaktøren lige henne, spørger jeg …?

Selve krimiplottet med sine tusind forviklinger fangede mig heller ikke just. Nu skal jeg måske lige indskyde, at jeg absolut(!) ikke er krimilæser (men tænkte måske en vampyrkrimi ville gå).

Paperback, Perma Books 1956. Hammetts fantastiske klassiker med en en herligt periodetypisk forside fra 50’erne. Det kræver sin mand at spille op imod Hammett værk

Under læsningen kunne jeg næsten se opslagstavlen med tegnestifterne og snorene, der forbinder de mange plotelementer, som er i spil, men jeg følte mig på intet tidspunkt inddraget og kedede mig det meste af turen. Havde personerne så fanget, men nej. Gabriel danner umage makkerpar med betjenten, Helena Ravn. Meget klassisk, men det bliver for lidt til at holde koncentrationen. Gabriel er, som alle nattere, aseksuel og desuden uskyldigheden selv, på trods af mange år på natholdet. Karakteren er ganske enkelt for tør, og da spændingerne mellem ham og Ravn ikke kan føre nogen vegne, bliver det kedsommeligt. Selv ikke da Gabriel smager rigtigt blod, fører det videre. Her havde jeg håbet, at dyret vågnede, men intet sker desværre.

Rød Høst var absolut en skuffelse. Jeg havde håbet på hårdkogt vampyrnoir, men min oplevelse var en lidt kedelig krimi parret med en meget detaljerig sci-fibog med fanfiktionens referencer og glimt i øjet. Det er ikke en elendig bog – til det er Ahn dog for sprogligt stærk – og jeg er sikker på, at krimilæsere vil være mere positivt stemt, men den markerer bestemt heller ikke de seriøse horrorbevægelser, jeg gerne så.

Til sidst skal lyde en kritik af forlagets groteske reklamesider sidst i bogen. Der går jo rent Bilkakatalog i den! En af forlagets andre udgivelser Randvad lanceres med følgende tekst: ”NU TRYKT I 2. OPLAG. 1. OPLAG UDSOLGT PÅ KUN TO MÅNEDER.” Unødvendigt kræmmeragtigt og meget morsomt, når det er almen viden, at småforlag typisk trykker i 200 eksemplarer. Til allersidst får vi en side med teksten: ”Kunne du lide Rød Høst? Så husk at fortælle vidt og bredt om bogen – på sociale medier, til venner, familie, bekendte.” Ikke meget anderledes end de internetshops, der minder os om at smide en femstjernet Trustpilot-anmeldelse … Det kan også bare blive for poppet!

– Af Jonas Wilmann

4 kommentarer

Filed under Roman

4 responses to “Lars Ahn, Rød Høst (2018): Detaljernes labyrint

  1. Henning

    Lad det være sagt straks: – jeg er en stor beundrer af Lars Ahn. Det er yderst sjældent hans fortællinger skuffer, og det er ihvertfald aldrig ifht sprogbrugen eller “intrigen”. Hvad der kommer ud af hans tastatur, oppebærer altid en høj grad af litterær kvalitet.
    Lad det – endvidere – være sagt, at alle – herunder Lars A – naturligvis er i hver deres gode ret til, at kalde deres bøger/fortællinger/noveller, hvad F… – pokker de vil. Og selve ordsammenstillingen i en titel som “Rød Høst” er eddermame en “puncher”, der vil noget! Respekt for det.
    Til gengæld – til trods for al hype – har jeg meget svært ved, at forbinde det med noget Dashiell Hammett, thi der hyppes helt andre kartofler i “Red Harvest” end i Ahns krimi.
    Jovist er der narrative sammenfald, og “drop of a hat”, men den tredobbelte “entendre” i Hammetts “Red Harvest”, drejer sig om efterår, likvideringer og – ja – socialisme. Hammets krimi er en politisk krimi – Ahns er en (ja, der står “gotisk”; lad os mødes på midten og kalde den en:) skræk-krimi.
    Kunne jeg selv gøre det bedre? Sikkert ikke – men den dag, jeg kalder et rumskib for “Malteser Falken”, så vil jeg have mere end to gode grunde til at gøre det.
    Det rører så ikke ved, at jeg stadig synes at Ahns output er guld værd.

  2. Jack J

    Er det ikke gængs, at man refererer til og hylder værker inden for sin egen genre, når det gælder titler? At bruge samme titel som en gammel, legendarisk kriminalroman om en privatdetektiv til en ny bog i en helt anden genre om vampyrer synes ikke logisk set her oppe fra balkonen (Jonas refererer iø til Hammetts bog under originaltitlen, men rent faktisk hedder den også “Rød høst” på dansk). Men ud over det skal jeg ikke udtale mig, da jeg ikke har læst Ahns bog.

    • jonaswilmann

      Det med titlen har jeg egentlig ikke noget problem med. Jeg har ikke læst Hammets bog, men selv hvis jeg havde, ville jeg foretrække at vurdere, hvordan Ahns roman fungerer som sit eget værk. Jeg synes, det er okay at lege med parafraser og hyldester, også når det hopper over i en anden genre – det er der måske endda noget interessant ved. Jeg skal i øvrigt lige sige, at det ikke er mig, men vores vært, Martin, der har lavet billedteksten til Red Harvest-paperbacken – for her kunne man godt få det indtryk, at JEG sammenlignede.

  3. Pingback: Lyt til Rød høst | Lars Ahn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.