Michael Crichton, Timeline (1999): Bestsellerbluff

Paperback, Ballantine Books 2003

De fleste bestsellerforfattere finder sig hurtigt en komfortabel hylde, hvorfra de kan udsende deres værker i den stil og form, som læserne nu engang elsker. Michael Crichton hører afgjort hjemme i dette bestsellergebet, og han fandt absolut også en hylde. Vel at mærke en hylde, der jævnligt har bragt ham i kontakt med den type genrefiktion, som Fra Sortsand handler om.

Crichton har betaget sit publikum med romaner, der i bedste SF-stil tager afsæt i naturvidenskabelige eller matematiske idéer og udnytter dette til hæsblæsende spændingsfortællinger, som tilmed som oftest irøres en alvorlig moralsk opsang til verden. Som stilist betragtet er Crihcton ligegyldig, men han har ramt den gyldne formel med korte kapitler og løbende, små spændingsmomenter, der sikrer, at læseren holdes til ilden og villigt gnaver sig gennem historien. Det er solidt håndværk, men sprogligt dybt uinteressant. Samtidig lader det sig ikke fornægte, at Crichton først og fremmest var en idéernes mand; stemning og psykologisk indlevelse er dermed så som så i hans romaner, der først og fremmest har et plot, der skal afvikles samt et budskab, der skal hamres hjem. Jeg er ikke nogen fan, som det sikkert fremgår.

John Michael Crichton (23. oktober 1942 – 4. november 2008)

Med Timeline er det kvantemekanik og tidsrejser, der står på programmet. Kort fortalt er det lykkedes for den brillante Robert Doniger at udvikle en teknologi, der tillader at parallelforskyde individer i tid. Doniger er skrupelløs og ønsker dybest set kun at udnytte denne utrolige tidsrejseteknologi til personlig vinding. Teknologiens potentiale skal imidlertid undersøges, før den kan anvendes kommercielt, og derfor har man valgt at bruge arkæologen Edward Johnston som prøveklud. Johnston er ved at undersøge en landsby samt tilhørende borgruin fra middelalderens i Frankrig sammen med et hold af specialister. Arkæologernes undersøgelser og specialviden skal således på sigt bruges til en rekonstruktion af borg og by, der i sidste ende forhåbentlig kan blive et rejsemål for turister.

Alt dette ved arkæologerne kun en brøkdel af, men da deres leder Johnston forsvinder, og hans briller samtidig dukker op i et rum, der har været forseglet siden middelalderen, begynder det hele at blive meget, meget mystisk.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1999. Romanens 1.udgave

Det korte af det lange er, at en lille gruppe af den forsvundne arkæologs nærmeste medarbejdere må rejse tilbage i tiden for at hente Johnston hjem. Denne gruppe anføres af det utrolige talent, den heroiske og ukuelige Andre Marek, der har gjort middelalderen til sit et og alt. Holdet, der rejser tilbage i tiden er dermed i gode hænder, men desværre gøres opgaven en hel del mere indviklet derved, at hjemrejsen til deres egen tid forhindres på grund af tekniske vanskeligheder. Noget ganske tilsvarende sker i Connie Willis’ på alle måder overlegne Doomsday Book (1992), som Crichton tydeligvis har læst og lånt fra.

Holdet i fortiden skal naturligvis en masse igennem, før de atter kan vende hjem til deres egen tid, og turen har fortandret dem alle. Den har faktisk gjort dem til bedre mennesker, fristes man til at sige. Mere om det om et øjeblik.

Hardcover, Century 1999

Den videnskabelige baggrund for bogen skal jeg ikke gøre mig klog på, men dens postulerede saglighed provokerer mig voldsomt. Jeg har ikke et klap forstand på naturvidenskab, men jeg arbejder fagligt med middelalderen til daglig, så den del føler jeg mig nogenlunde på bølgelængde med. Det betyder også, at hvis Crichtons påstående naturvidenskabelige viden er fyldt med lige så megen dumsnak, som hans historiske viden, må den siges at nærme sig det ikke-eksisterende. Hele bogens pseudo-saglighed er derfor utvivlsomt et stort bluffnummer, der først og fremmest skal imponere læseren. Usmageligt, kunne man fristes til at sige.

Nuvel, sådan er det så meget. Mere interessant er det sådan set at undersøge, hvad Crichton bruger sin middelalder og tidsrejse til. Her kan man konstatere, at han så at sige laver en omvendt Mark Twain; hvor Twains hovedperson rejser tilbage i tiden og lærer fortiden om alle fremtidens fortrin, gør Crichton det omvendte. Marek og vennerne rejser tilbage i tiden og opdager, at middelalderens menneske på alle måder var kløgtigere, stærkere, sundere og smukkere end nutidens, sløve, afstumpede mennesker.

Paperback, Random House 2000

Crichton idealisere fortiden ud i det absurde. Marek bliver i den sammenhæng en vigtig figur, fordi han i bogens nutid er en form for ambassadør for fortiden. Marek, med sin kompetence, fysik, viden og integritet, er dermed modpolen på den slatne, grådige moderne kultur, der stort set har inficeret hele bogens todimensionelle persongalleri. Mest manieret bliver de rige amerikanske turister, der besøger udgravningerne i Frankrig og slet ikke forstår noget som helst. Her kan vi sidde og krumme tæer over deres dumheder, mens Marek heldigvis kan sætte dem på plads for os.

Idéen om den omvendte Twain i Timeline går imidlertid også videre. Hvor Twains yankee er en fremskridtets mand, der gør op med et forstenet, konservativt samfund, bliver Timeline Crichtons talerør for alt det, som Twian gør op med. Berøringen med middelalderen forandrer dermed holdet af tidsrejsende arkæologer. Mest bombastisk fremstilles dette ved, at holdets kejtede computernørd lærer at slå fra sig og blive et rigtigt mandfolk, som ikke bare forstår sig på teori og taster. Omvendt havner arkæologgruppens hårdtslående, selvstændige drengepige til sidst i så mange problemer, at der skal en mand til at få hende fri – og her viser det sig, at hun faktisk gerne vil reddes og være den svage, der hengiver sig til ridderen på den hvide hest. Så meget for kønskamp og kvindesyn hr. Crichton!

Paperback, Arrow Books 2000

Lægger man de evindelige bedrevidende betragtninger fra Marek til alt dette, står man med en lettere anstrengende roman, der har sine momenter, men i sidste ende er en pinlig fortælling, som må siges at være forbløffende forstokket i sit tonedøve verdenssyn. På et punkt rammer Crichton dog noget interessant, som ganske sigende griber langt tilbage i mandens forfatterskab.

Selve idéen, der ligger og summer i bogens baggrund om, at vi former historien for vores underholdnings skyld, er en relevant ting at tænke videre med. Tivolificering af kulturarven taler vi meget om i dag, og præcis det problematiserer Crichton også med sin roman. Han bruger det ikke til ret meget, men perspektivet er værd at diskutere, og her havde Crichton i virkeligheden langt mere at hente end de forblommede betragtninger over middelalderens autenticitet og renhed, som han i stedet udfolder. At man tilmed kan indskyde, at Crichtons absurde glansbillede af perioden er lige så meget gøgl, som de tivolier, han advarer sine læsere imod, er en anden snak.

Paperback, Ballantine Books 2003

Man kan kalde Timeline underholdende ramasjang, men den tanke gør mig faktisk lidt trist. Romanen er nemlig et stykke middelmådigt bluff fra en forfatter, som tydeligvis allerede i 1999 havde overlevet sig selv. Måske du lader dig bluffe af Crichton, det håber jeg egentlig ikke, for dybest set er han en reaktionær gøgler, der forsøger at forblinde os med sine nøje iscenesatte ”indsigter”.

Tak for kaffe.

Paperback, Arrow Books 2003

E-bog, Cornerstone Digital 2008

 

 

 

7 kommentarer

Filed under Roman

7 responses to “Michael Crichton, Timeline (1999): Bestsellerbluff

  1. Henning

    Hej Martin

    “Tivolificering”! På den ene side skal kulturarv ikke præsenteres som Disneyland. På den anden side skal kulturarv og -minder vel også gøres tilgængelige. Jeg mener: – det er jo ikke arkæologernes, kulturministerens eller dronningens kulturarv; det er vel for pokker vores allesammens, og kendskabet til og adgangen til, må vel være en del af almen dannelse og oplysning (jeg ved godt vi er ovre i noget Grundtvig/Kold hér), så der skal vel “lokkes” med et eller andet – om ikke andet så en Trelleborg-sandwich eller en Jelling-softice 🙂
    (og lige om lidt vil jeg – i anden sammenhæng – fravige eller sætte spørgsmålstegn ved mit eget synspunkt)
    Nu er jeg så knaldhamrende heldig, at jeg bor ude på landet – Gudme-området. Og herude har vi fortidsminder, så det kan vaske sig. Ingen af dem er særligt meget “hypede”, men der står da som regel et oplysende skilt, hvadenten det drejer sig om en skibssætning, et møntfund eller -nåja – en vikingehal. Tivolificeringen, det er måske mere det årlige “Jernaldermarked” i Lundeborg – et forsøg (måske) på at være Lejre forsøgscenter over en week-end. Men med entré-priser og “jernalder-menu” taler vi nok mere om en god forretning, rettet mod tyske turister og andre der kan benoves.
    Omvendt – og det er her spørgsmålstegnene kommer ind – har jeg besøgt Lidice (en lille tjekkisk landsby, hvor alt levende blev udslettet af den tyske krigsmaskine i løbet af én dag), Theresienstadt og Bergen-Belsen. Og mens Lidice var lavet om til en slags mindelund, med pæne fliser, trimmede græsplæner og tulipaner i flor, så var der også hér – ligesom på de to andre lokaliteter – souvenir-shops. Og prøv ikke at bilde mig ind, at det er andet end lukrering på fortidens fordærv og – netop “tivolificering”: – prøv en tur i krematorieovnen! Juice – nu med Zyklon-B!
    Jeg mener absolut ikke, at 2. verdenskrigs rædsler skal glemmes, men jeg har det måske lidt sådan, at netop KZ-lejre skal forfalde; skal forvitre og forsvinde, mens naturen gradvist tager over, og vi lader den gøre det, mens vi ihukommer at dette var “zoner” for ufattelige menneskelige lidelser. Og en dag er det væk! Ikke glemt – blot væk!

    Nå! Men det var jo Timeline vi skulle snakke om.
    Men lige et smut til Michael Chrichtons forfatterskab iøvrigt: – jeg fandt “The Andromeda Strain”/”Truslen fra det ukendte” uhyre interessant og spændende (en fascination, der sidenhen har forflyttet sig til Richard Prestons “The Hot Zone” – der er lidt mere kropsnær). Og jeg fandt “Jurassic Park” uhyre interessant, både på grund af min hang til alt dinosaurisk samt den på samme tid meget omtalte “kaos-teori” (i virkelighedens virkelighed er “Jurassic Park” noget vås, for med de dinoer der opereres med, burde det hedde “Cretaceous Park” …. det lyder bare ikke så smart!).
    Da jeg – noget forsinket ifht udgivelsestidspunktet – læste “Congo”, gik det op for mig, at Crichton, på “videnskabelig” basis (nåja, manden var også naturvidenskabsmand) skrev sine bøger med udgangspunkt i den offentlige frygt for, hvad “nye videnskabelige landvindinger” kunne føre til (“Coma” – organtransplantation). Mao. skriver han ud fra et reaktionært standpunkt – og det sælger altid. Ihvertfald tilstrækkeligt til at man kan tjene hurtige penge.
    Problemet med “Timeline” er, at den kun består af vrøvl. Bortset fra, at jeg ikke køber at middelalderens riddere var sindelagsmæssigt identiske med Hells’ Angels, så skyder plottet sig selv i foden, allerede inden historien er gået igang. Det er her det naturvidenskabelige kommer ind!
    Altså: de finder de her briller, som professor Spinat har efterladt, fordi han er “fanget” i fortiden og derfor har sendt et SOS til fremtiden. Suk! Det er virkelig “suspense of disbelief”, hvis man skal acceptere den (mere splendide og omfangsrige muligheder ligger vel ligefor, fremfor en efterladt brille). Men okay!
    Hvad der derimod ikke er “okay” er, at der meget tydeligt redegøres for, at “redningsholdets” rejse er en rejse til et parallel-univers, hvis nutid er identisk med et vist tidspunkt i “vores” fortid. Vi taler altså om “mange-verdener-fortolkningen”, hvilket betyder at redningsholdet ikke rejser “tilbage” i tiden, men derimod på tværs af tiden, til et alternativt univers. Og hér finder de professor Spinat – men hvordan fik han sine briller transporteret over i vores univers?
    For min skyld må man gerne “techno-babble” sig frem til en tidsmaskine (jeg gør det gerne selv), men der skal opretholdes en form for indre logik, og den glimrer ved sit fravær i “Timeline”. Og i “Prey” bliver det endnu værre: – nanobots har ingen fordel af at æde mennesker.
    Dog – og afslutningsvist – har Crichton skrevet nogle udmærkede spændingsromaner; f.eks er jeg ret begejstret for “Rising Sun”. Jeg tror bare ikke han havde helt tjek på “koderne”, når han begav sig ind science fiction-land.

    Tak for ordet

    hilsen Henning

    • Martin

      Hej Henning,
      Tak for tankerne. Jeg skal hverken her forsvare eller angribe bestemte måder at lancere kulturarv på, men man må naturligvis altid spørge sig, hvad der er vigtigst – at formidle kulturarven eller at tjene penge. De to ting kan fint hænge sammen, men der, hvor sidstnævnte går først, er det sjovt som fortiden pludselig skal kurateres for at overleve i en markedsøkonomi. Det er en kæmpemæssig diskussion uden lette løsninger, med mindre man altså har en stat, der med glæde afsætter langt større summer end vores til at bevare og fremvise kulturminder.

      Jeg har ikke læst alle Crichtons bøger, men min oplevelse er, at han blev svagere og svagere. Timeline må i den sammenhæng regnes blandt de svageste. Fri fortolkning af middelalderen hedder fantasy, og det er fint. Technobabble er også fint – det sætter en tone af videnskabelighed, som kan være nødvendig. Det problematiske opstår der, hvor man med litteraturlister, efterskrift osv. signalerer til læseren, at dette er faktuel, videnskabelig tekst eller mere end “bare” skønlitteratur. Her indgår forfatteren (Crichton) en uheldig kontrakt med læseren, som forlenes til at tro noget om bogen, som den ikke er.

      Igen, tak for dit besyv. Det er, som altid, meget kærkommen.

  2. Jeg husker også Timeline som stedet, hvor Crichton flyttede sig fra kassen “ganske underholdende” til kassen “teknologiforskrækket og ret dum”. Det er ved at være en god del år siden, men den der middelalderfetichisme står stadig ret klar i min erindring – sammen med den klodsede eksposition. “Lad os pause i vores hovedkuldse flugt fra de maniske superriddere til hest for at diskutere, hvorledes man i middelalderen garvede skind. Hov, superridderne har opdaget os, lad os bruge denne ætsende væske, som man i middelalderen brugte i garvningen af skind, til at forhindre dem i at fange os!”

    • Martin

      Hej Janus,
      ”Fra kassen “ganske underholdende” til kassen “teknologiforskrækket og ret dum”” Det kunne jeg ikke sige bedre selv. Det glæder mig, at både du og Henning ikke er eksploderet i nørdvrede over de hårde ord mod Crichton. Jeg har lidt på fornemmelsen, at han har nogle meget dedikerede fans derude!

  3. Jacob Krogsøe

    Ja, jeg hører så til dem, der slugte den som rendyrket ramasjang. Men kan godt følge kritikken. For mig er det største problem Marek som karakter. Han en supermand, taget ud af en fantasy-roman ala Salvatore, og han fjerner troværdigheden. For mig personligt er mine Crichton-favoritter “Congo” og “Eaters of the dead.” Men ja, uanset hvor meget jeg godt kan lide Crichtons røverhistorier, kan jeg sagtens følge kritikken. Tak for en fin tekst, der passede perfekt til en kop kaffe.
    /Jacob

    • Martin

      Hej Jacob,
      Timeline kan fint læses som ren og skær underholdning. Problemet med den tilgang til bogen er vel, at man så underkender Crichtons implicitte ambition om at dette er mere end ”bare” underholdning, og derfor noget, som i nogen grad skal tages alvorlig. Jeg må så også blankt erkende, at bogen er alt for selvhøjtidelig til, at jeg selv kan læse den som ren ramasjang.

  4. Henning

    Der er det problem med Crichton, at han altid skal “kloge sig” (ja, okay, godt ord igen, hæhæ). Og det sker altid gennem “info-dumps”, der – uanset om det er en af personerne, der fremfører dem – altid bremser handlingsforløbet, og nærmest virker som om hele molevitten skal retfærdiggøres “videnskabeligt”. Jeg mindes kun, at disse “I-D” virkeligt er indarbejdet i romanstrukturen i “The Andromeda Strain”. Ellers kommer det altid sært snigende “udefra”. I “Sphere” går det helt amok, for der skal mikkel-drengen lige fortælle en meget bedre historie end Sagans “Contact”. Og resultatet er, at “alien technology” bliver til ESP.
    Men jeg giver Jacob ret i, at “Eaters of the dead” er en god fortælling – men læner Crichton sig (jo) også op ad Ibn Faedlans rapport til kaliffen i Baghdad (der IKKE havde en vizir, der hed Iznogood). Men han kan så ikke dy sig for, at bringe noget Bjovulf (Beowulf) indover (hvad det så har at gøre dér).
    “Congo” er en god thriller – men forudsætningen er nonsens (nej! man kan ikke krydse aber og mennesker, uanset hvor få gener, der adskiller os fra hinanden), og det ved Crichton godt – det er ham der er mediciner (M.D.).
    “Prey” er det rene vrøvl – og måske et forsøg på, at overgå Sladeks betydeligt bedre “The reproductive system”. Og det er hér teknofobien, som Janus nævner, sætter alvorligt ind. Nanoteknologi fungerer ganske enkelt ikke sådan som Crichton beskriver den – nåja, den er måske også en opdatering af “robot-frygten” i “Westworld” (jeg mener: – lad dog vær’ med at gi’ Yul Brynner en skarpladt revolver!).
    Det korte i det lange (og undskyld det lange) er at Crichton henter sin inspiration fra den aktuelle populistiske teknologi-forskrækkelse, lidt ligesom vor hjemlige Niels E. Nielsen (uden sammenligning iøvrigt, thi Nielsens sprog og narrativ er helt anderledes konstrueret end Crichtons noget tørre “matter-of-fact”-attitude.
    Så nej! Executive nørder går ikke i vredes-modus pga en kritik af Crichton 🙂
    For man kan også se det på den måde, at i betragtning af hvor mange af hans romaner, der er blevet filmatiseret, må han være relativt “uskadelig”. Derfor “relativt” uinteressant, bortset fra underholdningsværdien. Og den er – på flere måde – stor.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.