Dan Simmons, Carrion Comfort (1989): Psykisk vampyrterror

Paperback, Headline 1990. som sædvanlig oplyser Headline ikke, hvem der har skabt forsiden

Jeg synes, at Dan Simmons er en lidt sær størrelse i genrefiktionen. Han har skrevet den formidable skrækroman Song of Kali (1985) og den særdeles underholdende SF-roman Hyperion (1989), men samtidig har han også skrevet ganske forfærdelige ting. Ting så skrækkelige, at jeg har svært ved at tro, at det er samme mand, der står bag.

Sagen er den, at Simmons i høj grad skifter stil, tematik og udtryk fra bog til bog. Det gør naturligvis, at han er lidt af en hamskifter, som aldrig står stille. I hvert fald hvad indholdet angår, for Simmons er stilistisk altid til den svulmende, pyntede side, og hans psykologiske portrætter typisk en anelse entydige. Når Simmons er bedst, bliver disse slagsider af mindre betydninger, men i andre af hans projekter kommer skavankerne tydeligt frem, som det eksempelvis sker i den næsten ulidelige Summer of Night (1991); en bog jeg også snart skriver om her på bloggen, så ikke mere om den nu.        

Paperback, Headline 1990

Carrion Comfort er på mange måder en klassisk Simmons’ bog. Det er en konceptuelt skarpskåren roman med tydelige genrereferencer og idéer, der viser, at Simmons loyalt går ind i de genreuniverser, han arbejder med. Carrion Comfort er også en lang roman, som tillader Simmons at komme ganske vidt omkring i et omfattende persongalleri, der kronologisk strækker sig fra Anden Verdenskrig og frem til bogens nutid (midten af 80’erne).

Handlingen er, kort fortalt, at en gruppe ”psykiske vampyrer”, der lever af frygt og smerte, har arbejdet bag facaderne i umindelige tider. Her, fra skyggerne, har de påvirket såvel storpolitik som møder mellem mennesker i det små. Vampyrerne holder sig unge ved at optage den smerte, de forvolder, og for mange af vampyrerne er deres gerninger blevet en form for leg, hvor de dyster om, hvem der kan påføre verden de mest chokerende og overraskende lidelser, uden at dette naturligvis blive opdaget af de dødelige. For det er selvfølgelig idéen med det hele; vampyrerne driver deres uvæsen i det skjulte, selvom mange af dem lever fuldt offentlige liv. En af bogens vampyrer er en fremtrædende embedsmand, en anden er TV-prædikant, en tredje filmproducent i Hollywood og så fremdeles. Det var således vampyrer, der stod bag mordene på Lennon og Kennedy, og vampyrer, der mere eller mindre har stået bag alle andre ubehagelige og uhyrlige ting, som vi kender fra den nyere historie.

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Det gælder dermed også Anden Verdenskrig, eller rettere Nazisternes massemord. Netop det er omdrejningspunktet for Carrion Comfort, fordi bogens bærende protagonist er den aldrende, jødiske psykolog og universitetsmand Saul Laski. Som ganske ung blev Laski interneret med sin familie i en udryddelseslejr, og her, midt i al gruen, møder Laski en SS-officer, der er langt værre end alle andre. Faktisk er mødet med denne officer næsten overnaturligt, fordi han overtager unge Laskis sind med en form for tankekontrol og tvinger den stakkels knægt til at deltage i et skakspil, hvor brikkerne er jøder, der kæmper for livet på spilbrættet. På mirakuløs vis lykkes det Laski at undslippe dødsspillet, men oplevelsen præger selvsagt Laski resten af livet, og som en anden Simon Wiesenthal bruger han efter krigen sin tid på at jagte denne officer, han er overbevist om ikke er død.

Vejen ind i fortællingen bliver da også, at Laski, nu som aldrende mand, genkender denne officer og begynder at forfølge han, hvilket gradvist fører ham og en spraglet gruppe medhjælpere ud i åben kamp mod de vampyriske bagmænd.

Hardcover, Dark Harvest 1989. Romanens 1. udgave

Som sagt er Carrion Comfort på mange måder en klassisk Simmons-roman. Genremæssigt låner han en del fra skræklitteraturen her, men bogen er først og fremmest en technothriller, der lader sine hovedpersoner udkæmpe en kamp mod system i bedste David-og-Goliat-stil. Vampyrerne sidder på magtapparatet, men trods deres enorme indflydelse kan de ikke kontrollerer alt, og vores hovedpersoner får bl.a. hjælp fra Mossad og en bande sorte fra slummen.

Til sammen udgør alt dette en omtrent underholdende roman, som måske er en smule længere, end historien kan bære, men Simmons har fået sprøjtet så meget spænding og ramasjang ind i historien, at man nysgerrigt læser videre for at se, hvordan det hele ender.

Paperback, Warner Books 1990

Så langt så godt. Jeg har imidlertid alvorlige problemer med selve bogens underliggende tematik, som desværre ikke er helt klar. Hvis man kaster sig ud i fortolkningernes overdrev, kan man måske læse Carrion Comfort som en magtkritik eller en lettere paranoid, konspiratorisk forestilling om grå mænd, der styrer vores verden og virkelighed – altså ”the masters of war”, som Dylan bl.a. synger om. Den tolkning når man langt med, men problemet er bare, at det eksempelvis bliver uklart, hvordan Simmons’ lettere idyllisk fremstilling af staten Israel passer ind i dette. Han portræt af magt og magtanvendelse er dermed langt fra entydig, og egentlig kritik kan der derfor heller ikke være tale om.

Mine problemer med handlingen er imidlertid større, hvis man går knap så langt ind i fortolkningen og blot registrere handlingens umiddelbare lag. Her får vi præsenteret disse tanke- og kropskontrollerende vampyrer, der driver deres uvæsen i verden og i virkeligheden er roden til alt ondt. Præcis det er for let og for ufarligt. Idéen er naturligvis sjov, men konsekvensen er, at Simmons får fraskrevet mennesket alle destruktive tendenser. Al ”ond” agens bliver flyttet over i vampyrerne, og menneske fremstilles som relativt uskyldige ofrer, der ufrivilligt lader sig lede gennem tankekontrol. Præcis det er for slapt. Det er det nøjagtigt omvendte af den misantropi, som Simmons udtrykker mesterligt i Song of Kali, og det bliver en nærmest irriterende, blåøjet næstekærlighed, der trods bogens store mængder vold og blod, gør det hele til en form for fraværende, social eskapisme.

Paperback, St. Martin’s Griffin 2009

Bogens koncept irriterer mig med andre ord ganske voldsomt, fordi det er for pjanket at bruge vampyrer som syndebukke for vores handlinger og problemer. Idéen, som plot, er kanske underholdende tænkt, men i praksis bliver det for uforpligtende og tandløst. Jeg vil have min skrækfiktion og min technothriller indhyllet i sort kynisme og grim ærlighed, der udstiller vores menneskelige svagheder og fejl; og særligt for technothrilleren må magtapparatets undertrykkende vold ikke skubbes til side og reduceres til noget udefrakommende eller distanceret. Vampyrerne er ikke overnaturlige monstre, de er mennesker af kød og blod.

Paperback, Quercus 2010

Steen Langstrup, I Lygternes Skær (2019): Nye gys fra dengang far var ung

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019. forsiden er skabt af Steen Langstrup

Steen Langstrup behøver næppe den store introduktion her på bloggen. Han er en af de bedst kendte skrækforfattere, vi har herhjemme, og han har efterhånden været aktiv i en god del år. Hans bøger har generelt modtaget ros, hvilket man blandt anden kan forsikre sig om ved at kaste et blik på den jubelfest, der udfolder sig på bagsiden af den bog, dette indlæg handler om. Den slags superlative udsagn, der udtrykkes på bagsiden, sætter jo også unægtelig forventningerne i vejret. Jeg må imidlertid indrømme, at jeg efter endt læsning af Langstrups seneste samling af noveller står temmelig splittet i forhold til teksterne, og det har faktisk også taget mig lidt tid at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle skrive om dem. Men mere om det om et øjeblik.

Bogens 11 noveller er en blandet buket af skrækfortællinger, der tematisk kommer ganske langt omkring i gysets landskab. Vi når fra helt korte, galgenhumoristiske fortællinger som ”Første jul uden mor” til stemningsmæssigt mere sammensatte fortællinger som ”Kryb” eller ”Hvide piger i lygternes skær”, der tydeligvis har inspireret bogens titel.

Som sådan er der ikke tale om nogen rød tråd i samlingen, og der synes vel nærmest at være en pointe i det store spænd i udtryk, som Langstrup udfolder. Ikke desto mindre er der en gennemgående fornemmelse af hverdagslivets nærvær i novellerne. Langstrups historier udspiller sig i mit og dit dagligliv, helt tæt på familie, arbejde, sure pligter og trummerum. Han skriver om skilsmisser, Apple-TV, indholdet i køleskabet og ventetid i Københavns metro. Det ordinære bliver Langstrups vej til gyset, idet han med få, simple greb får transformeret det velkendte om til livstruende og horrible optrin.

Paperback, 2 Feet Entertainment 2019

Det overnaturlige tematiseres ikke nævneværdigt i historierne, selvom flere af novellerne synes drevet af en form for dæmonisk agens, der manipulerer med vores hverdag. Hovedskurken er imidlertid dybest set os selv – alle os helt ordinære mennesker, der går og skjuler lyster og behov, som pludselig får lov at udfolde sig på andres bekostning. På det punkt adskiller Langstrups fiktion sig også fra en hel del andre forfatteres udgivelser på den hjemlige skrækscene, hvor det overnaturlige og glæden ved ”monstergyset” er en hel del mere udtalt.

En af forklaringerne på Langstrups popularitet er vel også netop, at selvom hans gys er voldsomme og blodige, så udfordrer de kun i ringe grad det, som man kan kalde realismen. Hans historier er udtalt ”u-magiske” eller slet og ret prosaiske i kraft af deres hverdagsforankring, og præcis det træk ved novellerne er jeg meget begejstret for. Det legende og spændende skal her ikke findes i konstruktionen af nye metafysiske koncepter eller forsøg på genfortolkning af velkendte monsterfigurer, men i stedet i hverdagslivets små og store oplevelser. I sig selv er dette naturligvis ikke noget nyt, men Langstrups præcise blik ind i normal-Danmark anno i dag skaber en høj grad af sympatis genkendelighed i novellerne.

Der er noget kærkomment jordnært over historierne, som går et helt andet sted hen end eksempelvis den gotikbegejstrede undergrund af skrækforfattere. Langstrup ser dagligdagen i øjnene og er ikke bange for at beskrive det banale, hvilket jeg har stor respekt for. Måske netop derfor skiller førnævnte ”Hvide piger i lygternes skær” sig også negativt ud som triviel og uvedkommende. Handlingen er henlagt til efteråret 1918 og fremstår som et livløst og uenergisk forsøg på historieformidling. Den gejst, der driver resten af novellerne, er fraværende her, og i stedet får vi et stykke lettere diffust kostumedrama, der ikke står mål med resten af samlingen.

Steen Langstrup (født 3. september 1968)

Trods det sympatiske i Langstrups litterære modus, der gør fortællingerne til små hverdagsportrætter, og Langstrups sprog, der formidles, som vi rent faktisk taler og tænker, er bogen en næsten chokerende uambitiøs og banal samling noveller. Langstrups opfattelse af gys eller ”horror” er så bedaget og ureflekteret, at jeg er en smule forbløffet over, at nogen stadig skriver sådan til voksne. Historierne hører stilistisk en helt anden tid til; bogens noveller er gys, der holder sig for ører og øjne og lader som om, at tiden har stået stille de sidste 30 år eller mere. Det er de samme gamle troper, som Langstrup udfolder, og hver eneste novelle holder krampagtigt fast i at slutte med et ”overraskende” twist – en rask kovending, som skal forbløffe læseren med sin grumme afsløring. Sagen er bare den, at ingen lader sig overraske af den slags; Langstrup har i hvert fald ikke opfundet nogen nye, overbevisende finurligheder, som berettiger et så bedaget greb ned genrens kasse med udrangeret værktøj. Det virker næsten naivt, at Langstrup insisterer på at mene, at gyset for alvor skal findes eller lever i de sidste to tre linjer. Hvorfor denne skabelontænkning? Hvorfor dette misforståede forsøg på at være overraskende? Er vi ikke for lænbsgt rykket vider?

Mestrene udi dette ”twist” var uden tvivl Robert Bloch og Roald Dahl, hvilket fortæller lidt om, hvor vi kronologisk skal søge hen for at finde en tid, hvor det var spændende at skrive sådan. Hos Langstrup bliver det mest af alt en træt og anakronistisk fortælleform, som måske bedst har overlevet i gys skrevet til børn. Børn og helt unge er imidlertid næppe målgruppen taget novellernes relativt konsekvente erotiske element i betragtning.

Samlingens danske vinkel iscenesat dramatisk på Steen Langstrups blog

Langstrups seneste novellesamling fremstår som en ret uskyldig samling nostalgiske gys, skrevet helt upåvirket af de forandringer, genren har gennemlevet siden begyndelsen af 90’erne. Det bringer mig til et andet punkt. For hvad skal man egentlig forvente sig af sin skræklitteratur? Hvad er god litteratur? For mig at se falder en samling som denne igennem, fordi novellerne – trods Langstrups fine håndtering af hverdagen – er skrevet på fordringsløs autopilot. Det er så ordinært og uopfindsomt, at jeg har svært ved at tage teksterne alvorlige. En historie som ”Aben smiler”, hvor en mystisk abebamse hjemsøger en lejlighed og flytter sig, når lejlighedens ejer ikke er til stede, er så klichéfyldt, at det næsten bliver grinagtigt. En anden fortælling, ”Metro”, bliver kun dummere af stædigt at forsøge sig med et twist og sin trætte skildring af en voldtægt. Jeg spørger mig derfor igen, hvem Langstrups publikum egentlig er?

Jeg er ganske paradoksalt nok fuldstændig sikker på, at alle, der ikke læser skrækfiktion normalt, vil opleve I Lygternes Skær som en novellesamling, præcis som de forventer at finde den. Den er indbegrebet af klichéen om en gyserantologi og lever af sine knæfald til det forventede med stor og loyal andagt. Intet bliver udfordret, intet bliver nytænkt. Den nye læser vil dermed få sine forhåbninger indfriet, hvilket jo sådan set er godt. Eller er det? For mig er samlingen et billede på en stille, stagneret død. Det er stivnet kreativitet og spildte kræfter. Ingen har brug for denne bog, fordi den intet nyt bringer med sig. Hverken i indhold eller på et æstetisk plan formår historierne at føre sine læsere ud af en verden, som er fortalt alt, alt for mange gange før. Man kan være af den gamle skole på den gode og den uinteressante måde; Langstrup hører her afgjort til sidstnævnte gruppe.

Det er ganske enkelt for let og for uforpligtende. Der skal mere til, vil jeg mene, hvis man vil sende en seriøs novellesamling på gaden i dag, der skal kunne tages alvorligt som andet end genretomgang til de læsere, som sværmer for retro-udgivelser som denne. Det ligger et stort potentiale i Langstrups afsæt i hverdagen, men det får han ikke forløst her. Desværre.

 

Reparerede øjne til påsken

Nu har jeg jo før udtrykt min kærlighed til The Silver Machine på bloggen, derfor skal I også her have gruppens første video fra deres fortsat ret nye debutalbum, der udkom tilbage i februar. Det er gode sager. Giv sølvmaskinen et lyt, for det er de bestemt værd.

Her bliver desværre lidt stille de kommende dage, men jeg er tilbage søndag d. 21. april, hvor Steen Langstrups nyeste novellesamling står på menuen.

På genhør

Martin

Lin Carter, Invisible Death (1975): Whodunnit? I hvert fald ikke Lin Carter

Paperback, Popular Library 1978. Det herlige omslag er skabt af Don Maitz

Jeg var ret godt underholdt af første bind i Lin Carters serie om Lord Zarkon; vidundermennesket fra fremtiden, der er blevet sendt tilbage til vores tid (1970’erne) for at bekæmpe kriminalitet og måske redde fremtiden fra fortidens fejl.

I første bind hørte vi, hvordan Zarkon har samlet sig et hold af utrolige, loyale specialister omkring sig, der går under navnet The Omega Crew. Sammen rejser de nu kloden rundt og hjælper i særlige sager, der kræver kompetence ud over det sædvanlige, samt ikke mindst diskretion. Den idé har Carter lånt fra ældre pulpeventyr, og som allerede nævnt i omtalen af første bind har Carter dedikeret serien til fortællingerne om Doc Savage.

Paperback, Popular Library 1978

Med andet bind, Invisible Death, der udkom i hælene på første bind, kan Carter gå mere direkte til sagen, fordi han ikke behøver at introducere sine helte på ny. Denne gang bliver en række velhavende mænd afpresset og truet på livet. Sagen er mærkværdig og begynder med et klassisk ”lukket rum”-mysterium. En velhavende mand er fundet død i sit bibliotek. Ingen har besøgt ham, ingen er trængt ind i huset og dødsårsagen er ikke åbenlys, men han er med al sandsynlighed blevet myrdet, for man finder et trusselbrev hos ham: Betal eller du er død inden for 24 timer. Politiet er hjælpeløst og søger hjælp hos Zarkon og co.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til en omgang detektivarbejde, der fører Zarkon og vennerne ind i Knickerbocker Citys kinesiske underverden. Det store spørgsmål er naturligvis, hvem der står bag forbrydelserne? Utvivlsomt en genial forbryder af en slags, men hvilket geni truer nu freden denne gang? Der er ildkamp, slagsmål og utrolig teknologi; alt sammen noget, vi forventer at møde efter første bind i serien. Et højdepunkt er eksempelvis, da Zarkon sniger sig ind i de kinesiske gangsteres hovedkvarter iklædt en kamuflagedragt, der gør ham usynlig, og her må undgå fælder og bruge sine kampsportsfærdigheder på samme tid. Alle komponenterne er dermed tilstede i Inivisible Death, men desværre løfter Carter aldrig for alvor historien. Et element mangler nemlig.

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Første bind levede i høj grad på fornemmelsen af, at Zarkon og vennerne arbejder sammen som et team med hver sin opgave og specialitet. Dette element er stort set fraværende i andet bind, hvor Zarkon entydigt tager hovedrollen og viser, at han sådan set kan alt det, som hans håndgangne mænd kan og måske kan han endda gøre det hele lidt bedre end dem. Dermed gør Carter sin fortælling om Zarkon langt mindre interessant, for manden fra fremtiden bliver på den led ”bare” en form for superhelt, der overlegent kan vandre gennem fortællingen uden på noget tidspunkt for alvor at blive udfordret.

Det meste pulp i genrens guldalder blev skrevet på kort tid og som samlebåndsarbejde. De forfattere, der kunne klare mosten, havde ingen fine fornemmelser omkring deres tekster. Ord var penge, og der skulle mad på bordet. Det betød naturligvis, at der i de fleste tilfælde blevet skrevet ud fra en form for ”skriv først, tænk bagefter”-strategi.

Hardcover, Doubleday 1975. Romanens 1. udgave

Præcis samme mentalitet prægede fortsat pulpens sølvalder i slutningen af 1960’erne og 70’erne. Her var Carter en af de store på markedet for fantastiske genrer, og man mærker i høj grad hans pragmatiske tilgang til genren i en bog som Invisible Death. Romanen er dybest set en ganske traditionel whodunnit-fortælling, der er blevet påklistret lidt eventyrligt og eksotisk krydderi i form af futuristisk teknologi og onde kinesere. Zarkon indtager rollen som detektiv i historien, og præcis den type traditionelt opklaringsarbejde virker alt for ordinært til en supergruppe som The Omega Crew.

Carters grundidé for bogen passede dermed ikke åbenlyst ind i seriens koncept, i hvert fald som det tegnede sig i første bind. Samtidig er det tydeligt, at Carter ikke rigtigt har haft tid til at videreudvikle sit persongalleri. Scenerne med Zarkons mænd er i vid udstrækninger gentagelser af scener fra første bind. Vi får de samme mundhuggerier og interne konkurrencer. Vi skal tilmed også igen have introduceret en smuk kvinde, som Zarkons gejle knægte på ny kan kurtisere på pinagtig vis i en nøjagtig gentagelse af det, vi hørte i The Nemesis of Evil.

Paperback, Wildside Press 1999

En bog som Invisible Death skal leve på sit overskud af vanvittige indfald og utrolige, hæsblæsende sammenstød. Det er eksotisk spændingsfiktion tilsat et drys SF, og den opskrift er stærk, men Carter var åbenlyst ikke inspireret, da han skulle fortsætte med sit andet bind. Det hele virker forceret og slapt. Han plagierer sig selv og forsøger krampagtigt at tilføje noget liv ved af uransaglige årsager at introducere to sydstatsbetjente i fortællingen. Bogens Knickerbocker City er en slet skjult omdøbt New York, og hvad de to betjente gør så langt hjemme fra, er et godt spørgsmål og meget søgt. Carter har sig imidlertid en fest med de betjente, der taler med tydelig dialekt og konsekvent er mænd for fladpandede, vittige kommentarer.

Pulpudtrykket i sin rene form kan sjældent smykke sig med de store intellektuelle udfordringer af læseren. Det gælder ikke mindst spændingsgenren, hvis vigtigste formål er kontant underholdningsværdi. Handlingen er det centrale, og vi skal blive revet med af historiens høje tempo og finurlige indfald. Det kan lyde let, men er nok i virkeligheden langt vanskeligere end man skulle tro, og Carter har ikke opfyldt denne eneste præmis med sit andet bind. I stedet for spænding får vi en blodfattig tørvetriller af en krimi. Den spræller lidt og gør krumspring, men er i sidste ende bare bovlam og uinspireret.

Nå, vi må håbe, at det tredje bind i serien er mere interessant.

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

Pinlig eller ægte Provo-punk?

Der kommer snart en ny dokumentarserie om punk. Dem er der mange af, og denne nyeste blev for ikke ret længe siden promoveret med en paneldebat, der talte koryfæer som Henry Rollins, Marky Ramone, Duff McKagan og John ”Johnny Rotten” Lydon. Det der kunne være blevet til en helt sjov snak endte i en fordrukken omgang ordkløveri takket være en tydeligvis pisse fuld mr. Rotten, der har svært ved at holde sin kæft. Han ender faktisk i åbent skænderi med Marky, og lykkedes vel egentlig med at fornærme alle de andre. Det kunne jo lyde vældig ”punk” og Sex Pistols-agtigt, hvilket det vel sådan set også er. Problemnet er bare, at Lydon ikke rigtig gør en god figur. Han virker mest af alt som en selvoptaget, lidt trist bedstefar. Måske du ser anderledes på sagen? Er det ægte provokation, som vi er vidner til her? Holder det?

Bedøm selv; underholdende (og lidt trist) er det i hvert fald.

 

Vi ses på søndag.