Kristine Kathryn Rusch, Sins of the Blood (1994): Vampyrjagt og barndomstraumer

Paperback, Abyss 1994

I begyndelsen af 90’erne viste navne som Kathe Koja og Poppy Z. Brite vejen for en ny drejning i skrækfiktion, der tog afsæt i den sorteste weltschmerz og omdannede gyset til et smerteskrig fra samfundets rand. Det skrig, var der mange, som hørte. Blandt disse er Caitlín R. Kiernan i dag nok den mest prominente, men andre fulgte, som sagt, også trop. En af dem var Kristine Kathryn Rusch, der først og fremmest var og er en SF- og fantasy-forfatter. Gyset fristede imidlertid Rusch, og hendes anden skrækroman blev vampyrfortællingen Sins of the Blood fra 1994.

I romanen Sins of the Blood er vampyrer blevet en almindelig del af samfundet siden 1960’erne, forstået sådan, at vampyrisme betragtes som en sygdom. En uhelbredelig sygdom vel at mærke, der er underlagt lidt varierende jurisdiktion i USA. Nogle stater behandler vampyrer som kronisk syge, andre stater indførte tidligt en udryddelsespolitik, hvor blodsugerne jages og dræbes for at beskytte samfundet. Alt dette er naturligvis en kilde til store sociale uroligheder og problemer.

Paperback, Abyss 1994

Midt i alt dette møder vi den autoriserede vampyrjæger Cammie, der under en rutineopgave gør en chokerende opdagelse. Da hun sammen med sin makker trænger ind i en vampyrs lejlighed en formiddag (vampyrerne tåler ikke sollys) og udrydder blodssugeren med en stage gennem hjertet, konstaterer de, at vampyren har et ”menneskebarn”. Vampyren levede altså som enlig forsørger med sit barn, og barnet er nu forældreløst. Den erkendelse sætter gang i selvransagelserne hos Cammie, der også selv er et forældreløst barn. Men der er mere; Cammie får en mistanke om, at hun måske også selv er barn af en vampyr.

Cammie har en bror, Ben, som hun aldrig har haft kontakt til. Hun beslutter sig nu for at finde ham, men på det tidspunkt ved vi læsere allerede, at Ben er en vampyr. De store spørgsmål er, hvad Cammie gør, når hun møder Ben og om Cammie er fordømt til at blive til en vampyr som sin far, fordi vampyrisme ofte er noget arveligt, der gradvist kan udvikles over tid.

Kristine Kathryn Rusch (født 4. juni 1960)

Som man fornemmer, er vi inde at røre ved nogle eksistentielle problemstillinger her, der formidles omtrent så gumpetungt, som de lyder i mit referat. Der er intet elegant eller subtilt over Sins of the Blood, der gennem Cammie og Ben diskuterer den sociale arvs byrde med en ungdommelig, selvhøjtidelig alvor.

Vampyrerne var absolut en af skrækgenrens mest populære figurer i 90’ernes først halvdel, og Rusch har mere eller mindre overtaget hele tidens iscenesættelse af blodsugerne. Hendes roman udspiller sig i en sortklædt underverden befolket af punks og junkier. Et miljø, Rusch i bedste Anne Rice-stil kontrasterer med den overdådige rigdom, som de ældste vampyrer har opnået med tiden. Historien veksler på den led mellem rendesten og luksus.

Paperback, Millennium 1995

Naturligvis er der også erotik i rigt mål. Vampyrerne er erotiske, pan-seksuelle skabninger, der udlever deres lyster frit. Blod, sex og vold glider hos Rusch sammen til et mættet, natunivers af dekadence og dødsromantik. Alt dette lyder jo vældig bekendt, og man kan da heller ikke kalde det originalt. Men Rusch vil også noget med sine vampyrer; der er en idé bag værket (hun er jo ikke SF-forfatter for ingenting). Desværre er det temmelig uklart, hvad hendes vampyrer er metaforer for. Bogens titel, Sins of the Blood, antyder noget arveligt. Der bliver da også bogen igennem spillet på sammenligning mellem vampyrismen og AIDS, såvel som vampyrisme og narkomani. Tilmed spiller hun også på den modtagelse, som de amerikanske veteraner fra Vietnamkrigen fik, da de kom tilbage til hjemlandet.

Vampyrerne bliver i det lys en form for sociale, stigmatiserede ofre, og gennem Ben, Cammies bror, får vi som læsere opbygget en vis sympati for vampyren, der ikke selv er herre over sin skæbne eller sine tilbøjeligheder. I hvert fald indledningsvist, hvor disse aspekter fylder mest i historien.

Paperback, WMG Publishing 2012

Helt så let er det bare ikke, for mens Rusch har en pointe om, at vi skal behandle vores socialt udstødte ”monstre” ordentligt, er hun også en plotorienteret forfatter, der gerne vil fortælle en spændingshistorie, hvor vampyrerne er skurkene. Det skaber en temmelig forvirret symbolik, fordi hun så at sige lader sin handling overskrive symbolikken, så vampyren som klassisk monster pludseligt overtager historien. På den ene side skal vi fatte sympati for blodsugene, på den anden side insisterer Rusch på at bruge vampyrerne som helt klassiske, onde pulp-monstre, der med hugtænder og stor appetit kaster sig over vores heltinde Cammie.

Det vrider bogen af led; i hvert fald hvis man som læser forsøger at forstå budskabet bag den umiddelbare historie. Det kan man så bare lade være med, men her er det, at Rusch bliver ved med at slynge om sig med metaforer, som understreger den indledningsvist introducerede subtekst, hvilket alt sammen i sidste ende skaber en ganske mudret fortællingen.

Paperback, WMG Publishing 2014

Sins of the Blood er ikke nogen god bog. Det er faktisk på mange måder en ganske anstrengende bog, men Rusch er, trods sin uelegante håndtering af tematikkerne og overtydelige symbolik, en kompetent håndværker, der formår at stykke en handling sammen, der faktisk inviterer til læsning. Man drages med andre ord af Cammies jagt på Ben, og som læser vil man gerne vide, hvad der sker, når bror og søster endeligt forenes. Når dette er sagt, er Sins of the Blood især interessant som udtryk for en særlig gren af 90’ernes skrækfiktion. Bogen er omtrent så tidstypisk, som det kan lade sig gøre. Det gør romanen sjov som studieobjekt og trope-katalog for alle, der gerne vil forstå skrækgenrens udvikling i 90’erne.

Bogen bliver aldrig uhyggelig eller skræmmende. Rusch beskriver mange ubehagelig ting, men dybest set er det en dyster, erotisk spændingsroman, som hun har skrevet, og jeg forstår godt, hvorfor hun et par bøger efter Sins of the Blood lagde gyset på hylden og dedikerede sig helt til fantasy og SF, der formentlig ligger hendes hjerte nærmere, mens gyset tydeligvis kun et formsprog, som hun flirtede med. At hendes fantasy og SF er lige så klichéfyldt og sødlandet som hendes gys, er en anden snak, og nok også grunden til, at Kristine Kathryn Rusch aldrig vil få nogen høj stjerne hos mig.

Et kort men glædeligt pip

Det bliver ikke til så meget indlæg i dag, men jeg vi alligevel lige dele en god nyhed med jer. Jeg afsluttede for lidt tid siden et romanmanus, der har fået titlen Rama Rama Europa. Jeg tror, at jeg har nævnt det før på bloggen. Den roman har nu fundet et hjem hos forlaget DreamLitt./Kandor, som gerne vil udgive min lidt skæve fortælling om to venners sære og voldsomme rejse gennem et ødelagt Europa af i går, i dag og i morgen. Jeg er virkelig glad for manuskriptet. Arbejdet med Rama har været en vigtig tekst for min egen udvikling som forfatter, og det er derfor ret fedt, at den nu har fundet et hjem, hvor den kan realiseres i bogform.

Hurra for det. Der kommer helt sikkert flere indlæg om Rama Rama Europa, når jeg har nyt at fortælle, så ikke mere reklamesnak fra min side nu. Vi ses igen senere på ugen, hvor der bl.a. er rendyrket 90’er-gys på programmet.

På genhør

Martin

Jeffrey Lord, Blade bd. 3. Jewel of Tharn (1969): Ved ‘the bitch-Goddess’’ hof

Paperback, Pinnacle Books 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Da vi forlod den engelske superagent Richard Blade sidst, var han ved at blive forlovet og måske falde til ro, men som det viser sig nu, lader hans arbejde med udforskningen af Dimension X ikke kombinere med et privatliv. Blade er dermed blevet single igen, og da tredje bind åbner, er det helt anderledes problemer han konfronteres med. Det tophemmelige projekt med dimensionsrejser mangler nemlig penge, og Blades chefer må derfor gå til premiereministeren i Downing Street med hatten i hånden.

Efter lidt palaver besluttes det at støtte projektet med penge fra en hemmelig kasse, som parlamentet ikke kender noget til. Temmelig fordækt, må man sige, men mindst lige så spøjst er det, at projektet bliver omtalt som afgørende for Englands fremtid. Ja-jo, muligheden for dimensionsrejser er jo temmelig utrolig, men det er efter tre bind i serien forsat ganske uklart, hvad Blades rejser ind i det ukendte egentlige går ud på. Han tager intet med sig tilbage fra rejserne, og glemmer, hvad han oplever, så erfaringsindsamlingen bliver temmelig sparsom. Med lad det ligge.

I Jewel of Tharn havner Blade i en døende verden ikke ulig noget, som vi kender hos Jack Vance. Han lander her, som altid, midt i en højspændt konflikt. Denne gang står fronterne mellem et højtudviklet, aggressivt og dominerende matriarkat, der sidder på magten, og en samling vilde stammefolk, som lever på sletterne for foden af kvindernes højtrejste stad. I Tharn, som denne verden hedder, går der legender om en messiasfigur kaldet Mazda, der skal komme og forny alt. Ingen er naturligvis i tvivl om, at superstærke Blade er denne Messias. Selvfølgelig er han det.

Paperback, Pinnacle Books 1973

Sagen er den, at århundrederne har tømt Tharns mænd for potens. De fleste er blevet reduceret til sterile, androgyne skabninger – såkaldte ”neutrons” – der lever som slaver, mens de herskende kvinder holder resterne af de endnu knap og nap potente mænd fanget i et bogstaveligt guldbur. Her bliver de udpinte, kummerlige mænd udnyttet som sexslaver i en form for ritualiseret voldtægt, der nydelsesløst sikrer, at befolkningen kan forøges.

Det er derfor også klart, at ultrapotente Blade gør indtryk, da han nøgen træder ind på scenen og hurtigt kommer i kontakt med både matriarkatets dronning og barbarernes høvdinge. Alle vil øjeblikkeligt i kanen med Blade, som da barbarkvinden Totha tager herlighederne i øjesyn: ”The impact of her eyes was a physical thing, crawling over his flesh like insects that excited instead of repulsing him. They rested for a long time on his groin and her lips moved in what could only have been anticipation.” (s. 71)

Man kan genkende en hel del Robert E. Howard-stof i historien. Den dekadente, overmodne kultur, der står for fald, konfronteres med barbarenes rå brutalitet. Civilisation kontrasteres med utøjlet vildskab og så fremdeles. Howard kredsede konstant om den slags, og Manning Lee Stokes, der stadig i dette bind gemmer sig bag aliasset Jeffrey Lord, dykker ned i det samme.

Paperback, Macfadden-Bartell 1969. Romanens 1. udgave

Ud af de første tre bind er Jewel of Tharn indtil videre det bedste. Romanen har al vildskaben og morskaben fra første bind, og det sammenhængende plot fra andet bind, hvilket skaber en særdeles festlig omgang sølvalderpulp, der formår ikke bare at få læseren til at trække på smilebåndene, historien udfordrer også den moderne læser med sine beskrivelser og sprogbrug.

Bogen er naturligvis vild og blodig – Blade har eksempelvis en fantastisk, gigantisk tvekamp med en barbar, der strækker sig over et helt kapitel. Der er også en fascinerende sammenblanding af fantasy og science fiction i historien; det viser sig, at kvindecivilisationen dybest set er kontrolleret af en ældgammel computer (Jack Vance igen) og dennes androider, der over tid har fået rollen som ypperstepræster. Det fungerer ret godt for Stokes, men bogen er først og fremmest en lummer affære, som i: ”Blade began to caress and explore her body… probing deep into that moist sanctum.” (s. 95) Men den har også en for os i dag forbløffende ubekymret sammenblanding af sex og vold.

Da Blade, efter at være blevet hårdt presset, langt om længe forsøger at få overtaget igen, voldtager han kvindernes dronning, fordi det eneste, hun trænger til (tænker Blade), er en rigtig mand. Det får hun i den grad i en ekstremt grafisk skildring af seksuel vold, som nok vil få de fleste til at spærre øjnene op.

If this bitch-Goddess, this High-Priestess of coi wanted coi, he could damned well give her coi. He would kill her, all right. He would slay her with the only weapon he had. (s. 134.)

Jewel of Tharn er på den led utroligt provokerende og voldsom på sin egen enfoldige facon. Men præcis denne voldsomhed giver teksten kant og nærvær; den rusker op i sin moderne læser og bliver i virkeligheden langt vildere og mere provokerende end ganske meget moderne genrelitteratur, som forsøger det samme. Det her er ikke fredsommelig pulp eller latterlig rollespilsfantasy, men en grim skildringen af en fascistoid maskulinitet, som på alle måder er forkert, uanstændig og fornærmende. Præcis derfor er det også stærkt fascinerende læsning; det åbenlyse forkerte ved bogen gør den dragende. Den dybest set konservative romanfigur Blade er med tiden blevet til noget rebelsk antagonistisk i sin insisteren på at give den stærke retten til at agere, som han vil.

Paperback, Plon 1976. Blade på fransk

Hvor Blade i ´69, da bogen udkom, var en eskapistisk vision om manden, der sendes til en verden fyldt med liderlige kvinder, er han i ’19 blevet til en outsiderfigur, som opererer uden for de sociale konventioners regi. Blade gør, hvad han vil, fordi han kan. Han gør forbudte ting og udgør den diametrale modsætning til de stærke heltinder, der befolker genrelitteraturen i dag. Ikke at det i sig selv er godt, men der er unægteligt noget befriende ved litteratur, der afsøger de yderste grænser og siger alt det forkerte, fordi det skaber en form for afklaring af vores egne værdier og tanker. Der er med andre ord noget klargørende eller terapeutisk i at lade sig provokere af en bog som denne.

Men, med det sagt, er Jewel of Tharn først og fremmest en forbistret underholdende omgang absurd pulp, der med sin groteske form afgjort har formået at ruske lidt op i mig.

De sælsomme byers mester

Hardcover, Arkham House 1980

Det er ingen hemmelighed, at bogforsider desværre ikke længere er, hvad de har været. I hvert fald er der blevet længere mellem spændende og udfordrende genreforsider. Der udkommer naturligvis hele tiden bøger med gode og flotte omslag, men ikke desto mindre må man også konstatere, at forlagene ikke tillægger forsidebilledet ret stor værdi i forhold til bøgernes slagspotentiale. Det er snarere det grafiske arbejde, som her gør sig gældende samt ikke mindst forfatterens navn. Det betyder også, at der er blevet længere mellem de spændende kunstnere, der skaber forsider.

Hardcover, Ash-Tree Press 2000

En, jeg i den sammenhæng holder meget af, er forfatteren og billedkunstneren Jason Van Hollander, der har slået sine folder blandt de små genreforlag i en del tid efterhånden. Hans stil har udviklet sig i årenes løb, og jeg er ikke helt så begejstret for hans seneste udspil, der først og fremmest er en form grafiske opsætninger. Men går man bagud i kataloget, er det fascinerende billeder, han har skabt.

Hardcover, Ash-Tree Press 2008

Når Hollander er bedst, er hans forsider en form for arkitektoniske studier, der i høj grad trækker inspiration fra M.C. Escher og den tyske ekspressionisme. Han skaber sære, kringelkrogede, gotiske bygningsværker og bylandskaber, der rummer lige dele syret paranoia og drømmende bysværmeri. Jeg er virkelig begejstret for hans stemningsfulde, hjemsøgte arkitektur. Ikke mindst fordi Hollanders stil vækker mindelser om de klassiske forsider fra Arkham House. Især Gahan Wilsons streg har en del til fælles med Hollanders, hvilket alt sammen placere ham solidt i et for skrækfans visuelt nostalgisk univers, der refererer tilbage til 70’erne. Det er jo ikke nogen dårlig ting, i hvert fald ikke i dette tilfælde.

Slet ikke, faktisk.

Hardcover, Golden Gryphon Press 2005

Hardcover, Mythos Books 2010

Hardcover, Night Shade Books 2007

Hardcover, Night Shade Books 2008

Hardcover, Night Shade Books 20084

Hardcover, PS Publishing 2009

Hardcover, PS Publishing 2014

Paperback, Arkham House 1999

Paperback, Ash-Tree Press 2002

Paperback, PS Publishing 2008

Paperback, Titan Books 2018

Paperback, Tor 1996

Paperback, Tor 1997

Paperback, Wildside Press 2001

Paperback, Zanzibar éditions 2010

Scream Factory, sommer 1994

Strange Tales of Mystery and Terror nr.9

J.R.R. Tolkien, The Return of the King (1955): Historien der aldrig slutter

Paperback, Unwin Books 1975

 

The Road goes ever on and on

From the door where it began…

 

Efter utallige opfordringer fra bloggens læsere (host, host) har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at skrive om det tredje og sidste bind i Tolkiens The Lord of the Rings. Et bind eller en del, der traditionelt deler vandene. Det skyldes formentlig ikke mindst, at sidste del af det enorme epos er disponeret på en, med moderne øjne, overaskende facon, som i nogen grad synes at modarbejde det, vi i dag ville forvente i et heroisk fantasyklimaks. Men, som jeg har sagt før i mine tidligere skriverier om trilogien, så opfatter jeg slet ikke Tolkiens store roman om ringen som fantasy, hvilket faktisk betyder en hel del for blikket både på denne sidste del og på fortællingen som helhed.

Jeg skal undlade at genfortælle handlingen i det sidste bind, for du kender den naturligvis forfra og bagfra. I stedet er det måske mere interessant at se nærmere på selve Tolkiens romanprojekt, som det tager sig ud efter læsningen af den afsluttende del. Navnlig to nedslag skal optage mig i det følgende.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Tolkien var en blufærdig herre, når det kom til hans skønlitteratur, og han skiftevis talte den ned som ren og skær underholdning, og antydede, at han rent faktisk arbejdede med seriøse idéer, som han forsøgte at formidle til sine læsere. Det ene udelukker ikke det andet, og der kan næppe være nogen tvivl om, at Tolkien elskede at lege med sit selvskabte univers. Faktisk må man nok konkludere, at det i sidste ende blev denne umiddelbare glæde med sin kreation, der tog over og beskæftigede ham, efter fortællingen om ringen var afsluttet og effektivt set gjorde, at han aldrig fik udgivet eller skrevet noget af betydning efter sit magnum opus fra 1954-55.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at Tolkien ikke var en ensom, kreativ kunstner, men derimod et barn af sin tid, der gennem fiktionen udtrykte sit behov for, og en tryghed ved, idéen om et ordnet, moralsk univers med klare grænser mellem god og ondt, sandt og falsk og så fremdeles. I den forstand stillede Tolkien og hans venner i The Inklings sig bestemt ikke på modernisternes side, men søgte i stedet sværmerisk at udpege universelle værdier, der i sidste ende kun kunne forankres i religionen. Eller, sagt mere præcist, i kristendommen. Tolkien udtrykte berømt, at der kun findes én myte, og det er denne ene myte, der genfortælles igen og igen blot iklædt nye dragter. Den tanke er vel mere eller mindre nøglen til hele projektet med The Lord of the Rings, og en spændende idé, fordi den er relevant i eksempelvis sammenligningen mellem en direkte kristen eller katolsk tænkning og så indholdet i romanen.

Hardcover, George Allen & Unwin 1955. Bogens 1. udgave

Dermed når vi også frem til min første pointe. Som de fleste læsere sikkert hurtig vil notere sig, er der ganske meget kristent stof i The Lord of the Rings, men her må vi rent faktisk lytte til Tolkien selv, for han sagde, som bekendt, at bøgerne om ringen ikke er en allegori – de er dermed heller ikke nogen kristen parafrase; de er noget andet. Følger vi Tolkiens tanke hele vejen med udsagnet om den ene myte i baghovedet, betyder det, at Biblens fortælling også bare er en genfortælling af denne samme myte om kampen mellem godt og ondt, som principielt kan sidestilles med ringeventyret. Hver genfortælling af denne kosmiske myte er dermed anderledes, fordi den tager farve af sin tid. Budskabet er imidlertid det samme, og svaret i disse variationer over ”mestermyten” er altid tilliden til det gode i skaberværket og visheden om, at det gode i sidste ende vil besejre det onde.

I antikken opfattede man moralen som grundlaget for den episke digtning, og det er præcis også tilfældet med Tolkiens (anti)moderne, episke digtning. Han rejser et moralsk univers for os, som vi kan identificere os med og tage ved lære af. Gennem sin idé om mestermyten køber han sig imidlertid også frihed til at skabe det, hans fantasi byder ham og forfølge idéer, der kun perifært eller slet ikke har noget med et kristent tankeunivers at gøre.

Hardcover, Houghton Mifflin 1956

Et helt afgørende element i den sammenhæng er arbejdet med det cykliske, for som jeg allerede nævnte i mine tidligere indlæg om trilogien, handler fortællingen som helhed i høj grad om det at skildre en mytisk cyklus, et mytehjul om man vil, der bliver ved at snurre, så fortiden konstant taler direkte ind i nutid og fremtid i en form for selvfornyelse, hvor nutiden bliver fremtidens mytologiske fortid. Inspirationen til den slags overvejelser kommer givetvis fra Tolkiens professionelle virke som sprogforsker og kender af tidlig middelalderlig litteratur og digtning, der netop satte hans overvejelser om urmyten i gang og fik ham til at afsøge den fælles moralske (kristne) sandhedsværdi i fortidens tekster på tværs af århundrederne, ikke ulig det vores hjemlige Grundtvig også forsøgte på sin egen tågede facon.

I første bind af historien om ringen, hvor alt er forførerisk simpelt, begynder vores rejseselskab at sætte gang i endnu en drejning af mytehjulet. Vores helte sætter så at sige mytologien i bevægelse og passerer gennem et næsten abstrakt mytologisk landskab, hvor de – tableau for tableau – genbesøger erindringssteder, hvis mening og betydning peger bagud. I andet bind forandrer tonen sig, og vores hovedpersoner bevæger sig ind i en form for mytologisk nulpunkt, hvor de gamle historier slipper op og de nye begynder.

Paperback, Ace Books 1965

Med sidste bind er den gamle fortælling dermed sluppet op, og en ny mytologi er i sin vorden, der skal overskrive den ældre mytologi. Frodo og Sam, Strider og Gandalf samt alle de andre skaber dermed en ny myte, som de former ud fra en forudbestemt skabelon, præcis som alle helte før dem har skabt myterne ud fra samme skabelon. Vores hovedpersoner ved dermed også, at de rent faktisk er en ny fortælling. ”This war is a great war long-planned, and we are but one piece in it…” (s. 32), siger Beregond et sted. Et andet sted udbryder Sam ”What a tale we have been in, Mr Frodo, haven’t we?” (s. 201) og spekulerer på, hvordan myten vil blive fortalt af fremtidens historiefortællere.

Bevidstheden om, at heltene kropsliggør historien eller har historien som noget iboende i sig, ligger dermed i forgrunden af teksten, og vores helte ved udmærket, at de er moralske værktøjer i en større sags tjeneste – i det ubestemmelige ”lys’” tjeneste, i det godes tjeneste osv. Men mens den kosmiske fortælling drives af store eller mægtige personer, lader Tolkien det egentlige drama sig udspille i det små og viser det store i det ydmyge – vel vidende, at de små også vil blive ophøjet i myterne senere. Hans beskrivelse af Frodos og Sams sidste vej op mod ildbjergets spids, er dermed et utroligt og uforligneligt studie udi den menneskelige psyke.

Paperback, Ballantine Books 1965

Frodo er mennesket, der bid for bid tømmes for alt i sit ønske om at ofre alt for den stores sag. Som han lyrisk udtrykker sin totale opløsning i opgaven til Sam: ”No taste of food, no feel of water, no sound of wind, no memory of tree or grass or flower, no image of moon or star are left to me. I am naked in the dark, Sam, and there is no veil between me and the wheel of fire” (s. 189). Et af de måske mest fascinerende øjeblikke, hvis ikke det mest storslåede ved hele fortællingen er, at efter al den offervilje fejler Frodo alligevel. Han har ikke styrken til at modstå fristelsen, for intet menneske, ingen dødelig, har styrken. Her hjælper kun at hengive sig til forsynet og tro på, at de større kræfter vil gøre resten af arbejdet, og gennem Gollums felix culpa sker det naturligvis også.

Jeg er ikke nogen egentlig Tolkien-fan, men jeg holder utrolig meget af disse bøger, fordi de er blevet til med så megen omhyggelighed og kærlighed. Meget af det, som Tolkien selv elskede ved bøgerne – al legen og sjoven – er jeg ret ligeglad med. Det var alt det, som fantasy-litteraturen senere samlede op, men det er i sidste ende kun staffage – den glittede papir, som nørder har ladet sig forblænde af. I stedet mener jeg, vi i langt højere grad bør ignorere, hvad Tolkien sagde, og se på, hvad han i stedet gjorde.

Paperback, Methuen 1971

Lad os gå ind i romanværket og forstå teksten, ikke som fantasyfiktion, men som moralsk episk digtning med anliggende og råb om moralsk oprustning – om man så er enig med Tolkien eller ej. Desværre har fjollede Tolkienfans i kostumer kuppet diskussionen om værkerne, og filmatiseringen har ikke gjort meget for at bedre forståelsen af værket som litteratur. I stedet er utrolig meget af det, der bliver sagt om bogværket, blevet reduceret til det sædvanlige nørdcirkus og forblommet snak om ”episk fantasy”, men her er jeg nok bare ved at blive en sur gammel mand, der må stoppe, før pennen for alvor løber af med mig…

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unwin 1986

Hardcover, Houghton Mifflin 1988

Paperback, Ballantine Books 1988

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, HarperCollins 2001

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Paperback, HarperCollins 2013

Den hellige limousine

Jeg er stille og roligt blevet en fan af spøjse Drab Majesty, men jeg må sige, at jeg nok i virkeligheden er endnu mere begejstret for frontmanden og forsangeren Debs sideprojekt VR Sex. Det band er afgjort stærkt beslægtet med Drab Majesty, men de har alligevel deres egen stil og lyd. VR Sex har lige spyttet et par singler ud, hvilket jeg selvfølgelig må dele her på bloggen, så det glade budskab fra undergrunden kan komme ud her også.

Det er videoen til nummeret ”Sacred Limousine”, som du kan se her.

Min gode ven Anders påpegede, at der er en hel del tidlig The Cure i VR Sex, hvilket afgjort er en god ting. Deres lån hos Cure mærkes også i det visuelle, hvilket eksempelvis kan fornemmes i den fantastiske video til den ligeledes fantastiske single ”Charlotte Sometimes” (1981), så den får de her:

Nå, på gensyn på søndag, hvor kongen vender tilbage.