J.R.R. Tolkien, The Return of the King (1955): Historien der aldrig slutter

Paperback, Unwin Books 1975

 

The Road goes ever on and on

From the door where it began…

 

Efter utallige opfordringer fra bloggens læsere (host, host) har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at skrive om det tredje og sidste bind i Tolkiens The Lord of the Rings. Et bind eller en del, der traditionelt deler vandene. Det skyldes formentlig ikke mindst, at sidste del af det enorme epos er disponeret på en, med moderne øjne, overaskende facon, som i nogen grad synes at modarbejde det, vi i dag ville forvente i et heroisk fantasyklimaks. Men, som jeg har sagt før i mine tidligere skriverier om trilogien, så opfatter jeg slet ikke Tolkiens store roman om ringen som fantasy, hvilket faktisk betyder en hel del for blikket både på denne sidste del og på fortællingen som helhed.

Jeg skal undlade at genfortælle handlingen i det sidste bind, for du kender den naturligvis forfra og bagfra. I stedet er det måske mere interessant at se nærmere på selve Tolkiens romanprojekt, som det tager sig ud efter læsningen af den afsluttende del. Navnlig to nedslag skal optage mig i det følgende.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Tolkien var en blufærdig herre, når det kom til hans skønlitteratur, og han skiftevis talte den ned som ren og skær underholdning, og antydede, at han rent faktisk arbejdede med seriøse idéer, som han forsøgte at formidle til sine læsere. Det ene udelukker ikke det andet, og der kan næppe være nogen tvivl om, at Tolkien elskede at lege med sit selvskabte univers. Faktisk må man nok konkludere, at det i sidste ende blev denne umiddelbare glæde med sin kreation, der tog over og beskæftigede ham, efter fortællingen om ringen var afsluttet og effektivt set gjorde, at han aldrig fik udgivet eller skrevet noget af betydning efter sit magnum opus fra 1954-55.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at Tolkien ikke var en ensom, kreativ kunstner, men derimod et barn af sin tid, der gennem fiktionen udtrykte sit behov for, og en tryghed ved, idéen om et ordnet, moralsk univers med klare grænser mellem god og ondt, sandt og falsk og så fremdeles. I den forstand stillede Tolkien og hans venner i The Inklings sig bestemt ikke på modernisternes side, men søgte i stedet sværmerisk at udpege universelle værdier, der i sidste ende kun kunne forankres i religionen. Eller, sagt mere præcist, i kristendommen. Tolkien udtrykte berømt, at der kun findes én myte, og det er denne ene myte, der genfortælles igen og igen blot iklædt nye dragter. Den tanke er vel mere eller mindre nøglen til hele projektet med The Lord of the Rings, og en spændende idé, fordi den er relevant i eksempelvis sammenligningen mellem en direkte kristen eller katolsk tænkning og så indholdet i romanen.

Hardcover, George Allen & Unwin 1955. Bogens 1. udgave

Dermed når vi også frem til min første pointe. Som de fleste læsere sikkert hurtig vil notere sig, er der ganske meget kristent stof i The Lord of the Rings, men her må vi rent faktisk lytte til Tolkien selv, for han sagde, som bekendt, at bøgerne om ringen ikke er en allegori – de er dermed heller ikke nogen kristen parafrase; de er noget andet. Følger vi Tolkiens tanke hele vejen med udsagnet om den ene myte i baghovedet, betyder det, at Biblens fortælling også bare er en genfortælling af denne samme myte om kampen mellem godt og ondt, som principielt kan sidestilles med ringeventyret. Hver genfortælling af denne kosmiske myte er dermed anderledes, fordi den tager farve af sin tid. Budskabet er imidlertid det samme, og svaret i disse variationer over ”mestermyten” er altid tilliden til det gode i skaberværket og visheden om, at det gode i sidste ende vil besejre det onde.

I antikken opfattede man moralen som grundlaget for den episke digtning, og det er præcis også tilfældet med Tolkiens (anti)moderne, episke digtning. Han rejser et moralsk univers for os, som vi kan identificere os med og tage ved lære af. Gennem sin idé om mestermyten køber han sig imidlertid også frihed til at skabe det, hans fantasi byder ham og forfølge idéer, der kun perifært eller slet ikke har noget med et kristent tankeunivers at gøre.

Hardcover, Houghton Mifflin 1956

Et helt afgørende element i den sammenhæng er arbejdet med det cykliske, for som jeg allerede nævnte i mine tidligere indlæg om trilogien, handler fortællingen som helhed i høj grad om det at skildre en mytisk cyklus, et mytehjul om man vil, der bliver ved at snurre, så fortiden konstant taler direkte ind i nutid og fremtid i en form for selvfornyelse, hvor nutiden bliver fremtidens mytologiske fortid. Inspirationen til den slags overvejelser kommer givetvis fra Tolkiens professionelle virke som sprogforsker og kender af tidlig middelalderlig litteratur og digtning, der netop satte hans overvejelser om urmyten i gang og fik ham til at afsøge den fælles moralske (kristne) sandhedsværdi i fortidens tekster på tværs af århundrederne, ikke ulig det vores hjemlige Grundtvig også forsøgte på sin egen tågede facon.

I første bind af historien om ringen, hvor alt er forførerisk simpelt, begynder vores rejseselskab at sætte gang i endnu en drejning af mytehjulet. Vores helte sætter så at sige mytologien i bevægelse og passerer gennem et næsten abstrakt mytologisk landskab, hvor de – tableau for tableau – genbesøger erindringssteder, hvis mening og betydning peger bagud. I andet bind forandrer tonen sig, og vores hovedpersoner bevæger sig ind i en form for mytologisk nulpunkt, hvor de gamle historier slipper op og de nye begynder.

Paperback, Ace Books 1965

Med sidste bind er den gamle fortælling dermed sluppet op, og en ny mytologi er i sin vorden, der skal overskrive den ældre mytologi. Frodo og Sam, Strider og Gandalf samt alle de andre skaber dermed en ny myte, som de former ud fra en forudbestemt skabelon, præcis som alle helte før dem har skabt myterne ud fra samme skabelon. Vores hovedpersoner ved dermed også, at de rent faktisk er en ny fortælling. ”This war is a great war long-planned, and we are but one piece in it…” (s. 32), siger Beregond et sted. Et andet sted udbryder Sam ”What a tale we have been in, Mr Frodo, haven’t we?” (s. 201) og spekulerer på, hvordan myten vil blive fortalt af fremtidens historiefortællere.

Bevidstheden om, at heltene kropsliggør historien eller har historien som noget iboende i sig, ligger dermed i forgrunden af teksten, og vores helte ved udmærket, at de er moralske værktøjer i en større sags tjeneste – i det ubestemmelige ”lys’” tjeneste, i det godes tjeneste osv. Men mens den kosmiske fortælling drives af store eller mægtige personer, lader Tolkien det egentlige drama sig udspille i det små og viser det store i det ydmyge – vel vidende, at de små også vil blive ophøjet i myterne senere. Hans beskrivelse af Frodos og Sams sidste vej op mod ildbjergets spids, er dermed et utroligt og uforligneligt studie udi den menneskelige psyke.

Paperback, Ballantine Books 1965

Frodo er mennesket, der bid for bid tømmes for alt i sit ønske om at ofre alt for den stores sag. Som han lyrisk udtrykker sin totale opløsning i opgaven til Sam: ”No taste of food, no feel of water, no sound of wind, no memory of tree or grass or flower, no image of moon or star are left to me. I am naked in the dark, Sam, and there is no veil between me and the wheel of fire” (s. 189). Et af de måske mest fascinerende øjeblikke, hvis ikke det mest storslåede ved hele fortællingen er, at efter al den offervilje fejler Frodo alligevel. Han har ikke styrken til at modstå fristelsen, for intet menneske, ingen dødelig, har styrken. Her hjælper kun at hengive sig til forsynet og tro på, at de større kræfter vil gøre resten af arbejdet, og gennem Gollums felix culpa sker det naturligvis også.

Jeg er ikke nogen egentlig Tolkien-fan, men jeg holder utrolig meget af disse bøger, fordi de er blevet til med så megen omhyggelighed og kærlighed. Meget af det, som Tolkien selv elskede ved bøgerne – al legen og sjoven – er jeg ret ligeglad med. Det var alt det, som fantasy-litteraturen senere samlede op, men det er i sidste ende kun staffage – den glittede papir, som nørder har ladet sig forblænde af. I stedet mener jeg, vi i langt højere grad bør ignorere, hvad Tolkien sagde, og se på, hvad han i stedet gjorde.

Paperback, Methuen 1971

Lad os gå ind i romanværket og forstå teksten, ikke som fantasyfiktion, men som moralsk episk digtning med anliggende og råb om moralsk oprustning – om man så er enig med Tolkien eller ej. Desværre har fjollede Tolkienfans i kostumer kuppet diskussionen om værkerne, og filmatiseringen har ikke gjort meget for at bedre forståelsen af værket som litteratur. I stedet er utrolig meget af det, der bliver sagt om bogværket, blevet reduceret til det sædvanlige nørdcirkus og forblommet snak om ”episk fantasy”, men her er jeg nok bare ved at blive en sur gammel mand, der må stoppe, før pennen for alvor løber af med mig…

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unwin 1986

Hardcover, Houghton Mifflin 1988

Paperback, Ballantine Books 1988

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, HarperCollins 2001

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Paperback, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Roman

One response to “J.R.R. Tolkien, The Return of the King (1955): Historien der aldrig slutter

  1. Henning

    “I min optik” som det hedder nu om dage, hvor kultur-relativisme, hvor “de mange sandheder” og hvor Francis Fukuyamas “end of eternity” er blevet dagsordenen, er Ringenes Herre (det burde være “Herrer”) et sen-borgerligt eksempel på en sværmen for feudale værdier, der aldrig var. Eksempelvis hele ideen om at en slægt, et “blods-fællesskab”, skulle være i stand til at frembringe “ædlere” individer, end hvad Petersen, Mortensen og Hansen generelt kan præstere. Det modsiges – i den grad – af forskning i genetik (hæhæ): – lille “gen-pool” = styning af arve-materialet.
    Nå – skidt med det, vi befinder os jo i åndernes rige.
    For jeg syns faktisk, at der også er noget andet på spil. Det er stadigt sværmeri for en mytisk fortid (med ædlere blod og flere primær-farver end tre og skarpt adskilte racer *host* osv.). Og det er stadigt historien om, at historien (jo) gentager sig (Beren&Luthien/Aragorn&Arwen m.fl.), og ligeledes er “Ringens Vandring” en gentagelse: – Isildur hugger Saurons finger over, griber Ringen, men mister den. Den findes af Deagol, som dræbes af Smeagol, der tager ringen og bliver til Gollum. Som mister den, og Bilbo finder den, og Frodo får den, og Gollum bider fingeren af Frodo og tager Ringen – og falder ned i Orodruin. Samme scene, samme libretto – forskellige personer. Men også en degradering – fra “mythos” til “mundane”.
    Samtidig er det heller ikke nogen egentlig “myte-kurve”, vi er vidner til. For selvom “Den Ægte Konge” indsættes, så er der en stemning af noget “for sent”, noget “alligevel afsluttet”, og da Frodo og Sam og følge vender tilbage til Herredet, så er det også for sent. For en langt mindre magisk, men langt mere teknologisk (kapitalistisk – sagde jeg) Saruman, har ødelagt hele lortet.
    Med andre ord kan Status Quo ikke rigtigt genoprettes – så meget mere som at elverne er på vej væk, dværgene graver sig ned, Ringens Broderskab tager bort, og Cirdan bygger et gråt skib og sejler til – hvor drømme sejler til.
    En lamentation over en verden der var, med andre ord. Og det er denne form for sentimentalitet, der har gjort Ringenes Herre til en “hippie-bibel”: – længslen efter “det oprindelige”, “det rene”, “give peace a chance” (lykken er at bygge en jordhule og lade stå til – live and let live).
    Så på den måde er Tolkiens analyse af tidens gang måske ikke så fladpandet, dersom vi forudsætter at det var meget bedre i gamle dage. For han kan åbenbart godt se, at det ikke er alt for godt nu (“The Scouring Of The Shire”). Og måske er det for meget forlangt af en professor i old-engelsk, at analysere sig frem til en bedre fremtid, dybt forankret – som han var – i Bjovulfs-kvad og helte-eposser, engelsk upper-class-values og katolsk skoling. Så selvom han fastholder at “hjemme er bedst”, er han i det mindste ikke så reaktionær, at udtale: – flyv ikke højere end vingerne bær! Det lader han klogeligt Lille-Palle om.
    Hæhæ! Det er da utroligt, at jeg sidder hér og forsvarer en alt-modisch, dybt konservativ, katolsk professor og hans værk, som han pillede med i sin fritid, fordi børn og kone ikke sagde ham en skid. Men der er to ting, der fastholder mig i fascinationen af Ringenes Herre. Det ene er de storslåede scenarier (fantasy er at at fremskrive – altså at BEskrive en forunderlig, anden verden), der også har animeret til fantastiske illustrationer (jeg spiser med øjnene) og en film-trilogi, der bliver beskyldt for meget, men som er rigtigt flot lavet – slik, javist, men kvalitetsslik.
    Det andet er, at Ringenes Herre præsenterer en fortælling om “Deep Time”, langt hinsides “der var engang”, og den øvelse er ikke noget man kommer sovende til, og det er da befriende at kreationisterne ihvertfald ikke kan bruge Tolkien i argumentationen om “Young Earth”.
    Faktisk har jeg kun oplevet tilsvarende “deep history” i Frank Herberts “Dune” (Klit), hvorfor det måske ikke var så mærkeligt, at Arthur C Clarke om den “blurbede”, at den lignede Ringenes Herre!
    Nåja – goes around comes around! Og værket må jo ku kunne noget, siden det atter og atter kan blive diskuteret. Se, det er en kvalitet i sig selv – eller rettere: – der må jo være kvaliteter i det, siden det kan diskuteres. Og det blir det.
    Tak for ordet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.