Ian Welke, The Whisperer in Dissonance (2014): Guderne rider på digitale signaler

Paperback, Omnium Gatherum 2014

Cthulhu mythos-genren er en tung mastodont, som stort set ikke har forandret sig siden begyndelsen af 70’erne. Perspektiver har ændret sig eller er blevet føjet til, som da John Langan i midten af 00’erne udgav en af de første noveller, som eksplicit tematiserer, hvordan verden ser ud, efter Cthulhu og alle de andre kosmiske titaner er vendt tilbage. Den idé har fået sit helt eget liv i dag, men trods den slags forskydninger er genren alligevel forblevet mere eller mindre den samme.

Individuelle stemmer, som eksempelvis Thomas Ligottti og Laird Barron, har således skabt ganske unikke og fascinerende tekster, uden dette dog har ændret den måde, som broderparten af den nye mythosfiktion tager sig ud på. Netop derfor er selve genren også i hovedtræk en dybt uinspireret ørkenvandring, som kun byder på meget få positive overraskelser.

Det betyder imidlertid også, at alle forsøg på nytænkning inden for rammerne af genren må applauderes, og en bog, der gør netop dette, er Ian Welkes debutroman The Whisperer in Dissonance fra 2014. Der er her tale om en kort, intens fortælling, som næsten fra første side demonstrerer, at den på en gang tager solidt afsæt i mythosgenren, men samtidig også at den absolut ikke vil gentage alle de gamle troper som mørnede bøger, støvede akademikere og tentakelmonstre. Welke fører mythos-universet ind i hverdagen og arbejdslivet, hvorved han bevæger sig ind på et spor, som William Browning Spencer allerede havde opdyrket godt og vel 20 år før Welke, men The Whisperer in Dissonance formår alligevel at gøre ”kontorgruen” til sin egen størrelse.

Paperback, Omnium Gatherum 2014

The Whisperer in Dissonance introducerer os til Annie, der lider af søvnløshed. Hun burde egentlig være blevet kunstner eller tegneserieskaber, men i stedet har hun fået et dødssygt computerjob, hvor hun tilbringer dagene begravet i trummerum langt inde i kontorlandskabets kreative ødemark. Alt er ved at stagnere for Annie, men så sker der pludselig noget sært.

Der bliver efterladt besynderlige beskeder på hendes telefon, og hun modtager e-mails med vedhæftede lydfiler, som kun rummer støj. Annie får også en e-mail fra en gammel ven fra universitetstiden, som hun ikke har hørt fra i årevis. Han advarer Annie, men hvorfor? Mystikken, den digitale terror og Annies søvnløshed bliver værre og værre, men tilsyneladende spreder fænomenerne sig også til andre.

Verden omkring Annie begynder at blive påvirket af disse støjsignaler, der bedst kan beskrives som en insektagtig summen, der muligvis gemmer antydninger af stemmer dybt begravet inde i lydbilledet. Virksomheden, som Annie arbejder for, bliver gradvist overtaget af denne summen, og de ansatte begynder at opføre sig som søvngængere. Tingene bliver mere dramatiske; folk forsvinder, og snart opløses Annies verden i ren kaos. Hun må flygte for sit liv og søge hjælp hos denne gamle ven, der advarede hende i begyndelsen af bogen.

Ian Welke

Det, der starter som en lettere deprimerende skildring af kontorlivets kedsommelighed, udvikler sig gradvist til et paranoidt mareridt, der afgjort smager af Philip K. Dick. Det samme gør selve romanens væsen, om man vil, for mens Welke på overfladen synes at kritisere den måde, som moderne virksomhedskultur kan kvæle gejsten i et menneske og dræne kreativiteten ud af sine ansatte ved at få dem til at udføre maskinelt arbejde parallelt til industriens samlebåndsarbejde, ligger der noget dybere under alt dette, som adresserer selve vores virkelighedsopfattelse.

Det afklares aldrig fuldstændig, hvem eller hvad, der udsender disse nedbrydende ditagel signaler, som begynder at angribe Annie og hendes omverden. Noget belejrer imidlertid hendes og alle andres liv. Noget, der konkret kan forstås som skabninger, der bor i informationsnetværket, eller metaforisk som kræfter, der forsøger at overtage Annies og vores liv, ved at ødelægge tankeaktivitet; stjæle vores søvn og evne til at tænke abstrakt.

Støjen, som Annie modtager, bliver nærmest et væsen i sig selv, der skrattende, summende og larmende vælter ind i hendes hjem og angriber hende, hvor hun er mest sårbar. Som handlingen skrider frem, opløses verden; den fragmenterer ud i støjen og bliver til en usammenhængende, flimrende mosaik af grynet larm. Men er det virkeligt eller er det bare noget, der sker inde i Annie selv?

Paperback, Omnium Gatherum 2019. Welkes tredje og nyeste roman

Welkes leg med læseren er på det punkt et velkendt, paranoidt greb, og noget, der egentlig først for alvor bliver interessant i mødet med Cthulhu-genren. For ved metaforisk at koble sig til denne genre og antyde ”the old ones” som en form for invasiv virus i vores måde at tænke og opleve verden på, får han i virkeligheden indfanget noget af den fundamentale gru, som genren generelt har så svært ved at udtrykke, men alligevel altid kredser om. Man kan sige, at Welke på indirekte vis skaber et bud på en ny måde at se mythos-skabningerne på, vel at mærke uden de nogensinde for alvor nævnes eller konkret præsenteres.

Med The Whisperer in Dissonance havde Ian Welke en klar vision, som er interessant og på flere måder et både relevant og tankevækkende bud på ny mythosfiktion. Skal man være lidt hård, må det dog nok også konstateres, at Welke sprogligt ikke er den mest ophidsende forfatter og, at hans hverdagsskildring måske bliver en anelse for karikeret. Troværdigheden er med andre ord ikke voldsomt stor i fortællingen, men alligevel er det værd at begive sig ind i Welkes verden af støj, fordi der er stof til eftertanke her, og billeder i teksten, som virker afgjort stærkt inspirerende.

 

Stor kunst eller kaos eller begge dele?

Du ved sikkert, hvem sikkert kunstneren Joe Coleman er. Ham vil de fleste horrorfans kende takket være hans særegne univers, der er blevet flittigt brugt til alt fra tegneserier til filmplakater; eksempelvis plakaten til Henry: Portrait of a serial killer. Før Coleman slog igennem som billedkunstner, var det med en blanding af musik og performance, at han optrådte. Det skete blandt andet i sleaze rock/proto-punkbandet Steel Tips, der eksisterede i New York i slutningen af 70’erne. Der har ikke overlevet ret meget fra Steel Tips, men man kan se en festlig liveoptagelse med bandet fra 1977 på YouTube, hvor de selvfølgelig optræder på CBGB’s. Så er alt, som det skal være.

Det er en ret underholdende optræden, og jeg er fuldstændig betaget af gruppens fuldstændig absurde sammensætning; en kæmpe greaser, en lille katolsk skolepige og langt ude Coleman? Det er det glade vanvid, men også super fedt og underligt.

Kast dig over Steel Tips og deres nummer ”Crazy Baby”. Det er ret sjovt, ret skørt og ret vildt. Coleman er i øvrigt manden i hvidt jakkesæt.

Vi ses på søndag, hvor der står Cthulhu mythos (eller noget beslægtet) på programmet.

Clive Barker, The Hellbound Heart (1986): “You Want It Darker Still…”

Paperback, Fontana 1991. Fortællingens 1. udgave som selvstændig bog

Der er næppe nogen tvivl om, at The Hellbound Heart er en af Clive Barkers bedst kendte fortællinger, og formentlig også det man kan kalde hans signaturværk. Da han bragede igennem på skrækscenen i første halvdel af 80’erne, var det med novellesamlingerne The Books of Blood, der blev en fuldt fortjent, kæmpemæssig succes. Novellerne i Books of Blood er alle relativt lange, og The Hellbound Heart er kun marginalt længere, hvorfor den også ofte karakteriseres som kortroman. Bogen har imidlertid en klar romankarakter, og på den led er den vigtig for Barkers forfatterskab, fordi den blev en del af hans omstilling fra novelle- til romanformatet.

The Hellbound Heart er afgjort en af de bøger, som ikke behøver ret meget introduktion, men lad os alligevel lige få handlingens grundtræk på plads. Nygifte Rory og Julia flytter ind i et hus, der har været i Rorys families eje længe. Hvad de ikke ved, er, at Rorys nu forsvundne bror gennemførte et magisk ritual på loftet nogle måneder forinden, som åbnede døren ind til de ultimative nydelsers dimension og hidkaldte de såkaldte ”Cenobites”, der trak ham ind i deres dimension, hvor Frank nu og i al evighed er dømt til seksuel tortur.

Paperback, Fontana 1991

Ved en tilfældighed bliver Frank mere død end levende hentet tilbage fra cenobitternes verden. Hans legeme er ødelagt, men det kan genskabes gennem safter fra andre kroppe. Julia, der har haft en affære med Frank, opdager, at han er kommet tilbage og indvilliger i at skaffe næring til ham, så de sammen kan flygte fra livet med Rory.

Julia begynder derfor at hente mænd hjem til huset, som Frank kan fortære og derved genvinde sine kræfter. Desværre for Julia og Frank, så opdager Rorys veninde Kirsty, at der foregår noget lusket i huset, og hun forsøger at komme til bunds i sagen. Imens arbejder cenobitterne på at få deres undvegne fange tilbage. Alt i fortællingen er dermed programmeret til at tørne sammen i det lukkede rum på første sal, hvor Frank skjuler sig.

Clive Barker (født 5. oktober 1952)

Set i forhold til novellerne i Books of Blood-serien er The Hellbound Heart på den ene side helt i forlængelse af disse, men omvendt afsøger Barker også nyt terræn her. Jagten på nydelse, uanset i hvilken form det måtte være, er det centrale udgangspunkt i ganske meget af det, som den unge Barker skrev. Med The Hellbound Heart føjer han imidlertid en ny dimension til den hedonistiske jagt ved at flytte længslen efter seksuel spænding og nydelse ind i hjemmets helt ordinære rammer.

Frank, det sorte får i familien, har naturligvis valgt familieliv og borgerlig ro fra, til fordel for jagten på tilfredsstillelse. Hans enorme libido og smag for ekstremer virker på Julia, der i Frank ser al den frihed og vildskab, som hun ikke finder i samlivet Rory. Mens Frank på den led vandrer lige i armene på cenobitterne og her får meget mere, end han kan gabe over, går Julia i præcis samme fælde hos Frank. Hun styres også blindt af sine følelser og havner i ødelæggelsen, fordi hun som Frank ikke kan holde til at udleve de længsler og lyster, som hun bærer inde i dem selv.

Hardcover, Dark Harvest 1986. Historien udkom første gang som del af denne antologi

Betydningen er klar. Den ligger allerede i titlen, The Hellbound Heart; hjertet, der dømmer sig selv til helvede på grund af sine lyster. Uforløste længsler er destruktive kræfter, der dræber os langsomt, siger Barker her. Det demonstreres i bogen igennem Kirsty, der tydeligvis har været ulykkeligt forelsket i Rory gennem ganske lang tid, mens længsler, der jagtes utøjlet, også fører til undergang, hvilket Frank og Julia naturligvis må sande. Barkers udmelding bliver på den led, at længsler er noget, vi må se i øjnene og forsøge at håndtere, hvis de ikke skal tage kræfterne fra os.

Barker udmaler med andre ord et paradoks for os, fordi vi ikke kan leve uden længsler, men vi kan heller ikke leve med dem. Han siger samtidig også, at disse længsler er en drivkraft i vores liv, som fører os fremad og giver os næring; blot må de indfries i små bider, hvis de ikke skal overtage os. Hele teksten er sammensat af disse paradoksale forhold eller dikotomier. Smerte og nydelse, liv og død, krop og sjæl kontrasteres hele tiden som voldsomme modsætninger, der udfordrer det ellers stille ægteskabsdrama, som udgør romanens facade. Billedligt indfanger Barker dette til sidst, da Julia endegyldigt er blevet offer for sine egne længsler og iklæder sig sin gamle brudekjole som indikation på en form for absurd vielse til Frank.

Paperback, HarperPaperbacks 1991

”By some extraordinary act of will, Julia had managed to put her wedding dress on, and secure her veil upon her head. Now she sat in the dirt, the dress besmirched. But she looked radiant nevertheless; more beautiful, indeed, for the fact of the ruin that surrounded her. (s. 126)”

Her har vi det paradoksale igen, for Frank vil naturligvis aldrig gifte sig; alt han repræsenterer, er netop præcis det modsatte af ægteskabet, og alligevel vil Julia tøjle dette og gribe det gennem vielsen.

Hardcover, Earthling Publications 2007

The Hellbound Heart er på alle måder en fabelagtig skrækroman, men en af de ting, som er slående ved bogen, er Barkers sprog, der trods hans voldsomme visioner er drevet af en tydelig, romantisk kraft, som i den grad søger efter det smukke eller skønne. Der er en klassisk jagt efter det sublime i hans sprog, som hele tiden forsøger at indfange momentan skønhed, vel at mærke ikke i det sikre og ufarlige, men i tvetydighedernes mørkeland, hvor døden og entropien bliver trinbræt for sansningen af verdens skønhed. Eksempelvis, som når han beskriver det smukke i Julia, som en ødelagt brud. Det gør den tidlige Barker til en dybt fascinerende forfatter, som det lønner sig at genbesøge mange gange.

Men hvad der gør ham til en endnu mere fascinerende forfatter, er hans sans for ikonografi og visualitet i teksten. Barkers billeder er med andre ord helt forrygende, fordi de med en blanding af stor præcision og afmålt vaghed skaber utrolige momenter, der tegner sig lyslevende for læseren i al deres rå sejhed og fremmedartede skønhed.

Paperback, Harper 2007

Bedre kan skrækfiktion næsten ikke blive, og en lille del af mig bliver ved med at beklage, at Barker ikke kunne fortsætte med at skrive den slags tekster, fordi han opnår så utrolig meget med sit valg af skrækgenren som lyrisk afsæt. Blot flyttede han sig som forfatter, og det er jo et godt, for alt andet ville være endt i tam stagnation. Men alligevel… kunne han ikke bare have skrevet en samling noveller mere, bare en roman mere, før han forlod genren til fordel for kedsommelig, såkaldt ”magisk realisme”?

Barker og King – gysets konge og manden, der stjal hans trone

En lille milepæl i min samling

Paperback, Arkahm House 1979

Her er lidt travlt for tiden, men så kan jeg jo glæde mig over de små ting. Eksempelvis, at jeg har nået en lille milepæl i forhold til min bogsamling. Jeg har nemlig netop fået anskaffet mig et eksemplar af The Black Book of Clark Ashton Smith, udsendt 1979 i 2500 eksemplarer hos Arkham House. Endda et eksemplar, der er signeret af Andrew Smith, som illustrerede bogen. Men mere om den i et andet indlæg.   

Bogen var den sidste, som Arkham House udsendte i 70’erne, og dermed afsluttede de et af forlagets mest produktive årtier. Forlaget begyndte samtidig den langsomme og tragiske død, der fortsat ikke er fuldstændig indtruffet.

For mig betyder bogen imidlertid også, at jeg nu har alle bøger, som forlaget udgav mellem 1970 og ´79. Det vil sige 37 titler i alt, hvilket er ganske pænt for et lille, højt specialiseret foretagende. Arkham House-udgivelser er en af mine samlermanier, og det er faktisk ret fedt at have afsluttet et helt årti nu. Den slags skal man nok være samler for at forstå det fede i, men sådan er jeg altså indrettet oppe i hovedet. Heldigvis har jeg også læst alle 37 bøger, så ren ophobning er det skam ikke.

Alle bøger som Arkham House udgav i 1970’erne på et bord