Clive Barker, The Hellbound Heart (1986): “You Want It Darker Still…”

Paperback, Fontana 1991. Fortællingens 1. udgave som selvstændig bog

Der er næppe nogen tvivl om, at The Hellbound Heart er en af Clive Barkers bedst kendte fortællinger, og formentlig også det man kan kalde hans signaturværk. Da han bragede igennem på skrækscenen i første halvdel af 80’erne, var det med novellesamlingerne The Books of Blood, der blev en fuldt fortjent, kæmpemæssig succes. Novellerne i Books of Blood er alle relativt lange, og The Hellbound Heart er kun marginalt længere, hvorfor den også ofte karakteriseres som kortroman. Bogen har imidlertid en klar romankarakter, og på den led er den vigtig for Barkers forfatterskab, fordi den blev en del af hans omstilling fra novelle- til romanformatet.

The Hellbound Heart er afgjort en af de bøger, som ikke behøver ret meget introduktion, men lad os alligevel lige få handlingens grundtræk på plads. Nygifte Rory og Julia flytter ind i et hus, der har været i Rorys families eje længe. Hvad de ikke ved, er, at Rorys nu forsvundne bror gennemførte et magisk ritual på loftet nogle måneder forinden, som åbnede døren ind til de ultimative nydelsers dimension og hidkaldte de såkaldte ”Cenobites”, der trak ham ind i deres dimension, hvor Frank nu og i al evighed er dømt til seksuel tortur.

Paperback, Fontana 1991

Ved en tilfældighed bliver Frank mere død end levende hentet tilbage fra cenobitternes verden. Hans legeme er ødelagt, men det kan genskabes gennem safter fra andre kroppe. Julia, der har haft en affære med Frank, opdager, at han er kommet tilbage og indvilliger i at skaffe næring til ham, så de sammen kan flygte fra livet med Rory.

Julia begynder derfor at hente mænd hjem til huset, som Frank kan fortære og derved genvinde sine kræfter. Desværre for Julia og Frank, så opdager Rorys veninde Kirsty, at der foregår noget lusket i huset, og hun forsøger at komme til bunds i sagen. Imens arbejder cenobitterne på at få deres undvegne fange tilbage. Alt i fortællingen er dermed programmeret til at tørne sammen i det lukkede rum på første sal, hvor Frank skjuler sig.

Clive Barker (født 5. oktober 1952)

Set i forhold til novellerne i Books of Blood-serien er The Hellbound Heart på den ene side helt i forlængelse af disse, men omvendt afsøger Barker også nyt terræn her. Jagten på nydelse, uanset i hvilken form det måtte være, er det centrale udgangspunkt i ganske meget af det, som den unge Barker skrev. Med The Hellbound Heart føjer han imidlertid en ny dimension til den hedonistiske jagt ved at flytte længslen efter seksuel spænding og nydelse ind i hjemmets helt ordinære rammer.

Frank, det sorte får i familien, har naturligvis valgt familieliv og borgerlig ro fra, til fordel for jagten på tilfredsstillelse. Hans enorme libido og smag for ekstremer virker på Julia, der i Frank ser al den frihed og vildskab, som hun ikke finder i samlivet Rory. Mens Frank på den led vandrer lige i armene på cenobitterne og her får meget mere, end han kan gabe over, går Julia i præcis samme fælde hos Frank. Hun styres også blindt af sine følelser og havner i ødelæggelsen, fordi hun som Frank ikke kan holde til at udleve de længsler og lyster, som hun bærer inde i dem selv.

Hardcover, Dark Harvest 1986. Historien udkom første gang som del af denne antologi

Betydningen er klar. Den ligger allerede i titlen, The Hellbound Heart; hjertet, der dømmer sig selv til helvede på grund af sine lyster. Uforløste længsler er destruktive kræfter, der dræber os langsomt, siger Barker her. Det demonstreres i bogen igennem Kirsty, der tydeligvis har været ulykkeligt forelsket i Rory gennem ganske lang tid, mens længsler, der jagtes utøjlet, også fører til undergang, hvilket Frank og Julia naturligvis må sande. Barkers udmelding bliver på den led, at længsler er noget, vi må se i øjnene og forsøge at håndtere, hvis de ikke skal tage kræfterne fra os.

Barker udmaler med andre ord et paradoks for os, fordi vi ikke kan leve uden længsler, men vi kan heller ikke leve med dem. Han siger samtidig også, at disse længsler er en drivkraft i vores liv, som fører os fremad og giver os næring; blot må de indfries i små bider, hvis de ikke skal overtage os. Hele teksten er sammensat af disse paradoksale forhold eller dikotomier. Smerte og nydelse, liv og død, krop og sjæl kontrasteres hele tiden som voldsomme modsætninger, der udfordrer det ellers stille ægteskabsdrama, som udgør romanens facade. Billedligt indfanger Barker dette til sidst, da Julia endegyldigt er blevet offer for sine egne længsler og iklæder sig sin gamle brudekjole som indikation på en form for absurd vielse til Frank.

Paperback, HarperPaperbacks 1991

By some extraordinary act of will, Julia had managed to put her wedding dress on, and secure her veil upon her head. Now she sat in the dirt, the dress besmirched. But she looked radiant nevertheless; more beautiful, indeed, for the fact of the ruin that surrounded her. (s. 126)”

Her har vi det paradoksale igen, for Frank vil naturligvis aldrig gifte sig; alt han repræsenterer, er netop præcis det modsatte af ægteskabet, og alligevel vil Julia tøjle dette og gribe det gennem vielsen.

Hardcover, Earthling Publications 2007

The Hellbound Heart er på alle måder en fabelagtig skrækroman, men en af de ting, som er slående ved bogen, er Barkers sprog, der trods hans voldsomme visioner er drevet af en tydelig, romantisk kraft, som i den grad søger efter det smukke eller skønne. Der er en klassisk jagt efter det sublime i hans sprog, som hele tiden forsøger at indfange momentan skønhed, vel at mærke ikke i det sikre og ufarlige, men i tvetydighedernes mørkeland, hvor døden og entropien bliver trinbræt for sansningen af verdens skønhed. Eksempelvis, som når han beskriver det smukke i Julia, som en ødelagt brud. Det gør den tidlige Barker til en dybt fascinerende forfatter, som det lønner sig at genbesøge mange gange.

Men hvad der gør ham til en endnu mere fascinerende forfatter, er hans sans for ikonografi og visualitet i teksten. Barkers billeder er med andre ord helt forrygende, fordi de med en blanding af stor præcision og afmålt vaghed skaber utrolige momenter, der tegner sig lyslevende for læseren i al deres rå sejhed og fremmedartede skønhed.

Paperback, Harper 2007

Bedre kan skrækfiktion næsten ikke blive, og en lille del af mig bliver ved med at beklage, at Barker ikke kunne fortsætte med at skrive den slags tekster, fordi han opnår så utrolig meget med sit valg af skrækgenren som lyrisk afsæt. Blot flyttede han sig som forfatter, og det er jo et godt, for alt andet ville være endt i tam stagnation. Men alligevel… kunne han ikke bare have skrevet en samling noveller mere, bare en roman mere, før han forlod genren til fordel for kedsommelig, såkaldt ”magisk realisme”?

Barker og King – gysets konge og manden, der stjal hans trone

4 kommentarer

Filed under Roman

4 responses to “Clive Barker, The Hellbound Heart (1986): “You Want It Darker Still…”

  1. Henning

    Clive Barker! Yes: – bodyhorror! Og selvfølgelig skulle The Hellbound Heart filmatiseres – jeg er bare ikke sikker på, at det er gjort med Hellraiser. Men okay: godt forsøgt. Og forøvrigt finder jeg også, at Candyman – the movie, ligger lidt langt fra Candyman-the short story.
    Men skidt nu med det, for selvfølgelig skal Clive Barker på banen. For mit egentlige ærinde er: – nej, Martin! Barker gik over til “magisk realisme”. Den slags finder du hos Peter Høeg, Ebbe Kløvedal, Gabriel Marquez, Borges m.fl. etc osv. (gad vide om ikke afsnittet “Carolus” i Johs.V.Jensens Kongens Fald kan komme ind under den paraply? Eller hvad med Joyce “Finnegan’s Wake”? Hvordan er det at bo på “Safetyfirst Street”?)
    Nej! Barker gik over til fantasy og (især) Urban Fantasy (Weaveworld, Imajica), ligesom Tad Williams gik fra SF til Fantasy (under dække af noget med Virtual Reality/computerverden-simulation). Det var nemlig The Name Of The Game – eller Det Eneste Spil I Byen – på daværende tidspunkt. Og mindsanten om ikke Stephen King – himself – også lige skulle prøve den: – The Dark Tower!
    Så vissevasse 🙂
    Iøvrigt har jeg mistanke om, at – hm – amalgamet “Urban Fantasy” har haft sådan en “fringe-eksistens”, også i dansk litteratur. Peter Høeg er nævnt, men hvad med Anders Westenholz eller Ole Henrik Laub? Og jeg “mistænker” også at såkaldt New Weird har sit udgangspunkt heri. Det kan godt være at Iain Banks ikke skriver SF, når det ikke er under navnet Iain M Banks, men det er godtnok heller ikke “main-stream”. I mit hoved er der en eller anden korrespondance mellem Banks’ “Broen”, Westenholz’ “Den Udvalgte” og Sam J. Lundwalls “Fängelsestaden”. Så på den måde er New Weird et barnebarn af New Age. Og New Weird er en slags nevø til Urban Fantasy 🙂
    Og der kom jeg vist lige lovligt langt væk fra Clive Barker – beklager. Så: – god præsentation af Clive Barker og – som sædvanlig – spændende læsning.

    hilsen Henning

    • Martin

      Hej Henning, forsinket tak for kommentar. Jeg er jo grundlæggende enig med dig, men jeg tror, at jeg til dels opfatter magisk realisme og urban fantasy som dele af samme genre. Det er klart, at især urban fantasy-begrebet kan bruges til at indkredse nogle ting mere præcist end den forfærdelige magisk realisme-betegnelse, der desværre er blevet skamredet af både forlag og forfattere, som helst ikke vil sige, at de skriver genrefiktion, fordi det ikke lyder tilpas litterært. Helt grundlæggende er det nok mest præcist at sige, at Barker kastede sig over fantasy. Så har man hverken sagt for lidt eller for meget.

      • Henning

        Hej Martin

        Skidt med “forsinket” – der kommer jo et svar, det ved jeg jo, der gør.
        M’kay! Jeg er ikke i tvivl om, at “magisk realisme” er blevet brugt liiiige liiitt udover det behørige (også det hænger muligvis sammen med en “trend” – forfærdeligt ord – dér i 80’erne, hvor “100 års ensomhed” og “Åndernes hus” var det nye sort. På det tidspunkt var der jo også knald på karamellen med Marge Piercys “Kvinde ved tidens rand”, Fay Weldons “Støvbold”, Doris Lessings “Shikasta”-tetralogi og Italo Calvinos “Hvis en vinternat en rejsende”. Så det var jo en fest, med Verden Ifølge Garp).
        Vi andre må, med Gustav Wied og Søren Forkarl, i “Den Hellige Aand”, prøve at holde vores svinesti ren, “som skrevet står!” Og magisk realisme er bare ikke en urtepotte man kan plante en hvilken somhelst kollegie-yucca-palme i. Ligesom det er misforstået, at Jules Verne skulle have skrevet “Steam Punk” – aldeles ikke!
        Bemærk venligst, at jeg aldeles ikke skælder ud på dig, Martin. Det er nok mere fordi, at jeg ikke synes at de der sydamerikanske magiske realister, eller Salman Rushdie, eller Rabindranath Tagore, eller Antoine Saint-Exupery skal slås i hartkorn med ethvert udifferentieret litterært output. Også af akademiske årsager – det hele er bare ikke nogen stor pærevælling, selvom vi heller ikke behøver at fluekneppe/pindehugge.
        Og iøvrigt er “100 års ensomhed ” ikke mesterværket – det er “Patriarkens Efterår”, der er det. Og ja! Den er ikke nem. Og —- ? 🙂
        Godt! Nok er nok! Jeg kunne “gafle” derudaf om magisk realisme, men jeg kan allerede se, at jeg har fået “knaldet” en del af, så medmindre dette skal udarte, må jeg hellere nøjes med at sige: – tak for svaret, og vi høres ved 🙂

        hilsen Henning

  2. Martin

    Henning, du har afgjort en pointe. Først og fremmest må jeg skynde mig at indrømme, at jeg lidt hastigt fik skrevet ”magisk realisme” i mit Barker-indlæg. Jeg brugte termen for at tage afstand til Barkers senere værker, der lugter langt væk af Neil Gaiman, Kim Newman og alle de andre smarte fyrre og fyrrinder, som har indtaget bestsellerlisterne siden 00’erne. Forfattere jeg har et noget anstrengt forhold til. Jeg er ikke specielt begejstret for magisk realisme-betegnelsen fordi jeg generelt ikke er så glad for alle disse genreunderinddelinger, som fans sværger til og udkæmper blodige slag omkring. Jeg har det svært med alle disse spidsfindige grupperinger, men ja, der er naturligvis også nogle fordele, for man kan hurtigt komme til at samle meget forskellige værker under samme hat. Men er det i virkeligheden et problem? Har vi i virkeligheden brug for betegnelser, som magisk realisme og urban fantasy? Bidrager de til andet end overfladiske sammenstillinger, der alligevel ikke holder, når man går tættere på værkerne? Har vi ikke nok i de store betegnelser som fantasy, SF og skrækfiktion? Det tror jeg egentlig, at vi har. Men hvad pokker, det er jo en folkesport at placere værker i undergenrer, så jeg står nok ret alene med det synspunkt.
    Det er en spændende debat, som du her rejser, Henning!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.