Robert Marasco, Burnt Offerings (1973): Når alt ramler

Paperback, Coronet 1977

Lidt afhængigt af hvordan man tæller, så er der en håndfuld skrækromaner fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, der står som helt centrale fikspunkter i genrens nyere udvikling. Gyset i dag ville ikke være det samme uden disse romaner, hvor Levins Rosemary’s Baby (1967) og Blattys The Exorcist (1971) naturligvis nu er de bedst kendte. Men andre romaner hører til i den gruppe, og her skal vi se nærmere på Robert Marascos Burnt Offerings fra ’73. En roman, der måske stedvist er en smule usleben og kluntet, men som samtidig byder på nogle af de mest isnende skrækpassager, som periodens genrelitteratur kunne tilbyde.

Historien handler om Marion, Ben og deres lille søn David, der lever i New York; 70’er-fiktionens svar på Sodoma og Gomorra. Marion drømmer om mere plads, og derfor er hun på konstant jagt efter muligheder for en flytning eller bare et sted, hvor familien kan holde ferie i mere frie omgivelser end den omklamrende storby. Desværre kniber det med penge; Ben er lærer og arbejder på en bog, som han ikke rigtigt kommer nogen vegne med. Han tjener heller ikke ret meget. Ikke nok til et hus i hvert fald. Derfor virker det også forlokkende, da Marion falder over en annonce i avisen, hvor et søskendepar søger en familie, der vil passe deres villa på Long Island i løbet af sommeren, mens de er bortrejst. Stedet lyder som den rene landlige idyl, og Marian overbeviser Ben om at tage afsted og give det en chance.

Robert Marasco (22. september 1936 – 6. december 1998)

De regner ikke med at få tjansen, men her får de sig en overraskelse. Husets to ejere bliver straks betaget af Marion, og efter lidt symbolsk forhandling bliver drømmen til virkelighed. Den gamle villa er deres denne sommer. Det viser sig imidlertid også, at der er en lille hage ved aftalen. De to ejeres gamle mor bor stadig oppe på første sal. Hun er syg, men passer mere eller mindre sig selv, får Ben og Marion at vide. Der skal stilles lidt mad op til hendes dør, men ud over det skal de bare ignorere hende. Det er en anelse mystisk, men til at overkomme – husets luksus taget i betragtning. Stedet er kæmpemæssigt, så Ben og Marion beslutter at invitere Bens gamle, excentriske tante med i huset. Dermed er romanens primære persongalleri på plads, og scenen er sat til en rædselsoplevelse, der ødelægger familien fuldstændig.

Der hviler en sær stemning over huset, og Marion drages tydeligvis af stedet på et dybt, personligt plan. Der opstår en form for bånd mellem hende, villaen, samt ikke mindst denne hemmelighedsfulde mor, som ingen andre end Marion ser. Men ser hun hende i virkeligheden?

Hardcover, Delacorte Press 1973. Romanens første udgave

 

Forholdet mellem Marion og Ben forværres hurtigt, og der er ikke nogen tvivl om, at huset kommer imellem dem. Marion forsvinder ind i en anden, hjemsøgt verden, som hverken Ben eller deres søn kan blive en del af. Men der er mere, for Ben begynder også at mærke en form for underliggende aggressivitet eller vrede vokse i sig, som navnlig David får at føle. På uforklarlig vis presser huset alle dets beboere, og de presses så langt, at de en for en brister.

Forlægget for Burnt Offerings er uden tvivl Jacksons The Haunting of Hill House (1959). Den gennemsyrer hele bogens væsen, men Marasco foretager alligevel nogle greb, der flytter hans roman ind i et andet terræn. Hvor Hill House er et rædselsbillede på Eleanors indre sjæleliv, rykker Marasco sit fokus til det ydre og gør den grundlæggende samme fortælling til et familiedrama med huset som scene i en fortælling om fremmedgørelse og tabte følelser. Det gør han ekstremt stærkt, selvom hans stil er svulstig og overgjort. Så stærkt, at gode gamle King tydeligvis lod sig kraftigt inspirere til den storsælgende The Shining (1977), der ikke har meget originalt at byde på, når man først har skrællet de lånte dele fra henholdsvis Jackson og Marasco bort. Men det er et sidespring.

Paperback, Dell 1976

Det virkningsfulde i Burnt Offerings ligger i samspillet mellem skildringen af den tunge, nedadgående spiral, som familien befinder sig i, og en række mere eller mindre subtile, overnaturlige elementer, Marasco løbende introducerer. Navnlig de scener, hvor Marian og huset interagerer, er potente. Her bliver den form for stille gys, som Marasco opererer med, udnyttet maksimalt. Mysteriet, som huset udgør, står sitrende og fascinerende, mens vi som læsere følger den stadigt mere distancerede Marians vej væk fra denne verden. Det hele bliver så anspændt, at Marasco med ganske få armbevægelser kan få selv meget subtile detaljer til at virke forstyrrende eller direkte skræmmende. Et gammelt fotografi, en sær lyd osv. Fordi grundstemningen er så intens, som den er, laver selv de enkleste ting særdeles meget larm i villaens stille stuer.

Marian er uden tvivl bogens mest interessante karakter, og hun ligner på mange måder Jacksons Eleanor. De længes i hvert fald begge voldsomt mod noget andet. Hvor Eleanors længsler handler om kærlighed, fysisk ømhed og sex, går Marians længsler i retning af uforløste drømme om et bedre og rigere liv; et liv i med velstand harmoni. Modbilledet på alt dette er naturligvis families indeklemte lejlighed i storbyen, hvor larm og snavs er allestedsnærværende. Da Eleanor kommer til Hill House, er hun med andre ord parat til at modtage husets invitation ind i dets skyggeverden, fordi stedet lokker med at opfylde hendes længsler. Hos Marasco sker præcis det samme, Marian er det perfekte offer, fordi hendes indestængte utilfredshed gør hende helt og aldeles åben over for husets tilnærmelser.

Hardcover, Centipede Press 2012

I Danse Macabre peger førnævnte Stephen King på økonomi som et væsentligt tema i 70’ernes gys. Det har han ret i, og Burnt Offerings er da også afgjort et eksempel på den rolle, som materiel velstand og økonomisk sikkerhed spiller i en hel del af samtidens romaner.

Man kan så her indskyde, at der er en afgørende forskel mellem henholdsvis Marascos og Jacksons hus. Hvor man hos Jackson må sige, at det nok nærmere er Eleanor, der skaber hjemsøgelsen og er spøgelset, er der hos Marasco ingen tvivl om, at huset har sin egen vilje og agerer med en egen agens. Det gør, trods de mange lighedspunkter, de to romaner ganske forskellige i deres substans, og Hill House et noget mere sofistikeret motiv end det vi møder i denne roman. Men det kan nok heller ikke overraske, for mange har efterlignet Shirley Jackson, men ingen kommer op på siden af hende.

Paperback, Valancourt Books 2015

Hvis man skal forklare, hvorfor Burnt Offerings blev så stor og vigtig en roman, som den var i 70’erne og 80’erne, så skyldes det den måde, Marasco formår at iscenesætte gyset som bagtæppe for det egentlige drama, nemlig familiens sammensmeltning. Gyset er dermed ikke det væsentlige, men fordi gruen er til stede og aktivt bruges som forstærkende element, bliver familiedramaet til et intenst, hvidglødende portræt, der går ind under huden og brænder sig fast. Det nære portræt at en lille persongruppe, som udgangspunkt for gruen, hænger formentlig sammen med Marascos hovedvirke som dramatiker. Det fører ham utraditionelt ind i skrækgenren, hvilket absolut er en god ting.

Som nævnt er Marasco sprogligt ikke nogen stor prosaforfatter. Dramaet løber af med ham og dialogen bliver til tider en smule patetisk, men det er ikke så vigtigt, fordi bogen er gjort ud af et dybt dragende stof, der opbygger en særdeles fortættet stemning af ødelæggelse, vold og gru. Marasco maser sig kluntet ind på sin læser, men han overrasker også løbende med sine stille, poetiske scener, der gennemsyres af dødsånd. Døden hviler over huset, og det sidste kapitel, hvor vi siger farvel til huset og Marian, må siges at være noget af det mest billeddannende og atmosfæriske skrækfiktion, som 70’ernes første halvdel fostrede. Der er således al mulig grund til at finde Burnt Offerings frem fra gemmerne, rodekassen eller hvor den nu har været gemt af vejen, for den fortjener at blive læst og ikke glemt. Romanen var i øvrigt Marascos eneste skrækroman, hvilket er trist, for det ville være spændende at se, hvor han gik hen næste gang.

 

Foredrag om Lovecraft i Kolding

Jeg synes næsten, at jeg må gøre lidt reklame for et arrangement i Kolding d. 31. august.
James Machin, der har skrevet den virkeligt interessante Weird Fiction in Britain 1880–1939, kommer til Kolding og holder foredrag på byens bibliotek. Det er lidt af et scoop, synes jeg, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at få ham hørt. Han skal tale om H.P. Lovecraft, hvilket er rigtig fint, selvom jeg egentlig helst ville høre ham tale om de englændere, som han har skrevet så godt om. Hans bog kom sidste år, 2018, og jeg har faktisk kunnet bruge den i mit egent arbejde med Skrækvisioner; min genrehistoriske oversigt, som gerne snart skulle udkomme.

Når jeg i det hele taget regner med at høre Machin, så skyldes det, at Death In Rome spiller i byen samme aften. Det er en band, som jeg begejstret har skrevet om på bloggen flere gange, så dem må jeg afgjort endelig få hørt live nu. Derfor turen fra København (helt til!) til Kolding.

Begge arrangementer kan vi i øvrigt takke foreningen Nightmare Culture for, så stor tak til Søren Thomsen og Mette Alrø. Stærkt gået.

Her får I lige Death In Romes version af “Barbie Girl”:

Dan Simmons, Summer of Night (1991): Nostalgisk gys med børn? Nej tak!

Hardcover, Headline 1991

Så er vi tilbage ved Dan Simmons. Jeg har skrevet det før og gentager det nu: Song of Kali er en fantastisk bog. Simmons debuterede med bravur, men alt det, der gjorde hans debut fremragende, forsvandt forbløffende hurtigt fra forfatterskabet og efterlod alle de mislyde, der sådan set også var i hans første roman. Det er ganske trist, selvom Simmons og hans fans sikkert ser noget anderledes på sagen. Simmons udviklede sig i hvert fald i slutningen af 80’erne til en topsælgende genrebogsforfatter, som for alvor havde en storhedstid i midten af 90’erne, så mine problemer med hans fiktion er jo tydeligvis en smagssag.

En anden ting, som jeg også bemærkede, da jeg skrev om Carrion Comfort (1989), er, at Simmons er lidt af en hamskifter, der springer frit i mellem genrerne på spændingsfiktionens overdrev. Han bevæger sig mellem gys, SF og fantasy, og med et nærmest filmisk blik for den enkelte genres klichéer og ikoniske detaljer. I Carrion Comfort var det eksempelvis techno-thrilleren, som Simmons loyalt tog under behandling. I Summer of Night fra 1991 gik han i en anden retning og gav os sit bud på en genfortælling af Ray Bradburys klassiker Something Wicked This Way Comes (1962).

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Men hov, tænker du nok straks, det har en anden da også gjort. Og ja, Stephen King har gjort præcis det samme med It (1986), og der kan ikke være nogen tvivl om, at Simmons har læst og fordøjet King grundigt, før han gik i gang med sin roman. Med Summer of Night er vi med andre ord dybt inde i en særlig stilistisk tilgang til gyset, som målt i salgstal afgjort er rentabel, men som også på alle andre måder må betragtes som en plat, æstetisk dødssejler.

Handlingen er henlagt til lillebyen Elm Haven i det amerikanske kerneland, og året er 1960. Vores hovedpersoner er fem store børn, fire drenge og en pige, hvor sidstnævnte først for alvor slutter sig til gruppen lidt senere i handlingen. Historien begynder på sidste skoledag før sommerferien, hvor skæbnen vil, at der sker noget mystisk på byens gamle skole. Et barn forsvinder efter at være gået på toilettet midt under en time, og så er tonen ellers lagt for børnenes ferie, som bliver noget anderledes end det, de alle fantaserer om i første kapitel.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1991. Romanens 1. udgave

Kort fortalt viser det sig, at der skjuler sig en form for ældgammel ondskab i byens skole, som ingen af de voksne for alvor opfatter, fordi voksne er kedelige størrelser, der ikke har sans for mystik og eventyr længere. Det har de fem børn imidlertid. De har præcis den rigtige, magiske alder mellem barndom og voksenliv, hvor de er store nok til at forstå og handle i verden, men alligevel for små til for alvor at blive taget alvor. De går med andre ord under radaren, og dermed er de naturligvis den værste fjende, som skolens ”ondskab” kunne frygte at komme op i mod.

Det grundlæggende plot og de forskellige tematikker omkring spirende seksualitet og barndom versus voksenliv har Simmons hentet direkte og skamløst fra Bradbury. Men, som sagt, gennemsyrer Stephen King, og Kings formsprog, alle bogens sider, og det betyder, at flere andre tematikker er lånt fra It. Hovedpersonerne er således meget forskellige både kulturelt og økonomisk; med sympatien entydigt placeret hos den snusfornuftige arbejderklasse, som King også sværmer for.

Hardcover, Penguin 1991

Simmons gør et stort nummer ud af at skildre dranker-familien, den irsk-katolske familie, den klassiske arbejderklassefamilie og så videre. Det er klichéer og skabeloner, som rulles ud her, og præcis som hos King og Bradbury bliver alt sovset ind i en tung stemning af sukkersød nostalgi. Nostalgi både i forhold til barndommens svanesang og i forhold til en svunden tid, der fremstilles som enklere og grundlæggende mere sympatisk end nutiden. Hos King og Bradbury er det 50’erne, der romantiseres, hos Simmons er det 60’erne, men resultatet er den samme kvælende, rosenrøde grød.

Der, hvor Simmons for alvor skiller sig ud fra de to andre, er, at han i sin ganske It-lange roman har slået sig løs og tilføjet en hel del mere overnaturligt og dramatisk ramasjang, end navnlig King fandt plads til. Børnene i Summer of Night kommer derfor ud for voldsomme hændelser i form af levende døde og enorme, kødædende orme, som graver sig frem under jorden i og omkring Elm Haven. Det er vildt og pulpet, det samme er selve forklaringen på det overnaturlige, der tilsyneladende skyldes en stor, forhekset malmklokke, der blev flyttet fra Italien til skolen som en gave for år tilbage. Her er Bradbury og selv King en hel del mere elegante eller subtile i omgangen med det overnaturlige, men Simmons skulle vel også gå sin egen vej et eller andet sted i bogen.

Paperback, Warner Books 1992

Præcis som It lider Summer of Night under sit enorme omfang, som skaber plads til alt for meget ligegyldig, gemytlig karakterbeskrivelse og navlepillende nostalgi. Sentimentalt kapitel på sentimentalt kapitel ruller forbi, mens vi skal være vidne til, hvordan børnenes venskaber udvikler sig og deres karakterer ændres. De svage bliver stærke, de dumme viser sig at være snu, og nye sider opdages i vennegruppens dynamik. Sådan er livet, siger Simmons, mens han behagesygt luller sin læser ind i falske minder om en barndom, som ingen uden for Bulderby nogensinde har haft.

Summer of Night lefler for sin læser og smigrer os med de dummeste tricks fra værktøjskassen. Det virker uden tvivl, for bogen blev et kæmpe hit, men hvor er det dog trist. Det er tarvelig og leflende fiktion, som skemader sin læser med sødsuppe og synger en sang om, at alt var bedre en gang. Imens bogens ”De Fem” i bedste nævenyttig-barneopdagerstil forsikrer os om, at alt ender godt, for vi ved jo, at børnene altid vinder i sidste ende.

Hardcover, Subterranean Press 2016. Romanns seneste udgave i lækkert udstyr, som alt andet Subterranean Press udsender

 

 

Lindsay Gutteridge, Killer Pine (1973): Verdens mindste agent på nye eventyr

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

I 1971 havde Lindsay Gutteridge en mindre bestseller med A Cold War in a Country Garden. I hjemlandet England var bogens læsere begejstrede, og den solgte også godt i USA. Det er derfor ikke så underligt, at Gutteridge var fristet til at fortsætte eventyret, hvilket resulterede i Killer Pine fra 1973.

I første bind hørte vi, hvordan det engelske militær eksperimentelt udviklede en særlig ”skrumpepille”, der kan reducere en voksen mand til mikrostørrelse. En utrolig, men irreversibel effekt med et lidt usikkert formål. Romanens persongalleri var imidlertid begejstret, og den hærdede helt Matthew Dilke blev den første mikromand, der med et lille hold af venner trænede sig i mikrolivet i en baghave, hvor kampen mod insekter pludselig blev et spørgsmål om liv og død. Dilke blev også sendt på en hemmelig mission ind bag Jerntæppet, hvor han opdagede, at russerne ligeledes har udviklet ”mikromænd”.

Paperback, Futura 1979

Så langt så godt. Med andet bind bliver Dilke mere eller mindre med det samme sendt ud på en ny, tophemmelig opgave. Denne gang går rejsen til Nordamerika – Rocky Mountains for at være mere præcis. En besynderlig sygdom er begyndte at ødelægge bjergenes nåleskove, og den engelske regering er interesseret i at få opklaret, hvad denne sygdom skyldes, i fald den skulle sprede sig videre ud i verden. Da de ikke officielt kan blande sig i sagen, må det hele ske i hemmelighed, og hvad er mere hemmeligt end en mand, som man næsten ikke kan se? Det er i hvert fald mit bedste bud på, hvorfor Dilke skulle være det oplagte valg til opgaven.

Som du måske kan huske, fik Dilke en engelsk-afrikansk mikrokæreste med sig fra sit eventyr i Østblokken, og hun skal med på den nye mission. Parret får også følgeskab af en skotsk entomolog. Denne trio bliver nu sendt til USA, hvor deres opgave er at opklare mysteriet om denne ukendte sygdom.

I bogens begyndelse er der blevet indsat en illustration, som viser os Dilke i 1:1 – han måler 6 mm

Det arbejde går Dilke og vennerne på med stor ildhu. Naturligvis byder naturen i bjergene på ganske mange udfordringer, men stille og roligt kommer trioen på sporet af noget, der tilsyneladende knytter sig til områdets myrer. Noget kontrollerer åbenbart myrerne, og den store finale udspiller sig i bedste James Bond-stil dybt inde i en hul træstamme, hvor russiske agenter har bygget en mikrobase og via radiosignaler nu styrer en armé af kemisk bearbejdede myrer, der spreder træsygdommen. Pulp? I den grad!

Det første, man må konstatere med en roman som Killer Pine, er, at der trods forblommede forsøg på realisme ikke er skyggen af rationalitet bag historien. Det giver ingen mening, at Dilke skal afsted, og det er ufatteligt heldigt, at en mand af Dilkes størrelse, der kun kan rejse nogle få meter om dagen, er så heldig i det enorme bjergområde at finde frem til den russiske base ved et lykketræk.

Hardcover, Putnam 1973. Romanens 1. udgave

Gennemført tåbeligt kan man sige, men her er det, at man må gå med ind på bogens præmis og acceptere den, for hvad den er. Set i det lys bliver romanen et kulørt vildmarkseventyr, der låner en del af Ian Flemings mere spraglede idéer. I første bind var det afgjort vildmarkseventyret, det fungerede bedst. Det har Gutteridge uden tvivl også selv fornemmet, for det er præcis det element, han har trukket helt frem i forgrunden denne gang. Hovedparten af Killer Pine går dermed med de strabadser og udfordringer, livet i vildmarken byder hovedpersonerne. Der skal kæmpes på livet mod insekter, klatres i træer, bestiges bjerge og alt mulig andet. Den slags går rent ind hos mig, og da vi til sidst endelig stilles over for de onde mikro-kommunister, bliver det hele så barokt, at Gutteridge alligevel holder sin læser fanget.

Stilistisk er der ikke meget at komme efter i Killer Pine, idet Gutteridges sprog og tilgang er så fast forankret i den traditionelle, handlingsfokuserede pulp-tradition, at der ikke, rent æstetisk, er arbejdet videre iøjefaldende med teksten. Det er handlingen, der er det bærende, og havde Gutteridge ikke en uheldig hang til at lade sine hovedpersoner dosere en hel del for læseren (det er ikke for sjov, at vi har en forsker med på eventyret), kunne man kalde det for en hæsblæsende historie.

Hardcover, Jonathan Cape 1973

Nærmere end sproget er det derfor også mere interessant at dykke ned i begge romanerne og se dem som udtryk for en efterklang af ’68. Selvom vi strengt taget befinder os i en militærsammenhæng hos Dilke, er der en understrøm af antiautoritært oprør og seksuel frigørelse i teksten. Det er ikke tilfældigt, at Dilke finder sammen med en sort pige, som han helt åbenlyst har et forhold til. Det er heller ikke forkert at se det liv, som Dilke lever med sine kolleger i begyndelsen af første roman og videre gennem hele anden bog som en form for økologisk kollektiv, der lever af jorden, frigjort for kapitalistisk markedsøkonomi. Der er med andre ord et udtalt, tidstypisk utopisk element i Gutteriges’ univers, der helt sikkert har appelleret til de samme læsere, som også på samme tid eksempelvis genopdagede bøger som Thor Heyerdahls vildmarkseventyr og så fremdeles.

Man kan dermed sige, at mikrolivet er et utopisk landliv, der bringer mennesket tilbage i sin naturlige skala i forhold til naturen. I stedet for at dominere den bliver alt nu på naturens præmisser. Men selvfølgelig er der malurt i bægret, for kommunisterne er den ødelæggende kraft, der misbruger mikroteknologien og smadrer den arkadiske tilværelse, som Dilke har opnået. Der er med andre ord ikke tale om nogen endegyldig flugt fra den moderne verden, for verdens problemer følger mennesket, uanset hvor det rejser hen – om det er ned i mikrouniverset eller ud i verdensrummet. Det er i hvert fald Gutteridges budskab bag pulpen. Nu må vi se, om han føjer nyt til i det tredje og sidste bind i serien.

Paperback, Berkley Medallion 1974

Paperback, Panther 1975

 

 

 

 

Poul Anderson, Three Hearts and Three Lions (1961): På eventyr i Danmark

Paperback, Sphere Books 1974. Den herlige forside er skabt af Patrick Woodroffe

Jeg har været en smule optaget af Poul Anderson i den seneste tid, efter at jeg blev meget begejstret for hans The Broken Sword (1954) – et lille mesterværk af en genreroman, som varmt kan anbefales til alle, der er løbet sur i fantasygenren, som den ser ud i dag, og nu trænger til noget anderledes fra den kant. Three Hearts and Three Lions fra 1961 er stærkt beslægtet med førnævnte roman, men alligevel er der tale om to meget forskellige bøger. Sidstnævnte, der er under luppen her, kan da heller ikke hamle op med The Broken Sword, men den er trods det underholdende og sjov, fordi den udspiller sig i middelalderens Danmark. Det vil sige en noget eventyrlig udgave af dansk middelalder, men ikke desto mindre Danmark.

Poul Andersons ophold i Danmark som ung mand gjorde indtryk på ham, og den danske indflydelse slog igennem som eksotisk element i flere af hans tekster. I Three Hearts and Three Lions er den danske vinkel, som sagt, meget tydelig, ikke kun på grund af stedet, hvor handlingen udspiller sig, men også fordi det hele drejer sig om den paneuropæiske myte, der under vores himmelstrøg blandt andet har fået navnet Holger Danske.

Hr. Poul William Anderson (25. november 1926 – 31. juli 2001)

Romanens anslag udspiller sig under Anden Verdenskrig. Den forældreløse immigrant Holger Carlsen, der lever i USA, oplever en pludselig længsel efter at tage hjem til sit fædreland Danmark og gøre sit for at bekæmpe den tyske besættelsesmagt. Derfor drager Holger over Atlanterhavet og slutter sig til modstandsbevægelsen. Under en natlig aktion ved den sjællandske kyst, ikke langt fra Helsingør, besvimer Holger. Han forstår ikke, hvad der skete, men da han vågner, befinder han sig alene i en skov. En stridshingst med fuldt panser og rustning til en rytter står i nærheden og venter. Noget konfus snupper Holger, efter kort overvejelse, både hest og rustning og begiver sig afsted på det, der bliver et ganske utroligt eventyr.

Holger er forvirret og undrer sig over den vildsomme skov, han pludselig befinder sig i. Det ligner ikke det Danmark, han kender. Mere mystisk bliver det, da han kommer til en hytte, hvor han får mad og husly hos en gammel kone, der kommer med en række uhyrlige påstande. Konen fortæller nemlig, at Holger befinder sig i 1100-tallet. Han må altså være rejst i tid, hvilket Holger naturligvis først nægter at tro på, men snart begynder der at ske så mange ting, at han accepterer, at der må være tale om en form for sjælevandring, der har sendt ham bagud i tid.

Hardcover, Doubleday 1961. Romanens første udgave i bogformat

Konen i hytten er ikke en hvem som helst. Hun er en heks af folkeeventyr-slagsen, som tilbyder at hjælpe Holger med lidt sort magi. Han takker ja, uden helt at vide, hvad han siger ja til, og dermed begynder Holgers rejse ind i eventyrets verden, hvor han må rejse til elverfolkets rige for at kunne komme hjem til sin egen tid igen. Undervejs får han hjælp og følgeskab af en dværg, en svanemø og flere andre, men han møder også fjender. Alvorlige fjender, for elverfolket er bestemt ikke begejstrede for Holger. Men der er også større ting på spil, som involverer Kong Arthur-legendernes fe Morgana.

Den velorienterede læser vil nikke genkendende her, for vores Holger Danske og Kong Arthur er del af samme mytekompleks om den slumrende hjælper, der skal vende tilbage i nødens stund. Romanens Holger Carlsen bruger størstedelen af fortællingen på at overveje, hvem han egentlig er, og hvorfor han er havnet, hvor han er. Sandheden kommer gradvist til ham, og det står klart for os læsere, at Poul Anderson har en underliggende fortælling bag forgrundens historie. En historie om kampen mellem godt og ondt, eller rettere, mellem orden og kaos.

Paperback, Avon 1962

Det, der i begyndelsen kunne fremstå som endnu et opkog på Mark Twains Connecticut Yankee, viser sig at være en episk beretning, som i virkeligheden udspiller sig på tværs af tid og rum, fordi lovens og de kaotiske kræfter strides i alle tider på en gang. Vores hovedperson Holger Carlsen er selvsamme Kong Arthur, Karl den Store, Sven Felding og alle de andre sovende helte fra myternes verden på en gang. På samme måde er feen Morgana blot en ud af mange former, som hans kosmiske, kaotiske modstandere har antaget.

Alt dette går kun langsomt op for Holger. Han vokser med opgaven og træder gradvist i karakter som den episke stridsmand, han er. Den moderne, ”nutidige” Holger forsvinder og viger pladsen for myternes helt, som undervejs udsletter den ordinære Holger og gør ham til en form for ren kraft. Det er spændende, hvad Anderson her leger med, og noget, som efterfølgende har inspireret flere andre forfattere – både Roger Zelazny og Michael Moorcock har eksempelvis taget den idé til sig og ført den videre i en mere klar og konsekvent facon.

Paperback, Avon 1970

Men der ligger også endnu en dimension i dette, for mens historiens Holger kæmper sig vej gennem et eventyrligt Danmark befolket af drager, enhjørninge, elvere og dværge, forstår vi også, at hans kamp spejler en kamp i vores nutid, hvor de kaotiske styrker er aksemagtens kræfter, der har besat store dele af Europa. Hitler og hans mænd er med andre ord vor tids inkarnation af det kaos, som Holger bekæmper i middelalderen.

Three Hearts and Three Lions er afgjort en underholdende og fængende roman, men noget mesterværk kan man dårligt kalde den. Selve strukturen er alt for episodisk og tilfældig til for alvor at binde den sammen til en sammenhængende hele. Holger rejser fra tableau til tableau, fra monster til monster, og nedkæmper al modstand uden, at det for alvor har nogen konsekvenser. Undervejs er der naturligvis højdepunkter, som den klaustrofobiske kamp med trolden i hulerne, mens andre episoder bliver sært uforløste; Holgers møde med en drage er her et godt eksempel.

Paperback, Berkley Medallion 1978

Holgers vej til erkendelse er stødvis, men ikke formidlet synderligt elegant og i udgangspunktet lanceret temmelig kluntet. Noget stort værk har vi med andre ord ikke at gøre med her, men Andersons greb om den eventyrlig historiefortælling er alligevel dragende og ukunstlet. Den er befriende, fordi den ikke tynges af fantasygenrens klichéer, men i stedet går til folkeeventyret som inspiration, og fordi den er fortalt med an blanding af konceptuelle ambitioner og litterær uskyldighed, som ganske enkelt er charmerende.

Der er derfor også god grund til at studere Anderson, for hans betydning for den moderne generefiktions er ikke uvæsentlig. Han var på mange måder en iderig ener, som efterlod sig værker, der måske ikke helt kommer op på siden af pulpæraens titaner, men han har kastet lange skygger ind over fantasygenren, som vi kender den i dag. Så når du har læst The Broken Sword, må Three Hearts and Three Lions være næste stop. Om ikke andet som morsomt og sjældent dansk indslag i den internationale genrefiktion.

Hardcover, Doubleday 1983

Paperback, Ace Books 1984

Paperback, Baen 1993

Hardcover, The Easton Press 1998

Paperback, Gollancz 2003

Hardcover, Science Fiction Book Club 2003