Lindsay Gutteridge, Killer Pine (1973): Verdens mindste agent på nye eventyr

Paperback, Futura 1979. Den stemningsfulde forside er skabt af Vicente Segrelles

I 1971 havde Lindsay Gutteridge en mindre bestseller med A Cold War in a Country Garden. I hjemlandet England var bogens læsere begejstrede, og den solgte også godt i USA. Det er derfor ikke så underligt, at Gutteridge var fristet til at fortsætte eventyret, hvilket resulterede i Killer Pine fra 1973.

I første bind hørte vi, hvordan det engelske militær eksperimentelt udviklede en særlig ”skrumpepille”, der kan reducere en voksen mand til mikrostørrelse. En utrolig, men irreversibel effekt med et lidt usikkert formål. Romanens persongalleri var imidlertid begejstret, og den hærdede helt Matthew Dilke blev den første mikromand, der med et lille hold af venner trænede sig i mikrolivet i en baghave, hvor kampen mod insekter pludselig blev et spørgsmål om liv og død. Dilke blev også sendt på en hemmelig mission ind bag Jerntæppet, hvor han opdagede, at russerne ligeledes har udviklet ”mikromænd”.

Paperback, Futura 1979

Så langt så godt. Med andet bind bliver Dilke mere eller mindre med det samme sendt ud på en ny, tophemmelig opgave. Denne gang går rejsen til Nordamerika – Rocky Mountains for at være mere præcis. En besynderlig sygdom er begyndte at ødelægge bjergenes nåleskove, og den engelske regering er interesseret i at få opklaret, hvad denne sygdom skyldes, i fald den skulle sprede sig videre ud i verden. Da de ikke officielt kan blande sig i sagen, må det hele ske i hemmelighed, og hvad er mere hemmeligt end en mand, som man næsten ikke kan se? Det er i hvert fald mit bedste bud på, hvorfor Dilke skulle være det oplagte valg til opgaven.

Som du måske kan huske, fik Dilke en engelsk-afrikansk mikrokæreste med sig fra sit eventyr i Østblokken, og hun skal med på den nye mission. Parret får også følgeskab af en skotsk entomolog. Denne trio bliver nu sendt til USA, hvor deres opgave er at opklare mysteriet om denne ukendte sygdom.

I bogens begyndelse er der blevet indsat en illustration, som viser os Dilke i 1:1 – han måler 6 mm

Det arbejde går Dilke og vennerne på med stor ildhu. Naturligvis byder naturen i bjergene på ganske mange udfordringer, men stille og roligt kommer trioen på sporet af noget, der tilsyneladende knytter sig til områdets myrer. Noget kontrollerer åbenbart myrerne, og den store finale udspiller sig i bedste James Bond-stil dybt inde i en hul træstamme, hvor russiske agenter har bygget en mikrobase og via radiosignaler nu styrer en armé af kemisk bearbejdede myrer, der spreder træsygdommen. Pulp? I den grad!

Det første, man må konstatere med en roman som Killer Pine, er, at der trods forblommede forsøg på realisme ikke er skyggen af rationalitet bag historien. Det giver ingen mening, at Dilke skal afsted, og det er ufatteligt heldigt, at en mand af Dilkes størrelse, der kun kan rejse nogle få meter om dagen, er så heldig i det enorme bjergområde at finde frem til den russiske base ved et lykketræk.

Hardcover, Putnam 1973. Romanens 1. udgave

Gennemført tåbeligt kan man sige, men her er det, at man må gå med ind på bogens præmis og acceptere den, for hvad den er. Set i det lys bliver romanen et kulørt vildmarkseventyr, der låner en del af Ian Flemings mere spraglede idéer. I første bind var det afgjort vildmarkseventyret, det fungerede bedst. Det har Gutteridge uden tvivl også selv fornemmet, for det er præcis det element, han har trukket helt frem i forgrunden denne gang. Hovedparten af Killer Pine går dermed med de strabadser og udfordringer, livet i vildmarken byder hovedpersonerne. Der skal kæmpes på livet mod insekter, klatres i træer, bestiges bjerge og alt mulig andet. Den slags går rent ind hos mig, og da vi til sidst endelig stilles over for de onde mikro-kommunister, bliver det hele så barokt, at Gutteridge alligevel holder sin læser fanget.

Stilistisk er der ikke meget at komme efter i Killer Pine, idet Gutteridges sprog og tilgang er så fast forankret i den traditionelle, handlingsfokuserede pulp-tradition, at der ikke, rent æstetisk, er arbejdet videre iøjefaldende med teksten. Det er handlingen, der er det bærende, og havde Gutteridge ikke en uheldig hang til at lade sine hovedpersoner dosere en hel del for læseren (det er ikke for sjov, at vi har en forsker med på eventyret), kunne man kalde det for en hæsblæsende historie.

Hardcover, Jonathan Cape 1973

Nærmere end sproget er det derfor også mere interessant at dykke ned i begge romanerne og se dem som udtryk for en efterklang af ’68. Selvom vi strengt taget befinder os i en militærsammenhæng hos Dilke, er der en understrøm af antiautoritært oprør og seksuel frigørelse i teksten. Det er ikke tilfældigt, at Dilke finder sammen med en sort pige, som han helt åbenlyst har et forhold til. Det er heller ikke forkert at se det liv, som Dilke lever med sine kolleger i begyndelsen af første roman og videre gennem hele anden bog som en form for økologisk kollektiv, der lever af jorden, frigjort for kapitalistisk markedsøkonomi. Der er med andre ord et udtalt, tidstypisk utopisk element i Gutteriges’ univers, der helt sikkert har appelleret til de samme læsere, som også på samme tid eksempelvis genopdagede bøger som Thor Heyerdahls vildmarkseventyr og så fremdeles.

Man kan dermed sige, at mikrolivet er et utopisk landliv, der bringer mennesket tilbage i sin naturlige skala i forhold til naturen. I stedet for at dominere den bliver alt nu på naturens præmisser. Men selvfølgelig er der malurt i bægret, for kommunisterne er den ødelæggende kraft, der misbruger mikroteknologien og smadrer den arkadiske tilværelse, som Dilke har opnået. Der er med andre ord ikke tale om nogen endegyldig flugt fra den moderne verden, for verdens problemer følger mennesket, uanset hvor det rejser hen – om det er ned i mikrouniverset eller ud i verdensrummet. Det er i hvert fald Gutteridges budskab bag pulpen. Nu må vi se, om han føjer nyt til i det tredje og sidste bind i serien.

Paperback, Berkley Medallion 1974

Paperback, Panther 1975

 

 

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

3 responses to “Lindsay Gutteridge, Killer Pine (1973): Verdens mindste agent på nye eventyr

  1. Henning

    Det må vel siges at være en SF/Fantasy-trope, det der med enten at gøre noget mindre eller større – Gullivers Rejser er muligvis “arnestedet”. Brobdignang og Lilliput. Men myten om kæmper og dværge huserer vel også. Og så kan den ellers galoppere derudad – tropen – henover “The Food Of The Gods”, “Kundskabens Træ”, “Tarzan og Myremændene”, for slet ikke at tale om films-verdenens “Them”, “Tarantula” og allehånde forstørrede insekter ad absurdum. Men til gengæld så også den lidt mere – hrm – troværdige “Fantastic Voyage”, hvor et hold læger formindskes for at kurere en videnskabsmands hjernesvulst. Men så kommer så også “Min Mikromakker”, og alle de dér hvor han undskylder skatten, at han har formindsket børnene.
    Af dem jeg har læst (og set), i den genre, med den trope, er den bedste, efter min mening, nok James Blishes “Surface Tension” fra samlingen/fix-up’en “The Seedling Stars”. Handlingen vil blive afsløret (jeg sir det bare):
    Denne novelle handler om en koloni af næsten mikroskopiske mennesker, der bor i en vandpyt (de er aquatiske), på en fjern planet. Og de bygger så et fartøj, der kan bevæge sig op over overfladen af denne vandpyt, henover overfladen af planetens tørre overflade, og nå en anden vandpyt, der muligvis huser liv som deres eget. Afstanden mellem de to pytter er omkring 100 meter, men idet disse mennesker virkeligt er mikro, er henvisningen til rumrejser, interstellare rejser, ret klar. Det hele sker på mikro-skala, men kommer til at sige noget globalt – måske universelt.
    Forskellen er at Gutteridge beskriver en konflikt, der er uafhængig af miljø, mens Blish viser, at miljøet afgør omfanget af konflikten. Gutteridge er mao “turtles all the way down”, mens Blish forholder sig til at der er fundamentale præmisser, men “life will find a way”.
    Var hvad jeg ville sige – og endnu engang: – supergodt at du er tilbage på sporet, Martin

    • Martin

      Hej Henning, tak for en, som sædvanlig, rigtig god, uddybende reference. Der er ikke nogen tvivl om, at Gutteridge har kastet sig ud i klassisk SF-tropeterræn her, men sagen er nok den, at Gutteridge måske slet ikke skriver SF. Man kan i hvert fald med fuld ret hævde, at han i lige så høj grad skriver fantasy eller slet og ret spændingsfiktion i stil med Burroughs. Der hvor jeg egentlig vil hen med dette er, at Gutteridge kun får meget, meget lidt ud af sit ”mikro-perspektiv”, fordi det sådan set slet ikke er noget, der for alvor interesserer ham. Det er bare et alibi for ramasjang. Modsat eksempelvis Blish, der går langt mere reflekteret og bevidst til sagen. Men ja, en klassisk trope, det er det uden tvivl.

      • Henning

        Hej Martin
        Gutteridge skriver IKKE science fiction – han er nemlig lige præcis ovre i Burroughs-land, dog med et lille “techno-thriller”-twist ( sådan Michael Chrichton-light-agtigt), men så kommer vi (igen) over i genredifferentieringer – så den lar vi lige ligge. Spørgsmålet er snarere om Gutteridge skriver godt. Og ihvorvel man må tåle meget, hvis man frivilligt begiver sig ud i Pulp-land, så synes jeg faktisk at Gutteridge forsøger at ligne én, der skriver godt. Men det gør han bare ikke. Lidt lissom Søren Østergaard der forsøger at ligne en der er morsom, uden hverken at være det eller ligne det (avs! – der kom jeg langt ud!).
        Generelt har jeg ikke det fjerneste tværtimod (sic) ramasjang (bortset fra børne-programmet), men det må da godt være lidt intelligent, ellers er det ikke sjovt for den det går ud over 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.