Monthly Archives: september 2019

Lin Carter, The Vulcano Ogre (1976): Øhavsramasjang

Paperback, Popular Library 1978. Den seje forside er skabt af Don Maitz

The Vulcano Ogre er tredje bind i Lin Carters retro-pulpserie om Prins Zarkon og hans fantastiske hold af såkaldte ”Omega men”. Sammen bekæmper de store som små forbrydere, godt hjulpet på vej af Zarkons fantastiske, teknologiske opfindelser. Eller rettere teknologi, som Zarkon har taget med sig fra fremtiden, for han er i virkeligheden rejst tilbage i tiden for at bekæmpe den kriminalitet, der har fået katastrofale følger for fremtidens menneskehed.

I denne tredje bog går turen til den fjerne, fiktive ø Luzoon i Stillehavet, et navn lånt fra Doc Savage, hvor et amerikansk mineselskab pludselig plages af mystiske problemer. Folk forsvinder, og da selskabets øverste repræsentant også er forsvundet, må der ske noget. Zarkon og hans Omega-gruppe hyres til at komme til bunds i sagen. De springer således i arbejdstøjet igen, og snart efter begynder efterforskningsarbejdet på øen.

Linwood Vrooman Carter (June 9, 1930 – February 7, 1988)

Alle spor peger ind i junglen og mod den store vulkan, der udgør øens hjerte. Men hvordan hænger det hele sammen, og hvad har de lokales folklore omkring vulkanen med det hele at gøre? Det står nemlig hurtigt klart, at de lokale mener, vulkanen er hjemsøgt af en form for troldelignende monster. Et monster, som Omega-holdet også snart får et glimt af.

Så langt så godt. Nu ved vi jo godt, at man skal stå tidligt op for at snyde prins Zarkon, og mon ikke han også klarer ærterne denne gang? Selvfølgelig gør han det, men ikke før der har været lidt obligatorisk håndgemæng og akrobatik, som naturligvis udspiller sig på kanten af vulkanens munding.

Hardcover, Doubleday 1976. Romanens 1. udgave

Seriens første bind er ret underholdende, fordi Carter her lykkedes med at skabe en stemning af et hold af specialister, der arbejder sammen om løsningen af sagen. Den stemning var desværre borte i andet bind, hvor Zarkon mere eller mindre løste alt selv, og som læser må man spørge sig, hvorfor prinsen egentlig har brug for sit hold omkring sig. Han kan jo alt selv. Med tredje bind er holdstemningen tilbage, hvilket afgjort gør bogen bedre end andet bind, men den når stadig ikke samme niveau som det første bind.

Problemet med The Vulcano Ogre er, at historien dybest set føles banal og lille. Skalaen er i ubalance. Det virker absurd, at den internationalt berømte Omega-gruppe bliver hyret til en sag, som umiddelbart blot er en historie om gemen svindel i et halvstort amerikansk mineselskab. Vi mangler schwung og store pulpede armbevægelser her, fordi det er ret uimponerende, hvad hans helte konfronteres med i denne del af serien.

Paperback, Wildside Press 1999

Der noget prosaisk over historien, som kunne være opklaret af hvem som helst. Zarkon og hans mænd er skabt til at bekæmpe kriminelle superskurke i stil med James Moriarty og Fu Manchu – skurke, der kan give dem udfordringer og true verdensfreden med deres geniale planer. Det er den stemning, som Carter iscenesætter omkring sine helte, men det, han rent faktisk får dem brugt til i seriens tredje bind, rammer langt under målet og fremstår decideret uinspireret.

Man kan dog ikke kalde The Vulcano Ogre kedelig, blot forhastet og underudviklet. Zarkon ankommer til øen og løser sagen på rekordtid. Mere er der ikke i det, men for at trække tiden en smule og give noget længde til historiens omfang, har Carter introduceret en række sidehistorier, der føles uvedkommende i en fortælling, der gerne skulle være en nervepirrende omgang ramasjang.

Bogen er med andre ord ikke specielt vellykket, selvom der er gode takter i den. Præcis som i de tidligere bind er der festlige scener og stedvist herlig pulp-dramatik i junglen, men stoffet rækker ikke til en hel roman. Det hjælper heller ikke meget på det, at gruppens interne konflikter, som gerne skulle virke som humoristiske indslag, efter tre bøger er blevet tamme gentagelser.  

E-bog, Thunderchild Publishing 2017

Romanens metalag er i den sammenhæng mere underholdende, for hele konceptet med Omega-serien er, at Lin Carter selv har fået adgang til prins Zarkons arkiv og nu udgiver hans arbejder i skønlitterær bearbejdning. Det forhold fylder noget mere i tredje del, hvor Carter løbende har nogle små regibemærkninger, der henvender sig direkte til læseren og kommenterer på historien. Det er et spøjst og sjovt element, og en leg, som Carter helt rigtigt valgt leger uden skyggen af et glimt i øjet. Ganske sjovt er det også, at han med sit tredje bind er begyndt at kunne referere bagud og nævne personer, som vi har mødt tidligere i serien. Det skaber liv og samhørighed de tre bind imellem, måske bare ikke nok, men det ligger til dels i genren. Hovedpersonerne skal ikke udvikle sig. De er som de er; rigtige helte.

Lin Carter har nok selv fornemmet, at han ikke rigtigt fangede formen med sine bøger om prins Zarkon. The Vulcano Ogre blev i hvert fald den sidste, han udgave i små ti år, før Zarkon lidt overraskende vendte tilbage i to bind mere. De bind skal jeg naturligvis også se nærmere på, og jeg er faktisk spændt på at se, om det havde positivt indvirkning, at han fik en pause og dermed mulighed for at udtænke lidt mere interessante fortællinger, end det han endte med i seriens første runde.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Marge Piercy, Dance the Eagle to Sleep (1970): “No, you won’t fool the children of the revolution…!”

Paperback, Fawcett Crest 1985

Med sin anden roman bevægede Marge Piercy sig i retning af genrefiktionen i en kompakt fortælling om oprør og ungdom. Historien udspiller sig i en nær fremtid, hvor USA har udviklet sig til et betydeligt mere styret samfund, der ikke har så få paralleller til staten Israel. Når unge fylder 18, kræves det således, at de gør en årelang samfundstjeneste. Det skal både tjene som bidrag til nationen, og samtidig også som en kulturel skoling, der skal hjælpe dem i overgangen fra den sorgløse barnetilværelse til voksenlivets alvor.

Fremtidssamfundet, Piercy beskriver, har ikke, rent materielt, forandret sig meget fra bogens udgivelsestidspunkt. Det har ungdomskulturen heller ikke; blomsterbørnenes ungdomsoprør og protester er dermed absolut til stede. De store børn, teenagerne, der står på nippet til at skulle gøre deres samfundstjeneste, finder dermed sammen i musikken og stofferne, fordi de her kan klynge sig til resterne af et liv i frihed.

Paperback, Fawcett Crest 1985

Midt i stemningen af oprør møder vi fire unge, der på hver sin måde søger et opgør med forældrenes verden. Vi møder den vilde pige, utilpassede pige Joanna, vi møder rockstjernen Shawn, der har stået i spidsen for et af tidens mest populære bands, vi møder den tykke nørd Billy og vi møder Corey, der er af halvt indiansk afstamning. Med vidt forskellige udgangspunkter og ambitioner vil tilfældighederne, at dette firkløver finder sammen og gøre fælles front i deres ønske om at skabe en bedre verden.

Netop Corey bliver en central figur. Fremmedgjort fra samfundet, halvt bundet til drømmen om en anpart i indianernes gamle kultur, halvt fanget i ønsket om at høre til i et samfund, der ikke vil have ham. For Corey bliver indianernes kamp mod den hvide mand en vej mod noget større; en inspiration til at tage kampen op imod ”magtsystemet”, der har besat hans liv. Det, der begynder som en spontan lokal besættelse af en high school, ledet af Corey, transformeres hurtigt til et fuldblodsoprør, hvor mange hundredvis af børn og unge slutter sig sammen under Coreys ledelse. De kalder sig ”Indianere” og går til kamp mod ”Systemet” med de selvsamme våben, som systemet har bedt dem betjene og bruge.

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1970

I flere kronologiske spring er vi vidner til, hvordan det isolerede oprør på skolen vokser til gadeoptøjer i New York og derfra til guerillakrig. Systemet slår naturligvis brutalt og kynisk tilbage mod Indianerne, og selvom de unges leder Corey formår at fastholde dem alle på drømmen om en bedre verden, begynder systemets modstand af fragmentere gruppen. Der er de militante, der er de passive sværmere, og så er der alle dem midt imellem, der bare gerne vil have lov at leve livet, som det passer dem.

Syndefaldet for de unge kommer, da der bliver afsløret en stikker i deres midte. Stikkeren må henrettes, sådan er deres krigsret, men med et har de alle blod på hænderne. Uskyldigheden er definitivt borte, og grænsen mellem Indianere og System pludselig ikke så klare længere. Da vinteren samtidig sætter ind, forstår vi, at døden har lagt sig over ikke bare over Indianerne og deres oprør, men også over hele det samfund, der så villigt har udslettet sit eget afkom for at opretholde sig selv.

Hardcover, Doubleday 1970. Romanens første udgave

Alt det, Indianerne gør oprør imod, er sammenfattet sådan:

”There’s only one thing we can deny the man who owns everything: ourselves. He owns the streets and the skyscrapers and the water that comes out of the tap and the gas we burn. He owns the music we make and the cigarettes we smoke. He takes away our minds in his schoolrooms. Then he sells us back our dreams and charges us our lives. He reaches into our pants and manipulates our wants and sells us images to feed those desires, so we will want and want and want. So we will become men defined by owning things made of pasteboard. The man taught you to take women like tissues and wipe yourself in them and throw them away” (s. 110).

Her udmaler Piercy med Coreys stemme sit fjendebillede og trækker fronterne op. Systemet har ikke meget respekt for Indianerne, der beskrives som ”… a violent, pseudo-fascist group of adolescent misfits, a band of bottle-throwing Peter Pans.” (s. 146) Her er det ”systemets” stemme, vi får at hører, og det er dermed klart, at det er to uforsonlige fronter, der står over for hinanden. Det er had, der driver værket og gør konfliktens parter til dødsfjender.

Hardcover, W.H. Allen 1971

Set med nutidige øjne er Dance the Eagle to Sleep et værk, der meget tydeligt indlejrer sig i en bestemt tidsånd og politisk venstrefløjsretorik, som kan fremstå både naiv og sværmerisk i dag. Var bogen dybest set ikke en tragedie, der dog slutter med antydningen af et daggry, ville man ganske let kunne affeje den som metervare. Men bogen lader sig ikke affeje. Piercys roman finder nemlig sin styrke i præcis det enkle og sværmeriske udgangspunkt, der kendetegner bogens tilblivelsestidspunkt. Dens entydige, smertelige opråb til ungdommen står lige så stærkt i dag som dengang, fordi Piercy rejser spørgsmålet om, hvem der ejer fremtiden? Og om, hvem har størst anpart i fremtiden? De unge eller systemets repræsentanter?

Marge Piercy var 34, da bogen udkom, og dermed var hun allerede betydeligt ældre end bogens hovedpersoner. At hun idealiserer den ungdom, der er kommet efter hende, er der ikke nogen tvivl om, men hendes opfordring til kamp er ikke til at tage fejl af. Dance the Eagle to Sleep er et vredeshyl mod et destruktivt samfund, der undertrykker diversitet og kreativitet. Bogens harme runger på hver eneste side og slår fast, at det kun er igennem troen på utopier, at man kan overleve systemets mentale undertrykkelse. Det kan derfor også virke paradoksalt, at hun netop benytter tragedien som modus for sin fortælling. Hendes tekst kan nemlig fremstå som et opgivende suk, der defaitistisk stikker halen mellem benene. Men sådan er det ikke. Piercy siger snarere, at kampen er den eneste udvej og bruger her 1800-tallets nordamerikanske indianerstammers håbløse kamp for deres land som billedet på den alvor, der ligger bag de unges krig.

Paperback, Fawcett Crest 1971

Det ligger i tragediebegrebet, at det fremmer erfaringen af skønhed og patos. Idéerne bliver ganske enkelt mere betagende, fordi de synes dømt til døden. Tragedien skærper blikket for budskabet og giver det tyngde; hvilket præcis er resultatet i romanen. Men Piercy har, som sagt, også plantet håb i sin fortælling. Der vokser nyt liv ud af Indianernes gruppe, der til sidst synes at beskrive et helt nyt samfund, der ikke er baseret på den gamle kernefamiliemodel, og måske er det begyndelsen på systemets fald, som vi bliver vidne til i sidste kapitel. Måske. Måske er det bare de sidste, overlevende Indianere, der endelig har fundet et lille, skjult hjørne af landet, hvor de kan være i fred for en stund.

Med sin oprørsroman puster Piercy til gløder i alle rebelske hjerter og inviterer os til drømme om et bedre samfund. Hun skriver om en ungdom, der griber nuet og et forstenet samfund, der kun har magtens brutalitet i sit ordforråd. Man skal sikkert dele en hel del af Piercys ideologiske gods for alvor at værdsætte romanen, men jeg vil alligevel påstå, at man skal være usædvanligt forhærdet for ikke at mærke romanens emotionelle register, der svinger mellem ekstatisk frihedsoplevelse og håbløshed. Det følelsesmæssige sus alene gør det værd at genbesøge Dance the Eagle to Sleep, som fortsat taler præcist lige så rent til længslerne, som den gjorde, da den udkom i ’70.

Paperback, Coronet 1976

Paperback, PM Press 2011

 

 

1 kommentar

Filed under Roman

Larry Niven & Jerry Pournelle, Inferno (1976): Komedie, ja, men ikke ligefrem guddommelig

Paperback, Star 1977. Forsiden er skabt af Peter Jones

De herrer Niven og Pournelle har efterhånden været turneret et par gange her på bloggen, og jeg må indrømme, at de ikke har nogen særlig høj stjerne hos mig. Jeg har imidlertid længe haft lyst til at læse deres Inferno, som tog genremiljøet med storm, da romanen udkom tilbage i ’76, efter at være blevet bragt som populær føljeton året forinden. Den voldsomme begejstring kan synes en smule uforståelig i dag, men stilen og bogens humor gik åbenbart rent ind på det tidspunkt, og romanen er da også noget af det mere underholdende, jeg har læst fra makkerparrets hånd.

Dermed er det også sagt, at Inferno bestemt ikke er uhyggelig, hvilket titlen ellers kunne foranledige en til at tro. I stedet er det en absurd komedie med en sund dosis samfunds- og institutionskritik. Bogen har tilmed nogle metafysiske overvejelser, hvilket alt sammen fortæller, at de to forfattere rent faktisk har noget på hjertet med de mere eller mindre gakkede situationer, der udspiller sig i løbet af romanen.

Jerry Eugene Pournelle (7. august 7 1933 – 8. september 2017) (t.v.) og aurence van Cott Niven (født 30. april 1938)

Handlingen begynder omkring bogens udgivelsestidspunkt, hvor vi hører om en falleret SF-forfatter, der omkommer i en fordrukken ulykke midt under en kongres eller såkaldt ”convention”, hvor han udfører et trick for at imponere nogle ellers ret uimponerede, unge læsere. Det resulterer i, at han pladask falder ud fra et højt siddende vindue. Så langt så godt. Vores hovedperson Allen Carpentier dør ikke af faldet. Eller gør han? Han vågner nemlig på en græsmark et helt andet sted.

Carpentier, der er en fuldblods SF-forfatter, går naturligvis straks i gang med at overveje de plotmæssige muligheder, der ligger i den situation, han nu befinder sig i. Han konkluderer hurtigt, at han må befinde sig i en eller anden form for drømmestilstand, og derfor tager han absolut ikke sin opvågnen på dette fremmede sted alvorligt. Så let er det bare ikke, for det skal snart vise sig, at han med al sandsynlighed er død og nu havnet i Helvede. Allen Carpentier er alt andet end tilfreds med dette, og derfor tager han imod et tilbud om hjælp, da han møder den mystiske Benito, som tilsyneladende er lidt af en udbryderkonge. Han tilbyder i hvert fald Carpentier, at han kan føre ham til udgangen af Helvede.

Galaxy, august 1975. Magasinet hvor første del af romanen udkom i bladform

Det bliver begyndelsen på en lang og sær rejse, der scene for scene leder Carpentier og Benito gennem underverdenens rædsler. Egentligt uhyggeligt bliver det, som sagt, aldrig, men der er ikke nogen tvivl om, at de to rejsende bliver vidner til både spidsfindige og ubehagelig former for tortur, som primært har med psykisk vold at gøre.

Undervejs møder Allen Carpentier ganske mange af sine gamle venner og bekendte – forfatterkollegaer, udgivere og andre, som han har stiftet bekendtskab med i løbet af sit liv. Disse situationer bliver ofte ironiske, fordi de afdødes sande jeg nu udstilles her i Helvede, hvor de har fået den straf, som bekom dem. Kun Carpentier og Benito synes at være gået fri, hvilket naturligvis rejser en del spørgsmål om deres sande natur.

Paperback, Pocket Books 1976. Historiens første udgave i bogform. Den virkeligt fine forside er malet af Harry Bennett

Alt dette vil formentlig lyde ganske bekendt, og romanen er jo selvfølgelig også en parafrase over Dantes berømte ”Inferno”, som Niven og Pournelle har kastet sig ud i. De har, så at sige, taget den formelle handling i Dantes værk og genfortalt den, som den ville se ud, set fra en SF-forfatters stol, hvilket giver dem lejlighed til at gøre sig morsomme på deres miljø og metier. De har ydermere krydret deres tekst med talrige samtidsreferencer, koryfæer og drilske idéer, som mere eller mindre subtilt gør det muligt for læseren at gå på opdagelse i bogens intertekstuelle univers.

Idéen er slet ikke dum, og deres ironiske portræt af den selvhøjtidelige, iderige forfatter, som kun tænker i plot og handling, underholdende. Satiren bider mange steder som eksempelvis i fremstillingen af L. Ron Hubbard, men samtidig er der noget slapt over romanen, fordi den aldrig for alvor kommer til at fungere som andet end muntre scener på snor. Den underholdende idé halter i udfoldelsen. Andre har da også gjort det bedre. Faktisk er det slående, hvor mange paralleller der er til Farmers overlegne To Your Scattered Bodies Go (1971). Disse paralleller kunne være, og er nok, endnu en kæk metakommentar fra Nivens og Pournelles side. Hvis det er tilfældet, bliver vittigheden dog aldrig forløst. Er det ikke tænkt som en hilsen til Farmer, må man sige, at Inferno fremstår som et åbenlyst plagiat.

Paperback, Pocket Books 1978

Det afgørende er imidlertid i sidste ende, hvad bogen egentlig prøver at fortælle os. Hvad er dette ”helvede”, som Niven og Pournelle udmaler for os? Det er først og fremmest et selvskabt rædselskabinet, hvor vores egen selvoptagethed og manglende empati holder os fanget. Vejen ud fra dette sted, der i bedste kafkaske ånd naturligvis også er dybt bureaukratisk, går gennem selverkendelse. Det er dermed ikke hverken kirken som institution eller et fromt levned, der fører de fordømte ud fra Inferno – vejen går gennem forståelsen af os selv; altså det rent faktisk at forstå, hvad vi har gjort forkert, åbner døren til paradisisk frigørelse. Det lyder let, men at dømme ud fra de selvretfærdige og selvmedlidenhedsplagede individer, som Carpentier rejser forbi, har flertallet af os svært ved at se egne brister og fejl, hvorfor vi bliver hængende mudderet.   

Helvede er naturligvis et faktisk sted i bogen, men Helvede er også en mental tilstand, som vi skal overkomme for at flytte os videre. Det budskab er ikke ligefrem nogen stor erkendelse, men det giver alligevel lidt substans til gækkerierne, vi konfronteres med undervejs. Måske bare ikke substans nok, for det er svært at slippe mistanken om, at bogen først og fremmest bare var en sjov idé, Niven og Pournelle fik en dag og efterfølgende skrev sammen til en spinkel roman. Idéen rakte desværre ikke meget videre end nogle morsomme tableauer. Bogen lugter af pjank forklædt som alvor, men alvoren bliver aldrig andet end et let krydderi, der skal sætte kulør på morskaben. Og sørme om folk ikke lo rigtig meget i ’76, da bogen udkom. Jeg lo også lidt her i ´19, men bestemt ikke lige så meget. Der må have været noget andet i luften, dengang i ’76.  

Paperback, Pocket Books 1981

Paperback, Orb 2008

2 kommentarer

Filed under Roman

Michael McDowell, The Elementals (1981): Genius loci

Paperback, Avon Books 1981. Romanens første udgave

Stephen King har været diskuteret indirekte i mine seneste indlæg, og det med rette, for når vi ser på skrækfiktion fra 70’ernes anden halvdel og 80’ernes første del, så udgør hans skønlitteratur et uomgængeligt fikspunkt, som skrækforfattere mere eller mindre var tvunget til, rent æstetisk, at tage stilling til. King viste vejen for en særlig form for romanudtryk, der blev ekstremt populært og kommercielt succesfuldt.

Mange plagierede Kings udtryk og oplevede derved også selv moderat succes, mens andre så at sige red med på Kings bølge, men alligevel skabte deres eget inden for de rammer, Kings fiktion stilistisk havde udstukket. En af dem var Michael McDowell, der desværre døde alt for ung. Navnlig McDowells første to-tre romaner har afgjort ligheder med Kings produktion, men det er kun overfladisk, for substansen bag deres fiktion er vidt forskellig.

Paperback, Avon Books 1981

Michael McDowell er dybest set en kyniker, og hans menneskeportræt er grimt og usminket. Hans karakterer er ikke det godmodige godtfolk, der befolker Kings univers, men indebrændte, snerrende og fejlbefængte individer, der aldrig helt formår at leve op til deres egne idealer. Verden er grim, siger McDowell, og bruger sin fiktion til at udstille livets ofte middelmådige realiteter, som vi så hårdt forsøger at kamuflere og ignorere. Den bog, som det her skal handle om, er ingen undtagelse.

I sin fjerde roman, The Elementals, begår McDowell et lille mesterværk, der subtilt balancerer mellem kliché og stor originalitet. Han leger med vores genreforventninger og udnytter velkendte troper fra skrækgenren, men i stedet for at føre os hen, hvor vi forventer, opløser McDowell sin fortælling i et surrealistisk helvede, der er helt hans eget. I hvert fald næsten.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

The Elementals indskriver sig i southern gothic-genren, en genre McDowell dyrkede i hovedparten af sine bøger. Efter en absurd begravelse i Mobile, Alabama, hvor familien Savage tager afsked med deres gamle matriark, begynder konflikterne og hemmelighederne allerede at pible frem under det efterfølgende gravøl.

Hele familien er samlet til begravelsen, og for at ære den gamle Marian Savage rejser klanen efterfølgende ud til deres lille, isolerede ferieø, hvor der står tre sommerhuse. Familien bruger de to, det tredje står tomt og er næsten dækket af flyvesand. Allerede ved ankomsten til øen fornemmer vi, at der er noget mystisk ved dette tredje hus, ikke mindst formidlet gennem den unge teenager India, der til hverdag lever sammen med sin far, familiens sorte får, i New York.

Paperback, Fontana 1982

India og hendes far, der har rollen som de hjemvendte outsidere, er uden tvivl bogens vigtigste karakterer, fordi det er igennem dem, at vi får lov til at opleve den blanding af had og kærlighed, der ligger pulserende under overfladen i alle familien Savages relationer. Marian Savages død er naturligvis en katalysator for alle disse konflikter, der nu pludselig bliver blotlagt. Det egentlige omdrejningspunkt for dramaet er imidlertid dette mystiske tredje hus, der ligger som et billede på det usagte og uforløste midt mellem familiens to andre feriehuse.

Unge India drages af huset, selvom hendes far advarer hende om, at det er farligt. Måske netop derfor begynder hun trodsigt at udforske stedet med sit kamera, og i kølvandet på denne interesse sker der snart ubehagelige ting. Det er næsten som om, at der er noget levende, der skjuler sig inde i det forladte hus; noget, der nu hjemsøger øen og familien. Hvad eller hvordan er vanskeligt helt at afgøre, fordi hjemsøgelsen hele tiden skifter karakter, og i sidste ende næsten synes at vokse ud af selve øens substans, vakt til live af familiens gnistrende, dysfunktionelle relationer. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at denne hjemsøgelse har udset sig India som sit mål.

Paperback, HarperCollins 1995

Der kan ikke være nogen tvivl om, at McDowell fandt sin inspiration til romanen i Algernon Blackwoods uforlignelige novelle ”The Willows” (1907). Hele romanens synes at hvile på novellen som en form for grundplan, der har tegnet de overordnede konturer omkring fortællingen. Men her hører lighederne også hurtigt op, for McDowell bruger den uformelige stedets ånd, der hjemsøger øen som billede på den samlede sum af smerte, sorger og negative følelser, som familien Savage har slæbt med sig og undertrykt. Det tredje hus og dets beboer er billedet på det underbevidste, der presser sig gotisk på og nu kaster sig frådende over den eneste på øen, som ikke har andel i hele slægtens skam og skyld. India, der er opvokset i New York, langt fra Syden, er nemlig uberørt af alle de gamle konflikter, men nu står hun pludselig til halsen i traumerne.

En tilbagevendende linje i bogen siger, at ”Savage mothers eat their children up.” Mere præcist kan romanens grundtematik ikke udtrykkes. Familien æder sit eget afkom. Den ødelægger dem og sørger for, at slægtens gift kan gå i arv fra slægtled til slægtled. Kønt er det ikke, men her kommer McDowells fabelagtige evne til at tegne dybe personportrætter for alvor til sin ret. Det lykkedes nemlig for ham at skabe et univers omkring Savage-familien, hvor vi som læsere ikke bare betragter disse umulige størrelser på afstand og græmmes over deres fejl og skyggesider, nej, vi føler med dem og engagerer os i dem, fordi det føles som mennesker af kød og blod. Deres konflikter er ikke bare trivielle skærmydsler, men skildringen af almengyldige erfaringer om ikke at slå til og at svigte dem, som vi elsker.

Paperback, Valancourt Books 2014

Det, der på overfladen er helt typisk og i virkeligheden ganske uopfindsomt southern gothic-drama, som de er flest, får en utrolig dybde og autenticitet i det enkle, psykologiske portræt, som bliver udmalet for os. Det samme gælder skildringen af selve sydstatsmiljøet, som McDowell indfanger med en utrolig, prunkløs og alligevel lyrisk intensitet. Der er noget minimalistisk over romanen, som står sig særdeles godt til det uformelige, syrede gys, som lurer i kulissen og konstant truer på stedets beboere. Det skaber en fantastisk, fortættet stemning, som æder sig ind under huden på læseren.

Jeg er en kæmpe fan af Michael McDowell, der afgjort har afluret en mand som King nogle greb, men som samtidig går sin helt egen vej og skaber en egentlig litterær dybde i sit gys, der er fuldstændig misundelsesværdig. Han rammer den gyldne mellemvej mellem populær litteratur og smal litteratur på sjældent vellykket maner, og det er synd og skam, at han aldrig fik et større navn, end han gjorde. Dertil var han nok i sidste ende en for kynisk forfatter, men for pokker, hvor er det fascinerende at se, hvordan han udfolder sit gys og familiedrama i et parløb, der sammenflettes til et perfekt hele. Det er skrækfiktion når den er bedst. Ganske enkelt.

 

2 kommentarer

Filed under Roman