Monthly Archives: november 2019

En prægtig, russisk Richard Blade

I forbindelse med min læsning af Blade-serien, som mit seneste indlæg også handlede om, faldt jeg over denne ret vilde udgave. Det drejer sig om en russisk udgivelse i to bind fra 1994, der samler de første seks romaner. Det i sig selv er jo noget, men det vilde er først og fremmest bøgernes udstyr. De er blevet forsynet med fine, indvendige illustrationer, langt bedre end for- og bagsiderne, samt kort over de områder af Dimension X, som Blade besøger.

 

Serien har med andre ord fået den helt store ansigtsløftning. Nu ved alle nok, der har læst bøgerne eller mine indlæg om serien, at romanerne ikke ligefrem er stor litteratur. Derfor er det også ganske absurd, at der eksempelvis er blevet brugt tid på at fremstille kort, taget i betragtning, at geografien i Dimension X er totalt udflydende.

I den russiske udgivelse får man det indtryk, at Blade er noget typisk fantasy – at der rent faktisk er blevet brugt tid på at udvikle hans verden; men her bliver læseren overrasket. Det eneste, der tæller i bøgerne, er sådan set, hvem Blade knalder eller knalder ned. Det er derfor utrolig sjovt, at man har valgt at kræse så meget om noget fiktion, jeg ikke kan karakterisere som andet end eskapistisk skraldefiktion. Den slags har absolut sin ret, men tro mig, man behøver ikke noget landkort, for at forstå Blades verden.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Jeffrey Lord, Blade bd. 4. Slave of Sarma (1970): Så til søs med den forargelige helt Richard Blade

Paperback, Pinnacle 1973. Forsiden er malet af Tony Destefano

Her er vi tilbage ved Blade-serien; det fjerde i rækken, og sørme om ikke dette bind mere eller mindre rummer præcis, hvad de tre tidligere også havde på menuen? Det vil sige næsten det samme, for med Slave of Sarma tager Jeffrey Lord, et alias for Manning Lee Stokes, os ikke med ind i Dimension X med det samme.

Vores potente hovedperson, agenten Richard Blade, bliver nemlig sendt på en mission i London, hvor han skal agere lokkedue… for sig selv. Sagen er den, at MI6 har opsnappet, at russerne gennem lang tid har arbejdet på et tophemmeligt projekt kaldet T.W.I.N. Et projekt, hvor KGB træner spioner, der er vestlige agenters præcise dobbeltgængere. Dette bliver naturligvis hjulpet på vej med plastikkirurgi og alt muligt andet finurligt. Faktisk fylder beskrivelsen af TWINs metoder en hel del, og der bliver ikke sparret på noget. Det er således ganske absurd og ganske festligt, hvor meget energi russerne bruger på dette projekt, især når selve hensigten fremstår en smule uklart.

Naturligvis har Blade også en dobbeltgænger, og det er ham, som Blade nu skal forsøge at lokke frem. Desværre går missionen ikke som planlagt. Blade bliver taget til fange af KGB-spioner i London, og han holdes nu indespærret for en stund i en lagerbygning, hvor de sprøjter ham med et sandhedsserum og forhører ham. Scenerne minder ikke så lidt om Len Deightons The IPCRESS file (1965), hvor der tydeligvis er hentet en hel del inspiration.

Paperback, Pinnacle 1973

Det væsentlige er imidlertid, at mens Blade holdes fanget, lykkes det for hans russiske dobbeltgænger at snyde sig adgang til den maskine, der åbner porten til Dimension X. Det er med andre ord Blades alter ego, der bliver sendt af sted på mission denne gang – i hvert fald indtil Blade får kæmpet sig fri, ved blandt andet at udskide den skjulte bombe, som han (altid?) har i maven, og derved sprænge sig ud i friheden. Jeps, det er kulørte sager, det her!

Med Blade på fri fod kan han også komme ind i Dimension X, og her går jagten på hans russiske dobbeltgænger hurtigt over stok og sten. Denne gang er handlingen henlagt til Sarma, en form for antikt Grækenland eller øhavsrige, hvor Blade nok engang får kæmpet og kneppet sig vej op til samfundets top, kun for her at blive involveret i en kompliceret hofintrige. Det er bestemt ikke første gang. Alt dette sker dog ikke før, han har gennemgået en række prøvelser – som eksempelvis at blive angrebet af blodtørstige kæmpekrabber på den strand, hvor han vågner efter at være ankommet i Dimension X.

Paperback, Macfadden-Bartell 1970. Romanens 1. udgave

Som i de tidligere bind bliver Blades loyaliteter også løbende sat på en prøve, for naturligvis får han sig både underskønne, kvindelige allierede og nogle sølle mandslinger, der bævende må søge hjælp hos den fremmede machomand. Dette bind har, vanen tro, også en storladen, dramatisk konfrontation, for sådan har det været i alle de andre bind. Denne gang udspiller det sig til søs, hvor Blade deltager i et søslag mod en piratflåde. Det er festligt, men for mig at se er det egentlige højdepunkt den intense duel, som Blade må udkæmpe nede i fangekælderene under hoffets slot. Her bliver Blade kastet ned, så han kan bevise sit værd som mand og kriger. Blade må udkæmpe en duel på liv og død i komplet mørke… mod en blind kriger med superhørelse. Det er vildt og blodigt, ikke mindst fordi Blade får lejlighed til at bruge en stor sten som våben.

Hele præmissen for Slave of Sarma er naturligvis forvekslingshistorien mellem Blade og hans alter ego. Da de til sidst mødes, og Blade skal kæmpe imod sig selv, bliver det da heller ikke mindre dramatisk. Men der skal også ryddes op, for Blades dobbeltgænger har ikke ligget på den lade side, efter han besluttede sig for at ”hoppe af” i Dimension X og blive ved hoffet i Sarma, hvor man behandler ham som en blanding mellem en gud og en avlstyr.

Slave of Sarma er overordnet set ikke seriens bedste bind. Det er gentagende og historien en smule kompliceret, fordi vi skal bruge ganske meget tid på at høre om hofintrigerne samt ikke mindst, hvad den ”anden” Blade har lavet, før Blade selv ankom i Sarma. Tilmed gør bogen brug af nogle overraskende virkemidler, som at hovedparten af bogens slutning berettes som sider skjult i en flaskepost. Det er ikke optimalt, fordi det tydeligvis er en måde, hvorpå Lord/Stokes kunne komprimere handlingen og fremskynde historiens afslutning. Bogens sidste del har dermed mere karakter af et referat end egentlig, direkte prosa, hvilket må siges at være et eklatant fejlgreb, som sandsynligvis skyldes tidspres hos forfatteren.

Lydbog, Americana Publishing 2004. Selv i 2004 fik bogen en ganske “svulstig” indpakning

Men med det sagt, er der, som i forrige bind, noget fantastisk befriende ved bogens stupide vold og sex. Det er primitivt og voldsomt på en form for instinktiv facon, som gør det ret underholdende at følge Blades (u)gerninger. Som jeg skrev om sidste bind, så gør Blade alt det, som man ikke kunne drømme om at lade hovedpersoner gøre i dag. Ja man kan endda gå så vidt og sige, at der er noget moralsk forkert ved at læse en bog som denne. Det gør Richard Blade til noget forbudt, og vi ved jo godt, at det forbudte nu engang har en særligt forlokkende karakter.

Det er med andre ord derfor også vildt, plat, grotesk og underholdende, når Blade kæmper til døden i hulerne under slottet eller stikker prinsessen et par flade, før han smider hende på sengen og giver hende flere orgasmer. For naturligvis vil den stakkels dame domineres af Blade, der præcis ved, hvordan man håndterer en kold og utilnærmelig kvinde. Igen, det er så forkert og smagløst, at det bliver sjovt at læse, fordi Blade bliver indbegrebet på alt det, en mand ikke må være og alt det, som vi forhåbentlig har lagt bag os. Der kommer således heller aldrig en helt, der ligner Blade igen. Slap man Blade løs i dag, ville forfatteren blive stenet på stedet. Moderne helte kommer imidlertid hurtigt til at ligne bornerte skoledrenge, når de skal måde sig med den bramfri agent, denne serie handler om.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

“I’m sorry, Dave. I’m afraid I can’t do that”

Paperback, DelRey 1980

Jeg læste en bog af Arthur C. Clarke for nogle uger siden, som jeg snart skriver lidt om. Det var ikke A Space Odessey, men den fik mig alligevel til at tænke lidt i de baner. For det slog mig under læsningen, at computeren som fjendebillede – som digitalt monster, om man vil – ikke har været brugt specielt meget i skræklitteraturen. Det er i virkeligheden overraskende, for ganske vist kan man pege på enkelte værker og noveller, som bruger computeren, men der er ikke tale om nogen stor tradition.

Hardcover, New American Library 1968

Hvorfor er det sådan? Ødelæggende dræberrobotter har der været mange af siden 30’ernes pulp, men den slags Frankenstein-skabninger har alligevel en anden valør og rod klassiske motiver, som ikke dækker den type computerfjende, som jeg her har i tankerne. Så hvorfor har den digitale superhjerne ikke indtaget en plads i skrækfiktionens monstergalleri?

Paperback, Ace Books 1964

Der er formentlig flere svar på dette. Noget kan måske skyldes loyalitet i forhold til den konventionelle fordeling af tematikker de enkelte fantastiske genrer imellem. Men helt så enkelt er det vel ikke, håber jeg. En klassisk SF-tilgang til supercomputeren, som problem, findes eksempelvis i Pipers The Cosmic Computer (1964), hvor perspektiverne på sæt og vis er ganske skrækindjagende, men diskussionen ligger trods dette på et filosofisk plan, som ikke griber ned i de eksistentielle dybder, hvor det meste skrækfiktion trives.

Paperback, Random House 1993

Man kan også pege på skrækfiktionens traditionelle, fodslæbende brug af, for ikke at sige modstand imod, teknologi som virkemiddel. I den forstand er skrækfiktionen ofte så stok konservativ som fantasygenren, hvilket overlader supercomputerne til SF-litteraturen. Her tror jeg, at vi kommer tættere på sandheden.

Paperback, Pocket Books 1998

Den tredje og for mig at se væsentligste grund er nok imidlertid, vil jeg mene, at det var Clarke, der skrev den første, egentlige moderne computer-gyser med den indledningsvis nævnte A Space Odessey. Det gjorde han, i kreativt forbund med Stanley Kubrick, så godt og tidløst, at han på en gang åbnede og lukkede samtalen om emnet. Præcis som Orwell kan siges at have gjort det samme med 1984 og overvågningssamfundet. Faktisk er der et sært, litterært tomrum mellem A Space Odessey og Neuromancer, som i hvert fald mig bekendt, ikke for alvor er blevet udfyldt, og med Neuromancer var det da også i en helt anden genrer og et helt andet formsprog, at vi møder den digitale fjende, hvilket sådan set bare får Clarkes værk til at fremstå endnu mere unikt.

Paperback, Ace 1984

Jeg vil med andre ord vove den påstand, at ”computermonstret”, som tematik, blev skabt og stagnerede i sin egen kliché med samme roman. Ingen har for alvor formået at gå i Clarkes i fodspor. Det skulle da lige være William Gibson, der gjorde det samme med den digitale fjende, som Anne Rice gjorde ved Stokers vampyr. Men dermed flyttede Gibson, som sagt, også sit monster ud af skræktematikken og dermed også uden for dette indlægs rammer.

Paperback, Pocket Books 1983

Paperback, Hodder & Stoughton 1984

Paperback, Cheriton House Publishing 2016

Dan Shocker Grusel-Krimi, nr. 71 1971

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Poul Anderson, The High Crusade (1960): Undskyld, der er en ridder i mit rumskib?!

Paperback, Berkley Medallion 1978. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne var Poul Anderson en af kongerne blandt de genreforfattere, der beskæftigede sig med SF og det, som vi i dag kalder fantasy. Han var både produktiv og innovativ, men vigtigst af alt formåede han at ramme den rigtige balance mellem alvor og letbenet underholdning samt ikke mindst mellem plot og tempo, som tiden læsere satte pris på. Hovedværket The Broken Sword udfordrede afgjort denne skabelon, mens indeværende værk, The High Crusade til fulde demonstrerer den og viser, hvorfor Anderson blev så populær.

Handlingen begynder i England i det herrens år 1345, hvor en lille lokal herremand er i færd med at forberede sig på deltagelse i krigen mod Frankrig. Sir Roger, som ridderen hedder, når imidlertid aldrig at komme afsted til Frankrig, for ud af det blå lander der et rumskib i udkanten af hans landsby. Rumskibet er bemandet med en besætning af arrogante rumvæsner; spejdere, der er på udkig efter nye verdener, som Wersgorix-imperiet kan indtage og udnytte.

Poul William Anderson (25. november 1926 – 31. juli 2001)

Helt så let går det bare ikke denne gang, for Sir Roger har en masse riddere udstationeret i sin fæstning, der skal med ham i krigen mod Frankrig. Da rumskibet lander, tror ridderne indledningsvist, at det er et fransk trick eller noget sendt fra djævlen. Uanset hvad beslutter de sig for at slå først, og ridderne overrumpler dermed rumvæsnerne, som slet ikke er forberedte på modstand fra de ”primitive” jordboer.

For at gøre en lang historie kort, indtager ridderne rumskibet og lærer, gennem et overlevende rumvæsen, hvordan det fremmede fartøj kan flyves. Sir Roger beslutter sig for at gå på opdagelse med rumskibet, og han sender derfor hele sin hær ombord. Så langt så godt. De engelske riddere, de våbenføre mænd samt alle hjælperne, der ledsager krigstogtet, er snart efter i det ydre rum med kurs mod en fremmed planet.

Hardcover, Doubleday 1960. Romanens første udgave i bogform

Dermed begynder en utrolig krigshistorie, hvor Sir Roger og hans gæve riddere langsomt får knæsat rumvæsnernes imperie gennem snarrådighed, dristighed og held. Roger og ridderne er naturligvis godt hjulpet på vej af de ”rumvåben”, som de undervejs lærer at bruge, samt ikke mindst støtten fra andre befolkninger på ligeledes invaderede planeter.

Men, men, men. Sejren har en pris. Med sig ombord på rumskibet har Sir Roger sin unge, smukke kone Cathrine, der slet ikke er begejstret for al den krig og død. Hun føler sig overset, og mens Sir Roger indtager imperiet, taber han indadtil sit bagland.

Paperback, Dolphin Books 1962

The High Crusade er en røverhistorie på speed. Det er en absurd fortælling, der forsøger at jonglere langt flere stemninger på en gang, end hvad godt er, og det er en tåbelig, underholdende omgang ballade. Hele præmissen for fortællingen er omtrent så dum og utroværdig, som det kan blive, men pointen er naturligvis også, at læseren bare skal læne sig tilbage og lade herligheden udfolde sig i al sine uforpligtende flor.

Desuagtet er det alligevel interessant at kigge Anderson lidt i kortene og, så at sige, bevæge sig ind i romanens maskinrum. Der er nemlig to helt oplagte inspirationskilder for bogen, der har efterladt sig et kraftigt aftryk på handlingen.

Paperback, Macfadden-Bartell 1964

For det første har Anderson nemlig taget Mark Twains Connecticut Yankee og vendt den på hovedet. I stedet for at lade en moderne, teknologisk overlegen mand rejse tilbage til middelalderen, flytter han middelalderen ind i den teknologisk overlegne fremtid. Det bruger han til at demonstrere middelalderens kreativitet og vitalitet. Han kontrasterer altså den rå vildskab og viljestyrke, som middelalderens menneske er i besiddelse af, med de svage og dovne skabninger i rumimperiet, som teknologien har ødelagt. Robert E. Howard kunne ikke have udtænkt det bedre.

I alt dette er rumvæsnerne fra Wersgorix da heller ikke meget mere end statister, som vi kun får det vageste indtryk af. De er dovne, lumske og lettere uduelige, meget mere har vi sådan set heller ikke brug for at vide. Historien er nemlig mere eller mindre en parodisk fejring af mennesket som den hårdeste hund i universet, hvilket fremstår som en kærlig hilsen til forfatterkolleger som eksempelvis Robert Heinleins fiktion.

Paperback, Macfadden-Bartell 1968

Det andet væsentlige afsæt for romanen kommer fra Kong Arthur-myten. The High Crusade bliver nemlig en form for genfortælling af kerneelementerne i den fortælling. Takket være et utroligt våben (rumskibet = Excalibur) lykkes det Roger at samle et folk og føre dem fra den ene triumf til den anden, men sejrens pris er, at han mister sin dronning Guenevere, Cathrine, til sin betroede højre hånd. Midt i den episke kamp og kage lurer tragedien dermed i baggrunden og gør sejren bitter for Roger.

The High Crusade løb som føljeton, før den blev skrevet sammen i romanform, og det kan som altid mærkes. Handlingen gør flere gange nogle stemningsmæssige spring og efterlader hver gang løse ender. Der er på den led ganske meget uforløst og uklart i romanen, der trods sin slående enkelthed alligevel afsluttes med en del åbne spørgsmål.

Paperback, Manor Books 1975

Det er med andre ord alt for let at finde mangler i romanen, der er præget af en god portion dilettanteri. Men omvendt er det netop i den løsslupne, famlende fremstillingsform, at styrken i bogen ligger. Anderson drøner afsted med sin læser som blind passager og ser sig ikke tilbage. Det er gonzo-SF eller pulp af den reneste aftapning, skrevet før udtrykket endegyldigt stagnerede i pasticher og nostalgisk sværmeri.

Som du nok fornemmer, har jeg et ømt punkt for bogen, der er et hurtigt læst, fornøjeligt bekendtskab, man ikke sådan uden videre glemmer. Om ikke andet, fordi den er så umanerligt tåbelig…

Paperback, Corgi 1981

Hardcover, Severn House 1982

Paperback, Berkley Books 1983

Hardcover, Baen 1991

Paperback, Baen 1991

Paperback, Baen 2010

3 kommentarer

Filed under Roman

Mørkets fyrste ude med ny single

Gode gamle Ozzy har lige sendt en ny single på gaden. Som inkarneret Sabbath-fan er det jo altid interessant, hvad Ozzy går og pusler med, selvom jeg efterhånden fuldstændig har afskrevet manden som udøvende kunstner. Når det er sagt, er nummeret overraskende fængende, men jeg ved også med 100% sikkerhed, at han aldrig kan synge det nummer live. Det er et stykke fuldstændigt studieskabt musik, der hvad Ozzy angår, ene og alene lever på teknikkernes tryllerier bag mixerpulten. Men hva’ pokker, der er noget betryggende ved, at han stadig er derude et sted og laver musik. Så har vi gamle røvhuller da stadig en lille bitte smule at klamre os til. Måske det album, han snart udsender, bliver godt? Måske Ozzy får sig et revival i stil med Johnny Cash, før han lukker og slukker?

Vi ses på søndag, hvor der står rum-ramasjang på menuen.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Anne Rice, The Tale of the Body Thief (1992): Min krop, din krop, vores krop

Paperback, Ballantine Books 1992. Den forside arbejdede de nok længe med hos Ballantine…

Da Anne Rice vendte tilbage til sit vampyrunivers med The Tale of the Body Thief, var hun blevet en superstjerne og et kulturelt ikon. Der var med andre ord sket meget i hendes professionelle virke, hvilket afgjort også afspejles i seriens fjerde bind. Ser man forfatterskabet som helhed, kan det da heller ikke komme som nogen overraskelse, at bogens form og tone er, som den er. Men mere om det senere.

I romanen genintroduceres vi til en livstræt Lestat de Lioncourt, der har slikket sine sår efter oplevelserne, som vi fik skildret i Queen of the Damned (1988). Vi hører, at den fælles kamp mod Akasha først førte til en form for forbrødring mellem de overlevende vampyrer, men som tiden er gået, er de gradvist drevet fra hinanden igen. Mørkets skabninger er i sidste ende enspændere, der ikke trives i flok. Alt dette har imidlertid efterladt Lestat med en akut følelse af livslede, der driver ham til et ikke helt oprigtigt selvmordsforsøg i Gobiørkenen. Men netop i kølvandet på dette følelsesmæssige lavpunkt indtræffer en interessant mulighed.

Paperback, Ballantine Books 1992

 

Lestat bliver tilbudt at bytte krop med et menneske – altså en dødelig mand af kød og blod. Han opsøges nemlig af den enigmatiske slyngel Raglan James, der er i besiddelse af betragtelige paranormale, psykiske evner; bl.a. evnen til at bytte krop med andre. Det sker ved en form for sjælevandring, der beskrives som noget i retning af at gøre et ”hop med sjælen”. Hvordan det rent faktisk sker er ikke så vigtigt, det centrale er, at Lestat ikke kan modstå fristelsen. Han siger ja, til trods for advarsler fra sin ven og fortrolige skriftefader David Talbot fra Talamasca-ordenen; en størrelse som Rice introducerede i romanen The Witching Hour (1990).

Aftalen mellem Lestat og Raglan James lyder, at Lestat får 24 timer som menneske, hvorefter de skal bytte deres kroppe igen. Ikke overraskende overholder Raglan ikke denne aftale, og nu begynder en hæsblæsende rutsjetur, hvor Lestat og David Talbot sammen jager ”the body thief”, så Lestat kan komme tilbage til sit vante vampyriske jeg.

Anne Rice (født 4. oktober 1941) fotograferet 19. oktober 1992

Som det fremgår af handlingsreferatet, er der tale om en ganske ligefrem røverhistorie med tempo og højt humør. Lestat er vores entusiastiske fortæller, og vanen tro kommenterer han undervejs direkte på handlingen. I indledningen fortæller han os endda, at dette ikke er en historie om sukkende vampyrer og fortrolige samtaler. Dette er en anden slags historie, og her kan man kun give ham ret.

Med førnævnte Queen of the Damned skiftede Rice for alvor udtryk. Hun flyttede sig fra det meditative, indadvendte drama, vi fik udfoldet i Interview with the Vampire (1976) til en langt mere udadvendt og pågående stil. Det gjorde, at hendes romaner i høj grad kom til at fremstå som erotisk spændingslitteratur. The Tale of the Body Thief har således kun ganske lidt til fælles med seriens udgangspunkt, men den finder derimod en nær slægtning i The Mummy (1989), som Rice havde udgivet året forinden. De to romaner er, så at sige, båret af samme narrative ånd, og deres udtryk skulle også komme til at kendetegne en stor del af de videre bøger i Rices forfatterskab – eksempelvis Lasher (1993), der ligger omtrent så langt fra The Witching Hour, som The Tale of the Body Thief ligger fra Interview with the Vampire.

Hardcover, Chatto & Windus 1992. Romanens 1. udgave

Anne Rice var med andre ord ikke længere den samme forfatter. Overfladisk havde hun bevaret sit indfølte, stemningsbårne udtryk; men så snart man ser om bag tekstens forgrund, er det klart, at den er blevet til noget ganske andet. Det, der begyndte som eksistentialistisk, litterær behandling af livets store spørgsmål, er med The Tale of the Body Thief blevet staffage. Det er et formsprog, der først og fremmest skal danne afsæt for den romantiske spændingsfiktion om underskønne helte, der udkæmper deres kampe i al den kultiverede luksus, som verden kan tilbyde.

The Tale of the Body Thief er sentimental, som det meste Rice har skrevet, men Rice havde efterhånden også på dette tidspunkt fået etableret sin hovedperson Lestat så tydeligt, at han som skælmsk enfant terrible formår at gøre selv de tungeste passager lettere med en vittig bemærkning. Men alligevel insisterer Rice på at føje gravitas til handlingen og lade sine hovedpersoner diskuterer meningen med livet, forholdet mellem ungdom og alderdom samt ikke mindst livets flygtighed. Alt dette er der til overflod i romanen her, men det sikker ikke dybt. Det er stemningsskabende røgslør, som mere tjener som intellektuelle og finkulturelle markører end egentlige, oprigtige afsøgninger af disse umuligt store temaer.

Paperback, Ballantine Books 1993

På et punkt må man imidlertid konstatere, at Rice har skærpet sine synspunkter. Hvor Interview with the Vampire var båret af en fundamental seksualisering af alle relationer, og dermed afgjort et stykke såkaldt queer-litteratur, er fokus forflyttet i The Tale of the Body Thief. Sex er ikke muligt for Rices vampyrer, men i sin nye menneskekrop er det en anden sag for Lestat. Han går dermed i seng med en kvinde, men alle bogens øvrige relationer handler om homoseksuelle forhold mellem mænd. Rice skubber på den led homoseksualiteten helt frem blandt handlingens hovedtematikker.

Det er uden tvivl et udtryk for Rices behov for at tale homoseksuelles sag; noget, der har fulgt hende siden 80’erne. Den katolske kirkes holdning til homoseksualitet har eksempelvis været en af årsagerne til hendes tumultariske forhold til den kirke, som hun har elsket og kæmpet imod i hele sit forfattervirke. En kamp der ikke mindst har gjort Rice til et queer-ikon.

Paperback, Penguin Books 1996

Romanen har med andre ord et budskab og en kamp at kæmpe, men bagsiden af dette er, at hendes vampyrunivers desværre også bliver en smule enstrenget. Alle de gode intentioner til trods, kan man så også notere sig, at det kun er sex mellem mand og kvinde, der beskrives; alt andet forbigås med floromvundne vendinger. Rice gik med andre ord ikke linen ud i bogen; måske fordi hun alligevel var bange for at skubbe læsere bort med alt for konkrete skildringer.

Det vittige fylder, som sagt, en hel del i fortællingen, der stedvist har karakter af en farce. Det er således indledningsvist underholdende at læse Rice udlægge Lestats genvordigheder med transformationen fra vampyr til menneske, men det bliver også hurtigt søgt. Især fordi Rice forsøger at vende sit sprog og sin metaforik på vrangen. Hendes sensualisering af sproget og verden har været et karakteristikum for hendes beskrivelser af vampyrernes verden, men nu udnytter hun selvsamme til at beskrive erfaringen af de dødeliges verden, og det greb lykkes ikke.

Paperback, Ballantine Books 1997

Tale of the Body Thief er en roman, som man ikke må tage for mere, end den er. Man skal således tage Lestat på ordet, når han fortæller sine læsere, at dette er en røverhistorie. At Rice her givetvis forsøger at underspille sine intentioner med romanen, er der dog nogen tvivl om; de litterære prætentioner er altid til stede i hendes forfatterskab, ligegyldigt hvor banalt det bliver for hende.

Som sagt er det en bog, som man umuligt kan tage seriøst, også selvom Rice sikkert gerne ville have, at vi skulle gøre det. Den solgte godt, da den kom på gaden. Jeg købte den selv, dengang den udkom, men der var formentlig mange som vendte hende ryggen efter denne roman. Min Rice-periode var i hvert fald ved at ebbe ud på dengang, hvilket er paradoksalt, taget i betragtning, at det var den første Rice-roman, jeg rent faktisk fik købt på udgivelsestidspunktet. Sådan kan det gå. Jeg må også indrømme, at dette formentlig er min endestation for hendes vampyrunivers. Det, der kom efter Tale of the Body Thief, er ulideligt og fortjener hverken læsning eller genlæsning.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Arrow Books 2004

Paperback, Arrow Books 2010

Ebog, Ballantine Books 2010

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Pyh, så skal der gang i den igen

Et lille pip fra mig. Jeg har været ret optaget i den seneste tid med diverse bogprojekter, men nu vågner Fra Sortsand igen. På søndag skal vi således til vampyrernes verden; jeg håber vi ses!

I mellemtiden kan jeg fortælle, at min næste roman Rama Rama Europa nu er gennem første revision hos forlaget og roligt bevæger sig frem mod udgivelsen. Det glæder jeg mig vildt og blodigt til. Jeg har også brugt tid på at samle billedmateriale sammen og reviderer min fagbog om gyserlitteratur, Skrækvisioner. Det projekt, som i skrivende stund har fået 70.000kr i fondsstøtte, bliver også rigtig stort at kunne lukke ned. Jeg håber stadig, at Skrækvisioner ser dagens lys før udgangen af dette år, men noget kunne tyde på, at vi slige skal ind i 2020 før jeg kan stå med bogen i hånden. Omvendt må jeg sige, at Syddansk Universitetsforlag er effektive, så det kan ikke udelukkes, at bogen bliver min julegave til mig selv.

Videre kan jeg fortælle, at den roman jeg skriver sammen med min gode ven Jacob Krogsøe også nærmer sig afslutning. Sidste kapitel er lige blevet skrevet; så mangler der bare en kort epilog og så kan det store revisionsarbejde begynde. Selve skrivearbejdet begyndte for et år siden, hvilket betyder at arbejdet med Blodbaner, som bogen hedder, er gået utrolig meget hurtigere end vores forrige fælles roman Randvad.

Når man dertil lægger to fagbøger, som jeg også har afsluttet i oktober måned, så har det alt i alt været et travlt efterår med ganske lidt tid til at blogge. Ærgerligt, men døgnet har desværre for få timer til det hele.

På genhør på søndag.

Martin

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret