“I’m sorry, Dave. I’m afraid I can’t do that”

Paperback, DelRey 1980

Jeg læste en bog af Arthur C. Clarke for nogle uger siden, som jeg snart skriver lidt om. Det var ikke A Space Odessey, men den fik mig alligevel til at tænke lidt i de baner. For det slog mig under læsningen, at computeren som fjendebillede – som digitalt monster, om man vil – ikke har været brugt specielt meget i skræklitteraturen. Det er i virkeligheden overraskende, for ganske vist kan man pege på enkelte værker og noveller, som bruger computeren, men der er ikke tale om nogen stor tradition.

Hardcover, New American Library 1968

Hvorfor er det sådan? Ødelæggende dræberrobotter har der været mange af siden 30’ernes pulp, men den slags Frankenstein-skabninger har alligevel en anden valør og rod klassiske motiver, som ikke dækker den type computerfjende, som jeg her har i tankerne. Så hvorfor har den digitale superhjerne ikke indtaget en plads i skrækfiktionens monstergalleri?

Paperback, Ace Books 1964

Der er formentlig flere svar på dette. Noget kan måske skyldes loyalitet i forhold til den konventionelle fordeling af tematikker de enkelte fantastiske genrer imellem. Men helt så enkelt er det vel ikke, håber jeg. En klassisk SF-tilgang til supercomputeren, som problem, findes eksempelvis i Pipers The Cosmic Computer (1964), hvor perspektiverne på sæt og vis er ganske skrækindjagende, men diskussionen ligger trods dette på et filosofisk plan, som ikke griber ned i de eksistentielle dybder, hvor det meste skrækfiktion trives.

Paperback, Random House 1993

Man kan også pege på skrækfiktionens traditionelle, fodslæbende brug af, for ikke at sige modstand imod, teknologi som virkemiddel. I den forstand er skrækfiktionen ofte så stok konservativ som fantasygenren, hvilket overlader supercomputerne til SF-litteraturen. Her tror jeg, at vi kommer tættere på sandheden.

Paperback, Pocket Books 1998

Den tredje og for mig at se væsentligste grund er nok imidlertid, vil jeg mene, at det var Clarke, der skrev den første, egentlige moderne computer-gyser med den indledningsvis nævnte A Space Odessey. Det gjorde han, i kreativt forbund med Stanley Kubrick, så godt og tidløst, at han på en gang åbnede og lukkede samtalen om emnet. Præcis som Orwell kan siges at have gjort det samme med 1984 og overvågningssamfundet. Faktisk er der et sært, litterært tomrum mellem A Space Odessey og Neuromancer, som i hvert fald mig bekendt, ikke for alvor er blevet udfyldt, og med Neuromancer var det da også i en helt anden genrer og et helt andet formsprog, at vi møder den digitale fjende, hvilket sådan set bare får Clarkes værk til at fremstå endnu mere unikt.

Paperback, Ace 1984

Jeg vil med andre ord vove den påstand, at ”computermonstret”, som tematik, blev skabt og stagnerede i sin egen kliché med samme roman. Ingen har for alvor formået at gå i Clarkes i fodspor. Det skulle da lige være William Gibson, der gjorde det samme med den digitale fjende, som Anne Rice gjorde ved Stokers vampyr. Men dermed flyttede Gibson, som sagt, også sit monster ud af skræktematikken og dermed også uden for dette indlægs rammer.

Paperback, Pocket Books 1983

Paperback, Hodder & Stoughton 1984

Paperback, Cheriton House Publishing 2016

Dan Shocker Grusel-Krimi, nr. 71 1971

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

4 responses to ““I’m sorry, Dave. I’m afraid I can’t do that”

  1. Henning

    Hej Martin

    Fedt tema! Faktisk diskuterede jeg, så sent som i forgårs, med en medstuderende, der hyper-gerne vil skrive horror – men også science fiction – hvorvidt 2001 kunne gøre det ud for horror. Det mener jeg ikke, men det er anden snak.
    Så for nu bare lige, at holde fast i temaet om den amok-løbne computer, der – som trope/mytisk figur betragtet – karakteriseres af Palle Juul Holm som “guden”, så finder jeg ikke at “festen” var åbnet&lukket med C&K’s 2001.
    Der er f.eks. “Colossus” af D.F Jones, 1966 (filmatiseret som “The Forbin Project”, 1970); Eller supercomputeren i “Logan’s Run”, Nolan og Johnson, 1967, filmatiseret 1976, der bestemmer alt for menneskeheden (hvem har sat den til det?) selv dødsdagen (når man fylder 21 år); Eller den kunstige bevidsthed, som mandskabet ombord på “Earthling” bygger, i Herberts “Destination: void”, som viser sig at være – nåja – en “gud” (jvnf PJH, ovenfor).
    Men iøvrigt glæder jeg mig umanerligt til dit indlæg om den Clarke-roman, du hentyder til. Den kan jeg sgu ikke lige gennemskue hvad skulle være (kan man sige det?)

    • Martin

      Hej Henning, om A Space Odessey er horror eller ej er bestemt en spændende snak. For mig at se er hovedstykket i romanen rendyrket skrækfiktion, der leverer sin gru uden referencer til skrækfiktionens typiske rammeværk. Men skrækelementet er absolut ikke bogens hovedanliggende, det er blot det, som Clarke benytter til at kommunikere sine pointer med. Tak for supplerende værker. Emnet er nemlig rigtig sjovt og interessant at forfølge videre. Pøj-pøj til din medstuderendes ønske om SF-gys.

  2. Man kunne lave en lille indesluttet cirkel i temaet med Koontz og James. Peter James skrev Immortalis, hvor folk overfører deres bevidsthed til computeren, og Koontz skrev Demon Seed, hvor computeren forsøger at overføre sig selv til en fysisk krop. Full circle på to bøger – uden at nogen af dem er særligt gode, så vidt jeg husker.

    • Martin

      Det lyder som en sjov idé. Jeg har kun læst Demon Seed, som der ikke er voldsomt meget godt at sige om, men Immortalis har jeg til gode.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.