Så kom der en forside

Hurra! Min roman Rama Rama Europa, der udkommer her til marts, har fået en forside. Det er ret fedt, for så er bogen vitterligt ved at være på trapperne. Det har jeg glædet mig utrolig meget til, fordi det er en roman, jeg er ganske stolt af. Det er en fortælling, der afgjort går andre veje end det jeg tidligere har skrevet, og resultatet er blevet en fascinerende fabel, synes jeg, om venskab og kultur.

Der kan siges ret meget om bogen, hvilket jeg sikkert også kommer til i senere indlæg, men her kan du i hvert fald læse bagsideteksten, som den ser ud i skrivende stund. Den ændrer sig måske inden udgivelsen, men det får vi at se. Jeg håber i hvert fald, at det kan pirre din nysgerrighed.

 

 

Michael Moorcock, The Winds of Limbo (1965): Et SF-skoleeksempel

Paperback, Mayflower 1974. Omslaget er malet af Mayflowers faste mand Bob Haberfield

Michael Moorcock har indskrevet sig i både SF- og fantasygenren som et af de bedst kendte navne, og da hans Elric-karakter lynhurtigt i løbet af 60’ernes første halvdel fik kultstatus, opnåede Moorcock samtidig pladsen som Englands fremmeste genreforfatter. For en tid kom ingen, ud over Tolkien, op på siden af Moorcock, hvilket mere eller mindre skyldes hans Elric-karakter. For selvom han har skrevet ganske meget, er der ikke noget af dette, der målt i popularitet eller salgstal kommer op på siden af hans ”eternal champion”.

‘The Winds of Limbo, der først blev udgivet under titlen The Fireclown, er ikke en Elric-fortælling, og den er et godt eksempel på den relativt store mængde af mindre mindeværdig litteratur, som Moorcock har produceret i skyggen af sin albino-antihelt. Indeværende roman er nemlig ikke specielt god, men samtidig er den et godt eksempel på en faldgrube, der, vil jeg mene, ligger indbygget i SF-genren. Mere om dette om et øjeblik; først skal vi lige have styr på handlingen.

Paperback, Mayflower 1974

Historien udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden er flyttet indendørs, efter det er blevet umuligt at opholde sig ude i det fri. I dette nye samfund bor de rige højt over masserne i tårne og eller etagebyggerier, mens pøblen bor i uendelige kældre uden adgang til dagslys. I den mistrøstige situation kan adspredelse være vigtig, hvilket de statskontrollerede medier pligtskyldigt leverer.

Da vi kommer ind i historien, er noget på færde i kældrene. Masserne er begyndt at lytte til en prædikant, en messias, der kalder sig ”The Fireclown”. Han er en svævende, fed skabning, der tilsyneladende ikke lover sine følgere noget bestemt, men alligevel fornemmer alle, at han taler til netop dem med løfter om præcis, hvad de har brug for. Denne messias prædiker indirekte oprør, og regeringen er presset. Skal de gribe ind og risikere, at Ildklovnen bliver en martyr, eller skal de lade ham være og håbe, at hans revolution løber ud i sandet? Afgørelsen kommer, da der eksploderer en bombe. Alt peger på, at det er denne messias, der står bag terrorhandlingen, så nu må der gribes ind, men kan de nå at fange Ildklovnen, før han fordufter og masserne revolterer?

Michael John Moorcock (født 18. december 1939) fotograferet i 1963 med en skrivemaskine

Fortællingen udfoldes gennem et kollektiv af personer, hvoraf de fleste tilhører samfundets øverste top og faktisk er i familie med det, der formentlig bliver den næste præsident. De vigtigste karakterer er Alan Powys, der arbejder for transportministeriet, og dennes kusine Helen, der sammen beslutter sig for at finde Ildklovnen og få opklaret, hvad og hvem han er. Det fører dem på sporet af en skrupelløs magtintrige og videre ud i kredsløb om Jordkloden, hvor de endelig er i stand til at se den store sammenhæng.

Moorcocks roman har store ambitioner og tydelige afsæt i samtiden. Udgivelsesåret er ’65, og ungdomsoprør såvel som folkelige krav om atomar nedrustning spiller ind i bogens stof. At Ildklovnen samtidig fremstår som en spejling af en uudgrundelig orientalsk guru, der lader sine disciple finde de svar, som passer dem bedst, må også karakteriseres som et tidsspecifikt element. Der var revolution i luften, og mens oprøret i Moorcocks fremstidsdystopi synes fuldt ud berettiget, er hans bog også en advarende stemme. Han stiller nemlig spørgsmålet, hvem der styrer revolutionen? Hvem dirigerer de revolutionære kræfter hos ”masserne”.

Paperback, Compact Books 1965. Romanens første udgave

I romanen er svaret åbent, fordi det viser sig, at revolutionens symbol, Ildklovnen, slet ikke er nogen messias, men blot en kaosfaktor, der sætter gang i omvæltninger uden plan eller formål. Han er gnisten, der tænder bålet, som allerede eksisterer, fordi hans publikum bare har ventet på en anledning. Faktisk er det regeringen selv, der gennem medierne får skabt Ildklovnens identitet som revolutionær kraft.

Igennem deres negative omtale af klovnen som farlig, skaber de ham paradoksalt som antitese til deres eget system, og får derved uforvarende opbygget præcis den fjende, som de vil undgå og ødelægge. Den dialektik er godt set af Moorcock, og romanen har på det punkt også en hel del at sige i forhold til vores egen samtid, hvor religiøse og kulturelle skræmmebilleder har åbenlyse paralleller til regeringens konstruktion af Ildklovnen som fantom.

Paperback, Paperback Library 1967

Men, og der er et men, bag alt dette har vi selve plottet, der så at sige skal få det hele til at glide ned hos læseren. Til det formål udtænkte Moorcocok et drama, der relaterer til Ildklovnens sande identitet, samt ikke mindst en romance mellem hovedpersonerne Alan og Helen. Disse narrative rammer omkring bogens underliggende koncepter er mildest talt trivielle og rendyrket pulp af en skuffe, som i ´65 var stærkt forældede.

Dermed er vi også tilbage ved den faldgrube, som jeg indledningsvis nævnte. Moorcocks roman er et klassisk eksempel på en SF-roman med interessante idéer, der ligger som klangbund for handlingen. Selve handlingen, og måske vigtigst af alt, det æstetiske arbejde med sproget, der formidler handlingen, er imidlertid underudviklet og behandlet som noget sekundært – nærmest bare en nødvendighed for at få beskrevet eller iscenesat tekstens idéer.

Paperback, Paperback Library 1969

For mig fungerer den slags overhovedet ikke. Mens jeg har stor sympati for både Moorcocks idéer og behovet for at diskutere store tanker i fiktionen, er den lemfældige, sproglige lancering af fiktionen et ødelæggende træk, der desværre er indbygget i ganske meget SF, som lader idéer går forud for æstetik. Man kan indvende, at dette er en genrekonvention, og hvis det er korrekt, må jeg konstatere, at jeg ikke er til den type SF, som lægger sig i den tradition.

Michael Moorcocks The Winds of Limbo er tankevækkende, men han har skrevet langt bedre bøger. Det er spændende tanker i elendig indpakning og sammenfatter dele af SF-litteraturens skyggeside; gode idéer men dårlig prosa. Skønne, spildte kræfter.

Paperback, Sphere Books 1970

Paperback, Dale Books 1978

Paperback, ROC 1993

Paperback, Fantastic Books 2011

Paperback, Fantastic Books 2018

Drug Church siger ”Bliss Out” med ny single

Jeg sidder og håber rigtig meget på, at amerikanske Drug Church lægger vejen forbi København eller måske bare et eller andet let tilgængeligt spillested denne sommer. Jeg vil rigtig gerne se dem live, og de har netop smidt en ny single på gaden, hvilket jo kunne tyde på, at de barsler med et eller andet. Det håber jeg i den grad. Det nye nummer, ”Bliss Out”, er måske ikke den bedste Drug Church-sang nogensinde, men den er ganske cool og fanger bandets karakteristiske lyd meget godt. Prøv et lyt til sangen, måske du også melder dig ind i deres kirke. Så kan vi dele bænk.

 

Vi ses på søndag, hvor menuen står på Moorcock.

 

Strip a gogo

Paperback, Beacon Books 1959

Da pulpmarkedet endegyldigt i 1950’erne gik fra at være domineret af magasiner til marked med primært billige paperbacks, var den mere kulørte side af bogmarked også kæmpe stort. Faktisk var den erotisk pulp en grundpille i paperbackindustrien. Det tema har optrådt flere gange her på bloggen med stort set samme budskab hver gang. Den erotiske pulplitteratur blev et pikant kighul ind til forbudte verdener og socialt uacceptable situationer. Pulplitteratur blev en genvej eller et surrogat for alle de uanstændige oplevelser, som læseren måske nok kunne drømme om, men alligevel aldrig selv opleve i virkeligheden.

Sensational Detective Cases, juni 1942

Forlag som Monarch, Beacon og Nightstand Books udviklede på den baggrund et finmasket net af smudsige undergenrer, der kunne tilfredsstille enhver fetich eller fascination hos læserne. De mest grovkornede sager udkom naturligvis kun på mindre, affilierede forlag, der ikke nåede ud i tobakskioskerne, men de mindre sprængfarlige titler kom i kæmpe oplag.

Paperback, Signet Books 1955

Et populært tema, der stort set er med fra det tidligste paperback-boom, er ”striptease-bogen”. Det vil sige en bog, hvis handling er centreret omkring stripklubber eller stripteasedanserinder. Temaet var forbløffende populært, hvilket ikke mindst bevidnes gennem den ret store mængde kriminalromaner, der også bruger temaet som kulørt ramme for mord og røverier.

Paperback, Signet 1963

Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at stripklubben og stripperen som arketype i pulpen bliver forbundet med farlighed, belastede miljøer, druk og underverdenen. Til det kan man så også tilføje en solid dosis sex, og resultatet bliver en cocktail at pirrende elementer, som gav læseren mulighed for at opleve noget langt mere fascinerende, end hvis de rent faktisk opsøgte den lokale stripklub.

Paperback, Signet 1960

Ikke desto mindre er der noget indebrændt over stripbøgerne og deres tilbud af oplevelser pr. stedfortræder. Den som oftest mandlige læser kunne nemlig her på sikker afstand svælge i sine erotiske oplevelser uden at skulle udsætte sig selv for den risiko at blive afsløret på en upassende klub.

Paperback, Saber Books 1964

Præcis det element er ikke uvæsentligt, og det er bemærkelsesværdigt, at ”strip-temaet” kun forblev populært fra begyndelsen af 1950’erne og små ti år frem. I midten af 60’erne skete der imidlertid noget centralt. De topløse gogo-klubber begyndte at blomstre op og blive hippe blandt unge såvel som gamle. Strippen mistede noget af sin farlighed på den konto og blev om ikke socialt acceptabel, så i hvert fald mindre belastet. Det tog pusten ud af temaet, som med et blev ordinært og fantasiløst. Det pirrende var borte og i stedet dykkede pulpen længere ned i de forbudte lysters register for at finde måder at tilfredsstille alle de skjulte behov derude hos læserne.

Paperback, Royal Line 1966

Gogo-danseren var således den indirekte årsag til strippulpens død. Tænk over det, når du næste gang tager på din lokale topløse gogo-klub.

Paperback, Private Editions 1966

Paperback, Playtime Books 1960

Paperback, Novels 1953

Paperback, Nightstand Books 1962

Paperback, Nightstand Books 1960

Paperback, Midwood 1964

Paperback, Macfadden-Bartell 1963

Paperback, Kozy Books 1962

Paperback, Intimate Edition 1963

Paperback, Imperial Books 1966

Paperback, Gold Medal books 1965

Paperback, Gold Medal Books 1963

Paperback, Gaslight books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, French Line 1967

Paperback, Dell 1960

Paperback, Berkley 1958

Paperback, Belmont Books 1962

Paperback, Beacon Books 1960

Paperback, Beacon Books 1959

Paperback, Beacon Books 1959

Paperback, Bartell 1964

Paperback, Avon 1964

 

Og endelige her lidt næsten påklædt cool gogo-dans fra 1965:

John Farris, The Fury (1976): Kalkuleret og underholdende

Paperback, Popular Library 1977. Maleren bag omslagets herlige indre læg er desværre ikke oplyst

”Stick it to the man,” sagde man i visse kredse i 60’ernes USA. ”Før han stikker til dig,” kan man så tilføje. Det var skam alvorligt ment. I hælene på de hastigt fordampede skyer af kærlighed, der var drevet ind over USA i løbet af sommeren ’67, meldte lige dele kynisme og pessimistisk klarsyn sig. Altamont, Charles Manson, Vietnam, politiske attentater, Watergate og økonomisk lavkonjunktur. Det hele blev opfattet som en ophobning af dårlige varsler og alvorlige sygdomstegn. Oprøret gik i vasken, men hvem havde skylden? Meget kunne tyde på, at det var staten – Big Brother, The Man, der var skyld i problemerne. Staten, der burde være din ven, var måske i virkeligheden din værste fjende. ”I’m not a crook,” bjæffede magtens personifikation, der blev taget med hænderne i kagedåsen. Her blev forræderiet afsløret, men hvor meget andet gik ubemærket hen?

Der sneg sig en alvorlig tone af paranoia ind i 70’ernes amerikanske genrefiktion, og staten blev konspirationernes omdrejningspunkt. Den tanke blev udfoldet i en syndflod af bøger, der som oftest lagde sig i farvandet mellem krimi og thriller, men naturligvis måtte skrækgenren også tale med her. Det gjorde flere af tidens bedst kendte stemmer, men andre ramte også plet og indfangede tidsånden i romanform.

John Lee Farris (født 26. juli 1936)

En af dem var John Farris, der sendte sin The Fury på gaden i ’76. Romanen udspiller sig primært i 70’ernes yndlingsbillede på vestligt fordærv, syndens fremmeste hule, New York City, og persongalleriet er typisk stof for tiden. Vi kommer ind i en hjertevarm, velhavende og kunstnerisk familie, der måske ikke ligefrem ligner den gennemsnitlige amerikaners hjem, men familien er sympatisk, og læseren forstår straks, at de er anstændige mennesker på trods af deres særheder.

Hovedperson er den purunge teenagepige Gillian Bellaver, der har en hemmelighed. Hun har voldsomme paranormale evner – psykiske evner, der gør, at hun eksempelvis kan slå ihjel ved tankens kraft. Hun kan også mere end det, men alt dette er hun først ved at opdage nu. På den hårde måde, vel at mærke, for hun har slået sin bedste veninde ihjel på grusomste vis, uden at ville det, og snart ser hun sig indlagt og udsat for utallige eksperimenter.

Hardcover, Playboy Press 1976. Romanens 1. udgave

Et helt andet sted jager en forhutlet mand for at finde sin søn Robin. Han er sikker på, at regeringen har snuppet ham, fordi drengen vidste eller kunne for meget. Peter, som manden hedder, er ikke nogen hvem som helst. Han er en toptrænet specialist, en spion eller elitesoldat. En, der er vant til at håndtere delikate situationer for Systemet. Helt præcist er Peters fjende den enigmatiske sykofant Childermass, der som en anden svengali styrer en tophemmelig forsøgsenhed, der beskæftiger sig med det paranormale.

Childermass er også ude efter Peter, men da han ad omveje hører om stakkels Gillan, bliver hun også et mål for ham. Snart går den vilde jagt gennem New Yorks gader. Hemmelige agenter jager pigen og soldaten, der imod alle odds forsøger at finde ud af, hvor de sataniske regeringskræfter har skjult Peters søn. Desværre opdager vi også, at kampen måske allerede var tabt, før den begyndte, for Robins psykiske evner var større, end han kunne bære. De steg ham til hovedet og i stedet for en teenagedreng, søger den stakkels far nu efter en manisk morder, der tripper på sine ustyrlige, psykiske evner.

Paperback, Futura 1978

The Fury har det hele. Den har vold, sex, gys, kærlighed, patos og drama. Den er skrevet som et uredigeret filmmanuskript; et manus, hvor alle de lidt for besværlige scener ikke er blevet fjernet endnu. Bogen er et destillat af tidens takter og leverer sin orangebrune stemning til perfektion. Det er ikke så sært, at romanen blev en bestseller. Fuldt ud kalkuleret gennemspiller Farris programmet for os, og vi kender det hele på forhånd. Det eneste, vi behøver at gøre, er at læne os tilbage og lade hans handling flyde ind over os.

Det mest tankevækkende ved The Fury er uden tvivl den vrede, som titlen tematiserer. Vrede er en kernefølelse i bogen. Det er den følelse, som bevæger historiens persongalleri, og den følelse, der i sidste ende ødelægger alt. Vreden sluger dem alle. Vreden over at være født anderledes, vreden over at blive snydt af Systemet, vreden over at blive svigtet. Midt i al den genretypiske grød og bestsellerklichéer indfanger Farris her noget autentisk. Han griber en grundstemning af utryghed og frustration i sin samtid og spinder den sammen med et skrækeventyr, der aldrig fuldstændigt forlader realismens land. Det kunne faktisk ske, siger man til sig selv, og synker endnu en gang, når agenterne brutalt myrder uskyldige.

Paperback, Popular Library 1978

Romanen er godt håndværk, skrevet af en forfatter, der præcis vidste, hvilke stemninger og følelser han ville opnå hos læseren. Der er også noget kalkuleret over romanen, der med behændigt afsæt i scener, der er et ekko af Blattys ekstremt populære bestseller The Exorcist, luller læseren ind i et univers af paranormale fænomener og paranoia. Hvilket ligeledes var emner, der optog sindene i 70’erne, og Kings Carrie havde to år forinden vist, at der var salg i romaner om rasende teenagere med psykiske evner.

Den cocktail fungerede, og det gør den selv i dag, hvor Farris’ roman ikke længere bæres frem af samme tidsånd og har fået karakter af noget lettere anstødeligt, hvis man lader sig anstøde af den slags. Voksne, der går i seng med drenge på 15 og lummer seksualisering af helt unge piger, er ikke noget, som får lov til at glide ubemærket ind i storsælgende spændingsromaner i dag. Nej, så har vi nok lettere ved at acceptere den utrolige brutalitet, som bogen også rummer. Men selve brutaliteten, den genkender vi stadig. Måske fordi vi stadig har noget af vreden i os. Vreden, Farris skriver om, virker i hvert fald fortsat frisk og snerrende her 40 år senere.

Paperback, Futura 1978

The Fury er popcorn. Det er velsleben underholdning, der sætter ind præcis, hvor den skal, uden andre ambitioner end at sælge godt og måske blive filmatiseret. Hjertet er dermed ikke helt med i teksten, der dybest set er banal opportunistisk spekulation, men måske uforvarende, måske som et biprodukt, lykkedes det alligevel Farris at indfange noget større i sin bog om vreden. Et eller andet, der bliver hængende som en bismag og rejser spørgsmålet, hvornår vi selv får nok? For vi mærker alle vreden, bare en gang imellem, ikke?

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Tor 1994

Paperback, Chicago Review Press 2017

En lille nytårshilsen

Et nyt år og et nyt år på bloggen. 2019 blev et mindre år end ventet, men jeg må nok også erkende, at jeg har haft ret meget skrivearbejde. Det kunne ikke undgå at påvirke min aktivitet på Fra Sortsand. Men det er ikke rart, når bloggen ligger stille flere uger i træk, og Sørens pause på Skræk og Rædsel-bloggen har også sat nogle tanker i gang, der nok allerede har rørt på sig. Det er let at miste pusten, fordi formålet med at lægge så meget tid i en blog kan virke en anelse uklart.

Som jeg har skrevet flere gange, har jeg i noget tid arbejdet på en fagbog om skrækfiktion. Det arbejde blev egentlig afsluttet for ganske lang tid siden, men jeg har brugt tid på at søge fondsstøtte, manus har været igennem fagfællebedømmelse osv. Mens jeg arbejdede på bogen, var Fra Sortsand en form for samtalepartner for mig. Bloggen var stedet, hvor jeg kunne prøvekøre tanker og få sat idéer på skrift, som afspejler det, jeg arbejdede med i bogens kapitler. Da jeg pludselig var færdig med Skrækvisioner, som bogen hedder, manglede jeg et ror.

Det var som om, at det at blogge alene ikke rigtigt længere gav nogen mening for mig. Jeg tror ikke på evigheden og alt har sin tid. Det samme gælder Fra Sortsand og alt andet. På et eller andet tidspunkt skal det jo stoppe. Spørgsmålet er bare hvornår. Det var den slags ting, jeg overvejede, efter bogen var skrevet. De overvejelser eller følelser sidder nok stadig i mig, men jeg er stille og roligt ved at finde frem til et nyt projekt, der måske også kan blive til en bog. Det vil tiden vise og det vil samtidig helt sikkert også have en positiv effekt på bloggen.

Det er interessant at spørge sig, hvorfor man/vi i det hele taget bruger fritid på at skrive blogtekster eller tekster til lignende formater. Man gør det vel, fordi det er sjovt. Det er i hvert fald derfor, at jeg gør det. Sagen er bare den, at der nogle gange er ting, som er sjovere at skrive. Besøgstallene på Fra Sortsand har det fint, også selvom der er blevet længere mellem indlæggene. Det er jo rart, men i sidste ende er det ikke en motivationsfaktor for mig, fordi jeg jo godt ved, at vi er en meget lille gruppe herhjemme, der interesserer sig for ældre genrefiktion.

Vi er et lille slæng, om man vil, som slet ikke kan måle sig i antal med alle dem, der eksempelvis interesserer sig for genrefilm. Det kan man selvfølgelig beklage, men omvendt er det også fedt at vide, at vi kun er nogle stykker derude, som for alvor brænder for gammel fiktion fra populærkulturens overdrev. Det må vi holde fanen højt for, og det er derfor også rart at se, hvordan andre blogs kører ufortrødent videre. Det er stærkt gået.

Fra Sortsand lukker ikke ned, men jeg kan heller ikke love noget som helst. Det er humøret og inspirationen, der driver værket. Når det ikke er sjovt, er der ikke nogen grund til at gøre det. Der er nok af folk derude, som skriver og har meninger. Det dummest, man kan gøre, er at tænke, at det er vigtigt, det man skriver. Det er det ikke. Det er tidsfordriv, leg og gækkerier. Sådan er det i hvert fald på Fra Sortsand, og sådan vil det også blive ved et stykke tid endnu.

Og lad os så komme i gang med 2020. Jeg lover, at der kommer endnu mere gammelt skrammel. Jeg lover, at det bliver endnu mere bagudskuende og endnu mere fetichistisk dyrkelse af genreudgydelser fra for længe, længe siden …

Martin

Jack Vance, Cugel’s Saga (1983): Næsten det bedste

Paperback, Baen 1984. Den relevante forside er malet af Kevin Johnson

Her fortsætter vi længere ind i Jack Vances utrolige Dying Earth-serie; en serie, som jeg igen kun kan understrege, fortjener den højeste ros. Der er storslåede øjeblikke og mindre fantastiske passager, men grundlæggende er der samlet tale om et forbløffende originalt værk, der stilistisk og rent kreativt tårner sig op som et helt og aldeles afgørende bidrag til fantasylitteraturen. Det har få præsteret.

Værkets præcise status som inspirationskilde kan jeg vende tilbage til i et senere indlæg, når jeg får afrundet serien. I dette indlæg skal vi se nærmere på Cugel’s Saga, der så dagens lys i 1983. Udgivelsesåret er bemærkelsesværdigt, fordi bogen fortsætter mere eller mindre præcis der, hvor det tidligere bind i serien slap. Dette bind udkom imidlertid tilbage i 1966, hvorfor der altså var en betydelig pause imellem de to udgivelser.

Paperback, Baen 1984

Efter The Eyes of the Overworld, som det tidligere bind i serien hedder, udkom, lagde Vance ikke fuldstændig sit univers på hylden. Han fortsatte med drypvis at udgive små bidder, men der skulle altså gå ret lang tid, før han tog skridtet fuldt ud og samlede sit stof i bogform.

Den direkte kontinuitet imellem det forrige bind og Cugel’s Saga samt den lange pause imellem udgivelserne gør det naturligvis relevant at sammenligne værkerne, der ligner hinanden ret meget i opbygning og tone.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Man kunne først og fremmest frygte det værste, for det er bestemt set før, at en forfatter har haft svært ved at genfinde gnisten efter års ophold. Men hos Vance gør det modsatte sig gældende. Vance blev nemlig en bedre og bedre forfatter med årene. Han trådte ud af sine pulpforbilleders skygge og blev i stedet selv et stilistisk forbillede. Det, han begyndte med The Dying Earth, havde i Cugel’s Saga vokset sig til et modent udtryk og gav ham en sikker forfatterstemme, der ikke bare gør indeværende værk fremragende, men som prægede hele Vances forfatterskab. Den skarpere, mere bevidste, pen hos den modne Vance mærkes eksempelvis også tydeligt i hans Demon Princes-serie, der også var længe undervejs. Her oplever vi det måske endda tydeligere, fordi udgangspunktet i seriens første bind er så rodfæstet i pulptraditionen og relativt uambitiøst i sit udtryk.

I praksis betyder det, at Vance i stigende grad opgav den plotdrevne pulpfortælling, krydret med eksotiske indslag a la Edgar Rice Burroughs, og i stedet vendte dette på vrangen, så det eskapistiske kom først, og handlingen bliver på den led bare et påskud for at bevæge læseren rundt i de farverige situationer, han udmaler for os.

Hardcover, Timescape Books 1983. Romanens 1. udgave

I The Eyes of the Overworld hørte vi, hvordan den herlige slyngel Cugel kom galt afsted, da han forsøgte at bestjæle troldmanden Iucounu (”the Laughing Magician”). Da bogen sluttede blev han på magisk vis slynget langt væk til en fjern strand, og det er her Cugels eventyr fortsætter, for han vil tilbage og hævne sig på Iucounu. For at han kan gøre det, så må han ud på en lang og besværlig rejse, der sender Cugel ind i den ene utrolige historie efter den anden.

Romanen, vi sidder med, er stærkt episodisk, idet vi følger Cugels vej fra pikaresk optrin til optrin. Vi følger hans sejre og de uvægerlige nedture, der altid rammer ham. Bedst som han tror, at han har fundet sin vej hjem, bliver hans planer nemlig forpurret, som regel af ham selv, og han må rakke videre gennem verden. Det kunne måske lyde gentagende, især fordi det var det samme, vi oplevede i The Eyes of the Overworld, men sagen er den, at Cugel som karakter er så stærk og underholdende, at man som læser nyder hvert eneste minut i hans selskab.

Hardcover, Underwood-Miller 1984

Her skal man i øvrigt huske, at Cugel bestemt ikke er nogen sympatisk karakter. Han er en antihelt i reneste forstand. Han er egoistisk, pralende og hensynsløs. Han har intet problem med at skade andre for at opnå sine egne mål, og han er samtidig både smålig og nærtagende. Cugel er med andre ord et selvoptaget røvhul, men præcis det gør ham så utrolig underholde. Ikke mindst fordi det rent faktisk er en smule tvivlsomt, hvad Cugel egentlig er god til ud over at rode sig ind i problemer. Bevares, han tænker hurtigt og er rap i replikken, men præcis de kvaliteter er sådan set mere til byrde for ham end gavn.

I Cugel’s Saga hører vi om Cugels besøg hos landsbyen, hvor stedets mænd bruger deres tid på at sidde på søjler og spekulere over universets hemmeligheder. Her franarrer Cugel både penge og et sæt magiske støvler. Vi hører, hvordan Cugel uforvarende kommer til at gældsætte sig selv og havne som slave hos en udspekuleret købmand, der tvinger ham til at dykke efter de magiske efterladenskaber fra en stor dæmon.

Paperback, Panther 1985

Han deltager også i en magisk konkurrence om at frembringe den mest utrolige genstand, hvilket Cugel kvalificerer sig til efter at have stjålet en anden deltagers transportable rift i mellem dimensionerne. Han har også en særdeles fornøjelig rejse med en karavane, hvor Cugel optræder som en form for detektiv i et lille ”whodunnit”-eventyr. Hvert optrin har sit eget lille univers og pointe. Romanen er strikket sammen af individuelle optrin, der ikke nødvendigvis relaterer sig til hinanden. Flere gør det, men Cugels rejse er først og fremmest et alibi for Vance til at fortælle sine fantastiske røverhistorier.

Det gør han også utrolig godt. Som jeg tidligere har nævnt, skabte Vance noget helt specielt med sin første bog i serien. Alt, der kom efter denne, er i nogen grad en gentagelse og rammer dermed heller ikke de samme kreative højder som i The Dying Earth. Men med det sagt må man også konstatere, at den fortælleglæde og glæde ved det absurde, som Vance udfolder i Cugel’s Saga, bevæger sig i en anden retning og formår at løfte universet på andre måder ved at rendyrke udtrykket.

Hardcover, Vance Integral Edition 2005

Jack Vance overgår måske ikke sig selv, men han gør det alligevel så godt, at han overgår de fleste andre. Vance kommer næsten, men måske også kun næsten, op på siden af en anden absurdist, nemlig Mervyn Peake, hvis Gormenghast-serie har et sært slægtskab med Cugels univers. Vi genfinder i hvert fald en glæde ved de tåbelige karakterers selvoptagede navlepilleri og den sorte humor, der gang på gang gør sig lystig på menneskelig dårskab. Jeg elsker Mervyn Peakes forfatterskab, men jeg må også blankt erkende, at jeg elsker en bog som Cugel’s Saga. Midt i en tid, hvor fantasylitteraturen allerede var faldet fra hinanden i sine egne klichéer, kunne Vance med denne bog vise, at der stadig var liv i både hans serie og genren som helhed. Bravo.

 

Godt nytår med Plague Vendor

Et nyt år og et nyt år på bloggen. Lidt nytårstanker følger i næste uge. Her skal årsskiftet blot markeres med en af de hippeste plader fra 2019, nemlig Plague Vendors utroligt fængende album By Night, der er udsendt på Epitaph. Et superfedt album, som jeg kun kan anbefale. Giv dem et lyt. Her får I singlen ”New Comedown”.

På søndag går det løs med bøgerne igen. Denne gang vender jeg tilbage til den døende verden, som Jack Vance beskrev så fascinerende for os.

På genhør

Martin