Jack Vance, Cugel’s Saga (1983): Næsten det bedste

Paperback, Baen 1984. Den relevante forside er malet af Kevin Johnson

Her fortsætter vi længere ind i Jack Vances utrolige Dying Earth-serie; en serie, som jeg igen kun kan understrege, fortjener den højeste ros. Der er storslåede øjeblikke og mindre fantastiske passager, men grundlæggende er der samlet tale om et forbløffende originalt værk, der stilistisk og rent kreativt tårner sig op som et helt og aldeles afgørende bidrag til fantasylitteraturen. Det har få præsteret.

Værkets præcise status som inspirationskilde kan jeg vende tilbage til i et senere indlæg, når jeg får afrundet serien. I dette indlæg skal vi se nærmere på Cugel’s Saga, der så dagens lys i 1983. Udgivelsesåret er bemærkelsesværdigt, fordi bogen fortsætter mere eller mindre præcis der, hvor det tidligere bind i serien slap. Dette bind udkom imidlertid tilbage i 1966, hvorfor der altså var en betydelig pause imellem de to udgivelser.

Paperback, Baen 1984

Efter The Eyes of the Overworld, som det tidligere bind i serien hedder, udkom, lagde Vance ikke fuldstændig sit univers på hylden. Han fortsatte med drypvis at udgive små bidder, men der skulle altså gå ret lang tid, før han tog skridtet fuldt ud og samlede sit stof i bogform.

Den direkte kontinuitet imellem det forrige bind og Cugel’s Saga samt den lange pause imellem udgivelserne gør det naturligvis relevant at sammenligne værkerne, der ligner hinanden ret meget i opbygning og tone.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Man kunne først og fremmest frygte det værste, for det er bestemt set før, at en forfatter har haft svært ved at genfinde gnisten efter års ophold. Men hos Vance gør det modsatte sig gældende. Vance blev nemlig en bedre og bedre forfatter med årene. Han trådte ud af sine pulpforbilleders skygge og blev i stedet selv et stilistisk forbillede. Det, han begyndte med The Dying Earth, havde i Cugel’s Saga vokset sig til et modent udtryk og gav ham en sikker forfatterstemme, der ikke bare gør indeværende værk fremragende, men som prægede hele Vances forfatterskab. Den skarpere, mere bevidste, pen hos den modne Vance mærkes eksempelvis også tydeligt i hans Demon Princes-serie, der også var længe undervejs. Her oplever vi det måske endda tydeligere, fordi udgangspunktet i seriens første bind er så rodfæstet i pulptraditionen og relativt uambitiøst i sit udtryk.

I praksis betyder det, at Vance i stigende grad opgav den plotdrevne pulpfortælling, krydret med eksotiske indslag a la Edgar Rice Burroughs, og i stedet vendte dette på vrangen, så det eskapistiske kom først, og handlingen bliver på den led bare et påskud for at bevæge læseren rundt i de farverige situationer, han udmaler for os.

Hardcover, Timescape Books 1983. Romanens 1. udgave

I The Eyes of the Overworld hørte vi, hvordan den herlige slyngel Cugel kom galt afsted, da han forsøgte at bestjæle troldmanden Iucounu (”the Laughing Magician”). Da bogen sluttede blev han på magisk vis slynget langt væk til en fjern strand, og det er her Cugels eventyr fortsætter, for han vil tilbage og hævne sig på Iucounu. For at han kan gøre det, så må han ud på en lang og besværlig rejse, der sender Cugel ind i den ene utrolige historie efter den anden.

Romanen, vi sidder med, er stærkt episodisk, idet vi følger Cugels vej fra pikaresk optrin til optrin. Vi følger hans sejre og de uvægerlige nedture, der altid rammer ham. Bedst som han tror, at han har fundet sin vej hjem, bliver hans planer nemlig forpurret, som regel af ham selv, og han må rakke videre gennem verden. Det kunne måske lyde gentagende, især fordi det var det samme, vi oplevede i The Eyes of the Overworld, men sagen er den, at Cugel som karakter er så stærk og underholdende, at man som læser nyder hvert eneste minut i hans selskab.

Hardcover, Underwood-Miller 1984

Her skal man i øvrigt huske, at Cugel bestemt ikke er nogen sympatisk karakter. Han er en antihelt i reneste forstand. Han er egoistisk, pralende og hensynsløs. Han har intet problem med at skade andre for at opnå sine egne mål, og han er samtidig både smålig og nærtagende. Cugel er med andre ord et selvoptaget røvhul, men præcis det gør ham så utrolig underholde. Ikke mindst fordi det rent faktisk er en smule tvivlsomt, hvad Cugel egentlig er god til ud over at rode sig ind i problemer. Bevares, han tænker hurtigt og er rap i replikken, men præcis de kvaliteter er sådan set mere til byrde for ham end gavn.

I Cugel’s Saga hører vi om Cugels besøg hos landsbyen, hvor stedets mænd bruger deres tid på at sidde på søjler og spekulere over universets hemmeligheder. Her franarrer Cugel både penge og et sæt magiske støvler. Vi hører, hvordan Cugel uforvarende kommer til at gældsætte sig selv og havne som slave hos en udspekuleret købmand, der tvinger ham til at dykke efter de magiske efterladenskaber fra en stor dæmon.

Paperback, Panther 1985

Han deltager også i en magisk konkurrence om at frembringe den mest utrolige genstand, hvilket Cugel kvalificerer sig til efter at have stjålet en anden deltagers transportable rift i mellem dimensionerne. Han har også en særdeles fornøjelig rejse med en karavane, hvor Cugel optræder som en form for detektiv i et lille ”whodunnit”-eventyr. Hvert optrin har sit eget lille univers og pointe. Romanen er strikket sammen af individuelle optrin, der ikke nødvendigvis relaterer sig til hinanden. Flere gør det, men Cugels rejse er først og fremmest et alibi for Vance til at fortælle sine fantastiske røverhistorier.

Det gør han også utrolig godt. Som jeg tidligere har nævnt, skabte Vance noget helt specielt med sin første bog i serien. Alt, der kom efter denne, er i nogen grad en gentagelse og rammer dermed heller ikke de samme kreative højder som i The Dying Earth. Men med det sagt må man også konstatere, at den fortælleglæde og glæde ved det absurde, som Vance udfolder i Cugel’s Saga, bevæger sig i en anden retning og formår at løfte universet på andre måder ved at rendyrke udtrykket.

Hardcover, Vance Integral Edition 2005

Jack Vance overgår måske ikke sig selv, men han gør det alligevel så godt, at han overgår de fleste andre. Vance kommer næsten, men måske også kun næsten, op på siden af en anden absurdist, nemlig Mervyn Peake, hvis Gormenghast-serie har et sært slægtskab med Cugels univers. Vi genfinder i hvert fald en glæde ved de tåbelige karakterers selvoptagede navlepilleri og den sorte humor, der gang på gang gør sig lystig på menneskelig dårskab. Jeg elsker Mervyn Peakes forfatterskab, men jeg må også blankt erkende, at jeg elsker en bog som Cugel’s Saga. Midt i en tid, hvor fantasylitteraturen allerede var faldet fra hinanden i sine egne klichéer, kunne Vance med denne bog vise, at der stadig var liv i både hans serie og genren som helhed. Bravo.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

2 responses to “Jack Vance, Cugel’s Saga (1983): Næsten det bedste

  1. Henning

    Hej Martin

    For tiden læser jeg – for Lucifoge Rofocale må vide hvilken gang – “Black Easter” af James Blish. Og den havde Fra Sortsand jo en “holmgang” med for en del år siden.
    Da tingene spidser lidt til (i romanen), mødes “de hvide munke” på/i Monte Albano-klosteret, og Blish laver lige en gestus i retning flere af sine kolleger, ved at udstyre disse munke med kollegernes navne (mere eller mindre “in disguise”). Heriblandt en “Fader Vance”, som “har sære visioner om en fjern fremtid, hvor magien er blevet uforståelig og Solen er ved at dø” (eller noget i den stil). Der nævnes også en “Fader Anson”, en “Fader Boucher”, en “Fader Atheling”(!) og en “Fader Selahny”, samt en “Senator Rogan” – men det kan man jo selv sidde og pusle med afkodningen af 🙂
    Jeg genlæser også Vances “dying Earth”-suite i ny og næ – ikke for historierne, ikke for handlingen, for det er noget værre vås. Men for ideerne og beskrivelserne – for sproget. I det hele taget tror jeg, at “sproget” – med alt hvad dette begreb kunne indeholde – er årsagen til, at jeg genlæser bøger og tekster. Sjældent for at genopleve handlingen. Undtagen når det er for at genopleve handlingen 🙂
    Jaja! Ambivalensens hegemoni. Sådan er det.
    Hvad blir det iøvrigt til med den Arthur C. Clarke, der var så hemmelig og så lovet 😀 ?

    Hilsen Henning

    • Martin

      Hej Henning,
      Det er ret underholdende med disse små hilsener i teksten, selvom det hurtigt bliver for meget. Men Black Easter er en meget fin roman, som absolut fortjener genlæsning. Den har en sjovt distanceret stemningsopbygning, hvor det først sent går op for læseren, hvor ædende ondt det hele i virkeligheden er. Jeg får helt lyst til selv at læse den igen nu. Og ja, Dying Erth er sproget først og handlingen sekundært, men historien er nu også festlig. Jeg har en kæmpe svaghed for Cugel. Små episoder, som i The Eyes of the Overworld, hvor han arrigt stamper de små uskyldige alfer ihjel, er guld værd. Arthur C. Clarke er undervejs. Jeg kan her give et lille indblik i Fra sortsand maskingrum og sige, at der typisk går nogle måneder, fra jeg har læst en bog, til den rent faktisk kommer på bloggen. Jeg læser bøgerne, skriver nogle notater og laver indlægget, når tiden kommer. Jeg er med andre ord en hel del foran det, der sker på bloggen, hvilket i praksis er den eneste måde, at det kan lade sig gøre at holde en rytme med en bogomtale hver søndag. I hvert fald for mig. Nogle bøger tager jo mere end en uge at læse. Igen, i hvert fald for mig. Tak for kommentaren!

Skriv et svar til Martin Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.