Arthur C. Clarke, Profiles of the Future (1962): Fremtiden er nu engang uforudsigelig

Paperback, Pan 1973

Her skal det handle om et essay, som Arthur C. Clarke udgav første gang i 1962. Jeg vil dog lige begynde med et par indrømmelser: For det første har jeg kun meget lidt forstand på teknologi i bred forstand, og det interesserer mig egentlig heller ikke ret meget. Jeg har heller ikke læst voldsomt meget af Clarkes skønlitteratur, selvom jeg sådan set føler, at jeg har et udmærket indtryk af hans stil. Nogen stor fan er jeg ikke, men der er alligevel noget udholdende ved hans prosa, som har fået mig til at genbesøge ham en gang imellem.

Nuvel, Profiles of the Future er ikke skønlitteratur, men i stedet et essay, hvor Clarke giver sit bud på, hvad fremtiden vil bringe. Bogen udkom, som sagt, i ’62, men den udgave, jeg har læst, er den reviderede version fra 1973, hvor vi foruden Clarkes oprindelige vision også bliver udstyret med hans bemærkninger til den gamle teksts konklusioner samt nye betragtninger ansporet af de erfaringer, han havde høstet i mellemtiden.

Paperback, Pan 1973

Man skal ikke tro, at bogen er en skildring af et Clarkesk Utopia, hvor han beskriver en verden, som den burde se ud. Dertil er Clarke alt for snu. Allerede i bogens første kapitel, ”The Hazards of Prophecy: The Failure of Nerve” beskriver han for os, hvor vanskeligt det er med disse fremtidsprognoser. Clarke var samtidig en mand, der ikke stillede sit lys under en skæppe, og han kan, oplyser han os venligt i kapitlet, faktisk gøre det, som mange andre har fejlet i. Clarke kan nemlig, mener han selv, give nogle bud på en realistisk fremtid, fordi han modsat mange andre tør tænke vildt og kreativt uden at lade sig binde af politiske eller økonomiske teorier. Han er udstyret med en særligt, modigt klarsyn, om man vil.

Det handler med andre ord om at kunne læse samtiden og se de brændpunkter for udvikling, hvor mennesket for alvor vil flytte sig. Og det kan Clarke altså, ikke mindst fordi han gennem sin fiktion har fået trænet sin kreativitet og skærpet blikket for de udfordringer, der nødvendigvis vil kræve løsninger på sigt.

Sir Arthur Charles Clarke (16. december 1917 – 19. marts 2008)

Som sagt er Clarke er ikke bange for at rose sig selv, og han kan da også igennem bogens 19 kapitler levere en række studier af centrale fænomener som rumfart, transport, madproduktion, tidsrejser og meget andet. Clarkes betragtninger, som eksempelvis når han giver sig i kast med en analyse af fremtidens vejnet og begrænsningerne ved nutidens forståelse af fart, er da også drevet af en stor kreativitet og passion. Idéerne kan man ikke tage fra ham, men man kan måske også spørge sig selv, om det ikke bliver en anelse for let. I sine perspektiver kommer Clarke nemlig ikke med forsøg på skildringer af processer, men udelukkende slutprodukter. Hvordan vi rent faktisk skal opnå de teknologiske tigerspring, han skriver om, overlader han til andre. Den slags arbejde er tydeligvis langt fra det åndens værksted, som Clarke sidder i. På den led ligner hans essay alligevel mere skønlitteratur end en egentlig debatbog. Eller en gratis omgang kan man sige.

Man kan dog ikke tage fra Clarke, at han frimodigt kaster sig ud i stærkt spekulative overvejelser. I kapitlet ”The Road to Lilliput” er han eksempelvis optaget af mikroskala og de muligheder, der ligger i at skrumpe ting. Her er han på flere måder helt på linje med Lindsay Gutteridge, der skrev sin pulp-trilogi om mikroagenten Matthew Dilke. Clarke tænker dermed sprælsk og udnytter helt bevidst troper udviklet i fællesskab med sine SF-kolleger, men han gør samtidig en dyd ud af at påpege, hvorfor mange andre enten er naive eller uambitiøse i deres forståelse af de specifikke fænomener og deres udfordringer.

Hardcover, Gollancz 1962. Bogens første udgave

Med det sagt er det selvfølgelig interessant at se, hvordan Clarke rent faktisk lykkedes med sit projekt. Til det må man svare: Ikke ret godt. Han forudså eksempelvis koloniserede planeter i år 2000, foruden en lang række andre ganske optimistiske forudsigelser, der alt sammen er projiceringer af en rumudforskning, der ikke har udfoldet sig som ventet. Hele IT-revolutionen er naturligvis eller ikke spået, hvilket alt sammen får Clarkes fremtid til at virke ganske bedaget. At han rammer rigtigt i forhold til andre ting, skyldes nok først og fremmest, at han skriver så vagt, at man hurtigt kan forme hans tekst i den retning, det nu passer bedst. Trods de selvhøjtidelige ord er resultatet ikke voldsomt imponerende.

Grundlæggende må man da også sige, at Clarkes største problem er, at hans optimistiske fremtidsprognoser udelukkende baserer sig på betragtninger baseret på teknologiske udviklinger. Han har ikke den menneskelige side med i sit billede af udviklingen. Clarke har dermed været totalt tonedøv over for den såkaldte counter-culture, og denne strømnings antiautoritære søgen mod økologi, teknologisk tilbageholdenhed samt ikke mindst spørgsmål om ligestilling, køn, åndelighed og så fremdeles.

Hardcover, The Scientific Book Club 1962

Clarkes rationelle verdensbillede greb ikke de længsler og behov, som mange unge følte, da han skrev bogen, og det var vel at mærke disse unge, der kom til at præge den fremtid, han skrev om. Clarke var på den led allerede bag om dansen, da han med sit snusfornuftige ingeniørsindelag skrev SF-drømme om en bedre verden.

Mens Clarke var optaget af at uddele verbale øretæver til kolleger, der bliver beskyldt for at være uambitiøse eller at tænke småt, kunne samfundet omkring ham passende synge med på Dylans linjer ”Because something is happening here but you don’t know what it is – Do you, Mr. Clarke?” Teknologi former mennesker, jovist, men mennesker former også teknologi, og jeg vil bestemt mene, at det er sidstnævnte forhold, der er det vigtigste.

Paperback, Bantam Books 1964

Clarke bliver på den led hurtigt et let offer for sin egen arrogance, hvilket kan synes velfortjent. Men med det sagt, vil jeg også sige, at Profiles of the Future er ganske underholdende læsning. Bogen solgte godt, og den har uden tvivl talt til et særligt publikum af læsere, der har følt sig hjemme i denne stemning af ”far ved bedst”. Bogens underholdningsværdi ligger da også i høj grad i Clarkes forfatterstemme. Han er fræk og kritiserer andre åbent. Han kommer også med udfald, som når han udpeger H.P. Lovecrafts fiktion som pjat, eller når han roser sig selv som en anden hr. Tudse.

Jeg vil da også sige, at det kræver mod at udgive en bog som Profiles of the Future, fordi den vel nærmest var dømt til at fejle. Det kræver også et stort ego, og Arthur C. Clarke havde uden tvivl begge dele. I medierne blev han sammen med Ray Bradbury SF-litteraturens repræsentanter, på samme måde som Stephen King har været skrækfiktionens ansigt i pressen. Den form for opmærksomhed forpligter. King skrev Danse Macabre (1981), og Clarke gav os et SF-essay – et portræt af fremtidens muligheder, som den burde tage sig ud i en rationel verden. Men, som Tocotronic synger smukt: ”Pure Vernunft darf niemals siegen”. Jeg tror, King slap en hel del heldigere fra sit essay-statement end Clarke, selvom Clarkes opgave naturligvis også er en hel del vanskeligere, men når det kommer til stykker er Profiles of the Future mindst lige så sjov læsning som Kings bog alligevel.

Paperback, Pan 1964

Paperback, Bantam Books 1967

Hardcover, Harper & Row 1973

Paperback, Popular Library 1977

Hardcover, Gollancz 1982

Paperback, Pan 1983

Hardcover, Gollancz 1999

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion

4 responses to “Arthur C. Clarke, Profiles of the Future (1962): Fremtiden er nu engang uforudsigelig

  1. Henning

    Hej Martin

    For tiden skriver jeg på en eksamensopgave, hvis arbejdstitel er “Hva’ Fa’en Skal Folkeskolen Med Science Fiction?” Og lisså snart vi nævner SF, så er Clarke lidt svær at komme udenom.
    Idet min perspektivering mere går på, at “sense of wonder” læner sig op ad “underet” – hvilket er en udlægning af “under visning” (vis hvad der ligger under, men vis også det underfulde), har jeg placeret Clarke som en “eksponent for tanken om det besjælede Univers”. Han påstod jo selv, at han ikke troede på nogen Gud. Men samtidig virker han i høj grad som én, der tror på en “retning” – en “opadstigen” fra “det primitive” til “det komplekse”. Og den følgeslutning gør ham til teknofil – måske ligefrem “teknoman”. Og lad os med det samme konstatere, at Clarke ikke havde en stand for skid på politik, udover hvad spisesedlerne for boulevardpressen lige ramte hans blik. Det var ikke dér hans diamant skinnede!
    Samtidig er der en dobbelthed i Clarke. For i hans bedste fortællinger skinner det uudgrundelige – det under-fulde – igennem. Der er sådan lidt Jekyll&Hyde over den: – han VIL ikke “tro” (i.e. på GUD); men i noveller som “The Star”, “The Ten Million Names Of God”, “The Wall In Darkness” og i romaner som “Childhood’s End” og “The Fountains Of Paradise” (og hva mæ “2001”?), stikker ideen om det transcenderende, det instrumentelle, alligevel frem og af … med forfatteren.
    Jeg opfatter derfor “Profiles Of The Future”, som produktet af en Clarke, der virkelig prøver at være fuldstændig teknologisk nøgtern i forsøget på at fremstille en fremtid der er fuldstændig teknologisk nøgtern. Og den holder jo ikke, vel da? (som vi siger, hér på sydfyn).
    Men iøvrigt – og nu har jeg ikke lige mine årstal på hånden – kunne jeg da godt få den tanke, at “Profiles” også skal forestille at være et “frygteligt svar” til f.eks. Alvin Tofflers “Fremtidschok” eller (og hvem har skrevet den?) “The Biological Timebomb” – fra nogenlunde samme periode (tror jeg nok 🙂

    Jeg syns ikke “Profiles” er særlig interessant. Men jeg syns stadigvæk, at Clarke – uagtet alle hans uvaner og mangel på omverdensforståelse – er ganske interessant. Der er stadig noget at hente: ” Many and strange are the universes that drift like foam upon the River of Time …. ” – Kan man stå for det?

    Hilsen Henning

    • Martin

      Hej Henning. Jeg kan kun tilslutte mig din vurdering af Clarke. Der er vi helt på bølgelængde – og ja, der er bestemt fascinerende ting i hans fiktion, som får mig til at vende tilbage til ham. Måske er Clarkes kantede person og stærke meninger en del af pakken, som gør ham interessant.
      Din opgaves emne lyder særdeles spændende. Fra Sortsand modtager gerne et ekstrakt af dine pointer!
      Pøj-pøj med arbejdet.

      • Henning

        Hej Martin

        Du skal få tilsendt hele molevitten, når den er færdigskrevet. Trods alt er max. “p” 5 sider. Det sku’ nok ikk’ ku’ overbelaste nogen “Inbox” 😉
        – Det kommer vi tilbage til.

        Hilsen Henning

        ps: – iøvrigt tror jeg ikke “din” notify om nye comments fungerer særligt optimalt

  2. Martin

    Hej igen, send mig endelig teksten, Henning. Den vil jeg gerne læse. Jeg kæmper med en del problemer med WordPress, som måske skyldes mine manglende evner ud i alt IT-relateret. Jeg kan eksempelvis ikke altid se, at der er kommer kommentarer på bloggen. Især ikke, hvis de kommer fra en hyppig kommentator. Så ryger de bare direkte ind i indlægget, hvor jeg så skal finde det tilfældigt. Andre gange bliver jeg straks gjort opmærksom. Det er lidt mystisk… men nu hænger jeg på WordPress.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.