Clive Barker, Sacrament (1996): ”Dette er mit legeme…”

Paperback, HarperPaperbacks 1997

I 1980’erne var Clive Barkers udtryk én ting, i 1990’erne var det blevet til noget fuldstændigt andet. Bevares, man kan se den røde tråd, der løber fra de tidlige noveller i Books of Blood-serien til dét, han skriver i dag, men forskellene er langt større end lighederne.

Barker har aldrig fattet sig i korthed. Selv hans tidlige noveller er lange, men da han først fik hul på romanproduktionen, sprængte han rammerne og bredte sig for alvor ud i svulmende fortællinger. En typisk Barker-roman er derfor ganske omfattende, hvilket absolut også gør sig gældende for den bog, som vi skal se nærmere på her.

Paperback, HarperPaperbacks 1997

Sacrament fra 1996 er en sær gøgeunge af en roman, der fremstår lige dele bevidst og ufrivilligt mystisk. Handlingen er på sæt og vis klar, men det antydes samtidig, at historien er ladet med så meget subtekst, at man som læser konstant er på jagt efter dybere mening eller referencer. Her bliver det imidlertid vanskeligt, for som en anden gnostisk tekst er alt pakket ind og sløret i halve hentydninger. Det meste af dette er sikkert et bevidst valg fra Barkers side, men jeg sidder alligevel med en følelse af, at romanprojektet løb fra ham, mens han arbejdede på bogen.

Historien handler om den homoseksuelle naturfotograf Will, der stemningsfuldt indleder romanen med en nærdødsoplevelse. Han bliver angrebet af en udsultet isbjørn og bliver næsten dræbt. I sine febervildelser på hospitalet gennemlever han efterfølgende et optrin fra sin barndom, han egentlig havde fortrængt og mindes samtidig sit ungdomsliv i San Francisco og de venner og elskere, der har haft betydning for ham.

Clive Barker (født d. 5. oktober 1952) fotograferet i begyndelsen af 00’erne

Da Will langt om længe kan forlade hospitalet, er der to ting, som står klart for ham. For det første må han tage afsked med sit livs store kærlighed, der nu ligger syg med komplikationer som følge af HIV. Men endnu vigtigere forstår Will, at der er noget, han mangler at gøre. Det, han oplevede som ung dreng hjemme i England, før han flyttede til USA for at prøve lykken, kalder på ham, og Will må derfor rejse tilbage til sit hjemland for at konfrontere et sort øjeblik i fortiden, der nu er begyndt at røre på sig igen.

Dette sorte moment fra barndommens fjerne fortid er manifesteret i det ildevarslende ægtepar Rose og Jacob, der som overnaturlige, tidløse skabninger tilsyneladende arbejder på at udslette liv og arter på kloden. De indsamler og ødelægger mangfoldigheden og synes bogstaveligt at slukke verdens lys. Will sluttede sig næsten til Rose og Jacob, dengang han mødte dem som stor knægt, og nu må han hjem og afslutte det, der begyndte dengang.

Hardcover, HarperCollins 1996. Romanens 1. udgave

Romanteksten springer frimodigt i tid og rum. Snart er vi i Wills barndom, snart er det den nutidige, modne Will, vi følger i England, snart er han i San Franciscos bøssemiljø i 80’erne. Flere gange smelter tid og sted sammen, ikke mindst takket være de totemlignende dyreånder, blandt andet en lumsk ræv, der dukker op flere gange og sender Will videre i fortællingen.

Det hele har en lettere enigmatisk tone, som afgjort bærer Barkers typiske fokus på det kropslige og sanselige. Metafysik fylder mere og mere i Barkers forfatterskab, og det er bestemt også tilfældet med denne roman. Men modsat meget andet, som Barker havde skrevet før Sacrament, er der også et meget åbenlyst lag af personlige erfaringer i bogen, hvilket Barker i øvrigt også selv efterfølgende har fortalt i flere interviews.

Paperback, HarperPaperbacks 1997. Den amerikanske paperbackudgave fra ’97 har absolut fået den fineste forside

Bogen bliver på den led delvist en form for selvbiografisk skildring af Barkers egen vej fra at være en ung, søgende mand i England til en kendt kunstner i USA. Karakteren Will har således nogle oplagte selvbiografiske træk. Eksempelvis deler Wills og Barkers kunst et fokus på det fordrejede og smertelige. Will fotograferer døende dyr, Barker dokumenterer den forvredne og ødelagte krop i sin litteratur. Begge udfordrer deres publikum ved at dyrke det skønne i det hæslige.

Romanen rummer dermed et vemodigt tilbageblik på en ungdom, der nu synes at være udslettet af AIDS og et hjertesuk over tabt vitalitet og festligt kaos. Barker vender absolut blikket indad her, men hvad der er overraskende er, i hvor høj grad han inviterer os læsere med ind i hans egen, personlige biografiske fortælling. Barker er notorisk privat, det har han altid været, og Sacrament fremstår derfor utrolig åbenmundet. Men også kun til en vis grad, for Barker vil mere end blot at fortælle sin egen historie, han bruger også AIDS-epidemien som billede på vores jordklode, der bliver fattigere og fattigere på liv.

Will vågner på hospitalet og indser, at han må sige farvel til sit gamle, selvoptagede jeg og nu forsøge at hellige sig noget større. Han må komme ud over sit navlepillende kunstnerjeg og gøre bod for fortidens synder. Wills mission synes at være Barkers budskab til hele menneskeheden. Vi må komme ud af vores koma og gøre noget. Industrialiseringens spøgelse går igen og myrder stille og roligt verdens ånd. Will tager kampen op, men spørgsmålet er, om vi læsere kan og vil gøre det samme? Set her fra 2020 må man sige, at Barkers opråb er blevet hørt (håber jeg). Man kan i hvert fald konstatere, at hans bog absolut er relevant for den klimadebat, der verserer nu.

Paperback, HarperCollins 2000

For Barker er kampen for miljøet ikke bare en spørgsmål om velfærd, sundhed og klima, det er en metafysisk eller åndelig kamp, der handler om at være på linje med jorden, forstået som et kosmisk eller overgribende bånd, der forbinder os alle. Mange af Barkers tekster handler om en søgen efter denne samhørighed med noget større, og konklusionen, han kommer med, svinger en hel del. I en anden kæmperoman, Imajica (1991), viser samhørigheden sig at være en illusion. Guds haller er her tomme, da det endeligt lykkes den søgende at finde frem til det himmelske tempel. I Sacrament er svaret et andet. Her må Will grave sandheden frem fra en mellemting mellem en dyrekirkegård og Knoglernes Dal for her at finde den ånd, som rent faktisk forbinder alt liv. Man fornemmer, at det er Barkers egen åndelige vej og søgen, vi her ser dokumenteret i de romaner.

Sacramanet er et stykke håbefuldt, optimistisk fiktion, der fortæller sin læser, at kampen ikke er forgæves. Den fortæller os, at vi renser os selv ved at konfrontere fortiden, og vi kommer derved også ud på en vandring mod opklaring og større indsigt. Romanen er med andre ord rendyrket New Age-spiritualitet, iklædt Barkers altid erotiske, makabre strejf og fine, poetiske sprog.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at romanens konfrontation med fortiden er Barkers eget besøg i sin historie, men han opfordrer også sin læser til at gøre det samme. For Barker har Sacrament dermed afgjort stor betydning, men som læser står bogen som et flimrende, stedvist fabelagtigt, stedvist gumpetungt monstrum af en roman, der desværre ender med at virke ganske uharmonisk i sin komposition. For meget bliver sammenstillet, for meget antydes, og for meget efterlades flagrende på de kosmiske vinde.

Rama Rama Europa igen

Nå, så har Rama Rama Europa været ude i verden lidt tid. Det er jo altid en underlig periode, der kommer efter en bog er udgivet. Det føles vel nærmest lidt tomt, fordi projektet er afsluttet og teksten nu har fået sit eget liv. Derfor er det naturligvis rart at høre fra læsere.

Rama er en ret speciel roman, som på den ene side har en klar fortælling og struktur, men som på den anden side absolut leger med læserens forventninger. Alt er ikke, som det umiddelbart ser ud, og den fremtid som min hovedperson Dalmatineren rejser omkring i, er måske slet ikke nogen fremtid alligevel. Umiddelbart kunne hans Europa dermed fremstå som post-apokalyptisk, men er det nu også det? Det er et godt spørgsmål, som læseren nok i virkeligheden selv bedst kan besvare.

Bogen har fået sin såkaldte lektørudtalelse, og den var heldigvis rigtig flot. En samlende konklusion som: ”Virkelig underholdende og velskrevet roman, som kan anbefales” kan jo kun gøre mig glad. Jeg ville egentlig gerne citere mere fra lektørudtalelsen, men man må desværre kun bringe en lille bid af teksten. Det er ærgerligt, for det er god reklame. Det lader til, at bibliotekerne har taget godt imod bogen, men jeg håber også, at den kunne være spændende for Fra Sortsands læsere (host-host). Det håber jeg i hvert fald.

Se nærmere på bogen her: Rama Rama Europa.

Paul Tremblay, Disappearance at Devil’s Rock (2016): Spøgelser eller bare rotter på loftet?

Paperback, William Morrow HarperCollins 2016. Bogens første udgave, dengang i hardcover, havde samme omslag

Hvis man gerne vil have et indtryk af, hvem der udmærker sig indenfor skrækfiktionen i skrivende stund, så må Paul Tremblay bestemt trækkes frem som en af de forfattere, der hurtigt har gjort sig bemærket med nogle romaner, som absolut ikke læner sig op ad koryfæer som Stephen King og de andre fra den generation. Tremblay skriver i vores nutid og gør det i en form, som taler direkte ind i vores samtid. Det kommer afgjort til udtryk i Disappearance at Devil’s Rock fra 2016, der spændstigt strækker sig mellem genrerne og leverer en både dybt frustrerende og pinagtigt troværdig skrækroman om tab og håb.

Præmissen for bogen er simpel. En ung teenagedreng forsvinder en aften under en tur ud i skoven med sine to venner. Vennerne aner ikke, hvad der er sket. Tommy, som drengen hedder, løb bare ud i mørket og kom aldrig tilbage. Dermed begynder et mareridt, ikke bare for Tommys mor og hans storesøster, men også for de to drenge og deres forældre. Alle bliver rullet ind i sagen, der måske var en anelse mystisk i udgangspunktet, men snart viser den sig at være langt mere kompliceret end som så.

Paperback, William Morrow HarperCollins 2016

Først kommer det for dagen, at drengene ikke var alene ude i skoven. De var sammen med en ældre mand, som de åbenbart mødtes med flere gange. Mere sært er det imidlertid, da der begynder at dukke dagbogsider op hjemme hos familien, plantet, som om nogen (eller noget?) ønsker, at siderne skal findes.

Tommys mor er naturligvis ved at gå op i limningen på grund af Tommys forsvinden, mens hans søster gør alt for at holde sammen på sig selv og sin mor. Helt let er det ikke, især ikke fordi de mystiske begivenheder tager til. Snart tyder det rent faktisk på, at Tommys ånd på en eller anden måde forsøger at kontakte sin familie, men betyder det, at han er død? Hvor er han, hvad skete der rent faktisk den nat ude i skoven? Hvorfor har de ildevarslende vandrehistorier om, at man kan møde Djævlen selv ude i skoven en sær genklang i hele historien?

Paul G. Tremblay (født 30. juni 1971)

En forklaring får vi, men den bliver aldrig forløst fuldstændig. Centrale dele forbliver tilhyllet for os, sløret i et spøgelsesagtigt tusmørke, der tillader læseren at vælge den overnaturlige version eller at afvise det hele som desperat ønsketænkning fra den sønderbrudte lille familie, der står tilbage med en forsvunden søn og bror. Amerikanere taler om at få ”closure”, og præcis det giver Paul Tremblay absolut ikke sin læser. Han dyrker tvivlen og efterlader den som en splint i os, som vi efterfølgende må arbejde for at få ud af tankerne.

Jeg skrev ovenfor, at Disappearance at Devil’s Rock er en både frustrerende og pinagtigt troværdig roman. Bogen er frustrerende i sin udformning og i selve sit sprog, fordi den bemærkelsesværdigt sætter os ind i hovederne på de tre teenagedrenge. Drenge der vel at mærke ikke er snusfornuftige, kloge unge, eller romantiserede, nostalgiske størrelser, som vi kender det fra en del ældre værker fra skrækgenren. Tremblays teenagere er selvoptagede, smådumme padder, der er præcis lige så irriterende, som de fleste nok i hvert fald lejlighedsvis oplever den aldersgruppe. Der er med andre ord noget ærligt og usminket over bogens centrale karakterer, men præcis dette gør det også til utrolig dum og frustrerende læsning.

E-bog, Titan Books 2016

Drengenes opførsel, deres fladpandede omgangstone og de latterlige konflikter, som trioen har, er tåkrummende at være vidne til. Men det fremstår også troværdigt. Frustrationen er derfor nærmere en provokation, som Tremblay gør godt. Det grimme og det dumme bliver på en gang noget næsten fornærmede plat ved hans roman og samtidig noget af det mest overbevisende nyere skrækfiktion. Det er bemærkelsesværdigt, og selvom vi også herhjemme har læst masser af historier med unge, der SMS’er og lever deres ungdomsliv, fremstår det ikke ret mange steder lige så vellykket og oprigtigt, som det gør her hos Tremblay.

Når romanen samtidig er pinagtigt troværdig, så skyldes det dels teenagernes opførsel, dels det intense indblik vi får i moderens sammenbrud. Hendes desperate tro på, at Tommy kommer hjem og den snigende anelse om, at han nok alligevel er død, trækker læseren med ind i et koldt, sort kammer, som viser sorgen og håbet som uløseligt sammenvævede og modstridende kræfter. Det er stærkt og det er hjerteskærende, samtidig med at det også er rørende enkelt og stedvist nærmest banalt i sin ukunstlede, umiddelbare skildring af dialogen mellem de efterladte hovedpersoner.

Hardcover, Center Point Publishing 2017

Midt i denne stemning af frygt og usikkerhed toner der pludselig et muligvis overnaturligt fænomen frem, og det udnyttes på mesterligvis som noget både håbefuldt og skrækindjagende. Det er flot udført af Tremblay og vækker mindelser om noget Robert Aickmansk, uden dog helt at komme på højde med dette alligevel.

Med alt dette sagt er det klart, at Disappearance at Devil’s Rock er en følelsesmæssig tung og trist roman, men den er samtidig også et klassisk mysterium, en krimi om man vil, der handler om et mord på en stor dreng eller ung mand. Tonen synes at støde sin læser fra sig, fordi handlingens indhold er så tragisk, som den er, men samtidig drages vi af problemet og forhåbningen om, at der kommer en (for)løsning. Det gør der som bekendt ikke, men i stedet efterlader Paul Tremblay os med en roman, der både fremstår intelligent og naiv på samme tid. Bogen er et stykke skrækfiktion, som er af i dag, og som synes af afspejle dem, vi er lige nu. Det er værd at bide mærke i, og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang hr. Tremblay dukker op på bloggen her.

 

Full Virgo Moon? Ja tak!

Min helt King Dude har lige udsendt et nyt album. Det udkom d. 13. marts og hedder Full Virgo Moon. En fed titel og et fedt omslag. Efter et par albums med en stor lyd og, for King Dude, en stor produktion, er han her gået tilbage til et mere minimalistisk udtryk. Pladen ligner derfor hans første albums meget, og det er rigtig fedt. Den nye plade har nogle af de bedste sange, som jeg har hørt fra ham i lang tid, så jeg er ret begejstret. Selvfølgelig er jeg det. Kunne jeg være andet? Nok ikke, det er jo King Dude.

Her kan du lytte til den poetiske titelsang, der hører til blandt pladens bedste. Giv den et lyt og slut dig til hans kirke:

Vi ses på søndag, hvor det måske spøger på bloggen.

Bob Eggleton er kun blevet bedre

Paperback, Wildside Press 2019

Med fare for at gentage mig selv nok engang kan det konstateres, at forsideillustrationen som bogens visuelle blikfang gik en kummerlig tid i møde i løbet af 90’ernes anden halvdel. Forfatternavnet blev stadigt vigtigere på forsiden og optog mere plads, mens der blev brugt færre og færre penge på illustrationer. Fra at billedet skulle være det, der tiltrak læseren, blev det nu forfatterens navn og en simpel grafik, som skulle signalere de relevante genrekoder til bogkøberen.

Bob Eggleton (født 13. september 1960)

En af de forsideskabere, der har været med under hele denne visuelle nedtur, er amerikanske Bob Eggleton, der begyndte sin professionelle karriere i starten af 80’erne for små forlag og magasiner, men hurtigt rykkede op til større forlag som Baen og Tor. Her blev han en central skikkelse i udviklingen af det særlige, glittede udtryk, som SF- og fantasygenren fik på omslagene hos disse forlag. Et udtryk, der bedst beskrives som rent, ferskt og absolut naturalistisk.

H.P. Lovecraft’s Magazine of Horror, efterår 2006

Som du nok fornemmer, er jeg ikke nogen stor fan af Eggletons arbejde fra den periode, selvom hans forsider fra 90’erne alligevel er forbundet med en del nostalgi. Det er paperbackomslagets svanesang, vi her er vidner til, og Eggleton var i høj grad en af dem, der var med til at holde fanen højt før det hele endte i ren grafik.

Paperbck, Baen 2000

Heldigvis er der en lykkelig udgang på alt dette, for da Tor og Baen mere eller mindre opgav de dyre forsider, flyttede Bob Eggleton over til mindre forlag, hvor han ikke bare fik lejlighed til at udvikle sig selv – givetvis både fordi han som kunstner havde flyttet sig, og fordi han nu ikke længere var underlagt de ”glittede” dogmer, som de større forlag forlangte til at kendetegne deres omsider. Pudsigt nok, så synes hans forsider af i dag i øvrigt at være i langt bedre overensstemmelse med de tidlige 90’ernes zeitgeist end de forsider, som han skabte på det tidspunkt.

Paperback, Warner Books 1990

I 00’erne er Eggleton dermed blevet meget mere rå i udtrykket. Hans stil er nu løs og lavet med akvarel og farveblyant, samt sikkert også en hel del digital manipulation. Lige så vigtigt udfordrer hans stil nu det naturalistiske, og han har på den led skabt vidunderligt surrealistiske scener, som i den grad taler til mig. De nyeste ting, Eggelton har skabt, har en rigtig høj stjerne hos mig, hvilket er sjovt, når jeg tænker på, hvor lidt jeg egentlig bryder mig om hans polerede 90’er-forsider.

Se det er da en lykkelig udvikling, ikke sandt?

Paperback, Tor 1990

Paperback, Tor 1988

Paperback, Tor 1988

Paperback, Meteor House 2016

Paperback, Del Rey 1997

Paperback, Baen 1998

Paperback, Baen 1996

Paperback, Baen 1985

Hæfte, NESFA Press 1983. Dette er Eggletons første professionelle forside

Hardcover, Tor 2007

Hardcover, Tor 2002

Hardcover, Tor 2001

Hardcover, Subterranean Press 2015

Hardcover, Subterranean Press 2012

Hardcover, Subterranean Press 2007

Hardcover, Subterranean Press 2005

Hardcover, NESFA Press 1986

Hardcover, Meteor House 2015

Hardcover, Grosset & Dunlap 2018

Hardcover, Gollancz 1997

Hardcover, Gollancz 1995

Hardcover, Dark Harvest 1989

Hardcover, Barnes & Noble Books 1997

Hardcover, Baen 2005

Hardcover, Baen 2000

Hardcover, Subterranean Press 2008

Stephen King, Doctor Sleep (2013): Oh, Danny boy, the pipes, the pipes are calling…

Hardcover, Scribner 2013. romanens første udgave

I 2013 skete det, som Stephen King fans havde sukket efter i mange år. Endelig, langt om længe, kunne man nu få lov at læse, hvordan historien fra The Shining (1977) fortsatte. Hvad skete der med lille Danny og hans mor, efter de slap væk fra Overlook-hotellet, og hvilken betydning fik oplevelserne på deres videre liv?

The Shining var og er en af Kings mest elskede bøger, og han har igennem årene flere gange været konfronteret med spørgsmålet om en mulig fortsættelse. I langt de fleste interviews var han afvisende, netop fordi bogen er så højt elsket blandt hans læsere. King var ganske enkelt bange for ikke at kunne leve op til den første bogs magi. På et eller andet tidspunkt blev fristelsen imidlertid for stor, eller også indfandt inspirationen sig bare. King gik i hvert fald i gang med en fortsættelse, der som sagt så dagens lys i 2013. Bogen blev en sensation, der strøg til tops på bestsellerlisterne, men efter den indledende begejstring var stilnet af, kunne man konstatere, at resultatet ikke fandt den gamle magi.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) fotograferet 2017

Doctor Sleep genintroducerer Danny som voksen mand, der nu går under det mere modne Dan. Livet har været hårdt ved Dan(ny). Han har kæmpet med et alvorligt misbrug, fordi han har haft brug for at bedøve sin ”shining” – denne paranormale evne til at se og forudsige ting. Igennem en række tilbageblik får vi det triste livsforløb beskrevet, der gradvist lukker hullet mellem den første bog og de ting, som nu udspiller sig i Dannys liv.

For han har egentlig fundet fred i en typisk Kingsk lilleby. Fortiden synes dog at indhente ham, for han bliver involveret i kampen mod en gruppe omrejsende ”psykiske vampyrer” – vampyriske væsner, der lever af noget, som de selv kalder ”damp” (”steam”), og som kan forstås som livsenergi eller måske slet og ret for sjælen. Disse vampyrer, der rejser rundt i autocampere og kamuflerer sig som helt ordinære gennemsnitsamerikanere, har et særligt mødested. Et sted, hvor deres kræfter synes stærkere end andre steder. På dette sted lå Overlook-hotellet, indtil det nedbrændte i slutningen af The Shining. Selvom hændelserne fra første bog ikke hænger direkte sammen med hændelserne i Doctor Sleep, er der alligevel denne konkrete stedlige kontinuitet her, der dog mest af alt fremstår som et belejligt alibi.

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2013

Vampyrerne har en særlig smag for mennesker med særlige evner som dem, Danny har. Det er da også fordi, han må beskytte en pige med netop disse evner, at han bliver hvirvlet ind i historien, som snart sender Danny, pigen og et par andre ud i en kamp om liv og død mod den overnaturlige trussel, som vampyrerne udgør.

Romanen har alle Kings karakteristika. Det er en relativt lang fortælling fyldt med små svinkeærinder, der sætter kulør på lillebyen, dens hjertevarme mennesker og giver King lejlighed til komme med kommentarer af politisk tilsnit til sin samtid. Sidstnævnte er et træk, der i høj grad er blevet mere udtalt i den sene Kings forfatterskab.

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2013

Det bånd, der opstår mellem romanens hovedpersoner, er sentimentalt og spiller på den sædvanlige type genkendelige klichéer og hverdagsiagttagelser, der har været en grundpille i Kings fiktion fra begyndelsen. Stilistisk er der intet nyt under solen her, og bogen kan i den forstand opfattes som en meget sikker King-roman, der ikke tager en eneste chance i andet end selve forsøget på at fortsætte den tidligere succes.

Mere interessant end forbindelsen til The Shining er det, at se, hvad King egentlig bruger Doctor Sleep til at fortælle. Det underliggende tema i bogen er, hvordan det egentlige jeg, ens sande identitet, træder frem. Hvornår og hvordan er man sig selv, og kan man være det på trods af sit nuværende jeg? Danny har undertrykt sit jeg gennem et overforbrug af druk og stoffer, og han kæmper stadig med at finde eller at acceptere sig selv som andet end alkoholikeren, der har svigtet alt og alle. Jeg er blevet min far, lyder det stadige omkvæd i Dannys tanker. Men omvendt tænker han også, at det er mig, der svigter, men jeg er også mere end ham, der svigter, og det er den erkendelse, der udgør det moralske budskab til bogens læsere: Du må lære at acceptere dine fejl, men også forstå, at du kan være mere end dine fejl og komme videre. Jeps, det er den type opbyggelige leveregler, som King sender ud til os med Danny som talerør. Budskaber, der mere eller mindre er direkte affødt af AA’s doktriner og uden tvivl noget, som hjalp King selv ud af sit eget misbrug.

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2013

I romanen må Danny overkomme sin apati og forstå, at han gennem kampen mod vampyrerne kan skabe sig en fremtid, hvor han er i stand til at være i hus med sig selv. Undervejs bliver pointen hamret ind gennem flere andre stemmer, og vi får endda serveret holdningen fra det modsatte perspektiv. King lader os nemlig også følge vampyrerne, der med deres smålige, destruktive adfærd viser os den selvretfærdige misbruger, der er i stand til at efterlade alt og leve i nuet, på evig flugt fra skylden, skammen, afmagten og ansvaret.

Som skrækfiktion er Doctor Sleep ikke videre nervepirrende. Plottet fremstår konstrueret, gyset er kluntet formidlet og sammenhængen med The Shining bliver ganske søgt. Nogen stjernestund er der ikke tale om her, men skal man pege på et sted, hvor Doctor Sleep alligevel lykkes med noget, så må det være i bogens generelle stemning af tristesse. Handlingen er fyldt med mennesker oppe i årene, der ser tilbage. Døden ånder med andre ord persongalleriet i nakken, og det giver hovedpersonerne en skrøbelighed, som er sympatisk og rammende.

Hardcover, Hodder & Stoughton 2013

Man mærker den aldrende King, der her skriver fra sit ståsted i slutningen af en lang karriere. Præcis dette er stærkt og indtryksfuldt, fordi bogen i en vis forstad er King, der viser os, hvordan han har fundet sig til rette med sin egen person og de valg, han har truffet i sit liv. Desværre er det bare ikke nok. Romanen er alt for lang og udvander de gode takter med floskler og overgjorte passager, der overspiller de positive træk, jeg netop har skitseret. Doctor Sleep er dermed fyldt med al den godmodige selvsving, som har drevet Kings forfatterskab alt, alt for længe og gjort hans skrækfiktion til noget, der nærmer sig det selvparodiske.

Man kan dog ikke et sekund påstå, at Doctor Sleep er kedelig. King er faktisk aldrig kedelig. Man kan heller ikke sige, at bogen ikke er letlæst, men man kan ej heller påstå, at det er en bog, der udmærker sig med ret meget. Den fremstår som et fejlslagent forsøg, der formentlig ville være blevet bedre, hvis forbindelsen til The Shining slet ikke havde været der. Det kunne være blevet en smuk lille roman om det at blive gamle og indrømme over for sig selv, hvem man er. Ak ja. Det fik vi ikke. Vi fik i stedet den sædvanlige dynge af ord, der usorteret vælter ud over læseren, denne gang bare tilsat et skingert forsøg på at indfange ungdommens gnist.

Hardcover, Hodder & Stoughton 2013

Paperback, Hodder Paperbacks 2014

Paperback, Pocket Books 2016

Paperback, Gallery Books 2019

Paperback, Hodder Paperbacks 2019

 

 

Skrækvisioner kan nu købes

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Et stille hurra herfra. Min fagbog Skrækvisioner kan nu købes hos Syddansk Universitetsforlag. Dermed kan du få lejlighed til at læse mit bud på skrækgenrens udvikling fra 1920’erne og frem til i dag. Det lyder da som spændende læsning, hvis jeg altså selv skal sige det. Bogen kommer langt omkring med en del afstikkere længere bagud i tid, men fokus ligger tungt på 1900-tallet. Der bliver derfor ikke brugt mange ord på gamle travere som eksempelvis Dracula, Frankenstein et al.

På grund af de corona-ramte tilstande, som vi lever underlige nu, har jeg rent faktisk ikke selv set bogen endnu. Der er kommet en kasse med bøger til mig fra forlaget, men den står på mit kontor, som jeg ikke har adgang til før vi kan møde ind på arbejde igen. Det er lidt sært, men så er der bare endnu en grund til at håbe, vi snart kan komme tilbage til en form for normalitet.

Jeg håber og tror, at Skrækvisioner vil være relevant læsning for alle, der svinger forbi Fra Sortsand regelmæssigt. Kast et blik på bogen. Den kan anskaffes fra forlaget her (og sælges endda med rabat for tiden!).