Paul Tremblay, Disappearance at Devil’s Rock (2016): Spøgelser eller bare rotter på loftet?

Paperback, William Morrow HarperCollins 2016. Bogens første udgave, dengang i hardcover, havde samme omslag

Hvis man gerne vil have et indtryk af, hvem der udmærker sig indenfor skrækfiktionen i skrivende stund, så må Paul Tremblay bestemt trækkes frem som en af de forfattere, der hurtigt har gjort sig bemærket med nogle romaner, som absolut ikke læner sig op ad koryfæer som Stephen King og de andre fra den generation. Tremblay skriver i vores nutid og gør det i en form, som taler direkte ind i vores samtid. Det kommer afgjort til udtryk i Disappearance at Devil’s Rock fra 2016, der spændstigt strækker sig mellem genrerne og leverer en både dybt frustrerende og pinagtigt troværdig skrækroman om tab og håb.

Præmissen for bogen er simpel. En ung teenagedreng forsvinder en aften under en tur ud i skoven med sine to venner. Vennerne aner ikke, hvad der er sket. Tommy, som drengen hedder, løb bare ud i mørket og kom aldrig tilbage. Dermed begynder et mareridt, ikke bare for Tommys mor og hans storesøster, men også for de to drenge og deres forældre. Alle bliver rullet ind i sagen, der måske var en anelse mystisk i udgangspunktet, men snart viser den sig at være langt mere kompliceret end som så.

Paperback, William Morrow HarperCollins 2016

Først kommer det for dagen, at drengene ikke var alene ude i skoven. De var sammen med en ældre mand, som de åbenbart mødtes med flere gange. Mere sært er det imidlertid, da der begynder at dukke dagbogsider op hjemme hos familien, plantet, som om nogen (eller noget?) ønsker, at siderne skal findes.

Tommys mor er naturligvis ved at gå op i limningen på grund af Tommys forsvinden, mens hans søster gør alt for at holde sammen på sig selv og sin mor. Helt let er det ikke, især ikke fordi de mystiske begivenheder tager til. Snart tyder det rent faktisk på, at Tommys ånd på en eller anden måde forsøger at kontakte sin familie, men betyder det, at han er død? Hvor er han, hvad skete der rent faktisk den nat ude i skoven? Hvorfor har de ildevarslende vandrehistorier om, at man kan møde Djævlen selv ude i skoven en sær genklang i hele historien?

Paul G. Tremblay (født 30. juni 1971)

En forklaring får vi, men den bliver aldrig forløst fuldstændig. Centrale dele forbliver tilhyllet for os, sløret i et spøgelsesagtigt tusmørke, der tillader læseren at vælge den overnaturlige version eller at afvise det hele som desperat ønsketænkning fra den sønderbrudte lille familie, der står tilbage med en forsvunden søn og bror. Amerikanere taler om at få ”closure”, og præcis det giver Paul Tremblay absolut ikke sin læser. Han dyrker tvivlen og efterlader den som en splint i os, som vi efterfølgende må arbejde for at få ud af tankerne.

Jeg skrev ovenfor, at Disappearance at Devil’s Rock er en både frustrerende og pinagtigt troværdig roman. Bogen er frustrerende i sin udformning og i selve sit sprog, fordi den bemærkelsesværdigt sætter os ind i hovederne på de tre teenagedrenge. Drenge der vel at mærke ikke er snusfornuftige, kloge unge, eller romantiserede, nostalgiske størrelser, som vi kender det fra en del ældre værker fra skrækgenren. Tremblays teenagere er selvoptagede, smådumme padder, der er præcis lige så irriterende, som de fleste nok i hvert fald lejlighedsvis oplever den aldersgruppe. Der er med andre ord noget ærligt og usminket over bogens centrale karakterer, men præcis dette gør det også til utrolig dum og frustrerende læsning.

E-bog, Titan Books 2016

Drengenes opførsel, deres fladpandede omgangstone og de latterlige konflikter, som trioen har, er tåkrummende at være vidne til. Men det fremstår også troværdigt. Frustrationen er derfor nærmere en provokation, som Tremblay gør godt. Det grimme og det dumme bliver på en gang noget næsten fornærmede plat ved hans roman og samtidig noget af det mest overbevisende nyere skrækfiktion. Det er bemærkelsesværdigt, og selvom vi også herhjemme har læst masser af historier med unge, der SMS’er og lever deres ungdomsliv, fremstår det ikke ret mange steder lige så vellykket og oprigtigt, som det gør her hos Tremblay.

Når romanen samtidig er pinagtigt troværdig, så skyldes det dels teenagernes opførsel, dels det intense indblik vi får i moderens sammenbrud. Hendes desperate tro på, at Tommy kommer hjem og den snigende anelse om, at han nok alligevel er død, trækker læseren med ind i et koldt, sort kammer, som viser sorgen og håbet som uløseligt sammenvævede og modstridende kræfter. Det er stærkt og det er hjerteskærende, samtidig med at det også er rørende enkelt og stedvist nærmest banalt i sin ukunstlede, umiddelbare skildring af dialogen mellem de efterladte hovedpersoner.

Hardcover, Center Point Publishing 2017

Midt i denne stemning af frygt og usikkerhed toner der pludselig et muligvis overnaturligt fænomen frem, og det udnyttes på mesterligvis som noget både håbefuldt og skrækindjagende. Det er flot udført af Tremblay og vækker mindelser om noget Robert Aickmansk, uden dog helt at komme på højde med dette alligevel.

Med alt dette sagt er det klart, at Disappearance at Devil’s Rock er en følelsesmæssig tung og trist roman, men den er samtidig også et klassisk mysterium, en krimi om man vil, der handler om et mord på en stor dreng eller ung mand. Tonen synes at støde sin læser fra sig, fordi handlingens indhold er så tragisk, som den er, men samtidig drages vi af problemet og forhåbningen om, at der kommer en (for)løsning. Det gør der som bekendt ikke, men i stedet efterlader Paul Tremblay os med en roman, der både fremstår intelligent og naiv på samme tid. Bogen er et stykke skrækfiktion, som er af i dag, og som synes af afspejle dem, vi er lige nu. Det er værd at bide mærke i, og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang hr. Tremblay dukker op på bloggen her.

 

4 kommentarer

Filed under Roman

4 responses to “Paul Tremblay, Disappearance at Devil’s Rock (2016): Spøgelser eller bare rotter på loftet?

  1. Uh, den vil jeg have fat i. Hans Head Full of Ghosts er decideret fremragende. Jeg synes, han er en af de virkelig gode nyere horrorforfattere, sammen med Kiernan, hendes nyeste, og John Langan, fx The Fisherman 🙂

    • Martin

      Hej Teddy. Gør det endelig. Head Full of Ghosts er nok en bedre roman, synes jeg, men denne er også rigtig, rigtig fin, og Tremblay er derfor, som sagt, absolut en forfatter man skal holde øje med. Der er vi helt enige. De andre du nævner er afgjort også stærke – Der kommer snart en omtale af The Red Tree på bloggen, og Langan vender helt sikkert også tilbage.

  2. Henning

    Umiddelbart fik referatet af romanen mig til, at mindes noget ret “kropsnært” og aldeles virkeligt. Et uddrag af “fars memoirer”, kunne man kalde det:

    I maj måned, 1984, var jeg lige fyldt 22. Om aftenen d. 19. maj skød en sindsforvirret mand to unge mænd på “Femøren” ved Amager Strand. Dengang boede jeg i Sundby, knap tre kilometer fra “Femøren”, og det var et område jeg og mine kammerater ofte kom i.
    Morderen (Naum Conevski) blev ikke pågrebet med det samme. Og den sommer, på Amager, havde jeg – og flere af mine kammerater – det “ret mystisk”. Var der virkelig en “psyko”, der havde specialiseret sig i drab på unge mænd? Med hvilket motiv? Var vi alle i fare-zonen? Hvad skulle vi gøre? “Forgrimme” os, hvis det nu var noget med, at man ikke måtte se “lækker” ud for psykopaten? Blive hjemme – hvad så med alle festerne? Hvad med sommeren? Hvad med pigerne? De skulle jo osse passes …
    Det “lugter” selvfølgelig lidt af paranoia, men følelsen af, at man kunne befinde sig i den forkerte ende af et sigtekorn, var reel nok.
    At det så senere viste sig, at gerningsmanden var et sølle skrog, ændrede ikke det forhold, at vi den sommer holdt os på god afstand af “voksne/midaldrende” mænd. Virkelig en underlig oplevelse.
    Udover lige at finde anledning til at lufte nogle hukommelses-bidder, kom jeg til at tænke på, at skrækken i “Skræk”, hænger (kunne hænge) sammen med dette form-løse “noget”, allestedsnærværende men identitetsløst; ukendeligt indtil det træder i karaktér – og så er det for sent; at det “fænomenale” (hedder det det?) træder i karakter som det “konkrete”.
    Som jeg – langt senere – sagde til min engelske svoger: ” – Yes! There are monsters, out there! Eternal fear is not the weapon against them! They are not a superior reality – they are signs of imperfect humanity. Stay human!”
    Nåmmen – det var bare det. Håber ikke det gjorde noget med nogle personlige reminski … remiscis – nogle minder 🙂

    Hilsen Henning

    • Martin

      Mange, mange tak for den fascinerende beretning, Henning. Beskrivelsen af din oplevelse er faktisk meget rammende i forhold til bogens fortælling! Så der fornemmede du helt rigtigt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.