Edgar Rice Burroughs, Pellucidar (1915/23): Tjuhej hvor det går i den hule verden

Paperback, Ace Books 1972. Forsiden er, naturligvis fascinerende skabt af muskelkenderen Frank Frazetta

I 1915 vendte Edgar Rice Burroughs tilbage til sit eventyrunivers baseret på idéen om, at vores jordklode er hul og indeholder en fremmedartet verden, der går under navnet Pellucidar. Som forgængeren er der tale om en føljeton, der små ti år senere blev udgivet som selvstændig bog. I første fortælling hørte vi, hvordan den gæve David Innes og hans aldrende ledsager Abner Perry ved et uheld borede sig ned gennem jordskorpen med en nyopfundet maskine kaldet ”the Iron Mole”. Navnet siger næsten alt om den opfindelse. Makkerparret gennemlevede en stribe eventyr, før Innes vendte tilbage til vores jordoverflade for at hente forsyninger og sørge for, at hans utrolige eventyr kunne nå os læsere.

Nu er vi så tilbage i samme univers og hører, hvordan Innes kommer til Pellucidar igen efter sit visit på overfladen. At komme til jordens indre viser sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, eller rettere, er det let for Innes at gnave sig ned gennem jorden, men desværre havner han et forkert sted i den underjordiske verden. Han står dermed alene i det ukendte uden det netværk af hjælpere, han fik opbygget i første bog, og han må nu genoptage den langsomme udforskning af det fremmede rige.

Edgar Rice Burroughs (1. september 1875 – 19. marts 1950)

Det medfører naturligvis mange nye farer og eventyr, før Innes atter kan genforenes med sin trofaste Abner og den forunderlige Dian the Beautiful, der stjal Innes’ hjerte i den første roman. Men Burroughs stopper ikke her, for efter vores helte atter er genforenet halvvejs gennem historien, udvikler sagerne sig drastisk. Der udbryder krig på grund af førnævnte Dian, og Innes må nu lede sine tropper af stammefolk mod de ondsindede klaner, der ikke har til sinde at underkaste sig hans regime. Det skulle de nok alligevel have gjort, for de betaler en dyr pris for deres stædighed.

Hvor At the Earth’s Core (1914) fokuserede på Innes og Abners ankomst i det ukendte, tilfangetagelse og flugt fra fjenderne, står den efterfølgende historie ganske famlende. Burroughs gør et nummer ud af at gentage formler fra første bind, der tydeligvis fik et tag i publikum, og han forsøger opfindsomt at variere sine scener, så de fremstår nye og originale. Ikke desto mindre er Pellucidar rodløs og tilfældig. Innes flagrer rundt i den hule verden, møder sine venner, kommer i krig og har til sidst overvundet alle udfordringer. Det tvivlede vi jo ikke på, at han ville gøre, men vejen dertil er desværre ikke specielt tilfredsstillende læsning.

Et kort over Pellucidar skabt til fortællingen i 1915

Denne peu à peu-udvikling af historien gør den abrupt og fragmentarisk. Stemning af eventyr er absolut til stede, og Burroughs er en mester udi dristig spænding, men det er desværre bare ikke nok for en roman, hvilket er tydeligt efter historien blev udgivet som bog i 1923. Stort håndværk er der således ikke tale om her. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at det ikke kan blive meget mere sjusket, selv målt i pulpens standarder. Det, der driver værket, er Burroughs evne til at sætte et tempo for handlingen, der konsekvent gennemføres og efterlader hovedpersonerne halsende efter den historie, som drøner derudaf. Der er ingen hvile for David Innes, og det er der heller ikke for læseren.

Man kommer heller ikke uden om, at Burroughs bramfri idéer står sig godt med det halsbrækkende tempo. Når der ikke dvæles, kan vi sluge hvad som helst råt, fordi scenerne er forbi, før de begyndte. Troværdighedsproblemerne sætter først forsinket ind, og når det sker, er vores helt Innes allerede involveret i hele nye udfordringer. Det ene utrolige væsen eller fænomen efter det andet præsenteres i Pellucidars verden, og vi køber det, fordi scenerne dybest set er fantastiske smagsprøver på selve eventyrets ekstrakt.

Hardcover, A. C. McClurg & Co. 1923. Historiens første udgave i bogform

Desuagtet kan man også konstatere, at seriens andet bind er en smule mere nedtonet end første bind, hvor intelligente flyveøgler og gorillamænd kæmpede mod hulebeboende stenaldermennesker. I andet bind ligger det eksotiske ikke så meget i præsentationen af sære skabninger, men først og fremmest i utrolige hændelser og bedrifter. At Abner eksempelvis har formået at bygge en kanonbåd, mens Innes har været oppe på jordoverfladen, får stor betydning for historien. Det nye, store element i fortællingen er da også teknologien, der gennem Abner nu for alvor er blevet introduceret i den hule verden.

Det er tydeligvis en tanke om det industrialiserede samfunds overlegenhed, der har dannet et idémæssigt grundlag for handlingen. I historien introduceres et nyt folkeslag i form af mennesker, der til forveksling ligner nordamerikanske steppeindianere. Modsat de onde hulemandsklaner tager indianerne imod teknologien, og derved får de del i det nye samfunds frugter. De mere primitive huleboere gør det modsatte og ender som sagt med at gå til grunde. Dem er der ikke plads til i det storrige, som fortællingen til sidst får skabt for Innes, Dian og Abner.

Paperback, Pinnacle 1955

Innes er gennem to romaner gået gennem ganske mange prøvelser, men her, ved afslutningen af Pellucidar, kan kronen sættes på værket. Med Dian the Beautiful ved sin side kan han indtage tronen som den hule verdens hersker og dermed fejre den hvide, industrialiserede mands triumf over vildmarken. Det er mildest talt usmageligt, set med moderne øjne, men samtidig også sjovt og naivt i sin tidstypiske tro på egen ret og rigtighed.

Historien er med andre ord et underholdende moment, men den er også en langt fra vellykket afslutning på det, Burroughs fik begyndt i første del. Historien var jo nok i virkeligheden fortalt, da han alligevel valgte at fortsætte, og som det skulle vise sig, havde han faktisk ikke rigtigt noget at forlænge sit eventyr med. Ikke desto mindre vendte Burroughs tilbage med nye fortællinger fra den hule verden flere år senere i en anden sekvens af romaner, som jeg naturligvis også må turnere her på bloggen.

Paperback, Ace Books 1962

Hardcover, Canaveral Press 1962

Hardcover, Tom Stacey 1971

Paperback, Tandem 1973

Paperback, Del Rey 1990

Paperback, University of Nebraska Press 2002

Paperback, Fall River Press 2012

 

 

Robert Moore Williams: Doomsday Eve (1957): Fremtiden er selvudvikling

Paperback, Ace 1957. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Ed Valigursky

Scenen er som følger: Krigen mellem Asiens totalitære tropper og de vestlige stormagter raser. USA leder kampen, mens Europa stort set er faldet. Krigshandlingerne nærmer sig slutspillet, hvor det svære skyts vil blive aktiveret; de Store Bomber, atombomberne, der en gang for alle vil definere, hvem der er jordklodens retmæssige herre.

Midt i dette absolut dystre scenarie sker der mystiske ting. Både øst- og vestmagter rapporterer om sære oplevelser med menneskelignende væsner, der pludselig er dukket op ud af det blå. Piloter fortæller om skabninger, der med et er kommet til syne uden for cockpittet mange kilometer oppe i luften, mens andre beretter om at være blevet reddet af mærkelige mennesker, som var til stede i nødens stund. Er det engle? Spøgelser? Rumvæsner? Fremmede agenter? Der er mange bud, men i sidste ende har ingen tid til at efterforske sagen grundigt, fordi krigen skal passes og bomberne sendes ned over fjendeland.

Men alligevel, tænk nu hvis disse væsner kunne have en eller anden nytte? Den amerikanske efterretningstjeneste giver derfor den udbrændte efterretningsofficer Kurt Zen til opgave at finde ud af mere om alt dette. Den chance kommer nærmest tilfældigt til ham, da han under et angreb bliver opmærksom på en ung sygeplejerske, der pludselig er til stede i lazarettet og giver en hjælpende hånd med. Hvem er hun og hvor kommer hun fra? Zen følger efter hende, og dermed er han snart ude på et kort men intenst eventyr, der gør det muligt for Kurt at leve op til sit efternavns betydning, for han opnår nemlig klarsyn og forstår, hvad der er ved at ske med menneskeheden.

Doomsday Eve blev oprindeligt udgivet som “dobbeltroman” sammen med denne, hvis forside blev skabt af Robert E. Schulz

Forfatteren bag Doomsday Eve, Robert Moore Williams, var en af de amerikanske pulpforfattere, der red med på efterdønningerne af den første store SF-bølge. Hans tematikker er velkendte og ikke videre originale, men alligevel har et værk som Doomsday Eve bidt sig fast og undgået glemmebogen, fordi det så åbenlyst er et arbejde, der udtrykker håb og visioner for en bedre fremtid. Den slags bøger er der altid brug for, selvom de færreste nok i dag lader sig begejstre over Williams evolutionære metafysik.

For det er netop det, Doomsday Eve handler om. Vores bitre helt Kurt Zen kommer på sporet af en klandestin guerillagruppe, der hverken kæmper for Øst eller Vest. Faktisk kæmper de slet ikke for verden, de kæmper for fremtiden, og stærke kræfter i gruppen hilser den atomare undergang velkommen, fordi den vil rydde op og give plads til det nye samfund.

Det er ikke alle i gruppen, der deler disse millenaristiske tanker, men der er alligevel noget om snakken. Alle i denne hemmelige gruppe har i mere eller mindre grad udviklet paranormale evner, der til stadighed bliver stærkere. De er genetisk mere end almindelige mennesker; de er, så at sige, homo sapiens sapiens extenso. Det næste skridt, det nyt liv.

Robert Moore Williams (19. juni 1907 – 12. maj 1977)

 

Heldigvis viser det sig, at Kurt Zen også bærer denne paranormale kim i sig, og han kan dermed optages i bevægelsens rækker og sikre, at det hele går rigtig for sig og ender i samarbejde. Han har trods alt visse sympatier for det gamle krigersamfund, som nu er ved at falde fra hinanden.

Der er tale om en rosafarvet fascisme her, iklædt en venlig dragt af new age-filosofi om selvrenselse og udvikling af sindets skjulte potentiale. Zen er fornuftens stemme, men det ændrer ikke ved, at Morris ser for sig, hvordan den nye race langsomt vil skubbe den gamle til side, præcis som neandertalere og Cro-Magnonmennesker skred i svinget.

Jeg er ret sikker på, at Robert Williams var blind over for de lettere ubehagelige undertoner, der ligger i hans ellers velmente anti-krigsbudskab, og det er næppe for meget at se bogen som et dybfølt hjertesuk fra en mand, der var led og ked af at se en eskalerende atomar trussel vokse mellem lige stejle stormagter. Den slags desperation kan udløse desperate tanker som eksempelvis feberdrømme om en bedre race, der kan kaste behovet for storpolitik og vold af sig.

Paperback, Wildside Press 2015

Alt dette er helt centralt for bogen, men man må ikke glemme dens kontekst – den blev solgt og læst som pulproman. Williams’ budskab er dermed også indpakket som dramatisk spændingsfiktion, hvor Kurt Zen og hans allierede kommer i ikke så få blodige ildkampe mod hæslige, asiatiske sympatisører (dem kan hverken Williams eller Zen ret godt lide), før det endelige klimaks kan udspille sig. Der er nemlig trykket på knappen og rakkerterne skal til at flyve, spørgsmålet er nu bare, om det hele har været forgæves? Kan det nye menneske stoppe den totale udslettelse, der er sekunder fra at begynde?

Man skal ikke gå for hårdt til Doomsday Eve, der læses bedst med milde øjne og et blik på dens kontekst som reaktion på samtidens faktiske problemstillinger. Stilistisk er den måske mere kluntet end genrens store navne, men Williams’ ambition eller vision, der ligger under den hårdkogte action, er fascinerende at dykke ned i og noget, som indpasser ham i skolen af SF-forfattere med hang til metafysik og spiritualitet.

I bund og grund prøver Doomsday Eve at flette uforenelige elementer sammen – hurtig, pulpet ramasjang gør sig ikke nødvendigvis godt sammen med indadvendte refleksioner, men omvendt ville det sikkert være blevet en helt uinteressant roman, hvis Williams havde valgt udelukkende at fokusere på det ene af disse to komponenter. Er det en klog bog? Nej, men den er absolut værd at besøge som et slående øjebliksbillede fra en anspændt tid i verdenshistorien.

 

Alt i alt

Einstürzende Neubauten har arbejdet på et nyt album i noget tid. Nu er den single næsten lige udkommet, der har lagt navn til hele albummet – ”Alles in Allem”. Det er et stille, eftertænksomt nummer, der i videoen viser Meister Bargeld bag et el-orgel. Sangen er fremragende og rørende. Et stykke af den virkelig fine musik og lyrik, som udmærker bandet i deres senere inkarnation. Meget mere er der vel ikke at sige – lyt til Blixa, der vemodigt lader som om, at han er ved at runde sit kunstnervirke af. Det er han næppe, men derfor kan vi jo godt lade os bevæge alligevel.

 

Vi ses på søndag, hvor dommedag næsten, men også kun næsten, er over os.

 

En virkelig positiv anmeldelse af Skrækvisioner

Jeg har lige modtaget en anmeldelse af Skrækvisioner, min fagbog om gyserens udvikling i 1900-tallet. Det er den første reaktion på bogen, som jeg har fået, og det er derfor rart, at den er så overvældende positiv. Det i sig selv er jo en god grund til at dele den her på bloggen, men anmelderen har også gjort et stort arbejde med at sammenfatte bogen. Det er jo ret nyttigt, hvis du gerne vil snuse lidt mere til kapitlernes indhold. Jeg synes derfor bestemt, at du skal smutte forbi platformen Historie-Online, hvor du kan læse anmeldelsen her.

På genhør

Martin

Thomas Olde Heuvelt, HEX (2013/16): “Girls on film…”

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016. Omslaget er skabt stemningsfuldt Leo Nickolls

Jeg har læst en del nyere skrækfiktion den seneste tid, der har ligget og ventet mens andre, ældre hængepartier pressede sig på. En af de bøger, som jeg har sjoflet indtil nu, er Thomas Olde Heuvelts HEX. Romanen udkom første gang i Holland tilbage i 2013, Heuvelts hjemland, hvor den blev en kæmpesucces. Faktisk så stor en succes, at forlaget Tor blev interesseret i rettighederne til bogen, således at romanen blev oversat og udkom på engelsk i ’16, hvor den igen solgte godt.

Det i sig selv er ganske bemærkelsesværdigt, men undervejs fra hollandsk til engelsk gennemgik romanen en ganske stor transformation, hvorved handlingen blev flyttet fra Heuvelts hjemland til USA, med alt hvad det indebærer af ændringer i miljø samt persongalleri. Selve handlingen blev også forandret ganske meget at dømme ud fra, hvad jeg kan læse mig til på Nettet. Jeg har ikke selv læst den oprindelige hollandske udgave, så jeg kan ikke gå ret meget længere ind i dette. Resultatet af denne transformation blev imidlertid en skarpsleben skrækroman, der er så amerikansk, at hvis man ikke kendte udgivelseshistorien, så ville man aldrig forestille sig, at bogen var skrevet af en europæer.

Handlingen i HEX udspiller sig i staten New York, i den fiktive lille by Black Spring, der bærer på en tung arv. Byen er hjemsøgt af et spøgelse; spøgelset af en heks, der i levende live bar navnet Katherine van Wyler. Hun blev henrettet for trolddom i slutningen af 1600-tallet. På sin død forbandede hun Black Springs indbyggere, der siden den dag har må leve i heksens skygge. Ingen, der bor i byen, kan forlade stedet og overleve. Ingen, der er flyttet til Black Spring, kan dermed flytte derfra igen med livet i behold. Det har naturligvis haft stor indflydelses på den måde, som byen agerer i forhold til omverdenen, men der er mere. Katherine van Wylers spøgelse går nemlig fysisk omkring i Black Spring, og enhver der ser heksen ind i øjnene, vil blive vanvittig og dø.

Hardcover, Hodder & Stoughton 2016

Begge forbandelsens elementer er ganske alvorlige, men fordi det allerede begyndte tilbage i 1600-tallet, har det lille samfund nu i 00’erne lært at leve med det. Faktisk er hele samfundet blevet indrettet efter heksens eksistens. En vovehals på et tidspunkt syet gengangerens øjne lukket, så det ikke længere er muligt at se hende ind i øjnene. Det er ganske praktisk.

Der er også nedsat en særlig overvågningsstyrke i byen, der har til opgave altid at monitorere, hvor heksen befinder sig i byen. Der er kameraer over alt, og der er informationspligt blandt de lokale, som skal rapportere tilbage til centralen, så snart de ser Katherine et sted, hvor der ikke er kameraer – ude i landskabet eksempelvis.

Så langt så godt. Der hersker på den led en ganske striks orden i Black Spring, hvor der ikke er plads til at træde ved siden af, uden at samfundet straffer den pågældende for hans eller hendes uagtsomhed. Sagen er jo den, at al uagtsomhed vil kunne skade samfundet som helhed, fordi fejltrin eller provokationer måske kunne udløse heksens vrede. Byens love har dermed både til opgave at beskytte dem selv mod heksen, men i lige så høj grad at beskytte omverdenen mod Katherine van Wyler.’

Thomas Olde Heuvelt (født 16. april 1983)

Men, der er også unge mennesker i Black Spring. Teenagere, der gør, som de vil, med alt hvad det inkluderer af udfordrende opførsel og generationskonflikter. Da vi kommer ind i handlingen, er der et hemmeligt oprør i gang mellem byens unge, der er begyndt at eksperimentere med at filme heksen og lægge hende på de sociale medier. De flirter med den mulighed, at byens historie bliver opdaget af folk udefra. Black Springs voksne aner dog intet om dette, før de unges leg med spøgelset løber dem af hænde og begynder at kræve menneskeliv.

Faktisk går det til sidst præcis så galt, som alle i byen altid har frygtet, at det ville gå, hvis man ikke tog sig i agt for Katherine van Wyler, men spørgsmålet er, hvem der har skylden? De unges skødesløshed eller de voksnes rigide håndhævelse af loven?

Der er flere elementer i HEX, der fortjener at blive trukket frem. Først og fremmest er det en roman, der går lige i kødet på idéen om den personlige frihed og det kollektive ansvar, men den italesætter også både de positive og negative konsekvenser ved sociale medier og den sociale kontrol, der vokser direkte ud af ting som eksempelvis Facebook.

Hardcover, Tor 2016. Romanens første udgave på engelsk

Romanen sætter tingene på spidsen og undersøger, hvad konsekvenserne ved fuld åbenhed og begrænsning af informationer har af indvirkning på individet og kollektivet. Det må jo siges at være relevante tematikker, der gør HEX til en bog, der tager afsæt i meget konkrete nutidige problemstillinger, hvilket absolut er et positivt træk ved romanen, som vil mere med gyset end bare at fortælle en grum røverhistorie.

Black Spring er i den amerikanske udgave blevet til et reformert pionersamfund, der har overlevet sig selv. Det er kerne-calvinistiske tanker, der styrer samfundet, og det gælder ikke mindst den reformerte idé om social transparens, der gennemsyrer byen. Ingen har i hvert fald på overfladen noget at skjule i byen, men det er også næsten umuligt at skjule noget for nogen i det lille samfund, der mere eller mindre frivilligt er blevet fuldstændigt overvåget. Black Spring er sit eget lille lukkede kosmos, der måske nok har omgang med omverdenen, men som aldrig for alvor lader fremmede se byens sande jeg. Præcis dette udfordrer de unge med deres brug af sociale medier, fordi de skaber sig nye identiteter og kontakter. Men dette sker ikke uden at betale en pris, og den pris må i sidste ende siges at være meget, meget høj.

Tematikken i HEX er uden tvivl tankevækkende og den kulturhistoriske kobling til den reformerte baggrund for romanen spændende. Koblingen mellem sociale medier og protestantisk tænkning er et emne, der er blevet diskuteret med stigende akademisk interesse de senere år, og romanen anskueliggør med al tydelighed, hvad denne diskussion handler om. Heuvelts roman kommer med en synligheds- og kuturkritik, som er værd at tænke videre over og diskutere. Det er således en pointe og et åbent spørgsmål i bogen, hvem der egentlig kontrollerer hvem – heksen, de voksne, de unge eller byens omverden?

Paperback, Luitingh-Sijthoff 2013. romanens første udgave på hollandsk

Men selve prosaen må desværre siges at være et stykke karakterløst og glat bestsellerfiktion. HEX lever på sin idé; selve udførelsen ligner til forveksling alt andet tidstypisk metervare inden for genren. Sproget er uinteressant og fordringsløst, karaktergalleriet og stemningsopbygningen nærmest leflende for tidens toner og ligner i høj grad noget fra eksempelvis Joe Hills hånd. Meget af dette kunne meget vel skyldes romanens bearbejdning fra hollandsk til amerikansk, men det er et gæt fra min side, da jeg, som sagt, ikke har læst originalen.

Sprogligt er HEX med andre ord jævnt uvedkommende og stedvist dediceret uheldigt udført, men der brænder et anliggende bag det hele, der gør, at den alligevel er værd at kaste sig over. Ikke mindst må man glæde sig over den absolut kompromisløse slutning, der ikke tøver med at tage konsekvensen af alt det, der er blevet bygget op.

Jeg vil mene, at Heuvelt sikkert er et navn, som vi kommer til at høre mere til i de kommende år, men jeg er ikke sikker på, at der vil komme en strøm af store bøger fra ham. Dertil er HEX alt for ordinær og loyal over for sin genre, til at udløse nogen forhåbninger eller forventninger, og mon ikke det i sidste ende viser sig, at dette blev Heuvelts korte, internationale stjernestund?  Det tror jeg faktisk.