Nightmares. A New Decade of Modern Horrors, red. Ellen Datlow (2016): Blandede bolsjer fra det store køkken

Paperback, Tachyon 2016. Forsiden er skabt af “Nihil”

Efter en lang karriere i redaktørstolen er Ellen Datlow efterhånden blevet en af de mest prominente kritikere og udgivere i gysets verden. Hvis man kan tale om indflydelse og magt inden for noget så relativt marginalt som skrækfiktion, må man sige, at Datlow her hører til blandt de vigtigste. Læser man interviews med eller indledninger til debuterende amerikanske forfattere og deres værker, er det tydeligt, at Datlows anbefaling åbner døre.

En af de ting, som Ellen Datlow har gjort til sin mærkesag, er opsamlende antologier, der tager temperaturen på bestemte ideer eller forløb. I den bog, som vi her skal se nærmere på, har Datlow udvalgt det, hun opfatter som de bedste noveller fra 00’erne. Hendes udgangspunkt for at lave et sådant tilbageblik er, at hun sidder som medredaktør på den prestigiøse årbogsudgivelse The Best Horror of the Year, der bliver udsendt af forlaget Night Shade.

Paperback, Tachyon 2016

Ikke desto mindre er det ambitiøst at udvælge 00’ernes bedste gys, men før vi går til selve fortællingerne, må det nævnes, at Datlows tilgang til skrækfiktion, hendes kvalitetsstempel om man vil, ikke er helt ukontroversielt. Det siger nemlig næsten sig selv, at en redaktør med så meget indflydelse som Datlow træffer valg og navnlig gennem fravalg skaber sig en del uvenner.

Dem har Datlow mange af, fordi hendes tilgang til gyset er meget litterær og generelt synes at vælge det stille psykologiske gys over den filmiske splatterfest eller, og det er centralt, det litterære over den ligefremme fejring af genrens klassiske idéer eller troper. Præcis den form for stolt fejring af gysets klichéer er noget, som især præger mange af de små forlags entusiastiske udgivelser. Vi ser det samme udgivelsesmønster herhjemme, hvor hovedparten af de gys, der udgives, i en eller anden grad dyrker glæden ved genrens klassiske udtryk og indhold. Den type fiktion går Datlow imidlertid i vid udstrækning uden om, hvilket har ført forsmåede parter til at beskylde hende for at være elitær og sekterisk i sin tilgang til genren. Det har blandt andet også ført Datlow på kollisionskurs med S.T. Joshi, Lovecraft-kenderen over alle, på grund af hendes afstandtagen til netop Lovecraft og mange af forfatterne i kredsen omkring denne.

Ellen Datlow (født 31. december 1949)

Med det sagt er det klart, at en antologi fra Datlows hånd er et udtryk for en specifik æstetisk agenda. Sådan burde det selvfølgelig altid være, når en redaktør udsender en bog, men det er langt fra tilfældet. Det er i hvert fald ofte sådan, at man savner en æstetisk rød tråd i udvælgelsen, når man sidder med en antologi. Sådan er det ikke hos Datlow, og det er noget, jeg har stor respekt for, også selvom jeg kan være uenig i hendes faktiske udvælgelser.

Den litterære præference mærkes da også straks i Nightmares, da samlingen åbner med Mark Samuels’ ”Shallaballah”, der er en ekstremt dyster og surrealistisk beskrivelse af en skuespillers forsøg på kosmetisk at få sit ansigt tilbage, efter han har været involveret i en bilulykke. Lad mig bare sige, at den klinik, han opsøger, ikke ligefrem løser problemet, og resultatet bliver en kort fortælling om opløsning og dødsangst. Det er et lille stykke vanitas-litteratur, der med sit valg af skuespilleren uden ansigt sætter fingeren på den synlighedskultur, der har præget vestlig kultur i det nye årtusinde. Tematisk slår Datlow gennem sit valg af Samuels dermed meget præcist tonen an, og man må sige, at novellen i den grad har vist sig at ramme sømmet på hovedet med sit portræt af den forfængelige skuespiller, der bliver sin egen undergang.

Paperback, Night Shade 2019

Et mere overraskende valg er bogens anden novelle, der er skrevet af den gamle mester Gene Wolfe, som igennem tiden har skrevet skrækfiktion, uden at dette på nogen måde er blevet en mærkesag hos ham. En novelle som ”Sob in the silence” viser da også, hvorfor det ikke er inden for denne genre, at Wolfe har sine største evner. Novellen er klassisk, man fristes til at sige uopfindsom, og den beskriver, hvordan en ung pige bliver kidnappet. Narrativet leveres gennem en typisk upålidelig fortæller, der naturligvis viser sig at være kidnapperen. Det er grumt og pokkers velskrevet, men form og indhold følges ikke ad her, og jeg tror, at Datlow gerne ville have et stort, klassisk navn som Wolfes med i samlingen, der savner koryfæer på indholdsfortegnelsen. Originalt er det i hvert fald ikke.

Så er der meget mere saft og kraft i novellerne fra Laird Barron (”Strappado”) og den formidable ”Omphalos” af Livia Llewellyn. Sidstnævnte er et dybt fascinerende spring ud i et sort, sort hul af incestuøse familieforhold, kaos og kosmisk gru. Det er svært kortfattet at indfange novellens ubehagelige portræt af en dysfunktionel familie og den metafysiske dimension, som gruen synes at rumme. Llewellyn slår i en novelle som denne fast, at det kosmiske gys eller ”weird tale”-genren rummer en enorm energi, når den udfoldes rigtigt og ambitiøst. Det gør hun, og det gør hendes novelle til en af de bedste, hvis ikke den bedste i bogen.

Livia Llewellyn

Den novelle, der kommer op på siden af ”Omphalos” er Lisa Tuttles ”Closet Drams”, der ganske enkelt er et stykke mesterligt udført, grusom fiktion, som leger med læserens forventninger på en herlig facon, som vækker mindelser om noget Roald Dahl kunne have udtænkt. Tuttles stil er iskold og skrevet med overlegen sprogkontrol, som gør hende til en uomgængelig skikkelse i skrækfiktionen. ”Closet Drems”, med sin skildring af en teenagepige, der er taget til fange, er samtidig et fascinerende nedslag i diskussionen om, hvad der konstituerer skrækfiktion, fordi den snildt kunne være indlemmet i en hvilken som helst sammenhæng og stadig, uanset prædikatet, fremstå som et stykke skræmmende prosa.

Lisa Gracia Tuttle (født 16. september 1952)

Det er klart, at der er mange noveller i antologien, som jeg ikke nødvendigvis ser det helt store i. Sådan vil det altid være, men jeg kan ikke sige mig fri for at tænke, at en del af bogens yngre bidragydere er kommet med, fordi de stilistisk udfordrer formsproget, uden de desværre nødvendigvis har meget på hjertet. Det er naturligvis en hård dom, men ganske meget af gyset i bogen fremstår en smule hult og næsten lidt pjanket, men det sted havner uambitiøs skrækfiktionen altid hurtigt.

Om det vitterligt er de bedste engelsksprogede gys udgivet i 00’erne, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Det er det nu nok næppe, men jeg må alligevel sige, at Nightmares i overvejende grad er en underholdende samling, hvis største problem formentlig er, at den ikke har noget ud over det kronologiske perspektiv, der binder den sammen. Tematiske stikker historierne i alle retninger. Det kan være godt og skidt, men jeg foretrækker i sidste ende en smule mere fokus. Det har Datlow andre steder, så bifald herfra til hendes vue på 00’ernes gys.

Indhold

Mark Samuels: “Shallaballah”

Gene Wolfe: “Sob in the Silence”

Brian Hodge: “Our Turn Too Will One Day Come”

Kaaron Warren: “Dead Sea Fruit”

Lisa Tuttle: “Closet Dreams”

Gemma Files: “Spectral Evidence”

Simon Bestwick: “Hushabye”

Nicholas Royle: “Very Low-Flying Aircraft”

Margo Lanagan: “The Goosle”

Steve Duffy: “The Clay Party”

Laird Barron: “Strappado”

Stephen Graham Jones: “Lonegan’s Luck”

Reggie Oliver: “Mr Pigsny”

Ray Cluley: “At Night, When the Demons Come”

M. Rickert: “Was She Wicked? Was She Good?”

John Langan: “The Shallows”

Anna Taborska: “Little Pig”

Livia Llewellyn: “Omphalos”

Dan Chaon: “How We Escaped Our Certain Fate”

Robert Shearman: “That Tiny Flutter of the Heart I Used to Call Love”

Caitlín R. Kiernan: “Interstate Love Song (Murder Ballad No. 8)”

Garth Nix: “Shay Corsham Worsted”

Nathan Ballingrud: “The Atlas of Hell”

Richard Kadre: “Ambitious Boys Like You”

Gode gamle Jello Biafra

En af mine gamle helte, Jello Biafra fra Dead Kennedys, har et nyt album på trapperne med sit band The Guantanamo School of Medicine. Albummet hedder Tea Party Revenge Porn, og så er tonen lagt. Det er det første nye album siden 2013, hvilket må siges at være en lang pause. Jeg så dem, da de spillede i København for nogle år siden, hvilket var en stor, stor oplevelse, mest fordi jeg endelig oplevede Jello live. Noget jeg nok aldrig havde troet skulle ske. Havde jeg fortalt til Martin på 15, at han en dag ville være til koncert med Jello, ville han kalde mig en løgner. Hvem ved, med den nye plade kan det måske ske igen. Det håber jeg.

Desværre må jeg også indrømme, at de nye sange, som bandet har lagt online med tilhørende videoer, ikke helt holder musikalsk. Musikken lider i virkeligheden under Jellos person, der vel egentlig er udgangspunktet for hele bandet. Jellos vokal og lyrik fylder så meget i mixet, at resten af gruppen næsten er reduceret til baggrundslyde til fordel for vokalen. Det er da også altid værd at lytte til Jello, men han trænger til den form for modspil, som han får, når han optræder som gæstevokalist hos andre kunstnere. Det gør han heldigvis jævnligt, men i denne konstellation bestemmer han tydeligvis for meget.

Uanset hvad, kan jeg ikke helt få mig selv til for alvor at kritisere hverken Jello eller The Guantanamo School of Medicine. Gammel kærlighed ruster jo ikke for alvor, også selvom den kan blive lidt tung ad åre.

Her får I første single – The Last Big Gulp:

Vi ses på søndag til gys og gru fra 00’erne.

 

 

En Skrækfest med Skrækvisioner

I slutningen af september afvikles Skrækfest i Odense. Det bliver et par dage med masser af gys og gru. Jeg skal præsentere min fagbog Skrækvisioner om lørdagen d. 26. september kl. 12.00 i selskab med Jacob Holm Krogsøe, der indtager rollen som interviewer. Den snak glæder mig til, ikke mindst fordi det er min første mulighed for rent faktisk at præsentere bogen og tale lidt om den. Udgivelsen tilbage i marts druknede mere eller mindre i corona-feber, så arrangementet i Odense føles faktisk som en slags første møde med verden. Sådan er det jo ikke helt, for bogen er blevet anmeldt fint flere steder, men det er alligevel min første ud-af-huset-begivenhed med bogen. Jacob kender teksten ganske godt, så der er absolut grundlag for en god og spændende snak, synes jeg.

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Skulle du være nysgerrig, så håber jeg, at du vil kigge forbi hovedbiblioteket i Odense den lørdag. Før vores samtale vil der være en lille bogreception, som jeg også tror bliver ganske (u)hyggelig. Efter Jacobs og min snak vil årets danske horrorudgivelse bliver overrakt, så der er også god grund til at blivende hængende lidt længere.

Du kan se hele programmet for Skrækfest her. I teksten om præsentationen af Skrækvisioner har der sneget sig den lille misforståelse ind, at jeg er teolog. Det er jeg ikke, men jeg håber, at du kigger forbi alligevel. Jeg er i hvert fald spændt på snuse lidt til Skrækfest-stemningen. Jeg har aldrig været til arrangementet før.

Vel mødt.

 

Vaughn Heppner, Invaders. The Battle for Earth (2016): Så dum, at jeg stadig har hovedpine

Paperback, CreateSpace 2016. Forsidens skaber er ikke oplyst

Jeg prøver at udfordre mig selv og læse ting, som jeg på forhånd kan sige, vil blive en prøvelse for mig. Den slags udfordringer er der ikke mindst mange af inden for SF-genren, der har flere afkroge, jeg kun ugerne besøger. Vaughn Heppners navn har været på min radar i noget tid. Ikke for noget godt vel at mærke, men fordi han har skabt sig et navn som succesfuld selvudgiver med hårdtslående, macho-SF af militærstøbning, der ofte er blevet sammenlignet med Robert Heinleins forfatterskab. Han er ydermere ganske, ganske produktiv, og dermed formentlig også populær blandt læserne, så da jeg tilfældigvis faldt over første bind i hans Invaders-serie, tænkte jeg, at tiden måske var kommet til dykke ned i Heppners oeuvre og se, hvad al virakken handler om.

Man behøver ikke læse meget mere end første kapitel i Invaders fra 2016, før man mere eller mindre har fået kortlagt hele romanen, dens tone og indhold. Vi introduceres til den pensionerede soldat Logan, der nu arbejder for et privat vagtværn. Da Logan en sen aften er på vej til jobbet som nattevagt, bliver han vidne til et angreb af en slags. Den virksomhed, han skal beskytte, er ved at blive plyndret, og det tager ikke Logan mange sekunder at finde sin gamle kommandosoldat-identitet frem. Der uddeles tæv, skud og ligene hober sig op på et øjeblik.

Paperback, CreateSpace 2016

Det mystiske er, at det ikke er almindelige røvere, som Logan er oppe i mod. Det er rumvæsner forklædt som mennesker, han slås med, og det er ikke bare hans firma, der er under angreb. Logan finder snart ud af, at et større, globalt angreb er under opsejling, og nu er det op til ham at stoppe invasionen.

Vores actionhelt stjæler et rumskib, og ved hjælp af en kunstig intelligens ombord, der også belejligt arbejder imod disse invaderende rumvæsner, er han snart i gang med en enmandskamp imod overmagten. Væsnerne vil i øvrigt ikke bare indtage jorden. De søger efter noget, de kalder ”The Starcore”, som skulle være en kilde til enorm energi, og Logan må nu forsøge at finde ud af, hvordan han kan sætte en stopper for deres jagt, før det er for sent.

Vaughn Heppner – “Best selling author”, som det hedder på hans hjemmeside. ellers er det sparsomt med oplysninger om manden

Den præmis fører os ud på en ganske vild rejse, der både indeholder en tur ud i verdensrummet, et smut fra USA til Grønland og et besøg i en tidslomme af en slags ude i Nevadas ørken, hvor klokken altid er 1950’erne, og UFO’erne kun lige er ankommet i Roswell. Tjubang, må man nok sige.

Alt dette er jo i og for sig typisk pulpet spændingsfiktion, men det, der skiller Heppners roman ud fra mængden, er sprogtonen, der navnlig formidles gennem Logans indre dialog. Den bitre veteran er nemlig en omvandrende kliché på en stærkt højreorienteret amerikaner, og man skal ikke et sekund tro, at dette er skrevet som parodi eller med glimt i øjet. Invaders er skabt til rødtoppede MAGA-tropper med smag for det fantastiske. Logan konstaterer hånligt, hvordan det kun er Fox News, der fatter, hvor store problemer jordkloden er havnet i, efter at rumvæsnerne begynder at infiltrere planeten. Alle de øvrige venstreorienterede stationer er naturligvis for blødsødne og fordummede til at forstå sagens alvor.

Paperback, CreateSpace 2017. Seriens andet bind

Logan er den klassiske proto-fascistiske actionhelt, der gennem livslang erfaring med vold har forstået, at verden er rådden og mennesket et kryb. Den eneste måde at overleve på er ved at forsvare sig selv og helst med en så stor en pistol som muligt. Han har nul respekt for andre, men alligevel betyder USA som idé alt for ham, og han har ingen problemer med at myrde alt, hvad der stiller sig i vejen for ham.

Den kunstige intelligens, som bliver Logans hjælper, indtager hurtigt rollen som følgesvend og komisk indslag. Computerskabningen er iscenesat som en klynkende tøsedreng, hvis pivede kvindagtighed skal måles i forhold til den kontante, maskuline Logan. Flere gange siger computeren, at dette eller hint statistisk set ikke kan lade sig gøre, men Logan træder selvfølgelig i karakter og viser, at han er så sej, at han gør ting, som slet ikke burde være mulige ifølge datamaskinens beregning. Æd den, data-væsen; intet overgår superseje muskler og virkelige soldatererfaringer!

Paperback, CreateSpace 2018. Seriens tredje bind

Den slags kan være ganske underholdende at læse, men Vaughn Heppner formår at trække ganske meget af underholdningsværdien ud af sin roman, fordi den er så forbistret åbenmundet og prædikende. Invaders har karakter af en politiske opsang fra højre, og Logan er det sendebud, der skal hamre de dårlige nyheder ind i alle os svæklinge, der ikke forstår, at verden er pilrådden og kræver en grundig oprydning. I den sammenhæng er en invasion fra rummet jo sådan set bare en kærkommen anledning til at sætte den oprydning i værk, og det er da også netop, hvad Logan begynder at gøre.

Som fiktion betragtet er Invaders banal pulp og æstetisk ikke værd at diskutere, men der er smæk for skillingen, og det er vel her, at man finder forklaringen på Heppners popularitet. Kapitlerne er så korte, at du ikke skal anstrenge dig for at holde koncentration, og du behøver heller ikke være bange for, at det bliver kedeligt i de otte-ti minutter, det tager dig at læse om Logans næste eskapade. Alt hos Heppner er kogt ind til essensen, og resultatet bliver en – for mig at se – ganske usmagelig cocktail af testosteron og totalitære våde drøm.

Der er flere bind i serien, men jeg tør ikke garantere, at jeg orker at bevæge mig dybere ind i Heppners verden. Som sagt, man skal udfordre sig selv en gang imellem, men derfra og til selvpineri er der et stykke.

 

Jack Ketchum, The Girl Next Door (1989): Intet mindre end modbydeligt…!

Paperback, Warner Books 1989. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Lisa Falkenstern

Nå, tingene skred for mig på grund af et trist dødsfald i familien, men nu til sagen.

Det sker relativt sjældent, at jeg læser skrækfiktion, der direkte påvirker mig følelsesmæssigt, men Jack Ketchums The Girl Next Door gør indtryk. Det gjorde den første gang, jeg læste den for snart ret længe siden, og det gjorde den igen, da jeg læste den på ny. Når jeg skriver, ”gør indtryk”, mener jeg, at bogen efterlader sit klamme mærke på mig som læser, og den hænger ved som en ubuden gæst et godt stykke tid efter. Sådan burde det meste skrækfiktion ideelt set påvirke os, men det er jo langt fra tilfældet. Ketchums bog opnår dermed noget, som de færreste skrækromaner formår, men desuagtet er jeg faktisk lidt ambivalent i forhold til romanen og dens projekt, fordi jeg ikke er helt sikker på motiverne bag bogen.

Men lad os først lige få styr på handlingen, fordi det vil gøre det potentielt ganske problematiske ved fortællingen tydeligere. Handlingen udspiller sig i det evige, nostalgiske drømmeland, 1950’ernes USA udgør som referencepunkt i den amerikanske selvforståelse. Fortællingen er et tilbageblik, hvor vores fortæller David mindes en uhyrlig række begivenheder, der udspillede sig i løbet af en sommer på det tidspunkt, hvor han befandt sig i det tvetydige stade mellem barn og teenager.

Paperback, Warner Books 1989

To piger flytter til kvarteret, hvor David bor. De flytter ind hos fjerne slægtninge, fordi deres forældre er omkommet i en bilulykke. Familien, de rykker ind hos, er imidlertid ikke helt velfungerende. Moderen Ruth er alene med to drenge, der må karakteriseres som nogle rødder, og Ruth ser nok også lidt for dybt i flasken, hvilket der naturligvis bliver hvisket og tisket om i det lille provinsmiljø.

David møder den ældste af de to søstre, Meg, nede ved floden, der løber forbi deres by, og de to falder i snak. Det bliver kimen til en stille forelskelse i Meg, der er en smule ældre end ham. Scenen er dermed sat til en sommerromance, men hændelserne tager desværre en særdeles ubehagelig drejning. Der går nemlig ikke ret lang tid, før det hele går skævt mellem Meg og Ruth i huset. Hvor skævt det går, forstår vi først sent, fordi der går noget tid, inden David, der er vores øjne og ører, kommer hjem på besøg hos familien.

Dallas William Mayr alias Jack Ketchum (10. november 10 1946 – 24. januar 2018)

Meg er blevet genstand for alle Ruths frustrationer og vrede. Den unge, kønne, kloge teenagepige, der har livet foran sig, er blevet alt det, som Ruth hader ved sig selv, og da Meg tillader sig at protestere over den behandling, hun får af sine plejemor, bliver hun straffet; først mod stuearrest, så slag og derfra eskalerer volden i hjemmet til groteske dimensioner.

Volden mod Meg bliver et sort hul, der hurtigt sluger alt omkring dem og suger familien ned i kælderen, hvor teenagepigen holdes fanget. Det er ikke bare Ruth, der udøver volden. Hun får også sine to sønner med ind i det, og David, vores fortæller, går nølende fra samtykkende iagttager til tøvende deltager, det samme gør en vild teenagepige fra kvarteret, der ser sig mindst lige så vred på Meg, som Ruth er det. Det smerteligste for Meg er dog, at hendes lillesøster også bliver en af bødlerne, fordi hun ikke ønsker selv at gennemgå, hvad hendes storesøster udsættes for.

Hardcover, Overlook Connection Press 2002

Afstraffelserne, der begynder som vold, antager meget hurtigt en seksuel karakter, og til sidst slutter med at være enhver form for nedbrydende og ydmygende behandling, der går fra slag og spark, skamfering og voldtægt til spisning af egen afføring og andre ydmygelser. Ketchum præsenterer det hele med stor appetit, og det er hårrejsende læsning, fordi det bliver ved og ved og konstant bliver værre. Handlingen, der mere eller mindre udspiller sig nede i det lille kælderrum, bliver på den led et vanvittigt kammerspil om menneskelig ondskab og sårbarhed.

Det er mere end skrap kost, og det problematiske ved romanen er, at jeg flere gange under læsningen kommer i tvivl om, hvorfor Ketchum egentlig skriver det, han gør. Bogens portræt af den ødelagte kvinde og mor Ruth, der lader sine frustrationer gå ud over Meg, er hurtigt ganske tydeligt. Det samme er tematikken omkring børnenes, navnlig Davids, medløberi og spørgsmålet om skyld og ansvar, hvilket naturligvis igen især gør sig gældende for David, der som en liderlig voyeur er med til det hele uden at skride ind, og dermed bliver han en af voldsmændene, også selvom han ikke direkte deltager i størstedelen af overgrebene.

Paperback, Leisure Books 2005

Sagen er den, at Ketchum går meget længere end nødvendigt for at kommunikere alt dette, og der kommer dermed noget lystfuldt, sadistisk over teksten, der (næsten?) synes at invitere læseren til at værdsætte beskrivelserne som en seksuel, fetichistisk voldtægtsfantasi. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvornår noget er for meget, den grænse må man selv trække, men jeg bliver personlig bekymret i det øjeblik, jeg kommer i tvivl om, hvad der egentlig er bogens anliggende – er det at fortælle den triste historie om den misbrugte teenagepige, der bliver offer for en tragisk kvindeskæbne, eller er romanen et alibi for at udleve ekstremt destruktive sexfantasier?

Den slags er ikke let at afgøre, men man løber af og til på dem inden for skræk- og krimigenren; endda oftere end i de manierede, oftest småfjollede exploitation eller såkaldte ”torture porn”-film, der vel ellers er den oplagte parallel til Ketchums roman. For at tage et hjemligt eksempel oplevede jeg det sidst, da jeg læste Steen Langstrups novellesamling I Lygternes Skær, hvor der også er en sær entusiastisk begejstring i den gentagende skildring af ganske unge piger, der bliver voldtaget. Igen må man spørge sig hvilken agens, der ligger bag skildringerne. Æstetisk synes kvaliteten i hvert fald en smule tvivlsom hos Langstrup. Hos Ketchum reddes det hele dog af den overtydelige motivation, der så at sige holder hans ryg fri og giver ham et spillerum; et spillerum, Ketchum udnytter til fulde og i en sådan grad, at det, som sagt, fremstår som alibi.

Paperback, 47North 2015

Før jeg bliver udråbt til puritansk sippe, må jeg hellere gentage, at The Girl Next Door har noget dragende, netop fordi den bevæger sig så tæt på en grænse og måske også overskrider den. Bogen kommer i hvert fald ganske nær på at være noget, jeg ikke kan beskrive som andet end en entusiastisk skildring af ekstrem seksuel vold, og det kræver sit at læse det uden at blive påvirket, fordi Ketchum leverer det med en simpel, enstrenget kynisme, der ud over at være iblandet en dosis nostalgisk 50’er-romantik serveres råt for usødet. Hvis du med andre ord er på jagt efter en bog, der måske kan provokere og berøre dig, så kunne det jo være, at du skulle tage et smut ned i kælderen med Ketchum. Jeg håber dog, at du har lyst til at tage et langt bad efter læsningen!