Jack Ketchum, The Girl Next Door (1989): Intet mindre end modbydeligt…!

Paperback, Warner Books 1989. Romanens første udgave. Forsiden er malet af Lisa Falkenstern

Nå, tingene skred for mig på grund af et trist dødsfald i familien, men nu til sagen.

Det sker relativt sjældent, at jeg læser skrækfiktion, der direkte påvirker mig følelsesmæssigt, men Jack Ketchums The Girl Next Door gør indtryk. Det gjorde den første gang, jeg læste den for snart ret længe siden, og det gjorde den igen, da jeg læste den på ny. Når jeg skriver, ”gør indtryk”, mener jeg, at bogen efterlader sit klamme mærke på mig som læser, og den hænger ved som en ubuden gæst et godt stykke tid efter. Sådan burde det meste skrækfiktion ideelt set påvirke os, men det er jo langt fra tilfældet. Ketchums bog opnår dermed noget, som de færreste skrækromaner formår, men desuagtet er jeg faktisk lidt ambivalent i forhold til romanen og dens projekt, fordi jeg ikke er helt sikker på motiverne bag bogen.

Men lad os først lige få styr på handlingen, fordi det vil gøre det potentielt ganske problematiske ved fortællingen tydeligere. Handlingen udspiller sig i det evige, nostalgiske drømmeland, 1950’ernes USA udgør som referencepunkt i den amerikanske selvforståelse. Fortællingen er et tilbageblik, hvor vores fortæller David mindes en uhyrlig række begivenheder, der udspillede sig i løbet af en sommer på det tidspunkt, hvor han befandt sig i det tvetydige stade mellem barn og teenager.

Paperback, Warner Books 1989

To piger flytter til kvarteret, hvor David bor. De flytter ind hos fjerne slægtninge, fordi deres forældre er omkommet i en bilulykke. Familien, de rykker ind hos, er imidlertid ikke helt velfungerende. Moderen Ruth er alene med to drenge, der må karakteriseres som nogle rødder, og Ruth ser nok også lidt for dybt i flasken, hvilket der naturligvis bliver hvisket og tisket om i det lille provinsmiljø.

David møder den ældste af de to søstre, Meg, nede ved floden, der løber forbi deres by, og de to falder i snak. Det bliver kimen til en stille forelskelse i Meg, der er en smule ældre end ham. Scenen er dermed sat til en sommerromance, men hændelserne tager desværre en særdeles ubehagelig drejning. Der går nemlig ikke ret lang tid, før det hele går skævt mellem Meg og Ruth i huset. Hvor skævt det går, forstår vi først sent, fordi der går noget tid, inden David, der er vores øjne og ører, kommer hjem på besøg hos familien.

Dallas William Mayr alias Jack Ketchum (10. november 10 1946 – 24. januar 2018)

Meg er blevet genstand for alle Ruths frustrationer og vrede. Den unge, kønne, kloge teenagepige, der har livet foran sig, er blevet alt det, som Ruth hader ved sig selv, og da Meg tillader sig at protestere over den behandling, hun får af sine plejemor, bliver hun straffet; først mod stuearrest, så slag og derfra eskalerer volden i hjemmet til groteske dimensioner.

Volden mod Meg bliver et sort hul, der hurtigt sluger alt omkring dem og suger familien ned i kælderen, hvor teenagepigen holdes fanget. Det er ikke bare Ruth, der udøver volden. Hun får også sine to sønner med ind i det, og David, vores fortæller, går nølende fra samtykkende iagttager til tøvende deltager, det samme gør en vild teenagepige fra kvarteret, der ser sig mindst lige så vred på Meg, som Ruth er det. Det smerteligste for Meg er dog, at hendes lillesøster også bliver en af bødlerne, fordi hun ikke ønsker selv at gennemgå, hvad hendes storesøster udsættes for.

Hardcover, Overlook Connection Press 2002

Afstraffelserne, der begynder som vold, antager meget hurtigt en seksuel karakter, og til sidst slutter med at være enhver form for nedbrydende og ydmygende behandling, der går fra slag og spark, skamfering og voldtægt til spisning af egen afføring og andre ydmygelser. Ketchum præsenterer det hele med stor appetit, og det er hårrejsende læsning, fordi det bliver ved og ved og konstant bliver værre. Handlingen, der mere eller mindre udspiller sig nede i det lille kælderrum, bliver på den led et vanvittigt kammerspil om menneskelig ondskab og sårbarhed.

Det er mere end skrap kost, og det problematiske ved romanen er, at jeg flere gange under læsningen kommer i tvivl om, hvorfor Ketchum egentlig skriver det, han gør. Bogens portræt af den ødelagte kvinde og mor Ruth, der lader sine frustrationer gå ud over Meg, er hurtigt ganske tydeligt. Det samme er tematikken omkring børnenes, navnlig Davids, medløberi og spørgsmålet om skyld og ansvar, hvilket naturligvis igen især gør sig gældende for David, der som en liderlig voyeur er med til det hele uden at skride ind, og dermed bliver han en af voldsmændene, også selvom han ikke direkte deltager i størstedelen af overgrebene.

Paperback, Leisure Books 2005

Sagen er den, at Ketchum går meget længere end nødvendigt for at kommunikere alt dette, og der kommer dermed noget lystfuldt, sadistisk over teksten, der (næsten?) synes at invitere læseren til at værdsætte beskrivelserne som en seksuel, fetichistisk voldtægtsfantasi. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvornår noget er for meget, den grænse må man selv trække, men jeg bliver personlig bekymret i det øjeblik, jeg kommer i tvivl om, hvad der egentlig er bogens anliggende – er det at fortælle den triste historie om den misbrugte teenagepige, der bliver offer for en tragisk kvindeskæbne, eller er romanen et alibi for at udleve ekstremt destruktive sexfantasier?

Den slags er ikke let at afgøre, men man løber af og til på dem inden for skræk- og krimigenren; endda oftere end i de manierede, oftest småfjollede exploitation eller såkaldte ”torture porn”-film, der vel ellers er den oplagte parallel til Ketchums roman. For at tage et hjemligt eksempel oplevede jeg det sidst, da jeg læste Steen Langstrups novellesamling I Lygternes Skær, hvor der også er en sær entusiastisk begejstring i den gentagende skildring af ganske unge piger, der bliver voldtaget. Igen må man spørge sig hvilken agens, der ligger bag skildringerne. Æstetisk synes kvaliteten i hvert fald en smule tvivlsom hos Langstrup. Hos Ketchum reddes det hele dog af den overtydelige motivation, der så at sige holder hans ryg fri og giver ham et spillerum; et spillerum, Ketchum udnytter til fulde og i en sådan grad, at det, som sagt, fremstår som alibi.

Paperback, 47North 2015

Før jeg bliver udråbt til puritansk sippe, må jeg hellere gentage, at The Girl Next Door har noget dragende, netop fordi den bevæger sig så tæt på en grænse og måske også overskrider den. Bogen kommer i hvert fald ganske nær på at være noget, jeg ikke kan beskrive som andet end en entusiastisk skildring af ekstrem seksuel vold, og det kræver sit at læse det uden at blive påvirket, fordi Ketchum leverer det med en simpel, enstrenget kynisme, der ud over at være iblandet en dosis nostalgisk 50’er-romantik serveres råt for usødet. Hvis du med andre ord er på jagt efter en bog, der måske kan provokere og berøre dig, så kunne det jo være, at du skulle tage et smut ned i kælderen med Ketchum. Jeg håber dog, at du har lyst til at tage et langt bad efter læsningen!

 

 

4 kommentarer

Filed under Roman

4 responses to “Jack Ketchum, The Girl Next Door (1989): Intet mindre end modbydeligt…!

  1. Jack J

    Hej Martin. Trist med dødsfaldet. Jeg kondolerer.

    Interessant, at du refererer til exploitation- og torture porn-film; Der findes rent faktisk en filmatisering af Ketchums roman fra 2007 af Gregory Wilson. Jeg har ikke læst romanen, men jeg har til gengæld set filmen. Jeg holder meget af de gammeldaws splatterfilm (tænk RE-ANIMATOR, EVIL DEAD, o.l.), men er ikke meget for torture porn-genren (som visse hævder ikke er en genre – jeg er uenig). Det bliver simpelthen for meget af det samme. Men – og her er det interessant i denne forbindelse – jeg syntes ikke, at filmudgaven af THE GIRL NEXT DOOR var “for meget”. Sådan som du beskriver bogen, tror jeg faktisk, at filmen er jævnt nedtonet til sammenligning (den er ude på dvd – med kommentarspor af Jack Ketchum), hvis det skulle interessere. Og jeg hører, at der er en blu-ray på vej).

    I øvrigt, for mange år siden udgav jeg fanzinet STAY SICK! og på et tidspunkt sendt en redaktørkollega mig en novelle, som han var blevet tilsendt. Han stod ikke for at skulle udgive et nyt blad og spurgte, om det var noget, jeg ville være interesseret i. Forfatteren var en ung dansker med sin debut-novelle. Jeg gik med til at udgive novellen. Jeg har glemt titlen, men den var stort set een lang tortur-scene – en sexfantasi. Eller som jeg husker, jeg dengang tænkte, at det var: forfatterens onani-fantasi. Jeg burde have været mere konsekvent, men det var forfatterens debut og min redaktørkollega ævlede om, at det ville være lidt som i de gamle GRU-blade, hvor der ofte også var noveller med. Jeg tror, det er dét indlæg i bladet, jeg fik værst kritik for i årenes løb. Rene onani-fantasier bør sikkert forblive på denne verdens lovende forfatterspirers egne computere – ikke formidles på tryk! Forfatteren fik senere udgivet et par bøger, som jeg ikke har læst. Jeg antager, at de er bedre.

    Direktelink til SS nr. 2:
    https://archive.org/details/StaySickVol2_201609/page/n32/mode/1up

    PS: jeg postede en kommentar til et gammelt indlæg for 2-3 uger siden, som muligvis er endt i en rodekasse. Du har i alt fald ikke godkendt det endnu. :-/

    • Martin

      Hej Jack,
      Tak for kommentaren og dine tanker. Også tak for linket til Stay Sick!; jeg læser novellen i dag, for nu er jeg nysgerrig. Har du et link til selve Stay Sick!-arkivet? Jeg vil gerne lægge et link til det på bloggen.
      Jeg har helt generelt stor sympati for bøger, film og musik, der afsøger grænser og også overskrider dem. Jeg skal ikke kunne sige om såkaldt ”torture porn” er en genre eller ej. Det er min filmviden alt for begrænset til, men umiddelbart skal man vel kunne opregne nogle faste ingredienser, og mere end ”bare” ekstrem vold, for at kunne definere noget som genre. Det er der vel i dette tilfælde eller hvordan?
      Det er oplagt at sammenligne romanen med en film som ”Last House on the Left” eller alt(?) andet, som David Hess medvirkede i. Sammenligning holder bare ikke helt fordi Ketchum havner et andet sted. Mit problem med en bog som Ketchums ”Girl Next Door” er, at der sniger sig en sær bismag med ind i teksten, der antager en karakter af udtalt seksuel nydelse, som helt sikkert vil glæde nogen – jeg tror eksempelvis, at voldtægtsfiktion er en ganske populær genre på novellefora på nettet. Selvom han præsenterer et legitimt anliggende for volden mod den ganske unge pige, tager undertonerne hurtigt magten fra budskabet og bliver pludseligt bogens egentlige formål. Teksten bliver med andre ord vendt på vrangen; midlet bliver målet. Ketchum debuterede som en forfatter der gik til stregen og leverede 70’ernes exploitationfilm i bogform. Læserne forventede den slags provokation fra ham. Min private teori er at ”Girl Next Door” ganske enkelt løb af med ham og hans muligvis personlige fascination af seksuel vold blev tekstens egentlige anliggende som noget du ganske rammende beskriver som onanifantasi. Det er i hvert fald min læsning af bogen, der, som sagt, er interessant, men også i sidste ende et ganske problematisk stykke fiktion.
      P.S. Jeg har søgt i bloggens spamfilter, men der er ikke nogen kommentar fra dig. Der var en masse lumre bemærkninger og virksomheder, der gerne vel sælge diverse former for udstyr, men ikke noget fra dig. Mystisk. Det beklager jeg meget.

  2. Jack J

    Hej igen

    Cool, at du vil lægge mit “arkiv” op på bloggen, men jeg har sådan set ikke et arkiv. Mine gamle fanzines er bare scannet og lagt op på det amerikanske arkiv-website Archive – og det er ikke engang mig, der har lagt dem op, men adskillige glade læsere (jeg linker til den uploader, som har lagt flest op, men faktisk er der 5-6 læsere, der har lagt forskellige numre op. Et par stykker ved jeg ikke engang, hvem er. Men det er helt i orden – de er lavet for at læses og er alligevel udsolgt). Jeg inkluderer linket forneden i denne kommentar, så kan du poste det, hvis du har lyst. Der er fem numre af STAY SICK! (#0-4/1999-2003) og et par andre zines, jeg lavede i 90’erne. Bladet var mest om film, men også tegneserier og musik. Novellen var en engangsforseelse.

    “… men umiddelbart skal man vel kunne opregne nogle faste ingredienser, og mere end ”bare” ekstrem vold, for at kunne definere noget som genre. Det er der vel i dette tilfælde eller hvordan?”

    Nu hælder jeg jo til Pauline Kael-skolen, når det gælder filmanmeldelse, så det bliver ikke en akademisk udredning, du får. Men set fra min side centrerer torture porn-genren sig om visse ret ens ingredienser; En person holdes fanget i fx en kælder og plages på nedrigste og udpenslende vis gennem det meste af filmen for til slut med nød og næppe at slippe bort fra sin fangevogter. HOSTEL-filmene var stort set drejebogen for genren. Hvor blod og afrevne lemmer er ingredienser i den gammeldags splatterfilm, som ellers følger et alsidigt plot, så lader tortur-scenerne i et aflukket lokale i disse film til at være hovedårsagen til filmenes eksistens. Når først “kælderscenen” begynder, forbliver den tilfangetagne – og seeren – typisk i kælderrummet til filmen slutter. Og det bliver ærlig talt lidt kedeligt. Så vidt jeg husker (fra et indlæg på Skræk og Rædsel), er bl.a. Søren Jacobsen uenig i, at der er tale om en selvstændig genre, så det skal man også huske at tage i betragtning, hvis man ønsker at udforske genren/”genren”.

    Tak for at kigge efter det forsvundne indlæg. Kort efter du gik på ferie, skrev jeg en kommentar til dit og Jonas Wilmanns indlæg om horrormiljøet i krise. Jeg ser ad, om jeg kan komme på, hvad jeg skrev og måske forfatte et nyt indlæg – og forhåbentligt endelig have lært at tage en backup!

    https://archive.org/search.php?query=creator%3A%22Jack+Jensen%22

    • Martin

      Hej igen,
      Den definition lyder jo meget præcis. Jeg kan ikke gennemskue, hvor dækkende den er, men umiddelbart køber jeg den helt. Jeg synes, at du har en vigtig pointe her: ”Hvor blod og afrevne lemmer er ingredienser i den gammeldags splatterfilm, som ellers følger et alsidigt plot, så lader tortur-scenerne i et aflukket lokale i disse film til at være hovedårsagen til filmenes eksistens.” Man kan naturligvis altid argumentere for og imod den æstetiske værdi i alle former for udtryk, og der er jo ikke noget endegyldigt svar, men i min verden lukker de fortællinger vi her taler om sig om sig selv og bliver, som du også har skrevet, private fantasier, hvilket de nok bare skal forblive. Nu på vi få Søren på banen, så han kan forklare, hvorfor det ikke er en genre.
      Jeg håber, at du finder inspirationen til at genskabe dit svar.
      P.S. Alle elsker da Pauline Kael, gør de ikke?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.