Vaughn Heppner, Invaders. The Battle for Earth (2016): Så dum, at jeg stadig har hovedpine

Paperback, CreateSpace 2016. Forsidens skaber er ikke oplyst

Jeg prøver at udfordre mig selv og læse ting, som jeg på forhånd kan sige, vil blive en prøvelse for mig. Den slags udfordringer er der ikke mindst mange af inden for SF-genren, der har flere afkroge, jeg kun ugerne besøger. Vaughn Heppners navn har været på min radar i noget tid. Ikke for noget godt vel at mærke, men fordi han har skabt sig et navn som succesfuld selvudgiver med hårdtslående, macho-SF af militærstøbning, der ofte er blevet sammenlignet med Robert Heinleins forfatterskab. Han er ydermere ganske, ganske produktiv, og dermed formentlig også populær blandt læserne, så da jeg tilfældigvis faldt over første bind i hans Invaders-serie, tænkte jeg, at tiden måske var kommet til dykke ned i Heppners oeuvre og se, hvad al virakken handler om.

Man behøver ikke læse meget mere end første kapitel i Invaders fra 2016, før man mere eller mindre har fået kortlagt hele romanen, dens tone og indhold. Vi introduceres til den pensionerede soldat Logan, der nu arbejder for et privat vagtværn. Da Logan en sen aften er på vej til jobbet som nattevagt, bliver han vidne til et angreb af en slags. Den virksomhed, han skal beskytte, er ved at blive plyndret, og det tager ikke Logan mange sekunder at finde sin gamle kommandosoldat-identitet frem. Der uddeles tæv, skud og ligene hober sig op på et øjeblik.

Paperback, CreateSpace 2016

Det mystiske er, at det ikke er almindelige røvere, som Logan er oppe i mod. Det er rumvæsner forklædt som mennesker, han slås med, og det er ikke bare hans firma, der er under angreb. Logan finder snart ud af, at et større, globalt angreb er under opsejling, og nu er det op til ham at stoppe invasionen.

Vores actionhelt stjæler et rumskib, og ved hjælp af en kunstig intelligens ombord, der også belejligt arbejder imod disse invaderende rumvæsner, er han snart i gang med en enmandskamp imod overmagten. Væsnerne vil i øvrigt ikke bare indtage jorden. De søger efter noget, de kalder ”The Starcore”, som skulle være en kilde til enorm energi, og Logan må nu forsøge at finde ud af, hvordan han kan sætte en stopper for deres jagt, før det er for sent.

Vaughn Heppner – “Best selling author”, som det hedder på hans hjemmeside. ellers er det sparsomt med oplysninger om manden

Den præmis fører os ud på en ganske vild rejse, der både indeholder en tur ud i verdensrummet, et smut fra USA til Grønland og et besøg i en tidslomme af en slags ude i Nevadas ørken, hvor klokken altid er 1950’erne, og UFO’erne kun lige er ankommet i Roswell. Tjubang, må man nok sige.

Alt dette er jo i og for sig typisk pulpet spændingsfiktion, men det, der skiller Heppners roman ud fra mængden, er sprogtonen, der navnlig formidles gennem Logans indre dialog. Den bitre veteran er nemlig en omvandrende kliché på en stærkt højreorienteret amerikaner, og man skal ikke et sekund tro, at dette er skrevet som parodi eller med glimt i øjet. Invaders er skabt til rødtoppede MAGA-tropper med smag for det fantastiske. Logan konstaterer hånligt, hvordan det kun er Fox News, der fatter, hvor store problemer jordkloden er havnet i, efter at rumvæsnerne begynder at infiltrere planeten. Alle de øvrige venstreorienterede stationer er naturligvis for blødsødne og fordummede til at forstå sagens alvor.

Paperback, CreateSpace 2017. Seriens andet bind

Logan er den klassiske proto-fascistiske actionhelt, der gennem livslang erfaring med vold har forstået, at verden er rådden og mennesket et kryb. Den eneste måde at overleve på er ved at forsvare sig selv og helst med en så stor en pistol som muligt. Han har nul respekt for andre, men alligevel betyder USA som idé alt for ham, og han har ingen problemer med at myrde alt, hvad der stiller sig i vejen for ham.

Den kunstige intelligens, som bliver Logans hjælper, indtager hurtigt rollen som følgesvend og komisk indslag. Computerskabningen er iscenesat som en klynkende tøsedreng, hvis pivede kvindagtighed skal måles i forhold til den kontante, maskuline Logan. Flere gange siger computeren, at dette eller hint statistisk set ikke kan lade sig gøre, men Logan træder selvfølgelig i karakter og viser, at han er så sej, at han gør ting, som slet ikke burde være mulige ifølge datamaskinens beregning. Æd den, data-væsen; intet overgår superseje muskler og virkelige soldatererfaringer!

Paperback, CreateSpace 2018. Seriens tredje bind

Den slags kan være ganske underholdende at læse, men Vaughn Heppner formår at trække ganske meget af underholdningsværdien ud af sin roman, fordi den er så forbistret åbenmundet og prædikende. Invaders har karakter af en politiske opsang fra højre, og Logan er det sendebud, der skal hamre de dårlige nyheder ind i alle os svæklinge, der ikke forstår, at verden er pilrådden og kræver en grundig oprydning. I den sammenhæng er en invasion fra rummet jo sådan set bare en kærkommen anledning til at sætte den oprydning i værk, og det er da også netop, hvad Logan begynder at gøre.

Som fiktion betragtet er Invaders banal pulp og æstetisk ikke værd at diskutere, men der er smæk for skillingen, og det er vel her, at man finder forklaringen på Heppners popularitet. Kapitlerne er så korte, at du ikke skal anstrenge dig for at holde koncentration, og du behøver heller ikke være bange for, at det bliver kedeligt i de otte-ti minutter, det tager dig at læse om Logans næste eskapade. Alt hos Heppner er kogt ind til essensen, og resultatet bliver en – for mig at se – ganske usmagelig cocktail af testosteron og totalitære våde drøm.

Der er flere bind i serien, men jeg tør ikke garantere, at jeg orker at bevæge mig dybere ind i Heppners verden. Som sagt, man skal udfordre sig selv en gang imellem, men derfra og til selvpineri er der et stykke.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

2 responses to “Vaughn Heppner, Invaders. The Battle for Earth (2016): Så dum, at jeg stadig har hovedpine

  1. Henning

    Hej Martin

    Det er mit – understreget “mit” – indtryk, at “Military-SF” generelt er noget hø – “Sven Hazel” i det ydre rum. Medmindre det er satire (se Harry Harrison “Bill – the galactic hero”, m.fl.)

    Og så har den slags det med, netop, at komme i serier – som så bare er mere af det samme. Yankiebar, Cola, Yankiebar, Cola, Yankie…, ad infinitum. Samtidig tenderer disse (hrm) “fortællinger” mod det decideret gammeldags på flere måder: – “Fjenden” er enten noget insekt-kryb, noget kryb-dyr-noget, eller noget slimet blob – b-film fra ’50’erne. Og hele “det militære kompleks” er en omplantning af Horatio Hornblower til mere teknologisk eksotiske miljøer. I David Feintuchs “Seafort-Saga” har man ovenikøbet disciplinær-straffe, hentet direkte fra “Mytteriet på Bounty”.

    Men der er alligevel nogle, der stikker lidt ud.
    Min generelle sympati for Niven og Pournelle ligger i depot på Månen. Men “The mote in God’s eye” er faktisk en glimrende roman. Man kan så diskutere om den i det hele taget ER “M-SF”. Ikke desto mindre kan jeg egentlig godt li’ ideen om de der “Sauron-supermen” (der er sådan lidt “sardaukar” (Dune) over dem). Udpenslingerne i “War-World”-serien er derimod dybt debile, og diffunderer i ren postulat. Og mht “Man-Kzin wars” er vi fuldstændig på samme niveau som størstedelen af “m-sf”: – vermin of the Universe; afliv a’ kræ! (note: kzinti-hunner er IKKE intelligente …. – smart!)
    Der er også visse kvaliteter i Dicksons “Dorsaii”-serie, der faktisk er meget lidt krigsliderlig. I det hele taget er det en underlig cocktail af “M-SF”, teosofi og noget om human evolution (Nietzsche har ikke levet forgæves 🙂 )

    “Ender’s Game”, af Orson Scott Card, er virkelig “heinlein-på-nye-flasker”. Men der må være sket et eller andet for Card, idet afslutningen på romanen lægger op til noget helt andet. Og den udfoldelse (i “Speaker for the dead” og “Xenocide”) er rigtig spændende. Man skal lige sluge et par dogmatiske kameler (Card er mormon), men der stilles skarpt på nogle etiske overvejelser (“etik” forstået som læren om og undersøgelsen af moral-koda i definerede kontekster).

    Mere basalt tvivler jeg på “genrens” mulighed for at manifestere kvalitet, i noget videre omfang, netop fordi den sværmer for “det fede” ved “det militær-industrielle kompleks” (for nu at slå den tone an), samt ideen om “fjenden” som noget absolut “andet”, der ikke kan gøres til genstand for “det fælles tredje”. Af flere forskellige årsager tror jeg ikke på den præmis. Og hermed kan “M-SF” kun være en gestaltning af forfatterens bias – id est: “en mand må kunne forsvare sig, ellers er han ikke nogen mand; og iøvrigt har jeg ret til at bære våben, for jeg har ret til at kunne forsvare mig selv!”. – Mod hvad, min frygtsomme ven? Og hvorfra har du denne “ret”, som du slår dig på brystet af? En herre-ret? ( …. absolutely no pun intended, honest, gov!)

    Nå! Verden er stor, og der må vel findes noget “M-SF”, der er værd at smække øjnene i. Beklageligvis er jeg ikke stødt på ret meget, der tilnærmelsesvis kan præsentere noget andet end stærkt højre-orienteret, kliché-præget, total-xenofobisk, selvsmagende operette, der ikke engang har nogle litterære kvaliteter. Havde der så blot været et sprog, nogle interessante metaforer, nogle passager med noget “sense of wonder”, så kunne vi vel tale om det. Men forfattere, der kan den slags, skriver ikke “M-SF”. Tror jeg ikke.

    Så, Martin – jeg tror du må slå dig til tåls med, at den “genre” stort set indeholder “nada”. Skulle du støde på noget, der modsiger dette: – lad mig endelig vide det 🙂

    med venlig hilsen, Henning

    • Martin

      Hej Henning,
      Tak for den tankerække. Du har nok helt ret, når du skriver, at militær-SF har nogle alvorlige problemer, der gør det næsten umuligt at byde ind med noget substantielt. Jeg tror, at vi er helt enige her. Anti-krigsperspektivet synes langt mere frugtbart, men der er en spinkel barriere mellem krigs- og anti-krigslitteratur. Alligevel er det slående, hvor meget litteraturen vinder ved at skifte sit fokus fra fejringen af krigen til skildringen af de omkostninger krigsdeltagelsen har for de enkelte fodtudser. Der er naturligvis undtagelser og skrevet gode krigsromaner (Fortællinger fra Sevastopol!), der helt åbenlyst fejrer volden og krigen som heroisk, men det forandrer ikke det generelle indtryk, uanset om vi taler SF eller en anden form for fiktion, der kaster sig i militærets arme. Jeg skal nok holde et halvt øje åbent og melde tilbage i fald noget spændende ”M-SF” skulle komme op til overfladen. Jeg tvivler.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.