Robert A. Heinlein, Starship Troopers (1959): ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig…”

Oh, oh, oh it’s a lovely war

Who wouldn’t be a soldier, eh?

Oh it’s a shame to take the pay.

–        Engelsk varietésang, 1917.

Robert Heinleins Starship Troopers, udgivet i bogform 1959, hører afgjort til blandt de bedst kendte SF-romaner, og det i en sådan grad, at det er en af de romaner, som man skal udtale sig om med en god portion varsomhed, fordi der er talt og skrevet ganske meget om den siden udgivelsestidspunktet. Det skyldes naturligvis ikke mindst, at Heinlein er en kontroversiel figur, hvis politiske holdninger i den grad farver hans fiktion; desuagtet er det ikke helt enkelt at indpasse ham politisk i en klart defineret kasse.

Heinleins person skygger dermed i nogen grad for selve romanen, der rent faktisk er et ganske fascinerende værk at kaste sig over, fordi den er et stykke ganske inspirerende fiktion, som går egne vegne og tydeligvis har meget på hjertet. Om man så er enig med Heinlein eller ej, er en biting i den sammenhæng, men det kan vi komme tilbage til senere.

Paperback, Berkley Medallion 1980. forsiden er malet af Carl Lundgren

Handlingen behøver jeg vel næppe bruge ret meget tid på; de fleste kender formentlig historien. Vi befinder os ude i fremtiden, hvor verden på den ene side er helt forandret og på den anden side alligevel ligner 50’ernes USA til forveksling selv. Rumfart er nu blevet almindeligt, og det samme er væbnet konflikt i verdensrummet. Kloden styres af en føderation, der desværre ligger i krig med en form for insektvæsner fra en fremmed planet, som ekspanderer ind i jordføderationens områder. Der pågår med andre ord en god gammeldags territorialkrig på fremmede kloder, og for jordboerne er det klart, at bliver disse komplet fremmedartede og grundlæggende uforståelige væsner ikke stoppet, vil de en dag også indtage Jorden. Der er på den led tale om en ren overlevelseskamp; sådan fremlægger systemet i hvert fald sagen for føderationens borgere i de filosofitimer, som alle modtager i noget, der ikke kan beskrives som andet end forsøg på indoktrinering af ungdommen.

Midt i alt dette lader den unge døgenicht Juan “Johnny” Rico sig værge til arbejde i staten og ender med kun at være egnet til tjansen som fodtudse, hvilket betyder, at han snart er skibet afsted til træning og derfra videre til kamp på fremmede planeter.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Vi får lejlighed til at følge processen, eller den forvandling der sker med Rico, som går fra at være en slap rigmandssøn til en trænet og vejrbidt veteran. Det hele fortælles gennem Rico selv, der beretter om sine oplevelser og bevæggrunde for at handle, som han gjorde, da han lod sig indrullere i hæren. Naturligvis er det kåd forelskelse, der fører ham ind i militæret. Først fortryder han bitterligt, men stykke for stykke forstår han, hvad det hele drejer sig om, og Rico ender med at være en mønstersoldat i føderationens militær.

Den helt centrale præmis for, at Rico bliver soldat, er, at han dermed går fra at være civilist til borger. I det nye samfund, som vi her møder, er det nemlig sådan, at alle har de samme grundlæggende rettigheder, men det er kun egentlige borgere, der har stemmeret og dermed direkte indflydelse på eller bestemmelsesret i samfundet. For at opnå denne borgerstatus skal man først udføre samfundstjeneste i to år; vel at mærke det sted, hvor ens evner kan gavne samfundet bedst muligt, og for Ricos vedkommende er det altså som ydmyg infanterist.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1959. Romanens første udgave i bogform

Hele Starship Troopers er opbygget som et forsvar af den samfundsmodel, og romanen igennem beretter Rico, hvordan han bliver konfronteret med personer eller situationer, der gradvist gør det forståeligt for ham, hvorfor netop dette er den bedst tænkelige organisering af magten.

Heinlein forklarede selv, at Starship Troopers blev til ganske hurtigt, ansporet af nyheden om, at USA forhandlede om en nuklear nedrustningsaftale med Sovjetunionen. Det opfattede Heinlein som en katastrofal beslutning. Han var af den overbevisning, at USA skulle være i stand til at møde kommunisterne mand for mand, raket for raket, fordi det var den eneste retorik, de forstod. Magtens sprog er magten selv.

Paperback, Four Square Books 1961

Dermed er vi også allerede havnet langt inde i budskabet eller filosofien bag historien, hvis miljø bedst kan beskrives som et konservativt Utopia. Den militaristiske ramme for romanen og bogens åbenlyse fejring af soldaterlivet har ført til beskyldninger om, at det er fascistiske synspunkter, der bliver luftet. Det er nok at skyde over målet, men alligevel ikke helt forkert, fordi det i Heinleins univers er staten, som går forud for individet. En filosofilærer i bogen forklarer spydigt, at ethvert samfund, der ikke vil forsvare sig selv med magt, ikke fortjener at overleve. Menneskerettigheder er en behagelig luksus, og troen på dem en rar liberal drøm, men i sidste ende en fiktion, fordi det kun er magt og viljen til magt, der skaber fred.

Heinlein indtager her det klassiske, konservative standpunkt, at krigen er uundgåelig, fordi mennesket altid vil sørge for sig selv først, og det betyder, at man skal sikre sig mod de andre, før man kan tage vare på sine egne. Den tanke gjorde Russel Kirk på ny populær i USA med sin indflydelsesrige The Conservative Mind, udsendt 1953, der er en form for moralsk opsang til amerikanerne i kølvandet på lettelsen over afslutningen af Anden Verdenskrig. Heinlein var tydeligvis en af dem, der lyttede til Kirk, selvom Heinlein på en lang række andre områder både var liberal og en mand, der i høj grad satte retten til selvbestemmelse over systemet. Men de Iiberale tendenser gik indad, udad til var han en hård konservativ, der så tydelige fjender, der truede hans frihedsidealer. I fiktionens univers hos Heinlein er trussel denne ikke mennesker, men de ansigtsløse ”bugs”, der ikke vil jordboerne noget godt, mens det i virkelighedens verden var de ansigtsløse kommunister, der ikke ville USA noget godt.

Paperback, Signet 1961

Romanen er således en fejring af dem, der tør gøre en forskel og kæmpe for deres overbevisninger. I handlingen kontrasteres Ricos gradvist mere positive oplevelser af soldaterlivet i civilisternes manglende forståelse og sympati for sagen. Her stikker Heinlein kniven ind i sin samtids politiske debat og udstiller sine politiske modstandere, pacifister, venstreorienterede sværmere, beatniks og andet godtfolk som ligeglade, selvoptagede fantaster, der ikke har gennemskuet, hvordan verden er skruet sammen. Der er milevidt mellem det primært pengeinteresserede miljø Rico er opvokset i, og så de benhårde veteraner, der gør så stort indtryk på ham med deres sobre, men også kyniske syn på livet.

Netop kynismen, her præsenteret som rationel tænkning, er da også det altovervejende indtryk, som Starship Troopers efterlader læseren med. Heinlens kynisme gennemsyrer alt, men han siger samtidig også, at det aldrig er for sent at indse, hvordan verden hænger sammen, og at der med den erkendelse kommer en ny frihedsfølelse. Det oplever Ricos far, der først har latterliggjort hæren, men selv ender med at springe i trøjen og blive en af dem, der har set lyset.

Paperback, Signet 1963

Selvom Heinlien gør en stor dyd ud af at fremlægge sin samfundsmodel som den eneste rimelige og retfærdige afløser for demokratiet, der i hans øjne har slået fejl, ligger der en elitetanke under hans fremstilling, som igen peger i retning af en fascistisk militærkult. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at hæren udgør en ideologisk, men ikke de facto, magtfaktor i samfundet. Gennem Heinleins heroisering af kampen og heltedøden er det imidlertid også klart, at hæren på sigt må blive den egentlige samfundsopretholder, fordi alle gradvist vil forstå, at det er gennem pacificeringen af potentielle fjender, at samfundet kan finde fred.

Sådan kan man blive ved. Der er meget mere at sige om romanen, der, som sagt, er fascinerende og et studie værd. Det der imidlertid er – for mig at se – mindst lige så vigtigt at hæfte sig ved, er romanens formsprog, der er skrevet råt og impulsivt. Man fornemmer den hvidglødende Heinlein, opflammet af den hellige ild, der kastede sig til skrivemaskinen og hamrede teksten ud på ingen tid. Romanen har en stemning af in medias res og slutter uden forløsning eller afklaring. Rico er på vej ind i en ny konflikt, da vi forlader historien. Det giver alt sammen romanen en helt særlig nerve, en fortættet intensitet, som med al tydelighed fortæller læseren, hvor stort et anliggende, dette er for Heinlein.

Paperback, Four Square Books 1967

Dette er ikke bare lystig ”hvad nu hvis”-SF, men tanker skrevet med hjerteblod, på et tidspunkt, hvor Den Kolde Krig begyndte at kunne mærkes. Heinlein mente tydeligvis, at det kun var den stærkeste, der ville stå tilbage, og romanen blev hans argument for dette. Som humanist er hans tanker bag bogen fuldstændig uacceptable, fordi de beror sig på et postulat om mennesket som et grundlæggende destruktivt og usolidarisk væsen, men det fjerner ikke noget ved det faktum, at Heinlen med sin roman leverede et passioneret indlæg til forsvar for viljen til vold og samtidig, næsten som et aber dabei, slyngede han en lang række idéer på bordet, der sidenhen er blevet faste ingredienser i den militære SF.

Starship Troopers fortjener at blive læst mange gange, fordi man står sig klogt i at lytte til Heinlien argumenter og tage stilling til dem. Jeg vil gå så langt som at sige, at man bliver en bedre samfundsborger ved at tage stilling til dem hans idéer (og forhåbentlig forkaste dem!). Men man skal samtidig bide mærke i romanens formsprog, for jeg tror ikke, man finder en skarpere og mere original Heinlien noget sted i hans forfatterskab.

Paperback, Berkley Medallion 1968

Hardcover, New English Library 1975

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1993

Paperback, Ace Books 1997

Paperback, New English Library 1997

Paperback, Hodder & Stoughton 2005

Paperback, Ace Books 2006

Paaperback, Mantikore 2014

Paperback, Hodder Paperbacks 2015

Hardcover, Gollancz 2016

Caitlín R. Kiernan, The Red Tree (2009): (U)pålidelig som bare fanden

Paperback, ROC 2009, romanens første og eneste udgave, med en både grim og utroligt misvisende forside, der sender læserens associationer i helt andre retninger end bogens faktiske indhold

Caitlín R. Kiernan har udviklet sig til en af skrækfiktionens helt store navne. Hun er i hvert fald stor blandt genrens mere dedikerede læsere, og selvom hun ikke er så kendt som eksempelvis Neil Gaiman, er hun alligevel en del af samme genreoverskridende, eller genreopløsende bevægelse i retning af en fantastik, der trækker ganske mange tråde sammen. Hos Kiernan bliver det oftest ganske dystert, og hun har efterhånden flere gange taget så tydeligt afsæt i den lovecraftianske fiktion, at præcis det udtryk især knyttes til hendes navn. Ingen kan imidlertid beskylde Kiernan for blindt at forfølge det ulidelige Cthulhu mythos-klichéer. I stedet har hun i langt højere grad været med til at forme den moderne ”weird fiction”, der går langt mere abstrakt til inspirationskilderne.

Der er rigtig mange gode ting at sige om Caitlín R. Kiernans fiktion, fordi hun helt generelt leverer tankevækkende og stimulerende tekster, som rammer en særlig nerve, det bestemt ikke er alle forundt at kunne skrive sig frem til. Når det er sagt, må jeg også indrømme, at jeg har nogle forbehold over for hendes altid populære værker, fordi de har en karakter af noget kalkuleret eller indstuderet. Der er samtidig ganske meget manér hos Kiernan, og ganske meget trivielt persondrama, som uden tvivl har bidraget til at gøre hende elsket i langt bredere kredse end de fleste andre forfattere, der opererer inden for denne nye ”weird”-tradition. Gyset og det sære bliver aldrig ren staffage hos Kiernan, men det kommer stedvist meget tæt på.

The Red Tree fra 2009 er en konsekvent stiløvelse, der som alle Kiernans tekster hiver flere inspirationskilder sammen. Romanen er skrevet som en slags metatekst, hvilket i dette tilfælde vil sige, at vi sidder med en fiktiv forfatters sidste udgivelse, der er tilføjet et forord fra den fiktive redaktørs side. Historien er, at den ulykkelige, lesbiske skrækforfatter Sarah Crowe er flyttet fra New York efter at have mistet sin kæreste igennem lang tid. Hun har lejet et hus på Rhode Island, hvor hun måske kan finde fred til at afslutte den bog, som hun har kæmpet med alt for længe. Det sker bare ikke. I stedet begynder Crowe at gå på opdagelse i huset, som hun har lejet, og hun opdager her, at der har udspillet sig noget mystisk på stedet, som på en eller anden måde relaterer sig til den store blodeg, der gror et stykke fra grunden. Dramaet tilføjes endnu en dimension, da det viser sig, at husets ejer har udlejet det til to lejere, og en ung kvinde, en kunstmaler, flytter ind i overetagen, og Sarah må nu dele huset med denne kvinde. Det fører til nye erkendelser og seksuelle oplevelser, ikke mindst højnes mystikken, fordi den unge kunstner kommer fra egnen og kender noget til stedets historie.

Caitlín Rebekah Kiernan (født d. 26. maj 1964)

Sarah burde, som sagt, arbejde på sin roman, men det gør hun ikke. I stedet skriver hun flittigt i sin dagbog, og det er disse dagbogsoptegnelser, der udgør The Red Tree – både den fiktive udgivelse, som Sarahs redaktør skrev forord til, og den roman, som vi nu sidder med.

Metalegen er udtalt og konsekvent gennemført, idet Sarah hele tiden taler til sig selv og kommenterer på handlingen, som den fremlægges igennem hendes dagbogsnotater. Man kan sige, at Sarah selv gør os opmærksom på, at det er dagbogen, som er hendes egentlige romanprojekt og ikke længere den fortælling, hun troede, hun skulle skrive.

I bogens forord får vi at vide, at Sarah Crowe er forsvundet, og de sider, som vi nu læser, var det eneste, hun efterlod sig i huset. Det må vi tage for pålydende, men samtidig er der også små antydninger af, at det hele er en konstruktion, fabrikeret af Sarah. Hvad der er sandheden omkring Sarah Crow og hændelserne i det øde hus, hvis der i det hele taget har været nogle hændelser, forbliver i sidste ende et mysterium, som læseren selv må finde sig til rette med.

Vores fortæller er dermed stærkt upålidelig, ikke mindst takket være hendes iscenesættelse af sig selv som romanfigur, med eksplicitte referencer til eksempelvis Lovecrafts litterære univers. Disse referencer føjer en grad af iscenesættelse til teksten, som gør det svært, for ikke at sige umuligt, at afgøre, hvornår Sarah skriver fiktion og hvornår hun beretter om de oplevelser i huset, hun beskriver. Som læser har vi meget få faste holdepunkter i det sorte hul, som handlingen udgør, og som vi kommer frem imod slutningen og Sarahs påståede forsvinden, bliver opløsningen næsten total.

Der er en absolut bærende inspirationskilde bag The Red Tree. Der kan nemlig ikke været et øjebliks tvivl om, at Caitlín R. Kiernan forsøgte sig med en gentagelse af Mark Z. Danielewskis elskede og forhadte House of Leaves (2000). Det er ganske åbenlyst, at Danielewskis dekonstruerede gys gjorde indtryk, ikke bare hos Kiernan, men i hele den mere intellektuelle del af skrækfiktionens verden, og The Red Tree må i høj grad ses som et forsøg på at tage den klassiske Lovecraftianske fortælling, inklusiv epistolærstilen, og udfolde den gennem den dekonstruktion, som House of Leaves udgør.

Hardcover, Pantheon Books 2000

Kiernan går dog mere nænsomt til værks end Danielewski, og hendes roman er langt lettere at forstå, fordi det tager et godt stykke tid, før tekstens opløsning bliver så eklatant, at man som læser ikke længere tør stole på noget af det, der bliver sagt. Her har Kiernan en mere folkelig side, som sikrer, at vi aldrig kommer helt ud på dybt vand.

Med det sagt er det også klart, at The Red Tree er en form for sikker leg, der aldrig går længere ud end til navlen. Det er en light-udgave af forlægget, tilføjet det der næsten må betragtes som Kiernens sædvanlige paradestykker; en alkoholiseret, marginaliseret hovedperson med smag for undergrundsmusik, homoseksuelle forhold, referencer til kosmisk gru og masser af henvisninger til kunst. Her klapper hun os på hovedet og forsikrer os om, at både hun og læseren stadig er cool, når de læser et værk som dette og forstår hendes referencer. Det er en smule billigt, men det er underholdende.

The Red Tree er på ingen måde en dårlig roman. Den er faktisk både spændende og inspirerende læsning, men den er samtidig også en smule frustrerende, fordi den er så glat og let tilgængelig. Den postulerer kompleksitet, men er i virkeligheden bare en fiffig leg med lovecraftinaske troper, tilføjet lånte fjer fra House of Leaves. Sådan fremstår ganske meget af Kiernans fiktion, der dybest set er en form for letforståelige, selvbevidste litterære bekendtskaber uden den gravitas, som Kiernen tydeligvis gerne vil tilskrives.

 

George O. Smith, Hellflower (1953): Rummets hårdkogte narkokriminelle

Paperback, Pyramid 1969. Forsiden er skabt fint af Jack Gaughan

George O. Smith huskes vel i dag bedst som manden, der snuppede den store SF-legende John W. Campbells kone og giftede sig med hende, hvorefter Smiths og Campbells samarbejde blev indstillet. Sådan kan det gå.

Smith var ganske produktiv i 50’erne, hvor han smed en række tidstypiske SF-fortællinger på markedet. Hellflower, der udkom i bogform 1953, som vi her skal se lidt nærmere på, var en af disse. I romanen introduceres vi til den nedslidte rumpilot Farradyne, der har slået sig på flasken, efter han forulykkede med en rumfærge, og derved var skyld i et stort antal passagerers død. Han overlevede selv, hvilket har efterladt ham med skylden, og døden synes derfor nu et kærkomment alternativ til livet med skammen. Men var han vitterligt skyld i ulykken? Farradyne er faktisk ikke helt sikker, for der var noget uldent ved hændelserne, og han er overbevist om, at der pludselig var en fremmed i cockpittet med ham, kort før ulykken skete. Alt dette står dog nu uklart for Farradyne, der ikke helt kan afgøre, hvad han har drømt sig til, og hvad der rent faktisk skete.

Paperback, Pyramid 1969

En dag bliver vores nedbrudte pilot eller ”Space Master”, som hans egentlige titel var, kontaktet af en efterretningsagent, der ønsker at hente Farradyne ud af svampemarkerne på Venus, hvor han bor nu og slår tiden ihjel med druk. Agenten ønsker, at Farradyne skal gå undercover og infiltrere en interplanetar narkoring, der er begyndt at sælge en euforiserende blomst, der går under navnet ”hellflower”. Som kasseret pilot har Farradyne den helt rette profil som agent, og han går modvilligt med til opgaven med den bagtanke, at han samtidig vil grave i sin egen ulykke, der muligvis kan knyttes til narkosmugling.

Så langt så godt. Farradyne kommer på vingerne igen, og derfra begynder en indviklet historie, der fører ham til Ganymedes og på kollisionskurs med en narkobande, som viser sig at være ganske meget mere magtfulde end først antaget. Undervejs løber Farradyne også ind i en hel del udforinger, ikke mindst takket være enken efter en af de passagerer, der omkom i den ulykke, som han (måske) var skyld i.

George Oliver Smith (9. april 1911 – 27. maj 1981)

Enken, Norma, er blevet afhængig af hellflower, og det er gennem hende, at vi for alvor forstår, hvor vanedannende stoffet er. Planten beskrives som ekstremt potent heroin, og blomster-junkierne vil gøre hvad som helst for at få fingre i nyt stof, så snart de har indtaget bare en ganske lille smule af den djævelske vækst.

Noget stikker imidlertid under hele denne narkosag, for nogen lækker informationer om Farradynes arbejde til banden, og snart står det klart, at dette er en sag, der går videre end bare narkosalg. Der er storpolitik i dette, og da brikkerne endelig falder på plads, går det op for vores hovedperson, at det rent faktisk er ondsindede rumvæsner fra planeten Lyra 357, der har sat en langsigtet plan i værk for at erobre Jorden ved først at slavegøre planetens befolkning med hellflower.

Hardcover, Abelard Press 1953. Romanens første udgave i bogform

Hellflower er på alle måder en jævn roman, der med sin prosaiske stil og generiske greb om alt fra sprog til karakterer, handling og miljø egentlig kun udmærker sig ved selve udtrykket som SF-fortælling. Sagen er den, at hvis man fjernede de interplanetare rejser, erstattede de onde rumvæsner med eksempelvis kommunister og gjorde det forkætrede hellflower-stof til super-herion, så stod vi med en helt ordinær krimi. Hele romanens futuristiske udtryk er en yderst sparsom projicering af Smiths hverdag ud i en ubestemt, fjern fremtid, der dybest set begrænser sig til en udskiftning af ord. Smith har dermed taget en samtidskrimi og udført ganske overfladiske ændringer for så at sælge sin roman som SF-fortælling.

Det er et klogt greb fra en pulpforfatter, der skulle arbejde hurtigt og følge pengene. Solgte den ikke som SF, kunne den hurtigt omarbejdes til krimi, eller den anden vej rundt. Set fra Smiths stol har dette været smart, men det efterlader SF-læseren med en noget fersk fremstilling, der savner kreativitet og eventyrlighed. Svampemarkerne på Venus er i sig selv en herlig idé, der emmer af Edgar Rice Burroughs, men det er bare ikke helt nok til at drive en hel roman frem.

Hardcover, The Bodley Head 1955

Den hårdkogte krimi, der dybest set er bogens væsen, er moderat underholdende læsning på grund af det bedagede portræt af kønsroller. Farradyne involverer sig med to kvinder i løbet af bogen, og begge giver hver på sin måde et interessant indblik i, hvad der bliver forventet af en kvinde på udgivelsestidspunktet. Den seksuelle vildskab, som den ene af kvinderne tilbyder, viser sig at være en faldgrube, og heldigvis kommer Farradyne til fornuft og vælger i sidste ende damen, der kan give ham stabilitet og et godt hjem. Lige hvad man trænger til efter flere års druk på Venus.

Romanen er med andre ord en banal fortælling, som i sidste ende bedst kan beskrives som metervare fra 50’ernes SF-fabrik. Der blev spyttet et utal af den slags romaner ud i løbet af det tiår, og læserne var helt sikkert derude, men set retrospektivt har en fortælling som Hellflower ikke mange andre kvaliteter end sit udtryk som produkt af sin tid. Den er på den led også et meget godt billede på de bekymringer, som blev ventileret i tidens pulplitteratur.

Paperback, Pyramid Books 1957

Truslen ude fra, sædernes forfald og ungdommens fordærv er alt sammen ingredienser, der går igen på tværs af genrerne og tydeligvis noget, som læserne kunne spejle sig i. Narko-tematikken er da formentlig også grunden, til at bogen blev genoptrykt forbavsende mange gange frem til 1969. Man kan på den måde nærmest beskrive Hellflower som en utilsigtet eller underspillet allegori over tidens store spørgsmål og bekymringer. Det sigtede George O. Smith helt sikkert ikke efter med sin lille roman, der lugter langt væk af kassetænkning, men det blev desuagtet resultatet.

Paperback, Mayflower-Dell 1964