George O. Smith, Hellflower (1953): Rummets hårdkogte narkokriminelle

Paperback, Pyramid 1969. Forsiden er skabt fint af Jack Gaughan

George O. Smith huskes vel i dag bedst som manden, der snuppede den store SF-legende John W. Campbells kone og giftede sig med hende, hvorefter Smiths og Campbells samarbejde blev indstillet. Sådan kan det gå.

Smith var ganske produktiv i 50’erne, hvor han smed en række tidstypiske SF-fortællinger på markedet. Hellflower, der udkom i bogform 1953, som vi her skal se lidt nærmere på, var en af disse. I romanen introduceres vi til den nedslidte rumpilot Farradyne, der har slået sig på flasken, efter han forulykkede med en rumfærge, og derved var skyld i et stort antal passagerers død. Han overlevede selv, hvilket har efterladt ham med skylden, og døden synes derfor nu et kærkomment alternativ til livet med skammen. Men var han vitterligt skyld i ulykken? Farradyne er faktisk ikke helt sikker, for der var noget uldent ved hændelserne, og han er overbevist om, at der pludselig var en fremmed i cockpittet med ham, kort før ulykken skete. Alt dette står dog nu uklart for Farradyne, der ikke helt kan afgøre, hvad han har drømt sig til, og hvad der rent faktisk skete.

Paperback, Pyramid 1969

En dag bliver vores nedbrudte pilot eller ”Space Master”, som hans egentlige titel var, kontaktet af en efterretningsagent, der ønsker at hente Farradyne ud af svampemarkerne på Venus, hvor han bor nu og slår tiden ihjel med druk. Agenten ønsker, at Farradyne skal gå undercover og infiltrere en interplanetar narkoring, der er begyndt at sælge en euforiserende blomst, der går under navnet ”hellflower”. Som kasseret pilot har Farradyne den helt rette profil som agent, og han går modvilligt med til opgaven med den bagtanke, at han samtidig vil grave i sin egen ulykke, der muligvis kan knyttes til narkosmugling.

Så langt så godt. Farradyne kommer på vingerne igen, og derfra begynder en indviklet historie, der fører ham til Ganymedes og på kollisionskurs med en narkobande, som viser sig at være ganske meget mere magtfulde end først antaget. Undervejs løber Farradyne også ind i en hel del udforinger, ikke mindst takket være enken efter en af de passagerer, der omkom i den ulykke, som han (måske) var skyld i.

George Oliver Smith (9. april 1911 – 27. maj 1981)

Enken, Norma, er blevet afhængig af hellflower, og det er gennem hende, at vi for alvor forstår, hvor vanedannende stoffet er. Planten beskrives som ekstremt potent heroin, og blomster-junkierne vil gøre hvad som helst for at få fingre i nyt stof, så snart de har indtaget bare en ganske lille smule af den djævelske vækst.

Noget stikker imidlertid under hele denne narkosag, for nogen lækker informationer om Farradynes arbejde til banden, og snart står det klart, at dette er en sag, der går videre end bare narkosalg. Der er storpolitik i dette, og da brikkerne endelig falder på plads, går det op for vores hovedperson, at det rent faktisk er ondsindede rumvæsner fra planeten Lyra 357, der har sat en langsigtet plan i værk for at erobre Jorden ved først at slavegøre planetens befolkning med hellflower.

Hardcover, Abelard Press 1953. Romanens første udgave i bogform

Hellflower er på alle måder en jævn roman, der med sin prosaiske stil og generiske greb om alt fra sprog til karakterer, handling og miljø egentlig kun udmærker sig ved selve udtrykket som SF-fortælling. Sagen er den, at hvis man fjernede de interplanetare rejser, erstattede de onde rumvæsner med eksempelvis kommunister og gjorde det forkætrede hellflower-stof til super-herion, så stod vi med en helt ordinær krimi. Hele romanens futuristiske udtryk er en yderst sparsom projicering af Smiths hverdag ud i en ubestemt, fjern fremtid, der dybest set begrænser sig til en udskiftning af ord. Smith har dermed taget en samtidskrimi og udført ganske overfladiske ændringer for så at sælge sin roman som SF-fortælling.

Det er et klogt greb fra en pulpforfatter, der skulle arbejde hurtigt og følge pengene. Solgte den ikke som SF, kunne den hurtigt omarbejdes til krimi, eller den anden vej rundt. Set fra Smiths stol har dette været smart, men det efterlader SF-læseren med en noget fersk fremstilling, der savner kreativitet og eventyrlighed. Svampemarkerne på Venus er i sig selv en herlig idé, der emmer af Edgar Rice Burroughs, men det er bare ikke helt nok til at drive en hel roman frem.

Hardcover, The Bodley Head 1955

Den hårdkogte krimi, der dybest set er bogens væsen, er moderat underholdende læsning på grund af det bedagede portræt af kønsroller. Farradyne involverer sig med to kvinder i løbet af bogen, og begge giver hver på sin måde et interessant indblik i, hvad der bliver forventet af en kvinde på udgivelsestidspunktet. Den seksuelle vildskab, som den ene af kvinderne tilbyder, viser sig at være en faldgrube, og heldigvis kommer Farradyne til fornuft og vælger i sidste ende damen, der kan give ham stabilitet og et godt hjem. Lige hvad man trænger til efter flere års druk på Venus.

Romanen er med andre ord en banal fortælling, som i sidste ende bedst kan beskrives som metervare fra 50’ernes SF-fabrik. Der blev spyttet et utal af den slags romaner ud i løbet af det tiår, og læserne var helt sikkert derude, men set retrospektivt har en fortælling som Hellflower ikke mange andre kvaliteter end sit udtryk som produkt af sin tid. Den er på den led også et meget godt billede på de bekymringer, som blev ventileret i tidens pulplitteratur.

Paperback, Pyramid Books 1957

Truslen ude fra, sædernes forfald og ungdommens fordærv er alt sammen ingredienser, der går igen på tværs af genrerne og tydeligvis noget, som læserne kunne spejle sig i. Narko-tematikken er da formentlig også grunden, til at bogen blev genoptrykt forbavsende mange gange frem til 1969. Man kan på den måde nærmest beskrive Hellflower som en utilsigtet eller underspillet allegori over tidens store spørgsmål og bekymringer. Det sigtede George O. Smith helt sikkert ikke efter med sin lille roman, der lugter langt væk af kassetænkning, men det blev desuagtet resultatet.

Paperback, Mayflower-Dell 1964

2 kommentarer

Filed under Roman

2 responses to “George O. Smith, Hellflower (1953): Rummets hårdkogte narkokriminelle

  1. Henning

    Hej Martin

    Jeg har ikke ( og jeg vad ved at skrive “naturligvis ikke”) læst “Hellflower”. Og det lyder som en aldeles gangbar bedømmelse, at “værket” kun har affinitet til SF-genren kva sin egen påstand om samme.
    På den anden side så skulle der den ondelynemig ikke meget til, før vi stod med et fuldbårent “Dune”-agtigt koncept.
    Forskellen mellem de to forfattere – hhv. Smith og Herbert – er nok, at den ene egentlig ikke gider, men alligevel godt vil tjene nogle skejser, mens den anden godt gider, uanset om der kommer klejner ud af det.
    Bevares: – jeg vil sgu også gerne tjene nogle penge på min næste roman-trilogi “De Fordømte Fra Den Sorte Stjerne”, men jeg ville ikke gide bruge tid på hverken fordømte eller sorte stjerner, hvis jeg ikke havde en ide om, hvad fanden jeg skulle bruge det til. Ikke så meget “budskab”- mere fracking “indhold”.
    Det kan jo vise sig spændende, hvis man gider bruge noget krudt på “world-building” – men det kan sandelig også vise sig, at det drejer sig om dem, der har fået forbud mod at vise sig på baren “Den Sorte Stjerne” i Nordre Frihavnsgade. Hvilket kunne være spændende, på en anden måde – men ikke ville være science fiction. Og det bliver ikke mere SF af, at jeg placerer nævnte bar på Mars og de “karantæne-ramte” som jord&betonarbejdere i asteroidebæltet.
    Det har noget at gøre med “genre-koder”. Man KAN lave “cross-overs” (selvfølgelig kan man det), men det er dumhedernes ufattelige dumhed, at “oversætte” miljøeer og teknologier og indsætte dem i eksotiske miljøer, for derefter at føle sig overbevist om, at nu har sgu skrevet en SF, en Horror, en Krimi, en……
    Alt det ved du godt; jeg sidder bare og vrøvler derudaf. Men idet SF-genren ligger mit hjerte nær (hvor romantisk kan man blive?) har jeg det lidt som om du nogle gange desavuerer SF ved at hive noget rigtig møg på banen. Trods alt er det ikke “crap” det hele.

    hilsen Henning

  2. Martin

    Hej Henning,
    Tak for ordene. Jeg griber naturligvis fat i det sidste:
    Men idet SF-genren ligger mit hjerte nær (hvor romantisk kan man blive?) har jeg det lidt som om du nogle gange desavuerer SF ved at hive noget rigtig møg på banen. Trods alt er det ikke “crap” det hele.
    Jeg har selv et noget ambivalent forhold til SF-genren. Ikke desto mindre beklager jeg, hvis du synes SF-litteraturen bliver fremstillet i et dårligt lys på bloggen, men jeg er bange for, at der er langt flere grimme end kønne børn i den familie!
    Nej, det hele er bestemt ikke noget møg, men genren er jo nu engang som genren er skrevet. Uanset om vi taler gys, fantasy eller alt muligt andet, så hænger vi på de tekster, der er blevet udgivet. Faktisk udgør romaner som Hellflower vel rent kvalitativt hovedparten af det, som vi forstår ved SF, gys eller noget af alt det andet. For mit vedkommende synes jeg, at det er interessant at dykke ned i genrens glemte værker og undersøge, hvorfor netop disse – eksempelvis en roman som Hellflower, kun fik et kort liv før udgivelsen gik i glemmebogen. Som oftest skyldes det tydeligt manglende kvaliteter, andre gange er det tilfældigheder. Nu og da rammer jeg på den led ind i virkelige perler med stor kvalitet, der gør den oftest lange og lidt trøstesløse arkæologiske jagt gennem genrernes skraldespande det hele værd. Det hele er bestemt ikke noget møg, men Hellflower er lige så meget en del af SF-genren som Dune. Det er genren på godt og ondt. Jeg tror det er sundt at se på det grimme og dårlige nu og da, så vi også forstår, hvorfor eksempelvis Dune har fået den plads, som den har. Så er det tilmed også lidt sjovere at skrive om de mindre kendte ting end de romaner, som alle kender og ved meget, meget mere om end mig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.