Robert A. Heinlein, Starship Troopers (1959): ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig…”

Oh, oh, oh it’s a lovely war

Who wouldn’t be a soldier, eh?

Oh it’s a shame to take the pay.

–        Engelsk varietésang, 1917.

Robert Heinleins Starship Troopers, udgivet i bogform 1959, hører afgjort til blandt de bedst kendte SF-romaner, og det i en sådan grad, at det er en af de romaner, som man skal udtale sig om med en god portion varsomhed, fordi der er talt og skrevet ganske meget om den siden udgivelsestidspunktet. Det skyldes naturligvis ikke mindst, at Heinlein er en kontroversiel figur, hvis politiske holdninger i den grad farver hans fiktion; desuagtet er det ikke helt enkelt at indpasse ham politisk i en klart defineret kasse.

Heinleins person skygger dermed i nogen grad for selve romanen, der rent faktisk er et ganske fascinerende værk at kaste sig over, fordi den er et stykke ganske inspirerende fiktion, som går egne vegne og tydeligvis har meget på hjertet. Om man så er enig med Heinlein eller ej, er en biting i den sammenhæng, men det kan vi komme tilbage til senere.

Paperback, Berkley Medallion 1980. forsiden er malet af Carl Lundgren

Handlingen behøver jeg vel næppe bruge ret meget tid på; de fleste kender formentlig historien. Vi befinder os ude i fremtiden, hvor verden på den ene side er helt forandret og på den anden side alligevel ligner 50’ernes USA til forveksling selv. Rumfart er nu blevet almindeligt, og det samme er væbnet konflikt i verdensrummet. Kloden styres af en føderation, der desværre ligger i krig med en form for insektvæsner fra en fremmed planet, som ekspanderer ind i jordføderationens områder. Der pågår med andre ord en god gammeldags territorialkrig på fremmede kloder, og for jordboerne er det klart, at bliver disse komplet fremmedartede og grundlæggende uforståelige væsner ikke stoppet, vil de en dag også indtage Jorden. Der er på den led tale om en ren overlevelseskamp; sådan fremlægger systemet i hvert fald sagen for føderationens borgere i de filosofitimer, som alle modtager i noget, der ikke kan beskrives som andet end forsøg på indoktrinering af ungdommen.

Midt i alt dette lader den unge døgenicht Juan “Johnny” Rico sig værge til arbejde i staten og ender med kun at være egnet til tjansen som fodtudse, hvilket betyder, at han snart er skibet afsted til træning og derfra videre til kamp på fremmede planeter.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Vi får lejlighed til at følge processen, eller den forvandling der sker med Rico, som går fra at være en slap rigmandssøn til en trænet og vejrbidt veteran. Det hele fortælles gennem Rico selv, der beretter om sine oplevelser og bevæggrunde for at handle, som han gjorde, da han lod sig indrullere i hæren. Naturligvis er det kåd forelskelse, der fører ham ind i militæret. Først fortryder han bitterligt, men stykke for stykke forstår han, hvad det hele drejer sig om, og Rico ender med at være en mønstersoldat i føderationens militær.

Den helt centrale præmis for, at Rico bliver soldat, er, at han dermed går fra at være civilist til borger. I det nye samfund, som vi her møder, er det nemlig sådan, at alle har de samme grundlæggende rettigheder, men det er kun egentlige borgere, der har stemmeret og dermed direkte indflydelse på eller bestemmelsesret i samfundet. For at opnå denne borgerstatus skal man først udføre samfundstjeneste i to år; vel at mærke det sted, hvor ens evner kan gavne samfundet bedst muligt, og for Ricos vedkommende er det altså som ydmyg infanterist.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1959. Romanens første udgave i bogform

Hele Starship Troopers er opbygget som et forsvar af den samfundsmodel, og romanen igennem beretter Rico, hvordan han bliver konfronteret med personer eller situationer, der gradvist gør det forståeligt for ham, hvorfor netop dette er den bedst tænkelige organisering af magten.

Heinlein forklarede selv, at Starship Troopers blev til ganske hurtigt, ansporet af nyheden om, at USA forhandlede om en nuklear nedrustningsaftale med Sovjetunionen. Det opfattede Heinlein som en katastrofal beslutning. Han var af den overbevisning, at USA skulle være i stand til at møde kommunisterne mand for mand, raket for raket, fordi det var den eneste retorik, de forstod. Magtens sprog er magten selv.

Paperback, Four Square Books 1961

Dermed er vi også allerede havnet langt inde i budskabet eller filosofien bag historien, hvis miljø bedst kan beskrives som et konservativt Utopia. Den militaristiske ramme for romanen og bogens åbenlyse fejring af soldaterlivet har ført til beskyldninger om, at det er fascistiske synspunkter, der bliver luftet. Det er nok at skyde over målet, men alligevel ikke helt forkert, fordi det i Heinleins univers er staten, som går forud for individet. En filosofilærer i bogen forklarer spydigt, at ethvert samfund, der ikke vil forsvare sig selv med magt, ikke fortjener at overleve. Menneskerettigheder er en behagelig luksus, og troen på dem en rar liberal drøm, men i sidste ende en fiktion, fordi det kun er magt og viljen til magt, der skaber fred.

Heinlein indtager her det klassiske, konservative standpunkt, at krigen er uundgåelig, fordi mennesket altid vil sørge for sig selv først, og det betyder, at man skal sikre sig mod de andre, før man kan tage vare på sine egne. Den tanke gjorde Russel Kirk på ny populær i USA med sin indflydelsesrige The Conservative Mind, udsendt 1953, der er en form for moralsk opsang til amerikanerne i kølvandet på lettelsen over afslutningen af Anden Verdenskrig. Heinlein var tydeligvis en af dem, der lyttede til Kirk, selvom Heinlein på en lang række andre områder både var liberal og en mand, der i høj grad satte retten til selvbestemmelse over systemet. Men de Iiberale tendenser gik indad, udad til var han en hård konservativ, der så tydelige fjender, der truede hans frihedsidealer. I fiktionens univers hos Heinlein er trussel denne ikke mennesker, men de ansigtsløse ”bugs”, der ikke vil jordboerne noget godt, mens det i virkelighedens verden var de ansigtsløse kommunister, der ikke ville USA noget godt.

Paperback, Signet 1961

Romanen er således en fejring af dem, der tør gøre en forskel og kæmpe for deres overbevisninger. I handlingen kontrasteres Ricos gradvist mere positive oplevelser af soldaterlivet i civilisternes manglende forståelse og sympati for sagen. Her stikker Heinlein kniven ind i sin samtids politiske debat og udstiller sine politiske modstandere, pacifister, venstreorienterede sværmere, beatniks og andet godtfolk som ligeglade, selvoptagede fantaster, der ikke har gennemskuet, hvordan verden er skruet sammen. Der er milevidt mellem det primært pengeinteresserede miljø Rico er opvokset i, og så de benhårde veteraner, der gør så stort indtryk på ham med deres sobre, men også kyniske syn på livet.

Netop kynismen, her præsenteret som rationel tænkning, er da også det altovervejende indtryk, som Starship Troopers efterlader læseren med. Heinlens kynisme gennemsyrer alt, men han siger samtidig også, at det aldrig er for sent at indse, hvordan verden hænger sammen, og at der med den erkendelse kommer en ny frihedsfølelse. Det oplever Ricos far, der først har latterliggjort hæren, men selv ender med at springe i trøjen og blive en af dem, der har set lyset.

Paperback, Signet 1963

Selvom Heinlien gør en stor dyd ud af at fremlægge sin samfundsmodel som den eneste rimelige og retfærdige afløser for demokratiet, der i hans øjne har slået fejl, ligger der en elitetanke under hans fremstilling, som igen peger i retning af en fascistisk militærkult. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at hæren udgør en ideologisk, men ikke de facto, magtfaktor i samfundet. Gennem Heinleins heroisering af kampen og heltedøden er det imidlertid også klart, at hæren på sigt må blive den egentlige samfundsopretholder, fordi alle gradvist vil forstå, at det er gennem pacificeringen af potentielle fjender, at samfundet kan finde fred.

Sådan kan man blive ved. Der er meget mere at sige om romanen, der, som sagt, er fascinerende og et studie værd. Det der imidlertid er – for mig at se – mindst lige så vigtigt at hæfte sig ved, er romanens formsprog, der er skrevet råt og impulsivt. Man fornemmer den hvidglødende Heinlein, opflammet af den hellige ild, der kastede sig til skrivemaskinen og hamrede teksten ud på ingen tid. Romanen har en stemning af in medias res og slutter uden forløsning eller afklaring. Rico er på vej ind i en ny konflikt, da vi forlader historien. Det giver alt sammen romanen en helt særlig nerve, en fortættet intensitet, som med al tydelighed fortæller læseren, hvor stort et anliggende, dette er for Heinlein.

Paperback, Four Square Books 1967

Dette er ikke bare lystig ”hvad nu hvis”-SF, men tanker skrevet med hjerteblod, på et tidspunkt, hvor Den Kolde Krig begyndte at kunne mærkes. Heinlein mente tydeligvis, at det kun var den stærkeste, der ville stå tilbage, og romanen blev hans argument for dette. Som humanist er hans tanker bag bogen fuldstændig uacceptable, fordi de beror sig på et postulat om mennesket som et grundlæggende destruktivt og usolidarisk væsen, men det fjerner ikke noget ved det faktum, at Heinlen med sin roman leverede et passioneret indlæg til forsvar for viljen til vold og samtidig, næsten som et aber dabei, slyngede han en lang række idéer på bordet, der sidenhen er blevet faste ingredienser i den militære SF.

Starship Troopers fortjener at blive læst mange gange, fordi man står sig klogt i at lytte til Heinlien argumenter og tage stilling til dem. Jeg vil gå så langt som at sige, at man bliver en bedre samfundsborger ved at tage stilling til dem hans idéer (og forhåbentlig forkaste dem!). Men man skal samtidig bide mærke i romanens formsprog, for jeg tror ikke, man finder en skarpere og mere original Heinlien noget sted i hans forfatterskab.

Paperback, Berkley Medallion 1968

Hardcover, New English Library 1975

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1993

Paperback, Ace Books 1997

Paperback, New English Library 1997

Paperback, Hodder & Stoughton 2005

Paperback, Ace Books 2006

Paaperback, Mantikore 2014

Paperback, Hodder Paperbacks 2015

Hardcover, Gollancz 2016

5 kommentarer

Filed under Roman

5 responses to “Robert A. Heinlein, Starship Troopers (1959): ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig…”

  1. thomasheebollholm

    Hej Martin. Jeg kunne tage fejl, men det forekommer mig, at nogle kritikere mener at Starship Troopers er ironisk, og at Heinlein er anti-militarist. Jeg synes ikke selv det var særligt tydeligt, da jeg læste den for vel 15 år siden, men har du en holdning til det postulat?

    • Martin

      Hej Thomas og Henning,
      Tak for det indspark, og tak til Henning for uddybende svar. Dette er vel til jer begge. Det er ikke unormalt at se Heinleins roman fortolket som ironisk, hvilket sådan set er en læsning man sagtens kan gennemføre, men ironien er i så fald noget læseren selv skal bringe med ind i værket. I romanteksten er der ingen markører, der fortæller læseren at dette skulle være ment ironisk. Faktisk gør Heinlein et stort nummer ud af at nuancere sine argumenter ved at give taletid til de modsatte synspunkter. Romanen har på den led en klar dialogisk form, hvor idéer spilles frem og tilbage inden Rico endelig kan komme frem til sin egen, absolut system-positive holdning. Ironien har formentlig meldt sig fordi vi som moderne læsere har svært ved at forstå Heinleins synspunkter; de er så eksotiske i en post-koldkrigssammenhæng, at de nærmest kun kan være ironiske. Måske er vi også her præget af 90’ernes trang til ironi og skepsis i forhold til stærke politiske idealer, men alt dette her ikke noget med Heinlein at gøre, det er os, der har problemet. Så nej, jeg ser absolut ikke Starship Troopers som ironisk, men som ramme alvor. Det har Henning, som sagt, også redegjort godt for.

  2. Henning

    Hej Martin

    Hæhæ!
    En hel del læsere har fået et chok ved at måtte indse, at “Starship Troopers” aldeles ikke var ment som en morsomhed. Heinlein mente det sgu’!
    Personligt var jeg “vaccineret”, idet jeg havde læst Sam J. Lundwalls (ret korte) “Science Fiction; från begynnelsen til våra dager”, hvor han (Lundwall) også lige spidder Heinlein for et udpræget libertært sindelag (“Farnhams Freehold”). På den måde er Heinlein heller ikke helt nem: – for det første skal man “gøre noget for sit land”, for det andet skal landet (læs: Staten) fandenfløjtemig ikke komme for godt igang, og bestemme over MIG!
    Heinlein har iøvrigt en – næsten – lige så rabiat kollega i Gordon R. Dicksom, hvis “Dorsai”-serie ligefrem indeholder et afsnit/en roman med titlen “Soldier, ask not … ” Som så er lidt mere nuanceret – trods alt – end Heinleins nihilisme.
    Desuden har Harry Harrison – med sin “Bill, the galactic hero” – gjort sig munter over Heinleins “set-up”, på en ret underholdende facon.
    Et noget anderledes “take” på starship-trooper-tilværelsen, kan man finde i “The Forever War” af Joe Haldeman. Set-uppet er nogenlunde – nogenlunde – det samme som i “ST”, with a relativistic twist. Og med tanke på, at Haldeman er vietnam-veteran, bliver denne roman nærmest “anti-podisk” (kan man sige det) til Heinleins “kill them bugs”-attitude.
    Interessant nok er Verhoevens film – frit efter “Starship Troopers” – netop skruet sammen med lige præcis den ironiske distance (og indfoldede civilisationskritik), og spejler derfor en bestemt – og ovenfor anført – tilgang til “værket”. Spørgsmålet er om Verhoeven OGSÅ har misforstået Heinlein, eller om filmen stiller sig solidarisk med “de chokerede”.
    Afslutningsvis en slags notabene (hvad det så kan være værd): – Robert Heinlein og Frederik Pohl havde et “livslangt” venskab (tjek “The way the future was” ud). Hvilket kan forekomme sært, idet Pohl må anses for at have været temmelig langt ude i den modsatte ende af den politiske skala, i forhold til Heinlein. På den måde kunne man forestille sig, at Heinlein faktisk – af et rent og ubesudlet hjerte (ellr hvad det nu hedder) – ønskede sig alt godt for menneskeheden. Han tog bare så frygteligt fejl ifht løsningsmodeller.

    hilsen Henning

    • Mit forhold til Heinlein, der engang var så fint afbalanceret mellem had og kærlighed, har stille og roligt fundet sig til rette på den ene side af skalaen. Farnham’s Freehold var mit seneste forsøg på at “rekindle the romance”, om man så må sige – og jeg måtte give op. For det første pga Heinleins menneskesyn, men også på grund af hovedpersonen, der næsten virkede som en fan fiction over forfatteren selv (han er gammel, han er grumpy, og han har RET I ALT!).

  3. thomasheebollholm

    Meget fornuftige bemærkninger, og jeg er enig i, at det nok er kritikkernes ønsketænkning og forsøg på at redde en bog, de godt kan lide, men hvis politiske budskab de ikke deler (lidt som vores venner på Appendix N bookclub podcast nogle gange gør). Men i 50ernes Koldkrigs Amerika var Heinlein sikkert ikke helt ude på overdrevet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.