Monthly Archives: oktober 2020

John Lymington, A Sword Above the Night (1962): En ganske forfærdelig omgang SF-gys

Paperback, Macfadden-Bartell 1971. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Nu kom det frem i en kommentar for nogen tid siden, at jeg har en tendens til at turnere ganske middelmådige eller slet og ret dårlige SF-romaner på her på bloggen. Til det kan jeg bare endnu engang erkende mig skyldig, for den roman, vi her skal se nærmere på, hører til blandt de dårligste bøger, jeg har læst i ganske lang tid. Det siger en del, hvis man følger med i mine skriverier, og det tragiske ved A Sword Above the Night er, at det ikke engang er en af de romaner, som får en ufrivillig underholdningsværdi. Den er slet og ret elendigt skrevet og samtidig gudsjammerligt kedelig. Værre kan det næsten ikke blive.

Handlingen fremstår længe bevidst kryptisk, men som vi kommer frem i historien, der udspiller sig i England, står det klart, at den i virkeligheden er ganske enkel. Det hele begynder, da politibetjenten John Adams, der i øvrigt hellere vil skrive SF-noveller end jagte kriminelle, tager ned til et landevejshotel for der at afhøre en af gæsterne, der muligvis er flugtbilist efter en ulykke i den nært ved liggende landsby samme nat. Manden, han skal afhøre, var rent faktisk skyld i ulykken, fordi han kørte døddrukken i bil. Nu forsøger skurken efter bedste evne at bortforklare hændelsen – hans bil blev stjålet og så fremdeles, alt imens han kæmper for at skjule sine enorme tømmermænd. Så langt så godt.

Paperback, Macfadden-Bartell 1971

Mystiske ting begynder hurtigt at udspille sig på hotellet, og med ét går det op for både betjenten og gæsterne, at de er blevet fanget. En form for elektrisk kuppel har lagt sig over stedet og dets nærmeste omgivelser. De kan se ud, men ikke komme gennem den elektriske grænse. Andre udenfor kan tydeligvis også se ind, men kan heller ikke komme gennem kraftfeltet.

Herfra udvikler handlingen sig i to spor. Dels følger vi hæren og nyhederne, der beretter om tilsvarende mystiske kupler, der er etableret rundt omkring i landet og regeringens forsøg på at trænge ind til dem, der er fanget.

John Lymington alias John Richard Newton Chance (1911 – 3. august 1983)

Dette spor fylder imidlertid ikke ret meget. Det vigtigste i handlingen er nemlig John Adams erkendelse af, at alle gæsterne, han er indespærret sammen med, er medlemmer af en bande, der har røvet en bank dagen forinden. De er en samling skruppelløse mænd og kvinder, der nu er indfanget med ordensmagten, og knap er de blevet afsondret fra verden, før bandens sammenhold begynder at smuldre og eskalere ud i skænderier, slagsmål og fraktioner.

Undervejs spøger vi os naturligvis, hvad der er skyld i disse ”kupler”; er det russerne? Kriminelle? Hvad kan det være? Svaret er, at det er onde rumvæsner, og romanens absolut eneste forsonende træk finder sted på den sidste side, hvor forfatteren skærer igennem og lukker sin fortælling med en herlig konsekvens, som dog ikke formår at rode bod på den katastrofe, han har udsat sin læser for.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1962. Romanens 1. udgave

Selve præmissen med den indespærrede bande, som isoleret og under pres går løs på hinanden, er et tidløst og genreløst greb. Romanen vi læser kunne eksempelvis lige så godt være en western. Som grundtype er fortællingen et trinbræt til en fortættet, psykologisk roman om mennesker, der smider masken og giver pokker i alle sociale konventioner. Sådan burde det i hvert fald være, men hos Lymington bliver dette så inkompetent og knudret formidlet, at vores engagement i de enkelte medlemmer af banden, samt ikke mindst hovedpersonen John Adams, er totalt fraværende. Som læser er man fuldstændig ligeglad med karaktererne, fordi man ikke har noget forhold til dem, og fordi det er svært at skelne dem fra hinanden.

Der er ikke nogen tvivl om, at hele tanken om ”kuplen” og rumvæsnerne er et trick, en let forklaring, der skal holde gruppen fanget og samtidig noget, som skal føje et eksotisk spændingslag til en ellers realistisk fortælling. Desværre formår Lymington ikke at integrere de to spor, der næsten fremstår som to separate handlinger skrevet sammen. En krimi og idéen til en aldrig realiseret SF-roman, som er blevet belejligt splejset sammen. Man kan da også med fuld ret overveje om dette i det hele taget er en SF-roman, eller ”bare” en thriller/gyser med et eksotisk indslag i form af kontakt med væsner fra verdensrummet. Jeg hælder til dette.

Paperback, Corgi Books 1963

Det mest interessante ved den øvelse er sådan set, at Lymington gør et forsøg på, uden at komme i mål, for at skabe en stemning af paranoia og gru, baseret på den dobbelt trussel; først og fremmest den indre konflikt, for hvem kan stole på hvem, inde i boblen, men samtidig er der den langt vigtigere og mere overhængende fare fra det ukendte, der har skabt hele situationen.

Paperback, Manor Books 1978

Ud af alt dette kunne der være kommet en spændende skrækroman, der med en simpel præmis ville få skabt et intenst persondrevet drama foran et bagtæppe af kosmisk gru. Det havde jeg gerne læst, men det havde krævet en forfatter, som er langt mere sofistikeret og dygtig end Lymington, der har svært ved at holde sammen på det hele. Handlingen smuldrer for ham efter få kapitler, eller rettere i det øjeblik, hvor den første konfrontation mellem betjenten og spritbilisten er overstået og de mere akutte problemer introduceres. Her blev det tydeligvis for meget for Lymington; for mange bolde i luften. Akavet kæmpede han for at jonglere det hele, men boldene endte på gulvet. Romanen er da også mere eller mindre glemt i dag, hvilket slet ikke er nogen skam.

A Sword Above the Night er en ærgerlig roman, fordi den spilder sit potentiale. Den ødelægger en god idé og forpasser en oplagt mulighed. Det er spildte, kreative kræfter og det er ganske trist at være vidne til. Øv.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Mark Grant, Mutants Amok 2. Mutant Hell (1991): “Get your motor runnin’…”

Paperback, Avon Books 1991. Den helt fantastiske forside er skabt af Les Edwards

Andet bind i Mutants Amok-serien fortsætter præcis der, hvor det første stoppede. Der er hverken nye takter i retning af stilistiske ændringer eller i selve handlingens udtryk. Faktisk vil jeg gå så vidt som at hævde, at første og andet bind formentlig er skrevet ud i en køre og først senere adskilt i to bøger, men det er naturligvis bare gætværk. Festen fortsætter ufortrødent, og var man til de groteske optrin i bind et, skuffer bind to heller ikke.

I første bog hørte vi om, hvordan de to bondeknolde Jack Bender og Phil Potts måtte flygte fra den slavefarm, de har været fanger på, efter slaverne revolterede. Jack er naturligvis nedtrykt, fordi hans barmfagre kæreste blev snuppet og misbrugt af en satanisk mutantlæge, men han nyder også friheden. Vores to hovedpersoner er blevet ufrivillige rebeller, der nu drager afsted for at redde deres idol, supersoldaten og frihedskæmperen Max Turkel, der blev taget til fange af mutanterne i slutningen af første bind.

David F. Bischoff (15. december 1951 – 19. marts 2018)

Således undervejs i et letvægtsfly må Jack og Phil på et tidspunkt lande og søge efter brændstof. Det finder de på en sært idyllisk farm, hvor alt næsten er for godt til at være sandt. Farmens beboere er en form for ”mutanter light”, der ikke har åbenlyse ydre mutationer og derfor ligner mennesker. Som det snart viser sig, er de imidlertid langt fra mennesker, for farmen er en stor honningfælde, som vores to liderlige hovedpersoner løber direkte ind i. Farmens familie lever af kropsvæsker udsuget under samlejet, hvilket de to nye rebeller får at føle første nat på farmen. En ganske vanvittig konfrontation udspiller sig derefter på gården, før vennerne kan fortsætte.

Deres rejse fører dem langt om længe frem til et lille indiansk samfund, hvor alle naturligvis er oprørere. Indianerne elsker også klassisk rock, og vores venner kommer til koncert med det lokale band, der spiller Creedence, Steppenwolf og Stones. Fremtiden er fortiden! Festen afbrydes imidlertid, da det lille samfund overfaldes af biker-mutanter, og endnu en stor kamp udspiller sig…

Paperback, Scholastic 1978. En af Bischoffs tidlige bidrag til genrefiktionen

Imens alt dette sker, følger vi Max Turkel, der er i fangenskab hos mutanterne, og spørgsmålet er, om han vil kunne overleve længe nok til, at hans venner finder frem til ham, og om de vil blive genforenet.

Det er ikke de store problemstillinger, som tynger en bog som Mutant Hell, der omtrent er så subtil som et spark i skridtet. Den leverer sin overgearede, blodige og lumre handling i et hæsblæsende tempo og ser sig ikke tilbage. Det ene optrin fører direkte ind i det næste, og de eneste pusterum, vi får, er, når stakkels Jack engang imellem har et øjeblik til at overveje, hvorfor skæbnen har været så hård ved ham og ikke bare kunne lade ham leve sit stille og rolige slaveliv.

For at værdsætte en bog som denne, eller hele serien for den sags skyld, må man slukke for sine litterære forventninger og acceptere en papirstynd roman uden nogen som helst dybde eller anledning til refleksion. Det du læser, er det, du får; nul læsning mellem linjerne eller dybere lag. Det er tidsfordriv, og spørgsmålet er, om man som læser kan lade sig rive med af dette er eller ej.  

Personlig har jeg en fest med Mutants Amok-serien, fordi den er så ustyrligt grovkornet. Der er blod og sex, skildret bramfrit og til laveste fællesnævner. Bogen og serien er bevidst dum og ganske befriende skrevet uden den moraliserende tone, som det meste nyere skraldelitteratur af denne type er skrevet med. Det gør faktisk en roman som Mutant Hell en smule progressiv eller udfordrende, fordi Mark Grant (alias David Bischoff) skriver sin historie indefra og udfolder handlingen set fra vores hovedpersoners horisont, der er formet af deres miljø. Der kommer ikke nogen udefra kommende moralske eller sociale konventioner, som påtvinges historiens univers, hvilket er lidt af en sjældenhed inden for denne type fiktion.

Paperback, Penguin 1983. endnu en af Bischoffs mange romaner og ligeledes et eksempel på hans tætte samarbejde med filmens verden

Når det er sagt, kan man selvfølgelig diskutere, hvor underholdningsværdien er størst, i første eller andet bind, og her fremstår anden del ganske meget mere dynamisk, fordi vi har fået leveret hele baggrunden for mutanternes invasion af USA og karakterernes baggrund i bind et. Anden del går lige på historien, hvilket den gør med stort gåpåmod. At romanen samtidig kender sin besøgstid, gør det ikke dårligere, for første bind var kort, og bogen er sat med store typer. Det samme gør sig gældende for Mutant Hell, der er endnu kortere.

Min anbefaling fra første bind står dermed også fortsat gældende med bind to. Er du fascineret af tjubangvold og tegneseriehelte, tilsat en god dosis sex, er Mutants Amok-serien for dig. Det er et vellykket stykke skraldelitteratur fra 90’ernes begyndelse, skrevet uden alt for meget ironi, men der kan ikke være et sekunds tvivl om, at hele den hårdkogte atmosfære alligevel er en stor vittighed; en ironisk kommentar til alle forsøg på at skrive alvorlige spændingsfortællinger og samtidig en stille hyldest til 70’ernes exploitationfilm- og litteratur. Man er med andre ord nødt til at læse Mutants Amok med humor, fordi serien slet og ret er så dum, at man ikke kan gøre andet. Men har man humoren med, har man også et par sjove timer med bogen, og det er jo ikke så dårligt.        

Skriv en kommentar

Filed under Roman