Arturo Pérez-Reverte, Dumas-Klubben (1993): Snydt, men ikke snydt igen

Paperback, Samlerens Bogklub 1996

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg læste Dumas-Klubben (originaltitlen er El Club Dumas) første gang, og jeg har ikke fået den genlæst før nu. Dengang var jeg fuldstændig opslugt af bogen, men da jeg læste den igen for ikke ret lang tid siden, var det med en følelse af let forundring og stigende uro, fordi jeg under min læsning studsede over den ene mere eller mindre tåkrummende detalje efter den anden. Men lad mig vende tilbage til dette. Først må vi lige få handlingen på plads, selvom det vel næppe er nødvendigt – romanen var en bestseller, og I har formentlig alle læst (og elsket?) den.

Den uafhængige bogsælger, litterære detektiv og skruppelløse, antikvariske gavtyv Lucas Corso bliver hyret til at verificere, om et håndskrevet kapitel af De Tre Musketerer (1844) rent faktisk er skrevet af Alexandre Dumas selv – altså om manuskriptet er den ægte vare eller et falskneri. Det fører Corso ud på en indviklet rejse, fordi han samtidig accepterer en opgave for rigmanden Varo Borja, der ønsker, at Corso skal undersøge et værk, hvis forkortede titlen lyder ”De Ni Døre” – en okkult bog, der angiveligt beskriver, hvordan man hidkalder Djævlen selv. Der skulle ifølge overleveringen kun findes ét eksemplar af dette værk, men Vara kender til tre, hvilket må betyde, at der formentlig er tale om to falsknerier, hvis legenden altså taler sandt. Nu er spørgsmålet bare, hvilken af de tre udgaver, der er den ægte. Varo vil gøre alt for at få fingrene i det rigtige værk, og Corso må med Varos eksemplar af De Ni Døre drage til Toledo og Paris, hvor de to andre udgaver af den okkulte bog befinder sig.

En yngre Arturo Pérez-Reverte (født 25. november 1951)

Så langt så godt, men bogdetektiven har stadig også opgaven med Dumas’ manuskript, og sagen bliver ikke mindre kompliceret af, at der tilsyneladende er kræfter omkring Corso, som ikke vil ham noget godt. En mystisk mand med et ar i ansigtet forfølger og angriber ham. Corso døber passende manden Rochefort, efter en af håndlangerne i De Tre Musketerer, og dermed er metalaget i romanen i fuld udvikling. Corso møder også en beskyttende engel, der kalder sig Irene Adler efter karakteren fra Sherlock Holmes-universet, og sådan kan man blive ved. Hele romanen er opbygget i dialog med en lang række romaner, vigtigst af alt De Tre Musketerer, spørgsmålet er så bare, hvem der indtager hvilken rolle.

Reverte væver på den led en stor, mystisk sammensværgelse frem for læseren, der sender Corso dybere og dybere ind i en litterær labyrint af metareferencer og gækkerier, hvor han selv – tydeligt modelleret over Philip Maarlowe – udgør det egentlige omdrejningspunkt for alt. Samtidig er der også plottet omkring De Ni Døre, og de træsnit, som bøgerne er illustreret med. Hvorfor er de forskellige i de tre udgaver? Corso aner, at sagen er mere kompliceret, end Varo Borja først præsenterede den.

Hardcover, Alfaguara 1993. Romanens første udgave – tror jeg nok

Der udfolder sig et rigt liv omkring Corso, fordi han tilsyneladende eksisterer i en sky af litterære referencer, som læseren selv kan gå på opdagelse i. Det er sjovt, og uden tvivl en af bogens absolut stærkeste træk, fordi Reverte formår at fremtrylle en illusion af kompetent viden, der skal afspejle den utrolige Lucas Corsos viden og verden. At meget af dette er bluff, fra Revertes side, står imidlertid også klart, fordi man ikke behøver have ret meget kendskab til hverken Dumas, middelalderen eller ældre litteratur generelt, for at gennemskue, hvor meget der i virkeligheden er almindeligheder, som Reverte får solgt som særlige, intellektuelle erkendelser.

Reverte er ofte, lidt hånligt, og med fuldt rette blevet beskrevet som ”Umberto Eco-light”, og når den karakteristik rammer plet, er det fordi, Reverte med sine to berømte krimier Det Flamske Maleri (1990) og Dumas-Klubben tilsyneladende forsøger at gøre Eco kunsten efter og formidle et erkendelsesteoretisk perspektiv gennem genrefiktion. Det er i hvert fald Ecos projekt gennem detektivfortællingen at forsøge at optrevle kulturens indvirkning på vores opfattelse af os selv og vores omgivelser; selve vores virkelighedsforståelse, kan man sige, for derved at forklare noget om det at være menneske.

Et af de gådefulde træsnit, der optræder i bogen

Dette er, som sagt, Ecos anliggende. Revertes romaner søger overfladisk det samme, men har reelt intet af dette, selvom han måske foregiver det. Han vil bare gerne fortælle en røverhistorie, men låner sit formsprog hos Eco. At han fuldt ud var klar over de lånte fjer, lader han os da også forstå i Dumas-Klubben, hvor vi under den afsluttende fest i titlens ”Dumas-klub” lader Corso konstatere, at der blandt festens deltagere også befinder sig en berømt italiensk professor i semiotik – hvilket naturligvis er Umberto Eco, der på den led er blevet indfældet i romanen, helt i metalegens ånd.

Alt dette er for så vidt godt og fint; det er underholdende, og det var uden tvivl også alt dette, der opslugte mig ved første læsning af romanen. Men under genlæsningen, hvor plottet ikke længere rummer nogen overraskelser, kunne jeg nok læse romanen med lidt mere nøgterne øjne, hvilket ikke var nogen køn oplevelse. Det er nemlig grumme forbavsende at opleve, hvor utrolige mængder af sproglige klichéer, plat seksualiseret drama og utroværdige, indre dialoger, som Reverte får hobet op. Romanen er skrevet i et tarveligt svulstigt sprog, der på ingen måde kan overbevise mig om, at det er et bevist valg fra Revertes side, således at den sensationshungerende prosa skal gå hånd i hånd med plottets udtryk. Nej, der er slet og ret tale om utrolig jævn metervarefiktion med et plot, der er mere eksotisk end vanligt.  

En andet af bogens fine illustrationer

Sideløbende med dette kan man så konstatere, at den til stadighed mere komplicerede historie til sidst falder fra hinanden i noget, der viser sig at være én stor vittighed. Den litterære spøg kunne da også være meget sjov og helt i Ecos og Jorge Luis Borges’ ånd, men i Revertes hænder bliver det klodset og dumt. Romanen skuffer ganske enkelt, når man opdager, at Reverte som en anden tryllekunster afleder vores opmærksomhed fra det konkrete og i stedet får os til at tænke på alt muligt andet, mens man læser. Ikke mindst er forholdet mellem de to plotakser, Dumas-delen og den okkulte del, så kejtet og skuffende sammensat, at man må spørge sig, om romanen i det hele taget hænger sammen. Jeg tvivler; klogt er det i hvert fald ikke.

Hardcover, Penguin Random House 2019. Den signerede 25-års jubilæumsgave af romanen

Jeg kan faktisk ikke få mig til at rose Dumas-Klubben længere. Den læses som en billig krimi, der forsøger at være begavet, men som i sidste ende bare er en udmajet tekst, som med sit sært slibrige sprog og platte menneskeportræt til fulde formår at leve op til alle de fordomme, man kan have om bestsellere. Noget af dette kan naturligvis skyldes en dårlig oversættelse fra spansk, men jeg vil nødig give oversætteren Hans H. Rasmussen skylden for noget. Jeg må derfor med en vis mængde foragt sætte Reverte tilbage på hylden og ærgre mig, nok mest fordi jeg ikke fattede, hvad jeg læste første gang, jeg sad med bogen.

13 kommentarer

Filed under Roman

13 responses to “Arturo Pérez-Reverte, Dumas-Klubben (1993): Snydt, men ikke snydt igen

  1. Henning

    Hæhæ! Godt at vide, at man ikke er alene om de synspunkter.

    Hej Martin
    (og fint du fik rettet op på grafikken, ad Jack J.’s comment, og hjælp fra Mogens!)
    – Ja! Dumasklubben fik en overeksponering, der er helt hen i hegnet. Men der skete et eller andet, dér i 90’erne, hvor “filosofi” og “okkultisme” var det nye sort. Eller også startede det lidt før, med udgivelsen af “Sofies Verden”. Legitimiteten udsprang nok af “Rosens Navn” og/eller “Foucaults Pendul”, men det forblev “strafbar omgang med betroede midler”, fordi eksekveringen var elendig. Noget lignende kan man sige om Dan Browns “Da Vinci Mysteriet”, hvis hele korpus er planket fra Henry Lincolns “Holy Grail, Holy Blood” (og tilliggender). Men netop fordi Lincoln faktisk TROR på det sludder, han kolporterer, er hans bøger betydeligt mere spændende end det som som Brown udsætter Prof. Langdon for.
    Der er måske ikke noget nyt i al det. Carlos Castaneda lavede (var det ikke i ’60’erne?) en fed hoax om shamanen Don Johan, og Lars Muhl har gentaget “succes’en” med “Seeren fra Andalusien” – Calle Montsegur – der er en eller anden halvbelæst, selvudnævnt, tidligere forretningsmand, fra nordsjælland, der mente at have set Lyset. Pinligt-pinligt.
    Men okay! Et ret fornuftigt menneske, som Peter Bastian var, faldt også for ideerne bag EnlightenNext. Sådan kan det gå.

    Måske skule man være proaktiv og karriere-orienteret og genopfinde nogle af Robert Pirsigs ideer i en Danmarks-turnerende “chautauqua”, hvis det bliver godt vejr til sommer. Hæhæ!

    Hilsen Henning

  2. Jacob Krogsøe

    Spændende læsning! Specielt når den er en bog jeg er meget glad for. Også Hennings kommentar. Og herligt at I er enige 🙂 At jeg så ikke er enig er så noget helt andet 🙂 Jeg synes det er en formidabel og underholdende røverhistorie. Og som jeg læser din tekst, Martin, kan du også se de kvaliteter, altså i forhold til den banale underholdningsværdi.
    Jeg vil ikke ud i en stor forsvarstale for bogen. Men det er en bog jeg er pjattet med.
    Jeg kan godt følge dine kritikpunkter. At jeg så ikke nødvendigvis er enig, er så en anden sag. Men for mig fungerer trylleriet. Det er, for mig, intelligent mainstream bestseller underholdning. Ikke stor litteratur men stor underholdningslitteratur .
    Men måske det fortæller mere om mig end om teksten? Eller det jeg søgte de to gange jeg har læst den? Men jeg finder stor glæde i måden jeg som læser kan lege med på, stemningen, i det bibliofile lag og i hovedpersonen Corso. Der er noget der rammer plet. For mig.
    Du skriver til sidst: “…men som i sidste ende bare er en udmajet tekst, som med sit sært slibrige sprog og platte menneskeportræt.” Det er bestemt ikke noget jeg genkender, når jeg tænker på bogen. I hvert fald ikke i den grad.
    Men måske er jeg bare blevet snydt to gange? Måske det var på tide med endnu et møde med Dumas-Klubben?

    • Martin

      Hej Henning og Jacob, tak for tankerne.

      Dumas-Klubben fangede uden tvivl noget zeitgeist og sammenligningen med The Da Vinci Code er ikke dårlig – jeg var faktisk selv ved at skrive noget i den retning, men det kom ikke med alligevel. Rosens Navn var bestemt med til at fremme den udvikling, som du beskriver Henning, men jeg tror vi skal et stykke ned i 80’erne, for at finde de første romaner af den type, der banede vejen for en fuldstændig overraskende bestseller som netop Rosens Navn. Dette kunne være et nyt indlæg.

      Det er samtidig også klart, at Dumas-Klubben har en tydelig spændingsopbygning og et interessant mysterium, som læseren inviteres til at opklare. Derfor er det ikke mærkeligt, at bogen blev en kæmpe succes, men jeg mener afgjort at mysteriet afleder opmærksomheden fra det forhold, at romanen er ganske banalt og stedvist decideret fladpandet skrevet. Man kommer alligevel let til transponerer plottets kompleksitet og litterære sværmeri til selve Revertes prosa, der så at sige låner æstetisk kapital gennem sine referencer. Jeg vil derfor mene, at man skal være meget varsom med at rose Reverte – og man skal i hvert fald se meget nuanceret på romanen, synes jeg, hvis man ikke vil forfalde til den lette og platte konklusion at underholdningsværdi er det samme som godt, litterært arbejde, for det er det ikke. Når du roser romanen Jacob, må jeg derfor spørge mig, hvad det egentlig er, du roser? At man privat synes noget er spændende er en ting (kommer det fra manden, der eksempelvis kan se det underholdende i Blade-serien), men for mig at se grænser det til en dødssynd at ophøje den personlige erfaring af underholdning til en form generel litterær kvalitet. Det spændende plot og effektiv plotafvikling kan absolut ikke sidestilles med de mere tungtvejene, sproglige kvaliteter, som vel i sidste ende er det, man skal jagte i litteraturen? – sagde idealisten.

      • Jacob Krogsøe

        Kære Martin – og Henning.

        Jeg vil ikke gå ind i en større argumentation i forhold til bogens kvaliteter eller mangel på samme. Det er trods alt 14 år siden jeg har læst den. Og der er sket meget i forhold til min tilgang til litteratur på de 14 år – hvilket der sikkert også vil gøre de næste 14 år.

        Men jeg synes der er noget fundamentalt spændende i denne sætning, Martin: ”Det spændende plot og effektiv plotafvikling kan absolut ikke sidestilles med de mere tungtvejene, sproglige kvaliteter, som vel i sidste ende er det, man skal jagte i litteraturen? – sagde idealisten.”

        Og det er noget vi bør tale mere om. For hvem er ”idealisten”? Og hvornår har ”idealisten” ret? Altså hvornår ved man tilstrækkeligt til at kunne sige, at det hænger sådan og sådan sammen med et værk? Og er der en objektiv sandhed i den sammenhæng? Er det de sproglige kvaliteter som er der vigtigste? En af grundene til, at jeg synes det er spændende, er at jeg til dagligt er lektør. Jeg er med til at skrive de lektørudtalelser som bibliotekerne køber ind ud fra. Her, forsøger man at tilnærme sig en idealistisk set objektiv tilgang til de værker, vi skriver om. De personlige referencer skrælles væk, det gør nostalgien også og den tilstand man måske var i, da man læste bogen (eller så filmen). Kort sagt tilnærmer man sig at se på ”det rå værk” der ikke har noget med mig at gøre. Værkerne sættes naturligvis i en både sproglig og litteraturhistorisk kontekst, men Jacob Krogsøe, som person, skæres væk.

        Et andet sted jeg oplever det med underholdning kontra litterære/filmiske kvaliteter, er når jeg diskutere film. Jeg kan sagtens lade mig forføre at banale film. Ja, jeg elsker dem. Men jeg nyder også at kunne diskutere dem. Og, som du også gør her på Fra Sortsand, at kunne grave dybere. Når man diskuterer film, og bøger for den sags skyld, støder man ofte ind i den frygtelig smagsmur. Altså den mur, der lukker ned for diskussion. ”Men det er jo bare din smag, Jacob.” For man kan, som du så fornemt gør, nemlig godt tillade sig at diskutere kvalitet. For, hævet over den personlige smag, er der jo elementer, som, tør man sige det, objektivt set, fungerer bedre end andre. At alle så ikke kan lide dem, er jo så en anden sag, men det er jo ikke uden grund, at filminstruktører som Polanski, Tarkovsky, Trier og Kubrick, skaber så skelsættende værker som de gør. Og her kunne man skrive en håndfuld forfattere ligeså.

        Så jeg hylder meget din tilgang, hvor du tør stikke dybt, hvor du tør sprede nostalgiens tåger og hvor du tør søge efter de ægte litterære kvaliteter. Nogle gange er det også OK at man bare går efter den umiddelbare underholdning, men det er jo en anden diskussion som ikke handler om idealisme.

        Det er en spændende øvelse. Og det kan det lade sig gøre? Kan det lade sig gøre at skrælle personen der læser, og bagefter skriver om et værk, væk? For uanset hvor enig jeg i mange af dine analyser, Martin, så er de stadigvæk skrevet af dig. Det er kloge ord, fine betragtninger og meget velskrevet. Det er der ikke nogen tvivl om. Men, idealistisk set, så er det også dine personlige betragtninger. Er der så noget galt med det? Nej, bestemt ikke, men man kan komme på tynd is, hvis man vil sige noget definitivt om noget. Altså nærme sig hvad ”den rigtige” tolkning er på noget. Ikke at jeg siger du gør det. Jeg synes nemlig du har nuancerne.

        Et andet spændende aspekt i din tekst er tilgangen til plot. Jeg ved at flere forfattere, vil ophøje det at konstruere et fremragende plot, til at have stor kunstnerisk kvalitet. Tager de fejl? Jeg ved det ikke, men kan dog konstatere, at der er meget stor forskel i forhold til at konstruere et fornemt plot – og det gælder vel også i forhold til de bøger, hvor det er litterære kvaliteter der er det vigtigste, æstetikken, stilen, måden man bruger sproget til noget andet end ”bare” plot og fremdrift. Men de stærke litterære tilgange kan vel også smitte af på plottet, så du ikke nødvendigvis kan adskille de to ting og det gælder vel også den anden vej rundt?

        Beklager det blev lidt langt. Men jeg synes at det med den idealistiske tilgang, og det med plottet, er elementer der spændende at berøre.
        Og det er jo netop et sted som Fra Sortsand der også er med til at gøre mig skarpere. Så tak for det.

  3. Henning

    Hej Jacob og Martin 🙂
    (jeg vil også være med)
    Jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg skal “konfigurere” “IDEALISTEN”, i denne sammenhæng.
    Inde i mit hoved er en “idealist” enten et menneske, der anser at vejen til verdens frelse, og alle problemer løst, går via sundhedssandaler eller mikro-makromad (helt a la Scherfigs “Idealister”). Eller: – et menneske, der mener at al udvikling og al menneskelig stræben, er forsøg på en tilnærmelse til evigt sande, men uopnåelige, værdier (og vi giver Platon en stor hånd!)
    Endeligt – selvfølgelig – den helt “platfodede” udgave: “Idealister” tror på det gode i mennesket, mens “materialister” kun tænker på at rage til sig.
    Modsat det meget udbredte synspunkt, at man “ikke kan diskutere smag” (og jeg ved ikke, om det er dér du er, Jacob), er jeg af den opfattelse at man både kan og skal diskutere smag. Hvilket hænger sammen med et kvalitetsbegreb, der både er differentierende (der er kvalitative forskelle mellem et glas vand og Silkeborgsøerne) og “materialiserende” (brint kan brænde, ilt kan nære ild, men H2O kan slukke flammer).
    Min gamle far citerede én eller anden, idet han sagde: ” – der er sådan set ikke noget galt med Anders And – men der er noget glat med KUN Anders And”. Og udfra det synspunkt er det da absolut legitimt, at finde fornøjelse i snart sagt hvad-som-helst, hvorfor jeg da – med det samme – skal pointere, at jeg gladelig kaster mig ud i film, hvor “de slår hinanden hårdt i ansigtet”, helst med et body-count der ligger hinsides det samlede tabs-tal i 2. verdenskrig. Men jeg kan ikke gå med på, at forskellen mellem “Terminator: Salvation” og “Dæmonernes Port” udelukkende er et spørgsmål om indiskutabel “smag”.
    I “The languages of the night” skriver Ursula LeGuin, i et essay, at når man hører en violinist traktere sit instrument, så sammenligner man ikke med, hvad naboens søn kan pine ud af kassen – man sammenligner med Kim Sjögren! Og hvis man holder fast i, at kvaliteten af nabosønnens anstrengelser i forhold til Sjögrens evner er et spørgsmål om smag, så har man indtaget en position hvor Rundetårn og et tordenskrald KAN være lige høje.
    Med tilføjelsen: – nej, Jacob, jeg antyder IKKE, at det er dér du befinder dig 🙂
    Derimod “antyder jeg”, at der er, findes, eksisterer, en ganske betragtelig forskel på “kvalitet” og “smag”. Hvilket er i nogenlunde samme kategori, som forskellen mellem religion og videnskab (og ikke et ord om jesuittere). Se, Stephen Jay Gould formulerede termen “NOMA”: – non-overlapping-magistrates, hvilket betyder så meget som, at naturvidenskaben ikke kan udtale sig om hverken tro eller Gud & at religion ikke er et værktøj, der er anvendeligt i forhold til naturvidenskabelige tanker og handling.
    Det vil være vildt horribelt, dersom man påstår at alle, der finder eller har fundet fornøjelse i “Dumas-klubben” aldeles mangler god smag. Men det være muligt at sige, at udfra nogle kvalitets-principper om æstetik, narrativ performance, eksekvering, eksposition, er “Dumas-klubben” bare ikke særlig god – uanset, hvad den har bibragt af fornøjelse. Disse forhold kan vi ikke delegere til en demokratisk afstemning. Og selvom jeg har al mulig respekt for bibliotekarer og forfattere af lektør-udtalelser, samt om tilstræbelsen af en slags objektivitet (og “nykritiske analysemodeller”), så er det netop en idealistisk fordring. Læsning ER dialog – men hvis den ene, i samtalen, vrøvler så holder dialogen op. Det er ikke et spørgsmål om smag – men om kvalitet, uanset hvor fornøjelig den videre “samtale” kan være.
    Det var vist det 🙂

    hilsen Henning

    • Henning, enten er der bare røget nogle gloser ud, eller også citerer du din gamle far forkert. Nå ja, i alt fald hvis han sagde det samme som min gamle tysklærer tilbage i det gamle århundrede:

      “Der er ikke noget galt i at læse Anders And. Der er noget galt i KUN at læse Anders And”.

  4. jonaswilmann

    Så vil jeg sgu også være med! Jeg læste den for otte år siden, og jeg havde en god oplevelse. Helt rigtigt at de to sideløbende historier overhovedet ikke hænger sammen, man kunne nemt have skåret hele delen med Dumas-manuskriptet væk, da det ikke på nogen måde forløses eller parres med den del, som omhandler Satan. Så ikke nogen perfekt bog, og også til tider en lidt corny bog, men der er sgu noget over stemningsbeskrivelserne hos de gale bogsamlere og gamle trykkere. Pérez-Reverte er sindssygt god til at skabe stemning, og Corso-karakteren, om end lidt stereotyp, fungerede i hvert fald for mig. Det er som sagt otte år siden, og min smag har sikkert også ændret sig, men jeg har svært ved at genkalde mig bogen som værende af samme type som f.eks. Davinci-mysteriet. Og så er der jo i øvrigt lavet en FREMRAGENDE filmatisering “The Ninth Gate”, hvor netop handlingen med Dumas-manuskriptet er fjernet, og det gavner. Hvis man skal “bevise” 😉 at Dumas-klubben ikke er rent makværk, kunne man jo sige: “Hvordan pokker skulle man kunne lave et filmisk mesterværk som Polanskis over en decideret skidt bog?”.

    • Jacob Krogsøe

      Hej Jonas – og I andre.
      The Ninth Gate er nemlig fremragende!
      Og den er et sjældent eksempel på en film der bare bliver bedre og bedre med årene. Da jeg så den i biografen i 1999, i Palads, var jeg godt underholdt. Så fik jeg den på DVD og blev bedre underholdt og syntes at filmen var mere end bare underholdende. Nu har jeg den på Blu Ray og har allerede set den to gange. Og den vokser, den nærmer sig at være et mesterværk – eller det har den jo været hele tiden, det er bare min opfattelse der ændrer sig.
      Det er Polanski der er mesteren. Og han har ikke noget ordinært filmsprog. Han kan noget helt specielt. Stemningen i den fyld. Alt fra bøgerne til køreturene rundt i Frankrig.
      Så det kan godt være, når det store regnestykke skal gøres op, at det er filmstiseringen, der er det ægte guld.

    • Øv, jeg havde håbet, at ingen ville nævne filmatiseringen, så jeg kunne få æren af at smide den ind i samtalen. Oh well. Men så lad mig da i alt fald give Jacob ret. Den blive bedre og bedre for hver gang. Jeg optog den fra TV for længe siden og syntes, at den var … “meh”. Senere fik jeg den på dvd og syntes, at den var okaay – omend der var tale om “Polanski lite”. Så genså jeg den på dvd og syntes, at den var så god, at jeg skulle have den på blu-ray. Min blu-ray synes jeg er vældig god. Der er virkelig tale om en film, der bliver bedre og bedre med årene, som går.

      Jeg har ikke læst bogen, men det lyder til, at den behøver jeg vist heller ikke bruge tid på.

      • Martin

        Så må jeg jo hellere også komme på banen igen. Det lader til, at filmatiseringen er det store samlingspunkt her. Jeg er også meget glad for den film, selvom det er ved at være lang tid siden, at jeg har set den. Det er vel i sjov, Jonas, du skriver at bogens kvaliteter skulle være det direkte grundlag for filmens kvaliteter? Så konkret hænger tingene vel ikke sammen? Uanset hvad, så er Polanskis redaktion af fortællingen fremragende, fordi han fjerner det tidstypiske, ironiske 90’er-metalag fra romanhistorien (Dumas-delen) og fokuserer på den okkulte del, som han tager alvorligt. Det gør Reverte ikke, og her ligger den helt store forskel formentlig imellem de to fortællinger. Polanskis historie er alvorlig, mens Revertes er skrevet med en tydelig distance til stoffet.

  5. jonaswilmann

    Undskyld vi snakker om film, Martin 😉 Jeg ved godt, det ikke hører til på Frasortsand! Og nej, det var skam ikke i sjov, kun det jeg skrev med bevisførelsen 😉 Filmen har rigtig nok en anden tone, men den holder sig jo tæt til bogens handling (minus delen med Dumas-manuskriptet), og mange af de stemningsmættede elementer – hele Corsos færd rundt i miljøet af bogsamlere – der fascinerer i filmen, fascinerer (eller fascinerede mig) også i bogen. Polanski har kunnet plukke rigtig meget, og det er nemt at se, hvorfor han valgte at kaste sig over det projekt.

    • Martin

      Hej igen, Jonas. Ok; jeg tror, at jeg misforstod dig. Jeg er helt med på, at der er masser af fascinerende elementer i romanen. Det er vel mere eller mindre disse skæve samlere, der er bogens gennemgående tema. De har helt kart fascineret Polanski, og med rette, men for mig er det mest idéen, der fungerer. Romanens faktiske udfoldelse giver jeg ikke ret meget for.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.