Så er det juleferie og bloggen går i hi. Den vågner igen af sin dvale, ikke til påske, men d. 6. januar, hvor vi kan tage hul på et nyt år med masser af genrefiktion.
Imens kan du lade Pom Pom Squad få dig i julestemning med en cool single, de udsendte for to uger siden. Nummeret hedder passende ”Hello Santa Claus”.
På genhør
Martin
Filed under Ikke kategoriseret, Video
I marts 1924, da magasinet Weird Tales fyldte ét år, skrev H.P. Lovecraft ind til dets brevkasse ”The Eyrie” og reflekterede lidt over magasinets rolle og muligheder. Lovecraft var ikke helt tilfreds, fordi han så et stort og uudnyttet potentiale i magasinet, der ikke blev realiseret, fordi forfatterne konstant faldt tilbage på de samme grundfortællinger. For at illustrere sin pointe spurgte Lovecraft: “Take a werewolf story, for instance—who ever wrote one from the point of view of the wolf, and sympathizing strongly with the devil to whom he has sold himself?”
Det spørgsmål blev taget som en konkret udfordring, som unge Harold Warner Munn greb. Han gav sig til at skrive en varulvefortælling med præcis det udgangspunkt, og resultatet blev den relativt lange novelle ”The Werewolf of Ponkert”, der kom i Weird Tales i juli 1925. Det var bare første gang, den novelle skulle blive trykt i magasinets sider, for den gik hen og blev en evergreen. Munn fulgte da også sin succes op og skrev en hel serie af fortællinger, der efterfølgende er blevet døbt ”Tales of the Werewolf Clan”, fordi Munn gradvist udbyggede et familieunivers i sine varulvenoveller, der udkom frem til ’77.
I 1976 genoptrykte Centaur Books for anden gang ”The Werewolf of Ponkert” i bogform, og de bragte, præcis som første gang, novellen sammen med ”The Werewolf’s Daughter”, der løb som føljeton i Weird Tales fra oktober 1928 til december samme år. ”The Werewolf’s Daughter” var den tredje varulvehistorie, som Munn skrev, men det var den første, hvori han udbyggede sit familieunivers, og novellen er derfor et velvalgt supplement til den første fortælling.
Pyh! Det var meget baggrund, men, når man som mig er fascineret af pulplitteraturens udgivelseshistorier, er det svært at lade være med at dykke ned i disse ting.
Handlingen i ”The Werewolf of Ponkert ” lader sig hurtigt beskrive. Den fører os til Ungarn i 1400-tallet, hvor købmanden Wladislaw Brenryk en sen vinternat er på vej hjem i kane til sin landsby Ponkert. Undervejs bliver han overfaldet af ulve, men det lykkes ham at undvige. Under flugten bemærker Wladislaw, at ulvene tilsyneladende anføres af en dunkel skikkelse, der holder sig i baggrunden. Da han er kommet sikkert hjem, går det op for Wladislaw, at han ikke kan løsrive sig fra indtrykket af denne mystiske skikkelse, og dermed er hans skæbne beseglet. Dybt betaget lader han sig indrullere i skikkelsen, ”Mesterens”, tjeneste, og Wladislaw bliver en del af det sataniske ulvekobbel, der driver sit uvæsen på egnen. For Wladislaw kulminerer det hele, da han angriber sin egen familie og derved endegyldigt ødelægger sit liv til ære for den Mester, som han har solgt sin sjæl til.
Den anden fortælling, ”The Werewolf’s Daughter”, udspiller sig nogle år efter den første og beskriver, hvordan Mesteren nu er tilbage og atter hjemsøger Plonkert, hvor Wladislaws datter kommer i problemer og anklages for at være en heks på grund af sin fars ugerninger. Heldigvis har en deling soldater slået lejr i udkanten af landsbyen, og en ung mand af god familie er i stand til at gennemskue hendes uskyld og kommer til undsætning.
Der er flere ting at bemærke omkring Munns varulvefortællinger. Først og fremmest må man nemlig konstatere, at Alexandre Dumas allerede havde besvaret Lovecrafts udfordring ganske mange år tidligere. Lovecraft kendte åbenbart ikke Dumas’ historie, der først blev bragt som føljeton i Weird Tales under titlen The Wolf Leader mellem august 1931 og marts 1932. Omvendt kan der ikke være nogen tvivl om, at Munn kendte Dumas’ roman, fordi lighederne er mange – ikke mindst perspektivet med varulven som hovedperson og tropen med at sælge sin sjæl, der går igen i begge fortællinger.
Munns ”The Werewolf of Plonkert” er da også et stykke rendyrket nygotik, som stilistisk læner sig op ad alle de patoselementer, der kendetegner genren. Selvransagelsen, kvalerne og tragedien fylder meget i den ulykkelige fortælling om Wladislaw, der kommer i kløerne på en Satans tjener. ”Mesteren” (”The Master”), som varulvenes anfører kaldes i Plonkert, er præcis samme skyggefulde inkarnation af det onde, der kendes i talrige variationer fra den gotiske litteratur. I den forstand lever Munns novelle også fuldstændig op til profilen i de tidlige numre af Weird Tales, der netop havde de gotiske klassikere som stilistisk forbillede. Tilmed opfylder Munns novelle endnu en kliché fra de tidligere fortællinger i magasinet ved at være en bekendelseshistorie; denne er således fortalt af Wladislaw, mens han sidder i cellen og afventer sin henrettelse for de ugerninger, han har begået.
Som tidstypisk historie opfylder Munn alle forventningerne, men når det er konstateret, må man også hæfte sig ved en fornem stemning af eventyr og glemt Europa i navnlig den første novelle. Der er noget tidløst over Plonkert og universet omkring landsbyen. Bjergene, de dybe nåleskove, vinternatten og Mesterens uforklarede hjemsøgelse af egnen er alt sammen elementer, Munn iscenesætter med stor sans for det foruroligende og med et drys af magi, der skaber illusionen af noget alderdommeligt og skjult. De øvrige varulve, samt ikke mindst de scener, hvor Wladislaw er i varulveform og løber med sit kobbel, fanger da også noget diabolsk og pirrende, som afgjort gør det fortjent, at novellen blev så berømt. At selve grebet om handlingen så er lånt hos Dumas, betyder ikke noget, for Dumas havde jo allerede lånt det hos andre.
Med den anden novelle fornemmer man allerede, at der er sket meget med Munn som forfatter og Weird Tales som magasin. ”The Werewolf’s Daughter” er en mere moderne fortælling; væk er det bedagede bekendelseselement, og patosformlerne er reduceret til et stedvist floromvundet sprog. I stedet er der fokus på handling, spænding og melodrama. Derved opfylder Munn også her en generel udvikling i Weird Tales-fortællingerne. Desværre er noget gået tabt i den proces. Stemningen er ikke intakt, og den ulmende uhygge, der lå i første historie, er erstattet af noget mere letbenet; underholdende er det dog fortsat.
Der er mange grunde til, at man burde opsøge Munns varulvefortællinger, ikke mindst hvis man er interesseret i dem som bidrag til skrækgenrens udvikling. Munn blev et forbillede og et kendt navn. I dag er han stort set gået i glemmebogen, og da han kortvarigt i 70’ernes anden halvdel vendte tilbage til et bredere publikum, var det nu som koryfæ og mest af alt som en af de få overlevende ”vidner”, der havde mødt og talt med Lovecraft. Hans fiktion talte man ikke meget om, men heldigvis kan den stadig opdrives, og alene den vedvarende fascination af Weird Tales og alt dette magasin førte med sig, vil formentlig garantere, at hans ting genudgives i ny og næ. Det kan jeg ikke klage over, for Plonkert er stadig den dag i dag et læseværdigt stop på den litterære rejse gennem genrefiktionens lande og riger.
Filed under Novellesamling
Her er vi så kommet frem til det tredje bind i Mutants Amok-serien. De første to bøger hang fuldstændigt sammen. Det tredje bind, Rebel Attack, lægger sig i forlængelse af disse, og der kan ikke være nogen tvivl om, at de blev tænkt som én lang, sammenhængende fortælling. Jeg er faktisk helt sikker på, at David Bischoff blev hyret til at skrive tre bøger for at se, hvordan serien ville gøre sig, før der blev indgået en ny kontrakt for eventuelt flere bind. Det vil sige, at vi med tredje bind får en form for afslutningen, der kunne være blevet enden på serien. Sådan gik det ikke helt, der kom to bind mere, men det kan jeg vende tilbage til.
Selvom tredje bind i serien fortsætter direkte, hvor bind to stoppede, adskiller det sig alligevel væsentligt fra de to første derved, at vi får introduceret en ny hovedperson. Måske du husker, at vores unge hovedperson, bondeknolden Jack Bender havde en kæreste i bind 1, som, vi troede, døde efter en onde mutantlæge udførte eksperimenter på hende. Der tog vi fejl. Hun blev i stedet sendt til Hollywood, der nu bliver drevet af mutanter. Her bliver der naturligvis lavet film, som mutanter vil se, hvilket vil sige ultra-sleaze og ekstreme voldsfilm, hvor de menneskelige statister bliver mishandlet og dræbt under optagelserne.
Smukke Jennifer er perfekt i rollen som heltinden, der skal lemlæstes af mutanter på det store lærred, og hun havner derfor i en større produktion. Mens alt dette står på, genforenes Jack og Phil med den hærdede guerillakriger Max Turkel, der er flygtet fra sit fangenskab, og oprøret mod mutanterne kan nu fortsætte med fuld vigør. Det vil sige næsten, for Turkel har fået nys om, at Jennifer er i Hollywood, og da han fortæller det til Jack, vil han naturligvis derud for at redde hende.
Nu må rebellerne derfor drøne til filmbyen for at finde Jennifer, før hun blive ofret for rullende kameraer, men vejen er lang og farerne mange. Imens sker der overraskende ting i Hollywood, for Jennifer opdager, at ikke alle mutanter er lige slemme – nogle har endda hjertet på det rette sted, og en romance udvikler sig mellem Jennifer og den bizarre filmagent Algernon, der er en parodi på alt britisk. Det er naturligvis uheldigt, nu hvor Jack er på vej ud for at redde hende, men omvendt har han jo fået varme interesser for indianeren Jill Morningstar, som vi lærte at kende i andet bind.
Satire og humor har været en væsentlig ingrediens hele tiden, men i Rebel Attack får satiren alligevel en tand mere, ikke mindst på bekostning af Hollywood og filmindustrien. Meget af dette er billige point i retning af mere eller mindre klichefyldte Hollywood-stereotyper, men der er en vrede under humoren, som skinner igennem. Man behøver ikke stor fantasi for at forestille sig, at Mark Grant – alias David Bischoff – fik noget ud mellem sidebenene, da han skrev bogen.
Bischoff arbejdede sideløbende med sin skønlitteratur som filmmanuskriptforfatter i Hollywood; han skrev også en del manuskripter om til romanform og den anden vej rundt. Bischoff kendte med andre ord filmbranchen ret godt, i hvert fald fra forfattersiden, og netop dette fylder en del i bogen. Ikke mindst bruger Bischoff/Grant plads på at skildre, hvor elendigt de store mutant-filmmoguler behandler deres skriverkarle. Kronen på dette bliver, da en forfatter tvinges til at æde en skålfuld lort foran resten af filmholdet – skuespillere, kamerafolk og alle de andre. Forfatteren kom til at sige et lille pip om instruktørens behandling af historien, hvilket han aldrig skulle have gjort. Det er ekstremt klamt og scenen fremstår som en hilsen fra Bischoff, der sender os et postkort om sin oplevelse af arbejdet i branchen.
På sin vis giver Hollywood-delen et friskt pust til handlingen, der ellers nærmer sig tomgang. Vores hovedpersoner, rebellerne, knalder stadig mutanter ned for et godt ord. Bogen åbner med en af de voldsomste ildkampe til dato i serien, mens vi også læser, hvordan Jack og Jill knalder på vej ud for at redde Jeniffer. Persongalleriet er mere eller mindre på plads nu, og der, hvor romanen forsøger at overraske, er gennem de uforudsete farer, der lurer undervejs. Ikke mindst bliver mutantbanderne i LA et vigtigt omdrejningspunkt.
Der er med andre ord masser er kamp og kage i romanen. Mutantblodet sprøjter fortsat, det samme gør de lumre sexscener og platte vittigheder kommer i en lind strøm. Desuagtet er der noget skævt ved historien, som givetvis skyldes den til tider lidt kluntede sammenstilling af højspændt action på landevejen og scenerne i Hollywood, der er af en helt anden karakter og flere gange ganske lange. De påkalder sig derved meget opmærksomhed og gør heltenes rejse til LA til en biting, hvilket er en smule spøjst. Stilistisk er Rebel Attack udfordret, men måske er det for meget forlangt på den måde at gå så kritisk til en roman af denne type.
Som jeg skrev i begyndelse, er der en stemning af konklusion over bindet, og til sidst får vi endda en slutning, hvor et udvalg af heltene drager lykkelige ud i solnedgangen. Bischoff lukker pakken med en stor rød sløjfe og afslutter her, hvad der kunne opfattes som en trilogi. Salget af bøgerne var givetvis ikke det, forlaget håbede, og jeg går ud fra, at det var derfor, man valgte at fortsætte serien én bog ad gangen. Det var måske også et godt valg, for sandt at sige, efter tre bøger i selskab med Max Turkel og de andre rebeller, er det ved at være for meget af det gode.
Filed under Roman
John Langan hører til blandt de stærkeste stemmer i den nye skrækfiktion med værker, der er kendetegnet ved helt konsistent at levere overraskende, begavede fortællinger. Langan kendes primært for sine relativt lange noveller, der stort set altid er formuleret omkring et klart koncept – enten i form af en gennemført tematik eller et stilistisk greb. Umiddelbart kan Langans produktion måske fremstå diffus og ligefrem eksperimenterende, men der er dybest set ikke meget eksperiment over hans tekster, fordi de savner eksperimentets skrøbelighed. I stedet vidner de om en stor sikkerhed og et klart eksplorativt behov, hos Langan, for at afdække bestemte stemninger og situationer gennem sin litteratur. Hans facetterede produktion betyder også, at man som læser næppe altid vil være lige interesseret i alt, hvad han skriver, men desuagtet kan man aldrig tvivle på Langans færdigheder og nerve.
Som sagt kendes Langan bedst for noveller, men The Fisherman fra 2016 var hans anden roman. Det var en fortælling, som han arbejdede på meget længe, og det er uden tvivl den bog, som Langan har oplevet størst kommerciel succes med. Faktisk er den blevet overstrømmende modtaget. Det er i den forbindelse tankevækkende, at Langan selv har fortalt, at The Fisherman i et eller andet omfang er hans forsøg på at tilegne sig Stephen Kings romaner. Påvirkningen fra King er da også mærkbar, uden at der på nogen måde er tale om en pastiche eller noget, der bare kommer i nærheden af at kunne kvalificeres som ”skrevet i Stephen Kings stil.” John Langan er en helt anden forfatter end King, men det, han tydeligvis har taget med sig ind i The Fisherman, er et dvælende fokus ved personrelationer og personer, der oplever, hvordan deres ordinære hverdag falder fra hinanden. Da der opstår sprækker i livet, sniger det overnaturlige sig, helt i Kings ånd, ind. Det lægger sig som en hinde over det genkendelige og giver et dystert, uheldsvangert skær til alt, mens personerne alligevel klamrer sig til normaliteten.
I The Fisherman, der udspiller sig i Maine, hører vi, hvordan IT-manden Abraham, eller bare Abe, mister sin kone. Sorgen er knusende, og kaster Abe ud i en periode med druk, men ved en pludselig indskydelse begynder han at fiske, og det bliver hans vej tilbage til livet. Lystfiskeriet som meditativ handling bliver hans et og alt, og Abe får rent faktisk genopbygget sig selv. Noget sker imidlertid, da en kollega mister sin kone og døtre i en trafikulykke. Nu ser Abe, hvordan en anden går i opløsning på grund af sorg, og han tilbyder derfor at tage kollegaen med ud at fiske. Dan tager imod, og nu begynder duoen at fiske sammen fast.
Alt dette er ganske normalt, men noget ændrer sig, da Dan tilfældigvis hører om et sted kaldet Dutchman’s Creek. Han overtaler Abe til, at de skal finde stedet, men undervejs på deres første fisketur derop stopper de for at spise morgenmad på en diner, og her får de den meget lange beretning om, hvorfor Dutchman’s Creek ikke er sted, man bør tage hen.
Vi hører, hvordan man i begyndelsen af 1900-tallet forsøger at bygge en dæmning hen over Dutchman’s Creek. Et lille samfund vokser frem omkring den lokale lodsejer, der står for byggeriet. Noget forandrer sig i samfundet, da en sær udenlandsk mand flytter ind hos lodsejeren – ”Der Fisher”, som han kaldes. Stedet og arbejderne hjemsøges pludselig af mystiske hændelser, og endnu mere skrækindjagende begynder de døde at vende tilbage – eller gør de? Er det i det hele taget dem eller har ”noget” bare lånt deres kroppe?
Trods den advarende fortælling vælger Abe og Dan alligevel at tage op og fiske i strømmen, hvilket de naturligvis aldrig skulle have gjort, for nu ender de i en konfrontation, hvor det står klart, hvad den mystiske mand forsøgte at gøre, dengang han ankom til dæmningsbyggeriet. Den fremmede har nemlig arbejdet på at tøjle enorme kræfter. Han har fisket i de kosmiske oceaner og fanget et enormt væsen, som han nu prøver at binde for at få magt. Denne fremmede har også åbnet huller ind til en anden verden, og det er ud fra denne verden, at de dystre og lumske energier strømmer, som tilsyneladende giver liv til de døde og skaber alle de andre ubehagelige fænomener, der har udspillet sig omkring Dutchman’s Creek.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at Pet Sematary var den afgørende reference for Langan, da han skrev romanen. Bogen gennemspiller således mange af de samme konflikter, som King beskrev fornemt i sin klassiske roman fra 1983. Sorgen har ødelagt Dan, og da mørke kræfter tilbyder ham en vej til at genskabe det tabte, vælger han at gribe muligheden, koste hvad det vil. Romanen tematiserer på den led magt og afmagt og to veje ud af sorgen. Abe og Dan spejler hinanden, præcis som Louis og Rachel Creed gør det i Pet Sematary.
Dæmningsbyggeriet bliver i den sammenhæng et billede på at tøjle de uregerlige kræfter, som livet og døden udgør. Det er et slidsomt og næsten håbløst arbejde, men samtidig også et kollektivt arbejde i samklang med en verdensorden, der giver mening. Floden som metafor for det vilde og utøjlede er her åbenlys og rollen som fisker ligeså. Fiskeren Abe fisker efter sig selv og får næsten bogstaveligt trukket sig ud af den destruktive strøm og tilbage til livet. Dan og den dystre frememde gør noget andet; de fisker i strømmen efter en genvej til kontrol. Drømmen om at slippe for det hårde slid med livet bliver en fristelse, og da de sender snøren ud, er der noget, som melder sig. Igen, helt i Kings ånd, springer de over, hvor gærdet er lavest og forsøger at snyde verdensordenen, hvilket i sidste ende bliver deres undergang.
Fristelsen, som de kosmiske kræfter tilbyder, understreges da også præcis som fristelse ved, at Langan udnytter sirenen som ledemotiv. Abe drømmer om sirener i vandet, og det er sirener i floden, der leder lystfiskerne opstrøms til det sted, hvor den endelige konfrontation udspiller sig. De mørke kræfter fremstilles som fristelser, der tilbyder præcis det, den søgende og lidende sjæl har brug for. Spørgsmålet er nu bare, om man kan gennemskue prisen for deres tilbud; prisen er nemlig tabet af selvet og al menneskelighed.
Som al god weird fiction er The Fisherman svær at genrebestemme. Der er ingen tvivl om, at den har en grum og ond undertone, men modsat Kings Pet Sematary er Langans roman også fyldt med håb. Hvor Kings bog sender sine hovedpersoner direkte ud over afgrunden, tager Langan en anden vej og siger, at det er muligt at kæmpe imod, selv der hvor det gør mest ondt, men man kan ikke klare det alene – dæmningsbyggeriet er, som sagt, et kollektivt projekt.
Bogen bygger da også op til en egentlig kamp, hvor de fronter, romanen har trukket op, kan tørne sammen i noget, der ikke kan beskrives som andet end en episk konfrontation på bredden af det kosmiske hav. Det er stort, vildt og fabulerende på en måde, der ikke vækker så få mindelser om pulplitteratur og afgjort som noget, der har et ben fantasylitteraturen. Langan tillader sig at folde sin historie ud og gøre det lille drama til en gigantisk konflikt, som det rent faktisk lykkes ham at afvikle, uden det bliver for meget af det gode.
The Fisherman er en fremragende roman, der fortolker Pet Sematary intelligent og originalt. Den viser Langan fra en meget let tilgængelig side, uden stilistiske krumspring, hvilket helt sikkert også er forklaringen på bogens store succes. Langan skriver stadig mest noveller, men vi må da håbe, at han på et eller andet tidspunkt får inspiration til at nærme sig romanformatet igen – en ting er dog helt sikkert, når og hvis han gør det, vil det ikke blive noget, der minder om The Fisherman. Så meget kan man i hvert fald med sikkerhed sige, for Langan har aldrig til dato gentaget sig selv.
Filed under Roman
frasortsand.wordpress.com 