John Langan, The Fisherman (2016): Trækker vod i de kosmiske dybder

Paperback, Word Horde 2016. Romanens første udgave. Omslagets billede er malet 1870 af Albert Bierstadt og bærer titlen “Puget Sound on the Pacific Coast”

John Langan hører til blandt de stærkeste stemmer i den nye skrækfiktion med værker, der er kendetegnet ved helt konsistent at levere overraskende, begavede fortællinger. Langan kendes primært for sine relativt lange noveller, der stort set altid er formuleret omkring et klart koncept – enten i form af en gennemført tematik eller et stilistisk greb. Umiddelbart kan Langans produktion måske fremstå diffus og ligefrem eksperimenterende, men der er dybest set ikke meget eksperiment over hans tekster, fordi de savner eksperimentets skrøbelighed. I stedet vidner de om en stor sikkerhed og et klart eksplorativt behov, hos Langan, for at afdække bestemte stemninger og situationer gennem sin litteratur. Hans facetterede produktion betyder også, at man som læser næppe altid vil være lige interesseret i alt, hvad han skriver, men desuagtet kan man aldrig tvivle på Langans færdigheder og nerve.

Som sagt kendes Langan bedst for noveller, men The Fisherman fra 2016 var hans anden roman. Det var en fortælling, som han arbejdede på meget længe, og det er uden tvivl den bog, som Langan har oplevet størst kommerciel succes med. Faktisk er den blevet overstrømmende modtaget. Det er i den forbindelse tankevækkende, at Langan selv har fortalt, at The Fisherman i et eller andet omfang er hans forsøg på at tilegne sig Stephen Kings romaner. Påvirkningen fra King er da også mærkbar, uden at der på nogen måde er tale om en pastiche eller noget, der bare kommer i nærheden af at kunne kvalificeres som ”skrevet i Stephen Kings stil.” John Langan er en helt anden forfatter end King, men det, han tydeligvis har taget med sig ind i The Fisherman, er et dvælende fokus ved personrelationer og personer, der oplever, hvordan deres ordinære hverdag falder fra hinanden. Da der opstår sprækker i livet, sniger det overnaturlige sig, helt i Kings ånd, ind. Det lægger sig som en hinde over det genkendelige og giver et dystert, uheldsvangert skær til alt, mens personerne alligevel klamrer sig til normaliteten.

Paperback, Word Horde 2016

I The Fisherman, der udspiller sig i Maine, hører vi, hvordan IT-manden Abraham, eller bare Abe, mister sin kone. Sorgen er knusende, og kaster Abe ud i en periode med druk, men ved en pludselig indskydelse begynder han at fiske, og det bliver hans vej tilbage til livet. Lystfiskeriet som meditativ handling bliver hans et og alt, og Abe får rent faktisk genopbygget sig selv. Noget sker imidlertid, da en kollega mister sin kone og døtre i en trafikulykke. Nu ser Abe, hvordan en anden går i opløsning på grund af sorg, og han tilbyder derfor at tage kollegaen med ud at fiske. Dan tager imod, og nu begynder duoen at fiske sammen fast.

Alt dette er ganske normalt, men noget ændrer sig, da Dan tilfældigvis hører om et sted kaldet Dutchman’s Creek. Han overtaler Abe til, at de skal finde stedet, men undervejs på deres første fisketur derop stopper de for at spise morgenmad på en diner, og her får de den meget lange beretning om, hvorfor Dutchman’s Creek ikke er sted, man bør tage hen.

John Langan (født d. 6. juli 1969)

Vi hører, hvordan man i begyndelsen af 1900-tallet forsøger at bygge en dæmning hen over Dutchman’s Creek. Et lille samfund vokser frem omkring den lokale lodsejer, der står for byggeriet. Noget forandrer sig i samfundet, da en sær udenlandsk mand flytter ind hos lodsejeren – ”Der Fisher”, som han kaldes. Stedet og arbejderne hjemsøges pludselig af mystiske hændelser, og endnu mere skrækindjagende begynder de døde at vende tilbage – eller gør de? Er det i det hele taget dem eller har ”noget” bare lånt deres kroppe?

Trods den advarende fortælling vælger Abe og Dan alligevel at tage op og fiske i strømmen, hvilket de naturligvis aldrig skulle have gjort, for nu ender de i en konfrontation, hvor det står klart, hvad den mystiske mand forsøgte at gøre, dengang han ankom til dæmningsbyggeriet. Den fremmede har nemlig arbejdet på at tøjle enorme kræfter. Han har fisket i de kosmiske oceaner og fanget et enormt væsen, som han nu prøver at binde for at få magt. Denne fremmede har også åbnet huller ind til en anden verden, og det er ud fra denne verden, at de dystre og lumske energier strømmer, som tilsyneladende giver liv til de døde og skaber alle de andre ubehagelige fænomener, der har udspillet sig omkring Dutchman’s Creek.

Hardcover, Doubleday 1983

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Pet Sematary var den afgørende reference for Langan, da han skrev romanen. Bogen gennemspiller således mange af de samme konflikter, som King beskrev fornemt i sin klassiske roman fra 1983. Sorgen har ødelagt Dan, og da mørke kræfter tilbyder ham en vej til at genskabe det tabte, vælger han at gribe muligheden, koste hvad det vil. Romanen tematiserer på den led magt og afmagt og to veje ud af sorgen. Abe og Dan spejler hinanden, præcis som Louis og Rachel Creed gør det i Pet Sematary.

Dæmningsbyggeriet bliver i den sammenhæng et billede på at tøjle de uregerlige kræfter, som livet og døden udgør. Det er et slidsomt og næsten håbløst arbejde, men samtidig også et kollektivt arbejde i samklang med en verdensorden, der giver mening. Floden som metafor for det vilde og utøjlede er her åbenlys og rollen som fisker ligeså. Fiskeren Abe fisker efter sig selv og får næsten bogstaveligt trukket sig ud af den destruktive strøm og tilbage til livet. Dan og den dystre frememde gør noget andet; de fisker i strømmen efter en genvej til kontrol. Drømmen om at slippe for det hårde slid med livet bliver en fristelse, og da de sender snøren ud, er der noget, som melder sig. Igen, helt i Kings ånd, springer de over, hvor gærdet er lavest og forsøger at snyde verdensordenen, hvilket i sidste ende bliver deres undergang.

Paperback, Hippocampus Press 2013

Fristelsen, som de kosmiske kræfter tilbyder, understreges da også præcis som fristelse ved, at Langan udnytter sirenen som ledemotiv. Abe drømmer om sirener i vandet, og det er sirener i floden, der leder lystfiskerne opstrøms til det sted, hvor den endelige konfrontation udspiller sig. De mørke kræfter fremstilles som fristelser, der tilbyder præcis det, den søgende og lidende sjæl har brug for. Spørgsmålet er nu bare, om man kan gennemskue prisen for deres tilbud; prisen er nemlig tabet af selvet og al menneskelighed.

Som al god weird fiction er The Fisherman svær at genrebestemme. Der er ingen tvivl om, at den har en grum og ond undertone, men modsat Kings Pet Sematary er Langans roman også fyldt med håb. Hvor Kings bog sender sine hovedpersoner direkte ud over afgrunden, tager Langan en anden vej og siger, at det er muligt at kæmpe imod, selv der hvor det gør mest ondt, men man kan ikke klare det alene – dæmningsbyggeriet er, som sagt, et kollektivt projekt.

Paperback, Hippocampus Press 2019. John Langans seneste udgivelse

Bogen bygger da også op til en egentlig kamp, hvor de fronter, romanen har trukket op, kan tørne sammen i noget, der ikke kan beskrives som andet end en episk konfrontation på bredden af det kosmiske hav. Det er stort, vildt og fabulerende på en måde, der ikke vækker så få mindelser om pulplitteratur og afgjort som noget, der har et ben fantasylitteraturen. Langan tillader sig at folde sin historie ud og gøre det lille drama til en gigantisk konflikt, som det rent faktisk lykkes ham at afvikle, uden det bliver for meget af det gode.     

The Fisherman er en fremragende roman, der fortolker Pet Sematary intelligent og originalt. Den viser Langan fra en meget let tilgængelig side, uden stilistiske krumspring, hvilket helt sikkert også er forklaringen på bogens store succes. Langan skriver stadig mest noveller, men vi må da håbe, at han på et eller andet tidspunkt får inspiration til at nærme sig romanformatet igen – en ting er dog helt sikkert, når og hvis han gør det, vil det ikke blive noget, der minder om The Fisherman. Så meget kan man i hvert fald med sikkerhed sige, for Langan har aldrig til dato gentaget sig selv.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.