Roger Zelazny var på toppen af sin karriere i perioden fra midten af 1960’erne og frem til 70’erns begyndelse, hvor han skabte en række fortællinger, der har indskrevet som vigtige værker indenfor både SF- og fantasygenren. At han ikke kunne holde dampen oppe og at der efterhånden tegnede sig lidt for mange tomme idéer i forfatterskabet, kan ikke overraske – sådan er det jo hos stort set alle skønlitterære forfattere, der udgiver mange bøger. Det skal dog ikke forhindre os i at værdsætte Zelaznys tidlige produktion, der med fuld rette gjorde ham til en superstjerne indenfor genrefiktionen.
This Immortal fra 1965, der har en lidt kompliceret udgivelseshistorie, hører næppe til Zelaznys bedst kendte værker, men ikke desto mindre rummer romanen alle de klassiske træk fra hans hånd, hvorfor den absolut er værd at opsøge. Samtidig vil jeg mene, at den er blevet vigtig med fornyet aktualitet, men det skal jeg komme tilbage til.
Fortællingen udspiller sig et ubestemt sted ude i fremtiden, hvor Jorden mere eller mindre er blevet ødelagt af atomkrig. De forhutlede rester af civilisation har fået nødhjælp af rumvæsnerne fra solsystemet omkring Vega. Vegas indbyggere (blåhudede væsner, der ligner mennesker) har tilmed gradvist opkøbt store dele af Jorden, der nu udgør en form for turistpark for de kulturelt interesserede rumvæsner.
Det er ikke alle jordboer, der har været lige tilfredse med rumvæsnernes tilstedeværelse på Jorden, og da vi kommer ind i fortællingen, har der for længst været udkæmpet guerillakampe mellem jordboer og grupper, der ønsker uafhængighed af veganerne(?!). Midt i alt dette møder vi den enigmatiske Conrad, der fungerer som en form for rejseguide på Jorden, hvor han nu fremviser steder som Egyptens pyramider og andre ikoniske lokaliteter, turisterne kan se med ærefrygt og gysen. Det er også en opgave af den type, Conrad nu har fået. Han skal nemlig ledsage en veganer rundt til forskellige steder på planeten, fordi veganeren vil skrive en bog om Jorden. Med på rejsen er et mindre følge af kulturelle dignitarer, samt ikke mindst veganeres arabiske livvagt, som er en af Conrads gamle bekendte.
Allerede kort efter afrejsen står det klart, at der er noget uldent ved hele affæren. Nogen vil Conrad til livs, men er der også nogen, som vil myrde den veganske forfatter? Med tydelige referencer til den klassiske whodunnit sender Roger Zelazny således sit rejseselskab ud i en ødelagt verden, hvor vi bliver vidne til de bizarre væsner, der er opstået i kølvandet på den atomare holocaust. Det jordiske vildnis er med andre ord blevet et ganske farligt sted, hvor mutanter lurer og såkaldte ”hot zones” pulserer giftigt.
Så langt så godt, men nu er dette en Roger Zelazny-roman, hvorfor der naturligvis er et udtalt metalag i fortællingen. Romanens omdrejningspunkt er den græske mytologi, og Zelazny har spækket sin roman med antikke referencer, som man kan muntre sig med at optrevle. Det væsentlige er her, at han bruger dette til at opstille et cirkelmotiv i romanen, hvorigennem han forsøger at fortælle os noget om, hvem vi er som mennesker og hvordan vi forklarer vores verden.
Atomkrigen har, som sagt, udløst mutationer, og disse mutanter kan være af monstrøs karakter, eller mere diskrete – det væsentlige er, at de af jordboerne bliver opfattet som en genkomst af mytologiske eller folkloristiske væsner. I Grækenland begyndte satyrer eksempelvis at danse i bakkerne igen efter atomkrigen side om side med andre, klassiske kompositte væsner, der også pludselig dukkede op. Naturen er dermed på en måde blevet magisk igen og er vendt tilbage til en form for mytologisk fortid.
Sådan forholder det sig bare ikke helt, fordi alle disse mytologiske væsner ved nærmere eftersyn ikke helt ligner det, som vi traditionelt forstår ved dem. Satyrerne ligner satyrer, men alligevel ikke, og det er med andre ord klart, at det er menneskene selv, der fortolker de nye væsner som mytologiske skabninger og derved gennem sproget skabt en genkendelig forklaringsmodel for den nye verden, hvor alt er forandret.
I stedet for at udvikle et nyt sprog, der skal beskrive verden efter atomkrigen, er man intuitivt vendt tilbage og har aktiverer et mytologisk vokabular, hvorved førmoderne, fantastiske skabninger og magi genintroduceres som realiteter i bevidstheden.
Det er et ekstremt interessant greb, synes jeg, og alene det gør Zelaznys værk værd at læse. Det er en slags genvej eller udfoldelse af tanker hentet hos Wittgenstein, som her bliver konkretiseret på forenklet vis. Zelazny driller os imidlertid også, fordi hans bærende karakter Conrad, der også bliver kaldt Kallikantzaros, har ganske meget til fælles med sidstnævnte mytologiske drilleånd af samme navn. Også andre karakterer i bogen bærer navne fra græsk mytologi, og som Conrad har de også evner, der ligner deres mytologiske forbilleder. Spørgsmålet er derfor her, om der vitterligt er tale om en genkomst af fortidens mytologiske figurer, eller om deres navne har været med til at forme dem i retning af de mytologiske forbilleder? Zelazny giver os heldigvis ikke noget svar og efterlader os med en pirrende usikkerhed.
Med romanen rejser Zelazny også det centrale spørgsmål, hvem der har retten til at definere verden. Her bliver tingene igen sat på spidsen, fordi rumvæsnerne fra Vega mere eller mindre har overtaget Jorden og gjort den til deres legeplads. De har omdannet den til et museum og en genstand for deres fornøjelse. Men har de ret til det, selvom de har investeret både tid og penge i at hjælpe jordboerne ud af deres selvforskyldte katastrofe?
Det spørgsmål gør romanen betimelig i forhold til vores igangværende kulturelle debat, for der er her afgjort tale om kulturel appropriation. Veganeren elsker jordisk kultur, som de synes er dybt fascinerende, og helst ville de tage så meget som muligt med sig hjem. Billedet Zelazny opstiller er med andre ord det, at fremmede, blåhudede skabninger kommer til et andet land og tager, hvad de kan bruge, mens de velmenende håndterer landets nødstedte indbyggere. At vi her taler om vestlige aktiviteter i det, som så uskønt kaldes tredjeverdenslande, kan der ikke være nogen tvivl om. Han udstiller den hvide vesterlænding som den anden, den fremmede, og stiller derved med romanen et spejl op foran os og spørger, om vi kan lide, hvad vi ser?
Roger Zelazny var på dette tidspunkt stærkt optaget af ikke-vestlige kulturer og religion, og måske dækker romanen også over nogle af de kvababbelser, som han selv oplevede ved eksempelvis at være turist i indisk kultur og religiøsitet. Bogens kritik opererer dermed både på et makroplan, hvor den leverer en grundlæggende kritik af appropriationen af fremmede kulturer, men også på et mikroplan, hvor Zelazny spejler 60’ernes såkaldte amerikanske ”counter cultrure”, og dennes dyrkelse af alt østerlandsk og mystisk.
This immortal er ikke nogen lang roman, og den er som alle Zelaznys romaner fyldt med dramatiske situationer og spænding. Der er tale om en særdeles underholdende indpakning af vigtige tanker. Man kan da også hurtigt overse tyngden i det, som Zelazny her leverer, men det lønner sig at grave lidt ned under det åbenlyse tjubang-lag, selvom det er fristende bare at blive i dramaet – for der skvulper man vitterligt også lunt og godt omkring.
frasortsand.wordpress.com 