Peter Straub, Koko (1988): Krigen kom hjem som seriemorder

Paperback, Penguin Books 1989

Med Ghost Story fra 1979 bevægede Peter Straub sig op i rækkerne som en af tidens store skrækforfattere. Vejen til hans succes gik gennem Stephen King, både direkte og indirekte. Direkte, fordi King og Straub blev gode venner og King promoverede sin nye ven, indirekte fordi Straub brugte Kings ’Salem’s Lot (1975) som vej til en fornyelse af sit egent forfatterskab. Før Ghost Story var Straub en udpræget litterær forfatter, hvis stille gru eksempelvis kan sidestilles med Thomas Tryons fine gys, men med Ghost Story tog han ved lære af King og lod dagligdagens prosaiske væsen glide ind i sit sprog og sin fiktion. Derved fik hans tekster et langt varmere og mere menneskeligt ansigt, hvilket gav pote hos læserne. Ghost Story blev, som sagt, en succes, og Straub så sig ikke tilbage.

Nogen fuldstændig King-klon kan man absolut ikke kalde Straub, men man kommer ikke uden om, at han med sin åbenlyse tilegnelse af forbilledet tabte noget. Straubs forfatterskab blev mere, eller rent faktisk bare, ordinært fra og med Ghost Story. Prisen for kommerciel succes var med andre ord at give slip på det kunstnerisk engagerede sprog for i stedet at satse på handling og persondrevet drama. Det er en temperamentssag, hvad man foretrækker. Jeg mener, Straub gjorde sig selv en bjørnetjeneste, i jagten på læsere, men det er også et let standpunkt at indtage.

Paperback, Penguin Books 1989

Med Koko fra ’88 greb Straub både ind i den amerikanske folkesjæl og ind i tidens zeitgeist ved at kombinere en fortælling om Vietnamkrigen med den i 80’erne så voldsomt populære seriemorderfigur. Fantastiske Thomas Tessier, en anden af Straubs venner, havde allerede små ti år tidligere kombineret de to ting i romanen The Nightwalker (1979), men her metaforisk brugt varulvefiguren på den havarerede vietnamveteran, der går løs på sine egne. Straub går anderledes til værks.

Koko er således i takt med sin samtid, og den skildrer seriemorderen som en mystisk skyggeentitet med næsten overnaturlig snarrådighed og dyrisk intuition for svaghed hos sit bytte. Det hele begynder, da fire soldaterkammerater og vietnamveteraner fra samme enhed mødes og diskuterer nogle bekymrende avisartikler. I Singapore er der blevet fundet maltrakteret lig – øjnene og tungen er blevet skåret ud på de døde, og der var anbragt et spillekort i munden på ligene med indskriften ”KOKO”.  Det er ubehagelige historier, men det særlige er, at ordet ”koko” refererer tilbage til en specifik episode, som deres deling oplevede i Vietnam, efter at de var med til en massakre på vietnamesiske civilister.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

”Koko” blev efterfølgende en form for besværgelse af den episode, og kortene noget som soldaterne alle efterfølgende lagde ved nogle af deres ofre. Hvordan det hele startede og hvad navnet betyder, kan de fire venner ikke huske, men de er sikre på, at ophavsmanden i delingen til ”koko-kortene” var den syrede forfatter Underhill, som levede et ganske udsvævende liv i Vietnam.

Den mest entreprenante af veteranerne, Harry Beeves, foreslår, at de skal finde Underhill og konfrontere ham med mordene. Han er sikker på, at Underhill står bag drabene, og hvis vennerne opklarer sagen, vil der måske være både bog- og filmrettigheder samt medfølgende økonomisk gevinst til alle.

Hardcover, E. P. Dutton 1988. Romanens første udgave

De øvrige i gruppen er ikke nævneværdigt interesserede i den økonomiske side af affæren, men vil af personlige grunde gerne have opklaret, om Underhill står bag. Derfor går turen til Singapore, hvor opklaringsarbejdet kan begynde. I Singapore finder de imidlertid ikke forfatteren, hvorfor rejsen fortsætter videre til Bangkok, inden den slutter tilbage i New York.

Alt imens, vi hører om efterforskningen, krydrer Straub teksten med små dramatiske kapitler set fra morderens perspektiv. Der bliver ikke sat navn på, så det holdes dermed åbent, hvem der er den egentlige seriemorder eller rettere ”Koko”, og først helt til sidst blive det endeligt afsløret. For at nå dertil må Straub gennem en række mere eller mindre krampagtige krumspring og vildledningsmanøvrer, der ikke just er elegante. Her helliger målet om at bevare spændingen længst muligt formentligt midlet. Brutalt og ubehageligt er det i hvert fald.

Paperback, HarperCollins 2001

Romanens hovedpersoner er, som sagt, de fire soldaterkammerater, der er ganske forskellige af natur og det er mere deres fælles historie end deres personligheder, som holder dem sammen. Straub genbruger på den led et vigtigt greb fra Ghost Story, der mere eller mindre synes at være skabelonen for Koko. Det fungerer, men romanen plages af sin sort/hvide-håndtering af persontyperne. Der er de gode og de onde i fortællingen. Der er anstændige og uanstændige mennesker, og forskellen imellem de to typer hamres ind i teksten. At den grådige Beeves er usympatisk, bliver dermed tydeligt fra første side, mens vi ligeså straks forstår, at en anden af vennerne, Michael, er en tragisk helt. Persongalleriet bliver konformt og ligegyldigt, fordi vi savner de gråtoner, der skaber troværdigt liv. Det er plat, og her King-inspirationen blandt andet træder tydeligt igennem.

Straubs sprog er stedvist elegant og minder os om den digter, der blev kastet over bord tidligt i forfatterskabet. I sådanne passager har Straub et helt andet sprogligt overskud end King. Der, hvor Koko og Straub også skiller sig positivt ud fra King, er i romanens absolut dystre portræt af navnlig Bangkok. Man kan her fornemme tydelig påvirkning fra Dan Simmons’ Sing of Kali (1986). Straubs Bangkok er således en sydende heksekedel, og jagten på Underhill går direkte ned i underverdenen – hvilket navnet da også allerede antyder. Underhills smag for transkønnede drenge er et vigtigt tema i bogen, og det fortæller lidt om miljøet, hvor centrale dele af historien udspiller sig. Meget af dette ville i øvrigt ikke være blevet skrevet i dag i en bog af bestseller-tilsnittet.

Paperback, Signet 2004

Straub formår at få skabt et tungt helvede af en stemning. Det eksotisk og farlige glider sammen med en næsten morbid sanselighed, hvor larm, forfald og sex blandes kakofonisk. Mens hovedpersonerne jagter den mystiske forfatter (præcis som i Song of Kali), falder de også mere og mere ind i sig selv og deres egen historie. Rejsen gennem Bangkok bliver dermed en rejse tilbage i tiden med al den smerte og vold, som det udløser. Straub har her mange formidable passager, hvor romanens miljøskildringer vokser frem med særdeles stor intensitet. Den lumre ækelhed, han maler frem, gør indtryk – langt større indtryk end den reelle fortælling om seriemorderen, der i sidste ende bare er tidstypisk metervare.

Som Vietnamkrigsbog er Koko næppe væsentlig. Dens behandling af krigens traume bliver udvandet af seriemoderfortællingens manierede brutalitet. Romanen kan da heller ikke måle sig med eksempelvis James Kirkwoods fine Some Kind of Hero (1975), der også benytter noget af skrækfiktionens formsprog til at formidle veteranens ødelagte psyke.

Paperback, Anchor Books 2009

Alligevel formår Straub at gribe den smerte, der ligger i at skulle genopleve fortidens ugerninger på ny. Han får dermed vist meget godt, hvordan veteranerne efterlod sig selv og deres hjem i Vietnam, da de skulle tilbage til USA, og vennernes rejse til Asien bliver nu et forsøg på at genfinde de unge mænd, som blev forladt dengang, tilbage i junglen. Der er med andre ord nok af både tankevækkende og æstetisk gribende passager i Koko til, at den er værd at kaste sig over. Det er en mammutroman, som afgjort er meget længere, end den burde være, men det skal ikke afholde dig fra at drage med vennerne på rejse tilbage i tiden. Uanset platheder og kommercielle krumspring er der gribende og skræmmende stof at finde frem fra Bangkoks neonoplyste nat.

Hardcover, Centipede Press 2009

Algernon Blackwood, The Complete John Silence Stories (2011): “… Who you gonna call?”

Paperback, Dover Publications 2011

Algernon Blackwood hører til blandt de sære fortællingers mestre, og han er desværre alt for ofte blevet læst udelukkende som skrækforfatter. Der er skam også masser af gys og gru i dele af Blackwoods tidlige forfatterskab, men det udgør kun en lille del af hans litterære produktion. Blackwood beklagede da også selv, at hans tidlige bøger i så høj grad kom til at farve offentlighedens opfattelse af ham som forfatter. Han var nemlig en mand med noget på hjertet, og det var smerteligt for Blackwood, når han af både læsere og anmeldere blev reduceret til kommercielt underholdningsstof.

Bag Blackwoods noveller og romaner lå der mere eller mindre fra begyndelsen en filosofisk tilgang til verden, som han igen og igen forsøgte at formulere på ny og videreudvikle, så hans budskab om eksistensen af en upåagtet, åndelig dimension måske ville blive taget alvorligt. Nogle hørte ham da også, men de fleste var ligeglade og nøjedes med at interessere sig for de overfladiske, men afgjort spændende elementer i hans historier.

Paperback, Dover Publications 2011

Som menneske var Blackwood et klassisk spirituelt søgende individ, og det er derfor heller ikke overraskende, at han som så mange andre af tidens intellektuelle blev tiltrukket af okkultisme, spiritisme og alt andet, der lugter af det samme. Han blev eksempelvis nærmest selvfølgeligt medlem af The Hermetic Order of the Golden Dawn, og Blackwood korresponderede flittigt med tidens store magikere. Indtil et vist punkt, hvor boblen bristede for ham, og han indså, at okkultismen var et blålys, en meningsløs leg uden egentligt metafysisk betydning. Blackwood forkastede med andre ord det overnaturlige i dets populære forstand for i stedet at vende sig mod en åndelig naturmystik af meget mere diffus karakter.

Det var en lang indledning, men den er nødvendig for at forstå ansatserne til det utrolig populære værk, som Blackwood udgav i 1908. Novellesamlingen, der fik titlen John Silence — Physician Extraordinary, gjorde Blackwood til et kendt navn, og bogen skabte mere eller mindre hans forfatterkarriere. Novellerne handler om den overnaturlige eller paranormale detektiv John Silence – en læge, der har specialiseret sig i det mystiske og uforklarlige.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

I victoriatidens litteratur havde idéen om den paranormale opdager været antydet i nogen tid. Som figur ligger den allerede før dette in spe hos Poe i form af M. Dupin, og vi finder noget lignende i Wilkie Collins romaner The Woman in White (1860) samt The Moonstone (1868). Doktor Van Helsing må heller ikke glemmes i den sammenhæng og ej heller le Fanus dokter Hesselius, men i John Silence møder vi for første gang figuren i rendyrket form.

Novellerne er da også opbygget helt efter Sherlock Holmes-modellen og genfortæller gamle sager, viderebragt til os af John Silences trofaste assistent. I sagerne skal Silence opklare en række meget forskelligartede mysterier, der går fra spøgelseshjemsøgelser over egyptiske ånder og varulve til sataniske hekse.

Hardcover, Eveleigh Nash 1908. Samlingens første udgave

Blackwood gennemspiller på den måde et bredt register af klassiske motiver fra skrækfiktionens repertoire, og hver enkelt læser vil uden tvivl finde præcis sin favorit i samlingen. Der er noget for enhver smag. For mig er den mest fascinerende novelle ”Secret worship”, der beretter om en forretningsrejsende, der vender tilbage til sin gamle kostskole i Tyskland for at genbesøge stedet efter mange år. Det besøg kommer tæt på at koste ham livet, da han pludseligt bliver det udvalgte offer i lærernes sataniske messe. Den okkulte del af novellen er underholdende, men det egentligt interessante ved novellen er selve optakten og rammen for fortællingen. Den er helt tydelig er selvbiografisk og afspejler Blackwoods egene oplevelser fra sin tid som kostskoleelev i et stærkt pietistisk skolemiljø i Tyskland. Hele første del, hvor den rejsende mindes sin tidlige ungdom, er formidabelt skrevet, og samspillet mellem miljø og natur i novellen er dybt betagende. Ikke mindst takket være den psykologiske indsigt, som Blackwood diskret får vævet ind i tekstens baggrundsstof.

Jeg kommer heller ikke uden om at nævne den mesterlige ”The Camp of the Dog”; en varulvefortælling, som jeg har skrevet om flere gange, og jeg skal derfor ikke bruge mere tid på den her, men det er altså fra samlingen af John Silence-historier, at den oprindeligt blev udgivet.

Hardcover, E.P. Dutton 1922

Nuvel, vi kom fra, hvorfor John Silence og Blackwoods opgør med okkultismen hænger sammen.

Med sin novellesamling gik Blackwood i kødet på okkultismen, og gennem Silence-figuren kunne han afmontere og udstille store dele af tidens okkulte praksisser. Det vigtige er her, at Blackwood (gennem John Silence) ikke afviste det overnaturlige, men i stedet forklarede tingenes rette sammenhæng. Novellerne er derfor, i populær form, et forsøg på at sende læseren i retning af den spiritualitet, som Blackwood selv jagtede. Den paranormale detektiv afslører misforståelse, men peger samtid på den ægte magi i verden. De nuancer går hurtigt tabt ved en for rask læsning, men det lønner sig at tænke disse ting med ind, når man læser de generelt meget underholdende noveller.

Samlingen blev, som sagt, en kæmpesucces for Blackwood. Stilistisk er det ikke alle novellerne, der er lige elegante, men de har generelt det tilfælles, at det centrale mysterie fremstår som et ægte mysterium. Der er med andre ikke tale om ordinære spøgelser og ånder. Alt hos Blackwood får en særlig drejning, der giver novellernes univers en speciel stemning af nærvær og fare. Det er Blackwoods særkende, at mestre denne foruroligende atmosfære af, at verden ikke er, som den burde være. Kun få har opnået dette i samme grad som ham.

Paperback, House of Stratus 2012

Den version af novellerne, som jeg sidder med, er en samling af alle historierne om John Silence. Det vil sige, at den inkluderer den sidste Silence-novelle, som Blackwood udsendte kort efter, bogen var udgivet i 1908. Den novelle, “A Victim of Higher Space”, har en helt anden karakter end de første fem, og det er ikke så mærkeligt, at den ikke blev inkluderet i den oprindelige samling. Novellen minder mere om den type spekulativ fiktion, som vi kender fra Ray Bradbury og Charles Beaumont i 1950’erne, idet den beskriver en mand, der så at sige eksisterer i flere dimensioner på en gang. Det er indviklet, så læs den selv. Traditionelt, okkult gys er det i hvert fald ikke.

Som skrækfiktion er novellerne fremragende, men de er mindst lige så spændende som vigtige indlæg i udviklingen af Blackwoods forfatterskab. Den, der gerne vil blive klogere på Blackwoods tanker, kan derfor med fordel begynde her og på den led følge hans egen udvikling fra at være betaget af det sene 1800-tals typiske okkulte sværmerier til langsomt at udvikle sin helt egen form for gnostisk mysticisme. I min verden kommer kun få op på siden af Blackwood, når det gælder forunderlige, forstyrrende eller tankevækkende fortællinger, og selv her, i mere letbenet udgave, er han stadig formidabel.