Peter Straub, Koko (1988): Krigen kom hjem som seriemorder

Paperback, Penguin Books 1989

Med Ghost Story fra 1979 bevægede Peter Straub sig op i rækkerne som en af tidens store skrækforfattere. Vejen til hans succes gik gennem Stephen King, både direkte og indirekte. Direkte, fordi King og Straub blev gode venner og King promoverede sin nye ven, indirekte fordi Straub brugte Kings ’Salem’s Lot (1975) som vej til en fornyelse af sit egent forfatterskab. Før Ghost Story var Straub en udpræget litterær forfatter, hvis stille gru eksempelvis kan sidestilles med Thomas Tryons fine gys, men med Ghost Story tog han ved lære af King og lod dagligdagens prosaiske væsen glide ind i sit sprog og sin fiktion. Derved fik hans tekster et langt varmere og mere menneskeligt ansigt, hvilket gav pote hos læserne. Ghost Story blev, som sagt, en succes, og Straub så sig ikke tilbage.

Nogen fuldstændig King-klon kan man absolut ikke kalde Straub, men man kommer ikke uden om, at han med sin åbenlyse tilegnelse af forbilledet tabte noget. Straubs forfatterskab blev mere, eller rent faktisk bare, ordinært fra og med Ghost Story. Prisen for kommerciel succes var med andre ord at give slip på det kunstnerisk engagerede sprog for i stedet at satse på handling og persondrevet drama. Det er en temperamentssag, hvad man foretrækker. Jeg mener, Straub gjorde sig selv en bjørnetjeneste, i jagten på læsere, men det er også et let standpunkt at indtage.

Paperback, Penguin Books 1989

Med Koko fra ’88 greb Straub både ind i den amerikanske folkesjæl og ind i tidens zeitgeist ved at kombinere en fortælling om Vietnamkrigen med den i 80’erne så voldsomt populære seriemorderfigur. Fantastiske Thomas Tessier, en anden af Straubs venner, havde allerede små ti år tidligere kombineret de to ting i romanen The Nightwalker (1979), men her metaforisk brugt varulvefiguren på den havarerede vietnamveteran, der går løs på sine egne. Straub går anderledes til værks.

Koko er således i takt med sin samtid, og den skildrer seriemorderen som en mystisk skyggeentitet med næsten overnaturlig snarrådighed og dyrisk intuition for svaghed hos sit bytte. Det hele begynder, da fire soldaterkammerater og vietnamveteraner fra samme enhed mødes og diskuterer nogle bekymrende avisartikler. I Singapore er der blevet fundet maltrakteret lig – øjnene og tungen er blevet skåret ud på de døde, og der var anbragt et spillekort i munden på ligene med indskriften ”KOKO”.  Det er ubehagelige historier, men det særlige er, at ordet ”koko” refererer tilbage til en specifik episode, som deres deling oplevede i Vietnam, efter at de var med til en massakre på vietnamesiske civilister.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

”Koko” blev efterfølgende en form for besværgelse af den episode, og kortene noget som soldaterne alle efterfølgende lagde ved nogle af deres ofre. Hvordan det hele startede og hvad navnet betyder, kan de fire venner ikke huske, men de er sikre på, at ophavsmanden i delingen til ”koko-kortene” var den syrede forfatter Underhill, som levede et ganske udsvævende liv i Vietnam.

Den mest entreprenante af veteranerne, Harry Beeves, foreslår, at de skal finde Underhill og konfrontere ham med mordene. Han er sikker på, at Underhill står bag drabene, og hvis vennerne opklarer sagen, vil der måske være både bog- og filmrettigheder samt medfølgende økonomisk gevinst til alle.

Hardcover, E. P. Dutton 1988. Romanens første udgave

De øvrige i gruppen er ikke nævneværdigt interesserede i den økonomiske side af affæren, men vil af personlige grunde gerne have opklaret, om Underhill står bag. Derfor går turen til Singapore, hvor opklaringsarbejdet kan begynde. I Singapore finder de imidlertid ikke forfatteren, hvorfor rejsen fortsætter videre til Bangkok, inden den slutter tilbage i New York.

Alt imens, vi hører om efterforskningen, krydrer Straub teksten med små dramatiske kapitler set fra morderens perspektiv. Der bliver ikke sat navn på, så det holdes dermed åbent, hvem der er den egentlige seriemorder eller rettere ”Koko”, og først helt til sidst blive det endeligt afsløret. For at nå dertil må Straub gennem en række mere eller mindre krampagtige krumspring og vildledningsmanøvrer, der ikke just er elegante. Her helliger målet om at bevare spændingen længst muligt formentligt midlet. Brutalt og ubehageligt er det i hvert fald.

Paperback, HarperCollins 2001

Romanens hovedpersoner er, som sagt, de fire soldaterkammerater, der er ganske forskellige af natur og det er mere deres fælles historie end deres personligheder, som holder dem sammen. Straub genbruger på den led et vigtigt greb fra Ghost Story, der mere eller mindre synes at være skabelonen for Koko. Det fungerer, men romanen plages af sin sort/hvide-håndtering af persontyperne. Der er de gode og de onde i fortællingen. Der er anstændige og uanstændige mennesker, og forskellen imellem de to typer hamres ind i teksten. At den grådige Beeves er usympatisk, bliver dermed tydeligt fra første side, mens vi ligeså straks forstår, at en anden af vennerne, Michael, er en tragisk helt. Persongalleriet bliver konformt og ligegyldigt, fordi vi savner de gråtoner, der skaber troværdigt liv. Det er plat, og her King-inspirationen blandt andet træder tydeligt igennem.

Straubs sprog er stedvist elegant og minder os om den digter, der blev kastet over bord tidligt i forfatterskabet. I sådanne passager har Straub et helt andet sprogligt overskud end King. Der, hvor Koko og Straub også skiller sig positivt ud fra King, er i romanens absolut dystre portræt af navnlig Bangkok. Man kan her fornemme tydelig påvirkning fra Dan Simmons’ Sing of Kali (1986). Straubs Bangkok er således en sydende heksekedel, og jagten på Underhill går direkte ned i underverdenen – hvilket navnet da også allerede antyder. Underhills smag for transkønnede drenge er et vigtigt tema i bogen, og det fortæller lidt om miljøet, hvor centrale dele af historien udspiller sig. Meget af dette ville i øvrigt ikke være blevet skrevet i dag i en bog af bestseller-tilsnittet.

Paperback, Signet 2004

Straub formår at få skabt et tungt helvede af en stemning. Det eksotisk og farlige glider sammen med en næsten morbid sanselighed, hvor larm, forfald og sex blandes kakofonisk. Mens hovedpersonerne jagter den mystiske forfatter (præcis som i Song of Kali), falder de også mere og mere ind i sig selv og deres egen historie. Rejsen gennem Bangkok bliver dermed en rejse tilbage i tiden med al den smerte og vold, som det udløser. Straub har her mange formidable passager, hvor romanens miljøskildringer vokser frem med særdeles stor intensitet. Den lumre ækelhed, han maler frem, gør indtryk – langt større indtryk end den reelle fortælling om seriemorderen, der i sidste ende bare er tidstypisk metervare.

Som Vietnamkrigsbog er Koko næppe væsentlig. Dens behandling af krigens traume bliver udvandet af seriemoderfortællingens manierede brutalitet. Romanen kan da heller ikke måle sig med eksempelvis James Kirkwoods fine Some Kind of Hero (1975), der også benytter noget af skrækfiktionens formsprog til at formidle veteranens ødelagte psyke.

Paperback, Anchor Books 2009

Alligevel formår Straub at gribe den smerte, der ligger i at skulle genopleve fortidens ugerninger på ny. Han får dermed vist meget godt, hvordan veteranerne efterlod sig selv og deres hjem i Vietnam, da de skulle tilbage til USA, og vennernes rejse til Asien bliver nu et forsøg på at genfinde de unge mænd, som blev forladt dengang, tilbage i junglen. Der er med andre ord nok af både tankevækkende og æstetisk gribende passager i Koko til, at den er værd at kaste sig over. Det er en mammutroman, som afgjort er meget længere, end den burde være, men det skal ikke afholde dig fra at drage med vennerne på rejse tilbage i tiden. Uanset platheder og kommercielle krumspring er der gribende og skræmmende stof at finde frem fra Bangkoks neonoplyste nat.

Hardcover, Centipede Press 2009

2 kommentarer

Filed under Roman

2 responses to “Peter Straub, Koko (1988): Krigen kom hjem som seriemorder

  1. Henning

    Da Gandalf sender Frodo Sækker (Baggins) afsted mod Kløvedal (Rivendell), giver han Frodo (og måske hele selskabet – notch,notch) “rejsenavnet” Mr. Underhill. Og i Ursula LeGuins The Rule Of Names, som er en novelle fra Earthsea-universet, hedder troldmands-hovedpersonen Mr. Underhill (fordi han bor under en høj, ligesom Bagend (Sækkedyb) er udgravet i toppen af en høj).

    Jeg husker tydeligt, at jeg havde disse associationer, da jeg læste “Koko”. Men jeg har ingen idé om i hvilket omfang de skulle have noget med handlingen at gøre. Og generelt fandt jeg ikke “Koko” specielt interessant, bortset fra ét foruroligende aspekt, som jeg – til den dag idag – ikke rigtigt forstår. For hvad i alverden er meningen med referencerne til Brunhoffs “Babar the elephant/Histoire de Babar” ?
    Jeg er helt blank! Hjælp!

  2. Martin

    Hej Henning, Underhill-sammenhængen må forblive spekulationer.

    ”Koko”-referencen er sådan set nogenlunde klar. Straubs seriemorder var som barn spærret inde med et eksemplar af ”Barbar” og digtede her bogens vrøvleord koko om til en person, hvis identitet han nu som voksen har antaget. Straub har tydeligvis i dette ladet sig inspirere hos Thomas Harris og Francis Dolarhydes forhold til dragen. Forklaringen er en smule kryptisk i romanen, og jeg kan derfor godt se, hvorfor det kan virke noget tåget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.