Richard Gavin, At Fear’s Altar (2012): Komiske gys i hverdagens skjulte afkroge

Paperback, Hippocampus Press 2012. Forsiden er skabt af Barbara Briggs Silbert

Canadiske Richard Gavin er efterhånden blevet et af de bedre kendte navne inden for den lille særgenre i skrækfiktionen, der ofte betegnes som ”weird fiction”. Andre vil sikkert kalde det lovecraftiansk horror eller ligefrem sige, at det er ”cthulhuidt”. Kært barn har mange navne. Man kan også notere sig, at Gavins gys har fået en del opmærksomhed, fordi hans noveller er blevet promoveret og fremhævet af Lovecraft-forskeren med mere S.T. Joshi.

Dermed er det formentligt også tydeligt, at Richard Gavins fiktion ofte opererer indenfor et særligt stemningsmæssigt terræn, der ikke har med traditionelle gys at gøre. I stedet stiler han mod en fornemmelse af noget kosmisk. Det er en fast ingrediens i weird-litteraturen, selvom det kun er et absolut fåtal, der rent faktisk når i mål med dette. Jeg må da også med det samme sige, at Gavin heller ikke opnår at indfange den attråværdige oplevelse i sine tekster, men mere om det senere.

Paperback, Hippocampus Press 2012

Først og fremmest må man nemlig konstatere, at At Fear’s Altar er en novellesamling med en række gys, der stort set alle tager udgangspunkt i hverdagen. De fleste historier begynder med en sær hændelse, der indtræffer midt i den daglige trummerum, og derfra udvikler tingenes sig i en drastisk retning, og som ofte med en både død og galskab som konsekvens.

I åbningsnovellen ”Chapel in the Reeds” er hovedpersonen eksempelvis en ældre enkemand, der langsomt er ved at blive dement. Under en gåtur med sine to børnebørn støder de på et bizart kapel fyldt med sado-seksuelle, rituelle billeder af blasfemisk karakter. Oplevelsen er forstyrrende, men problemet er, at børnebørnene ikke mener at have set stedet. Er det nu den demente bedstefar, der bare forestiller sig kapellet, eller er der mere bag dette?

Richard Gavin

Gavin leger i flere historier med upålidelige fortællere. I de fleste tilfælde fungerer dette udmærket som drivkraft for novellens spændingsopbygning, men selve grebet rummer ikke mange overraskelsesmomenter, og må efterhånden betegnes som ganske slidt – både hos Gavin og i den nyere skrækfiktion generelt. Alligevel er der steder i At Fear’s Altar, hvor det bruges stærkt, som i novellen ”The Eldritch Faith”, hvor fortælleren beretter om, hvordan han som barn kom i kontakt med en form for ånd nede i barndomshjemmets kælder. Det bliver udnyttet til en række utroligt potente passager, der bliver hængende hos læseren som noget man husker.

Der er da heller ikke nogen tvivl om, at Gavins fortællinger næsten alle rummer virkeligt stærke passager, der har elementer af noget grundlæggende foruroligende. Han har faktisk scener og beskrivelser, der hører til blandt de bedste, jeg længe har læst indenfor genren. Førnævnte ånd i ”The Eldritch Faith”, den sært passive hovedperson i halloween-gyset ”Darksome Leaves” eller de indledende passager i den ligeledes førnævnte ”Chapel in the Reeds” er mesterligt og misundelsesværdigt veludførte. Mange af historierne har lignende stærke passager.

Paperback, Dark Regions Press 2010

Der er dog også mindre vellykkede fortællinger, hvor Gavin hylder sine inspirationskilder. Mest tydeligt i samlingen er det med novellerne ”Faint Baying from Afar” og ”The Unbound”. Den første er en fortsættelse til Lovecrafts novelle ”The Hound”, og den anden præsenterer sig som en meditation over Lovecrafts ”The Unnamable”. Der er intet godt at sige om nogen af historierne, der må karakteriseres som ordinære, fjollede livtag med den gamle mesters tekster. De kan heldigvis let ignoreres som noget, der ikke påvirker samlingens essens.

Det ærgerlige ved At Fear’s Altar er, at selvom ganske mange af Gavins fortællinger har store kvaliteter, formår han næsten ikke at afslutte en eneste novelle uden at tabe det hele på gulvet i udflydende ordflom. Han introducerer hverdagen med en kirurgisk præcision, etablerer hovedpersoner med formidabel nøjagtighed såvel som følelsesmæssig indlevelse, og det samme gør han med det sære, der først lukkes ind i det små, men som gradvist får lov at vokse sig til noget ubehageligt og forstyrrende.

Paperback, Three Hands Press 2018

Alt dette forsvinder dog på et øjeblik til sidst, hvor Gavins forsøg på at skrive kosmisk gru ender blindt i fabulerende, ligegyldige passager om uformelige væsner og udflydende sindssyge. Jeg plæderer absolut ikke for, at han burde have skrevet sine historier som konkret monsterfiktion med et væsen eller et fantom, der blottes fuldstændig for læseren til sidst, men nærmere det modsatte.

Gavin trækker sine tekster unødvendigt langt ud i afsløringerne. Han vil med andre ord gerne vise læseren noget konkret, men han er samtidig loren ved dette og ender dermed i vage, rablende passager, hvor hovedpersonen i bedste Lovecraft-stil går fra forstanden. Det er en slap og billig vej ud, der efterlader en fornemmelse af, at Gavin faktisk slet ikke selv er klar over, hvad det er, han beskriver. Dette er, vel at mærke, ikke et ukendt fænomen i Lovecraft-pastichernes verden. 

Afslutningen er et af de helt kritiske punkter i den såkaldte weird-tradition. Det er ofte her genren står sin prøve, fordi vi typisk her skal få det store kosmiske sug og det endelige møde med det store nihilistiske intet, som så tit er genrens pointe. I indeværende tilfælde afslører Gavin med al tydelighed, at han ikke er den opgave voksen. Han fejler, og det er synd og skam, fordi det er med til at ødelægge det fine arbejde han gør i sine teksters første halvdel.

Paperback, Undertow Publications 2020

Jeg er fuldstændig overbevist om, at Gavin vil kunne blive en af weird-traditionens helt store navne, fordi han har en særlig stemme og særligt perspektiv, men før han når dertil, må loyaliteterne til genres typiske motiver forkastedes. Hvis han bare turde stole på styrken i den stille gru, han skaber, ville teksterne stå som moderniseringer af den Robert Aickmans litteratur, som At Fear’s Altar blandt andet er dedikeret til. Den anden forfatter, som bogen ser dedikeret til, er Clive Barker, og Barkers indflydelse gør sig også tydeligt gældende; ikke mindst i den rammefortælling, Gavin har skabt til samlingen. Ganske sigende formår Gavin imidlertid hverken at være foruroligende vag som Aickman eller grusomt konkret som Barker – han sætter sig midt imellem og falder på halen.

Det til trods, så lønner sig absolut at opsøge Richard Gavins værker. En samling som At Fear’s Altar er også et godt sted at starte, fordi han her viser, hvordan moderne gys kan skrives uden at forfalde til filmiske parafraser eller blind forelskelse i genren som sådan. Gavin vil noget med sit gys, og det betyder alt for læsningen af hans værker. I hvert fald i de bedste af novellerne, og det er en vigtig lektie. Han skriver ikke bare til ”gyserfans”; han forsøger at skabe egentlig litteratur, og derfor fortjener han opmærksomhed. Langt mere opmærksomhed end al den trivielle selvfejring, som stadig vælter ud fra små og store genereforlag, der ikke har andet på hjertet end gys for gysets skyld. 

Novellerne:

”Prologue: A Gate of Nerves”

”Chapel in the Reeds”

”The Abject”

”Faint Baying from Afar”

”The Unbound”

”A Pallid Devil, Bearing Cypress”

”King Him”

”The Plain”

“Only Enuma Elish”

“The Word-Made Flesh”

“Annexation”

“Darksome Leaves”

“The Eldritch Faith”

Mark Amory, Lord Dunsany. A Biography (1972): Overklassesværmeri?

Hardcover, Collins 1972

Jeg har arbejdet lidt med Lord Dunsanys tidlige fortællinger i de seneste måneder, hvilket også har givet mig lejlighed til at få gennemlæst hovedværkerne om Dunsany. Det har været sjov læsning, synes jeg, fordi de er så forskellige i fokus og udtryk. Derfor tænkte jeg også, at jeg vil turnere bøgerne her på bloggen til glæde for dem, der overvejer at snuse lidt mere til baggrunden for Dunsanys fascinerende historier.

Først og fremmest er det måske vigtigt at sige, at Dunsany i genrelitteraturen er kendt for sine tidlige værker, der vitterligt er utrolig smukke og morsomme. Det er fantasy, der ikke ligner ret meget andet, og som C.L. Moore sagde det engang i et berømt citat, så har alle forfattere, der læser Dunsany, forsøgt at efterligne ham, og alle, der gjorde forsøget, har fejlet.

De fleste tænker nok i dag på Dunsany igennem H.P. Lovecrafts dyrkelse af ham, og der kan ikke være nogen tvivl om, at han på grund af Lovecraft har bevaret en helt særlig status. Ikke desto mindre må man ikke glemme, at Dunsany var en stjerneforfatter i sin samtid. Det var ikke på grund af sin skønlitteratur, men på grund af sine dramaer. Dunsanys første stykke, The Glittering Gate, blev skrevet og opført i 1909, og dermed var en kometagtige karriere skudt i gang, som gjorde, at han i 1910’rne og 20’erne var en af de mest feterede og populære dramatikere i England og USA. Navnlig amerikanerne tog varmt imod ham, og det var under hans første foredragsturne i USA, at Lovecraft i 1919 var blandt tilhørerne i salen, da Dunsany talte i Boston.

Senere faldt Dunsanys dramaer i unåde, men på det tidspunkt var han begyndt at sadle om og opnåede fornyet popularitet med sine humoristiske fortællinger om den skrønefortællende Jorkens, der underholder medlemmerne i sin herreklub med den ene røverhistorie efter den anden.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Dunsany var med andre ord ikke en hvem som helst, alligevel udkom den første egentlige biografi om ham så sent som i 1972. Den er skrevet af den amerikanske Mark Amory, der var venner med Dunsanys barnebarn og sikkert derfor blev inspireret til at skrive bogen. Venskabet har formentlig også bevirket, at han fik adgang til Dunsany-familien på en måde, som andre næppe ville kunne, og man fornemmer navnlig, at han har talt meget med Dunsanys kone Beatrice. På dette tidspunkt var Dunsany nemlig selv for længst død.

Som biografi er Amorys bog fuldstændig klassisk i sin opbygning. Den er kronologisk og trækker i lige dele på samtaler med familien samt ikke mindst de selvbiografier, som Dunsany udgav. Det har med andre ord ikke været en mangel på kilder, der stillede sig i vejen på arbejdet, og Amory kan derfor også meget indlevende beskrive mange episoder fra Dunsnays liv. Det er underholdende og oplysende, og man får tilmed indblik i en del af de små særheder, der kendetegnede privatpersonen Dunsany – eller ”Pony”, som vi forstår, hans kælenavn var.  

Så langt så godt. Når man skriver en biografi, må man naturligvis vælge en vinkel, og Amory har skrevet sin uden stort set at tage stilling til den litteratur, som Dunsany skrev. Hans værker bliver nævnt og ofte kort karakteriseret, men hvis man søger lidt dybere indsigter, er der ikke ret meget at komme efter. Det er skuffelse, men et bevidst valg, og derfor egentlig ikke noget man kan klandre Amory.

Lady Beatrice “Lady Dunsany” Child-Villiers Plunkett (12. oktober 1880 – 30.maj 1970)

Det problematiske ved biografien opstår, fordi han er så tæt på familien. Bogen handler om Dunsany, men den virkelige hovedperson er Beatrice. Hele bogen synes at være skrevet i dialog med hende, og man fornemmer, at hun har siddet og læst ham over skulderen, mens han skrev. Hun er konstant til stede i teksten, hun bliver konstant smigret med flatterende bemærkninger, og hun får løbende det sidste ord. Amorys fortolkning af Dunsanys liv og virke er derfor Lady Dunsanys udlægning.

Det er i sig selv ikke et problem, men det bliver det alligevel, fordi Amory aldrig gør sin læser opmærksom på dette. I stedet bliver der postuleret en form for faktuel tilgang og objektivitet, som på ingen måde er til stede.

Man kan ikke kalde fremstillingen for et decideret skønmaleri, men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en ukritisk fremstilling, der lader familien bestemme, hvor de ømme eller svære punkter skal ligge. Amory styrer dermed behændigt udenom mange af de åbenlyst mindre flatterende sider ved Dunsanys person, og han styrer uden om den mængde ganske uinteressante værker, som Dunsany udgav i slutningen af sin karriere.

Dertil kommer, at Amory er mindst lige så betaget af Dunsany-familiens overklassetilværelse, som han er betaget af Beatrice Dunsany. Hans biografi er fyldt til bristepunktet med små anekdoter fra livet på deres herregård i Irland og deres landstedet i England. Det er den slags stof, som man baserer populære TV-serier på, og det er samtidig den slags stof, som kun alt for let bliver romantiseret. Jeg tror faktisk, at Amory er mere betaget af Dunsanys tilværelse som adelsmand end hans fiktion, hvilket forvrænger portrættet af forfatteren og alt der i det hele taget gør ham relevant at skrive om.

Dunsany Castle, County Meath, i Irland

Der er noget naivt og tonedøvt i bogens fremstilling af Dunsanys tilværelse, fordi den kan komme med absurde påstande om at leve stille og enkelt, med uendelig tid til jagt og fornøjelse, og samtidig at være i kontakt med verden i bred forstand. Samtidig bliver det tydeligt, hvor utrolig banalt Dunsany-familiens liv bliver, når man skræller den litterære produktion bort. Det er da også netop banaliteten, som Dunsany kæmpede med i slutningen af sin litterære karriere, men det hører vi, som sagt, intet om.   

Amorys portræt af Dunsanys er ”fantasy”; en lun og gylden fortælling om et farverigt og næsten sorgløst liv. Det er en drøm om et liv, hvor de bekymringer, der er, er så belejligt store, at de ikke kan føres tilbage på individet. Kriserne er verdenskrige og nationalistisk politisk uro, ikke personlig opførsel eller holdninger. Fjendskabet mellem Dunsany og hans bror forbigås eksempelvis stort set i tavshed.

Biografien bliver på den led et tandløst portræt. Den bliver et flatterende bagsidebillede til omslaget på Dunsanys værker, uden man som læser bliver det mindste klogere på hvilke idéer og drifter, der egentlig har skabt den kunst, som Dunsany stadig kan betage sine læsere med. Bogen er i sidste ende behagelig læsning, men for den, der gerne vil arbejde med Dunsanys litteratur, efterlader Amorys biografi desværre flere spørgsmål end den besvarer.   

H. Beam Piper, Space Viking (1963): Røverjagt på den galaktiske prærie

Paperback, Ace Books 1977. Den herlige forside er skabt af Michael Whelan

Henry Beam Piper var en af de moderat flittige SF-forfattere, der havde hængt på siden 1940’erne. Han døde i ’64, og hans historier blev derfor aldrig for alvor udfordret af den rivende udvikling, som skete indenfor både SF og fantasy-litteraturen i 60’erne. Piper fik med andre ord lov til at skrive sine korte romaner og noveller, som han altid havde gjort det. Når man læser Space Viking, der her er i søgelyset, er det da også forbløffende, hvor bedaget den fremstår. Faktisk tror jeg, at de færreste ville gætte på, at den udkom første gang, som føljeton, så sent som i ’62. Romanen er med andre ord et litterært fossil eller en roman, der missede sit vagtskifte, men det forandrer ikke noget ved, at det er en ret så morsom røverhistorie.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu lever i en spredt rumføderation af planeter, der løseligt er navngivet efter mytologiske sværd fra Jordens historie. Disse planeter, ”The Sword Worlds”, er principielt uafhængige politiske størrelser, hvilket naturligvis skaber god grund for krig og konflikter.

Paperback, Ace Books 1963. Romanens første udgave i bogform

Da romanen åbner, er der netop ved at blive indgået en politisk alliance på planeten Excalibur. Den relativt anonyme og måske endda lidt kedelige baron Lucas Trask skal her gifte sig med Elaine Karvall under stor pomp og pragt samt med forventninger om betydelige fremtidige gevinster ved den nye alliance. Så langt kommer det bare ikke. Brylluppet bliver afbrudt, da den vanvittige Andray Dunnan angriber festen med sine håndgangne mænd. Dunnan ville selv gifte sig med Elaine, men da han ikke kan få hende, må verden betale prisen.

Med maskingeværer mejer de brutalt bryllupsgæsterne ned. Eliane bliver dræbt og Lucas Trask såret, men han overlever. Da han rejser sig fra sit sygeleje, har han kun en tanke: Hævn! Han overvejer kort selvmord, men forkaster det, fordi han ikke kan lade Dunnans udåd gå ustraffet hen. Den, som sagt, ellers lidt støvede Trask kaster sit gamle liv fra sig og vier hele sin eksistens til hævnen.

Henry Beam Piper (23. marts 1904 – o. 6. november 1964)

Dermed går jagten på Dunnan ind. Trask køber og udstyrer et gammelt rumskib, han kalder Nemesis, og hyrer samtidig en hærdet rumrøver – en såkaldt ”space viking” som kaptajn, og derefter kan hævntogtet for alvor begynde. Nu er problemet bare, at rummet er stort og Dunnan snedig, hvorfor det ikke er så lige til at fange en skurk, der ikke vil findes. Trask og hans hold af lejesvende bruger derfor ganske lang tid på at søge efter spor, og gradvist begynder der at dukke ting op, men samtidig med alt dette vokser både de politiske og personlige implikationer. Til sidst, ved romanens udgang, er der tale om en storstilet krig mellem planeter, både i rummet og på jorden, med tusindvis af tabte menneskeliv.   

Historien i Space Viking udvikler sig overraskende, men trods alle krumspring, kan det ikke skjules, at vi her dybest set har at gøre med en western i rummet. Frontier-stemningen og konfrontationen mellem mere eller mindre lovløse bander, løst organiseret af den velhavende rancher, ligger lige for som model for handlingen. Beam Pipers roman er dermed endnu et eksempel på den type SF, der kun benytter fremtidsteknologien – altså rumfart og den slags – som en æstetisk kolorit, uden det egentlig har noget at gøre med romanens substans. Rumskibe erstatter heste, hvilket er et virkningsfuldt greb for fantasien, men som naturligvis også gør det hele ganske uforpligtende.

Paperback, Sphere Books 1978

Når det er sagt, må man også konstatere, at Beam Piper gør nogle få, men interessante sproglige greb for at illustrere, hvor langt ude i fremtiden vi befinder os. Han forvrænger almindelige vendinger fra romanens samtid (1960’erne) til overraskende, nye konstruktioner, der bliver ved med at påkalde sig læseren opmærksomhed, fordi det er så anderledes.

Eksempelvis erstatter han Guds navn med Satans. Som i ”By Satan!”. Det er mesterligt, synes jeg, fordi Beam Piper her går ind i en sproglig leg med sin læser og efterlader os med en stor usikkerhed omkring, hvordan vi rent faktisk skal forstå sådanne henvisninger til Satan. Hvad er der sket mellem vores nutid og den fjerne fremtid, romanen udspiller sig i? Hvordan blev den bibelske Gud ombyttet med Satan? Den slags meningsforskydninger over tid er et ekstremt interessant fænomen, og Beam fanger her noget helt centralt i den måde, som kultur bliver transmitteret på i tid og rum. Det er sådanne elementer i romanen, der gør den værd at læse.

Paperback, Temps Futurs 1982

Et andet bemærkelsesværdigt træk ved Space Viking, det lønner sig at bide mærke i, er den forandring, der sker med hovedperson Trask i løbet af romanen. Fra at være en støvet rigmand til en skarpsleben, hævntørstig krigsherre er en ting, men at han samtidig også i løbet af teksten vender tilbage til livet og får en horisont på den anden side af sit opgør, er også bemærkelsesværdigt, men måske knap så overraskende. Mindre overraskende fordi, der selvfølge skal være en romance i bogen, der kan reformere helten.

Det egentligt bemærkelsesværdige er da også her, at selvom Trask i løbet af handlingen bliver et helt menneske med en udviklet moralsk forståelse i det ellers ganske lovløse og barbariske univers, han befinder sig i, så vælger han alligevel til sidst at skyde den forsvarsløse skurk med koldt blod.

Paperback, Dorchester Publishing 2008

Hævnen skal med andre ord fuldbyrdes, for at han kan komme videre med livet, også selvom hævnen i virkeligheden slet ikke smager ham længere. Det paradoks, synes jeg, er et interessant motiv. Da Trask skyder Dunnan til sidst, er det derfor også det selvmord, han udfører, som han valgte fra ved romanens begyndelse. Det er det gamle jeg, han koldt afliver og det nye og bedre menneske, der står tilbage.

Space Viking er først og fremmest forsinket pulp og ramasjang, men det er underholdende ramasjang og tilmed ramasjang med pointer. Pointerne er ikke specielt udviklede, men de er der, og præcis som rumskibe sætter fantasien i gang, sætter de spredte små pointer tankerne i gang. Det er meget mere, end hvad man normalt kan forvente af den type romaner, og jeg kan derfor også kun sige, at man ikke skal lade sig narre af titlen Space Viking, for der er langt mere seriøst anlagt SF-romaner, som leverer væsentligt mindre end det, Beam gør her.

Paperback, Wildside Press 2007

Paperback, IndoEuropeanPublishing 2010

Hardcover, Pequod Press 2011

Ebog, Orion 2015

Paperback, Fiction House Press 2018