”For tusind år siden spillede Døden terning og tabte.”
Som jeg efterhånden har skrevet et par gange her på bloggen, så er jeg ret langt med efterfølgeren til Skrækvisioner i form af en oversigt over fantasylitteraturens udvikling fra 1800 til i dag. Det er en stor mundfuld, men mere om det en anden gang. Det projekt har også fået mig til at se lidt på noget af den danske fantasy, selvom det ikke kommer til at figurere i bogen.
Normalt skriver jeg jo ikke om børne- og ungdomslitteratur på bloggen, men det kan nu være lidt sjovt at gøre en gang imellem alligevel. I løbet af de fantasyglade 80’ere udkom der en del bøger herhjemme, hvoraf de fleste mere eller mindre er glemt i dag, men Bjarne Reuters Shamran er stadig tilgængelig og bliver formentlig også fortsat læst, om ikke andet fordi Reuter har en særlig plads i dansk litteratur.
Handlingen kender du jo sikkert, men jeg vil alligevel genfortælle den kort. Drengen Filip er syg, formentlig i den terminale fase. Hans forældre er voldsomt tyngede af sorgen, hvilket Filip fornemmer uden helt at kunne sætte ord på sin oplevelse af forældrenes følelser. Han fortæller dem heller ikke alt. Der er kommet et mystisk modermærke på hans hofte, som vokser og gradvist synes at antage form af en kat. Intuitivt holder Filip dette for sig selv, måske fordi han frygter, at det vil gøre forældrene endnu mere kede af det. Han fortæller heller ikke, at han på sit værelse har et billede af en bro, som strækker sig fra en kyst og ud i et tågeindhyllet hav. På denne bro opdager han, at der er tre skikkelser, og at disse skikkelser dag for dag kommer ham nærmere i møde.
Det hele er drømmende mystisk og kulminerer, da tre dværge (altså små mennesker, ikke Gimlis slægtninge) komme frem gennem billedet og henter ham. Filip skal med dem, og han når ikke meget mere end at snuppe sit sovedyr Dobbo og sige farvel til sine sovende forældre, før han er inde i billedet med de tre små mænd. Afskeden er hjerteskærende, fordi vi forstår, at det er drengens stille død i en sen nattetime, vi her er vidner til, og scenen hører til blandt bogens bedste momenter.
Dermed begynder en sær og forunderlig rejse for Filip, der opdager, at den verden, han er hentet ind i, er et koldt og brutalt sted, der regeres fra staden Tronn af en fyrste, som ikke benævnes andet end Ham. Vi forstår også, at ganske mange indbyggere i Tronn har fået berøvet en af deres sanser; de er mærket, som det hedder, og den kuede befolknings livskraft og frihedstrang er derved blevet stækket.
I krogene bliver der imidlertid hvisket om frelseren, der skal vende tilbage og rydde op i det hele. Shamran hedder den, der skal komme, og hans navn er forbudt at nævne, præcis som den onde fyrste forbliver navnløs. Nu kommer det næppe som nogen overraskelse, at Filip er netop denne Shamran, og resten af romanen skildrer Filips udvikling fra en lille, syg dreng til en stor, muskuløs kriger, bevæbnet med det mytiske våben Nouredins sværd, der skal bruges i kampen mod Ham.
Man skal ikke have læst ret meget fantasy for at konstatere, at plottet i Shamran omtrent er så generisk, som det kan blive. Ung mand modnes og skal konfrontere en mørk fyrste; det er mere eller mindre den faste køreplan i en stor del af 80’ernes fantasylitteratur. Hvor velkendt dette greb var for danske læsere i ’85, kan diskuteres, men der kan ikke være nogen tvivl om, at mange læsere dengang såvel som i dag vil blive forbløffet over Reuters meget tydelige inspiration hos Tolkien, mest åbenlyst i navngivningen. Vi har en skurk ved navn Smaugg og en dværg ved navn Doromir samt en anden, der hedder Pippin, og der er flere velkendte navne i bogen.
Mere overordnet gennemsyres romanen af den samme tanke om selvopofrelse, der også bærer Tolkiens Ring-værk. Lille Filip, der er dødsmærket, forstår således, da han kommer til den anden verden hinsides Tågebroen, at hans død ikke er forgæves. Filips død vil frigive de forkrøblede og lidende i denne verden, og da han finder fred i dette, er han i stand til at vokse ind i rollen som den messianske krigerfigur. Romanen handler om at finde modet til at se sit liv og sine udfordringer i øjnene, uanset hvor håbløst det måtte se ud.
Mellem Shamran og Ham skyder Reuter den mytologiske Vandringsmand ind, der er Døden personificeret. Vandringsmanden går egne veje og ser tingene i et større perspektiv end de dødelige, og læseren forstår, at Vandringsmanden er skæbnen, som på godt og ondt tildeler alle en rolle at spille. Hvor den personlige frihed befinder sig i dette, forklares ikke, og det er ikke klart, om Filip rent faktisk ville kunne fejle i sin opgave, som Vandringsmanden i sidste ende selv har tildelt ham, men det spørgsmål ligger udenfor bogens horisont.
Selve handlingen kan analyseres nærmere; der er meget på spil i historien, som rent faktisk fortjener at blive belyst, men jeg synes i virkeligheden, at formen og tonen er mere interessante at bringe frem her. Først og fremmest kan man nemlig hæfte sig ved, at romanen overvejende er skrevet i en traditionel datidsform, men ganske mange af kapitlerne indledes med stykker skrevet i nutid. Dette valg er overraskende og svært at forklare, fordi det tilsyneladende ikke bruges til andet end at etablere et givent miljø i et ”nu”; i læseøjeblikket, om man vil. Det kan muligvis også være grund nok, men det står ikke desto mindre som et særpræget, stilistisk valg.
Der, hvor Reuter for alvor gør positivt indtryk med romanen, er i den grundtone af tungsindighed, der hænger over hele fortællingen. Han har, som sagt, utvivlsomt samlet dette op hos Tolkien, men der er mere i dette. Den sørgmodige stemning væves sammen med hovedpersonens begejstring for sang og navnlig sangteksternes poetiske indhold. En af de ting, Filip lavede med sine forældre, var at synge, og vi hører, at hans sangstemme var ganske smuk.
Reuter bruger sangmotivet til at binde en lang række både åbenlyse og indirekte citater fra traditionelle sange, salmer og viser ind i teksten, hvilket højner det lyriske udtryk i hele romanens fremstilling. I spænd med temaet om den forudbestemte skæbne rammer Reuter derved en form for høvisk atmosfære, en form for minnesang eller ridderballade, uden at dette dog skal forstås bogstaveligt. Romanen er skrevet i et alderdommeligt sprog, men det er mindre middelalderisme end Højskolesangbogens højstemte dansk, der her kommer til udtryk.
Bogen er ubetinget stedvist smuk, og man må sige, at det også er i dette lyriske arbejde, at romanen afslører sig som litteratur fra ’85. I børne- og ungdomsfantasy af i dag fokuseres der stort set kun på handling, og tonen er næsten uniformt den samme ukomplicerede og oftest kække facon, der skal sørge for, at ingen keder sig.
Reuters roman tager for givet, at litteratur ikke er kedelig, hvis man vælger den til, og han tør kræve af sin læser, at man skal have lyst til at dvæle ved sproget og ordklangen. Kan ske det er blevet et for ambitiøst krav i dag? Ikke desto mindre er det flot, og Reuter kan kun roses her. At han ikke er nogen stor ”worldbuilder”, og at hans fantasy som sådan ikke videre inspirerende, kan fuldstændig tilgives, fordi han når i mål med noget langt større og vigtigere. Tekstens udtryk vejer op for alt, hvad der måtte være af trivielle indvendinger imod værket.
frasortsand.wordpress.com 