Monthly Archives: juni 2021

Darrell Schweitzer, Pathways to Elfland: The Writings of Lord Dunsany (1989): En mavesur fan?

Hardcover, Owlswick Press 1989. Forsiden er malet af Tim Kirk

Efter Mark Amory udsendte den til dato eneste egentlige Lord Dunsany-biografi i 1972, var der stilhed på feltet i en årrække. Interessen for Dunsany levede naturligvis, navnlig blandt Lovecraft-interesserede læsere, men han trak også interesserede læsere til i egen kraft. Ikke mindst takket være det promoveringsarbejde for Dunsany, som L. Sprague de Camp og Lin Carter begyndte at gøre i slutningen af 60’erne.

En af de andre entusiastiske kritikere indenfor fantasy-feltet var Darrell Schweitzer, der fra slutningen af 70’erne gjorde sig bemærket som fremtrædende redaktør og anmelder af gys og fantasy. Faktisk er det ganske imponerende, hvor meget faglitteratur Schweitzer fik udgivet på kort tid, og til det kan man så også lægge hans egen skønlitterære produktion, som heller ikke ligefrem er lille.

Hardcover, Owlswick Press 1989. Bagsidens billede er også tegnet af Tim Kirk

Schweitzer havde skrevet om både Lovecraft og Robert E. Howard, da han kastede sig over Dunsany, der så at sige lå i forlængelse af de to førnævnte herrer. Bogen, han skrev om Dunsany, der fik den fine titel Pathways to Elfland, var længe ventet, fordi der stadig var skrevet utrolig lidt om manden – i hvert fald i form af monografier. Desværre blev Schweitzers værk ikke mødt med udelt begejstring, da det endelig så dagens lys.

Bogen er relativt kort og gennemgår hele Dunsanys omfattende forfatterskab, hvilket naturligvis præger diskussionerne, der som oftest er overstået i en enkelt passage eller to. TilSchweitzers forsvar kan man sige, at der altid skal prioriteres, navnlig når man sætter sig for at dække et stort og forskelligartet stof. Der er milevidt fra den tidlige Dunsany til den sene, og hvis man vil have det hele med, må der træffes benhårde valg. Desværre virker det ikke helt som om, at Schweitzer har truffet egentlige valg i bogen. I stedet får man den fornemmelse, at vi som læsere kigger ham over skulderen, mens han hastigt bladrer sig frem gennem Dunsanys værker og tilfældigt her og der udpeger en passage for os.

Darrell Charles Schweitzer (født 27. august 27 1952)

Fordelen ved den tilgang er, at man faktisk får et indtryk af Dunsanys samlede værk. Som introduktion er det ikke dumt, navnlig når man tænker bogen ind i en tid før Wikipedia, hvor man ikke umiddelbart havde nogen let adgang til den slags oplysninger. Voldsomt spændende læsning er det imidlertid heller ikke.

Det er derfor også mere interessant at se på, hvad Schweitzer rent faktisk mener om Dunsany og bruger ham til. Her kan det rent historiografisk være værd at bemærke, at Schweitzer i høj grad kan betragtes som en sen elev af L. Sprague de Camp. Det er ikke tilfældigt, at netop de Camp skrev forordet til bogen. At det også er et ganske spøjst, skolemesteragtigt forord er så en anden sag. Schweitzer er nærmest til eksamen hos sin lærer de Camp i det forord, og eleven klarer det flot – dog ikke til topkarakter, for de Camp har kritiske punkter, men præstationen vurderes alligevel god.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Schweitzer har taget meget med fra både de Camp og Lin Carter, når han skriver om Dunsany og fantasy generelt. Præcis som de Camp og Carter er Schweitzer optaget af Dunsanys ”worldbuilding”. Det er sammenhængskraften i den fiktive verden, der optager ham, og de mekanismer Dunsany bruger til at etablere sine fantastiske universer. Det er sådan set heller ikke uinteressante punkter, men det fokus gør også, at analyserne primært bliver hængende i teksternes overflade, fordi det handler mere om de faktuelle oplysninger om disse andre verdener, som Dunsany formidler til sin læser, end om hvad de betyder eller hvad Dunsany eventuelt måtte have på hjertet med sin fiktion.

Gennem Pathways to Elfland bliver man klogere på, hvad Dunsany har skrevet, men man kommer ikke stort nærmere, hvorfor han skrev det. Det er et problem, synes jeg, i hvert fald for mig for, fordi han dermed ikke kommer ind på ret meget af det, som, jeg personligt synes, er mere interessant end worldbuilding. Når det kommer til analytiske indsigter, er Schweitzers bog dermed næsten lige så tom som Amorys biografi.  

Tim Kirk har en række illustrationer i bogen, som er meget charmerende, men som alligevel er fuldstændig forfejlede. De fanger i hvert fald slet ikke den grundstemning, so jeg forbinder med Dunsanys tekster

Selve Schweitzers stil er også interessant at bide mærke i, fordi han her igen viser sig som tydelig elev af de Camp. Schweitzer selv fylder meget i teksten, og han kommenterer løbende på, hvad han kan lide og hvad han ikke bryder sig om. Dunsany bliver bedømt hos Schweitzer. Den tilgang kan jeg personlig godt lide, fordi jeg mener, at en aktiv stillingtagen til de æstetiske og indholdsmæssige elementer ud over selve det, der kommunikeres med teksten, faktisk styrker forståelsen af et værk og den præmis, værket analyseres ud fra. Dette er dog ikke en tilgang, alle bryder sig om. Faktisk langt fra.

Schweitzer fik for første gang for alvor ørerne i maskinen, da han skrev sin bog om Robert E. Howard og her formastede sig til at kritisere flere af Howards hovedværker. Nu ved alle, der interesserer sig bare en lille smule for forskningen omkring Howard, at der findes en stålsat brigade af fantropper, der forsvarer ham til sidste bloddråbe. Dem lægger man sig ikke ustraffet ud med.

Dunsany har ikke den samme aggressive fanskare, men de var bestemt åbenmundede i deres kritik. Det er da også interessant at overveje, hvor kritisk man kan være i forhold til sit emne, når man skriver en bog om eksempelvis Dunsany? Hvor stor skal forfatterens sympati være for de tekster, der behandles? I hvor høj grad skal man lufte sin misfornøjelse?

Endnu en illustration af Tim Kirk

Der findes selvfølgelig ikke noget klart svar, men jeg synes, det er sjovt at tænke på. Især fordi det også siger noget om de læsere, man henvender sig til. Hvad forventer de af en bog om eksempel Dunsany? Har fans lyst til at læse kritik af noget, de elsker? Hvorfor læser man i det hele taget den slags bøger?

Jeg synes også, det er bemærkelsesværdigt, at der skulle gå små 30 år før, der kom en ny monografi om Dunsany. Det fortæller måske noget om hans status som forfatter, der bestemt ikke er, hvad den var engang. Det er i hvert fald ikke, fordi Schweitzers værk har stået som dækkende og uomgængeligt standardværk i alle disse år, dertil er det alt for spinkelt og idiosynkratisk.

1 kommentar

Filed under Nonfiktion

M.P. Shiel, The Purple Cloud (1901): “Excuse me while I kiss the sky…”

Paperback, Warner Paperback Library 1973. Den fine forside er skabt af Chuck Sovek

M.P. Shiels The Purple Cloud fra 1901 hører til blandt de absolut bedste og mest formative stykker apokalyptisk skønlitteratur. Genren, hvis man kan kalde den det, ville ikke være det samme uden Shiels værk, og man kan hurtigt konstatere, at der ikke er kommet meget nyt til udtrykket, siden Shiels roman udkom. Han sagde det hele! og sagde det på sæt og vis bedre, end langt de fleste har gjort det efterfølgende.

Som David Lindsays A Voyage to Arcturus (1920) begynder Shiels fortælling samme overraskende sted, nemlig med en spiritistisk seance. Det fortæller os en hel del om tilblivelsestidspunktet for teksten, men de to forfattere bruger det ikke til det samme. Hos Shiel bliver seancen nemlig et metagreb, hvor åndemediet i sin trance læser et manuskript langt ude i fremtiden, og det er dette manuskript, mediet læser, som vi nu får genfortalt i romanen. Det er en kluntet konstruktion, men den har sin pointe, hvilket jeg skal vende tilbage til.

Paperback, Warner Paperback Library 1973

I grove træk skildrer The Purple Cloud menneskehedens sidste dage på Jorden, fortalt gennem den næsten eneste overlevende; en brite ved navn Adam Jeffson. Optakten til dette er som følger. I en ikke alt for fjern fremtid bliver der udlovet en dusør til den, der først kan nå Nordpolens centrum. Den opgave udløser en række videnskabelige ekspeditioner, og Jeffson er ombord på et af de skibe (Borealis), der sætter kursen mod nord. Jeffson er også del af en lille gruppe, der med hundeslæde begiver sig ud på isen for at komme frem til det afgørende punkt. Så langt når han også, men det nytter ham ikke meget. En dag antager himlen et lilla skær, og kort efter begynder dyrelivet at dø omkring ham. Jeffson er alene på isen på dette tidspunkt, og han indleder sin rejse tilbage mod ekspeditionens skib.

Noget er tydeligvis helt galt. Der ligger døde dyr over alt, og da han når Borealis, er alle ombord også døde her. Alt er dækket af et lag fint, lilla støv, og mysteriet bliver kun større, da det lykkes Jeffson at styre skibet hjemad på egen hånd. Dets nærmere han kommer beboede kyster, dets klare står det for han, at verden har været udsat for en katastrofe. Der driver skibe med døde besætninger rundt på havet, og da Jeffson for første gang går i land, et sted på den norske kyst, finder han kun døde overalt. Alt liv er ophørt – dyr som mennesker ligger rådnende der, hvor den lilla sky indhentede dem.

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

I løbet af romanen finder vi ud af, at der formentlig har været et vulkanudbrud et sted på Jordens sydlige halvkugle, der har slynget et giftstof ud i luften, som vinden har spredt til alle hjørner af verden. Alt er dermed blevet forgiftet og intet har overlevet. I hvert fald ikke ret meget.

Jeffson begynder en trøstesløs odysse gennem en ødelagt verden. Først går turen til England og London, hvor han genbesøger sit gamle hjem. Derfra rejser han videre for til sidst at slutte livet på en tropeø, hvor han kan afvente døden. Før han når dertil, har Jeffson skabt sig et museum af kunstskatte indsamlet fra denne mennesketomme verden, og omgivet af herlighederne vil han nu afvente, at han kan slutte sig til de døde. Så let går det dog ikke, for naturligvis dukker der en Eva op i Adam Jeffsons mausoleum af en tropeø, og dermed får vores hovedperson pludseligt helt nye tanker og udfordringer. Med ét er der måske en fremtid, men hvilken fremtid kan det egentlig blive og for hvem?

Hardcover, Chatto & Windus 1901. Romanens første udgave

The Purple Cloud er en fremragende roman. Dens første del er et stykke isnende skrækfiktion, der på grusomste vis udmaler de rædsler, som Jeffson bliver vidne til under sin rejse rundt i England, mens han stadig har håbet om at finde overlevende. Det psykologiske portræt, som Shiel skaber, er mesterligt, og han leger skånselsløst med Jeffsons konstante, men stadigt mindre, håb. Det er uhyggeligt, hjerteskærende og smukt, når vi med Jeffson vandrer gennem det ene morbide tableau efter det andet. Mest hjerteskærende er det uden tvivl, da Jeffson opsøger sin familie og finder dem døde, men der er mange andre optrin, der står decideret foruroligende. Han finder miner, hvor folk har søgt tilflugt, kun for at dø af sult i mørket. Der er også mange andre lignende situationer, hvor vi får beskrivelser af mennesker, der ligger fastfrosset i deres dødsøjeblik som bizarre hverdagsglimt fra en verden, der ikke længere findes.

Romanens første halvdel er et dødsstudium. Det er et billede på undergangens øjeblik og verden, som den tager sig ud, efter døden har passeret på hastig gennemfart. Der er ikke nogen tvivl om, at Poes sublime “The Masque of the Red Death” (1842) har dannet en væsentlig inspirationskilde for Shiel, der her lader sin lilla død angribe verden og præcis som Poe røde død, luller den alle bort som trolddomssøvnen i ”Tronerose”.

Hardcover, World Publishing Co. 1946

Anden halvdel, efter Jeffson beslutter sig for at skabe sit museum over menneskets kunstneriske bedrifter, har en ny tone. Det morbide går i baggrunden for en gylden, varm stemning af melankoli og afsked. Det er slutpunktet for alt liv, vi hører om. Matthæusevangeliets formuleringen om, at de første skal være de sidste, er her tydeligt udgangspunktet. Romanens Adam får således lov til at lukke og slukke for alt – sådan tror han i hvert fald selv.

De anfald af vemod, vrede og galskab, der rammer ham under arbejdet med museet, står stærkt og viser os Shiels forestilling om mennesket som socialt individ. Det er et imponerende psykologisk register, som Shiel præsenterer med sans for den frustration og skuffelse, Jeffson føler. Han er rasende over at have overlevet alene. Rasende over, ikke at have modet til selvmord og rasende over, at det i det hele taget kunne ske. Hvorfor, spørger han sig hele tiden, og svaret kan ikke gives. Der er ikke noget svar, det skete bare, fordi sådan er naturen. Den grusomme erkendelse knuser alle forestillinger om mening med livet og guddommelige indvirkning i verden. Det er et billede på mennesket som en skabning fuldstændig i verdens og naturkræfternes vold, til trods for vores forestillinger om kontrol ved hjælp af teknologi og intellekt.

Hardcover, Gollancz 1963

Jeffsons reaktioner er mange, og den første vrede sender ham på en årelang ødelæggelseskampagne, hvor han sprænger og brænder alle monumenter, han kan komme i nærheden af. Alt stort, alt ikonisk, skabt af mennesket ødelægger han. Han sætter hele byer i flammer og sletter menneskehedens spor. Men han kan alligevel ikke bære at ødelægge alt. Angsten for tomheden og den totale ensomhed bliver for stor, og han skaber sig derfor museet og nedfælder den beretning, som vi nu læser. Han skriver dermed til en fremtid, der måske vil komme, hvorfra ved han dog ikke.

Paperback, Paperback Library 1963

Nu kan jeg så vende tilbage til den kluntede konstruktion med det spiritistiske medie, der læser Jeffsons tekst i en trance. Det vigtige er her, at Shiel trækker en streg mellem os og Jeffson. Mediet kan med mystiske kræfter krydse barrieren ind i fremtiden, men det er klart, at vi (os læsere) er de dødsmærkede. Vi vil gå under, og det er kun tilfældigheder, der tillader os at få et indblik i den verden, der skal komme, når vi ikke længere er der. Denne nye verden, der tilhører Adam Jeffson, er noget andet og et sted, vi ikke hører hjemme. Det er ikke verdens undergang, Shiels beskriver, det er vores undergang; din og min død. Det er et barskt billede, der rammer i hjertekulen, når man først forstår sammenhængen.

De første skal være de sidste. Shiels skabte noget dybt fascinerende og vemodigt smukt med The Purple Cloud, og med sin vision sagde han også mere eller mindre alt, hvad der er et sige inden for denne tematik. Det begynder og slutter her. Storslået.

Paperback, Paperback Library 1966
Paaperback, Panther 1969
Hardcover, Gollancz 1978
Paperback, Allison & Busby 1978
Paperback, Bison Books 2000
Hardcover, Tartarus Press 2004
Paperback, CreateSpace 2012
Paperback, Penguin Books 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman