Efter Mark Amory udsendte den til dato eneste egentlige Lord Dunsany-biografi i 1972, var der stilhed på feltet i en årrække. Interessen for Dunsany levede naturligvis, navnlig blandt Lovecraft-interesserede læsere, men han trak også interesserede læsere til i egen kraft. Ikke mindst takket være det promoveringsarbejde for Dunsany, som L. Sprague de Camp og Lin Carter begyndte at gøre i slutningen af 60’erne.
En af de andre entusiastiske kritikere indenfor fantasy-feltet var Darrell Schweitzer, der fra slutningen af 70’erne gjorde sig bemærket som fremtrædende redaktør og anmelder af gys og fantasy. Faktisk er det ganske imponerende, hvor meget faglitteratur Schweitzer fik udgivet på kort tid, og til det kan man så også lægge hans egen skønlitterære produktion, som heller ikke ligefrem er lille.
Schweitzer havde skrevet om både Lovecraft og Robert E. Howard, da han kastede sig over Dunsany, der så at sige lå i forlængelse af de to førnævnte herrer. Bogen, han skrev om Dunsany, der fik den fine titel Pathways to Elfland, var længe ventet, fordi der stadig var skrevet utrolig lidt om manden – i hvert fald i form af monografier. Desværre blev Schweitzers værk ikke mødt med udelt begejstring, da det endelig så dagens lys.
Bogen er relativt kort og gennemgår hele Dunsanys omfattende forfatterskab, hvilket naturligvis præger diskussionerne, der som oftest er overstået i en enkelt passage eller to. TilSchweitzers forsvar kan man sige, at der altid skal prioriteres, navnlig når man sætter sig for at dække et stort og forskelligartet stof. Der er milevidt fra den tidlige Dunsany til den sene, og hvis man vil have det hele med, må der træffes benhårde valg. Desværre virker det ikke helt som om, at Schweitzer har truffet egentlige valg i bogen. I stedet får man den fornemmelse, at vi som læsere kigger ham over skulderen, mens han hastigt bladrer sig frem gennem Dunsanys værker og tilfældigt her og der udpeger en passage for os.
Fordelen ved den tilgang er, at man faktisk får et indtryk af Dunsanys samlede værk. Som introduktion er det ikke dumt, navnlig når man tænker bogen ind i en tid før Wikipedia, hvor man ikke umiddelbart havde nogen let adgang til den slags oplysninger. Voldsomt spændende læsning er det imidlertid heller ikke.
Det er derfor også mere interessant at se på, hvad Schweitzer rent faktisk mener om Dunsany og bruger ham til. Her kan det rent historiografisk være værd at bemærke, at Schweitzer i høj grad kan betragtes som en sen elev af L. Sprague de Camp. Det er ikke tilfældigt, at netop de Camp skrev forordet til bogen. At det også er et ganske spøjst, skolemesteragtigt forord er så en anden sag. Schweitzer er nærmest til eksamen hos sin lærer de Camp i det forord, og eleven klarer det flot – dog ikke til topkarakter, for de Camp har kritiske punkter, men præstationen vurderes alligevel god.
Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Schweitzer har taget meget med fra både de Camp og Lin Carter, når han skriver om Dunsany og fantasy generelt. Præcis som de Camp og Carter er Schweitzer optaget af Dunsanys ”worldbuilding”. Det er sammenhængskraften i den fiktive verden, der optager ham, og de mekanismer Dunsany bruger til at etablere sine fantastiske universer. Det er sådan set heller ikke uinteressante punkter, men det fokus gør også, at analyserne primært bliver hængende i teksternes overflade, fordi det handler mere om de faktuelle oplysninger om disse andre verdener, som Dunsany formidler til sin læser, end om hvad de betyder eller hvad Dunsany eventuelt måtte have på hjertet med sin fiktion.
Gennem Pathways to Elfland bliver man klogere på, hvad Dunsany har skrevet, men man kommer ikke stort nærmere, hvorfor han skrev det. Det er et problem, synes jeg, i hvert fald for mig for, fordi han dermed ikke kommer ind på ret meget af det, som, jeg personligt synes, er mere interessant end worldbuilding. Når det kommer til analytiske indsigter, er Schweitzers bog dermed næsten lige så tom som Amorys biografi.
Selve Schweitzers stil er også interessant at bide mærke i, fordi han her igen viser sig som tydelig elev af de Camp. Schweitzer selv fylder meget i teksten, og han kommenterer løbende på, hvad han kan lide og hvad han ikke bryder sig om. Dunsany bliver bedømt hos Schweitzer. Den tilgang kan jeg personlig godt lide, fordi jeg mener, at en aktiv stillingtagen til de æstetiske og indholdsmæssige elementer ud over selve det, der kommunikeres med teksten, faktisk styrker forståelsen af et værk og den præmis, værket analyseres ud fra. Dette er dog ikke en tilgang, alle bryder sig om. Faktisk langt fra.
Schweitzer fik for første gang for alvor ørerne i maskinen, da han skrev sin bog om Robert E. Howard og her formastede sig til at kritisere flere af Howards hovedværker. Nu ved alle, der interesserer sig bare en lille smule for forskningen omkring Howard, at der findes en stålsat brigade af fantropper, der forsvarer ham til sidste bloddråbe. Dem lægger man sig ikke ustraffet ud med.
Dunsany har ikke den samme aggressive fanskare, men de var bestemt åbenmundede i deres kritik. Det er da også interessant at overveje, hvor kritisk man kan være i forhold til sit emne, når man skriver en bog om eksempelvis Dunsany? Hvor stor skal forfatterens sympati være for de tekster, der behandles? I hvor høj grad skal man lufte sin misfornøjelse?
Der findes selvfølgelig ikke noget klart svar, men jeg synes, det er sjovt at tænke på. Især fordi det også siger noget om de læsere, man henvender sig til. Hvad forventer de af en bog om eksempel Dunsany? Har fans lyst til at læse kritik af noget, de elsker? Hvorfor læser man i det hele taget den slags bøger?
Jeg synes også, det er bemærkelsesværdigt, at der skulle gå små 30 år før, der kom en ny monografi om Dunsany. Det fortæller måske noget om hans status som forfatter, der bestemt ikke er, hvad den var engang. Det er i hvert fald ikke, fordi Schweitzers værk har stået som dækkende og uomgængeligt standardværk i alle disse år, dertil er det alt for spinkelt og idiosynkratisk.
frasortsand.wordpress.com 