Sidste år lancerede Hippocampus Press i samarbejde med S.T. Joshi årbogen Penumbra, der har fokus på såkaldt ”weird fiction”. Indholdet er en blanding af akademiske artikler, skønlitteratur og lyrik. Resultatet af første årgang var ret god, synes jeg, og nu er anden årgang netop udkommet.
Den er særligt spændende for mig, fordi jeg selv har bidraget med en artikel om Lord Dunsanys forhold til religion. ”A Matter of Belief: Further Thoughts on Lord Dunsany and Religion” hedder artiklen. Det er centralt emne for forståelsen af Dunsanys forfatterskab, må man sige, og jeg har tilladt mig at gå i rette med vægtige navne som førnævnte Joshi og Darrell Schweitzer, der selvfølgelig også har beskæftiget sig med det tema.
Det kan du læse mere om i årbogen, hvor du også finder en ny historie af selveste Ramsey Campbell, en novelle af den interessante, nye forfatter Curtis M. Lawson samt meget andet godt.
Nuvel, ud over at være lidt selv-reklame, er dette absolut en anbefaling til den, der vil engagere sig sagligt og dybere i genrefiktionens historie og virkemidler.
Susan Hills store bidrag til genrelitteraturen er, som bekendt, klassikeren The Woman in Black. Romanen skabte mere eller mindre hendes forfatterkarriere, ikke mindst takket være det teaterstykke, som efterfølgende blev bygget over romanen, og som mere eller mindre uafbrudt er blevet spillet i London lige siden. Det er imponerende, men Susan Hill har efter sin bestseller haft svært ved at finde sin stemme og komme fri af spøgelsernes greb.
The Mist in the Mirror, som vi her skal se nærmere på, fremstår da også mest af alt som udtryk for en forfatter, der har valgt at give slip og gå efter det, der bliver forventet af hende. Det vil sige, at romanen er præcis den efterfølger til The Woman in Black, som man kunne forestille sig, med alt hvad det indebærer af sikre valg og tomgang.
Susan Hill (født 5. februar 1942)
Handlingen tager os tilbage til London omkring år 1900, hvor vi i en herreklubs trygge rammer introduceres til en ganske mystisk historie, der senere fortsættes i et langt brev, som vores hovedperson læser. Vi stifter bekendtskab med Sir James Monmouth, der fortæller sit livs mærkværdige historie. Som forældreløs tilbragte han sine første år i pleje i udlandet, og som stor knægt opdagede Monmouth bøger i sin plejefars samling, der var skrevet af den enigmatiske opdagelsesrejsende Conrad Vane. Disse bøger gør dybt indtryk på den unge Monmouth.
Da James Monmouths plejefar nogle år senere dør og efterlader en større sum penge til sin stedsøn, beslutter Monmouth at bruge en del af sine midler på at skrive en biografi om denne fascinerende Conrad Vane. Det arbejde fører ham vidt omkring i verden og til sidst hjem til England, som Monmouth ikke har besøgt siden sin tidligste barndom. Her, hjemme i England, begynder mysteriet imidlertid for alvor at tage form, for det kommer det frem, at Vane havde ry som okkultist, djævledyrker og meget andet. Man fornemmer en stærk inspiration fra Aleister Crowleys biografi.
Hardcover, Sinclair-Stevenson 1992
Ufortrødent fortsætter Monmouth sit detektivarbejde. Vane drager ham, og han kommer dybere og dybere ind i en okkult verden, hvor det tilsyneladende ikke bare er de levende, der prøver at blande sig i Monmouths jagt efter sandheden om Vane – de døde synes også at have en interesse i sagen. En lille spøgelsesdreng bliver genstand for tilbagevendende gru, og det samme gør en række andre ubehagelige episoder, som Monmouth oplever. Episoder, der får ham til at stille sig det spørgsmål, om han er ved at miste forstanden.
Essensen i The Mist in the Mirror er, at hovedpersonen ikke er i stand til at slippe sin fascination. Selvom alle omkring ham advarer Monmouth, kan han ikke opgive sin jagt efter sandheden om Conrad Vane, og jo mere han forfølger ham, jo mere kommer han ud af balance. Det er ikke bare liv og lemmer, der på spil, men også Monmouths greb om virkeligheden, der til sidst indfanges symbolsk i titlens tågede spejl. Da han ser sig i spejlet, ser han ikke længere sig selv – han er forsvundet – men ser i stedet noget, der måske er Vane, måske noget helt andet. Monmouth er den forældreløse, et metaforiske gespenst, der jagter en identitet, og da han til sidst forsøger at se sig selv, står det klart, at han aldrig har fundet det, han søgte; det eneste han har, er jagten.
Paperback, Vintage Books 1992
Hills roman har efter udgivelsen modtaget ganske meget kritik for at være vag, forvirrende og langsom. Den er da også omhyggelig i sit udtryk og befinder sig hele tiden i et usikkert rum, hvor der antydes meget, men kun afsløres meget lidt. Om hjemsøgelserne eksempelvis er fantomer i Monmouths sind eller faktiske gengangere står åbent, og Susan Hill lægger sig dermed også i denne roman i forlængelse af Henry James’ uforlignelige The Turn of the Screw (1898), der mere eller mindre skabte skabelonen for den moderne, litterære spøgelsesfortælling.
Stilistisk kan man ikke sætte en finger på romanen. Susan Hill skriver fremragende, og hun indfanger til perfektion den stemning af edwardiansk gru, som har inspireret hende. Den rullende tåge, klamme heder og isolerede herregårde. Romanen har næsten alle de elementer, alle de sætstykker, der hører til i den periodes repertoire, og mens man læser, er det rent faktisk forførende let at glemme, at dette er en pastiche, ikke en næsten 100 år gammel roman. Det langsommelige kommer da også ind i udtrykket, fordi Hill kompromisløst efterligner sin periodes litteratur, hvilket giver teksten et andet tempo, end det man måske kunne forvente af en roman fra 1992. Er man vant til at læse ældre litteratur, vil man dog næppe bemærke den manglende hastighed i handlingen; en hastighed som åbenbart skal være i en genreroman i dag.
Paperback, Mandarin 1993
Præcis som med The Woman in Black er der noget paradoksalt over romanen, der måske her i endnu højere grad end i førnævnte titel gør sig gældende. Stilistisk er Susan Hill kun blevet bedre med årene, og hun går nu endnu mere loyalt til sine forlæg. Men heri ligger også selve problemet, fordi Hill går så tæt på at genskabe et ældre udtryk, at hun præcis som hovedpersonen James Monmouth taber sig selv. Pastichen tager magten fra teksten og bliver et mål i sig selv. Hvis man holder af det udtryk, hvilket jeg absolut gør, kan det være betagende i en rum tid, men gradvist melder en oplevelse af tomhed sig. Der er et fravær at kunstnerisk nerve i romanen, som trods den stilistiske perfektion, gør, at det hele føles hult. Der mangler en forfatter, en tanke, i teksten.
Sådan er det også i The Woman in Black, og det er en trist erkendelse, fordi en roman som The Mist in the Mirror i hele sin ambition om litterært gys fortjener ros og kærlighed. Det er desværre svært at mønstre udelt begejstring for projektet.
Det er næsten en tradition, at jeg skal nævne det, når min helt, den uovervindelige King Dude, laver noget nyt. Nu har han lige udsendt et album med B-sider og coverversioner, der aldrig er blevet samlet før. Det er der kommet et ganske charmerende album ud af, som desværre ikke er kommet på vinyl, kun er digitalt. Øv.
King Dude, som han også kan se ud
Dette tager dog ikke noget fra musikken, som byder på ret mange stærke og spøjse øjeblikke. Her kan du eksempelvis give Abbas ”The Winner Takes It All” et lyt:
Vi ses på søndag, hvor det atter en gang spøger på bloggen.
I morgen skal Blodbaner endelig lanceres officielt. Det sker på Fantasyfestivallen i Esbjerg, hvor vores forlag Calibat har en stand. Jacob og jeg skal også fortælle om romanen kl. 12.15 i Mørkekammeret, hvilket bliver ret sjovt, tror jeg. Det er i hvert fald første gang vi for alvor kan sætte ord på bogen og dens tematikker. Nu er Blodbaner jo ikke det man normalt forstår som fantasy, men den naturmystik som bærer romanen, peger afgjort i retning af noget magisk og besjælet, som typisk optræder i denne genre.
Hardcover, Calibat 2021
Skulle du have tid og lyst, så sving forbi messen – om ikke andet står vi i Calibats stand lidt senere på dagen, kl. 14.00, hvor man vil kunne få en sludder om Blodbaner (og genrelitteratur, naturligvis).
Min tur til Jylland betyder desværre, at der ikke sker mere på bloggen i denne uge. Jeg er tilbage i næste uge med nyt.
I forbindelse med arbejdet på min kommende bog Når Eventyret Kalder om fantasygenrens udvikling er det kommet lidt bag på mig, hvor utrolig vigtig James Branch Cabell har været for genren i USA. Amerikansk fantasy i 1900-tallets første halvdel ville ikke være den samme uden Cabells romaner, og med dets sagt er det også klart, at han har efterladt sig et tonstungt aftryk på genren som helhed.
James Branch Cabell 14. april 1879 – 5. may 1958)
I dag er det nok den skandaleombruste, pornografi-anklagede roman Jurgen fra 1919, der bliver husket. Den er, vel at mærke, også fantastisk. Cabell skrev imidlertid meget andet, og selvom det meste for længst er gået i glemmebogen blandt alle andre end en hård kerne af fans, behøver man blot kradse lidt i modernismens historie i USA for at støde på ham og se, hvor vigtig hans arv er.
Personlig er meget glad for Cabells ironiske, provokerende litterære udtryk. Jeg blev derfor også ret begejstret, da jeg så, at The Virginia Commonwealth University har etableret en online-museum og arkiv for Cabell (James Branch Cabell: Literary Life and Legacy), der lader os gå på opdagelse i kilderne til hans liv, inspirationskilder og værker. Det er ret spændende, synes jeg, og et vigtigt skridt i retning af at få Cabells navn frem i den kulturelle bevidsthed igen.
Jack London skrev en stribe fascinerende romaner, der på udgivelsestidspunktet fik betydning som inspirationskilde for en bred vifte af meget forskellige forfattere. Londons romaner har stadig en stærk tiltrækningskraft, fordi de med deres blanding af usentimental voldsomhed og romantisering af navnlig naturen fortsat har et tag i vores moderne følelsesliv. Blandt genreforfatterne har Londons betydning absolut også været stor.
Robert E. Howard var eksempelvis dybt betaget af Jack Londons værker, og en af de romaner, som havde størst betydning for Howard, var The Star Rover, som han plagierede direkte flere gange. Lovecraft havde også læst Londons The Star Rover og lånt fra den, det samme havde Clark Ashton Smith og et utal af andre forfattere, som ligeledes var blevet inspireret. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at The Star Rover leverede noget tankevækkende og inspirerende i 1915, som var med til at drive nye sider frem i genrefiktionen.
Paperback, Corgi Books 1976
Selve handlingen i Londons roman er en sammensat størrelse, der på den ene side er en ætsende, social kommentar og på en anden side en fabulerende, metafysisk rejse. Romanens hovedperson og fortæller er Darrell Standing, professor i agronomi, der er blevet dømt for mordet på en kollega. At han begik mordet, står ikke til debat, men Standing fortæller os ikke om motivet, blot at det blev udført i ”rødt raseri”. Konsekvensen er, at vores fortæller afsoner en livstidsdom i California State Prison of San Quentin. Baggrunden for fortællingen har da heller ikke nogen betydning, den skal blot tjene til at understrege over for læseren, at det er en dannet og sanddruelig person, som vi her lytter til.
Romanens første lag udspiller sig i fængslet, hvor Standing på grund af sin retfærdighedssans og stædighed ender i en isolationscelle, fordi han ikke vil sladre om en affære, der i forvejen hovedsageligt er det pure opspind. I stedet for at stikke andre medfanger holder Standing mund, og derfor inkasserer han stadigt strengere former for straf (læs: tortur), der skal få ham til at tale.
John Griffith London (12. januar 1876 – 22. november 1916)
Den værste straf er ”the jacket” (romanen blev udgivet i England under den titel), der er en form for heldragt og spændetrøje, som surrer kroppen sammen, gør det umuligt at trække vejret ordentligt og begrænser blodtilførslen til lemmerne. Liggende i længere og længere tid på gulvet i ”jakken” får Standing lov at til overveje, hvornår han har tænkt sig at sladre.
I længden er det klart, at han ikke kan holde til jakken, og han beslutter derfor, at det vil være lettere bare at give op og dø. Før det kommer så vidt, forklarer en af de andre fanger, en livstidsveteran, hvordan man med en relativt simpel teknik kan give efter og lade sindet forlade kroppen. Sindet eller sjælen går på rejse, mens kroppen sover i jakken, hvorved smerterne bliver ubetydelige og straffen uden egentlig konsekvens. Standing gør tøvende forsøget, og snart efter har han en serie utrolige oplevelser på cellens gulv.
Hardcover, Macmillan 1915. Romanens første udgave
Standings frigjorte sjæl går på rejse i hans mange tidligere liv, og vi bliver vidner til en række vigtige optrin i disse liv, der i tid og rum strækker sig tilbage fra stenalderen, over antikken og helt op i 1800-tallet. Hvert nedsalg er dramatisk og skåret eklektisk til. Standing springer ind i sine tidligere liv som passager og oplever situationer som at være en nybygger på den Nordamerikanske prærie i ildkamp med mormoner, der forsøger at plyndre deres karavane, at duellere med pistol i 1700-tallet og mange andre højspændte situationer.
Fælles for alle disse små fortællinger i fortællingen er, at de begynder in medias res og afsluttes uden at være fortalt til ende. Standing zapper ind og ud af episoderne og forsøger gang på gange at finde tilbage til de passager, der gør særligt indtryk. Desværre kan han ikke styre sin rejser og havner nye steder de fleste gange og fylder os, præcis som ham selv, med et uopfyldt ønske om at få mere af historien. Det er intet mindre end mesterligt udført af London, der i stedet for at skabe afsluttede narrativer laver en collage, der ægger nysgerrigheden og efterlader os med et brændende ønske om mere.
Hardcover, The Macmillan Company 1963
Jack London spiller, som sagt, på to strenge i romanen. På den ene side er fortællingen en entydig kritik af det amerikanske rets- og fængselsvæsen. Londons pointe er, at det er omstændigheder, der skaber den kriminelle, ikke noget medfødt, og den respektløse vold, som de indsatte mødes med i fængslet, har kun det ene resultat at forvandle dem til præcis de vilddyr, som samfundet for alt i verden vil holde borte. Londons sociale, venstreorienterede holdninger er velkendte, og The Star Rover indskriver sig tydeligt i den åre, som revsende og spydigt angreb på politi, politikere og systemets skrankepaver. At den kritik fortsat kan være relevant i USA, skal jeg ikke komme nærmere ind på her.
London var, ud over sit politiske engagement, også optaget af metafysiske spørgsmål og på jagt efter spirituelle sandheder, der lå uden for det kristne samfund. Han søgte efter et åndeligt fællesskab, der gik på tværs af religioner og kulturer. Han troede på reinkarnation og på eksistensen af en sjæl, der krop for krop var under oplæring og på rejse frem mod en endelig åbenbaring. Det er naturligvis denne anden side, som London skrev tydeligt frem i romanen. Standings nye indsigter gør tid og rum til noget ubegrænset, der frit kan krydses, og man kan dårligt forestille sig en større erkendelse, for den, der er låst inde i en lille, mørk celle på livstid.
Paperback, Sutton Publishing 1986
Præcis denne sammenstilling af metafysik og socialrealisme fungerer forbløffende godt, fordi London på den led får balanceret det spekulative og udpeget det som en faktisk mulighed. Samtidig kan man også læse alle Standings eventyr som et resultat af kroppens overlevelsesvilje og sindets evne til at koble fra, når smerterne bliver for voldsomme. Det var dog givetvis ikke denne sidste læsning, London selv ville foretrække. Den rå socialrealisme løfter dramaet, mens udflugterne i tid og rum vinder i magi og styrke ved at udspille sig i fængselscellens kvælertag.
Robert E. Howard troede også på reinkarnation og såkaldt ”racehukommelse”; altså ældgammel, intuitiv viden nedarvet gennem generationerne. Det er derfor heller ikke svært at se, hvordan en roman som The Star Rover kunne gøre så stort indtryk på ham. Romanens intense vrede mod systemet, desperationen over at være indespærret og eventyret, der ligger derude og venter, er alt sammen noget, som direkte pegede ind i Howards eget forfatterskab, hvor London var en vigtig vejviser og intellektuel mentor.
Paperback, The Journeyman Press 1987
Det er også åbenlyst, hvorfor andre af pulpens kanoniserede helte så kvaliteter i The Star Rover, men romanen er fortsat i dag et intenst og gribende stykke spekulativ fiktion, der som eksempelvis Marge Piercys Woman on the Edge of Time opererer med flere mulige læsninger på samme tid og peger på sindets evne til at skabe en vej ud af fangenskab. Om denne vej er reel eller blot fantasi, forbliver ubesvaret, men uanset om vi har at gøre med Jack Londons desperate Darrell Standing eller Piercys undertrykte og mishandlede Connie Ramos, er fantasien et våben og en vej væk fra deres hovedpersoners bødler. Det kan godt være, at systemet kan indfange deres kroppe, men sjælen/fantasiens kraft kan de ikke tøjle, og begge karakterer erkender, at selv i deres livslange indespærring er de ikke egentlige fanger.
Paperback, Valley of the Sun Publishing 1987
Begynder man første at spekulere lidt mere over indholdet i romaner som disse, rejser der sig nogle forstyrrende perspektiver om vores forhold til virkeligheden. Så langt behøver man næppe læse sig ind i hverken Piercys eller Londons roman, men jeg tror, at de fleste vil blive grebet af begge bøger, og jeg må sige, at Londons værk stadig den dag i dag formår at gøre indtryk, præcis som den gjorde det for lidt over hundrede år siden.
Så på med jakken, det store eventyr ligger derude og venter!
Paperback, Farrar, Straus and Giroux 2014. Romanens første udgave
Jeff VanderMeer er blevet et velkendt, måske endda stort navn, ikke bare blandt ”weird fiction-entusiaster”, men også i den store mainstream af litteratur. En del af den popularitet udsprang af hans The Southern Reach-trilogi, der blev udsendt i løbet af 2014. Serien blev voldsomt godt modtaget, og her skal vi se nærmere på den første del, der bærer titlen Annihalation.
Handlingen udspiller sig et ubestemmeligt sted i USA i en nær fremtid, eller måske bare i en alternativ udgave af vores egen samtid. I dette bind introduceres vi ikke i nævneværdig grad til samfundet omkring handlingen. I stedet ligger fokus på det såkaldte område ”X”, der er en form for afskærmet vildnis, som regeringen bevidst holder mørklagt for omverdenen. Det står da også hurtigt klart, at noget holdes skjult i ”X”. Der sendes videnskabelige løbende ekspeditioner ind i området, og romanen åbner med, at vores kvindelige fortællerstemme, der er på en sådan mission, begynder at beskrive det hold af fire kvindelige forskere, hun arbejder sammen med. Deres mission inde i X er først ikke helt klar, men da de af ekspeditionens leder, en psykolog, føres hen til, hvad der beskrives som ”et omvendt tårn”, begynder man at ane, hvad det kan være, regeringen holder skjult. Desværre for ekspeditionens deltagere er de ikke alene i X. Noget fremmedartet og monstrøst lever inde i dette bygningsværk, og de fire kvinder står hurtigt ansigt til ansigt med en dødbringende fjende.
Paperback, Farrar, Straus and Giroux 2014
Alt dette lyder formentlig ganske lige ud af landevejen, og den egentlige handling i bogens nutid er da også ganske ukompliceret. VanderMeers fortæller er imidlertid en idiosynkratisk kilde, og som vi kommer frem i bogen, er det åbenlyst, at hun holder viden tilbage. Nye informationer om hendes baggrund kommer drypvis til os, og vi forstår, at hendes mand allerede har været i X før hende. Samtidig får vi også at vide, at ekspeditionens psykolog har lagt hypnotiske blokader ind i deltagerne, der på den led kan kontrolleres med simple kommandoord. Det hele viser sig med andre ord at være en lusket affære, hvor flere forskellige interesser eller agendaer kolliderer.
Kernen i romanen er mysteriet omkring X. Ved at tilbageholde informationer og antyde ting, der først bliver forklaret senere, formår VanderMeer at opbygge et æggende narrativ, der gør den korte roman til en hurtig, intens læseoplevelse. Der er noget beundringsværdigt sikkert over den kontrollerede måde, han får opbygget fortællingen på. Samtidig lykkes han med at skabe en stærk oplevelse af fremmedgørelse og uhygge i forholdet mellem læseren og den portrætterede verden. Ekspeditionens deltagere er alle kun navngivet med deres funktionen (”The Biologist” eksempelvis), mens området X heller ikke har noget egentlig navn. Selv den bygning, der står i hjertet af dette mystiske område, beskrives som noget kontraintuitivt eller paradoksalt; et omvendt tårn. Hvad det præcis skal betyde, forklarer VanderMeer ikke, og overlader det til læserens fantasi at se bygningen for sig. Det samme gælder det ”plantevæsen”, der bor i tårnet. Også her beskriver han dele af væsnet, men undgår at sætte ord på helheden, hvilket alt sammen skaber en herligt foruroligende stemning af usikkerhed.
Jeff VanderMeer (født 7. juli 1968)
Stilistisk er det svært at sætte en finger på VanderMeers arbejde. Det er begavet udført og kan fungere som skoleeksempel på det stemningsmæssige tyngdepunkt i den moderne weird-tradition. Med det sagt må jeg også konstatere, at der er noget frustrerende ved Annihalation. Frustrerende, fordi den trods sin veludførte form er forbløffede ordinær eller uopfindsom. Den lægger sig så tæt ind i den strøm af postmoderne gru, som fik så meget opmærksomhed efter, Mark Z. Danielewski udgav House of Leaves i 2000.
Der er flere konkrete lighedspunker de to romaner imellem, men det, jeg især hæfter mig ved, er et æstetisk slægtskab i fortællerstemmen. Går man lidt længere tilbage i weird-traditionen, er det også klart, at Thomas Ligotti spøger i baggrunden af VanderMeers Annihalation, og tråden kan uden videre forlænges tilbage til Lovecraft-fortællinger som “The Colour Out of Space” og At the Mountains of Madness.
Paperback, Fourth Estate 2014
Igen må jeg konstatere, at man heller ikke her kan dadle VanderMeer for disse tydelige referencer eller inspirationskilder. Men desværre ligger der noget alt for forudsigeligt i den uforudsigelighed, som romanen tydeligvis gerne vil viderebringe til læseren.Bogens stilistisk formfuldendte udtryk savner en egentlig farlighed. Den savner bid, den savner noget indestængt eller kaotisk. Det er et problem, andre inden for samme genreudtryk også kæmper med. Caitlín R. Kiernan kunne være et eksempel, som jeg har skrevet om flere gange. Hendes ligeledes stilistisk formfuldendte romaner har også en tendens til at fremstå som flotte facader med en begrænset indhold.
Man kan så spørge sig, hvorfor netop VanderMeer og Kiernan har haft så stor succes med deres weird fiction, mens mange andre store navne inden for den genre har haft det langt mere vanskeligt med at få et gennembrud. Laird Barron kan eksempelvis trækkes frem her. Svaret er nok, at weird fiction er en ekstremt kompleks genre, der kræver meget af sin læser. Det kræver også meget af forfatteren, og jeg kan godt have den mistanke, at VanderMeers succes først og fremmest skyldes handlingens mangelende kompleksitet.
Paperback, Fourth Estate 2015
Ved at bibeholde udtrykket, men at forenkle substansen, beholder han en fernis af den kosmiske gru, som weird-genren kredser om, men taber ingen læsere i processen, snarere det modsatte. Førnævnte Laird Barron har flere gange forklaret, hvordan hans historier blev mere populære, da han valgte et mere folkeligt udtryk. Det er givet vis også det, vi møder med VanderMeers Annihalation. Det er folkelig weird fiction, men jeg må nu spørge mig, om en grundlæggende elitær, intellektuel genres idealer kan holde til den forenkling, som VanderMeer udfører, uden at blive trivialiseret ihjel?
Gulp, så ramte jeg muren igen. Det er åbenbart efterhånden en kamp for mig at holde liv i bloggen, men jeg prøver og gør forsøget her igen. Jeg har så meget skrivearbejde, at det hele tiden er en afvejning for mig, hvor energien skal lægges. Skal jeg bruge tid på at få nogle sider høvlet af i et bogprojekt eller bruge tiden på bloggen? Begge dele er sjove, men i sidste ende vinder bøgerne altid. Det er der mit hjerte ligger, hvilket måske ikke er så underligt, når man tænker på, at Fra Sortsand først og fremmest handler om bøger.
Nu vi taler om bøger, så er det rigtigt glædeligt, at Jacob Krogsøes og min roman Blodbaner nu er i forsalg til 200kr. Den udkommer først officielt her i midten af september, men man kan bestille den nu igennem Jacob. Det er der allerede ganske mange, som har gjort, hvilket er rigtig fedt. Jeg har faktisk ikke selv set bogen endnu, men det forlyder, at det er en laber sag, og jeg glæder mig voldsomt til at stå med den i hånden.
Ud over Blodbaner, der nu er helt afsluttet, er der stadig gang i min bog Når Eventyret Kalder, der handler om fantasygenren. Det projekt er også ved at være kommet over bjerget, hvilket er en lettelse, må jeg sige. Det har været et kæmpe mas, men også virkelig sjovt og spændende.
H.P. Lovecraft (1890-1937)
Projektet har imidlertid trukket lidt ud fordi jeg i efteråret underskrev kontrakt med DreamLitt om en fagbog om H.P. Lovecrafts forfatterskab. Den bog, der får titlen Drømmenes Pris, skulle meget gerne udkomme på HPLs fødselsdag d. 20. august næste år. Det skal vi nok klare, for jeg er ret langt med teksten. Det projekt har også taget en del energi, men det har samtidig været kæmpespændende at få skrevet noget samlet om Lovecrafts forfatterskab. Både Når Eventyret Kalder og Drømmenes Pris skal nok blive nævnt og diskuteret mere på bloggen senere.
Så er der også alle de andre projekter… men det må vente.
Ja der er nok at se til. Her og nu vil jeg dog først og fremmest opfordre jer til at se nærmere på Blodbaner. Den er et stærkt, grumt og rørende bekendtskab, synes jeg.
På snarligt genhør, om ikke andet på søndag, hvor der er moderne gys på programmet.
frasortsand.wordpress.com 