Efter Helena Petrovna Blavatsky og flere andre i sidste fjerdedel af 1800-tallet gjorde Atlantis-myten aktuel gennem den populære teosofiske bevægelse, rykkede det sunkne kontinent ikke overraskende også ind i fiktionen med fornyet intensitet. Ikke mindst blev Atlantis en væsentlig arena for eventyrlige fortællinger i 1920’ernes og 30’ernes amerikanske pulp. En af de væsentligste navne, når det kom til at danne brohoved mellem teosofi og pulp, var engelske C. J. Cutcliffe Hyne, der i 1899 udsendte The Lost Continent: The Story of Atlantis som føljeton, før romanen kunne udkomme i bogform året efter. Hyne kendes nok i dag bedst som forfatteren bag nogle af tidens helt store bestsellere, nemlig de maritime spændingsromaner om Kaptajn Kettle, der bestemt er sit eget indlæg værd.
Hynes The Lost Continent er bemærkelsesværdig på flere punkter, men først og fremmest er den et stykke for tiden atypisk og skoledannende ”world building”. Ved at fusionere spredte fantasier og myter om Atlantis med antik, græsk kultur, vævede han et forbløffende sammenhængende univers sammen, der i den grad satte gang i fantasien hos hans læsere.
I fortællingen introduceres vi til feltherren og ypperstepræsten Deucalion, der igennem en årrække har styret den atlantiske koloni på det sydamerikanske kontinent. Han bliver nu kaldt hjem, efter at kontrollen over Atlantis er blevet overtaget af den selverklærede ypperstepræstinde Phorenice. Hun har brug for en ægtemand og har udpeget Deucalion som sin udvalgte, men han er absolut ikke interesseret i at gifte sig med kejserinden, selvom hendes skønhed frister ham. Desværre er det ikke helt enkelt at afvise Phorenice, især ikke efter at Deucalion forelsker sig i en af hendes tjenerinder, som han ikke vil miste kontakten til.
Under den nye kejserindes regime står de gamle sæder for fald. Guderne spottes med hendes blasfemiske livsførelse, misbrug af landets magi og hendes voldsomme overgreb på befolkningen. En oprørshær rejser sig, og Deucalion bliver indblandet i kampen, før han kommer i landflygtighed en årrække, inden han endelig kan vende tilbage og udfordre Phorenice. Desværre er det allerede for sent, gudernes straf er over Atlantis og landet begynder at synke i havet.
The Lost Continent er i princippet et stykke typisk spændingsfiktion for årene omkring 1900, der helt tydeligt er skrevet med et øje til H. Rider Haggards forfatterskab. Vi genkender den eksotiske, magiske dimension i historien. På samme måder genkender vi også motivet med den moralsk stålsatte helt og hovedperson, der fristes mellem en dyster, erotisk skønhed og en uskyldig, blid kvinde; den ene tilbyder rå sex, den anden sart, ubesmittet kærlighed. Deucalion plages naturligvis af sine drifter, men i sidste ende er det også hans moralske skrupler, der redder ham fra undergang.
Der er nemlig ikke nogen tvivl om, at Atlantis’ undergang skyldes morlask fordærv. Det er svært ikke at se Hyne som en revser af sin samtid. Atlantis fremstår som allegorisk repræsentation af det britiske imperium med dronning Victoria i spidsen. Hyne benytter sin roman til at spørge læseren, hvad al den velstand og magt har ført til? Hvad er riget blevet andet end materialisme, moralsk løssluppenhed og afgudsdyrkelse? I romanen er kontinentets undergang da også en guddommelig renselse, der som den bibelske syndflod vasker jorden ren og lader alt begynde på ny. Den advarende Hyne hæver også her en advarende finger og siger, at en ny syndflod vil kunne vaske det nu eksisterende imperium bort, og måske, vil han nok mene, vil det slet ikke være så dårligt endda, at se det victorianske England synke i havet.
Romanens moralske anliggende er i sig selv interessant at diskutere, men man må ikke overse, at The Lost Continent fungerer fornemt som spændingsroman. Den har en storladen og generøs omgang med sin handling, hvor det ene optrin tager det andet i store som små konflikter. Krig, slåskampe, magi og mystik væves sammen og bringes i tydelig dialog med det, vi i dag identificerer som fantasygenren; eksempelvis når vores hovedperson Deucalion møder dinosaurusser i sumpene under sin udlændighed eller vi er vidner til præsternes rituelle magi – for ikke, naturligvis, at tale om selve kontinentet Atlantis.
Set som historisk roman er der også tydelige forbilleder for historien, måske især Lewis Wallaces ligeledes stærkt moralsk engagerede og ligeledes storladne Ben-Hur (1880), der skildrer den samme form for moralske dom over et samfund i ubalance. Her er det Romerriget, der konfronteres med den gryende kristendom. Man kan da også hæfte sig ved en slående lighed i skildringerne af Judas Ben-Hur og Deucalion, men Hyne tager sin fortælling til et langt mere utroligt og fabulerende land, som trods sin flirten med en form for realisme i sidste ende overgiver sig helt og holdent til eventyret.
Hvis man kan finde kvaliteter hos forfattere som Rider Haggard, Bram Stoker og Conan Doyle, vil Hynes roman med garanti også vække en vis glæde. Ikke mindst er dens enorme udladning af kreativitet en bedrift i sig selv, fordi Hyne ikke havde noget umiddelbart at sammenligne sig med. Den er, så at sige, skabt fra bunden. Han beskrev sin egen fantasyverden med Atlantis, og dette var da også med til at sikre bogen som lidt af en sensation på udgivelsestidspunktet.
Man kan på den led sidestille The Lost Continent med en række af de tidlige bidrag til den moderne fantasy fra århundredeskiftet, men jeg vil i virkeligheden hellere sammenligne Hynes indsats med det den finske Mika Waltari gjorde i Sinuhe, egypteren (Sinuhe egyptiläinen) fra 1945, hvor han præcis som Hyne rejste en mere eller mindre død verden for os. Waltari satte sig for at skabe et levende billede af oldtidens Egypten, der var andet og mere end kortfattede myter, og Hyne gør det samme med sit fiktive Atlantis.
Som litterært projekt, som spændingsfiktion og som tidlig fantasy står The Lost Continent i dag som et fascinerende værk, det lønner sig at opsøge. Romanen fik også, som sagt, stor betydning blandt pulpens amerikanske forfattere. Det gør den i hvert fald relevant at kende for de genrehistorisk interesserede, hvilket vil sige bloggens. Derfor skal der da også herfra lyde en varm anbefaling af The Lost Continent, der stadig kan gribe sin læser med magi, eventyr og undren.
frasortsand.wordpress.com 