John Wyndham trådte for alvor ind på den moderne, britiske genrefiktionsscene med et bemærkelsesværdigt og gribende værk, der i dag har opnået klassikerstatus. The Day of the Triffids fra 1951 står nemlig som en forbløffende stærk, apokalyptisk fortælling, der stemningsmæssigt lægger sig i gråzonen mellem SF og gys. Det var tydeligvis et sted, hvor Wyndham befandt sig godt, for han skrev efterfølgende flere romaner, der ligger samme sted mellem undren og gru.
The Day of the Triffids er et tydeligt nik til pioneren M.P. Shiels ligeledes fremragende The Purple Cloud, men Wyndham får opdateret fortællingen, ikke mindst under påvirkning fra amerikansk genrefiktion, og leverer et nyt, relevant bud på en undergangsberetning.
Historien er fortalt retrospektivt, efter katastrofen om man vil, og begynder den nat, hvor en meteorsky farer over himlen. Vi befinder os i England, nærmere bestemt London, og skyens klare, grønne lys trækker folk i hobetal ud på gaden for at se fænomenet. Næste dag ved daggry bryder helvede løs, for alle, der har set det grønne lys, er nu blinde. Som ved et trylleslag kan kun et fåtal af befolkningen se, og på rekordtid har storbyen udviklet sig til et kaos, hvor kun den stærkes ret gælder.
Der går imidlertid en historie forud for den skæbnesvangre nat. Nogle år forinden begyndte man at kultivere nogle mystiske, kødædende planter – de såkaldte ”triffids”, der er en stor ressource, fordi der kan udvindes olie til brændstof fra planterne. Hagen ved denne superafgrøde er, at den ikke bare er kødædende, men planterne kan også skyde med giftige torne, der lammer offeret, og de kan tilmed flytte sig (sic!). Planterne kan trække deres rødder op og langsomt bevæge sig i retning af deres ofre. Det gør, selvfølgelig at man skal være ganske påpasselig i omgangen med dem. Ikke desto mindre er det med en form for galgenhumoristisk dødsforagt blevet moderne at have tornløse triffids stående i haven som pynt.
Det store spørgsmål er, hvor disse mystiske panter i det hele taget stammer fra? Nogle mener, at de blevet udviklet i Sovjet, andre gætter på Sydamerikas jungler som deres ophavsland, mens andre igen mener, at så sære vækster ikke kan stamme fra denne jordklode. Noget entydigt svar får vi aldrig.
Bogens hovedperson, biologen Bill Masen, fik kort før meteornatten en triffids saft i øjnene, hvorfor han lå indlagt med en skærmende forbinding om hovedet, da det grønne lys blændede verden. Han er med andre ord gået fri, og det er Bill, som nu introducerer os til alt, der skete, efter det hele gik ad helvede til.
To ting står hurtigt klart; for det første, at alle disse plantager med triffids pludselig bliver en enorm trussel, fordi planterne er ubevogtede og derfor frit kan vandre ud i verden. Den anden alvorlige ting er, at der næsten synes at være en form for kollektiv bevidsthed planterne imellem. Det er som om, at de er i stand til at tænke og handle taktisk – men det kan ikke passe, for de er jo bare planter, ikke? Og er der en sammenhæng mellem planterne og meteorskyen, eller er det blot en tilfældighed?
Bill finder sammen med et lille hold af blinde og seende, og igennem romanens anden halvdel vi følger, hvordan de forskanser sig på en lille landejendom og her sikrer sig imod ikke bare det stadigt voksende antal triffids, der gradvist har omringet hele grunden, men også fra de andre, der forsøger at finde sig til rette i den nye verdensorden.
The Day of the Triffids rummer næsten alle de motiver, som vi finder i den moderne, apokalyptiske eller post-apokalyptiske genrelitteratur. Zombiefans vil eksempelvis med glæde kunne notere sig, at man uden videre kan erstatte romanens kødædende planter med levende døde og derved stå med en historie, der virker voldsomt bekendt.
Wyndham byggede som sagt videre på andres værker. Førnævnte Shiel er vigtig, og han angav selv H.G. Wells som inspirationskilde, hvilket også synes rimeligt. Man kommer dog ikke uden om, at fortællingen er hans egen, og Wyndham skaber i langt højere grad fremtidens klichéer her, end han gentager andres idéer.
Modsat meget af den litteratur, der er kommet efter Wyndhams roman, er der noget underspillet over The Day of the Triffids. Den har al det kaos og menneskelige ondskab, som vi kender fra genren, hvor grupper af overlevende tørner hensynsløst sammen i kampen for overlevelse. Men alligevel er der en nedtonet realisme over handlingen; noget tørt, man fristes til at sige særligt britisk, over den nøgterne fremstillingsform. Præcis dette bidrager til romanens styrke, fordi den når meget igennem det usagte og antydningens kunst.
Man kan diskutere kvaliteten i dialogen og andre stilistiske greb i romanen, men ikke desto mindre får Wyndham udnyttet sit stof til det yderste. Han skriver sine triffids frem som en gruopvækkende størrelse, der på grund af uforklarligheden er langt mere ubehagelige end mangt et mere klassisk monster. Vi forstår ikke disse plantevæsner, vi ved dybest set ikke, hvad de er, hvor de kommer fra og om de har et større mål end ren overlevelse.
Man skal da også bide mærke i, at det er menneskeheden selv, der har inviteret disse triffids indenfor, og dermed også selv skabt undergangen. Det er derfor nærliggende at se triffids som metafor for teknologi, særlig atomkraft, der letsindigt bliver taget i brug af mennesker, som overmodigt tror, at de kan kontrollere den. Det viser sig nu bare, at det er dem selv, der bliver kontrolleret og dem selv, der forblændet af overmodig selvtillid, har sat alt over styr. Dette tidstypiske, allegoriske lag er i virkeligheden mindre interessant end selve historiens ødelæggende vision af disse skrækindjagende planter, der stille og roligt lukker sig om menneskeheden.
Scenerne, hvor Wyndham beskriver, hvordan tusindvis af planter står i tæt ring rundt om hovedpersonernes farm og presser sig imod hegnet, er stærk skrækfiktion, og ikke mindst et billede, der har fået fornyet aktualitet i vores egen samtid, hvor det kan læses som tegn på en natur, der slår tilbage mod en selvdestruktiv kultur.
En anden væsentlig ting ved The Day of the Triffids er selve dens fremstillingsform. Vi kastes ind i handlingen, og vi forlader den igen uden at få opklaret, hvordan det i sidste ende kommer til at gå med Bill og hans allierede. Dette ufuldstændige narrativ er et formidabelt greb, fordi det efterlader os med en nagende uro. Vi tør ikke stole på det øjebliks ro, som har givet Bill tid til at nedfælde sin beretning, men vi kan håbe. Måske er det da også netop Bills faste tro på, at der kan være en fremtid for mennesket derude, som er romanens vigtige budskab til læseren. Selv i undergangen er der håb, men for at der kan blive liv, må alting gøres fra ny.
frasortsand.wordpress.com 