Paul Tremblay er på få år blevet en af de mest prominente, yngre skrækforfattere. Hans romaner er små bestsellere, der udmærker sig ved at være både afdæmpede og kreative i deres tilgang til gyset. Hvor flere af de bøger og forfattere, der har fået opmærksomhed indenfor skrækgenren i de seneste år, har skrevet til genren og dyrket det velkendte og nostalgiske, går Tremblay en anden vej. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at han lægger sig i forlængelse af Stephen Kings fiktion. Man kan faktisk gå så vidt som at sige, at han er en form for modernisering af det klassiske King’ske gys.
Tremblay skildrer hverdagen; helt ordinære menneskers konfrontation med det uforståelige og skræmmende. Vi kender hans persongalleri, fordi de udspringer af en form for hverdagsportræt, og hans historier kunne udspille sig i vores eget nabolag eller måske endda hjemme hos os selv. Gyset hos Tremblay er ikke selve formålet med hans romaner, men snarere en katalysator, der sætter gang i de menneskelige dramaer, som er hans egentlige emne.
Det, der først og fremmest tiltrækker sig opmærksomhed hos Tremblay, er, at hans sprog og dialog har en oprigtighed eller naturlighed. Sproget er ukunstlet og i øjenhøjde med læseren. Meget vigtigt får han samtidig, midt i det prosaiske, sneget det lyriske ind som små, glimt, der løfter passager til smukke øjeblikke eller ganske nedslående momenter. Han beskriver med andre ord vores hverdag, men han æstetiserer den også, og giver os på den måde en følelse at livets intensitet, selv der hvor det sker i det små.
Tremblay arbejder i høj grad med en form for minimalisme i sit udtryk, hvor han skærer sine fortællinger så tæt ind på sine hovedpersoner som muligt. Dramaet og gyset bor i detaljerne, ikke i store, sprudlende, fortællinger. Eller sagt på en anden måde: Der sker typisk ikke voldsomt meget i hans romaner, hvilket på ingen måde er et problem. Ikke desto mindre kan handlingen udfordre ham, hvilket kan mærkes i hans The Cabin at the end of the World fra 2018, der har karakter af et kammerspil, som gerne vil være mere end det.
Handlingen fører os ud i den dybe skov, hvor et homoseksuelt ægtepar, Andrew og Eric, er taget på ferie i en hytte sammen med deres adopterede, kinesiske datter Wen. Fædrene har aftalt, at turen skal være en rigtig ferie, og derfor er der nul telefoner, tablets eller lignende med i hytten. Det skal kun være de tre i skovens skønne idyl. Sådan bliver det naturligvis ikke.
En dag, da Wen sidder et stykke fra hytten og fanger græshopper, møder en mand op i en mærkelig kedeldragt. Leonard hedder han, og han begynder venligt at snakke med Wen, som om han kender hende. På det tidspunkt har han allerede afsløret over for pigen, at noget grumt skal ske, men hun forstår ikke, hvad han mener. Vi læsere forstår derimod straks, at der er noget alvorligt under opsejling.
Det viser sig, at Leonard og to allierede er af den opfattelse, at jorden er ved at gå under. Det har de fået at vide under en form for guddommelig vision. Det eneste, der kan redde kloden er, at de opsøger præcis denne hytte i skoven. Ikke nok med det, de skal her forlange af en af hyttens beboere, at de frivilligt lader sig dræbe som en form for sonoffer. Kosmos kræver blod for at undgå dommedag, og det skal ske frivilligt. Nu beder de tre fremmede familien om at vælge hvem af dem, der skal dø.
Situationen er således, at Andrew, Eric og deres datter bliver holdt fanget af to mænd og en kvinde, der forlanger noget fuldstændig vanvittigt af dem. Det store spørgsmål er naturligvis, om bødlerne bare er galninge eller om de har ret – vil verden gå under? Hvis ja, og undergangen kan forhindres, hvem skal så egentlig have martyrrollen? Romanens handling skildrer den følelsesmæssige tur, som tager den lille familie fra vrede og vantro til tvivl og måske endda en form for accept, før hele cirklen er sluttet og det hele kan gentage sig.
Fortællingen er komprimeret og handlingen, som sagt, minimal. Måske også for minimalistisk eller omvendt for ambitiøs; det afhænger lidt af, hvor man gerne så historien bevæge sig hen. Der er meget at rose ved The Cabin at the end of the World, men handlingen og romanens længde synes ikke helt velafstemt. Bogen er ikke lang, men alligevel føles den længere, end historiens udgangspunkt kan bære. Ikke at forstå sådan, at den er kedelig, men nærmere at Tremblay vælger at indlægge en række sekvenser, hvor vi forlader hytten, blandet med dramatiske optrin i selve hytten. Eksempelvis det næsten obligatoriske flugtforsøg, der strækker fortællingen og føjer facetter til persongalleriet, men som alligevel fremstår som spæk på en grundlæggende rørende enkel fortælling.
Der er noget forbilledligt ved selve historiens præmis og den absurde idé, der sætter gang i dramaet. Det er psykologisk gru, når det er bedst, men det føles som om, at det ikke var nok for Tremblay, der måske ønskede et mere filmisk udtryk i sin roman. Spændingselementerne virker forcerede og overtydelige i deres forsøg på at skabe noget nervepirrende. Bogen virker fundamentalt filmisk i dens tilgang til narrativet og i dens opbygning. Det er ikke nødvendigvis noget dårligt, men det er bare heller ikke noget, der skaber stærk litteratur. Snarere skaber det en atmosfære af at være skabt grydeklar til filmatiseringen, hvilket er trist, især fordi jeg savner det stille formsprog fra de tidligere romaner.
På samme måde er der noget tvetydigt omkring hans valg af hovedpersoner. At vælge et homoseksuelt ægtepar med en adopteret datter som primære personer, er, om man vil det eller ej, et statement. Det kan læses som et forsøg på at vise dette som noget fuldstændig normalt og derfor noget, som ikke fortjener nogen videre opmærksomhed. Det kan også læses som en pointe, hvilket løbende antydes i teksten, blot er det vanskeligt at afgøre, hvad pointen i så fald er.
Handlingen afsøger lidt klodset idéen om offerrollen, og alle karakterer i romanen har på en eller anden måde et aspekt af offeret over sig. Alle personer bevæger sig i løbet af historien, så de, der indledningsvist er stærke, ender som svage og så fremdeles. Det sker efter en tydelig skabelon, og igen fornemmer man, at Tremblay ikke helt stolede på sin egen, enkle præmis. Han lagde mere til, forklarede mere og skabte karakterudvikling, hvilket er synd, fordi det er fuldstændig unødvendigt i denne sammenhæng.
Det valg, han udsætter sine hovedpersoner for, skaber grundlaget for et ekstremt potent stykke skrækfiktion, som kunne være blevet et moderne referencepunkt inden for genren. Desværre rystede Tremblay på hånden, polstrede romanen og giver os i sidste ende en relativt ordinær fortælling med en usædvanlig præmis. Det er ærgerligt, at værket ikke når de højder, som det kunne og burde. At han til sidst formår at forløse det hele på både smuk og grusom vis, viser dog, at Tremblay fortjener den opmærksomhed, han får som en af de fremmeste forfattere inden for skrækgenren i disse år.
frasortsand.wordpress.com 