En af de ting, som jeg ikke fik gjort, mens bloggen lå i dvale, er at skrive et par ord om Anne Rice, der døde d. 12. december sidste år. Jeg har skrevet om Rice flere gange på bloggen, og som man kan læse, er jeg ikke nogen stor fan. Men det var jeg en gang, en kæmpe fan faktisk, så tillad mig at blive lidt personlig i det her indlæg.
Det begyndte med en fiasko, som udviklede sig til en ydmygelse. Som purung teenager var min kusine en af mine store inspirationskilder. Hun kom fra en større by end Aabenraa og havde fingeren på pulsen på en måde, som jeg i hvert fald ikke altid havde det. Hun anbefalede mig Anne Rice, og jeg købte Interview with the Vampire. Bogen gjorde ikke noget stort indtryk på mig, og jeg er ikke sikker på, at jeg fik den læst til ende. Så opdagede jeg, at den var kommet i dansk oversættelse, og måske det kunne lette forståelsen. Det var op til sommerferien. Jeg fik reserveret bogen på biblioteket og tog så med mine forældre på den obligatoriske bilferie sydpå.
Fjorten dage senere var vi tilbage og En Vampyrs Bekendelser lå og ventede på mig i køkkenet. Min mormor havde fundet kortet fra biblioteket i posten, som fortalte, at bogen var kommet, og hun havde hentet den for mig. Næste formiddag ringede min mormor til min mor, og efter lidt tid blev jeg hentet hen til telefonen. Jeg kan her indskyde, at min mormor var en kvinde, der gerne kastede sig ud i små ondskabsfuldheder, hvis hun kunne slippe afsted med det.
Det første hun sagde, da jeg kom på medhør var, ”om min pornobog var spændende”. Hun havde selvfølgelig hæftet sig ved den udtalelse fra Sting, som var plantet på biblioteksbogens forside: ”En af de vidunderligste og mest erotiske, sensuelle bøger, der nogensinde er skrevet.” Det lyder jo unægtelig voldsomt. Min mor sendte mig et overrasket blik, mens jeg halvkvalt forsøgte at forklare, at det ikke var porno. Den kamp var tabt på forhånd. Efter det var romanen forbundet med en vis følelse af skam, men jeg bed det i mig, og det satte gang i en lang Rice-periode for mig.
På det tidspunkt i begyndelsen af 90’erne var Rice en litterær superstjerne, og man kunne finde hendes paperbacks i alle boghandler. Jeg slugte det hele; vampyrerne, heksene, mumien og de historiske romaner. Alt var fedt. Alt var godt.
Før Rice havde jeg haft en periode med Stephen King, som var en af de første forfattere, jeg for alvor dyrkede. Den fascination blev imidlertid ikke ved, og jeg kan huske, at jeg efter endnu læsning af Needful Things oplevede en form for afsky over for hans gammelgode romanuniverser, som jeg ikke følte havde noget med mig at gøre.
Her var det helt anderledes med Anne Rice. Hun indtog nu førersædet med romaner, der virkede begavede, kultiverede og smukke. De var benzin på drømmemaskinen og åbnede for idéen om en stor og mystisk verden, der lå langt fra dødkedelige Aabenraa og middelklasselivet i et parcelhuskvarter. Jeg læste især vampyrbøgerne flere gange. De var den perfekte læsning for en sortklædt teenager, der på det tidspunkt lyttede til Cure, Bauhaus, Sisters of Mercy, Bowie, Nine Inch Nails og alt mulig andet. Da filmen Interview with the Vampire kom, tog jeg den som en form for fornærmelse. Med en selvhøjtidelighed, som kun teenagere og nørder kan svinge sig op til, kunne jeg næsten ikke rumme den, fordi den virkede som et fuldstændigt overgreb på mit personlige forhold til romanen.
Jeg elskede hendes bøger, karakterer og hendes dystre men altid smukke natverden fyldt med musik, mystik og ja erotik. Jeg elskede romanerne, lige indtil jeg ikke længere gjorde det. Præcis som med King faldt Rice i unåde fra den ene dag til den anden. På det tidspunkt havde jeg et indtryk af, at hendes bøger blev dårligere og dårligere. Mere tyndbenede om man vil. I virkeligheden begyndte jeg nok bare at registrere alle de patetiske og sentimentale greb, som Rice gang på gang bruger for at levere den eskapisme, som jeg også selv faldt for. Set på afstand er ligheden mellem Rices og V.C. Andrews’ forfatterskaber skræmmende stor.
For mig var Rice en del af det at gå fra stort barn til teenager eller ung, om man vil. Hun var en stemme, der sagde, at det var okay at gå op i bøger og musik. Hun talte til outsideren i mig, og hun viste, at kultur er cool. Uanset hvor lidt jeg værdsætter hendes romaner i dag, kan jeg aldrig fjerne de første intense læseoplevelser, som jeg havde med hendes bøger.
Det kan nærmest være lidt pinligt at indrømme, men om jeg vil det eller ej, har hun en særlig status hos mig, som kun ganske få andre forfattere har. Heldigvis har jeg ikke noget nostalgisk forhold til romanerne. Jeg læste mig igennem dem, og da jeg var kommet ud på den anden side, havde jeg suget alt fra dem, som jeg kunne tage med mig videre. Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at Rice gav noget til teenageudgaven af mig, og jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har det på samme måde.
frasortsand.wordpress.com 
Hej Martin
Den gradvise udfasning af begejstring for dette eller hint, kan jeg udmærket følge. Nu lige med hensyn til Rice var jeg ganske begejstret for både “Interview” og “Lestat” – hvorefter kurven gik stejlt i nul.
Men jeg har oplevet lignende “utallige” gange. Både i forhold til specifikke “kunstnere” (“artists”, som det jo hedder, selvom det ikke gør én klogere på det medie de er artister i, hvorfor udtrykket enten er dybt tåbeligt eller totalt intetsigende – ihvertfald i dansk kontekst) – men også i forhold til genrer, metoder, retninger …
Og jeg tror, jeg har fundet ud af, hvorfor det sker. Gentagelser!
Vi er belemret med udsagn som: ” – gentagelser fremmer forståelsen” og ” -intelligente mennesker keder sig aldrig”. I virkeligheden burde det hedde: ” – Gentagelser keder intelligente mennesker”. Hvilket så ikke skal forstås som en fejring af det postmodernistiske diktum om, at “genopfinde sig selv” – snarere tværtimod.
For jeg tror …. lad mig refrasere: – for mit eget vedkommende vil det fortsat være sådan, at visse emner, troper, genrer, temaer øver en uimodståelig tiltrækningskraft. Og når visse “artister” glider ned under “begivenhedshorisonten”, så kommer der nye eller andre til. Ovenikøbet (og jeg skal nøjes med at tale for mig selv) tilstøder der nye emner, troper …. osv. – ikke fordi der er tale om nogen udskiftning, men fordi fascinationen, nysgerrigheden, leder til førhen ukendte stier og brolagte stræder, man ikke kendte eksistensen af ….. også betinget af den akkumulation, der har fundet sted, naturligvis.
Hertil kommer krydsbestøvninger og andre associative markvandringer 🙂
Og i den proces er det måske en lille pris at betale, når Anne Rice, Larry Niven eller Boris Vallejo dratter ned fra firmamentet.
Så når jeg nu engang kommer til Helvedes Port (ja, for jeg bliver garantigaranteret ikke lukket ind i overetagen) så håber jeg, der stadig står “Hér lades alt håb ude” over indgangsportalen. For jeg er virkelig på skideren, hvis der står: “Hér lades alt epistemologi ude”.
bedste hilsner Henning
Henning, du har helt sikkert ret i forhold til det med gentagelserne. Uden tvivl. Men det har nok også noget med teksternes tonalitet og indhold at gøre. Rices ulidelige fascination af materiel velstand er eksempelvis ikke til at holde ud, når man først får øje på den, og man aflurer relativt hurtigt, at hendes ”store” kærlighed til kultur er en ganske tyndbenet størrelse. Men ja, gentagelserne spiller en kæmpestor rolle i dette. Det havde jeg ikke overvejet. Tak for det indspark. Det grubler jeg lidt videre over.