Paperback, Tandem 1965. Forsiden er malet af Charles Steward
Da den store Pan Book of Horror Storiesudkom i 1959, blev det startskuddet på en særdeles succesfuld serie, der skulle vise sig at ramme plet i forhold til tidsånden. Skrækfiktionens popularitet voksede stødt og roligt op igennem 1960’erne og 70’erne, og Pans årlige antologier red med på bølgen hele vejen.
Paperback, Tandem 1967. Genudgivelsen af The Tandem Book of Horror Stories med en ny titel, det tydeligvis forsøger at fange tidens smag for det okkulte. Kunstneren bag den absolut herlige forside er desværre ikke umiddelbart til at identificere
Der var naturligvis mange, der ønskede et gøre dem kunsten efter og få en bid af gyserkagen. Jeg har efterhånden skrevet om mange af dem her på bloggen. Fontanas serie var den vigtigste konkurrent til Pan-serien, men der udkom også en lang række små serier, der kun eksisterede kortvarigt, fordi de ikke fik den modtagelse, man havde håbet. Forlagene savnede da givetvis også de økonomiske muskler til for alvor at få deres serier markedsført. I sidste ende var markedet nok også mere eller mindre dækket af de to store serier, men det tog åbenbart ikke gåpåmodet fra et lille forlag som Tandem, der naturligvis skulle forsøge sig med en gyserserie.
Paperback, Tandem 1968
Tandem havde formentlig i første omgang slet ikke planlagt at lave en serie. De udgav en antologi, der er fin, fordi den samler en del skrækfiktion fra 50’erne. Den antologi blev senere genudgivet med ny titel, hvilket viser, at der bestemt ikke var planer om en serie. De planer opstod imidlertid, da man hos Tandem opdagede, at der for alvor var kommet salg i horror. Den anden Tandem Book of Horror Stories udkom således i ’68 og den tredje og sidste bind i ’69. Det blev med andre ord kun til tre bind i serien, hvilket er ganske karakteristisk. Litterært havde de dog en vigtig rolle, fordi de blandt andet blev en tidlig platform for den unge Ramsey Campbells forfatterskab
Paperback, Tandem 1969.
Det atypiske ved Tandems serie er, at de fik nogle formidable forsider. Jeg har svært ved at vælge min favorit, men det bliver nok forsiden til seriens sidste bind, der er dejligt grotesk. Selvom det derfor ikke blev til ret meget, efterlod Tandem alligevel en lille bogserie, der er noget ud over det sædvanlige.
Nu skal vi ned i skraldespanden. Næsten helt ned til bunden, faktisk.
Engelske Graham Masterton begyndte sin karriere som ublu, fræk forfatter, der skrev gys til friske læsere, som foretrak deres spændingsfiktion med en solid dosis vold og sex. Sammen med landsmanden James Herbert stilede Masterton mod et aggressivt, lettere spydigt udtryk, der leverede hårdkogt fiktion og samtidig et godt grin. Den cocktail havde en grad af charme i Mastertons tidlige bøger, og han har holdt fanen højt siden de gyldne år i midten af 70’erne og skriver stadig præcis det samme som dengang. Den eneste forskel er, at Masterton er blevet ældre, og hans udtryk fremstår derfor også efterhånden som et levn fra fortiden, der mest af alt skræmmer, fordi det er ældet så absolut uskønt, som det er.
I The Painted Man fra 2008 møder vi den kæderygende, clairvoyante Sissy Sawyer igen. Masterton brugte hende også som karakter i romanen Touchy and Feely (2005), og nu er Sissy tilbage. Denne gang er hun kommet på besøg hos sin søn og sønnens forlovede Molly. Sissys søn er en jordnær forretningsmand, der er ved at arbejde sig ihjel. Molly og Sissy er af den stik modsatte støbning og kunne være søstre. Begge er frigjorte, spirituelle individer med smag for flagrende gevandter, røgelse og new age-mystik. Molly er kunstner, arbejder som illustrator og har en sidegesjæft som fantomtegner for politiet, hvilket er vejen ind i romanens historie.
Bogen åbner med et række hændelser, der i første omgang synes uden relation, men som vi kommer frem i handlingen, står det klart, at det hele bestemt hænger sammen. For det første køber Sissy en mystisk, gammel amulet til Molly som en afskedsgave, fordi Sissy snart skal rejse hjem igen. Molly elsker det antikke hængesmykke og tager det straks på. Det næste, der sker, er, at Molly opdager noget utroligt. Hun arbejder på nogle illustrationer til en bog, og de roser, hun netop har tegnet, er med ét blevet virkelige. Billedet har fået fysisk form, og blomsterne står pludselig som noget faktisk. Mystisk. Heldigvis er Molly og Sissy, som sagt, alternative typer, der tager det med nogenlunde ro. Den slags sker vel for alle en gang imellem?!
Graham Masterton (født d. 16. januar 1946)
Nuvel. Molly tager også på arbejdet hos politiet, hvor der skal fremstilles en fantomtegning af en mand, der har overfaldet et par. Morderen dræbte manden, men kvinden overlevede. Molly får hurtigt fremstillet sit portræt af den særdeles modbydelige fyr. Hans ansigt er nærmest en maske; som var alle ansigtstræk brændt bort og det eneste, der er tilbage, er arvæv. Heldigvis er tegningen færdig i tide for få timer efter, at Molly har afsluttet arbejdet, slår morderen til igen. Denne gang slagter han en række tilfældige mennesker i en elevator.
Der går lidt tid, før Molly og Sissy får lagt to og to sammen, men gradvist går det op for dem, at de er de eneste to, som kan stoppe denne djævelske morder, der selvfølgelig må være blevet skabt, da Molly tegnede ham – altså præcis som blomsterne. Årsagen er naturligvis den gamle amulet, der er magisk. Det kunne måske lyde fantastisk nok i sig selv, men Masterton føjer endnu en utrolighed til plottet. Sissys afdøde mand var kriminalbetjent – den bedste betjent nogensinde, fornemmer man, og han er den eneste, der vil kunne løse sagen med denne bestialske fantommorder. Derfor tegner Molly nu også Sissys døde mand, som dermed vender tilbage til livet og nu hjælper dem med at løse sagen. At dette udløser en række logiske spørgsmål, skal jeg ikke komme ind på, for Masterton regner tydeligvis ikke med, at hans læsere tænker kritisk med.
The Painted Man er fuldstændig langt ude og sprænger enhver troværdighed, fordi de utrolige hændelser bliver accepteret af Molly og Sissy, som om det hele mere eller mindre er hverdag. Masterton banaliserer det mystiske fuldstændig og ender med et ufrivilligt komisk, for ikke at sige latterligt, resultat, som er mere fantasy end noget andet. Man tager sig til hovedet under læsningen, når vi hører Sissy og Mollys tåbelige, kværnende dialog og oplever bogens øvrige, nærmest karikerede persongalleri. Ikke mindst de hårdkogte betjente tager prisen som tåbelige klichéer.
Hardcover, Severn House 2006. Den første bog med Sissy Sawyer-karakteren
Det eneste forsonende ved romanen er, at Masterton fanger noget ægte ubehageligt i denne morder, som Molly slipper løs. Den ansigtsløse dræber beskrives som kogt. Hans hud er højrød, og han ligner en mand i konstant smerte. Dette, blandet med morderens afsindige vrede, er et stærkt motiv, som desværre drukner fuldstændig i den helt og aldeles forvrøvlede historie.
Den brutalitet, som morderen udviser, er typisk, blodigt splat fra Mastertons side. Blodet sprøjter og lemmerne flyver, når morderen går løs. Disse scener står også i kontrast til Mollys og Sissys hyggesnak, hvilket formentlig er et helt bevidst greb fra Mastertons side, men i stedet for at højne drabsscenernes intensitet, bidrager snakken bare til bogens tåbelighed.
Hardcover, Severn House 2012. Den indtil videre sidste bog om Sissy Sawyer
Romanen må absolut være en af de ringeste bøger, som jeg har læst meget længe. Ikke at den er kedelig. Bestemt ikke, men der er tale om en fortælling, som er så ubegavet, at den kunne være en parodi. Det er den imidlertid ikke. I de senere år har Masterton mere eller mindre specialiseret sig i overnaturlige thrillere eller krimi-gysere med okkulte elementer, og han har tydeligvis en fast kreds af læsere, der følger ham. Hvem de er, og hvorfor de læser romanerne, er mig en gåde, men de er derude.
Jeg vidste da også på forhånd, hvad jeg gik ind til, da jeg åbnede bogen, og jeg må indrømme, at en lille djævel i mig faktisk så en smule frem til at blive forarget over romanens elendighed. Den djævel fik sit ønske opfyldt, og måske det er meget sundt engang imellem at dykke helt ned og rode i bundfaldet. Det sætter tingene i perspektiv og minder os om, hvor uendelig dum genrefiktionen kan være, når den udfoldes i de forkerte hænder, men samtidig også hvor rig og begavet den kan være hos andre.
Paperback, Ballantine Books 1971. Den stemningsfulde forside er skabt af Robert LoGrippo
William Hope Hodgson døde alt for ung, og han nåede rent faktisk ikke at udgive ret meget skønlitteratur i løbet af sit lettere omtumlede liv. Da han døde, var han ikke desto mindre et velkendt navn, og havde han levet længere, ville han sikkert være langt bedre kendt i dag, end han rent faktisk er. Hodgson var en visionær forfatter, der ville noget med sin skønlitteratur, men det var ikke hans spekulative værker som The House on the Borderland (1908) og The Night Land (1912), der skabte ham et navn i samtiden. Det var derimod hans maritime eventyr; en populær genre, hvor C. Hyne også havde skabt sig en central plads med de hjertevarme spændingsfortællinger om kaptajn Kettle.
Hodgson, der selv sejlede i en kort periode, havde oplevet skyggesiderne ved at være på båd, langt fra land, med alt, hvad det kunne udløse af vold og overgreb. Hodgson sværmede derfor bestemt ikke for sømandslivet; han nærmeste hadede det, men alligevel blev det de maritime fortællinger, der var hans kommercielle gennembrud.
William Hope Hodgson (15. november 1877 – 19. april 1918)
Romanen The Boats of the “Glen Carrig” er ikke alene et godt eksempel på søfortællingen som genre, men den er også et fabelagtigt indblik i den forfatter, som Hodgson var og samt ikke mindst den forfatter han gerne ville være. Handlingen åbner ganske abrupt. Vi får at vide, at følgende beretning er nedskrevet på baggrund af John Winterstraws oplevelser under rejsen med skibet Glen Carrig i 1757. Introduktionen er ekstremt sparsom i forhold til kontekst og geografi, og det med rette, som det skal vise sig senere.
Det første, der sker, er, at skibet Glen Carrig i dårligt vejr støder på nogle klipper og begynder at tage vand ind. Besætningen må derfor i redningsbådene (deraf romantitlens omtale af flere både), og resten af den relativt korte roman handler nu om, hvad de forliste sømænd opdager under deres kamp for at finde hjælp, så de kan vende hjem.
Hardcover, Chapman & Hall 1907. Romanens første udgave
Før de kommer hjem, skal de gennem en ganske stor mængde hæsblæsende, forunderlige og voldsomme oplevelser. Det vigtigste geografiske fikspunkt, vi får, er, at redningsbådene bliver fanget i et enormt bælte af tang eller grøde i Sargassohavet, som volder dem store problemer og kaster nye eventyr af sig.
Som sagt er der en god grund til, at Hodgson er forsigtig med stedsangivelserne, for hans mænd i bådene besøger en række øer, hvor de konfronteres med intelligente planter, der har form som mennesker, de kæmper imod gigantiske krabber, de slås mod en enorm blæksprutte og mest uhyggeligt af alt hjemsøges de på en ø af et usynligt væsen, der suger energi og efterlader sine ofre døde med et rødt mærke om halsen, som var de blevet kværket med reb (eller en tentakel!). Det er næppe tilfældigt, at man fornemmer et ekko af Odysseen i Hodgsons episodiske roman.
Hardcover, Holden & Hardingham 1920
Forløsningen kommer selvfølgelig til sidst, da de brave sømænd møder et fremmed skib, der også er strandet, men ellers i god stand. Mødet skaber nye problemer og konfrontationer, og samtidig introduceres der også et romantisk element i historien, som tillader Hodgson at binde en fin sløjfe omkring det hele til sidst og afslutte alt i utvetydig fryd og gammen.
Romanen har stort set alle søeventyrets genretræk; den episodiske struktur, det fortættede portræt af persongalleriet og en besætning, der presses mere og mere undervejs. Alle disse elementer går igen inden for genren, som den udviklede sig i anden halvdel af 1800-tallet. Der, hvor Hodgson skiller sig ud, er i hans sprudlende fantasi og vilje til at give slip på enhver realisme til fordel for det rene og skære eventyr.
Hardcover, Hyperion Classics 1976
Når Poe med sin genredefinerende historie om Arthur Gordon Pym (1838) beskrev det utrolige, skete det i en pseudo-realistisk atmosfære. Hodgson lægger sig tydeligvis i forlængelse af Poe, men for Hodgson er fantasiens kraft endnu mere afgørende. For ham er det menneskets møde med det ukendte, der er interessant, og de maritime skabninger, han slipper løs, er metaforiske størrelser, der på en gang udpensler søens rædsler og styrker hans helte i mødet med disse rædsler. De bliver bedre og stærkere individer i konfrontationen med det ukendte, og de overlevende fra Glen Carrig er bedre mennesker, da de til sidst kommer i sikker havn.
Modsat en del andre af Hodgsons samtidige, der også skrev inde for samme genre, har han ikke meget fascination af selve skibet og det univers, der knytter sig til livet ombord. Som sagt havde han ikke meget godt at sige om sin egen tid til søs, og det er måske også netop derfor, at hans fokus hele tiden er sørejsens muligheder mere end på selve skibet, der for mange andre forfattere er den primære interesse og den bærende metafor for frihed, drømme og så fremdeles.
Paperback, Hyperion Classics 1976
Det, man også kan bide mærke i, er, hvor monstrøs en verden Hodgsons matroser oplever. Det er en dyster og grotesk verden, der ligger derude i bølgerne. For den, som kender Hodgsons hovedværker, kan det ikke overraske, men det er alligevel fascinerende at se, hvordan hans bizarre væsner nærmest ender med at stjæle billedet helt fra det egentlige persongalleri. Gruen, Hodgson udfolder, er da også til at mærke; navnlig hvad angår det førnævnte usynlige væsen, men den stemning af tavs, stillestående død, der hænger over tangbæltet, er også stærk læsning.
Jeg er dybt fascineret af romanen, som der er langt mere at sige om. Der er faktisk generelt rigtig meget at sige om Hodgsons forfatterskab, der først nu langsomt er ved at blive opdaget og analyseret. The Boats of the “Glen Carrig” er nok ikke det værk, han investerede mest af sig selv i, men hans forfatterpersonlighed er til stede på hver eneste side. Dertil kommer så også, at romanen er uforskammet underholdende.
Paperback, Sphere 1982
For alle, der kan leve med et bedaget, bevidst arkaisk sprog – historien udspiller sig jo i 1757 – er romanen en fest. Det er et hæsblæsende eventyr, hvor gribende idéer og gru vælter frem fra romantekstens lange, snirklede sætninger. Det er en tekst som denne, der var med til at lægge fundamentet for den amerikanske pulplitterartur, men modsat pulpen er der rent faktisk en idiosynkratisk æstetik på færde her, som gør Hodgsons spændingsroman langt, langt mere indtagende end stort set alle de ramasjangfortællinger, som efterfølgende blev sendt ud på markedet i 1920’erne og 30’erne. Gør derfor dig selv den tjeneste at gå på opdagelse i Hodgsons univers. Hvem ved, måske vil du også blive begejstret.
Det var lidt af en begivenhed i 1984, da Stephen King og Peter Straub langt om længe kunne udgive det fælles romanprojekt, som de havde hentydet til i pressen gennem en længere periode. King var på det tidspunkt nærmest urørlig på bestsellerlisterne, og Straub havde skabt sig et relativt stort navn med Ghost Story (1979).
The Talisman, som romanen hedder, er med andre ord et samarbejde mellem to af tidens absolut bedst sælgende skrækforfattere. Forventningerne var store, men hvis ret skal være ret, levede romanen ikke helt op til læsernes håb. Det kan der være flere grunde til, og jeg er ikke sikker på, at mine egne anker imod bogen er de samme, som King- og Straub-læserne havde dengang, da bogen så dagens lys.
Paperback, Penguin Books 1985
Der er flere ting at bemærke om romanen, men lad os ganske kort få styr på handlingen, der sikkert er velkendt for de fleste.
Drengen Jack Sawyers mor er ved at dø af kræft. Hun er en falmende skønhed og en skuespiller, der har medvirket i en lang række B-gyserfilm i roller som klassisk ”scream queen”. Lily, som Jacks mor hedder, ved godt, hvad kokken har slået, og hun har derfor taget sin søn med til en lille ferieby ved kysten, hvor hun planlægger at få sagt farvel til livet med værdighed. Det skal her indskydes, at Jacks far er død år nogle forinden. Hans død er omgærdet af en grad af mystik, og minderne om den afdøde far fylder meget i Jacks fantasi. Heldigvis passer farens gamle forretningspartner Morgan Sloat på Lilly og Jack – eller gør han?
Vennerne Stephen Edwin King i en “Fry Ted Bundy” trøje (født 21. september 1947) og Peter Francis Straub (født 2. marts 2 1943)
Der er naturligvis mere på spil. Mens Jack driver omkring i feriebyens gader, møder han den alkoholiserede, sorte mand Speedy Parker – en arbejdsmand og meget mere. Han viser Jack, at der findes en anden verden; en paralleldimension, om man vil. For at komme dertil gør man et såkaldt ”flip” og vupti, står man i denne spejldimension, hvor alt er forvrænget, men alligevel det samme.
I denne anden verden har man brug for en helt, der kan skaffe en tabt talisman til dronning Laura DeLoessian, som er ved at dø af en mystisk sygdom. Alle har en ”twinner” i den anden dimension, og det er klart, at dronning DeLoessian er identisk med Jacks mor i vores verden. Jack forstår nu, at han kan påtage sig opgaven og redde den døende dronning, og derved samtidig kurere sin mor.
Hardcover, Viking 1984. Romanens første udgave med den første ud af en lang række totalt intetsigende forsider
Dermed begynder en lang rejse, hvor Jack dels bevæger sig igennem vores verden i sin søgen efter denne helbredende talisman, dels bevæger han sig gennem den anden sides forvrængede univers. Undervejs konfronteres han med diabolske kræfter, der gør alt for at stoppe ham, men hans vigtigste modstander viser sig at være førnævnte Morgan Sloat. Han er mere eller mindre er skyld i alt ondt, som sker i den anden verden, og samtidig også alle ulykker, der er sket i Jacks liv og familie. Naturligvis møder Jack også venner undervejs, ikke mindst det godmodige, varulvevæsen Wolf, der kompenserer for sit manglende intellekt med et mildt sind og en enorm råstyrke.
Det første, man kan bide mærke i, er, at King og Straub havde læst tidens tegn. Det, vi nu oftest kalder magisk realisme eller urban fantasy, var ved at blive en særdeles populær genre i midten af 80’erne, og de herrer havde tydeligvis lyst til at prøve kræfter med udtrykket. På et dybere plan arbejdede begge forfattere også på at bryde ud af den skrækskabelon, som efterhånden blev en kreativ spændetrøje for dem begge. Straub havde udgivet sin fantasy-gyserroman Floating Dragon i 1982, som tydeligt søgte nye veje, og King arbejdede på det samme – hans The Eyes of the Dragon udkom eksempelvis samme år som The Talisman.
Paperback, Berkley Books 1985
The Talisman er dermed ikke umiddelbart, hvad man kunne forvente fra Kings og Straubs hånd, men omvendt er den set retrospektivt lige præcis, hvad man burde have forventet. Samarbejdet blev endnu et alibi for at bevæge sig væk fra skrækfiktionen; nu med fælles indsats, men dette flugtforsøg fra genren så læserne ikke på med milde øjne.
Gyset og i høj grad det ubehagelige er skam til stede i The Talisman, men det er mest i form af den utrolige mængde af lidelser og overgreb, som stakkels Jack skal gennemgå, før han kan afslutte sin rejse. Romanen ligner Kings The Stand (1978)som rejseberetning igennem et korrumperet landskab, hvor menneskers ”virkelige” personligheder er blevet blotlagt og destilleret, således at de gode står uendeligt gode og de onde tilsvarende lede. Alt er sort/hvidt i begge romaner, og det er måske også det mest anstrengende punkt ved The Talisman.
Hardcover, Random House 2001
Der er ingen moralske nuancer i teksten, som i en stemning af sentimentalitet og nostalgi lader stakkes Jack undergå den ene nederdrægtighed efter den anden, før han endelig kan frelse verden – hvilket man ikke tvivler et sekund på, rent faktisk vil ske. Selvfølgelig vil alt ondt blive straffet og alt godt belønnet. Mens bogen således er fyldt til bristepunktet med snusfornuftig hverdagspsykologi og floskler, er der et totalt fravær af egentlig psykologisk dybde. Det kunne være en bevidst pointe, fordi romanen tydeligvis er skrevet i dialog med kunsteventyrgenren, men grebet er alligevel ikke overbevisende udført og ligner alt for meget Kings vanlige håndtering af personer til, at det for alvor fremstår som noget særligt her.
Man skal imidlertid ikke være et sekund i tvivl om, at King og Straub havde ambitioner med romanen. Referencer til eksempelvis Twains The Adventures of Tom Sawyer (1876) og Tolkien antyder, at de så deres fortælling som en form for litterær odysse og allegorisk rejse igennem USA anno 1984. Det er et bud på den store samtidsroman om Amerika; et bud på nationen, som den burde være, og det grimme, som hele tiden presser sig på og slører, den kærlighed og varme, der holder landets hårdtarbejdende godtfolk sammen. Den tonstunge, dogmatiske kristendom, som løber igennem The Stand, fortoner sig i The Talisman, men det moralske kompas i teksten peger alligevel i samme retning.
Paperback, Ballantine Books 2001
Med alt det sagt må man spørge sig selv, hvor Straub passer ind i alt dette? Når man læser romanen, er der kun ganske få antydninger af hans hånd i teksten. I stedet har King sit aftryk på alt. Faktisk er romanen så meget en King-bog, at den tangerer en form for selv-pastiche. Den er næsten som om, nogen havde sat sig for at skrive mere King’sk, end King selv kunne gøre det. Måske er det da også netop her, Straub kommer ind. Måske han lagde sig så fast i sporet på sit store idol, at det i stedet for at blive et amalgam af to stemmer, blev en form for stilistisk ekkokammer for King.
Jeg har svært ved at rose The Talisman for ret meget. Trods dens længde er den moderat underholdende hele vejen igennem, men dens insisterende, selvhøjtidelige bevidsthed om sig selv som litterært produkt er en konstant irritation. Deres ambitioner med bogen som et bud på ”den store amerikanske roman” er anstrengende, fordi Kings og Straubs projekt i sidste ende er banalt og, paradoksalt nok, uambitiøst. Romanen indeholder ikke andre udfordringer til læseren end dens længde, og dens litterære lån fra klassikerne bliver en fornærmelse, fordi det kommer til at fremstå som ren, kunstnerisk staffage, der blot skal agere løftestang for den underliggende stemning af alvor.
Paperback, Hodder Paperbacks 2007
King og Straub havde uden tvivl en fest, mens de skrev bogen sammen, men det blev ikke nogen klassiker og det blev bestemt heller ikke en moderne Tom Sawyer. Romanen har givetvis mange læsere, der elsker den højt, men jeg er ganske sikker på, at det alligevel er de fleste, som sidder tilbage med en følelse af, at bogen er en noget forhutlet størrelse, som man ikke helt ved, hvad man skal stille op med. Måske endnu mere forstemmende er det, at den er et vidnesbyrd om to forfattere, der var godt i gang med at miste dem selv i deres egne og navnlig læsernes forventninger til deres bøger.
Motorcykelbander blev et varmt emne i slutningen af 50’ernes amerikanske genrefiktion. Banderne, der var opstået i kølvandet på Anden Verdenskrig, blev billedet på løssluppen livsførelse, lovløshed og utøjlet sex. Som en form for moderne cowboys kunne de utilpassede indtage landevejene og landskabet svøbt i en atmosfære af frihed og modstand imod alt etableret.
World of Men. marts 1967
Det er svært at forstille sig, at motorcykelbanden og motorcyklens mytologisering kunne være opstået andre steder end USA, hvor frontier-sværmeriet selv i dag aldrig ligger langt væk, og hvor landets store geografiske afstande tillader den form for dyrkelse af de åbne, øde landeveje, udenfor civilisationens omklamrende greb.
Paperbaack, Horwitz Publications 1966
Motorcykelbanderne i generefiktionen er en skærpelse af både myten om landevejens frihed og tanken om den utryghed, som disse bander skabte. De er defineret ved at være alt det, som samfundet ikke er; samfundet vendt på vrangen om man vil. De er mobile, aggressive og frie. Som landevejsrøvere tager de, hvad de har lyst til, og udfolder sig præcis, som det passer dem. I fiktionen defineres de som modkultur og fremstiller sig selv som fortællingens antagonister – både af navn, som i Hell’s Angels, og i den tydelige, subversive ikonografi, de bruger. Eksempelvis Nazi-symboler, som udtryk for komplette respektløshed i forhold til al god smag og orden. Banderne ved at de er skurkene, og som Miltons Lucifer, tager de den identitet på sig med stor appetit.
Hardcover, Random House 1967
Genrelitteraturen fangede hurtigt den nye subkultur og den blanding af frygt og fascination, som den kunne skabe. Bøger fyldt med vold, gru, sex og udskejelser blev et fast tema, og forsidernes ikonografi er forbløffende fasttømret fra begyndelsen. Alt det var Hunter S. Thompson naturligvis også klar over, da han i 1967 udgav sit banebrydende og i dag ikoniske stykke new journalism og gonzo-prosa om sin tid med Hell’s Angels.
Paaperback, Greenleaf Books 1968
I bogen gav Thompson læserne præcis, hvad de allerede vidste, de ville finde. New journalism, gonzo eller slet og ret exploitation – grænsen er hårfin, og Thompson sigtede helt bevidst efter at skabe den chokværdi, som hans bog indeholdt. At han mere skrev under påvirkning af genrelitteraturen end de faktiske oplevelser, gør også kun bogen mere interessant som indlæg i sen-60’erens fortsatte mytologiseringer af motorcykelbanderne.
Paperback, Bogan 1976
Motorcykelgenren er først og fremmest amerikansk. Banderne blev naturligvis eksporteret til Europa, som man blandt andet kan læse om i Action, Mand!, der sætter scenen i Danmark. Man skal heller ikke snyde sig for Anders Bodelsens formidable brug af motorcykelbanden som billede på forstyrrelse af den stille borgerlighed i novellen ”Fjernsynet flimrer” (1967).
Paperbaack, Belmont Books 1960
I Europa blev banderne ikke desto mindre stadig identificeret som amerikansk fænomen, og de så også sig selv i lyset af denne americana. Meget af dette har at gøre med forskellene i landskaberne – det urbane Europa mangler rum for at skabe et troværdigt liv for landevejsmyten. Ikke overraskende kom der imidlertid et europæisk modsvar i slutningen af 70’erne – nemlig punken. Punken er motorcykelbander uden motorcykler.
Hr. Vicious med fru Spungen Vicious
Når Sid Vicious lod sig interviewe til BBC med hundehalsbånd om halsen og en undertrøje med påtrykt svastika, er der ingen forskel mellem ham og motorcykelbandens ikonografi. Han er den urbane videreudvikling af fortællingen og tilmed en form for demokratisering af selvsamme myte. Ved at fjerne den kostbare motorcykler, blev livsstilen med et opnåelig for alle, der turde sætte sig udenfor samfundet.
Paperback, Popular Library 1972
De udstødte kunne udleve den samme friheds- og antiborgerlige selvrealisering gennem punken, som deres forgængere havde udviklet i motorcykelbandemiljøet. Motorcyklerne var således grundlæggende en amerikansk myte, punken det europæiske modsvar.
Hvordan alt dette harmonerer med motorcykelbanderne anno 2022, skal jeg ikke kunne sige, og noget siger mig, at genren som fænomen døde med 70’ernes udgang.
Rock ‘n roll har fordærvet ungdommen, lige fra det første vrik blev udført på scenen, og musikken har stået i det ondes tjeneste siden da – ingen tvivl om det. I Daniel Logans America Bewitched (1973) er det klart, at Satan sponserer hver evig eneste rockband. Med deres albums underminerer de moral, anstændighed og sender i sidste ende sjæle direkte i Helvede.
Paperback, Zebra 1994
Jo-jo, det er skam alvor. For Logan var de ondeste navne alle del af den bølge af britiske bands, der slog igennem i USA i 60’erne; hvem sagde sympati for Djævlen? Rækken af bandnavne er endeløs og den strækker sig helt op til i dag, hvor grupper stadig nu og da kan udløse rædsel.
Paperback, Zebra 1990
I løbet af 70’erne blev modkulturen som arnested for ondskab og forfald et tema i genrefiktionen. Charles Manson og hans familie spillede en vigtig rolle her, men det samme gjorde den tydelige krydsbefrugtning mellem okkultisme, LaVeys satanisme og rock-scenen. Jimmy Pages magiske evner er velkendte og Bowies okkulte kokain-sammenbrud ligeledes. Sådan kan man kan blive ved. Rock ’n roll fandt relativt hurtigt ind i genrelitteraturen, og refereres både i SF, fantasy og gys. Det var imidlertid i 60’erne, at rocken for alvor fandt sin plads som kulturelt referencepunkt.
Paperback, Zebra 1986
Da der for alvor kom kamp om pengene på horrorbogmarkedet i 80’erne, efter underskoven af Stephen King-kloner for havde vokset sig stor, blev shockrock naturligvis også et tema, man kunne spille på. Ikke mindst fordi metalmusikken havde fundet sig selv som egentlig genre og netop spillede på præcis de ting, som forskrækkede forældre, puritanere og religiøst godtfolk anklagede musikken for. For stakkels Ozzy var det knap så muntert, da han blev anklaget for at opfordre til selvmord på sin solodebutplade – når man altså spillede albummet bagfra – og han var ikke den eneste, der fik ”det moralske flertals” vrede at føle i Reagan-æraens USA.
Paperback, Wyndham Publications 1976
For horrorromanerens vedkommende blev det til en række muntre forsider, men desværre kun ganske få underholdende romaner. Oftest er det faktisk ganske pinligt, som når Anne Rice skal beskrive den musik, som Lestat og hans band spiller, da hendes supervampyr beslutter sig for at blive rockstjerne. David Schows The Kill Riff (1988) er stadig den bedste indenfor genren, og selv Schow, der ellers er dybt indlejret i musikkulturen, rammer ikke helt rent. Han formår i hvert fald ikke for alvor at omsætte horrorrock til egentlig skrækfiktion.
Paperback, Uni Books 1970
Et af problemerne er formentligt, at de fleste horrorrockfortællinger kredser om to velkendte grundfortællinger. Enten hjemsøges bandet og deres scene i en slags variation over ”Fantomet i operaen” eller også er der tale om en klassisk, faustisk handel med Djævlen. Begge motiver er genbrugte til hudløshed, og en indpakning i løssluppen rock eller metalmusik gør ikke nogen nævneværdig forskel.
Paperback, Tor 1991
Senest har Grady Hendrix forsøgt sig med genren. Jeg er ikke voldsomt begejstret for Hendrix’ udgivelser. Han har fået ganske meget opmærksomhed med sin Paperbacks From Hell-bog (2017), der har ramt rent hos et nostalgisk publikum, som gerne vil grine af de skøre 70’erne og 80’ere. Som forfatter er han lidt for ironisk smart og genrebevidst, men det er smag og behag. Selvfølgelig har han prøvet kræfter med shockrock-horror, for temaet gør sig godt som koncept og smager af præcis den form for selvrefererende genrelitteratur, han skriver. Resultatet er desværre bare ikke nogen succes.
Paperback, Tor 1989
Jeg har, som sagt, stadig til gode at læse en for alvor god roman eller novelle, der fusionerer rock og horror. Det kommer nok en dag. Jeg ved, at historien er derude.
frasortsand.wordpress.com 