Det var lidt af en begivenhed i 1984, da Stephen King og Peter Straub langt om længe kunne udgive det fælles romanprojekt, som de havde hentydet til i pressen gennem en længere periode. King var på det tidspunkt nærmest urørlig på bestsellerlisterne, og Straub havde skabt sig et relativt stort navn med Ghost Story (1979).
The Talisman, som romanen hedder, er med andre ord et samarbejde mellem to af tidens absolut bedst sælgende skrækforfattere. Forventningerne var store, men hvis ret skal være ret, levede romanen ikke helt op til læsernes håb. Det kan der være flere grunde til, og jeg er ikke sikker på, at mine egne anker imod bogen er de samme, som King- og Straub-læserne havde dengang, da bogen så dagens lys.
Der er flere ting at bemærke om romanen, men lad os ganske kort få styr på handlingen, der sikkert er velkendt for de fleste.
Drengen Jack Sawyers mor er ved at dø af kræft. Hun er en falmende skønhed og en skuespiller, der har medvirket i en lang række B-gyserfilm i roller som klassisk ”scream queen”. Lily, som Jacks mor hedder, ved godt, hvad kokken har slået, og hun har derfor taget sin søn med til en lille ferieby ved kysten, hvor hun planlægger at få sagt farvel til livet med værdighed. Det skal her indskydes, at Jacks far er død år nogle forinden. Hans død er omgærdet af en grad af mystik, og minderne om den afdøde far fylder meget i Jacks fantasi. Heldigvis passer farens gamle forretningspartner Morgan Sloat på Lilly og Jack – eller gør han?
Der er naturligvis mere på spil. Mens Jack driver omkring i feriebyens gader, møder han den alkoholiserede, sorte mand Speedy Parker – en arbejdsmand og meget mere. Han viser Jack, at der findes en anden verden; en paralleldimension, om man vil. For at komme dertil gør man et såkaldt ”flip” og vupti, står man i denne spejldimension, hvor alt er forvrænget, men alligevel det samme.
I denne anden verden har man brug for en helt, der kan skaffe en tabt talisman til dronning Laura DeLoessian, som er ved at dø af en mystisk sygdom. Alle har en ”twinner” i den anden dimension, og det er klart, at dronning DeLoessian er identisk med Jacks mor i vores verden. Jack forstår nu, at han kan påtage sig opgaven og redde den døende dronning, og derved samtidig kurere sin mor.
Dermed begynder en lang rejse, hvor Jack dels bevæger sig igennem vores verden i sin søgen efter denne helbredende talisman, dels bevæger han sig gennem den anden sides forvrængede univers. Undervejs konfronteres han med diabolske kræfter, der gør alt for at stoppe ham, men hans vigtigste modstander viser sig at være førnævnte Morgan Sloat. Han er mere eller mindre er skyld i alt ondt, som sker i den anden verden, og samtidig også alle ulykker, der er sket i Jacks liv og familie. Naturligvis møder Jack også venner undervejs, ikke mindst det godmodige, varulvevæsen Wolf, der kompenserer for sit manglende intellekt med et mildt sind og en enorm råstyrke.
Det første, man kan bide mærke i, er, at King og Straub havde læst tidens tegn. Det, vi nu oftest kalder magisk realisme eller urban fantasy, var ved at blive en særdeles populær genre i midten af 80’erne, og de herrer havde tydeligvis lyst til at prøve kræfter med udtrykket. På et dybere plan arbejdede begge forfattere også på at bryde ud af den skrækskabelon, som efterhånden blev en kreativ spændetrøje for dem begge. Straub havde udgivet sin fantasy-gyserroman Floating Dragon i 1982, som tydeligt søgte nye veje, og King arbejdede på det samme – hans The Eyes of the Dragon udkom eksempelvis samme år som The Talisman.
The Talisman er dermed ikke umiddelbart, hvad man kunne forvente fra Kings og Straubs hånd, men omvendt er den set retrospektivt lige præcis, hvad man burde have forventet. Samarbejdet blev endnu et alibi for at bevæge sig væk fra skrækfiktionen; nu med fælles indsats, men dette flugtforsøg fra genren så læserne ikke på med milde øjne.
Gyset og i høj grad det ubehagelige er skam til stede i The Talisman, men det er mest i form af den utrolige mængde af lidelser og overgreb, som stakkels Jack skal gennemgå, før han kan afslutte sin rejse. Romanen ligner Kings The Stand (1978)som rejseberetning igennem et korrumperet landskab, hvor menneskers ”virkelige” personligheder er blevet blotlagt og destilleret, således at de gode står uendeligt gode og de onde tilsvarende lede. Alt er sort/hvidt i begge romaner, og det er måske også det mest anstrengende punkt ved The Talisman.
Der er ingen moralske nuancer i teksten, som i en stemning af sentimentalitet og nostalgi lader stakkes Jack undergå den ene nederdrægtighed efter den anden, før han endelig kan frelse verden – hvilket man ikke tvivler et sekund på, rent faktisk vil ske. Selvfølgelig vil alt ondt blive straffet og alt godt belønnet. Mens bogen således er fyldt til bristepunktet med snusfornuftig hverdagspsykologi og floskler, er der et totalt fravær af egentlig psykologisk dybde. Det kunne være en bevidst pointe, fordi romanen tydeligvis er skrevet i dialog med kunsteventyrgenren, men grebet er alligevel ikke overbevisende udført og ligner alt for meget Kings vanlige håndtering af personer til, at det for alvor fremstår som noget særligt her.
Man skal imidlertid ikke være et sekund i tvivl om, at King og Straub havde ambitioner med romanen. Referencer til eksempelvis Twains The Adventures of Tom Sawyer (1876) og Tolkien antyder, at de så deres fortælling som en form for litterær odysse og allegorisk rejse igennem USA anno 1984. Det er et bud på den store samtidsroman om Amerika; et bud på nationen, som den burde være, og det grimme, som hele tiden presser sig på og slører, den kærlighed og varme, der holder landets hårdtarbejdende godtfolk sammen. Den tonstunge, dogmatiske kristendom, som løber igennem The Stand, fortoner sig i The Talisman, men det moralske kompas i teksten peger alligevel i samme retning.
Med alt det sagt må man spørge sig selv, hvor Straub passer ind i alt dette? Når man læser romanen, er der kun ganske få antydninger af hans hånd i teksten. I stedet har King sit aftryk på alt. Faktisk er romanen så meget en King-bog, at den tangerer en form for selv-pastiche. Den er næsten som om, nogen havde sat sig for at skrive mere King’sk, end King selv kunne gøre det. Måske er det da også netop her, Straub kommer ind. Måske han lagde sig så fast i sporet på sit store idol, at det i stedet for at blive et amalgam af to stemmer, blev en form for stilistisk ekkokammer for King.
Jeg har svært ved at rose The Talisman for ret meget. Trods dens længde er den moderat underholdende hele vejen igennem, men dens insisterende, selvhøjtidelige bevidsthed om sig selv som litterært produkt er en konstant irritation. Deres ambitioner med bogen som et bud på ”den store amerikanske roman” er anstrengende, fordi Kings og Straubs projekt i sidste ende er banalt og, paradoksalt nok, uambitiøst. Romanen indeholder ikke andre udfordringer til læseren end dens længde, og dens litterære lån fra klassikerne bliver en fornærmelse, fordi det kommer til at fremstå som ren, kunstnerisk staffage, der blot skal agere løftestang for den underliggende stemning af alvor.
King og Straub havde uden tvivl en fest, mens de skrev bogen sammen, men det blev ikke nogen klassiker og det blev bestemt heller ikke en moderne Tom Sawyer. Romanen har givetvis mange læsere, der elsker den højt, men jeg er ganske sikker på, at det alligevel er de fleste, som sidder tilbage med en følelse af, at bogen er en noget forhutlet størrelse, som man ikke helt ved, hvad man skal stille op med. Måske endnu mere forstemmende er det, at den er et vidnesbyrd om to forfattere, der var godt i gang med at miste dem selv i deres egne og navnlig læsernes forventninger til deres bøger.
frasortsand.wordpress.com 
Hej Martin
Forfatter-kollaborationer behøver ikke være noget koks, men det hænder alligevel tit at det bliver det. Frederik Pohl og C.M. Kornbluth skrev nogle glimrende romaner sammen. Bruce Sterlings og William Gibsons “The Difference-engine” er et fortrinligt værk. Frank Herberts og Bill Ransoms “The Jesus Incident” er fantastisk (hvorefter det går stærkt ned ad bakke, da Ransom overtager mere og mere …. fordi Herbert blev syg og døde).
Og så kan det gå helt op i Hat&Briller som f.eks “Arthur C. Clarkes” og Gentry Lees “fortsættelser” af “Rendezvous with Rama”. For slet ikke at tale om så eklatant misbrug af papir – der ville have været bedre anvendt til køkkenruller – nemlig Kevin Andersons og Brian Herberts nekrofile omgang med Dune-sagaen.
Det vil være naturligt at antage, at hvis “X” er godt, så må “X + X” være dobbelt så godt. Men i visse tilfælde bliver det bare dobbelt så dårligt, hvilket der kan være mange grunde til. Hér vil jeg blot fremdrage, at den gensidige respekt, samt forventninger der ikke er blevet afstemt, kan invalidere et hvilket som helst projekt – ikke bare fordi det bliver et kompromis (det kan være slemt nok), men fordi kritikken er parkeret i den uproduktive høfligheds cykelstativ.
Måske er “The Talisman” resultatet af noget sådant – måske.
Nu skal man ( = jeg) nok lige passe på med at hoppe på the band wagon, thi ballade i rækkerne er bare god reklame. Alligevel har jeg en fiks ide om, at Keith Richards’ og Mick Jaggers tvillinge-slagsmål i “abegrotten” (=børneværelset) & James Hatfields og Lars Ulrichs ulmende trang til at være alfahannen “to end all Alphas”, er det kreative potentiale som henholdsvis “Stones” og “Metallica” overlever på ( – fuldstændigt ligegyldigt om det så også er en realitet).
Personligt foretrækker jeg den udgave af “det kreative fællesrum”, som John Cleese fremlægger i sit foredrag (over nakken) “On Creativity”. Men den forudsætter så også den tidligere nævnte “forventnings-afstemning”, samt kommunikation på et verbalt niveau, hvilket ikke er det samme som skænderi 🙂
F.eks. fremhæver Torben Bille – i sin “Sebastian”-biografi – at det koksede mellem Knud Christensen og Billy Cross, fordi de begge gik ud fra at den anden ville tage føringen i samarbejdet. Og så er der ikke noget samarbejde, for kreativitet er ikke en demokratisk proces. Jo – måske i de allertidligste faser. Men derfra: – nej! Og derfor er det basis for enhver proces – af den type – at det fra starten ekspliciteres, hvad der er målet, midlet, metoden. Ellers er det at violinerne blir kørt gennem syntheziseren og lyder som et trommesæt, der er blevet smidt ned fra fjerde sal.
Nå! Jeg ka se, jeg har bredt mig. Så det må være det.
Hilsen Henning
Hej Henning,
Beklager meget den langsomme reaktion. Jeg havde fuldstændig overset din kommentar. Du har helt ret i forhold til samarbejdets dynamik. Man er nødt til at forventningsafstemme og forstå, at et kreativt samarbejde aldrig er et spørgsmål om en 50/50-deling af projektet. På nogle tidspunkter eller stadier i projektet trækker den ene mere, i andre tidspunkter er det den anden, der trækker. I forhold til King/Straub-samarbejdet tror jeg imidlertid, at der i udgangspunktet var et usundt magtforhold de to imellem. Men det kn vi kun gisne om.