Category Archives: Ikke kategoriseret

Bogbekendtskaber: Jan Michael Johansen

Så er det langt om længe blevet tid til et nyt Bogbekendtskab. Denne gang er det ingen ringere end Jan Michael Johansen, der også går under navnet Den Grå Bibliotekar. Jan er, som navnet antyder, bibliotekar, men han er også mere end det. Han er nemlig en af den danske genrefiktions frontkæmpere og en af dem, der lægger en stor indsats i at skrive om og formidle præcis de genrer, som Fra Sortsand handler om. Derfor var det også oplagt at få Jan til at skrive om en forfatter, der betyder noget særligt for ham. Valget faldt på Charles Stross, og Jan får formidlet særdeles levende, hvorfor præcis Stross har gjort så stort indtryk på ham. Det er derfor med stor glæde, at jeg her kan overlade ordet til vores hjemlige genrefiktions grå eminence. 

***

Min glæde ved Charles Stross
Af Jan Michael Johansen

Der er noget over Skotland. Hvad end det nu er bjergene, whiskyen, mænd i nederdel eller blot den fantastiske litteratur, så elsker jeg Skotland.
Ikke mindst forfatterne.

Og tre af mine absolutte favoritter er da også skotte. Iain M. Banks, der desværre ikke længere er blandt os, Philip Kerr og Charles Stross er alle skotter. Ja, ok, Stross er født i Leeds, mindes jeg, men han bor i Edinburgh, så det tæller som skotte.

Sidstnævnte, den gode hr. Stross, er fokus for min essay. Da jeg blev bedt om at skrive nogle ord om en forfatter i de fantastiske genrer, jeg havde et særligt forhold til, tog det mig ikke lang tid at vælge Stross. Der er nemlig meget få forfattere, der har påvirket mig som ham. Skotte eller ikke.

Jan Michael Johansen

Og Stross er mere end blot en skotte med ord i blodet. Han er en opfindsom og arbejdsom skribent med en stribe af noveller og romaner bag sig. Han gør det gerne i serier, og har en sjælden evne til at vinkle kendt stof på en ny og anderledes måde. Ganske som han også ofte engagerer sig i debatter med sine læsere eller møder dem rundt omkring til en øl eller en god snak.

Mit første møde med Charles Stross’ forfatterskab var lidt af et tilfælde. Sådan er det ofte med gode ting, synes jeg. De kommer så’en lidt uventet og overraskende dumpende ned fra oven. Eller i det her tilfælde fra hylden.

Jeg flakkede for nogle år siden hvileløst rundt ved science fiction-hylderne på Ringsted Bibliotek og var lidt skuffet – indebrændt nok nærmere – ovre det pauvre udvalg. Alt, hvad der stod på hylderne, havde jeg jo læst for æoner siden. Sådan føltes det om ej andet.

Charles Stross (født 18. oktober 1964)

Jeg skulle dog have noget at læse i, så jeg bed tænderne sammen og hev en lille, grim bog ned fra en af hylderne med en i lektørens ord genretypisk forside (læste jeg senere) og satte kurs mod udlånet. Det vidste sig at være lidt af et lykketræf, for bogen, jeg endte med at låne med hjem, var novellesamling Antistof af netop Charles Stross. Og hvilken uventet glædelig overraskelse. Ikke mindst novellen ”En koldere krig”.

Kosmiske rædsler og The Laundry Files
”En koldere krig”, der muligvis er den bedste novelle, jeg nogensinde har læst, fyrede op under min fantasi og genvakte min kærlighed til kosmisk horror a la Lovecraft. Det førte mig hurtigt videre til Stross’ indledningsvis i hvert fald fremragende serie om The Laundry, hvor H.P. Lovecraft og hans Cthulhu Mythos-univers ligger til grund for en stribe bøger om hacker og efterretningsagent Bob Howards kamp med det engelske embedsmandsværk, New Public Management og kosmiske rædsler. Normalvis i den rækkefølge.

Man mærker tydelig Stross’ baggrund som programmør, samt hans til tider småspydige og satiriske pen. Vor (anti)helt Howards titel er i tidens ånd noget så forretningsagtigt hipt som “applied computational demonologist” og han må oftere kæmpe som en anden Dilbert mod sorttalende mellemledere med en forkærlighed for certificeringer og regneark end mod egentlige monstre.

De tre første bøger i serien er oprindelig skrevet som pasticher på hhv. Len Deighton, Ian Fleming og den i Danmark nok ikke så kendte Anthony Prices bøger om hemmelige agenter og ikke mindst de genvordigheder, de har med dobbeltagenter, bureaukrati og i Flemings tilfælde især megalomane galninge med ambitioner om verdensherredømmet. Desværre går Stross fra og med bind fire væk fra den stil, og det lider bøgerne lidt under. Men hele serien The Laundry Files er nu værd at læse. Også selvom der går både superhelte og elvere i dem.

Stross gør i bøger om The Landry og Bob Howard magi til et spørgsmål om matematik, så man ved at bevise en læresætning i et deduktivt system – et teorem – kan udøve magi og bøje virkeligheden efter sit forgodtbefindende. Nå, ja og åbne døre til andetsteds, og stille og roligt få sin hjerne ædt af ekstra-dimensionale parasitter. Alt i alt ret godt fundet på og det giver, hvilket måske lyder mærkeligt, en dimension af troværdighed og realisme, samt understreger den uhygge, der er i bøgerne.

Alternativ historie for fremtiden og multiversets mange facetter
Næstefter The Laundry Files er The Merchant Princes nok Stross’ mest kendte værk. Det er en serie i 6 bind, mener jeg. Der er lidt forvirring grundet de engelske og amerikanske udgivelser, samt nogle reviderede omnibusser, så bær over med mig, hvis jeg husker forkert eller har glemt noget (Jeg er bibliotekar, så jeg er pr. definition distræt og glemsom tillige).

Anyhoo, her er der også et ekstra-dimensionalt element, men i stedet for indifferent ondskab fra fjerne dimensioner med en hang til menneskesjæle, så handler serien om handelsrejsen med evnen til at krydse over fra alternative tidslinjer i multiverset.

Det er en ret interessant serie alene pga. Stross evne til at konstruere en troværdig og anderledes verden. Dog vil jeg mene, Stross styrke ligger lidt tættere på nutiden og den virkelige verden. Det ser vi i den serie, jeg i virkeligheden – efter de tre første Laundry-bøger holder mest af, nemlig The Halting State.

Her er vi i Skotland (Yay!) i en ikke så fjerne fremtid. Den første bog, som serien tager navn efter, foregår så vidt jeg husker i 2018, så det er lige om snart, vi kan se frem til virtuelle røverier udførte af orker, augmentet reality og en næsten Minority Reportsk politistyrke. En tredje bog i serien er udskudt på ubestemt tide grundet virkelighedens hastige udvikling i Storbritannien og Skotland (Nogle gange er det bare ikke nemt at spå om fremtiden, når fremtiden viser sig at gå i opfyldelse og mere til).

Hardcover, Ace Books 2011

Stross’ Halting State og Rule 34 er eminente eksempler på bøger, der kigger kritisk på den teknologiske udvikling og fortæller en fin menneskelig historie tillige – de er sågar også sjove til tider. Stross har overordnet et skarpt blik for teknologiske tendenser og hvad der rør sig i samfundet, samt evner at gøre sig lystig og til tider ligefrem spydig over det.

Det er i bund og grund det, jeg elsker ved Stross; humor, satire og et godt blik for, hvordan tendenser i nutiden kan levere skyts til nogle pokkers gode og spændende bøger.

Apropos kommende bøger og skotske forfattere, så barsler Stross med en, efter eget udsagn, Iain M. Banksk lignende rumopera. Det lover godt, tænker jeg. Det gør det gerne med nyt fra mester Stross.

P.S. “En koldere krig” er nok den bedste novelle, jeg har læst, men ikke den smukkeste. Det er A. Silvestris “Den allersidste dans” (Og kom så ikke at sig, jeg altid er ude med riven efter noveller).

Om Jan M. Johansen med egne ord
Jan er bibliotekar, først i fyrrerne og bidt af de fantastiske genrer. Når han ikke forsøger at lokke sagesløse odenseanere til at læse horror, science fiction eller fantasy, så blogger han på Bogsnak.dk, skriver klummer for Bogmarkedet, podcaster, holder oplæg og drikker virkeligt meget kaffe.

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

J. R. R. Tolkien, The Two Towers (1954): Om myten, der dannes i øjeblikket

Paperback, Unwin Books 1975. Skaberen af forsidens fine akvarel er Tolkien selv

Det er noget tid siden, at jeg skrev om første bind af Lord of the Rings, og nu må det være på tide at fortsætte. Jeg skal heller ikke denne gang kede jer med et handlingsreferat af en tekst, som I naturligvis kender forfra og bagfra. Derfor må det også være tilstrækkeligt at sige, at trilogiens andet bind mere eller mindre fortsætter præcis dér, hvor første bind stopper.

Man fornemmer imidlertid straks, at The Two Towers er et andet sted end The Fellowhip of the Ring. Første bind handler netop om følgeskabet og venskabet, der udvikler sig i gruppen om Frodo og ringen. Der opstår en form for soldaterfællesskab, hvor det, som opgavens alvor står klart for deltagerne, viser sig, at alle har ting at bidrage til gruppen. Både de magtfulde krigere og de ydmyge hobbitter har således funktioner, og det nivellerer gruppens forskelle i erfaring, status og magt. Man fornemmer lige dele fascination af sagateksternes beretninger om våbenbroderskaber her og Tolkiens egne erfaringer fra både et kostskoleliv og de efterfølgende krigsoplevelser, der hver på sin vis synes at bidrage til ringfælleskabets emotionelle bånd.

Paperback, Unwin Books 1975

Sådan er det imidlertid ikke længere i The Two Towers, for første bog slutter netop ved, at Boromir lader sig friste af ringen og derved brydes fælleskab uden nogensinde at blive genetableret i samme form. Det er et dramatisk punkt i fortællingen – måske et af de meste dramatiske og smertefulde overhovedet – der er en voldsom parafrase over Syndefaldet. Der går således noget uerstatteligt tabt, da Boromir fristes. Ringens fællesskab er nemlig noget smukt, og det er tydeligt, hvor meget Tolkien selv sværmede for dette fællesskab, og man føler med ham, fordi rejsens første del kommer til at stå som en gylden, uskyldig tid.

Alt der kommer efter opløsningen af ringens fælleskab, er blod sved og tårer. I deres ansigts sved må bogens helte stride sig frem mod den uundgåelige konfrontation med mørket. Det er da også med god grund, at heltene herefter konsekvent må tvivle på, hvorvidt det gode rent faktisk findes, for alt synes nu mere dystert og ubehageligt end før. Det eneste forløsende lyspunkt synes rent faktisk at være de små hobbitter Merry og Pippin, der bliver den ventil, som Tolkien kan bruge til, en smule satirisk, at gengive menigmands noget fortegnede billede af de katastrofale begivenheder, der er ved at udspille sig i verden.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Nu skrev jeg allerede i første indlæg om trilogien, at jeg mener, at Tolkiens ambition om at skabe en ny mytologi skal tages ganske bogstaveligt. Det skal jeg ikke gentage her, men i stedet fortsætte med samme synspunkt, fordi The Two Towers bidrager væsentligt til præcis det perspektiv. I Fellowship of the Ring drager selskabet gennem et ødeland, hvor de så at sige rejser fra det ene mytiske tableau til det andet. Deres vandring bliver dermed en form for passage gennem hele universets kosmologi, og hvert sted, de besøger, er en ny station i myten, der belyser facetter af den samlede historie. I dette er Frodo og hans ledsagere mest af alt iagttagere, der hverken gør stort fra eller til i forhold til det, de oplever. Deres rolle kommer først senere.

Præcis det ændrer sig i andet bind. Den vise Aragorn fortæller til Éomer, at de nu står midt i fortællingen, og alt, hvad de fra dette øjeblik foretager sig, vil have betydning for den måde, som man vil fortælle om dem senere. ”Do we walk in legends or on the green earth in the daylight?”, spørger Éomer, hvortil Aragorn svarer ”A man may do both” (s. 30). Aragorn adresserer dermed tydeligt det forhold, at selskabet har indhentet myterne og nu er trådt ind i en ny fase, hvor de selv er blevet aktører i en fortælling, som vil blive genfortalt senere. Den samme bevidsthed om at være del af et narrativ bliver også senere italesat af Sam (s. 285), der konstaterer, at han er i tvivl om, hvad folk vil fortælle om Frodo og ham – dog ved han, at man vil berette om deres rejse, og han håber, at det vil blive en lykkelig fortælling.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udgave

Tolkien viser dermed sine læsere, at det er en gammel fortælling, som præsentres i første bind, og en ny fortælling, som symbolsk begynder, da ringens fællesskab brydes. Hans karakterer er sig fuldt ud bevidste dette og forstår deres status som aktører i et mytologisk univers, hvor alt bærer hen imod den endelige kulmination.

The Two Towers er dermed det tidspunkt, hvor heltene træder ind i det, man kunne kalde mytens ’nu’. Altså det sted, hvor narrativet dannes eller den nye myte får sin form. Det udløser selvfølgelig den bekymring, at modsat alle tidligere myter, så kender hovedpersonerne i denne nye historie ikke det præcise udfald af deres fortælling, og derved lykkes det for Tolkien både at skabe spænding for sine læsere og føje en gribende følelse af anspændt, smertefuld intensitet ind i beretningen, der naturligvis er stærkest omkring den hårdtprøvede Frodo og hans elskede ven Sam.

Hardcover, Houghton Mifflin 1955

Præcis venskabet mellem hobbitterne er da også et helt essentielt greb i Tolkiens epos, fordi de vedbliver med at være det følelsesmæssige alibi i værket, der giver ham mulighed for rent faktisk at udtrykke affekter og reaktioner, vi kan genkende og identificere os med. Alt andet i bøgerne er stiliserede helte og skurkes tale, mytens dialog om man vil, der her dikteres til senere genfortælling. Hobbitterne er gruset i maskineriet, der bliver outsiderens blik på det store, kosmiske spil. Hvor vigtigt dette er for bøgerne som helhed, står imidlertid først for alvor klart med fortællingens anden del.

Paperback, Ballantine Books 1965

The Two Towers er fremragende læsning, og måske den bedste del i værket som helhed, fordi Tolkien rent faktisk her udfolder ganske komplicerede temaer, der ikke findes i hverken første eller tredje bind. Der er noget eminent ved at følge denne gigantiske fortælling i præcis denne del af historien, hvor det hele så at sige er i bevægelse. Det er her, at myten samler momentum og bygger op. Forløsningen kommer senere, og den er måske nok storladen og følelsesfuld, men den er hverken overraskende eller så stemningsmæssigt sammensat, som det blik ind i myternes ’nu’ vi får her.

Nu må vi se, om ikke også kongen, på sin vej tilbage, kan få lejlighed til svinge forbi Fra Sortsand snart.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unicorn 1986

Paperback, Ballantine Books 1988

Hardcover, Houghton Mifflin1988

Paperback, Houghton Mifflin 1999

Paperback, HarperCollins 2002

Hardcover, Thorndike Press 2003

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2011

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Et gammelt interview med rotternes herre

Jeg skriver lidt om James Herbert i øjeblikket, der døde tilbage i 2013. Det førte mig fordi dette lille, underholdende interview med manden, der er optaget i 1995. Interviewet stammer fra et tidspunkt, hvor Herberts forfatterkarriere i et eller andet omfang fortsat kørte nogenlunde på skinner. Det ændrede sig imidlertid hurtigt, for han var en af de relativt mange skrækforfattere, der havde været aktive siden 70’erne, som oplevede både kreative og salgsmæssige vanskeligheder ved udgangen af det gamle årtusinde.

Noget litterært geni var Herbert ikke, men underholdende var han, og debutromanen The Rats fra ’74 står stadig, som et væsentligt bidrag til skrækgenren.

Vi ses på søndag.

– Martin

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Kulørte scener fra det franske natteliv?

French Night Life Stories, februar 1936

Nu skal vi se nærmere på endnu et lille kapitel i genrefiktionens enorme fortælling. Her er det et eksempel mere på erotisk pulp; denne gang French Night Life Stories, der udkom i USA i første halvdel af 1930’erne. Magasinets pikante fortællinger kan naturligvis dårligt sammenlignes med deres moderne sidestykker i tydelighed, men det var trods alt et blad, som dette, der kunne få den gode H. P. Lovecraft til både at rødme og koge over i forargelse, når han skulle ned i kiosken for at købe sine pulpmagasiner med fantastik.

French Night Life Stories, september 1934

Jeg har ikke så meget at tilføje i denne omgang. Man kan bemærke forsidernes brug af gennemsigtigt stof. Det kunne måske umiddelbart tænkes at være en form for dristig, udfordrende leg med beskueren, men det er rent faktisk et kneb, som skulle holde censurmyndighederne borte. Ved at vise tildækkede, og ikke blottede, bryster var billedet principielt acceptabelt. Her har vi altså at gøre med et klassisk tilfælde af lovens ord overholdt, ikke dens hensigt. Den gik ikke længere i 1940’erne, hvor myndighederne blev langt skrappere og til sidst forbød alt der bare lugtede af sex og makabert gru.

French Night Life Stories, oktober 1933

Man kan naturligvis også hæfte sig ved selve navnet på bladet, der stammer fra et tidspunkt, hvor man ganske ubekymret kunne benytte sig af påståede, nationale stereotyper. Selvfølgelig var Frankrig og især Paris langt mere pikant end noget andet sted i den civiliserede verden. Selvom vi stadig sprogligt har bevaret reminiscenser af dette, slipper man dårligt afsted med den slags nu om dage. I dette tilfælde, altså med magasinet her, skal titlen imidlertid ikke forstås som specifik henvisning til Frankrig, men i en bredere sammenhæng som en hentydning til ”franske eventyr” som betegnelse for erotiske eskapader i almindelighed.

Det var alt for nu.

På genhør

Martin

French Night Life Stories, oktober 1932

French Night Life Stories, marts 1937

French Night Life Stories, juni 1936

French Night Life Stories, juli 1936

French Night Life Stories, januar 1937

 

French Night Life Stories, januar 1936

French Night Life Stories, januar 1934

French Night Life Stories, februar 1937

French Night Life Stories, december 1937

 

 

French Night Life Stories, december 1935

French Night Life Stories, december 1933

French Night Life Stories, april 1936

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bersærk på bloggen: Vikinger og pulp

The Skipper, januar 1937

I 1997 udgav den engelske arkæolog David M. Wilson en rigtig fin bog med titlen Vikings and Gods in European Art. Et lille skrift, der ser på brugen af vikingen i kunsten. Det er der kommet noget ganske underholdende ud af. Jeg skal da ikke her gentage, hvad Wilson skriver om navnlig romantikkens brug af vikinger i genremaleriet.

Adventure, januar 1918

Det, jeg imidlertid gerne vil sige et par ord om, er, hvor utroligt det er, at 1800-tallets forestilling om den store, stærke viking med horn i hjelmen, og alt hvad der ellers hører til, har vist sig at være en ikonisk størrelse, som næsten ikke er til at udrydde. I sammenhæng med Fra Sortsand betyder det, at pulplitteraturen uden videre adopterede 1800-tallets viking med hud og hår og slap ham løs i både fiktion og forsider.

Physical Culture, juni 1917

Vikingen træder dermed mere eller mindre uforandret ind i pulplitteraturen og bliver ved med at optræde på samme vis gennem resten af 190-talets genrefiktion og endda videre ind i 00’erne. Det sker ikke så ofte, at troper forbliver så stabile over tid, men sådan er det med vikingen.

Adventure, november 1919

Det skyldes givetvis, at selve grundtanken om figuren er forankret i en historisk virkelighed, og selvom vikingen som sådan i genrelitteraturen hovedsagelig er en eventyrlig, fantasy-størrelse, bliver idéen om vikingen ved med at referere tilbage til det historiske udgangspunkt.

Paperback, Zebra Books 1980

Både tegnere og forfattere har dermed, formentlig, været optaget af et spørgsmål om autenticitet eller loyalitet over for denne historiske kerne, hvorfor de ikke har eksperimenteret ret meget. Samtidig har der næppe været meget attraktivt i at ændre tropen, fordi den er så genkendelig og stærk, som den er. Man behøver således bare at vise et skægget ansigt med horn, og straks ved alle, hvad historien vil indeholde af røverisk adfærd og vold.

Nuvel, spring ombord på langskibet. Her tager vi på togt.

Analog, oktober 1969

Paperback, Warner Books 1976

Argosy, februar 1930

Paperback, Sphere Books 1976

Argosy, juli 1940

Paperback, New English Library 1979

Blue Book, april 1941

Paperback, Gryphonwood Press 2016

Blue Book, august 1935

Paperback, Fawcett Publications 1967

Fantastic Adventures, august 1942

Paperback, Dell 1951

Fantastic Adventures, juni 1951

Paperback, Bantam Books 1966

Fate, april 1953

Paperback, Bantam Books 1956

Five-Novels, maj 1934

Paperback, Award Books 1967

G-8, august 1933

Paperback, Avon 2011

Hardcover, Altus Press 2016

Paperback, Avon 1991

Hardcover, Owlswick 1985

Paperback, Ace 1979

Paperback, Ace 1963

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Ansigtet på forsiden

Paperback, Signet 1981

Så er det blevet tid til nyt på bloggen efter en kort pause. I dette lille indlæg skal vi se nærmere på forsidens ansigter – eller rettere forsider, hvor ansigtet er omdrejningspunktet. Præcis dette er faktisk et forbløffende populært motiv på skrækfiktionens omslag, hvilket der utvivlsomt er mange gode grunde til. Jeg tror imidlertid, at en af de vigtigste grunde er spørgsmålet om identifikation.

Paperback, Warner Books 1982

Ansigtet er, rent erfaringsmæssigt, synonymt med os selv – altså individet – som helhed. Et fotografi, hvor man ikke ser ansigtet eller kun dele af ansigtet, opleves ikke som egentlig fremstilling af personen i billedet. Omvendt kan et portrætfoto af ansigtet fint erstatte et fuldt kropsfoto, fordi vi så at sige forstår ansigtet som summen af helheden. At vi generelt tænker sådan, afspejles i vores sprog, i måden vi registrerer mennesker på og den måde, hvorpå vi iscenesætter kroppen.

Paperback, Tor 1988

Præcis derfor har skrækfiktionen også en fest med ansigtet på forsiden, fordi man her kan transformere, destruere, korrumpere det genkendelige ansigt til ukendelighed og skabe stærkt foruroligende billeder. Billeder, der så at sige viser os i diabolske former og gestalter. Altså billeder, der synes at postulere noget om det, der ligger inden i; det der skjuler sig under overfladen.

Paperback, Star Books 1979

Billederne bliver en blanding af negativ spejling og fremtidsprofeti, der synes at sige: Her kan du ende. Et tema, som Wilde udødeliggjorde, men som også har referencer til det paradoksale medusahoved, der på en gang dræber med sin hæslighed, men som også er et krasbørstigt apotropæisk middel.

Paperback, Sphere 1988

Det må være her, i forholdet mellem selvspejling, ondtuddrivende middel og hævet, moraliserende pegefinger, at vi finder det væsentlige momentum bag gysets glæde ved ansigtet. Det er i hvert fald en sjov tanke at lege med. Man kan naturligvis også bare glæde sig ved motivets mangfoldighed og sige, at det hele bare er sjov og ballade, men vi ved jo alle godt, at verden aldrig er så enkel. Se selv efter her, der er også inkluderet lidt forsider fra andet end gys.

Paperback, Sidwick & Jackson 1974

Paperback, Signet 1988

Hardcover, Macdonald & Co 1987

Hardcover, Playboy Press 1968

Hardcover, World Horror Convention 2007

Paperback, Abaddon Books 2015

Paperback, American Mystery 1958

Paperback, Arrow Books 1960

Paperback, Arrow Books 1976

Paperback, Bantam Books 1987

Paperback, Barnes & Noble Books 1980

Paperback, Bestseller Library 1961

Paperback, Carlyle 1978

Paperback, Dell 1977

Paperback, Fawcett 1986

Paperback, Futura 1981

Paperback, Futura 1982

Paperback, Macdonald & Co 1992

Paperback, Magnum Books 1978

Paperback, Mayflower Books 1966

Paperback, New English Library 1977

Paperback, Pabel Verlag 1976

Paperback, Panther Books 1968

Paperback, Pocket Books 1963

 

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Mænd med en mission

Amerikanske Pinnacle Books specialiserede sig i hårdkogte pulpromaner til mænd. De kørte lange serier, der kanske var forskellige i miljø og periode, men grundlæggende var de alle skåret over samme læst. Det er brutale romanfortællinger, der handler om kamp, vold, sex og action. Den væsentligste fællesnævner er imidlertid, at de stort set alle er bygget op omkring en stærk mand – en enegænger sat i verden for at rydde op.

Der er kontant afregning ved kasse et i disse serier, og lige nu har jeg en fest med en af dem. Det kommer der mere om snart. Her kan I se nærmere på et lille udpluk af Pinnacle-reklamer fra 1973. Bøgerne leverer præcis det, som reklamer lover…  så tag et dyk ned i Pinnacles absolut politisk ukorrekte univers.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman