Category Archives: Ikke kategoriseret
En meget kort pilgrimsfærd
Nu bliver det lidt nørdet.
Her har været lidt stille på det sidste, hvilket skyldes, at jeg har været en del på farten. Jeg har blandt andet lige været i Leeds i forbindelse med mit arbejde, hvor jeg boede på universitetets campus. Der ligger en sløjfet kirkegård ved siden af campus – St. George’s Field hedder den. Mine gamle helte Sisters of Mercy kom fra Leeds og gik på universitetet, da bandet blev dannet.
I 1985, som led i promoveringen af deres første album First and Last and Always, tog fotografen Tom Sheehan et ikonisk billede af gruppen foran et gammelt gravmonument fra o. 1880 på St. George’s Field.
Da dette gik op for mig for nogen tid siden, måtte jeg naturligvis under mit besøg bruge lidt fritid på at se, om jeg ikke kunne finde frem til monumentet. Fuld af entusiasme satte jeg ud for at gå på opdagelse på kirkegården. Til min skuffelse opdagede jeg, at gravmonumentet mere eller mindre var det første, jeg så, da jeg trådte ind på det grønne område. Jeg kom ind ad en lille sidevej, og der stod det gemt mellem brændenælder og glemte gravsten. Så meget for den skattejagt; den varede omtrent 2 minutter.
Ikke desto mindre fik jeg klappet stenen og sendt bandet en tanke. Når jeg kommer til Leeds næste gang, må jeg se, om jeg ikke kan finde frem til nogle andre Sisters-relaterede steder i området.
Ja-ja, vi har alle vores små særheder.
Filed under Ikke kategoriseret
Easy, easy riders – en amerikansk myte
Motorcykelbander blev et varmt emne i slutningen af 50’ernes amerikanske genrefiktion. Banderne, der var opstået i kølvandet på Anden Verdenskrig, blev billedet på løssluppen livsførelse, lovløshed og utøjlet sex. Som en form for moderne cowboys kunne de utilpassede indtage landevejene og landskabet svøbt i en atmosfære af frihed og modstand imod alt etableret.
Det er svært at forstille sig, at motorcykelbanden og motorcyklens mytologisering kunne være opstået andre steder end USA, hvor frontier-sværmeriet selv i dag aldrig ligger langt væk, og hvor landets store geografiske afstande tillader den form for dyrkelse af de åbne, øde landeveje, udenfor civilisationens omklamrende greb.
Motorcykelbanderne i generefiktionen er en skærpelse af både myten om landevejens frihed og tanken om den utryghed, som disse bander skabte. De er defineret ved at være alt det, som samfundet ikke er; samfundet vendt på vrangen om man vil. De er mobile, aggressive og frie. Som landevejsrøvere tager de, hvad de har lyst til, og udfolder sig præcis, som det passer dem. I fiktionen defineres de som modkultur og fremstiller sig selv som fortællingens antagonister – både af navn, som i Hell’s Angels, og i den tydelige, subversive ikonografi, de bruger. Eksempelvis Nazi-symboler, som udtryk for komplette respektløshed i forhold til al god smag og orden. Banderne ved at de er skurkene, og som Miltons Lucifer, tager de den identitet på sig med stor appetit.
Genrelitteraturen fangede hurtigt den nye subkultur og den blanding af frygt og fascination, som den kunne skabe. Bøger fyldt med vold, gru, sex og udskejelser blev et fast tema, og forsidernes ikonografi er forbløffende fasttømret fra begyndelsen. Alt det var Hunter S. Thompson naturligvis også klar over, da han i 1967 udgav sit banebrydende og i dag ikoniske stykke new journalism og gonzo-prosa om sin tid med Hell’s Angels.
I bogen gav Thompson læserne præcis, hvad de allerede vidste, de ville finde. New journalism, gonzo eller slet og ret exploitation – grænsen er hårfin, og Thompson sigtede helt bevidst efter at skabe den chokværdi, som hans bog indeholdt. At han mere skrev under påvirkning af genrelitteraturen end de faktiske oplevelser, gør også kun bogen mere interessant som indlæg i sen-60’erens fortsatte mytologiseringer af motorcykelbanderne.
Motorcykelgenren er først og fremmest amerikansk. Banderne blev naturligvis eksporteret til Europa, som man blandt andet kan læse om i Action, Mand!, der sætter scenen i Danmark. Man skal heller ikke snyde sig for Anders Bodelsens formidable brug af motorcykelbanden som billede på forstyrrelse af den stille borgerlighed i novellen ”Fjernsynet flimrer” (1967).
I Europa blev banderne ikke desto mindre stadig identificeret som amerikansk fænomen, og de så også sig selv i lyset af denne americana. Meget af dette har at gøre med forskellene i landskaberne – det urbane Europa mangler rum for at skabe et troværdigt liv for landevejsmyten. Ikke overraskende kom der imidlertid et europæisk modsvar i slutningen af 70’erne – nemlig punken. Punken er motorcykelbander uden motorcykler.
Når Sid Vicious lod sig interviewe til BBC med hundehalsbånd om halsen og en undertrøje med påtrykt svastika, er der ingen forskel mellem ham og motorcykelbandens ikonografi. Han er den urbane videreudvikling af fortællingen og tilmed en form for demokratisering af selvsamme myte. Ved at fjerne den kostbare motorcykler, blev livsstilen med et opnåelig for alle, der turde sætte sig udenfor samfundet.
De udstødte kunne udleve den samme friheds- og antiborgerlige selvrealisering gennem punken, som deres forgængere havde udviklet i motorcykelbandemiljøet. Motorcyklerne var således grundlæggende en amerikansk myte, punken det europæiske modsvar.
Hvordan alt dette harmonerer med motorcykelbanderne anno 2022, skal jeg ikke kunne sige, og noget siger mig, at genren som fænomen døde med 70’ernes udgang.
Filed under Ikke kategoriseret
Shockrock-horror i Satans navn
Rock ‘n roll har fordærvet ungdommen, lige fra det første vrik blev udført på scenen, og musikken har stået i det ondes tjeneste siden da – ingen tvivl om det. I Daniel Logans America Bewitched (1973) er det klart, at Satan sponserer hver evig eneste rockband. Med deres albums underminerer de moral, anstændighed og sender i sidste ende sjæle direkte i Helvede.
Jo-jo, det er skam alvor. For Logan var de ondeste navne alle del af den bølge af britiske bands, der slog igennem i USA i 60’erne; hvem sagde sympati for Djævlen? Rækken af bandnavne er endeløs og den strækker sig helt op til i dag, hvor grupper stadig nu og da kan udløse rædsel.
I løbet af 70’erne blev modkulturen som arnested for ondskab og forfald et tema i genrefiktionen. Charles Manson og hans familie spillede en vigtig rolle her, men det samme gjorde den tydelige krydsbefrugtning mellem okkultisme, LaVeys satanisme og rock-scenen. Jimmy Pages magiske evner er velkendte og Bowies okkulte kokain-sammenbrud ligeledes. Sådan kan man kan blive ved. Rock ’n roll fandt relativt hurtigt ind i genrelitteraturen, og refereres både i SF, fantasy og gys. Det var imidlertid i 60’erne, at rocken for alvor fandt sin plads som kulturelt referencepunkt.
Da der for alvor kom kamp om pengene på horrorbogmarkedet i 80’erne, efter underskoven af Stephen King-kloner for havde vokset sig stor, blev shockrock naturligvis også et tema, man kunne spille på. Ikke mindst fordi metalmusikken havde fundet sig selv som egentlig genre og netop spillede på præcis de ting, som forskrækkede forældre, puritanere og religiøst godtfolk anklagede musikken for. For stakkels Ozzy var det knap så muntert, da han blev anklaget for at opfordre til selvmord på sin solodebutplade – når man altså spillede albummet bagfra – og han var ikke den eneste, der fik ”det moralske flertals” vrede at føle i Reagan-æraens USA.
For horrorromanerens vedkommende blev det til en række muntre forsider, men desværre kun ganske få underholdende romaner. Oftest er det faktisk ganske pinligt, som når Anne Rice skal beskrive den musik, som Lestat og hans band spiller, da hendes supervampyr beslutter sig for at blive rockstjerne. David Schows The Kill Riff (1988) er stadig den bedste indenfor genren, og selv Schow, der ellers er dybt indlejret i musikkulturen, rammer ikke helt rent. Han formår i hvert fald ikke for alvor at omsætte horrorrock til egentlig skrækfiktion.
Et af problemerne er formentligt, at de fleste horrorrockfortællinger kredser om to velkendte grundfortællinger. Enten hjemsøges bandet og deres scene i en slags variation over ”Fantomet i operaen” eller også er der tale om en klassisk, faustisk handel med Djævlen. Begge motiver er genbrugte til hudløshed, og en indpakning i løssluppen rock eller metalmusik gør ikke nogen nævneværdig forskel.
Senest har Grady Hendrix forsøgt sig med genren. Jeg er ikke voldsomt begejstret for Hendrix’ udgivelser. Han har fået ganske meget opmærksomhed med sin Paperbacks From Hell-bog (2017), der har ramt rent hos et nostalgisk publikum, som gerne vil grine af de skøre 70’erne og 80’ere. Som forfatter er han lidt for ironisk smart og genrebevidst, men det er smag og behag. Selvfølgelig har han prøvet kræfter med shockrock-horror, for temaet gør sig godt som koncept og smager af præcis den form for selvrefererende genrelitteratur, han skriver. Resultatet er desværre bare ikke nogen succes.
Jeg har, som sagt, stadig til gode at læse en for alvor god roman eller novelle, der fusionerer rock og horror. Det kommer nok en dag. Jeg ved, at historien er derude.
Filed under Ikke kategoriseret
En frafalden Anne Rice-læsers bekendelser
En af de ting, som jeg ikke fik gjort, mens bloggen lå i dvale, er at skrive et par ord om Anne Rice, der døde d. 12. december sidste år. Jeg har skrevet om Rice flere gange på bloggen, og som man kan læse, er jeg ikke nogen stor fan. Men det var jeg en gang, en kæmpe fan faktisk, så tillad mig at blive lidt personlig i det her indlæg.
Det begyndte med en fiasko, som udviklede sig til en ydmygelse. Som purung teenager var min kusine en af mine store inspirationskilder. Hun kom fra en større by end Aabenraa og havde fingeren på pulsen på en måde, som jeg i hvert fald ikke altid havde det. Hun anbefalede mig Anne Rice, og jeg købte Interview with the Vampire. Bogen gjorde ikke noget stort indtryk på mig, og jeg er ikke sikker på, at jeg fik den læst til ende. Så opdagede jeg, at den var kommet i dansk oversættelse, og måske det kunne lette forståelsen. Det var op til sommerferien. Jeg fik reserveret bogen på biblioteket og tog så med mine forældre på den obligatoriske bilferie sydpå.
Fjorten dage senere var vi tilbage og En Vampyrs Bekendelser lå og ventede på mig i køkkenet. Min mormor havde fundet kortet fra biblioteket i posten, som fortalte, at bogen var kommet, og hun havde hentet den for mig. Næste formiddag ringede min mormor til min mor, og efter lidt tid blev jeg hentet hen til telefonen. Jeg kan her indskyde, at min mormor var en kvinde, der gerne kastede sig ud i små ondskabsfuldheder, hvis hun kunne slippe afsted med det.
Det første hun sagde, da jeg kom på medhør var, ”om min pornobog var spændende”. Hun havde selvfølgelig hæftet sig ved den udtalelse fra Sting, som var plantet på biblioteksbogens forside: ”En af de vidunderligste og mest erotiske, sensuelle bøger, der nogensinde er skrevet.” Det lyder jo unægtelig voldsomt. Min mor sendte mig et overrasket blik, mens jeg halvkvalt forsøgte at forklare, at det ikke var porno. Den kamp var tabt på forhånd. Efter det var romanen forbundet med en vis følelse af skam, men jeg bed det i mig, og det satte gang i en lang Rice-periode for mig.
På det tidspunkt i begyndelsen af 90’erne var Rice en litterær superstjerne, og man kunne finde hendes paperbacks i alle boghandler. Jeg slugte det hele; vampyrerne, heksene, mumien og de historiske romaner. Alt var fedt. Alt var godt.
Før Rice havde jeg haft en periode med Stephen King, som var en af de første forfattere, jeg for alvor dyrkede. Den fascination blev imidlertid ikke ved, og jeg kan huske, at jeg efter endnu læsning af Needful Things oplevede en form for afsky over for hans gammelgode romanuniverser, som jeg ikke følte havde noget med mig at gøre.
Her var det helt anderledes med Anne Rice. Hun indtog nu førersædet med romaner, der virkede begavede, kultiverede og smukke. De var benzin på drømmemaskinen og åbnede for idéen om en stor og mystisk verden, der lå langt fra dødkedelige Aabenraa og middelklasselivet i et parcelhuskvarter. Jeg læste især vampyrbøgerne flere gange. De var den perfekte læsning for en sortklædt teenager, der på det tidspunkt lyttede til Cure, Bauhaus, Sisters of Mercy, Bowie, Nine Inch Nails og alt mulig andet. Da filmen Interview with the Vampire kom, tog jeg den som en form for fornærmelse. Med en selvhøjtidelighed, som kun teenagere og nørder kan svinge sig op til, kunne jeg næsten ikke rumme den, fordi den virkede som et fuldstændigt overgreb på mit personlige forhold til romanen.
Jeg elskede hendes bøger, karakterer og hendes dystre men altid smukke natverden fyldt med musik, mystik og ja erotik. Jeg elskede romanerne, lige indtil jeg ikke længere gjorde det. Præcis som med King faldt Rice i unåde fra den ene dag til den anden. På det tidspunkt havde jeg et indtryk af, at hendes bøger blev dårligere og dårligere. Mere tyndbenede om man vil. I virkeligheden begyndte jeg nok bare at registrere alle de patetiske og sentimentale greb, som Rice gang på gang bruger for at levere den eskapisme, som jeg også selv faldt for. Set på afstand er ligheden mellem Rices og V.C. Andrews’ forfatterskaber skræmmende stor.
For mig var Rice en del af det at gå fra stort barn til teenager eller ung, om man vil. Hun var en stemme, der sagde, at det var okay at gå op i bøger og musik. Hun talte til outsideren i mig, og hun viste, at kultur er cool. Uanset hvor lidt jeg værdsætter hendes romaner i dag, kan jeg aldrig fjerne de første intense læseoplevelser, som jeg havde med hendes bøger.
Det kan nærmest være lidt pinligt at indrømme, men om jeg vil det eller ej, har hun en særlig status hos mig, som kun ganske få andre forfattere har. Heldigvis har jeg ikke noget nostalgisk forhold til romanerne. Jeg læste mig igennem dem, og da jeg var kommet ud på den anden side, havde jeg suget alt fra dem, som jeg kunne tage med mig videre. Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at Rice gav noget til teenageudgaven af mig, og jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har det på samme måde.
Filed under Ikke kategoriseret
Forårsstemning på en levende død blog
Det er længe siden, må man nok sige! Alt for længe, faktisk. Så længe, at jeg næsten – men også kun næsten – var begyndt at tænke på bloggen som død. Helt der er jeg nu alligevel ikke, og jeg vil i den kommende tid forsøge at få lidt gang i gryderne igen. Jeg mener stadig, at der er god brug for en blog på dansk, der ser på ældre genrelitteratur og rent faktisk beskæftiger sig med indholdet i den fiktion, der skrives om. Den samtale vil jeg stadig gerne være en del af. Mit største problem er jo nok, at vi bare ikke er så mange herhjemme, der går op i den slags, hvilket gør det at blogge til en form for kapløb imod tiden, fordi vi alle godt ved, at selv ildsjæles ild brænder ud på et tidspunkt.
Jeg har ikke ligget på den lade side, hvilket nok også er grunden til, at Fra Sortsand har stået stille. Jeg har haft en hel del artikler, der skulle skrives, og mere relevant for bloggen skulle mit manuskript til Drømmenes Pris afsluttes. Den bog, der handler om Lovecrafts forfatterskab, ligger nu trygt og godt hos forlaget – den skulle gerne udkomme til august – hvilket har givet mig lidt luft. Nu mangler jeg at få afsluttet de sidste tre kapitler i min efterhånden ganske lange bog om fantasygenren, og så er det endnu et projekt ude af vagten. Det lysner med andre ord, hvilket giver plads til nye projekter samt ikke mindst bloggen her.
En af udfordringerne i den forgangne tid har selvfølgelig været et spørgsmål om tid. Mens jeg valgte at prøvekøre tekster til min bog Skrækvisioner på bloggen, før de blev puttet ind i bogens kapitler, har jeg med Når Eventyret Kalder, min fantasybog, valgt det stik modsatte. Her har jeg holdt indholdet mere eller mindre ude af bloggen. Det er der flere grunde til, men konsekvensen har været, at jeg simpelthen har haft svært ved at læse og skrive til det hele på en gang. Nu kan jeg se fremad, og dermed er min læsning ikke fuldstændig bundet op på et bogprojekt. Det vil gavne bloggen, samt ikke mindst mig selv, der efterhånden har brug for noget luftforandring.
Nuvel, bloggen humper nu videre fremad. Jeg håber, at der stadig er nogen derude, som gider hænge på. Vi ses på søndag, hvor ballet for alvor kan begynde igen. Imens kan du måske kaste et blik på denne lille artikel, som jeg forleden skrev for magasinet Vid&Sans, om skrækgenrens betydning.
– Martin
Filed under Ikke kategoriseret
Fitzgerald, Hemingway, hekse og Lovecraft?
Jeg skriver normalt ikke så meget om de ting, som jeg går og køber, men det her synes jeg alligevel er værd at dele med jer. Mikroforlaget Withnail Books, der har specialiseret sig i små, særlige genudgivelser, udsendte d. 31. oktober en helt speciel ting, nemlig F. Scott Fitzgeralds stort set glemte novelle ”Gods of Darkness”. Novellen, der blev skrevet i midten af 1930’erne, har nærmest ikke været genoptrykt siden den udkom i et magasin nogle år efter. Det er der gode grunde til, for den spiller kun dårligt sammen med de øvrige værker, som forfatteren bag The Great Gatsby skrev.
Novellen er imidlertid særdeles relevant for os genrefans. I historien, der udspiller sig i middelalderens Frankrig, konfronteres hovedpersonen med en heksekult. Ikke alene er denne hovedperson modelleret over Fitzgeralds ven Ernest Hemingway, selve inspirationen til historien og handlingen fandt Fitzgerald hos H.P. Lovecraft. Fitzgerald, Hemingway, hekse og Lovecraft – det er en vild cocktail!
Withnail Books har genudgivet novellen i en enkelt, stilrent hæfte med et stemningsfuldt frontispice af Sharon Newell. Novellen udkom d. 31. oktober i 250 håndnummererede eksemplarer og var udsolgt to dage senere. Jeg fik heldigvis et eksemplar, nummer 57, og det var på selve udgivelsesdagen.
Alt dette er desværre er post festum, men jeg håber, du vil bide mærke i Withnail Books, for som samler lønner sig at holde et øje med det lille foretagende, der også har udgivet glemte sager af Mary Shelley og Philip K. Dick. Hvad fremtiden byder, ved jeg ikke, men det bliver helt sikker spændende sager.
Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling
Bogforum gyser
På fredag åbner årets helt store bogmesse, Bogforum. Det er altid sjovt at daske rundt og se på nye og gamle titler, jagte slagtilbud og sludre med bekendte. Mere relevant for bloggen er det imidlertid, at jeg skal interviewe et panel af tre spændende forfattere fredag formiddag kl. 11.30. Det drejer sig om Benni Bødker, Amdi Silvestri og John Kenn Mogensen. Med udgangspunkt i deres romaner Occidentens Stjerne, Vardekød og Hvileløs, skal vi have en snak om gys og gysets litterære virkemidler. Det er emner, som jeg er ret optaget af, og det bliver helt sikkert interessant at høre panelets tanker og overvejelser.
Skulle du være på Bogforum på fredag, så læg vejen forbi vores scene og sig hej. Det bliver bombesikkert død uhyggeligt!
Filed under Ikke kategoriseret
Angst in der Nacht
Halloween nærmer sig, så der skal da også lige være et lille drys uhygge her på bloggen. Selve d. 31. oktober er allerede blevet beslaglagt til en Atlantis-tur, derfor får I her Hermann Hesses fine digt ”Angst in der Nacht”, skrevet i 1918. Jeg holder frygtelig meget af Hesses forfatterskab, og han indfanger i digtet smukt den angst, der kan gribe os alle, når vi eksempelvis pludselig vågner om natten og falder i tankespindenes vold.
***
Angst in der Nacht
Die Uhr spricht ängstlich mit dem Spinnweb an der Wand,
Am Laden reißt der Wind,
Meine flackernden Kerzen sind
Ganz vertropft und heruntergebrannt,
Kein Wein im Glase mehr,
Schatten in allen Ecken,
Deren lange Finger sich nach mir strecken.
Wie in der Kinderzeit
Schließ ich die Augen und atme schwer,
Angst hält mich kauernd im Stuhl gefangen.
Aber keine Mutter kommt mehr,
Keine gute, scheltende Magd mehr gegangen,
Die mich am Arm nimmt und mir die schreckliche Welt
Freundlich entzaubert und neu mit Trost erhellt.
Lange bleib ich im Finstern kauern,
Höre den Wind im Dach und den knisternden Tod in den Mauern,
Höre Sand hinter Tapeten rinnen,
Höre den Tod mit frierenden Fingern spinnen,
Reiße die Augen auf, will ihn sehen und greifen,
Sehe ins Leere und höre ihn fern
Aus den spöttischen Lippen leise pfeifen,
Taste zum Bett — schliefe, schliefe so gern!
Aber Schlaf ist ein scheuer Vogel geworden,
Schwer zu fangen, zu halten, doch leicht zu morden;
Pfeifend fährt er, die Stimme voll bittrem Hohn,
Sausenden Fluges im zerrenden Winde davon.
***
God, uhyggelig halloween. Vi ses på søndag.
– Martin
Filed under Ikke kategoriseret, Poesi
Krimimesse med Skrækvisioner og Blodbaner
Så går det løs igen i denne weekend. I morgen skal jeg optræde med et foredrag om min bog Skrækvisioner på Krimimessen i Horsens. Det bliver rigtig fint at lufte den igen, især fordi jeg faktisk ikke har haft så mange muligheder for at tale om den bog på grund af nedlukningen, der desværre faldt sammen med udgivelsen sidste år. Nuvel, det sker i morgen lørdag kl. 12.00.
Søndag er jeg på programmet igen, kl. 11.30, sammen med Jacob Holm Krogsøe. Vi skal her interviewes om Blodbaner af Amdi Silvestri. Det bliver uden tvivl en sjov snak. Amdi er en god interviewer, og vi har en del at fortælle om bogen, så tiden skal nok gå stærkt.
Ud over disse to punkter vil jeg anbefale, at man lægger vejen forbi uddelingen af årets Horrorpris om lørdagen kl. 12.45, og lidt senere samme dag lytter til den altid læseværdige Teddy Vork fortælle om sin bog Mulm kl. 14. 30.
Der sker også mange andre spændende ting i løbet af weekenden, så der er nok at få tiden til at gå med. Hvis der skulle komme en Fra Sortsand-læser forbi messen, så sving forbi og sig hej.
Steder og hele programmet kan findes her.
På genhør i næste uge.
Martin
Filed under Ikke kategoriseret
frasortsand.wordpress.com 