Category Archives: Ikke kategoriseret

Gary Ruddell: Billeder fra en forlagsverden i forandring

Paperback, Warner Books 1989

Blandt de mest prominente illustratorer eller kunstnere, der arbejdede med genrebogsforsider i slutningen af 80’erne og 90’ernes begyndelse, finder man amerikanske Gary Ruddell. Ruddell har været en flittigt brugt skikkelse blandt store ”genreforlag” som Baen og Bantam. Han har eksempelvis skabt forsiden til en lang række bøger i den ekstremt populære Thieves World-serie, og han har skabt forsider til storsælgende romaner som Dan Simmons fine Hyperion (1989).

Hardcover, Doubleday 1989

Teknisk kan man ikke sætte en finger på Ruddells udtryk, men jeg må indrømme, at han efterlader mig med en følelse af ligegyldighed. Han boltrer sig stort set inden for alle fantastiske genrer, men uanset om det er gys, SF eller fantasy, gør han ikke rigtigt indtryk på mig. Trods billedernes genre-loyale indhold sætter de ikke rigtigt fantasien i gang. Deres teknisk overlegne stil mangler liv og fascination, og deres fokus på portrætter skaber måske nok en relation til bogens persongalleri, men gør samtidig billederne tandløse.

Gary Ruddell (født 16. november 1951)

Ruddells storhedstid som forsideskaber var i årene omkring 1990. Det var omtrent det tidspunkt, hvor den gamle, malede forside efterhånden havde udspillet sin rolle. Forsideillustrationerne blev generelt mindre og omslaget mere grafisk orienteret. Det sparede forlagene penge, men gav også bøgerne et nyt, mere enkelt udseende. Samtidig blev fotoforsiderne også mere og mere almindelige, og man kan måske sige, at Ruddells flotte, men ikke synderligt kreative, forsider fanger noget af tidsånden. De er den malede udgave af de nye forsider, som kom til at præge omslagene i 90’erne og fortsat gør det.

Paaperback, Bantam 1989

Gary Ruddells forsider kunne således måske tænkes, at stå den gamle, malede forsidetradition nærmest, men sådan er det ikke. Hans billeder er det nye bogomslag nærmere. Selvom Ruddell fortsat arbejder som illustrator, så vidner hans genrebilleder først og fremmest om en billedkultur, der efterhånden var ved at dø ud. Det er forsider, der står i et vadested mellem to udtryk.

Papwerback, Baen books 1989

Lidt polemisk, kan man da også spørge sig, hvad pointen med en illustreret forside skal være, hvis den er tam og livløs? Selvom jeg har stor respekt for Ruddels tekniske færdigheder, så er der ikke meget mere kreativt overskud hos ham end i de mange hæslige, digitalt tegnede billeder, der i vid udstrækning bruges af små forlag, fordi de kan købes billigt og smager nostalgisk af gamle dage.

Gary Ruddell… Nej tak, egentlig ikke.

Paperback, ROC 1991

Paperback, Popular Library 1990

Paperback, Jove Books 1987

Paperback, Dell 1981

Paperback, Berkeley Books 1981

Paperback, Bantam Spectra 1988

Paperback, Bantam 1993

Paperback, Baen Books 1992

Paperback, Baen Books 1991

Paperback, Baen Books 1990

Paperback, Baen books 1989

Paperback, Baen Books 1989

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Baen Books 1987

 

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Avon 1991

Paperback, Avon 1990

Paperback, Avon 1989

Paperback, Ace Books 1986

 

Paperback, Ace Books 1985

Paperback, Popular Library 1987

Hardcover, William Morrow 1993

Hardcover, William Morrow 1990

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Horrormiljøets dybe krise er en gammel slager

Hermed fortsætter den verserende debat på bloggen. Denne gang i form at et gæsteindlæg, som jeg har fået til sendt. Jeg er ikke helt enig i alle de synspunkter, som her udfoldes, men jeg mener, at der er ting i det følgende, som er værd at tage med til videre overvejelse. Det er en opfordring.

 – Martin

***

Kære læsere af Fra Sortsand. Mit navn er Rasmus Wichmann. Hvis du ved, hvem jeg er, så ved du nok også, at jeg går op i at debattere det kreative miljø. Jeg har brugt mine kræfter på at starte en rollespilsefterskole op, producere et spil og skrive en roman. Men hvis du vil, så kan du vælge at se helt bort fra min erfaring, og nøjes med at opfatte mig som endnu en brokkerøv. Det plejer at være den mest effektive måde at kvæle kritik på.

Rasmus Wichmann anno 2018

Jeg havde egentlig tænkt mig at sidde den nyeste debat om horrormiljøets krise over, fordi jeg synes, at jeg allerede har krydset klinger med alle og enhver, uden at noget har ændret sig. Forfattermiljøet er og bliver et lille land af småkonger, der ikke kan finde ud af at holde sammen mod den knusende overmagt af billige paperbacks fra udlandet. Og når vi ikke slås indbyrdes, så bygger vi små oaser, hvor vi kan klappe hinanden på ryggen. Om de så hedder SFC, Fastaval, Spildesign.dk eller Dansk Horror Selskab er egentlig ret lige meget: Formålet er at bruge idealisme og frivillighed som et skjold mod al kritik. De ”gode venner” har det så også med at være meget langt væk, når man skal bruge dem til, ja, faktisk bare at læse ens værker.

 

Alle de andre amatører

Så, hvad fik mig til endelig at gribe til tasterne denne gang? Fordi jeg synes, at debatten allerede er kørt lidt af sporet. Jeg kan ikke se, at dansk horror kan blive genoplivet ved hjælp af selvtægt. Jeg kan ikke se, at det hjælper at tampe på nogen bøger, uanset hvor dårlige de er (undtagen for underholdningens skyld).

Jeg har talt med rigtigt mange forfattere, enten fordi de var venner, bekendte, eller fordi jeg skulle interviewe dem. Det er en uhyggeligt udbredt holdning, at ”man” ville klare sig meget bedre, hvis ikke alle de ”amatører” trak niveauet ned med deres Lovecraft-fanfic. Det morsomme er selvfølgelig, at det altid er ”alle andres” middelmådighed, der er problemet. Ikke ens egen.

For at komme med et andet eksempel: Hvis man selv sidder og føler, at man har præsteret den eneste gode historie i en hel antologi, så skal man ikke undre sig over, at resten har det på præcis samme måde.

Men hr. Wichmann, er problemet ikke, at vi er alt for eftergivende overfor os selv og vores venner? Og har svært ved at forlange det samme af os selv, som vi forlanger af alle andre?

Jo da. Det er en del af problemet. Men genrelitteraturens store problem handler langt, langt mere om, hvordan vi læser end hvordan vi skriver.

 

Kynisk læsning

”Der udkommer for mange bøger. Der er for mange amatører. Enhver kan kalde sig forfatter. Danmark er ikke et stort nok marked. Dansk er ikke et godt sprog at skrive på. En bog skal udkomme på et rigtigt forlag. Jeg læste en horrorbog engang, og den var dårlig.”

Enhver, der har gæstet en bogmesse, vil høre en masse varianter af disse undskyldninger, der umiddelbart er et tegn på et overmættet marked. Men er det virkelig sandt?

Lad os lige danne os et overblik: Der findes hele generationer op, der, på grund af Dennis Jürgensen, Dragonlance og rollespil, føler sig hjemme inden for ”genrelitteraturen.” De er nu vokset op, blevet veluddannede, og de skriver selv. Man kunne tro, at det ville give en mere kvalificeret kritik, simpelthen fordi der er så stor bevidsthed om genrernes konventioner. Sagen er dog, at virkelig mange af os blot er blevet mere kræsne og simpelthen bedriver ”kynisk læsning.”

Vi kan alle samme komme til sidde og føle os klogere end forfatteren og stille nogle dybest set urimelige krav om, at en bog skal være på en bestemt måde. At der burde være fokus på ”worldbuilding.” Være romance med. Mere realisme.

Paperback, H. Harksen Productions 2016

For mange moderne læsere er intet blevet mere diskvalificerende, end at man kan genkende forlægget eller inspirationskilden. Eller såmænd bare har set noget lignende før. Da jeg udsendte Mørke Guders Templer på Harksens forlag, bed en anmelder mærke i, at romersk fantasy ”for resten allerede er dækket af rollespillet Cthulhu Invictus.” Jeg kender faktisk ikke til dette rollespil, trods mange års kærlighed til mediet. Enten er ligheden et rent tilfælde, eller også har bogen såvel som spillet en fælles inspirationskilde et sted.Jeg kan heller ikke glemme, at jeg fik skudt i skoene, at min kortroman En Ny Begyndelse ”bare” var en blanding af filmene  Beowulf og Stargate. Jeg hadede den kommentar, ikke så meget fordi jeg ikke kunne se parallellen, men mere fordi jeg ikke kunne se problemet i det.

Filmen Beowulf

Er Mads Brynnums Skyggen over Mundstrup så automatisk dårlig, fordi den så tydeligt er en pastiche over Lovecraft? Er det den slags, der trækker standarden i horrormiljøet ned? Ifølge denne slags logik, så ja. Jeg har ikke læst den endnu, så jeg ved ikke, om den har andre kvaliteter, der kan opveje en eventuel mangel på originalitet. Jeg ved blot, at i samme øjeblik vi bedriver kynisk læsning, så er det egentlig ingen bøger, der går fri. Dennis Jürgensens De Hængte Mænds Hus er ”bare” en blanding af Raymond Chandler og Lovecraft. Erwin Neutzsky-Wulffs Gud er ”bare” en science fiction-version af Pilgrims Progress. Lovecrafts Vanviddets Bjerge er “bare” hans opkog af Edgar Allan Poe og nogle myter. Bram Stokers Dracula er ”bare” et plagiat af Polidoris The Vampyre.

Paperback, Calibat 2017

Dette er selvfølgelig reductio ad absurdum, men det er kun for at vise, hvor nemt det er at stille umulige krav til sin egen læsning.

Det morsomme (eller triste) er, at kynikere selvfølgelig alle sammen har bløde punkter. Den samme kyniker, der afskriver hele horrorgenren for at være klichépræget, har sine egne læsevaner, som han eller hun ikke viger bort fra, og hvorfor? der ligesom slækkes lidt på kravene. Eksempelvis at læse på engelsk. Jeg kender det godt selv – jeg vil gerne se noget nyt og frisk på dansk, mens jeg ikke rigtig forventer noget af D&D-romaner.

 

Er det så virkelig amatørernes skyld?

Både ja og nej. Det er fristende at lave et regnestykke, der lyder cirka sådan her:

Småkonger. Kort af R. Wichmann

Vi har 3 forfattere. Martin sælger 100 bøger, Jonas sælger 100 bøger og Rasmus sælger 100 bøger. Rasmus føler, at Martins og Jonas’ bøger giver hans egne bøger et dårligt navn, fordi de er i samme genre. Så hvis nu Martin og Jonas holdt op med at skrive, så ville Rasmus kunne sælge 300 bøger … right?

Denne logik er forfejlet, fordi ingen aner, om Martin, Jonas og Rasmus har de samme læsere. Selv hvis nogen var villige til at overlade scenen til andre (dvs. holde op med at skrive), så ville det ikke have nogen virkning. Andre årsager til, at det er svært for vores tre forfattere at klare sig hver især kunne være:

  • At nogle få forfattere sælgere lige så meget som resten tilsammen.
  • At der er blevet nedlagt biblioteker, og at deres indkøb har ændret sig.
  • At der bliver masse-importeret engelsksproget litteratur til Danmark.
  • At mange drenge spiller computerspil i stedet for at læse.
  • At nogle traditionelle læsere nu ser TV-serier i stedet.

Alle disse trends griber langt mere ind i Rasmus’ liv end Martin og Jonas gør. Dermed ikke sagt at dårlig horror ikke kan give hele genren et dårligt navn, men logikken bag er helt urimelig.

Ja, man hører nogen sige, at de har læst én dårlig bog på dansk. Og nu har de ikke blot opgivet små forlag og selvudgivere, men det danske sprog! Derfor kan man godt tro, at der faktisk er en indirekte effekt, fordi der bliver udgivet så meget bras. Men, men, men…

For det første, så har de store, ”professionelle” forlag gjort sig skyldige i at sende masse-produceret bras ud, uden at det har ødelagt tilliden til dem. ”Twillight er populær? Hurtigt, find mig lignende i en fart!”

For det andet, så tager vi ikke en rationel beslutning om vores læsevaner. De er der bare, og så falder vi tilbage på dem. Der er folk, der ikke vil læse dansk. Det er ikke fordi, Kristoffer Jacob Andersen, eller nogen andre, har jaget dem væk. Det er simpelthen fordi, de ikke aner, hvad der foregår udenfor deres Kindle (for eksempel!), og i øvrigt heller ikke ønsker at blive udfordret på deres præferencer.

Jeg fik selv denne underlige kommentar fra en anmelder, der viser, hvad der nogle gange fylder i hovedet, når man vælger en bog: ”Det er en personlig præference, men romerriget siger mig ingenting – slet ikke, når jeg forventer fantasy.”

Langt de fleste af os forstår næppe vore egne bevæggrunde. Men vi kan prøve at blive mere bevidste om dem. Så hvis ikke det nytter at forbande det danske publikum, hvis det hverken nytter at kritisere eller skamrose andre danske forfattere, hvad nytter så?

Tre simple spørgsmål nytter: Får jeg selv min inspiration fra læsning? Læser jeg noget på dansk? Læser jeg noget uden for bestsellerlisterne?

Eller kogt ned til ét simpelt spørgsmål: Ville jeg læse min egen bog?

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Sære skabninger – Har vi brug for nye kimærer?

Vampir Horror 1974

En af genrefiktionens problemer er, at den på sæt og vis altid tager udgangspunkt i genkendelige konventioner. Disse kan hurtigt transformeres til klichéer, hvis ikke forfatteren går opmærksomt til sit stof. Det er der heldigvis rigtig mange, som gør, men ikke desto mindre kan forholdet mellem velkendte motiver og fornyelsen eller originaliteten hurtigt blive lidt anstrengt. Man kan eksempelvis tænke på skrækgenrens forkærlighed for vampyrer, varulve og spøgelser. Selvom disse figurer igen og igen bliver omfortolket eller beskrevet på nye måder, forbliver de i sidste ende, hvad de er – nemlig arketyper. Der er således grænser for, hvor meget de kan dekonstrueres. Hvorvidt det er et problem, er et temperamentsspørgsmål, som ligger hos den enkelte læser.

Terror Blu, nr. 40 1982

Ikke desto mindre er der noget både slående og forfriskende ved at møde helt nytænkende monstrøse skabninger, som dem Clive Barker eksempelvis slap løs i sin Books of Blood-serie eller gamle Lovecrafts uformelige, titaniske væsner; i hvert fald, som de fremstår hos HPL. Her, i disse forfatterskaber, opstod der helt nye væsner, som ikke med et hurtigt greb kunne klassificeres i skrækfiktionens bestiarium. Den slags er imidlertid sjældent, alt for sjældent, og man må spørge sig, om skræklæserne i virkeligheden helst vil have genkendelige monstre i deres gys? Noget kunne i hvert fald tyde på, at SF-genren har været væsentlig mere kreativ på denne front.

Paperback, Zebra Books 1981

Det er ligeledes morsomt at notere sig, at tegnerne fra pulpmagasinerne og bogforsiderne i langt højere grad end forfatterne har turdet udfordre klichéerne og skabe nye, mærkværdige væsner, som ikke ligner noget umiddelbart genkendeligt. Har billedkunsten det lettere her? Hvorfor denne forskel mellem tekst og billeder? Der er næppe noget entydigt svar, men jeg tror, at vi kunne tage ved lære af billedkunsten og udfordre vores vanetænkning. Giv mig flere seksarmede dræbergorillaer, flere absurde frøvæsner, flere bizarre robotter og formløse kroppe.’

Vi ses igen på onsdag.

Paperback, Tor 1991

Paperback, Timescape 1981

Paperback, Sphere 1982

Paperback, Signet 1974

Paperback, ROC 1973

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1970

Paperback, Mayflower 1968

Paperback, Lulu 2007

Paperback, Grafton 1989

Paperback, Futura 1990

Paperback, Ballantine books 1981

Paperback, Avon 1981

Paperback, Avon 1978

Paperback, Diamond Books 1991

Other Worlds, maj 1951

Paperback, Avon 1977

Hardcover, MacMillan 1973

Hardcover, Crescent 1983

Fantastic Adventures, juli 1946

Fantastic Adventures, februar 1948

EF Hors-Série Rouge, juni 1982

Argosy All-Story, maj 1923

Analog Science Fiction, juli 1970

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Heksen fra Kings Cross

Rosaleen Miriam Norton (2. oktober 1917 – 5. december 1979)

Jeg har netop læst tre noveller af Rosaleen Norton; tre noveller inspireret af gode gamle Lovecraft. Det er der jo utrolig mange noveller, som der er, men Norton skiller sig alligevel ud fra mængden. Det gør hendes person i hvert fald, for selve novellerne er måske ikke det mest bemærkelsesværdige i den sag.

Rosaleen Norton var nemlig en kendt skikkelse i 50’erne og 60’ernes engelske presse. Norton var maler og performancekunster, men hun var også drevet af en søgen efter okkult indsigt, og netop det fyldte både i hendes kunst og i den personlighed, som hun optrådte med i offentligheden. Der er således ikke så få paralleller til den skandaleombruste Aleister Crowley i den måde, som Norton lod sig iscenesætte på fra sin lejlighed og sit atelier i London.

Omdrejningspunktet for Nortons bohemeliv i storbyen var hendes billedkunst, der lægger sig et sted mellem ekspressionisme og surrealisme, men som dybest set er præget af en uskolet, prøvende stil, som ikke altid lykkes lige godt. Nortons motiver er hekse og djævle, hedenske guder og magiske situationer. Hendes billedverden tager dermed afsæt i okkulte og sataniske forestillinger, og hun havde intet imod at lade sin egen person og okkulte praksisser ledsage kunsten som kommercielt markedsføringskneb. Norton udførte dermed gladeligt ceremonier for pressen og var ganske åbenmundet omkring sin brug af sexmagi. Den slags lappede sladderpressen naturligvis i sig med frydefuld forargelse.   

Man genkender William Blake her – en af Nortons inspirationskilder

 

I indlægget her kan du få dig et indtryk af den kunst, som ”heksen fra Kings Cross” malede. I et senere indlæg vender jeg tilbage til Nortons noveller, som ikke er helt uden underholdningsværdi.

På genhør

Martin

Bemærk her, hvordan Norton har malet sig selv ind i øverste venstre hjørne, som deltager i heksesabbatten

Hardcover, H.C. Brewster 1945. en bog om kings Cross, som Norton lavede forsiden til

Hardcover, Mandrake of Oxford , 2. ud.1993. Nevill Drurys bog om Rosaleen Nortons liv og kunst

Hardcover, Teitan Press 2010. Genudgivelsen af Rosaleen Nortons skrækhistorier

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Op(b)læste ord: Thelema møder verden

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Her kommer lige en lille reklame. På lørdag skal jeg optræde med højtlæsning fra min roman Thelema Christianshavns Bogfestval. Jeg indtager scenen sammen Helene Hindberg, der skal læse højt fra den spritnye novellesamling Afkroge; en samling, som jeg glæder mig til at høre noget fra. Det sker alt sammen omkring kl. 1400. Det skal nok blive sjovt.

Jeg er efterhånden lidt spændt på modtagelsen af Thelema, der desværre aldrig blev klar til Krimimessen i år, hvor den ellers skulle være udkommet sammen med Randvad – romanen jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe. Sådan blev det bare ikke, men nu er bogen endelig klar. Randvad er blevet rigtig godt modtaget, hvilket er herligt, og nu håber jeg Thelema kan stå mål med de flotte ord, som den anden bog er blevet mødt med.

Måske ses vi til bogfestivallen. Kom forbi og få et indtryk af den magiske verden, som Thelema udspiller sig i.

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Dobbelt op! En kort reklamepause

På lørdag udkommer to bøger, som jeg har været med til at skrive. Min roman Thelema, der dykker ned i metafysikkens og magiens labyrint, og så Randvad, som jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe. Her er der tale om en mere traditionel spændingsroman, der leger med tid og upålidelige fortællere. Du kan tilmed høre Jacob og mig fortælle om begge bøger i samtale med Amdi Silvestri på Krimimessen på lørdag. Det bliver sikkert en underholdende snak.

Skulle du føle dig fristet, kan du tilmed forudbestille Thelema her og Randvad her.

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Agent Oh Oh Sex melder sig til tjeneste

Paperback, Tower Books 1967

Efter Ian Fleming havde gjort for spionthrilleren, hvad Stephen King senere kunne gøre for skrækfiktionen, begyndte alle forlag med respekt for sig selv at udsende kulørte agentserier, der gik James Bond i bedene. En af de mere underholdende af slagsen er The Lady From L.U.S.T. – en serie, som Tower Books kørte fra 1967 til ’75. Serien blev i øvrigt stoppet og genstartet i ’75, hvorfor de også nulstillede bindenes nummerering. Det skaber en del forvirring i udgivelsesrækken, ikke mindst fordi ganske mange af bøgerne er udgivet i op til tre forskellige udgaver; her ser du dog kun førsteudgaverne. Desværre havde den nye L.U.S.T.-serie ikke helt samme fantastiske forsider, som den ældre serie. Bedøm selv.

Paperback, tower Books 1967

Hovedpersonen er den kvindelige agent Eve Drum, der har kodenavnet Oh Oh Sex. Så behøver jeg nok næppe sige mere om handlingens karakter!

Forfatteren bag bøgerne er Rod Gray, hvilket naturligvis er et alias. Et alias, der dækker over Gardner F. Fox, som vi allerede har stiftet bekendtskab med på bloggen her, for han er også manden bag Conan-plagiatet Kothar the Barbarian.

Paperback, Tower Books 1967

Jo-jo, Fox gjorde det i pasticher, men L.U.S.T.-bøgerne er ubetinget mere underholdende end Kothar-serien.

Bid i øvrigt mærke i titlerne. Fox har ganske enkelt haft en fest med de titler.

Tak fordi du kiggede forbi. Vi ses snart igen.

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1968

Paperback, Tower Books 1970

Paperback, Tower Books 1970

 

Paperback, Tower Books 1970

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1971

Paperback, Tower Books 1972

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

Paperback, Tower Books 1975

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman