Category Archives: Ikke kategoriseret

Science Fantasy? Ja tak, eller?

Paperback, Panther 1984

De fleste, der følger Fra Sortsand, vil uden tvivl kende Henning Andersen som en flittig skribent og begavet kommentator. Ikke mindst når vi taler SF, har Henning mange meninger og iagttagelser, der altid er interessante at følge. Et tilbagevendende emne, som har været diskuteret et par gange her på bloggen, er genren ”science fantasy”. Den undergenre, hvis man kan kalde den for det, har jeg nu indgået et lille samarbejde med Henning omkring. Det vil sige, at Henning de næste to onsdage overtager styringen med Fra Sortsand og skitserer udviklingen i science fantasy-genren, som han ser den.

Det er blevet til et yderst interessant blik på en type litteratur, der bestemt ikke længere har samme høje kurs, som den havde engang. Eller tager jeg fejl? Tanken er, at jeg til sidst, som et tredje ben i serien, kommer med et lille efterskrift, som måske kan give stof til videre diskussion og overvejelse.

Dermed er programmet lagt og kursen udstukket for en vild galop gennem en generelitteratur, som jeg personlig har en ganske stor svaghed for. Jeg håber derfor også, at I gider hænge på de næste tre uger.

*** 

 

SCIENCE FANTASY

ET LILLE GENRESTUDIE

Del 1 af 3

Af Henning Andersen

 

INDLEDNING

Genredefinitioner og –afgrænsninger er en sportsgren, hvor man retorisk kan argumentere for at éns egen yndlingsgenre er alle genrers ophav: Er måske ikke hulemalerier og hieroglyffer de første tegneserier? Var Gilgamesh-eposet eller Kalevala måske ikke det første fantasy? Var Enoks Bog eller Johannes Åbenbaring måske ikke den første science fiction?

Man kan også vælge et andet perspektiv, nemlig at indordne sin foretrukne genre i et hierarkisk system af ”medie”, ”genre”, ”under-genre”, grad af repræsentation, affinitet til ”hoved-genren” og andre genrer (”det er både en fantasy-fortælling og en kriminalroman”).

Endelig kan man indtage et tredje standpunkt, en slags litterær geologi, hvor inspirationskilder, tendenser og trends er det mest interessante. Præcis det passer fint til et forsøg på en mere eller mindre kronologisk oversigt over en så ”ustabil” ”genre” som Science Fantasy, der her skal diskuteres.

Paperback, Minotauro 1984

 

FANTASTISKE MARS

Et godt eksempel til belysning af dette perspektiv kunne være planeten Mars.

I 1877 lavede astronomen Giovanni Schiaperelli et kort over Mars, hvor han døbte visse signifikante spalter i – eller aftegninger på – overfladen canalii. Og det blev ret hurtigt til ”kanaler”, hvorefter ”vejen til Mars” var åbnet. Allerede i 1898 udgiver H.G. Wells sin War of the Worlds, som måske mere skal betegnes som regulær science fiction, om end selve antagelsen, præmissen, helt klart er båret af en fantasy-tilgang. Wells er (jo) også ude i et andet ærinde.

Så sker der det, at Lester Arnold i 1905 udgiver sin Lieut. Gullivar Jones: His Vacations, der handler om en amerikansk soldats rejse til Mars (på et flyvende tæppe), hvor han gør op med grumme uhyrer og forelsker sig i en lokal prinsesse. Bemærk lige navnet ”Gullivar” – en reinkarnation af Gulliver? Bemærk også, dersom opfordring skulle være nødvendig, hvor meget Edgar Rice Burroughs’ ”John Carter” (A Princess of Mars, 1912) ligner løjtnantens ferieophold, dog med den forskel, at Burroughs rationaliserer sin helts uovertrufne kræfter videnskabeligt. John Carter (J.C. = Jesus Christ?) har overmenneskelig styrke, spræng- og springkraft, fordi Mars’ tyngdekraft er mindre end Jordens. Han er med andre ord en ren supermand, og faktisk fundamentet for Siegels og Shusters ”Superman” (1938), idet Kal-El kommer fra Krypton, der er tungere end Jorden, og derfor har superkræfter, hér. Fra canalii til superhelte, velvidende at visse vil kalde noget af dette ”Planetary Romance” frem for ”Science Fantasy”. Men der er bare gennemtræk.

For langt senere (1998) udgiver Michael Moorcock sin Kane of old Mars, der er et intelligent opkog af både John Carter, Løjtnant Gullivar samt C.S. Lewis’ ”Malacandra” fra hans ”Space Trilogy” (1938-45). Lewis har et andet sigte, men denne Space – eller Cosmic – Trilogy hører til, alligevel, idet den også er et andet ”take” på den slags fantasy som Tolkien, Dunsany, Morris eller Eddison gjorde ud i på nogenlunde samme tidspunkt. Desuden er Moorcocks ”Kane” en avatar af ”The Eternal Champion” og derfor også Jerry Cornelius (igen J.C), men det kommer vi tilbage til. Så er der jo også altid Ray Bradburys The Martian Chronicles (1950) – fuldfed science fantasy, men sentimental civilisationskritik. I øvrigt parafraseret af vores hjemlige Niels E. Nielsen – se Hinsides Bjergene (1976).

Endeligt fyrer Alan Moore godt op under pasticherne over næsten alle de nævnte i hans og Kevin O’Neills tegneserie om de ekstraordinære gentlemen – og Mina Harker – på dansk som Klodekrigen (vistnok cirka fra år 2000).

Paperback, Pocket Books 1979

 

HVOR ALTING ENDER

”Dying Earth”-scenariet er en væsentlig trope i science fantasy. Vi taler her om fortællinger placeret i en så fjern fremtid, at det teknologiske er blevet fantastisk, jævnfør ”Clarkes Lov” om at en tilstrækkelig fremskreden teknologi ikke vil være til at skelne fra magi.

Jack Vance er måske nok ophavsmand til termen, idet hans Dying Earth-cyklus (1950-1984) gav navn til tropen eller sub-genren om man vil. Han var blot ikke den første til at behandle scenariet litterært. Camille Flammarions La Fin Du Monde (1893) beskæftiger sig med følgerne af et meteornedslag i år 2400, der resulterer i en millionårig tilbagegang for civilisationen og menneskeheden og ender med Jordens undergang under en rød kæmpesol. (Vi kommer tilbage til Camille Flammarion).

En slags opfølger på og udvikling af den historie kan man finde i William Hope Hodgsons The Night Land (1912), der beretter om en fjern fremtid, hvor Solen faktisk er død, og resterne af menneskeheden lever i en lagdelt pyramide (de fattige nederst; de rige på toppen), omgivet og belejret af ”abhumans”, mørke, kulde og generel elendighed. En munter detalje er at vand forefindes i pulverform, i denne verden. Men et mere væsentligt aspekt er, at hovedpersonen bliver ført til ”Nattelandet” i en søgen efter sin elskede. Hér må man gerne udbryde ”Orfeus og Eurydike!” Eller ”Dante og Beatrice,” for der er noget dødsrigeagtigt over disse fjerne fremtider, hvilket kommer til eksplicit udtryk i Samuel R. Delanys The Einstein Intersection (1967), hvor ”entiteter” så at sige gennemspiller menneskehedens top-myter én gang til. Det samme gælder Brian Aldiss’ lidt tidligere Hothouse (1962), hvor Jorden er holdt med at rotere og Solen er blevet en rød kæmpe.

Paperback, Ballantine Books 1972

Men det hændte også i de dage, at Michael Moorcock, der ellers var travlt optaget af at skrive historier om Elric, Sojan og kalfatre sit New Worlds-magasin, i 1972 påbegyndte sin Dancers At The End Of Time-serie, begyndende med An Alien Heat. Hele suiten – må man vel kalde den – beskriver hvorledes almægtigheder som Werther de Goethe, The Everlasting Concubine og Duke Of Queens (m.fl.) løser følelsesmæssige trakasserier, såsom jalousi, forsmået kærlighed og misundelse, med monstrøse projekter, hvilket de er i stand til på grund af deres ”magiske” ringe. ”Magiske” – i citationstegn – fordi de egentlig er teknologiske frembringelser, blot ved vi ikke hvordan og hvorledes (Clarkes Lov). Og nu er det jo Moorcock, så også Dancers At The End Of Time er en del af hans altomfattende ”Multiverse”, hvor vi både kan møde reinkarnationer af Jerry Cornelius (Jharek Carnelian), såvel som Elric Of Melniboné – begge avatarer af The Eternal Champion. Men samtidig har ”Dancers” det til fælles med Vances Dying Earth, at der bliver lagt solide kræfter i, og brugt enorme ressourcer på at løse totalt meningsløse problemer og konflikter. I Vances tilfælde er protagonisterne nærmest arketypiske guder eller demi-urger genfødt, mens de hos Moorcock næsten kan beskrives som arketypiske fjolser og klaphatte. Begge dele er muntert i konteksten.

Paperback, HarperCollins 1974

ENDNU FLERE DØENDE VERDENER

Andre eksempler på ”dying earth”-scenariet kunne være Arthur C. Clarkes Against The Fall Of Night (1953), en fortælling om Jorden anno 10.000.000.000, hvor menneskeheden – skræmt fra vid og sans – har lukket sig inde i en by og smidt nøglerne til byporten væk. Eller samme herres eminente og klassiske The Nine Billion Names Of God (også 1953). Endvidere John Brunners Catch A Falling Star (1968), der beskriver hvordan Creohan i en fjern fremtid forsøger at vække Jordens befolkning til erkendelse af, at Verden går sin undergang i møde. Det er ikke nemt, for alle har stukket hovedet i navlen (relevant på affattelsestidspunktet – men hvad med nu?). Hvad kan vi ellers nævne?

Paperback, Pyramid 1970

Poul Andersons Epilogue er nok mere science fiction end science fantasy, men det er et spørgsmål om grader. Robert Silverbergs Son Of Man (1971), der beretter om Clays rejse milliarder af år ud i fremtiden, hvor han møder mere og mere outrerede udgaver af ”mennesker”, og får lejlighed til at overveje fundamentale aspekter af den menneskelige (s)tilstand: frihed, lighed, broderskab – kærlighed, seksualitet, køn; fortsæt selv. Den er taget med hér, mindre fordi den direkte hører til i et ”dying earth”-scenarie, end fordi den eksplicit udfolder sig og sine emner på baggrund af det entropiske (som også er en af Morcocks faibler), altså at livet – i alle dets bestanddele og (til)skikkelser udfolder sig på baggrund af, eller i bevidstheden om, den endelige, uafvendelige udslettelse.

Paperback, Ace Books 1968

Så er der naturligvis også J.G. Ballards undergangshistorier: The Drowned World (1962), The Burning World (1964) og The Crystal World (1966), om henholdsvis oversvømmelse, tørke og kosmiske katastrofer. Visse vil holde på, at det er straight SF, men jeg vil vove den påstand, at det er science fantasy, fordi disse fortællinger søger at udforske samhørighedsforholdet mellem naturen og mennesket. Og dette afgøres ikke af teknologi eller biologi, men af en tredje ordens fænomen – og vi befinder os ovre i afdelingen for ESP og gnostiske indfaldsvinkler, altså om det guddommeliges tilstedeværelse.

For så vidt er også Clarkes Childhood’s End en ”dying earth”- roman. Men den kommer på banen i næste uge, hvor snakken fortsætter.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Gys på liste igen

Jette Holst har igen i år lavet en kommenteret fortegnelse over alle danske horrorudgivelser til voksne i 2018. Det er, som altid, et flot stykke arbejde, som du bør kaste et blik på. Det er faktisk ganske overvældende, hvor meget, der rent faktisk er udkommet i løbet af 2018. Ikke mindst er det slående, hvor forskelligartede udgivelserne er.

Det er svært at se tendenser i udgivelserne. En ting synes dog helt klar; antallet af skrækantologier (med eller uden tema) synes afgjort at være i tilbagegang. Romanerne dominerer, hvilket slet ikke er nogen dårlig ting. Jeg har absolut ikke fået læst bare i nærheden af alle disse udgivelser, men når jeg nu ser dem oplistet, er det afgjort noget, der inspirerer til videre læsning. Jeg må eksempelvis få læst Teddy Vorks Forglemmigej og Amdi Silvestris Slør. Jeg er også lidt nysgerrig på Anne-Marie Vedsø Olesens Lucie. Det kan måske alt sammen blive til fremtidige indlæg på Fra Sortsand.

Med andre ord, smut over på Gyseren.dk og se på Jettes liste, med mindre du altså ikke allerede har gjort det.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Juleferie – på gensyn d. 6. januar

Skriv en kommentar

21. december 2018 · 11:31

Fremtidsreklame

Så er vi næsten kommet frem til det sidste indlæg, som jeg når her på bloggen i år. Det er formentlig alt i alt blevet til en del færre indlæg i 2018 end tidligere år, men jeg må også blankt erkende, at jeg har haft et utrolig travlt ’18 med ganske meget skrivearbejde, hvilket har kunnet mærkes på bloggen. Anderledes kan det nok ikke være.

Romanerne Randvad og Thelema, som jeg har reklameret flittigt for på bloggen, udkom som omtalt flere gange, først på året, og det var mægtigt at få dem ud i verden. Begge bøger er heldigvis blevet godt modtaget, så jeg er godt tilfreds. Det betyder imidlertid ikke, at der har været stille i skriveværkstedet, og jeg vil derfor tillade mig at gøre lidt reklame for nogle fremtidige projekter, som jeg har syslet med og fortsat arbejder på. Måske det kunne have interesse for dig, der hænger på her på Fra Sortsand.

Min fagbog Skrækvisioner om den moderne skrækfiktions udvikling fra Lovecraft til i dag har fundet et hjem hos Syddansk Universitetsforlag. Hurra. Bogen har været gennem fagfællebedømmelse og går nu ind i den sidste redaktionelle fase. Forhåbentlig betyder det, at den kan være på gaden i anden halvdel af ’19. Det er i hvert fald, hvad både jeg og forlaget satser på. Bogen bliver en omfattende sag, men det er jo også hundrede års litteraturhistorie, der skal kortlægges og analyseres. Forlaget satser på 60 illustrationer, så man kan roligt regne med underholdende forsider i bogen, som jo ikke er noget fremmed for Fra Sortsand.

Jeg lægger i skrivende stund sidste hånd på det, der forhåbentlig bliver min næste roman. Jeg kalder den Rama Rama Europa. Det er noget ganske andet end det, som jeg har skrevet tidligere; det er ikke skrækfiktion men nærmere en form for fremtidsfabel, der kredser om fortiden og det, som man måske lidt flot kunne kalde idéen om Europa. Jeg har også været optaget af idéen om bevidst u-realisme, hvilket absolut gør sig gældende i romanen.

Endelig kan jeg også fortæller, at Jacob Holm Krogsøe og jeg er begyndt skrivearbejdet på det, der nok ender med at være vores anden fælles roman. Det er sjovt og godt at skrive sammen med Jacob igen efter Randvad, der trods alt var afsluttet for et godt stykke tid siden, og jeg tror, vi begge er ret spændte på den nye historie. Vi kalder fortællingen Blodbaner, og det er absolut en skrækroman! Manus er ikke så langt endnu, men mon ikke vi får det afsluttet i løbet af foråret næste år? Det arbejder vi i hvert fald på.

Der er også et par andre projekter i støbeskeen, men de har ikke helt fået form nok til at blive præsenteret her.

Som I kan se, sker der altså ting og sager uden om bloggen i ’19, og jeg håber, I gider følge med; både her i det digitale og ude i de papirbøgers verden.

 

Tak for ordet.

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

War Pigs Bloody Elves

Det her er måske almen viden, men det kom som lidt af en overraskelse for mig, da jeg forleden opdagede, at The Elves spillede en coverversion af Black Sabbaths udødelige klassiker ”War Pigs” live i 1972. Det er overraskende af flere grunde. For det første var Sabbath kun lige begyndt på deres vej mod stjernerne, og nummeret ”War Pigs” såvel som bandet var derfor stadig relativt ukendt. For det andet var Ronnie James Dio forsanger i The Elves, og Dio kom jo som bekendt til at afløse Ozzy som sanger i Sabbath. Er det bare mig eller er det lidt vildt? Altså, at RJD synger et næsten ukendt bluesband fra Englands sang ”War Pigs” for så seks år senere at stå som sanger i selvsamme band.

Der er i øvrigt flere paralleller mellem The Elves og Black Sabbath, som gør, at de to bands på en måde kan ses som udtryk for samme musikalske udvikling på hver sin side af Atlanten. Den afgørende forskel er naturligvis bare, at mens Ozzy, Geezer, Iommi og Ward blev superstjerner, der udgav en stribe geniale plader, blev Elves’ karriere aldrig rigtig til noget. Richie Blackmoor sørgede da også for at aflive alferne, da han annekterede hele gruppen (minus guitaristen) til sit soloprojekt Rainbow.

Nå, her kommer RJD, der synger ”War Pigs” mens sangen stadig var en mindre hit single. For vildt, ikke!

Vi ses på søndag, hvor Jack Vance er på bloggen igen.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Julegys 1988-1995

Hardcover, Michael O’Mara Books 1988

Her kan I se lidt højtidsrelevante antologier. Serien, der selvfølgelig alle kredser tematisk om julen, blev udgivet af det engelske forlag Michael O’Mara i tiden mellem 1988 og 1995. Det er lidt bemærkelsesværdigt, for – som jeg har skrevet om et par gange tidligere på bloggen – var 80’ernes første halvdel et vendepunkt i den engelske skrækverden.

Richard Lawrence Dalby (15. april 1949 – 4. maj 2017) – en helt central skikkelse i det litterære, engelske skrækmiljø. Ære være hans minde

De gamle, hæderkronede antologiserier var nemlig begyndt at sælge dårligere og dårligere. Der var ganske enkelt ikke længere samme opbakning til de serier, der havde præget det engelske skrækbogsmarked siden begyndelsen af 60’erne. Det krævede således en ganske stor dosis optimisme at lancere en ny serie i 1988, men Michael O’Mara viste her, at man med et meget specialiseret fokus kunne få succes.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1989

Du skal også være opmærksom på seriens redaktør Richard Dalby, der desværre døde sidste år. Dalby var nemlig en af de fremmeste kendere af engelsk skrækfiktion og på mange måder en af den type pionerer, der har været med til at vise vejen for de mange specialiserede mikroforlag, der i dag udgiver skrækfiktion.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1990

Dalbys litteraturhistoriske interesse for skrækgenren fik ham til i årenes at opstøve og genudgive ganske mange glemte perler, hvorfor hans bortgang sidste år var et stort slag for den mere litterære del af den engelske skrækscene. Dalby var naturligvis, fristes jeg til at sige, især optaget af M.R. James-traditionen, men han havde også næse for ny fiktion, og præcis den kombination kommer til udtryk i hans juleantologier for Michael O’Mara. Her finder man nyt og gammelt, bekendt og ukendt side om side.

Savner du lidt gys til juledagene, er du med andre ord i godt selskab her.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1991

Paperback, Michael O’Mara 1992

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Atlantis – Drømmenes havn

Paperback, Lancer Books 1970

En af de væsentlige forskelle mellem ældre og yngre fantasy er fortællingens univers. Ældre fantasy forstået ganske bredt som noget, der genremæssigt også kan krydse ind i det, vi opfatter som SF og gys, udspiller sig i langt de fleste tilfælde i verdener, der på en eller anden måde står i relation til vores egen. Edgar Rice Burroughs fører sine helte ud i solsystemet eller ind i jordens indre, mens andre benytter sig af skjulte dale og parallelle dimensioner. En anden strategi er at bruge tidens gang som alibi, hvorved eksempelvis Robert E. Howards eventyr om Kull og Conan kunne udspille sig på Jorden, blot for meget, meget, meget længe siden.

Hardcover, Centaur Press 1971

Tolkien lader også til (i hvert fald en gang imellem) at have opfattet sit univers på samme måde; som en form for mytisk fortid, der hænger sammen med vores egen verden. Sådan er det imidlertid ikke i det meste moderne fantasy, hvor fortællingernes universer som oftest er noget fuldstændig løsrevet fra vores virkelighed.

Amazing Stories, februar 1936

Hvorfor denne forskydning sker er ikke helt enkelt at besvare, fordi der givetvis er tale om mange forskellige grunde, der løber sammen. Jeg tror imidlertid, at det konceptuelt har været langt sværere at bane vejen for fortællingen, som slet ikke har nogen relation til Jorden og vores virkelighed, end man umiddelbart forestiller sig.

Wonder Stories, juli 1934

Når det sker, så tror jeg, at det har noget med plausibilitet at gøre. I stedet for at acceptere en mere eller mindre forkølet forklaring på, at en historie kan udspille sig i noget, vi grundlæggende må opfatte som urealistisk (en verden inde i vores egen eksempelvis), er det lettere at løsrive sig fuldstændig og skabe fantasi fantasiens skyld. Modet til at tage det skridt tog imidlertid lang tid og kom først for alvor i slutningen 60’erne, som modsvar til den i dele af SF-litteraturen eksisterende idé naturvidenskabelig og social nøjagtighed. Fantasien lod sig ikke tøjle på den måde, og resultatet blev en litteratur, der turde digte såvel som at fabulere frit.

Amazing Stories, november 1941

Nu er dette jo et onsdagsindlæg, og derfor et indlæg fokuseret på billeder. Derfor kan du her se nærmere på Atlantis, der om noget er blevet udnyttet flittigt som frirum for fantasy og fantasi i ældre genrelitteratur. Myten om det forsvundne kontinent har således været den perfekte ramme for forbløffende meget tidlig fantasy, og myten lever skam stadig, som det også fremgår her. Så tag her en tur med til den sunkne verden.

Weird Tales, juli 1935

Argosy, maj 1940

Thrilling Wonder Stories, oktober 1938

FATE, juli 1953

Paperback, Warner Paperback Library 1974

Hardcover, John C. Winston 1953

Paperback, Tor Books 1993

Hardcover, Meuienhoff 1961

Paperback, Signet 1988

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1960

Paperback, Penguin 2007

Paperback, Ace 1979

Paperback, Panther 1975

Paperback, Ace Books 1964

Paperback, Paizo 2007

Paperback, Airmont Books 1960

Paperback, Gryphonwood Press 2013

Paperback, Arrow Books 1946

Paperback, Del Rey 2007

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Del Rey 1977

Paperback, DAW Books 1970

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret