Category Archives: Ikke kategoriseret

Teenage Wildlife

Paperback, Monarch Books 1962

I årene efter Anden Verdenskrig holdt en ny figur for alvor sit indtog i pulplitteraturen; teenageren meldte sig på banen. Før krigen var der naturligvis også unge mennesker i pulpens univers, men det, man kan kalde den arketypiske teenager, var ikke helt blevet konciperet, og ser vi eksempelvis på skrækfiktionen før ’45, spiller unge ikke nogen synderlig rolle. Sådan var det også i de fleste andre traditionelle genrer. De steder, hvor vi møder unge, er det primært i rollen som rationelle, små voksne, og ikke som de sprængfarlige størrelser, der snart skulle træde ind på den litterære scene.

True Crime Detective, juli 1973

I dag kan det naturligvis virke overraskende, at teenageren som idé kunne være noget nyt, men sådan var det altså, og jeg skal ikke optrevle ungdommens kulturhistorie her. Den er velkendt og fortalt mange gange. I stedet synes jeg, at det er sjovt at bide mærke i publikummet for disse tidlige historier med og om teenagere. Langt de fleste pulpudgivelser var nemlig rettet mod et modent publikum, der havde penge på lommen. Det vil sige, at fortællingerne om teenagere typisk var skrevet til et ældre publikum. Det er stik modsat i dag, hvor stort set al underholdning med teenagere er rettet mod det samme alderssegment.

Paperback, Universal Publishing-Beacon 1964

Sådan var det bare ikke i pulpens verden. Her var teenageren et faretruende og fremmedartet fænomen i de voksnes verden, som pludselig indtog gader og stræder. De skabte grobund for overspændte, utrygge fantasier om kriminalitet, kulturelt forfald, fri sex og misbrug. Teenageren, som uansvarlig og kaotisk kraft i samfundet var dermed skabt, og temaet kunne fra slutningen af 40’erne og små 30 år frem varieres i det uendelige.

Paperback, Stag Books 1963

De unges depraverede adfærd kunne findes alle steder; lige fra motorcykelbander til hemmelige sexklubber og illegale hashhuler drevet af teens. Det skandaløse og chokerende gik hånd i hånd med teenagerne. Læserne kunne således gyse over de unge, og samtidig længselsfuldt drømme om den frihed, de egentlig burde fordømme. Nabokov tog naturligvis nælden ved roden, da han i sin Thomas Mann-parafrase fra ’55 om den fjortenårige Lolita gik ind i denne erotiske ungdomsfascination, hvorved emnet også fik et litterært udtryk uden for pulplitteraturens aflukke.

Paperback, Signet Books 1967

Som sagt forandrede teenagemotivet sig over tid; læderjakker bliver til løse gevandter, druk og springknive til LSD og fri sex. Grundlæggende er alt dette imidlertid bare overfladiske samtidsmarkøre, der dækker over den samme grundfortælling. En fortælling, der fortsat findes i dag, men som i nogen grad har mistet sin potens, efter det såkaldte ungdomsoprør gav de unge en stemme, der i nogen grad var mor-og-far-generationen ligeværdig. Teenagerne er derfor stadig scarry monsters og super creeps, men de er også meget andet i litteraturen; men først og fremmest er de blevet del af deres eget litterære reservat i form af den så uskønt benævnte Young Adult-litteratur.

Paperback, Random House 1976

Paperback, Pulp Press 2010

Paperback, Original Novel 1948

Paperback, New English Library 1973

Paperback, Monarch Books 1962

Paperback, Midwwood 1962

Paperback, Midwood Books 1966

Paperback, Midwood 1967

Paperback, Midwood 1965

Paperback, Mayflower Books 1971. En oversættelse af “Jeg, en pige” fra ’65, nu blot med en mere hip, pulpet titel

Paperback, Macfadden-Bartell 1970

Paperback, Greenleaf Classics 1974

Paperback, Gold Medal Books 1958

Paperback, Domiono Books 1963

Paperback, Digit Books 1959

Paperback, Crest Books 1960

Paperback, Corgi Books 1963

Paperback, Bedstand Books 1971

Paperback, Beacon Books 1962

Paperback, Beacon 1960

Paperback, Bantam Books 1951

Paperback, Avon 1958

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, New American Library 1970

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Onde japanere og djærve amerikanere

Battle Cry, november 1960

Ser man på den amerikanske pulplitteraturs sølvalder, er det interessant at notere sig, hvor stor en rolle japanere spillede som fjendebillede i 50’erne og 60’erne. Det er faktisk overraskende på flere punkter, men den væsentligste er nok den, at vi fra et eurocentrisk perspektiv ofte overser, hvor stor betydning kampene i Stillehavet havde for amerikanerne under Anden Verdenskrig. For os, var Stillehavet en fjern arena, som automatisk blev tilskrevet sekundær betydning i forhold til alt det, der udspillede sig i Europa.

Wings, marts 1944

For professionelle historikere har Stillehavskrigen naturligvis været nærværende hele tiden, men pulpmagasinerne tillader os rent faktisk også at få et glimt af de åbne sår, som stadig sad på den amerikanske befolkning ganske længe efter, at Anden Verdenskrig var afsluttet. At der så samtidig også opstod nye krigssituationer i Østen, der holdt disse kulturelle sår åbne, har naturligvis forlænget krigens eftervirkninger og gjort, at billedet af ”den onde japaner” kunne suppleres med andre asiatiske folkeslag.

Stag, juni 1963

Japaneren indtager imidlertid afgjort hovedsædet, hvilket betyder, at man i de amerikanske pulpmagasiner og pulpudgivelser ser ganske mange fortællinger dedikeret til kampen mod japanere, der skildres som ekstremt afstumpede og onde individer.

Amazing Stories, september 1942

Det er ligeledes sjovt, så meget japanerne fylder i forhold til eksempelvis fjenderne på den anden side af jerntæppet. Kineserne optræder også i pulpens verden, man slet ikke i samme omfang, der samme gør cubanerne eksempelvis heller ikke. Faktisk overgås japanerne kun af karikerede fremstillinger af russere og nazister.

Stag, juli 1964

Her er sagen da nok også den, at japanerne var en overstået trussel, der kunne henlægges til en ufarlig fortid, mens kommunisterne var en aktuel trussel, som man skulle træde en smule mere varsomt med at fremstille. Samtidig var mindet om den japanske fjende stadig i så frisk erindring i 50’erne og 60’erne, at man kunne give sit fjendebillede hele armen og udmale japanerne i den ene uhyrlige og absurde situation efter den anden og være sikker på, at de stereotype og racistiske fremstillinger ville finde genklang hos pulplæsernes fordomme.

Real Men, oktober 1963

Der udspillede sig således en racistisk kamp på pulpmagasinernes forsider, hvor stolte amerikanske unge mænd (og kvinder) kæmper mod nedrige japanere, der tydeligvis er helt blottet for enhver humanitet. Hvis vi skal forstå pulpmagasinernes verdenssyn, havde USA naturligvis en lang række af sådanne fjender, og landet var dermed underlagt en form for belejring, som dog var dømt til at fejre på grund af det amerikanske folks heltemod. Sådan er logikken i hvert fald i 50’erne og 60’ernes mandeblade og krigsromaner.

Paperback, Star Books 1967

Den type billeder, som vi ser i indlægget her, mistede gradvist deres popularitet i takt med, at Vietnamkrigen blev et stadigt større problem for den amerikanske befolkning. Til sidst forsvandt de helt og overlod krigsforsiderne til de gamle, tyske nazister, som stod tilbage som alemgyldigt fjendebillede for alting amerikansk og godt her i verden. Senere vendte japanerne tilbage som fjendebillede, men nu i form af en merkantil og kulturel trussel, men det er en anden historie.

Paperback, Pocket Books 1966

Paperback, Pocket Books 1963

Paperback, Panther Books 1965

Paperback, Panther Books 1958

Man’s Magazine, januar 1962

Man’s Adventure, januar 1965

Man’s Action, maj 1965

Man’s Action, december 1962

Liberty, april 1944

High Adventure, juni 1958

For Men Only, november 1960

Escape To Adventure, november 1962

Battle Stories, april 1943

Argosy, februar 1943

American Sky Devils, januar 1943

American Sky Devils, april 1943

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Hurra-Hurra!

Så har Fra Sortsand overlevet i seks år. Det er da noget!

Det er ikke altid helt let at finde tid til alle mine projekter, og bloggen lider periodevis under det. Med tiden er det blevet lidt lettere for mig at sige, at jeg ikke kan nå alt, men det irriterer mig alligevel voldsomt når, der går for lang tid uden, at der er aktivitet på Fra Sortsand. Alle, der selv blogger eller lignende, kender sikkert godt den følelse. Sagen er jo bare den, at det skal være sjovt at lave den slags, og vi skal gøre det, fordi vi har lyst. Når det bliver for surt, er det bedst at holde en pause.

Som jeg har skrevet flere gange på bloggen, har jeg arbejdet på en bog om den moderne gysers udvikling, hvilket i høj grad har trukket opmærksomhed væk fra Fra Sortsand. Skrækvisioner hedder bogen, og det projekt er heldigvis afsluttet nu, hvilket har frigivet tid og rum til nye projekter.

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det skal være, men det gode ved Fra Sortsand er, at bloggen er en form for legeplads for mig, hvor jeg afprøver forskellige idéer og tanker, som pludselig kan samle sig til et eller andet. Jeg har flere idéer til bogprojekter, som helt sikkert vil komme til at præge bloggen på et tidspunkt, men for nu er det de sædvanlige blandede bolsjer, der bliver skrevet om.

Tak til alle jer, der gider hænge på.

 

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

En ildsjæl i svensk science fiction: Et interview med Peter Öberg

For nogle dage siden skrev jeg lidt om antologien Waiting for the Machines to Fall Asleep; en interessant samling, som jeg synes fortjener nogle flere ord med på vejen. Ikke mindst fordi, bogen ikke har nogen indledning. Jeg tænkte derfor, at det kunne være spændende at høre lidt mere om tankerne bag bogen. Jeg spurgte derfor redaktøren Peter Öberg, om han ikke ville fortælle lidt om projektet, og det har han heldigvis sagt ja til. Resultatet er blevet dette interview. Peter Öberg berører flere interessante punkter i samtalen, som jeg er helt sikker på, at mange af jer derude også vil finde spændende.  

***

Martin: Kunne du kort beskrive din egen baggrund og interesse i SF, før vi går til selve emnet?

Peter Öberg: Som ung upptäckte jag science fiction-hyllan på biblioteket, och det är till den jag hållit mig till stor del även som vuxen. (Den och Ole Lund Kirkegaard.) Jag läste många av de klassiska SF-författarna men även mycket av den fantasy som var populär under 90-talet, och många klassiker. Som vuxen har jag särskilt intresserat mig för dystopier, och under senare tid riktigt gamla berättelser och ursprungsmyter – som för övrigt ofta har en del likheter med det vi kallar science fiction idag. Som jag ser det är det vanligare att science fiction, jämfört med mainstreamlitteratur, erbjuder oväntade upplevelser, visar andra sätt att tänka, försöker demaskera samhället eller den upplevda verkligheten, eller, om inte annat, är underhållande.

Peter Öberg

Antologiens undertitel er ”The best new science fiction from Sweden“. Der er ikke nogen indledning til bogen, derfor er det ikke helt klart, hvordan du har fundet frem til den bedste nye SF fra Sverige. Kan du fortælle lidt om bogens tilblivelse og baggrunden for projektet. Har du selv udvalgt novellerne og efterfølgende kontaktet forfatterne, har de indsendt novellerne til dig efter en efterlysning af ny SF eller er historierne skrevet specifikt til samlingen?

Innan Waiting for the Machines to Fall Asleep var jag redaktör för fyra antologier på svenska – Maskinblod 1-3 och Kärlek i maskinernas tid – och innan det recenserade jag svensk science fiction och genrelitteratur och -film, så jag hade ganska bra koll på vad som skrivs i Sverige och även kontakt med många författare inom genren. Då, för bara några år sedan, fanns det inte många förlag som var intresserade av att ge ut SF eller annan fantastik. (Detta är något som har förändrats på några få år med flera andra förlag som släppt antologier, nya e-tidskrifter med noveller och även större förlag som gjort satsningar på noveller även inom SF) Tanken var helt enkelt att lyfta fram och visa på bredden och kvaliteten inom ny svensk science fiction och fantastik. Efter dessa böcker föll det sig naturligt att nästa steg skulle vara att släppa en antologi på engelska. Intresset fanns bland de författare jag frågade och då det idag är förhållandevis lätt att göra en bok tillgänglig över hela jorden kändes det som att tiden var inne. Det fanns också en lucka att fylla – vad jag vet är detta den första SF-antologin på engelska med svenska författare. Jag anser också att flera av de nu aktiva svenska författarna håller världsklass och att det är positivt om fler ges möjligheten att läsa dem. Vad gäller urvalet frågade jag dels författare direkt men efterfrågade också noveller från allmänheten. Somligt är skrivet speciellt för antologin, somligt inte, men de allra flesta av novellerna var inte publicerade på annat håll innan.

Paperback, Affront 2015.

Jeg har diskuteret lidt på Fra Sortsand, hvad der kendetegner dansk horror. Mener du, at der er noget særligt, som kendetegner den svenske SF? Jeg tænker ikke her så meget på brugen af svenske navne og steder, men mere i sprogtonen eller indholdet af historierne?

I några recensioner av Waiting for the Machines to Fall Asleep från USA och Storbritannien uttrycktes att berättelserna inte kändes speciellt svenska eller annorlunda gentemot anglosaxisk SF-litteratur, och jag tror lite att det är just det som kännetecknar nutida svensk science fiction – att den är ganska klassisk anglosaxisk-influerad, men i en modern skrud. Dystopiska inslag är vanliga, men också mörk humor. Om man vill ha något som känns mer typiskt ”svenskt” tror jag man får leta inom fantasy och skräck där till exempel folktro oftare spelar en viktig roll.

Har bogen solgt godt? Er missionen med at sprede kendskabet til svensk SF lykkedes?

Det vi lyckades med var att få många recensioner, och väldigt positiva sådana, men jag kan inte påstå att boken sålt bra. De som har läst boken har uppskattat den, men det är svårt att slå igenom även på den engelskspråkiga marknaden – det är en lång väg kvar innan svensk eller nordisk science fiction blir ett fenomen à la Nordic noir. Det som däremot händer nu är att fler svenska SF-författare ser till att få sina verk översatta till engelska eller att de börjat skriva även på engelska. Detta är kanske ett naturligt steg för de som är ambitiösa och har möjligheten när den inhemska marknaden i jämförelse är begränsad.

Er der en særlig svensk SF-kultur? Du har tidligere udsendt antologien Science fiction så in i Norden. Har det givet dig indblik i forskellige SF-kulturer i Norden?

Vi har en science fiction-fandom som är ganska stark i Sverige idag, men när det gäller författande och film har det inte funnits någon egentlig stadigvarande kultur. Det har funnits perioder då SF varit mer populär och det skrivits mer, främst kanske tidigt 1900-tal, 1970-tal och däromkring med Sam J. Lundwall, Dénis Lindbohm et al., samt nu. Ett långt pågående fenomen är också att författare som normalt inte skriver SF då och då ger ut en dystopi. Vad gäller film – som Science fiction så in i Norden handlar om – är det, oavsett vilket nordiskt land vi talar om, endast sporadiskt det kommit påkostad biovisad eller tv-producerad sf- eller genrefilm, fram tills de senaste åren då vi fått se en hel del, åtminstone jämfört med tidigare, både science fiction och skräck.

Paperback, Affront 2012

En af de ting, der slog mig ved læsning af novellerne, er, at deres overordnede problemstilling er meget klassiske i den forstand, at de synes mere forankret i velkendte SF-troper end aktuelle problemstillinger. Jeg tænker her især på det meget dominerende tema om forholdet mellem mennesket og kunstigt liv/intelligent teknologi, som har noget tidløst og meget velkendt over sig, mens andre temaer som eksempelvis økologi, migration, religion osv. ikke berøres i samlingen. Hvordan ser du på det? Ser du særlige, aktuelle problemstillinger afspejlet i bogen?

Boken saknar tema annat än ”ny svensk science fiction och fantastik” – författarna fick skriva vad de ville och jag ville egentligen inte lägga mig i mer än att bestämma om en novell var bra nog för att vara med eller inte samt se till det skulle finnas en bredd bland berättelserna. På så sätt skulle det också bli en representativ bild av den nutida svenska SF-litteraturen. Det är en stor variation bland berättelserna med allt från mer rymdaction och skräck till romantik och humor. Med det sagt så är det, som du säger, vissa teman som återkommer, som dystopiska inslag och människa kontra maskin.

Når man læser de små introduktioner til de enkelte forfattere bagerst i bogen, er det slående, hvor ens deres uddannelsesmæssige og interessemæssige baggrund er. Mange er universitetsuddannede i kulturhistorie eller kommunikation, interesserer sig for spil og er bredt engageret i fantasy, horror og SF. Det er næsten som en særlig forfatterprofil, der optræder i bogen. Hvad er dine tanker omkring dette?

Att många är intresserade av fantasy, skräck och SF ser jag som något naturligt då det är vanligare att sådana människor skriver fantasy, skräck och SF än vad det är bland sådana som inte är intresserade av fantasy, skräck och SF. Jag ville ha en jämn könsfördelning, och är medveten om det breda åldersspannet (från cirka 20 år till över 70) bland författarna, men i övrigt bryr jag mig inte om eller har reflekterat över folks bakgrund.

Paperback, Affront 2013

Et andet tema, som har været diskuteret på Fra Sortsand, er det dystopiske. I samling er vældig mange af novellerne præget af en dyster fremtidsvision. Er det mon fordi, verdens tilstand er så elendig, at vi ikke kan andet end at skrive pessimistisk om fremtiden, eller skyldes det, at det dystopiske er blevet en voldsomt dominerende genrekonvention i SF-litteraturen?

Nu blir det lite spekulativt här, men en förklaring till den dystopiska trenden kan vara att det är svårare att få en positiv framtid att kännas verklig än vad det är en negativ. Det känns helt enkelt inte trovärdigt att allt skulle bli bra helt plötsligt, medan att det skulle fortsätta finnas problem eller att saker skulle bli än värre inte känns särskilt främmande. Det här är också en styrka inom genren, att man tar upp problem och inte låtsas att allt är okej. Sen är ju litteratur och konst en spegling av den tid den skapas i. Dagens företeelser och problem, och att det kommer ny teknologi, reflekteras i de berättelser som skapas, vilket kanske extra tydligt inom science fiction.

En af de ting, som jeg personlig stiller mig lidt kritisk over for, er, at mange af bogens noveller først og fremmest forsøger at levere meget filmisk fortalte historier. Det er et velkendt forhold i meget moderne genrefiktion, men det føles alligevel en smule mere markant i denne samling historier. Det litterære arbejde med sproget er i hvert fald ikke særligt dominerende. Tror du, at forfatternes baggrund i spilverdenen kan have noget at sige her?

Om det är filmiskt berättat antar jag att det är i så fall är författarnas stil. Vad gäller språket låg fokus för mig på att engelskan skulle bli bra – att en engelskspråkig läsare inte skulle reagera över att något lät konstigt eller dåligt. Engelska är ju för merparten av författarna inte deras förstaspråk.

Paperback, Affront 2014

Du har ret i, at jeg nok får blandet tingene sammen. Der er imidlertid flere, som eksplicit nævner spil som en del af deres selvpræsentation. Det, synes jeg personligt,  er meget sigende, fordi det for mig at se handler lidt om tilgangen til fiktionen. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting at have en bevidsthed om spil (jeg tænker her især på computer- og rollespil), men for mig at se skaber det bevidsthed om bestemte elementer i en fortælling, som handler mere om handling end det egentlige arbejde med sproget. Har du nogle tanker i forhold til det?

Många som var unga på 1980-talet eller senare växte upp med tv-spel (och somliga med rollspel). För dessa är spel blir en naturlig del av kulturkonsumtionen, precis som film och litteratur. Idag är många av dessa vuxna gamers eller arbetar kanske till och med med spel, och säkert påverkar detta deras skrivande och sätt att berätta historier – men exakt hur vet jag inte.

Handler det mere om fortællingen end æstetikken for dig som redaktør?  

För mig personligen är det känslan som är viktigast – att jag på en intuitiv nivå gillar något.

Kan du afslutningsvis sige lidt om, hvad forlaget har af kommende udgivelser, som kunne være spændende for et dansk SF-publikum?

Utgivningen på Affront förlag är mer sparsam idag än för några år sedan, dels för att det numera finns fler förlag som ger ut liknande litteratur, dels på grund av att jag inte har möjlighet att lägga lika mycket tid på förlaget. Men jag har ända sedan Science fiction så in i Norden släpptes 2012 arbetat på en ny upplaga av denna bok som listar science fiction-filmer och -tv-program från de nordiska länderna. I fjol var tanken att jag skulle bli klar med denna nya upplaga under 2017, nu hoppas jag bli klar under 2018, och nästa år kanske jag hoppas bli klar 2019. Men den kommer.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogsamlerne: Janus Andersen

Så er det langt om længe blevet tid til endnu et indslag i den lille stafet, som jeg har startet på bloggen. Bogsamlerne kalder jeg stafetten, og her får folk fra genremiljøet lejlighed til at fortælle lidt om deres bogsamlinger, deres tilgang til bøger, til det at have bøger stående og måske endda til det at samle på dem. Senest har forfatter Amdi Silvestri sat ord på sin samling, og han har givet ordet videre til Janus Andersen. Selvom Janus, der fører pennen i dette indlæg, gør et nummer ud af at understrege, at han ikke er samler, så tror jeg, de fleste vil give mig ret i, at han har fået skrabet sig en ganske anseelig samling sammen.

Tankerne, han gør sig om denne samling, er fascinerende, og jeg forventer, at der er mange, som vil kunne nikke genkende til de faser, som Janus’ samlerliv har gennemgået over tid. Jeg genkender i hvert fald en del af mig selv i hans overvejelser.

Skulle du i øvrigt være i tvivl, er Janus en særdeles velkendt og vidende person på vores genrescene herhjemme. Han har bidraget indsigtsfuldt på en række fronter og skriver nu blandt andet på bloggen Superkultur, som jeg bestemt synes, du bør besøge, hvis du altså ikke allerede gør det regelmæssigt. Alt i alt er det dermed en fornøjelse at få bragt Janus’ ord og tanker her på Fra Sortsand.

 

***

Samlertrang

Af Janus Andersen

Hej, allesammen, jeg hedder Janus, og jeg er samler. Bogsamler, for at være mere præcis. Og, er det gået op for mig, mens jeg har forsøgt at skrive om det, en forfærdeligt dårlig bogsamler.

Men det vil jeg vende tilbage til. Lad mig starte ved begyndelsen:

Bøger har fulgt mig hele livet i en eller anden forstand. De er fysiske objekter, men også minder. Ikke bare om hændelser og historier, som måske/måske ikke har fundet sted, men også som fysiske reminders om egen historie. Det er gået op for mig, at det er derfor, jeg samler på bøger: jeg har en forfærdeligt dårlig hukommelse.

Janus Bjarke Andersen

Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg altid har haft en tendens til at samle: fra helt lille, hvor samlingen var så vagt defineret, at alt kunne være en del af den – Det her krabbeskjold? En perle i min samling. Den her plasticbil? Det samme. – til jeg blev lidt ældre, og samlertrangen indsnævredes omkring kulturprodukter: VHS, tegneserier, DVD, bøger, fanzines og lignende. Der har dog været et gennemgående element, kan jeg se: fantastikken. Allerede som barn indså jeg, at en historie har potentialet til at være mere spændende, når fortælleren kan slå sig lidt i tøjret og ikke er begrænset af, hvad der strengt taget er muligt – i en krimi ved du, at målet er at få afsløret morderen, men smid en telepat ind i plottet, og så er mulighederne pludselig legio. Prøver jeg at finde tilbage ved hjælp af bøgerne som mnemoteknik, støder jeg på titler som Telekattene og Mark Brandis – den ene lovede eventyr lige om hjørnet, mens den anden i barnlig logik lovede hardcore realisme (når nu forfatter og hovedperson hed det samme, hvordan kunne det så være andet?).

Det var uden tvivl titler, jeg opdagede på biblioteket. Senere blomstrede verden med de ting, jeg opdagede i den lokale byttebiks: som flere generationer af danske science fiction-læsere faldt jeg over Stig Vendelkærs bøger, og det bandt mig både til genren og til det at snuse mig frem til bøger.

Jeg tænker, at SVSF var med til at skabe bevidstheden om, at man kunne samle. Først hele serien, naturligvis, men derefter genren. For det kan godt være, at det er svært at finde afgrænsningerne i en fantastisk fortælling, men som samler er det netop rammerne, der er tiltalende: muligheden for at male helt ud til kanterne og skaffe alt det, der ligger inden for ens afgrænsning.

En del af de samlinger, jeg har startet, er visnede med tiden – medier er uddøde, pladsmanglen har talt, jeg har følt, jeg var blevet for gammel og så videre og så videre (og nu og da kan jeg stadig føle fortrydelse over hver og en af de halvformede samlinger, der har forladt mine hænder, for i nostalgiens lyserøse instagram-filter er de alle uendeligt smukke). Men én ting har dog fulgt mig hele livet: bøgerne.

Men begrænsningen på den samling har undergået en del transformationer gennem tiden. Fra “De få ting, jeg kan få i gave” over “Alt, hvad jeg falder over, som ligner, det ville falde i min smag” til en udkrystallisering, der holdt i mange år: dansk fantastik. Jeg tror, det var min samlertrangs blomstringsår – der, hvor alt synes muligt, og hvor jeg troede, at det var et mål, jeg kunne komme i nærheden af: al den fantastik, der er udgivet på dansk. Science fiction, fantasy, horror og alt der i nærheden. Det var en smuk tid, som betød, at vægten af mit personlige indbo steg kraftigt, og jeg fik en masse gode læseoplevelser.

Men bøger er som sagt både oplevelser og objekter, så jeg har altid både samlet og købt – samlingen er forsøget på at bygge noget komplet, at udfylde nogle rammer, mens det almindelige køb bare er bøger, jeg gerne vil læse. Nogle havner naturligvis i begge kategorier, men det er noget af det smukke ved en bog; den kan dække mange behov. Min største mangel som samler blev dog tidligt tydelig: jeg foretrækker at finde bogen. Det er altid hyggeligt at gå i en boghandel og købe en god, ny bog, og internettet blomstrede i mine unge år og gav da også anledning til købet af nogle titler, jeg ellers ikke ville have været i nærheden af – men den “rigtige” måde at få fat i en bog på vil altid være at finde den brugt. Den er billigere (forhåbentlig), den har noget historie, og det er en større bedrift. Det er ligesom at jage og slagte koen selv i stedet for at gå på Jensens Bøfhus.

Man kan ikke gå ind i en boghandler og finde bøger, der rammer samme perfekte blanding af nostalgi og samlertrang som gamle udgaver af Tarzan, Rumfart-serien, Planetbøgerne, Iskolde gys, Notabenes science fiction eller et hav af andre gamle serier. Eller: hvis du kan, så misunder jeg dig.

Jeg kan dog ikke lade være med at føle, at en “rigtig” samler burde have en klart afgrænset samling, burde gå hårdt efter at fylde den ud og burde holde stramt fast i det projekt.

Jeg fejler groft, fordi jeg hellere vil bladre gennem bøgerne i en genbrugs uden held end finde perfekte titler på en hjemmeside, og fordi jeg både køber af samlerbehov og af lyst – så en god del af de bøger, der fylder mine hylder i alt for mange lag, er “fordi jeg har lyst” snarere end “fordi jeg mangler den”. Jeg bøjer mit hoved i skam og indrømmer, at jeg for nylig så mig nødsaget til at rydde ud på hylderne – der var ganske enkelt ikke plads til at stable flere inden bagved, og ofrene blev i høj grad forskellige ungdomsromaner, som i høj grad hørte til samlingen.

Men hvor jeg må begynde at finde mig til rette til min nye identitet som dårlig bogsamler, må jeg dog holde fast i, at bøger er det perfekte objekt at samle på. De er grundlæggende oplevelser i fysisk form, så man får andet og mere end blot genstanden, men samtidig findes de i så mange forskellige afskygninger, at man kan vælge en afgrænsning af sin samling alt efter, hvad der passer én som person: Vil du samle en forfatter eller en genre eller et forlag eller noget helt andet? Går du efter førsteudgaver, autograferede udgaver eller billigbogsudgaver (åh, der er en særlig glæde over at finde f.eks. et nummer af Midnatsgyseren, som man ikke allerede ligger inde med)? Lige meget hvilken type samler du er, kan du vælge en afgrænsning af bøger, som vil passe til lige præcis dig. Og så kan de stables, så man kan altid more sig med at finde den perfekte konfiguration, der vil give plads til flere på hylden.

Alene tanken om alle de muligheder, der findes derude, giver mig lyst til at starte en ny samling. En rigtig samler holder sig til sit projekt, som sagt, men bøger er minder – og den letteste måde at skabe og fastholde nye minder er ved at finde og læse en god bog.

P.S. til billederne:

Jeg er gift med en bibliotekar, så jeg er ikke den eneste, der bringer bøger til huset. Stueetagen er biblioteket, omend der også står reoler på de andre etager – jeg har stået for størstedelen af bøgerne, mens hun har stået for udsmykningen, men hun foretrækker at have sine bøger fremme, så man kan se dem; det gør mig ikke så meget, at de står i stabler inde bagved, bare jeg ved, de er der. Måske er det et symptom på at være samlet.

Der er en overordnet inddeling, som hedder fantastik i forskellige størrelser, fantastik i paperbackformat (det er et vidunderligt format, som der kan stå tre rækkker af på en hylde), ikke-fantastik, faglitteratur og faglitteratur med forbindelse til fantastik. På andre etager findes der billedbøger og bøger i lidt for stort format. Men en nogenlunde alfabetisk inddeling gør det, at jeg som regel kan finde det, jeg leder efter… med en indsats.

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

På gensyn d. 6. august

Skriv en kommentar

14. juli 2018 · 05:21

Ruby Jean Jensen – de onde børns mor

Paperback, Warner Books 1974. Ruby Jeans debut i romanform

Der er noget fascinerende ved Zebra Books’ forsider fra 1980’erne. De er grafisk pågående på en helt særlig måde og formår på mange måder at forny den gamle pulp-ikonografi ved at snævre billedet motivisk ind til det absolut centrale.

Paperback, Manor Books 1978

Manden bag de fleste af Zebras skrækforsider var Richard Newton, der på godt og ondt kom til at give ansigt til noget af det værste bras, som den nyere skrækfiktionen har produceret. Faktisk kan man med rette sige, at det bedste ved de fleste af Zebras bøger er Newtons overgjorte billeder.

Ruby Jean Jensen (1. marts 1927 – 16. november 2010)

Nå, det er ikke Zebra som sådan, der er i fokus her, for jeg har faktisk skrevet om Zebra allerede i et ældre indlæg.  

Paperback, Leisure Books 1982

Det egentlige omdrejningspunkt i dette indlæg er nemlig Ruby Jean Jensen, der har skrevet helt og aldeles jammerlig skrækfiktion, men som alligevel formåede at sælge så godt, at hun udsendte en til to bøger om året hos Zebra i løbet af 80’erne.

Paperback, Manor Books 1978

Jensen er en skæv størrelse, fordi hun i en relativt sen alder debuterede som romanforfatter. Hun var 47 år gammel, da hendes første roman udkom. Bogen var en klassisk gotisk romance; et genreudtryk der på det tidspunkt havde mistet sit store publikum og hurtigt var ved at ryge i mølposen. Ruby Jean læste imidlertid sin samtid korrekt. Den store skrækbølge i litteraturen var for alvor ved at vinde momentum, og hun gentænkte derfor sin ”gotiske romance”-stil til en dyster hybrid form, der satsede mere på spænding og mindre på romance.

Paperback, Tor 1982

Ruby Jean bibeholdt samtidig romancens patos og fik derved skabt sin egen stærkt sentimentale form for skrækfiktion, der ganske vist beskriver onde og ubehagelige handlinger og situationer (som det meste gys), men som egentlig handler om store følelser af kærlighed, sorg og lykke. Ledestjernen i den transformationsproces var uden tvivl V. C. Andrews, der havde vist vejen for en ny, mere rå form for gotisk romance og opnået en ufattelig stor kommerciel succes på den måde.

Paperback, Tor 1983

Hos Andrews var barnet en væsentlig figur, og de romaner, Ruby Jean Jensen udsendte i løbet af 80’erne, blev da også en kavalkade af bøger om børn i livsfare – typisk trues de af noget overnaturligt, men i sidste ende ligger der altid ond, menneskelig agens bag miseren. Egentlig onde børn optræder også i Ruby Jeans fiktion, men de er et fåtal og altid et produkt af ydre omstændigheder.

Paperback, Zebra Books 1983. Ruby Jeans Zebra-debut, som satte tonen for hendes øvrige romaner

Skal man indpasse hendes romaner mere generelt, kan man sige, at hendes bøger er den litterære ækvivalent til hele ”grædende børn”-genren fra billedkunsten. Den billedgenre var vældig populær, det samme var Ruby Jean Jensens bøger, men de vil næppe finde mange læsere i dag. Richard Newton og hans forsider har derimod stadig et entusiastisk publikum.

     

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988. vi genkender forsiden fra Andrews’ Flowers in the Attic her

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1992

Paperback, Zebra Books 1993

Paperback, Zebra Books 1994

Paperback, Zebra Books 1995. Ruby Jeans sidste roman for Zebra og hendes sidste skrækroman

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman