Category Archives: Ikke kategoriseret

På gensyn d. 6. august

Skriv en kommentar

14. juli 2018 · 05:21

Ruby Jean Jensen – de onde børns mor

Paperback, Warner Books 1974. Ruby Jeans debut i romanform

Der er noget fascinerende ved Zebra Books’ forsider fra 1980’erne. De er grafisk pågående på en helt særlig måde og formår på mange måder at forny den gamle pulp-ikonografi ved at snævre billedet motivisk ind til det absolut centrale.

Paperback, Manor Books 1978

Manden bag de fleste af Zebras skrækforsider var Richard Newton, der på godt og ondt kom til at give ansigt til noget af det værste bras, som den nyere skrækfiktionen har produceret. Faktisk kan man med rette sige, at det bedste ved de fleste af Zebras bøger er Newtons overgjorte billeder.

Ruby Jean Jensen (1. marts 1927 – 16. november 2010)

Nå, det er ikke Zebra som sådan, der er i fokus her, for jeg har faktisk skrevet om Zebra allerede i et ældre indlæg.  

Paperback, Leisure Books 1982

Det egentlige omdrejningspunkt i dette indlæg er nemlig Ruby Jean Jensen, der har skrevet helt og aldeles jammerlig skrækfiktion, men som alligevel formåede at sælge så godt, at hun udsendte en til to bøger om året hos Zebra i løbet af 80’erne.

Paperback, Manor Books 1978

Jensen er en skæv størrelse, fordi hun i en relativt sen alder debuterede som romanforfatter. Hun var 47 år gammel, da hendes første roman udkom. Bogen var en klassisk gotisk romance; et genreudtryk der på det tidspunkt havde mistet sit store publikum og hurtigt var ved at ryge i mølposen. Ruby Jean læste imidlertid sin samtid korrekt. Den store skrækbølge i litteraturen var for alvor ved at vinde momentum, og hun gentænkte derfor sin ”gotiske romance”-stil til en dyster hybrid form, der satsede mere på spænding og mindre på romance.

Paperback, Tor 1982

Ruby Jean bibeholdt samtidig romancens patos og fik derved skabt sin egen stærkt sentimentale form for skrækfiktion, der ganske vist beskriver onde og ubehagelige handlinger og situationer (som det meste gys), men som egentlig handler om store følelser af kærlighed, sorg og lykke. Ledestjernen i den transformationsproces var uden tvivl V. C. Andrews, der havde vist vejen for en ny, mere rå form for gotisk romance og opnået en ufattelig stor kommerciel succes på den måde.

Paperback, Tor 1983

Hos Andrews var barnet en væsentlig figur, og de romaner, Ruby Jean Jensen udsendte i løbet af 80’erne, blev da også en kavalkade af bøger om børn i livsfare – typisk trues de af noget overnaturligt, men i sidste ende ligger der altid ond, menneskelig agens bag miseren. Egentlig onde børn optræder også i Ruby Jeans fiktion, men de er et fåtal og altid et produkt af ydre omstændigheder.

Paperback, Zebra Books 1983. Ruby Jeans Zebra-debut, som satte tonen for hendes øvrige romaner

Skal man indpasse hendes romaner mere generelt, kan man sige, at hendes bøger er den litterære ækvivalent til hele ”grædende børn”-genren fra billedkunsten. Den billedgenre var vældig populær, det samme var Ruby Jean Jensens bøger, men de vil næppe finde mange læsere i dag. Richard Newton og hans forsider har derimod stadig et entusiastisk publikum.

     

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988. vi genkender forsiden fra Andrews’ Flowers in the Attic her

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1992

Paperback, Zebra Books 1993

Paperback, Zebra Books 1994

Paperback, Zebra Books 1995. Ruby Jeans sidste roman for Zebra og hendes sidste skrækroman

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Filmisk reklame for Randvad

Henrik Harksen lavede for lidt tid siden en lille bogtrailer til romanen Randvad, som jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe. Trailer kom i forbindelse med udsendelsen af bogen i andet oplag, for folk har heldigvis taget rigtig godt imod vores sønderjyske historie. Jeg tænkte, at jeg hellere lige måtte vise traileren her på bloggen. Selve fænomenet ”bogtrailer” er lidt nyt for mig, og jeg må blankt erkende, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med det. Det er naturligvis et format, der er meget velegnet til de sociale medier, omvendt er det lidt besynderligt at sælge en bog via levende billeder, der egentlig slet ikke har noget med bogen at gøre.

Man kan selvfølgelig sige, at en trailer, som eksempelvis denne, indfanger stemningen i romanen. Ikke desto mindre kan jeg ikke blive fri for en følelse af, at man sælger litteratur som film i sådanne trailere, og et eller andet sted postulerer, at de to medier kan det samme. Måske jeg bare ikke skal tænke alt for meget over dette og bare være glad for den reklame, som traileren er.

Hvad mener du om bogtrailere? Lad mig høre, hvis du har noget at byde ind med.

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Copenhell ’18 i bakspejlet

Copenhell er efterhånden blevet et af årets højtider for alle, der lytter til metal og hård rock. Det der begyndte som en lille nichefestival for en mindre, ekstremt dedikeret skare, har nu efter ni år udviklet sig til et velvoksent arrangement, som forsøger at favne nyt og gammelt indenfor de ganske bredt definerede rammer for metalmusik. I år var da heller ikke nogen undtagelse, og selvom jeg på ingen måde var synderligt begejstret for årets udbud af bands, kan jeg nu se tilbage på nogle fantastiske dage på festivalen. Vejret var for en gangs skyld strålende, men meget af det skyldes mest af alt, at det er hyggeligt at tilbringe lidt løssluppen tid i venners lag, og det er nok i virkeligheden en af de ting, som Copenhell gør bedst. Festivalen byder sig til som et uprætentiøst frirum, der er behageligt renset for næsten al smarthedskultur.

Det sted, som mere end noget andet repræsenterer den ånd for mig, er de berømte og berygtede metalkaraoke-sessioner, som løber af stablen i ølteltet hver dag. Her kan alle melde sig til og få mulighed for at synge en eller anden mere eller mindre kendt sang fra metalmusikkens verden. På karaoke-scenen, kan man møde alt fra det selvsikkert leverede, knusende fremføringer til numre, der drukner i fuldemandsbrøl og bizarre attituder. Publikum tager næsten lige godt imod det hele og bærer musikken igennem som en enorm omgang fællessang, der ofte overtager lydbilledet fra det, der sker på scenen. Den energi og stemning af fælleskab, som opstår under de seancer, er noget sjældent sympatisk og en oplevelse, der binder festivalen langt mere sammen, end musikken på de store scener gør det.

På de store scener fordeler fans sig efter smag og behag, men i ølteltet er det den fælles begejstring, som løfter sig; en følelse som jeg tror vi alle har brug for at mærke i ny og næ, navnlig i forhold til vores mere eller mindre nicheprægede interesser. Man kan ikke kalde det nostalgi, når der skråles med på alt fra Iron Maiden, Slayer og Dio til In Flames og Pantera, men snarere en fantastisk form for fejring af et tidløst nu i musikken. En (gen)oplevelse og (gen)opdagelse af ubekymret glæde ved at være i de sange, som man på et eller andet tidspunkt har voldlyttet på sit anlæg, i sin walkman eller hvor man nu har hørt musik.

Mine to musikalske højdepunkter i år var uden tvivl Alice In Chains og Kellermensch. Jeg var engang en stor Alice In Chains-fan, men mistede interessen for bandet i slutningen af 90’erne og har ikke rigtigt fulgt dem efter at William Duvall erstattede Layne Staley. Da de spillede på Copenhell tilbage i ’13, så jeg én sang med dem og smuttede hen til noget andet, men i år blev jeg hængende, og det fortryder jeg ikke et øjeblik. Højdepunkterne var helt sikkert at høre de mere stille numre fra Jar of Flies-EP’en, men de gamle numre fra Facelift rykkede i den grad stadig. Jeg kommer nok aldrig tilbage til AIC, der i sidste ende forbliver en form for coverband for mig efter Staley døde, men fedt endelig at høre numrene blive spillet live. Den chance burde jeg have udnyttet allerede tilbage i ’13. Den slags oplevelser er naturligvis en af de gode ting ved den flittige genbrug af gengangere på årets bandopstilling.

Kellermensch var, som sagt, det andet store punkt på årets Copenhell. Drengene fra Esbjerg, som jeg har set før på en lille scene, kastede sig her hovedkulds ud i et fantastisk, dramatisk set, hvor der blev crowdsurfet, kastet med guitar og slynget med mikrofonstativ, mens den karismatiske forsanger Sebastian Wolff krængede sin sjæl ud i deres mørke rocknumre. Metalmusik kan man på ingen måde kalde Kellermensch, men deres attitude og sceneoptræden på en sen lørdag eftermiddag sidste dag på Copenhell har mere vildskab, aggressivitet og nerve end mangt et andet band på festivalen. Al metal-puritansk kritik af bandets optræden på årets program burde derfor være lukket nu.

Det absolutte lavpunkt gjorde ondt. Rigtig ondt. Jeg har Black Sabbath i min DNA og kan næsten tilgive Ozzy og de andre fra gruppen hvad som helst, fordi de med deres første albums skabte noget uopslideligt. Uopslidelig er Ozzy imidlertid ikke, og selvom jeg har stor svaghed for meget af hans tidlige solomateriale, blev det ganske enkelt for meget at se min gamle helt vralte omkring på scenen som en anden undsluppen patient fra det nærmeste plejehjem. Ozzy er færdig, det stod med al tydelighed klart under denne koncert fredag nat på festivalen.

Det stod vel allerede klart, da han spillede med Sabbath til Copenhell sidste år, men tingene var på en måde bare blevet værre nu. Ikke mindst takket være den hysteriske Zakk Wylde, der med sin guitar formåede at fræse alt til døde i ulidelige soloer, mens han forsøgte at udfylde det tomrum på scenen, som stakkels, stærkt aldersvækkede Ozzy efterlader. Det var deprimerende at opleve og nok til at forsure selv det bedste forhold til de gamle albums.

Ozzy anno 2018 – et selvbillede ude af trit med virkeligheden

Set i bakspejlet, her et par uger efter, står stemningen på Copenhell som det stærkeste for mig i år. Helhedsoplevelsen af at tilbringe et par dage på Refshaleøen i selskab med en ufattelig broget forsamling, der i højt humør og med en stor kærlighed til en bestemt musikgenre slår gækken løs, er noget særligt, som får smilet frem.

Der er en fælleskabsfølelse på festivalen, som jeg ikke tror, man finder noget andet sted, og det er da også grunden til, at jeg helt sikkert kommer tilbage til festivalen næste år. Blot håber jeg, at programmet denne gang bliver en smule mere ophidsende – så hvad med at få High On Fire til Copenhell? hvad med Electric Wizard? Hvad med Cult Leader? Der er mange bud, og jeg glæder mig allerede nu til at holde øje med annonceringerne, der som altid er et flittigt diskussionsemne i min vennekreds.

Vi ses afgjort på pladsen i ’19!

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Om realistisk SF og den tåbelige apokalypse

Henning Andersen slog ned på et udsagn i mit seneste indlæg om Philip K. Dicks Solar Lottery, som han godt kunne tænke sig uddybet. Det kan jeg sådan set godt forstå, for jeg har ikke fået formuleret mig særlig præcist. Jeg antyder i hvert fald mere, end jeg konkret siger, så jeg må hellere her forsøge at sætte lidt flere ord på mine tanker lidt.

Jeg oplever i høj grad ny og nyere SF-litteratur som en ganske livløs størrelse, som jeg fantastisk har svært ved for alvor at holde af. Der er naturligvis et spraglet, bagudskuende værk som Dan Simmons’ Hyperion, men den roman hører til undtagelsen. Det er jo ærgerligt for mig, at jeg har det svært med ny SF, men heldigvis findes der uendelig meget ældre og gammelt inden for genren, så det behøver jo ikke bekymre mig stort. Mit SF-fix skal jeg nok kunne finde. Men det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad jeg synes, der er i vejen med moderne science fiction, som den tager sig ud nu.

I mit oprindelige indlæg skrev jeg:

Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.   

Det er naturligvis en voldsom generalisering, som jeg foretager her, men jeg mener, at den alvorlige gren af SF-genren siden 80’ernes slutning har været præget af et selvpålagt realismeparadigme, hvor kultur og teknologisk udvikling skildres i et tæt forbundet portræt a la Kim Stanley Robinsons tørvetrillende Mars-bøger, alt sammen med forbillede i thrillergenrens troper (tak for det William Gibson et al). Det utrolige, det flamboyante, det virkelighedsudvidende element, som SF-litteraturen havde i de tidlige pulp-dage, og som den genopdagede i 1960’ernes storhedstid, er gået fløjten til fordel for en plausibel litteratur, der synes demonstrativt at ville fjerne sig fra alt, der lugter af ”det urealistiske”.  Det har uden tvivl været til glæde for det købestærke Michael Crichton/Tom Clancy-segment af læsere, men som genrelitteratur er det ikke længere min kop thé.

Jeg trives med det uvirkelige og urealistiske. Det skyldes, at det skaber et metaforisk potentiale, som kun sjældent findes i de fortællinger, der ser det som sin primære opgave at udvikle et univers, som kan holde til læserens skeptiske lakmusprøver af realismen i teksten (en yndet sport blandt SF-læseren, som det blandt andet kan ses i Himmelskibets anmeldelser). Jeg har skrevet før, at jeg grundlæggende ser alle forsøg på ”worldbuilding”, i den form det udfoldes i nyere litteratur, som en dum, anti-litterær øvelse, der bedst kan kvalificeres som en form for beskæftigelsesterapi for forfatter og læser. Fri mig for trilogier og mastodontiske bestsellerromaner!

Henning Andersen har flere gange, med rette, beklaget sig over, at moderne SF som oftest er af et dystopisk tilsnit. Han nævner også dette i kommentaren. Jeg tror ikke, at det hører helt sammen med de ting, som jeg har nævnt ovenfor. Og så dog. Jeg vil mene, at dystopien er blevet den lette og konfliktløse vej for SF-litteraturen, fordi det kræver en form for ideologisk overbevisning at skrive det modsatte. Alle kan kritisere og komme med den ene intetsigende apokalyptiske vision efter den anden. Stor litteratur er blevet til på den konto (f. eks. 1984), men her taler vi om specifikke værker, der er skrevet under indtryk af specifikke forhold. Det svære er at sætte noget andet i stedet. Det kræver mod af en forfatter at investere sig i en tro på en bedre fremtid. Det kræver mod at pege på en verden, der kunne være bedre, fordi man så forpligter sig på at sige hvordan og hvorfor.

Det mod har kun de færreste. Jo mindre engageret og ideologisk bevidste vi er, jo mere bliver tåbelige undergangsfortællinger om zombier og pandemier hverdagskost. Det samme gælder rædselsfortællinger om teknologien og alle de andre troper, som præger tidens SF-litteratur. Den dystopiske litteratur skal i bedste fald opfattes som bekymrede samtidsportrætter, men det bliver oftest ikke til meget andet end konservative og dybest set irrelevante stiløvelser, der spiller på laveste fællesnævner. Positiv SF hører med andre ord hjemme i perioder, hvor der for alvor er ideologisk brændstof og engagement i genrelitteraturens vækstlag. Det er der åbenbart ikke i disse år.

Harlan E, hvor blev du af? Hvor tabte vi din revolution?

 

 

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Et ømt punkt for Vincent Price

For dem, der lægger vejen forbi Fra Sortsand jævnligt, er det nok ikke nogen nyhed, at jeg har en særlig svaghed for skrækfiktion. Som barn var det alt eventyrligt, der tiltrak mig, men gradvist blev det gys og gru, som i særlig grad fangede mig. Det betød naturligvis, at jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, men jeg forsøgte også som stor knægt og ung teenager at få set så mange horrorfilm som muligt. En af mine små åbenbaringer blev i den sammenhæng Roger Cormans Poe-filmatiseringer med den udødelige Vincent Price. Cormans navn bed jeg ikke mærke i dengang, men Price gjorde dybt indtryk på mig.

Man kunne i mange år høre en ung udgave af mig selv mig fable om, at Vincent Price var den bedste skuespiller nogensinde, og den slags man nu siger, når man er en fuldblodsfan. Begejstringen aftog noget med tiden, men jeg holder stadig utrolig meget af de film – uanset, hvor meget Poe-puritanere hyler over filmenes voldtægt af forlægget.

Alt det her handler egentlig om, at en venlig sjæl har lagt en lydfil online, hvor man kan høre selveste Vincent Price læse Lord Dunsanys novelle ”Chu-Bu and Sheemish” op. Novellen stammer fra den fantastiske Book of Wonder, udgivet i 1912, mens oplæsningen kommer fra en lp udsendt i 1982, med Dunsany-fortællinger oplæst af Price.

Normalt lytter jeg nærmest aldrig til lydbøger, men ”Chu-Bu and Sheemish” er en af mine favoritter blandt Dunsanys historier, og oplæsningen af Price gør noget særligt ved teksten. Det skaber i hvert fald en særlig nostalgisk stemning i mig, som knytter formidabelt an til Dunsanys fiktion. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan min hjerne havde reageret, hvis jeg havde fået fingrene i lp’en dengang – den var nok eksploderet.

Snyd ikke dig selv for denne lille perle og send den 13-14-årige Martin en venlig tanke.

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Gotisk Ikonografi III: Spøgelseshuset

Dell Ghost Stories, april 1965

Spøgelseshuset, det gamle forfaldne hus, det truende hus, det onde hus. Huse og bygninger spiller en helt særlig rolle i både skrækfiktionen og i den gotiske ikonografi. Man kan vel nærmest sige, at huset er et af de emblematiske ”monstre” i skrækfiktionen, der antager et selvstændigt, truende liv på lige fod med eksempelvis vampyren og varulven.

Paperback, Zebra Books 1994

Om det er The Overlook Hotel, Hill House eller villaen på 112 Ocean Avenue, så drejer det sig om bygninger, der er blevet til tænkende, lurende væsner. Huse, hvis genius loci toner og besjæler alt i dets indre med onde hensigter.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1947

Idéen om et at levendegøre huse og bygninger og beskrive dem som sansende skabninger er da bestemt heller ikke noget unormalt. I den del af fænomenologien, der arbejder med arkitektur, er netop arkitekturens tilstedeværelse som skabning med en egen drivkraft og emotionel agens et tilbagevendende tema. Gernot Böhmes spændende filosofiske arbejde med stemninger ville eksempelvis ikke kunne fungere uden en grundlæggende antagelse om, at steder og huse opsamler og projicerer vores erfaringer.

Hardcover, Mythos Books 2002

Man kan således sige, at det er helt naturligt, at vi viser det der udspiller sig i et hus ind i selve oplevelsen af huset, hvorfor skrækfiktionens hjemsøgte hus er helt i tråd med disse grene af erkendelsesfilosofien. En gammel ugerning, et ubehageligt selvmord eller et voldsomt dødsfald vil indgå i vores oplevelse af stedet og blive en del af dette steds væsen. Huset, eksempelvis, optager dermed det ubehagelige og minder os konstant om dette ubehagelige. Om den erfaring kommer til udtryk som hjemsøgelse i form af selve den afdøde eller i mere abstrakt form som selve huset, der nu hjemsøger de levende, er ikke så afgørende. Det er samme grundlæggende mønster, som der er tale om.

Paperback, Vista Books 1997

Med tanke til Freud kan man sige, at ganske lidt burde være nok til at gøre et hus ubehageligt eller uhyggeligt. En forskydning, som eksempelvis et dødsfald, kan være nok til at tone et rum på en ny måde, så det aldrig opleves på samme måde af de involverede igen. Men nu ved vi jo godt, at det subtile ikke altid er skrækfiktionens stærke side, og derfor har spøgelseshusets ikonografi eller fysiske fremtoning da også udviklet sig til et festligt orgie af mere eller mindre faldefærdige, diabolske rønner, der som oftest er mere tegneserieagtige end uhyggelige i deres manierede formsprog. Det ændrer imidlertid ikke ved det fantastisk underholdende i at gå på opdagelse i disse huse. Så må jeg hellere også bekende, at det hjemsøgte hus er et af mine personlige yndlingsmotiver i skrækfiktionen. Sådan har vi jo alle vores svagheder.

Hardcover, Prima Lifestyles 1995

Paperback, Vista 1996

Hardcover, Tiger Books 1994

Paperback, Tor 1988

Hardcover, Viking Press 1989

Paperback, St Martin’s Press 1988

Paperback, Jove Books 1991 

Paperback, Putnam 1987

Paperback, Running Press 2008

Paperback, Putnam 1978

Paperback, Avon 1981

Paperback, Piccolo Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1979

Paperback, Penguin Books 2009

Paperback, Bantam 1972

Paperback, Open Road Media Mystery & Thriller 2014

Paperback, Bantam 1979

Paperback, Paperback Library 1970

Paperback, Berkley Books 1957

Paperback, Paperback Library 1966

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Pan Macmillan 2012

Paperback, Damnation Books 2012

Paperback, New English Library 1991

Paperback, Dark Continents 2011

Paperback, Leisure Books 1981

Paperback, Dell 1960

Paperback, Gold Medal Books 1965

Paperback, DelRey 1979

Paperback, Futura 1984

Paperback, Fawcett 1977

Paperback, Futura 1981

Paperback, Feature 1991

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret