Category Archives: Ikke kategoriseret

Fra Sortsand fylder fem

I søndags kunne Fra Sortsand fejre fem år. I et større perspektiv er det måske ikke så lang tid, men det føles alligevel efterhånden som en god slat tid og energi, som jeg har brugt på bloggen. På fem år er det blevet til 615 indlæg, hvoraf 208 er bogomtaler, som jeg opfatter som bloggens hovedanliggende og raison d’être.

208 bogomtaler lyder jo sådan set heller ikke af så meget, men jeg kan da se, at især de velkendte titler bliver besøgt/læst en del – her kan jeg i øvrigt også notere mig, at de danske titler, der er blevet omtalt, får ret meget trafik. Især en bog som Anders Bodelsens Frysepunktet bliver besøgt ganske meget, hvilket faktisk kommer noget bag på mig. Folk vil åbenbart helst læse om velkendte ting, og særlig gerne om dansksprogede bøger.

Jeg har med tiden bemærket, at jeg åbenbart ofte er uenig om et værks kvalitet med flere af mine medkritikere på nettet. Den slags giver naturligvis stof til eftertanke hos mig, fordi jeg åbenbart lægger vægt på andre ting end mange andre anmeldere og bogkommentatorer, der skriver om genrefiktion herhjemme. Kan ske jeg er for hård og pedantisk, kan ske jeg går for meget op i sproget frem for handling og historie; det korte af det lange er imidlertid, at mangfoldigheden styrker samtalen. Det vigtigste må være, at vi argumentere for vores synspunkter og går til alle bøger med samme kritiske entusiasme. Entusiasme er i hvert fald, hvad der driver værket her på bloggen.

Jeg har sådan set heller ikke noget imod, at Fra Sortsand er stedet for excentriske synspunkter om litteratur, så længe der er nogen, som faktisk gider læse det, jeg skriver. Det er der tilsyneladende også. Selvom det er småt med diskussion og bemærkninger i kommentarfeltet, så stiger bloggens besøgstal fortsat. Det glæder mig og fortæller mig, at der trods en relativ tavshed (Jack J og Henning Andersen undtaget – Tak for det!) faktisk er folk, som gider bruge tid på det, jeg skriver. Det glæder mig, og jeg har da bestemt ikke tænkt mig at stoppe bloggen, selvom jeg i de sidste mange måneder har kæmpet lidt med tiden, fordi andre projekter skulle og skal afsluttes.

På genhør

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

“We are Masters of Horror”

Her er et sjovt lille klip til weekenden – grand old man Stevey King på slap line med hotshot Clive Barker under optagelserne til Sleepwalkers i 1991. På det tidspunkt havde King for længst givet faklen, som den førende skrækforfatter, videre til Barker. Barker selv havde endnu to vigtige skrækromaner i sig før horrorgenren begyndte at lugte alt for hengemt for ham, og han i stedet søgte mod det nye forjættede land – ”urban fantasy”.

Ja-ja, tingene ændrer sig hele tiden.

Vi ses på søndag, hvor der står nazister og episk kamp mellem godt og ondt på menuen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Terror Tales – Topografiske gys

Paperback, P & C Finch 2011

Jeg har efterhånden præsenteret en del skrækserier fra små forlag, der på en eller anden måde forsøger at løfte arven fra de store og langlivede serier, som Pan og Fontana udsendte med så megen succes. Her skal vi da også se nærmere på endnu en af den slags, nemlig forfatter og redaktør Paul Finchs Terror Tales-serie.

Paul Finch

Han udgiver serien på sit eget forlag, hvilket sådan set ikke er så udsædvanligt i dag. Det usædvanlige er, at han, siden første bind udkom i 2011, har været i stand til at få bidrag fra ganske store og veletablerede navne på den litterære skrækscene. Mark Morris, Robert Shearman, Ramsey Cambell, Christopher Fowler og Nina Allen er blot nogle af de kendte navne, der har fundet vej ind i serien, hvilket fortæller lidt om den kvalitet, man kan forvente i bøgerne. Paul Finches Terror Tales ligger dermed kvalitativt en klasse over de fleste andre antologier af samme type, der domineres af mere eller mindre ukendte, glade entusiaster – ikke ulig de antologier, vi får udgivet på dansk herhjemme.

Paperback, P & C Finch 2012

En anden interessant ting ved serien er dens geografiske fokus. Jeg har i et andet indlæg skrevet, at det topografiske greb om antologierne er ganske spændende og noget, som vi burde få gentaget herhjemme. Finch gør det for Storbritannien, og han har allerede nu besøgt en del ikoniske steder og landskaber, men der er heldigvis fortsat mange steder, han kan lægge vejen forbi.

Paperback, P & C Finch 2012

Bøgernes forsider er det eneste minus for mig. Det er desværre de sædvanlige digitale tegninger, der savner liv og taktilitet. Det ligner stillbilleder fra computerspil, men jeg værdsætter seriens indsats for at skabe originale billeder, der i et eller andet omfang forholder sig til temaet og indholdet.

Udgivelsesraten er gået noget ned for Paul Finch, men lad os håbe, han fortsætter lidt endnu.

Paperback, P & C Finch 2013

Paperback, P & C Finch 2013

Paperback, P & C Finch 2014

Paperback, P & C Finch 2014

Paperback, P & C Finch 2015

Paperback, P & C Finch 2015

Paperback, P & C Finch 2017

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Vrooom! Vroom! Tilbage fra sommerferien med et forkromet indlæg

Paperback, Onyx Books 1988

Personbilen har måske været et af de mest brugte symboler på velstand, personlig frihed og moderne kultur i en vestlig sammenhæng. Futuristerne elskede bilen, og den blev et afgørende element i 50’ernes amerikanske ungdomskultur. Velstanden i USA efter Anden Verdenskrig gjorde det pludselig muligt, at helt almindelige familier fik biler, og der var endda mange unge, som fik en bil selv. Bilen blev i 50’erne et symbol på et samfund i fremdrift, og naturligvis måtte dette også slå igennem i genrelitteraturen.

Paperback, Warner Books 1973

50’erne og 60’erne bugner med pulplitteratur om unge og biler. Naturligvis handler de ikke som sådan om biler, men nærmere det, som de unge laver i og med deres biler. Det ved vi jo godt, hvad er – nemlig forbudte, umoralske udskejelser af forskellig beskaffenhed.

Argosy, februar 1938

J. G. Ballard greb dette mesterligt i Crash (1973), og bilmotivet har fulgt genrelitteraturen lige siden 50’erne. Den altid nostalgiske Stephen King gav os den absurde roman Christine i 1983, og mange andre udgivelser er fulgt i hælene på ham. Som Ballard havde King imidlertid blik for bilens potentiale i skrækfiktionen, hvilket ikke er uvæsentligt.

Paperback, Vintage Books 1985

Bilen har formentlig fortsat, som kulturelt symbol, bevaret meget af den ikonografiske potens, som den opnåede i 50’erne, men alligevel er det ikke helt det samme længere. Noget har forandret sig, hvilket sikkert skyldes, at vi måske nok intuitivt anerkender symbolikkens validitet, men bilens status har samtidig ændret sig så fundamentalt, at der nok først og fremmest er tale om en form for symbolsk fossil, der ligger indlejret i vores kultur.

Ebog, Amazon 2011

Faktisk vil jeg mene, at bilens oprindelige kulturelle symbolværdi er blevet annekteret af den mobile teknologi som tablets og telefoner. Her bevæger jeg mig imidlertid ind på et felt, som jeg ikke aner noget som helst om, og jeg må hellere stoppe her. I stedet kan du læne dig tilbage i førersædet og tage en tur gennem disse dynamiske forsider.

Paperback, Putnam 1977

Paperback, Popular Library 1954

Paperback, Pinnacle Books 1980

Paperback, Nightstand Books 1965

Paperback, Monarch Books 1963

Paperback, Medallion Press 2011

Paperback, Lancer Books 1968

Paperback, Hodder 1995

Paperback, Gollancz 2013

Paperback, Gold Medal Books 1956

Paperback, Ember Books 1963

Paperback, Digit Books 1959

Paperback, Dell 1963

Paperback, Dell 1961

Paperback, Belmont Tower 1980

Paperback, Belmont 1952

Paperback, Bantam 1963

Paperback, Bantam 1956

Paperback, Bantam 1951

Paperback, Ballantine Books 1959

Paperback, Ace Books 1960

Paperback, Eraserhead Press 2012

Modern Boy, september 1936

Hardcover, W. H. Allen 1987

Hardcover, Viking 1983

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Stilheden sænker sig. På gensyn d. 6. august

Skriv en kommentar

12. juli 2017 · 08:46

Bogsamlerne: Flemming R. P. Rasch

Her skal der åbnes en nye serie på bloggen, som forhåbentlig kan gå hen og blive et sjovt og lidt anderledes læsebekendtskab.

Der er ikke nogen tvivl om, at jeg samler på bøger. Faktisk hober bøgerne sig op hjemme hos mig, og det afspejles uden tvivl også på Fra Sortsand, der mere eller mindre udspringer direkte af min bogfascination. Det har imidlertid fået mig til at tænke på, om ikke det kunne være spændende at smugkigge lidt i andres bogsamlinger. Som sagt så gjort, og Flemming R. P. Rasch har således indvilliget i at være den første ”bogsamler”, der kan tage os ved hånden og føre os gennem sin samling.

Flemming skriver selv flittigt og kompetent, og han er en kendt skikkelse fra SF-miljøet herhjemme; SF-interessen fremgår også af hans lille artikel her. Det overraskende er imidlertid, at Flemming slet ikke er en bogsamler i traditionel forstand. Dermed er seriens koncept allerede blevet udfordret ved det første indlæg, hvilket jo kun gør tingene endnu sjovere.

Tanken er, at Bogsamlerne skal fungere som stafet, og Flemming har allerede sendt stafetten videre. Derfor skal det blive interessant at se, hvor vi havner næste gang. Hermed gives ordet således videre.

 

***

Mig og bøgerne

Af Flemming R.P. Rasch

 

Jeg har aldrig været nogen særlig god samler. En gang samlede jeg på tegneserier. Det gik så vidt, at jeg satte mig ind i hvilke der var sjældne og hvordan de skulle opbevares. Jeg købte også kataloger over tegneserier og bestilte hæfter hjem fra USA (som postordre – det var før butikkerne havde websites). Men når jeg tænker på det nu bagefter, så var det nok mere fordi at jeg følte at sådan burde man gøre, når man interesserede sig for tegneserier, end fordi jeg har et samlergen.

Flemming R. P. Rasch

Bøger har jeg aldrig samlet systematisk på, bortset fra når jeg lejlighedsvis fulgte med i en serie af bøger, efterhånden som de udkom. Måske man kan sige at jeg samler lidt på science fiction-klassikere, men der er meget lidt system i det. Men jeg kan lide at købe bøger. Og at gå rundt på biblioteker, i antikvariater og hos boghandlere og kigge på bøger. De seneste år har jeg af og til købt lydbøger eller ebøger. Men jeg er stadig mest til bøger som ikke kan forsvinde ved tryk på en knap, eller ved et mikroskopisk hak i en plade på en harddisk.

De fysiske bøger jeg har, står dels i forreste række på hylderne, dels i rækken bag, og (dem der ikke var plads til på reolerne) er dels gemt væk i skuffer og kasser. Der er ikke meget overordnet system i det, men jeg forsøger at samle bøgerne nogenlunde efter forfattere, genrer og emner. Gamle lærebøger jeg endnu ikke har nænnet at smide ud, ligger for eksempel i nogle bestemte kasser, på nær nogle stykker som jeg af og til læser i, der står på reolen.

Hvis jeg skal nævne tre bøger der betyder noget særligt for mig, tror jeg at jeg vil starte med Oprør fra Midten. Det er en debatbog fra 1970’erne. Dengang var den utopiske tænkning man kunne lave – uden at blive betragtet som idiot – ikke reduceret til glorificering af markedsøkonomi. Det var en umage trio som var gået sammen om at skrive bogen: Den radikale K. Helveg Petersen (far til netop afdøde Niels), forfatteren Villy Sørensen og fysikprofessor Niels I. Meyer. Som jeg husker det, blev den inddraget i undervisningen i gymnasiet af min fantastiske dansklærer Bo Kramer (I må have mig undskyldt et øjeblik mens jeg tørrer øjnene – jeg googlede lige Bo, og fandt ud af at han døde i 2010, kun 65 år gammel).

Senere, i et af mine mange forsøg på at tage en uddannelse, stødte jeg på Niels I. Meyer som underviser. Han gjorde dog ikke det store indtryk på mig. For ret nylig fandt jeg Oprør for Midten i et antikvariat, og genlæste den. Den første del af den, som jeg gætter på var skrevet med Sørensen som hovedforfatter, kunne næsten være skrevet i dag. Rigtig velskrevet og med meget stadig relevant kritik af vores samfund. Når vi bevæger os over i det mere utopiske, begynder det så desværre mere og mere at ligne et gammelt partiprogram krydset med en middelmådig dansk stil. En ting dog: Det er et meget tidligt forsøg på at få indført borgerløn i Danmark. Noget nutidens ultraliberale Radikale politikere næppe ville kunne læse uden at få kagen galt i halsen.

Nu springer jeg så helt frem til mange år efter gymnasiet. Efter at have læst science fiction i bunkevis (mest biblioteksbøger) i en periode, og derefter store mængder fantasy (også mest lån – fra bekendte), var det som om min interesse for det fantastiske var blevet mæt. Men en bog jeg især husker fra den periode er Peter Høegs Frøken Smillas Fornemmelse for Sne. Jeg er ikke et blankt ark hvad angår det man i fantastik-kredse kalder mainstream-litteratur. Forfattere som Sartre, Dostojevskij og James Joyce var også med på den yngre Flemmings bog-menu. Men Høegs roman gav mig for første gang fornemmelsen af at den fantastiske litteratur og mainstream ikke er to forskellige ting, men kan sameksistere i en og samme bog. Det magiske, det utopiske og skræmmende ukendte findes også i litteratur som ikke bærer stemplet ”fantastik”.

Den tredje bog jeg vil nævne, stødte jeg første gang på i min periode som ivrig science fiction-læser. Det er Stanislav Lems Solaris. I samme periode var jeg også meget optaget af film, og var stor fan af Andrej Tarkovskij, som havde begået en filmatisering af Solaris i 1972. Så filmen og bogen var smeltet lidt sammen for mig, da jeg for omkring femten år siden nåede at se Steven Soderberghs version af Solaris i den korte tid den gik i biografen. Efterfølgende genlæste jeg Lems roman (den nye danske oversættelse, den engelske er efter sigende ret dårlig). Jeg fandt da ud af at den genre som jeg næsten havde opgivet mange år tidligere, ikke bare indeholdt rigtig god litteratur, men stadig kunne begejstre mig. Siden læste jeg det meste hvad der fandtes af Lem på engelsk, og blev igen science fiction-fan, og endnu mere mere glad for genren end da jeg var ung.

Mit seneste bogkøb er lidt svært at definere, da der er en bog som er på vej til mig med posten, og jeg impulskøbte en hel stak brugte bøger for kort tid siden. Så jeg vælger den seneste enkeltbog jeg målrettet gik efter at købe, og som jeg har fået leveret med posten.

Det er Simon Ings Hot Head. Jeg er ikke gået i gang med at læse bogen endnu. Men jeg kender forfatteren. Både manden selv, som jeg talte lidt med på Loncon i 2014, og hans bog Wolves, der er hvad man kan kalde slipstream, dvs. en bog der indeholder science fiction-elementer nok til ikke at være ren mainstream, men heller ikke er omhyggelig nok med genrekonventioner, til at alle science fiction-fans synes det er science fiction. Men hold op hvor den mand kan skrive! Hot Head er en af hans tidlige bøger, noget post-cyberpunk-halløj fra hans periode som mere ”ren” science fiction-forfatter. En tidligere biblioteksbog, i øvrigt, og læst mange gange. Men som sagt, jeg er ikke så meget samler. De bøger jeg har, er dem jeg ikke har fået læst endnu, dem jeg gerne vil læse igen engang, og så en del som jeg ikke har fået besluttet mig til om jeg vil beholde.

 

Mød også Flemming på bloggen her.

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bogbekendtskaber: Jan Michael Johansen

Så er det langt om længe blevet tid til et nyt Bogbekendtskab. Denne gang er det ingen ringere end Jan Michael Johansen, der også går under navnet Den Grå Bibliotekar. Jan er, som navnet antyder, bibliotekar, men han er også mere end det. Han er nemlig en af den danske genrefiktions frontkæmpere og en af dem, der lægger en stor indsats i at skrive om og formidle præcis de genrer, som Fra Sortsand handler om. Derfor var det også oplagt at få Jan til at skrive om en forfatter, der betyder noget særligt for ham. Valget faldt på Charles Stross, og Jan får formidlet særdeles levende, hvorfor præcis Stross har gjort så stort indtryk på ham. Det er derfor med stor glæde, at jeg her kan overlade ordet til vores hjemlige genrefiktions grå eminence. 

***

Min glæde ved Charles Stross
Af Jan Michael Johansen

Der er noget over Skotland. Hvad end det nu er bjergene, whiskyen, mænd i nederdel eller blot den fantastiske litteratur, så elsker jeg Skotland.
Ikke mindst forfatterne.

Og tre af mine absolutte favoritter er da også skotte. Iain M. Banks, der desværre ikke længere er blandt os, Philip Kerr og Charles Stross er alle skotter. Ja, ok, Stross er født i Leeds, mindes jeg, men han bor i Edinburgh, så det tæller som skotte.

Sidstnævnte, den gode hr. Stross, er fokus for min essay. Da jeg blev bedt om at skrive nogle ord om en forfatter i de fantastiske genrer, jeg havde et særligt forhold til, tog det mig ikke lang tid at vælge Stross. Der er nemlig meget få forfattere, der har påvirket mig som ham. Skotte eller ikke.

Jan Michael Johansen

Og Stross er mere end blot en skotte med ord i blodet. Han er en opfindsom og arbejdsom skribent med en stribe af noveller og romaner bag sig. Han gør det gerne i serier, og har en sjælden evne til at vinkle kendt stof på en ny og anderledes måde. Ganske som han også ofte engagerer sig i debatter med sine læsere eller møder dem rundt omkring til en øl eller en god snak.

Mit første møde med Charles Stross’ forfatterskab var lidt af et tilfælde. Sådan er det ofte med gode ting, synes jeg. De kommer så’en lidt uventet og overraskende dumpende ned fra oven. Eller i det her tilfælde fra hylden.

Jeg flakkede for nogle år siden hvileløst rundt ved science fiction-hylderne på Ringsted Bibliotek og var lidt skuffet – indebrændt nok nærmere – ovre det pauvre udvalg. Alt, hvad der stod på hylderne, havde jeg jo læst for æoner siden. Sådan føltes det om ej andet.

Charles Stross (født 18. oktober 1964)

Jeg skulle dog have noget at læse i, så jeg bed tænderne sammen og hev en lille, grim bog ned fra en af hylderne med en i lektørens ord genretypisk forside (læste jeg senere) og satte kurs mod udlånet. Det vidste sig at være lidt af et lykketræf, for bogen, jeg endte med at låne med hjem, var novellesamling Antistof af netop Charles Stross. Og hvilken uventet glædelig overraskelse. Ikke mindst novellen ”En koldere krig”.

Kosmiske rædsler og The Laundry Files
”En koldere krig”, der muligvis er den bedste novelle, jeg nogensinde har læst, fyrede op under min fantasi og genvakte min kærlighed til kosmisk horror a la Lovecraft. Det førte mig hurtigt videre til Stross’ indledningsvis i hvert fald fremragende serie om The Laundry, hvor H.P. Lovecraft og hans Cthulhu Mythos-univers ligger til grund for en stribe bøger om hacker og efterretningsagent Bob Howards kamp med det engelske embedsmandsværk, New Public Management og kosmiske rædsler. Normalvis i den rækkefølge.

Man mærker tydelig Stross’ baggrund som programmør, samt hans til tider småspydige og satiriske pen. Vor (anti)helt Howards titel er i tidens ånd noget så forretningsagtigt hipt som “applied computational demonologist” og han må oftere kæmpe som en anden Dilbert mod sorttalende mellemledere med en forkærlighed for certificeringer og regneark end mod egentlige monstre.

De tre første bøger i serien er oprindelig skrevet som pasticher på hhv. Len Deighton, Ian Fleming og den i Danmark nok ikke så kendte Anthony Prices bøger om hemmelige agenter og ikke mindst de genvordigheder, de har med dobbeltagenter, bureaukrati og i Flemings tilfælde især megalomane galninge med ambitioner om verdensherredømmet. Desværre går Stross fra og med bind fire væk fra den stil, og det lider bøgerne lidt under. Men hele serien The Laundry Files er nu værd at læse. Også selvom der går både superhelte og elvere i dem.

Stross gør i bøger om The Landry og Bob Howard magi til et spørgsmål om matematik, så man ved at bevise en læresætning i et deduktivt system – et teorem – kan udøve magi og bøje virkeligheden efter sit forgodtbefindende. Nå, ja og åbne døre til andetsteds, og stille og roligt få sin hjerne ædt af ekstra-dimensionale parasitter. Alt i alt ret godt fundet på og det giver, hvilket måske lyder mærkeligt, en dimension af troværdighed og realisme, samt understreger den uhygge, der er i bøgerne.

Alternativ historie for fremtiden og multiversets mange facetter
Næstefter The Laundry Files er The Merchant Princes nok Stross’ mest kendte værk. Det er en serie i 6 bind, mener jeg. Der er lidt forvirring grundet de engelske og amerikanske udgivelser, samt nogle reviderede omnibusser, så bær over med mig, hvis jeg husker forkert eller har glemt noget (Jeg er bibliotekar, så jeg er pr. definition distræt og glemsom tillige).

Anyhoo, her er der også et ekstra-dimensionalt element, men i stedet for indifferent ondskab fra fjerne dimensioner med en hang til menneskesjæle, så handler serien om handelsrejsen med evnen til at krydse over fra alternative tidslinjer i multiverset.

Det er en ret interessant serie alene pga. Stross evne til at konstruere en troværdig og anderledes verden. Dog vil jeg mene, Stross styrke ligger lidt tættere på nutiden og den virkelige verden. Det ser vi i den serie, jeg i virkeligheden – efter de tre første Laundry-bøger holder mest af, nemlig The Halting State.

Her er vi i Skotland (Yay!) i en ikke så fjerne fremtid. Den første bog, som serien tager navn efter, foregår så vidt jeg husker i 2018, så det er lige om snart, vi kan se frem til virtuelle røverier udførte af orker, augmentet reality og en næsten Minority Reportsk politistyrke. En tredje bog i serien er udskudt på ubestemt tide grundet virkelighedens hastige udvikling i Storbritannien og Skotland (Nogle gange er det bare ikke nemt at spå om fremtiden, når fremtiden viser sig at gå i opfyldelse og mere til).

Hardcover, Ace Books 2011

Stross’ Halting State og Rule 34 er eminente eksempler på bøger, der kigger kritisk på den teknologiske udvikling og fortæller en fin menneskelig historie tillige – de er sågar også sjove til tider. Stross har overordnet et skarpt blik for teknologiske tendenser og hvad der rør sig i samfundet, samt evner at gøre sig lystig og til tider ligefrem spydig over det.

Det er i bund og grund det, jeg elsker ved Stross; humor, satire og et godt blik for, hvordan tendenser i nutiden kan levere skyts til nogle pokkers gode og spændende bøger.

Apropos kommende bøger og skotske forfattere, så barsler Stross med en, efter eget udsagn, Iain M. Banksk lignende rumopera. Det lover godt, tænker jeg. Det gør det gerne med nyt fra mester Stross.

P.S. “En koldere krig” er nok den bedste novelle, jeg har læst, men ikke den smukkeste. Det er A. Silvestris “Den allersidste dans” (Og kom så ikke at sig, jeg altid er ude med riven efter noveller).

Om Jan M. Johansen med egne ord
Jan er bibliotekar, først i fyrrerne og bidt af de fantastiske genrer. Når han ikke forsøger at lokke sagesløse odenseanere til at læse horror, science fiction eller fantasy, så blogger han på Bogsnak.dk, skriver klummer for Bogmarkedet, podcaster, holder oplæg og drikker virkeligt meget kaffe.

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret