Category Archives: Ikke kategoriseret

Kender du Gnomo?

Jeg rendte tilfældigvis ind i denne portugisiske udgave af Tolkiens The Hobbit (1937). Bogen er fra 1962 og en rigtig spøjs og helt skæv størrelse, der viser lidt om, hvor vanskeligt forlagene stadig på det tidspunkt havde ved at håndtere både Tolkien og fantasy i 1960’erne, hvor interessen for hans forfatterskab var hastigt stigende. Alene titlen ”Gnomo” rammer helt forbi. 

Hardcover, Livraria Civilização Editora 1962. Forsiden er tegnet af António Quadros

En hurtig tur igennem Google translate viser, at en ”gnomo” ikke overraskende er en gnom. Bilbo er afgjort en lille fyr og måske derfor en gnom, men af race er han en hobbit, og jeg tror afgjort, at Tolkien ville være lidt ærgerlig over den forvanskning. Ikke mindst med tanke på den absolut selvhøjtidelige alvor han lagde for dagen i løbet af 60’erne, hvor førnævnte interesse for hans værk og tanker tog fart.  

Men bid også mærke i illustrationerne. Tegneren fanger ganske vist, at hobbitter har hår på fødderne og ryger pibe, men der stopper enhver stemningsmæssig kontakt med Tolkiens verden vel også. Nisse- eller rettere gnomhuen især, men også den spraglede 60’er-poncho siger næsten alt. De tre stupide trolde, som vi ser i en af de indvendige illustrationer, har også mere til fælles med karikerede vikinger end de væsner, som Tolkien beskriver. Tegneren António Quadros kendte tydeligvis teksten, men alligevel indfanger han slet ikke indholdets tone. Faktisk ligner det hele mest af alt noget, som Peyo kunne have skabt.

Indvending illustration af António Quadros

Nuvel, sjovt er det med Gnomo (og jeg ved godt, at man ikke skal gøre sig morsom på andres sprog!), og António Quadros’ tegninger er lige så interessante som eksempelvis de tre rosiner på vandring, som vi herhjemme har præsteret at svinge os op til på forsiden af Gyldendals nu klassiske udgave af Tolkiens ring-værk. Forskellen er jo nok, at disse ikke sender et forkert signal til læseren, men noget stort sus af eventyr leverer de ikke. Omvendt kan man i det mindste klukke lidt over det portugisiske bud.  Det gør jeg i hvert fald.

Stilrent og seriøst eller dødkedeligt?

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Dengang H. Rider Haggard besøgte Danmark

Vi fortsætter lidt i samme spor som søndagens indlæg. 

Jeg sad i en anden sammenhæng for nogen tid siden med Mediestream og begyndte som en lille overspringshandling at søge på Henry Rider Haggard, der i 1910 besøgte Danmark. Han var blevet udpeget af sin regering til at foretage en undersøgelse i udvalgte lande, med det formål at afdække, hvordan det engelske landbrug kunne forbedres. Der var store problemer i det britiske landbrug, der ikke længere var tidssvarende, og netop jordbrug var en af de ting, som interesserede den konservative Haggard stærkt. Ikke mindst var han beæret over endelig at få et tillidshverv, og han gik derfor også til opgaven med stor ildhu. 

Den aldrende Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925) fotograferet efter 1920.

Han skulle til Danmark for at se andelsbevægelsen ved selvsyn, og resultatet af det arbejde udgav han senere i det generelt entusiastiske topografiske værk med titlen Rural Denmark and its lessons, udgivet i 1911. Bogen er stedvist sjov læsning for den topografisk interesserede, ikke mindst på grund af Haggards små anekdoter fra rejsen. Som landbrugshistorie (ikke mit felt!) er det sikkert også sjovt, fordi man landet her bliver taget under kritisk lup af en fremmedes blik, hvilket altid er tankevækkende. Hele værket kan du finde online her.

Besøget i Danmark havde også en særlig, private interesse for Haggard, fordi han var af den overbevisning, at hans slægt ”Haggard” var en gammel vikingefamilie, der nedstammede fra Aagaard ved Fjerritslev i Thy. Den tanke kan fuldstændig afvises, tror jeg, men ikke desto mindre var det noget, der optog den romantiske Haggard, som det fremgår af hans dagsbogsoptegnelser fra perioden. 

Herregården Aagaard fotograferet fra luften i 1950’erne. Det nuværende hovedhus er opført 1917 og kom altså til få år efter Haggards besøg på stedet. I bogen har Haggard inkluderet billeder af den gamle gård, som han så

Men tilbage til Mediestream. Haggard var en berømthed, og naturligvis måtte bladene også skrive om den succesfulde forfatters tur til Danmark. Han skulle være i landet omkring 14 dage med ankomst til Esbjerg 18. september 1910, og derfra videre rundt i Jylland, før han endte i København, hvorfra det hele skulle afsluttes med et besøg på Kronborg. Han måtte naturligvis også forbi Aagaard, og hele slægstvinklen bliver med en vis stolthed omhyggeligt beskrevet i aviserne. 

Dengang dækkede aviserne jo sådanne berømtheders rejser ganske nøje, og det er helt sikkert muligt at kortlægge Haggards tur rundt i landet gennem lokalaviserne, hvilket kunne være en sjov opgave, men det må vente. Her er i hvert fald blot et eksempel på den dækning af besøget, der blev publiceret i Lolland-Falsters Stifts-Tidende torsdag d. 15. september 1910, hvor Haggard endnu ikke var ankommet i Danmark.  

Indrømmet, alt det her er meget nørdet, men hvem ved, måske sidder der en Haggard-fan derude, der synes, det er lige så sjovt som mig.

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Velkommen til 2021

Så kan jeg tage hul på et nyt år på bloggen. Som de fleste faste læsere nok har bemærket, er der blevet skåret en del ned på antallet af indlæg, og sådan vil det formentlig fortsætte. Det er min ambition for ´21 at få lavet bare et eller to onsdagsindlæg om måneden på bloggen, men grundpillen er og bliver tekstdiskussionerne, og det er dem, jeg primært vil fokusere på. 

Der er en del, der har forandret sig i min hverdag, siden jeg begyndte bloggen tilbage i 2012, og jeg må konstatere, at mængden af skrivearbejde bare vokser og vokser for mig. Det er en god ting, men det går ud over min tid til at blogge, hvilket selvfølgelig er lidt ærgerligt, men omvendt er jeg rigtig glad for de ting, jeg får produceret.

’21 lader da også til at blive endnu et travlt år; noget I uden tvivl vil få fornøjelsen af at høre nærmere om. Helt konkret går jeg nu og glæder mig rigtig meget til, at Blodbaner, den roman jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe, kan udkomme på forlaget Calibat ud på sommeren. Det bliver virkelig fedt, ikke mindst fordi det efterhånden er nogle år siden, at vores første samarbejde Randvad så dagens lys. 

Jeg kan også fortælle, at mit arbejde med en form for søsterbind til Skrækvisioner skrider rigtig godt frem. Jeg har, som tidligere nævnt, i noget tid arbejdet på en ny fagbog om fantasygenrens historie fra midten af 1800-tallet og frem til i dag. Bogen hedder pt. Eventyrets Kald: Fantasygenrens historie, og forlaget er på plads, så nu skal det sidste bare skrives. Det arbejde optager mig utrolig meget, og jeg må sige, at det er dybt fascinerende at dykke ned i de strømninger, der har drevet genren. Det kommer I afgjort til at høre mere om.

Der er flere projekter på vej, men tiden er ikke helt moden til at præsentere dem endnu. Det kommer, men foreløbig er der også mere end nok her.

Alt i alt er der mere end rigeligt at skrive om. Det eneste, jeg faktisk for alvor er ærgerlig over, er, at jeg egentlig gerne ville skrive noget mere om vores hjemlige genreudgivelser. På den front har jeg svært ved at følge med. Især arbejdet med min nye fagbog optager min læsning ret meget, men der er i det hele taget så mange ting, jeg gerne vil læse, og derfor når jeg sjældent de nye udgivelser, med mindre jeg har en særlig anledning til at læse dem. Men vi mangler afgjort meget mere diskussion og analyse af de romaner og samlinger, der udkommer. Ikke bare en snak om noget er underholdende eller ej, om sproget flyder let eller savner redigering, men om indholdet og tankerne bag teksterne. Når Eventyrets Kald er afsluttet, har jeg derfor også besluttet at bruge lidt mere tid på den nyere, danske genrefiktion. Hvem ved, måske det kunne blive til en bog om ny dansk horror? Kunne det ikke være sjovt? Nå, den tid, den sorg.  

Det var også ordenen herfra. Godt nytår og tak fordi I gider hænge på.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Varer juledvalen lige til påske?

Så er det juleferie og bloggen går i hi. Den vågner igen af sin dvale, ikke til påske, men d. 6. januar, hvor vi kan tage hul på et nyt år med masser af genrefiktion.

Imens kan du lade Pom Pom Squad få dig i julestemning med en cool single, de udsendte for to uger siden.  Nummeret hedder passende ”Hello Santa Claus”.

På genhør

Martin

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Et godt køb?

Her gik jeg og troede, at Necronomicon bare var noget, som Lovecraft fandt på. Jeg tog fejl, for en faksimileudgave af det sønderknusende værk i John Dees oversættelse er til salg på Ebay. Hold da op! Den italienske sælger, der går under navnet Amira di Transilvania, oplyser også følgende: ”Coming from a important collection of occult books.” Om det er faksimileudgaven eller John Dee-udgaven, der her er tale om, oplyses ikke, men det kunne være spændende at høre mere om denne vigtige samling. Jeg kan da også konstatere, at der med denne bog ikke er tale om den berømte Necronomicon, redigeret af ”Simon”, som udkom første gang i 1977 og sidenhen er blevet udgivet løbende i både paperback og indbundet form.

Simon-udgaven af Necronomicon i luksusudgave er ligeledes til salg på Ebay

En ”Joseph Talbert” fra Harvard University har tilmed skrevet et forord til faksimileudgaven med henvisninger til videre læsning, hvilket antyder at denne næppe er en unik udgivelse, hvilket selvfølgelig er lidt skuffende. Talbert lader i øvrigt til at være forsvundet nu, da han ikke umiddelbart lader sig google frem, hvilket jo bare bekræfter, at man skal passe på med studier af Necronomicon.   

Denne Dee-Necronomicon er tilmed ikke specielt dyr, værkets karakter taget i betragtning. Fristet? Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at købe en legendarisk bog så billigt og tilmed med fri forsendelse. Hvabehar!

Jaja, det er spændende, hvad man kan finde på EBay; De Vermis Mysteriis og Liber Ivonis dukker nok også op en dag.

Vi ses på søndag, hvor der igen står politisk SF på programmet.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Jeg hjemsøger Horsens

I morgen skal jeg kl. 18.30 holde et lille foredrag i Horsens om min bog Skrækvisioner og hjemsøgte huse i litteraturen. Det bliver spændende, håber jeg, ikke mindst fordi netop spøgelseshuset er et godt eksempel, hvis man vil tale om den generelle udvikling i skrækgenren. Mit fokus kommer dog især til at ligge på spøgelseshuset som motiv og jeg håber, at det vil give stof til eftertanke – også hos de velbevandrede skræklæsere, der kunne tænkes at møde op.

Jeg har ikke haft så mange muligheder for at komme ud med Skrækvisioner på grund af corona, så det er rigtigt fint, at det alligevel kan lade sig gøre med den slags aftener som denne i Horsens.   

Efter mit foredrag vises filmen The Amityville Horror – du får med andre ord skræk og hjemsøgte huse for alle pengene her. Skulle du være i nærheden af Horsens, kan du jo lægge vejen forbi biblioteket i morgen. Læs mere om arrangementet her.

På genhør på søndag, hvor der står pulp på programmet.  

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

En Skrækfest med Skrækvisioner

I slutningen af september afvikles Skrækfest i Odense. Det bliver et par dage med masser af gys og gru. Jeg skal præsentere min fagbog Skrækvisioner om lørdagen d. 26. september kl. 12.00 i selskab med Jacob Holm Krogsøe, der indtager rollen som interviewer. Den snak glæder mig til, ikke mindst fordi det er min første mulighed for rent faktisk at præsentere bogen og tale lidt om den. Udgivelsen tilbage i marts druknede mere eller mindre i corona-feber, så arrangementet i Odense føles faktisk som en slags første møde med verden. Sådan er det jo ikke helt, for bogen er blevet anmeldt fint flere steder, men det er alligevel min første ud-af-huset-begivenhed med bogen. Jacob kender teksten ganske godt, så der er absolut grundlag for en god og spændende snak, synes jeg.

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Skulle du være nysgerrig, så håber jeg, at du vil kigge forbi hovedbiblioteket i Odense den lørdag. Før vores samtale vil der være en lille bogreception, som jeg også tror bliver ganske (u)hyggelig. Efter Jacobs og min snak vil årets danske horrorudgivelse bliver overrakt, så der er også god grund til at blivende hængende lidt længere.

Du kan se hele programmet for Skrækfest her. I teksten om præsentationen af Skrækvisioner har der sneget sig den lille misforståelse ind, at jeg er teolog. Det er jeg ikke, men jeg håber, at du kigger forbi alligevel. Jeg er i hvert fald spændt på snuse lidt til Skrækfest-stemningen. Jeg har aldrig været til arrangementet før.

Vel mødt.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Forsinket feriemelding! Vi ses igen d. 2. august

Skriv en kommentar

20. juli 2020 · 08:12

Lidt snak om nyt og Marian

Sommerferien nærmer sig og vi kommer også nærmere en form for normal tilværelse igen. Det er ganske rart, synes jeg. Jeg har i den seneste tid arbejdet på at få afsluttet en del projekter, hvilket nok kunne mærkes på aktivitetsniveauet her på bloggen. Sådan må det være i perioder, når det kun er mig, der bemander skansen.

En af de ting, som jeg gerne vi dele her på bloggen er, at jeg er begyndt at arbejde på en ny genrehistorie. Denne gang handler det om fantasygenren. Mens jeg afsluttede Skrækvisioner var der flere ting, som det ærgrede mig, jeg ikke kunne komme ind på. Det har jeg besluttet at gøre noget ved, således at Skrækvisoner får en pendant eller et søsterbind af lignende tilsnit.

Niels Dalgaard har skrevet godt om SF-genres historie, jeg har skrevet om gysets udvikling, og når min næste bog er udkommet, har vi også et bind om fantasygenrens udvikling på dansk. Det er da meget godt, synes jeg. De første to kapitler er skrevet, men der er lang vej igen, så du kommer helt sikkert til at høre mere om dette. Nu er folk advaret!

Hvis du savner et lille, musikalsk løft til fredagen, kan du her lytte til Death In Rome, der har indspillet et cover af Sisters of Mercys goth-klassiker ”Marian”, hvilket i sig selv er en fantastisk sang. Giv covernummeret et lyt, det er ganske cool, synes jeg. Ellers kan du glæde dig til på søndag, hvor vi skal en tur ud på landevejen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Et satans arbejde møder Rama Rama Europa

Amdi Silvestri udgav sidste år romanen Et satans arbejde, der er en spøjs, underholdende og tankevækkende bog. Allerede da jeg læste den første beskrivelse af handlingen i en anmeldelse, noterede jeg mig, at der tilsyneladende var nogle paralleller mellem Silvestris fortælling og min egen roman Rama Rama Europa. Det viste sig ikke at være helt forkert, selvom der selvfølgelig er tale om to vidt forskellige bøger. Alligevel er der nogle sammenfald – ikke mindst at vi begge omtaler en Snickers king size! Ud af den iagttagelse er der vokset en lille samtale, hvor Amdi og jeg har læst hinandens bøger. Egentlig skulle Amdi have interviewet mig om Rama Rama Europa på Krimimessen i Horsens, men da hele verden gik i karantæne, måtte vi finde en anden løsning. Resultatet kan du læse her.

 

***

Martin: Et satans arbejde er historien om flyttemanden Asger, der får til opgave at flytte en del af Helvede. Asger og hans to medhjælpere indgår dermed en kontrakt med de sataniske magter; betalingen er fyrstelig, men det vil også have nogle alvorlige konsekvenser, hvis de ikke kan overholde tidsfristen. Den præmis er der kommet en finurlig historie ud af, som på en gang favner det helt prosaiske og samtidig har nogle meget fine, poetiske elementer. Romanens styrke, synes jeg, ligger i det varme menneskeportræt, som Amdi udfolder i bogen, men også i bogens sproglige musikalitet, der fremmer oplevelsen af noget magisk. Sidstnævnte er virkelig noget, jeg sætter pris på.

Hardcover, Brændpunkt 2019

Amdi: Rama Rama Europa er en vidt forgrenet fortælling om et Europa i opløsning, og under læsningen var jeg bjergtaget af de mange forskellige småhistorier og den elegante måde, Martin diskuterer ideen om at gå til grunde på. Hvis man kan sin europæiske dannelseslitteratur, vil der være små godbidder undervejs i læsningen, men kan man ikke, så bliver der også plads til både eurodance og ultravold. Rama Rama Europa er stærk fortælling, den både formår at være klassisk og meget nutidig, noget jeg sjældent oplever.

 Martin: Dette er nok mest en kommentar. Jeg blev optaget af din prolog. Iscenesættelsen af flyttemanden som en karakter, der bevæger sig imellem verdenerne uden selv at høre til, er rigtig fin, og virkeligt stærkt set. Men er det en tilstand, der kan opretholdes? Synes du selv, at din hovedperson Asger i løbet af romanen bevæger sig bort fra denne liminale tilstand og får et fast sted eller hjem selv? Og kan han i så fald blive ved med at være denne perfekte flyttemand? Det er fascinerende idéer, du sætter i gang.

Amdi: Asger har gennem livet ikke lavet meget andet end at løbe fra det trygge. Selv om han i fortællingen lige har købt hus og har et barn på vej, vælger han alligevel at sige ja til at flytte for Helvede. Han kan ikke selv finde ro, og måske er det fordi, han er i evig transit, at han er så god til at flytte? Netop turen gennem Helvede føjer en dyb usikkerhed til Asger. Jeg tænker ikke, at han kan blive ved med at være den perfekte flyttemand. Han har oplevet ting, han ikke kan glemme. Det hjem, han i begyndelsen af bogen er ved at skabe sammen med Iselin, er ikke det samme ved slutningen. Han begraver sig i sit arbejde og kæmper, kæmper, kæmper for at forstå noget, han måske slet ikke kan eller skal forstå. Eller vil forstå.

Amdi: Jeg har haft lidt svært ved helt at forstå Rama Rama Europas titel. Har det noget at gøre med den indiske inkarnation Rama eller er det fra Biblen med Rakels ramaskrig over de forsvundne børn?

Hardcover, Brændpunkt 2019. Den sjove bagside bagsiden på Et satans arbejde

 Martin: Det fanger du jo helt rigtigt. Titlen er tænkt som et dobbeltspil. På den ene side henviser det til den mantriske brug af ordet ”rama”. Altså som en form lovprisning, der her er blevet brutalt approprieret til at prise idéen om Europa. Men omvendt ligger der også en henvisning til ramaskriget, der netop begræder Europa og Europas børn. Stort og nedrigt er klasket sammen her – og forstærket gennem den mantriske gentagelse. Der er også mere i dette ord ”rama”, men jeg tror måske, at man allerede her kan se, hvor jeg vil hen med titlen.

Amdi: Jeg havde godt det mantriske på fornemmelsen – en manende remse, der ligger som et lydspor til fortællingen. Ser du din fortælling som cyklisk – noget, der er sket før, og automatisk kommer til at ske igen?

 Martin: Nej, ikke cyklisk. Der er nok nærmere tale om en form for stilstand eller en oplevelse af altid at være et efterskrift til historien. Mine to hovedpersoner kom afgjort for sent til festen, men spørgsmålet er naturligvis om der nogensinde har været en fest.

Martin: Din hovedperson Asger siger et sted i romanen, da han graver i litteraturen om Helvede, at han ikke kan finde konkrete svar i teologien, derfor går han nu videre til skønlitteraturen. Den sondring er tankevækkende, synes jeg. Især fordi det er vanskeligt at sige, at man kan tale om Helvede uden at være dybt indlejret i teologiske forestillinger. Jeg kan eksempelvis notere mig, at det Helvede, du beskriver i romanen, fremstår som et helvede i den katolske forstand. Er det et bevidst valg? Kan du ikke fortælle lidt om de overvejelser, du har gjort dig i den sammenhæng.

For man kan vel nærmest sige, at du langt hen ad vejen præsenterer Helvede i en sekulariseret form, der fremstår helt løsrevet fra den religiøse kontekst, der har fostret de billeder, du opererer med. Jeg synes især, det er interessant at overveje, hvilken betydning du tillægger Helvede som stedet for straf. De syndere, vi får beskrevet i bogen, synes mest at relatere til grådighed. Der kommer også løbende små stik til det velstillede Danmark. Det er vel ikke tilfældigt, og man kan næsten se antydningerne af et moralsk anliggende her. Ser du romanen som opdragende?

Amdi: Min grundtanke med Asger var at gøre ham til et ret gennemsnitligt og ubogligt menneske, der efter at have oplevet noget ufatteligt forsøger at fatte/forstå/kapere det. Asger ville ikke se det vigtige i en forskel på et katolsk og et protestantisk helvede, fordi han ser det hele som ’kristendommen’. Han konkluderer det på et til tider popkulturelt grundlag, som f.eks. tegnefilm og barndomsminder, og på de ideer og tanker, han har samlet sammen gennem sit liv. Det var faktisk en af de vanskeligste ting ved at skrive bogen, nemlig først at lave en ordentlig omgang research for derefter at sakse og ’glemme’ væsentlig viden, indsigt og forståelse, simpelthen fordi det ikke passer til Asger som figur.

Jeg ser egentlig ikke romanen som direkte opdragende, mere som et billede på, hvad det vil sige at kæmpe med en forståelse, der ligger uden for ens fatteevne, til dels grundet det faktum, at det er svært for Asger at indse, at han en stor del af vejen ikke er hovedperson i fortællingen; at der er andre ting på spil end noget, der direkte har at gøre med ham. Så i den forstand kan man godt se romanen som opdragende, at jeg forsøger at viderebringe til læseren den tanke, at de ikke er verdens centrum.

Grådighed er markant, men jeg ser også fråseri og dovenskab som vigtige – men alle dødssynderne er repræsenteret ad flere omgange. At det velstillede Danmark får sit, vokser igen ud af Asgers personlighed. Han kommer fra små kår, og han har måske et behov for at distancere sig til alle de velstillede – uden at han helt fatter, at han faktisk er en af dem. Blandt andet er han ret ligegyldig overfor alle de penge, de får for arbejdet.

Amdi: I Rama Rama Europa findes et Europa i samfundsforfald, synkront med at dele af det stadig fungerer. Hvorfor har du valgt den ret mærkelige blandingsform, hvor verden både fungerer og ikke gør det?

Undervejs i Rama når du igennem mange af troperne i undergangsfortællingen – bevæbnede bander i pimped up biler, ødemarken, den religiøse kult, de få der forsøger at bevare den oprindelige verden og lignende (Jeg synes, de mumiekneppende arkæologer har noget). Kan du huske den grundlæggende idé eller tanke, der fik dig til at begynde på bogen?

 Martin: Da jeg begyndte at lege med tanken om romanen, var jeg ret sikker på, at jeg ville udnytte en form for post-apokalyptisk rammeværk for fortællingen. Men det post-apokalyptiske er stort set ikke andet end en leg med ordene i bogen, hvor jeg mest af alt var optaget af ideen om det urealistiske. Jeg ser det post-apokalyptiske som en beskrivelse af min hovedperson Dalmatinerens indre verden, der ligger i ruiner. Mens fortællingen udspiller sig, genrejser han situationer og øjeblikke for os, men de falder sammen og bliver til ødemarken igen, så snart hans fortælling stopper. Hvor eller hvordan Dalmatinerens verden egentlig ser ud, det ved vi ikke, men omvendt så holder Dalmatinerne jo heller aldrig kæft, så verdenerne får på en måde lov at stå side om side.

Amdi: Så læseren er i virkeligheden sat som beskuer midt i Dalmatinerens ødeland. Ud fra den tanke er Dalmatineren vel nærmest ophøjet til en gud, der ved sin tale kreerer verden og ved tavshed ødelægger den igen. Dalmatinerens følgesvend Uret kan vel næsten kun repræsentere tiden i en eller anden forstand. For det meste er det Uret, der udfører de væmmeligste gerninger, fra mord til kannibalisme og tilbage igen. Hvordan ser du selv Urets betydning i historien, og hvorfor har fortælleren Dalmatineren brug for en art stedfortræder, når der virkelig skrues op for det væmmelige?

Martin: For mig er Dalmatineren og Uret vanskelige at skille fra hinanden. De er to sider af samme sag, men Dalmatineren har helt klart fine fornemmelser og ser sig selv som en distingveret gentleman af en slags. Han er også en livsløgner, hvilket nok får ham til at fremstille Uret mere grov end ham selv. På den måde er Uret en bekvem figur i Dalmatineres selvfortælling. Vi kender også kun Uret gennem Dalmatinerens ord, det er derfor svært at sige hvem eller hvad Uret egentlig er, men ja, der er afgjort en sammenhæng mellem ham og tiden.

Martin: I din roman gør du jo også brug af brud med realismen i mere end en forstand. Der er selve turen ned til Helvede, men samtidig har du også fortællingen om trompeten, der må siges at være et stykke meget klassisk ”magisk realisme”. Det påvirker jo ikke dit persongalleri voldsomt, da de opdager at helvede rent faktisk findes. Hvordan opfatter du selv disse forhold? Gjorde du dig tanker om realismen i bogen? Jeg synes sammenstillingen af det internationale helvede, den danske kontekst for romanen og den sydamerikanske sidehistorie er en overraskende sammenblanding. Måske især sammenstillingen af det danske og den sydamerikanske fortælling om trompeten. Hvilke tanker har du gjort dig om de to elementer, og kan du sige et par ord om, hvad du synes, der opstår, ved at sætte disse ting sammen?

Amdi: Jeg tror, vi skal tilbage til din tanke om det sekulariserede Helvede her. Det er et sted, og det er sted, som det egentlig ikke overrasker flytteholdet, at det eksisterer. Det har potentielt altid været der. Asger beskriver også dets geografi og meteorologi, virkeliggør det, som han ville Mallorca eller Amager. Denne måde at forholde sig til virkeligheden på, synes jeg, er meget udtalt i netop den magiske realisme – man accepterer og sandsynliggør, at der i den realistiske verden findes urealistiske ting – og er med til at skabe hele fortællingens ramme. Jeg ser fortællingen om trompeten som et mikrokosmos i romanens makrokosmos; en lille fortælling, der spejler den store. Det er også i den lille fortælling, at der ligger et muligt svar på Asgers dybe forvirring – hvis han ellers kunne løfte blikket fra sig selv et sekund for at kigge efter.

Amdi: Rama er til tider humoristisk, og det er en humor, der opstår gennem absurditeten ved f.eks. casual kannibalisme, mord til tonerne af Dr. Alban og liderlige arkæologer. Er humoren noget, du bevidst har fremmanet?

Martin: Absolut. Det var vigtigt for mig, at man både griner med og af Dalmatineren, der grundlæggende er en tragikomisk figur, som jeg håber, man kan holde en lille smule af, selvom han er et egoistisk skvat. Samtidig ville jeg gerne arbejde med det patetiske ved os selv og vores kultur.

Amdi: Midt i det humoristiske virker Dalmatineren også som fornuftens stemme – men først, når han selv har fået nok af noget. Det er ham, der får dem videre ad flere omgange og bringer dem til det næste tableau, fristes jeg næsten til at kalde det. Og du har mange tableauer – flash backs til en lukket fortælling, der foregår på et ubestemt tidspunkt i deres fortid. Disse tableauer kunne egentlig fungere som små historier i sig selv. Hvorfor valgte du den form, og peger alle fortællingerne i samme retning?

Martin: Ja, det synes jeg. Det er Dalmatineren, der fortæller, men alle scenerne fra hans fortællinger er nedslag i beretningen om Uret og Dalmatinerens venskab og brud. Det er øjeblikke, der alle har deres egen logik og dynamik, men udfaldet af scenerne er afgørende for den samlede beretning. Hvert nedslag bringer os nærmere forståelsen af, hvordan Dalmatineren har oplevet sit liv.

Martin: Humoren spiller jo også en væsentlig rolle i Et satans arbejde. Det er jo uden tvivl også et bevidst valg. Overvejede du at skrive romanen uden humor? Det kunne være blevet en meget dyster skrækfortælling.

Amdi: Humoren var en del af fortællingen fra første linje, og jeg tænkte det aldrig som en mulighed at skrive den mere dyster, end den nu engang er. Med det sagt, finder jeg den faktisk i visse dele ret ubehagelig, på den måde, hvor latteren stikker i halsen. Humoren var en måde at gøre et meget ubehageligt emne spiseligt på, og jeg synes også, at den er med til at gøre alle romanens figurer mere menneskelige – fra Alias Haboryms vrede til Viktors naziglorificerende enetaler – fordi de også er lidt latterlige.

Amdi: Vil det så sige, at begge historierne er tragikomiske? Handler de om menneskets storhedsvanvid?

Martin: På en måde ja. Der er i hvert fald et meget tydeligt fokus på dårskab, som går igen i begge bøger. De bruger også begge det absurde som vej til fremstilling af uforløste drømme og potentialer, synes jeg. Det komiske kommer vel også ind gennem det faktum, at begge historier bøjer virkeligheden, så det absurde kommer tydeligt frem. Men ja, tragisk og komisk er ord, der beskriver begge bøger meget godt.

Tak for snakken, Amdi.

Amdi: I lige måde.

***

Jeg håber, at det har givet dig blod på tanden til at opsøge begge fortællinger. Jeg tror, at du vil føle dig godt underholdt i selskab med dem begge to.

 

Rama Rama Europa er udgivet på forlaget Kandor i 2020, og kan købes her.

Et satans arbejde er udgivet på forlaget Brændpunkt i 2019, og kan købes her.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret