Category Archives: Ikke kategoriseret

Så kom der en forside

Hurra! Min roman Rama Rama Europa, der udkommer her til marts, har fået en forside. Det er ret fedt, for så er bogen vitterligt ved at være på trapperne. Det har jeg glædet mig utrolig meget til, fordi det er en roman, jeg er ganske stolt af. Det er en fortælling, der afgjort går andre veje end det jeg tidligere har skrevet, og resultatet er blevet en fascinerende fabel, synes jeg, om venskab og kultur.

Der kan siges ret meget om bogen, hvilket jeg sikkert også kommer til i senere indlæg, men her kan du i hvert fald læse bagsideteksten, som den ser ud i skrivende stund. Den ændrer sig måske inden udgivelsen, men det får vi at se. Jeg håber i hvert fald, at det kan pirre din nysgerrighed.

 

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Strip a gogo

Paperback, Beacon Books 1959

Da pulpmarkedet endegyldigt i 1950’erne gik fra at være domineret af magasiner til marked med primært billige paperbacks, var den mere kulørte side af bogmarked også kæmpe stort. Faktisk var den erotisk pulp en grundpille i paperbackindustrien. Det tema har optrådt flere gange her på bloggen med stort set samme budskab hver gang. Den erotiske pulplitteratur blev et pikant kighul ind til forbudte verdener og socialt uacceptable situationer. Pulplitteratur blev en genvej eller et surrogat for alle de uanstændige oplevelser, som læseren måske nok kunne drømme om, men alligevel aldrig selv opleve i virkeligheden.

Sensational Detective Cases, juni 1942

Forlag som Monarch, Beacon og Nightstand Books udviklede på den baggrund et finmasket net af smudsige undergenrer, der kunne tilfredsstille enhver fetich eller fascination hos læserne. De mest grovkornede sager udkom naturligvis kun på mindre, affilierede forlag, der ikke nåede ud i tobakskioskerne, men de mindre sprængfarlige titler kom i kæmpe oplag.

Paperback, Signet Books 1955

Et populært tema, der stort set er med fra det tidligste paperback-boom, er ”striptease-bogen”. Det vil sige en bog, hvis handling er centreret omkring stripklubber eller stripteasedanserinder. Temaet var forbløffende populært, hvilket ikke mindst bevidnes gennem den ret store mængde kriminalromaner, der også bruger temaet som kulørt ramme for mord og røverier.

Paperback, Signet 1963

Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at stripklubben og stripperen som arketype i pulpen bliver forbundet med farlighed, belastede miljøer, druk og underverdenen. Til det kan man så også tilføje en solid dosis sex, og resultatet bliver en cocktail at pirrende elementer, som gav læseren mulighed for at opleve noget langt mere fascinerende, end hvis de rent faktisk opsøgte den lokale stripklub.

Paperback, Signet 1960

Ikke desto mindre er der noget indebrændt over stripbøgerne og deres tilbud af oplevelser pr. stedfortræder. Den som oftest mandlige læser kunne nemlig her på sikker afstand svælge i sine erotiske oplevelser uden at skulle udsætte sig selv for den risiko at blive afsløret på en upassende klub.

Paperback, Saber Books 1964

Præcis det element er ikke uvæsentligt, og det er bemærkelsesværdigt, at ”strip-temaet” kun forblev populært fra begyndelsen af 1950’erne og små ti år frem. I midten af 60’erne skete der imidlertid noget centralt. De topløse gogo-klubber begyndte at blomstre op og blive hippe blandt unge såvel som gamle. Strippen mistede noget af sin farlighed på den konto og blev om ikke socialt acceptabel, så i hvert fald mindre belastet. Det tog pusten ud af temaet, som med et blev ordinært og fantasiløst. Det pirrende var borte og i stedet dykkede pulpen længere ned i de forbudte lysters register for at finde måder at tilfredsstille alle de skjulte behov derude hos læserne.

Paperback, Royal Line 1966

Gogo-danseren var således den indirekte årsag til strippulpens død. Tænk over det, når du næste gang tager på din lokale topløse gogo-klub.

Paperback, Private Editions 1966

Paperback, Playtime Books 1960

Paperback, Novels 1953

Paperback, Nightstand Books 1962

Paperback, Nightstand Books 1960

Paperback, Midwood 1964

Paperback, Macfadden-Bartell 1963

Paperback, Kozy Books 1962

Paperback, Intimate Edition 1963

Paperback, Imperial Books 1966

Paperback, Gold Medal books 1965

Paperback, Gold Medal Books 1963

Paperback, Gaslight books 1964

Paperback, Gaslight Books 1964

Paperback, French Line 1967

Paperback, Dell 1960

Paperback, Berkley 1958

Paperback, Belmont Books 1962

Paperback, Beacon Books 1960

Paperback, Beacon Books 1959

Paperback, Beacon Books 1959

Paperback, Bartell 1964

Paperback, Avon 1964

 

Og endelige her lidt næsten påklædt cool gogo-dans fra 1965:

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

En lille nytårshilsen

Et nyt år og et nyt år på bloggen. 2019 blev et mindre år end ventet, men jeg må nok også erkende, at jeg har haft ret meget skrivearbejde. Det kunne ikke undgå at påvirke min aktivitet på Fra Sortsand. Men det er ikke rart, når bloggen ligger stille flere uger i træk, og Sørens pause på Skræk og Rædsel-bloggen har også sat nogle tanker i gang, der nok allerede har rørt på sig. Det er let at miste pusten, fordi formålet med at lægge så meget tid i en blog kan virke en anelse uklart.

Som jeg har skrevet flere gange, har jeg i noget tid arbejdet på en fagbog om skrækfiktion. Det arbejde blev egentlig afsluttet for ganske lang tid siden, men jeg har brugt tid på at søge fondsstøtte, manus har været igennem fagfællebedømmelse osv. Mens jeg arbejdede på bogen, var Fra Sortsand en form for samtalepartner for mig. Bloggen var stedet, hvor jeg kunne prøvekøre tanker og få sat idéer på skrift, som afspejler det, jeg arbejdede med i bogens kapitler. Da jeg pludselig var færdig med Skrækvisioner, som bogen hedder, manglede jeg et ror.

Det var som om, at det at blogge alene ikke rigtigt længere gav nogen mening for mig. Jeg tror ikke på evigheden og alt har sin tid. Det samme gælder Fra Sortsand og alt andet. På et eller andet tidspunkt skal det jo stoppe. Spørgsmålet er bare hvornår. Det var den slags ting, jeg overvejede, efter bogen var skrevet. De overvejelser eller følelser sidder nok stadig i mig, men jeg er stille og roligt ved at finde frem til et nyt projekt, der måske også kan blive til en bog. Det vil tiden vise og det vil samtidig helt sikkert også have en positiv effekt på bloggen.

Det er interessant at spørge sig, hvorfor man/vi i det hele taget bruger fritid på at skrive blogtekster eller tekster til lignende formater. Man gør det vel, fordi det er sjovt. Det er i hvert fald derfor, at jeg gør det. Sagen er bare den, at der nogle gange er ting, som er sjovere at skrive. Besøgstallene på Fra Sortsand har det fint, også selvom der er blevet længere mellem indlæggene. Det er jo rart, men i sidste ende er det ikke en motivationsfaktor for mig, fordi jeg jo godt ved, at vi er en meget lille gruppe herhjemme, der interesserer sig for ældre genrefiktion.

Vi er et lille slæng, om man vil, som slet ikke kan måle sig i antal med alle dem, der eksempelvis interesserer sig for genrefilm. Det kan man selvfølgelig beklage, men omvendt er det også fedt at vide, at vi kun er nogle stykker derude, som for alvor brænder for gammel fiktion fra populærkulturens overdrev. Det må vi holde fanen højt for, og det er derfor også rart at se, hvordan andre blogs kører ufortrødent videre. Det er stærkt gået.

Fra Sortsand lukker ikke ned, men jeg kan heller ikke love noget som helst. Det er humøret og inspirationen, der driver værket. Når det ikke er sjovt, er der ikke nogen grund til at gøre det. Der er nok af folk derude, som skriver og har meninger. Det dummest, man kan gøre, er at tænke, at det er vigtigt, det man skriver. Det er det ikke. Det er tidsfordriv, leg og gækkerier. Sådan er det i hvert fald på Fra Sortsand, og sådan vil det også blive ved et stykke tid endnu.

Og lad os så komme i gang med 2020. Jeg lover, at der kommer endnu mere gammelt skrammel. Jeg lover, at det bliver endnu mere bagudskuende og endnu mere fetichistisk dyrkelse af genreudgydelser fra for længe, længe siden …

Martin

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

The Black Book of Clark Ashton Smith, red. Donald Sidney-Fryer & Robert A. Hoffman (1979): På besøg i maskinrummet

Indbundet, Arkahm House 1979

De fleste, der har interesseret sig en smule mere indgående for H.P. Lovecraft, kender til hans såkaldte ”commonplace book”; en betegnelse brugt af Lovecraft til at beskrive sin samling af notater, løse idéer og strøtanker. Teksten er interessant, dels fordi den viser udgangspunktet for et antal af Lovecrafts noveller, og dels fordi den rummer en hel del, der aldrig blev udnyttet – i hvert fald ikke så direkte, at det senere har kunnet identificeres. Lovecrafts Commonplace Book er dermed også et katalog over alt det, som vi aldrig fik fra hans hånd.

Nu handler dette indlæg imidlertid ikke om Lovecraft, men Clark Ashton Smith. Inden for Lovecraft-kredsens entusiaster gik der efter Ashton Smiths død i 1961 et rygte om, at han også skulle have efterladt sig en stor samling notater i stil med Lovecrafts Commonplace Book. Rygterne om denne samling antog i løbet af 60’erne en stadigt mere magisk karakter, og det var således også med stor entusiasme fra fanmiljøet, at Arkham House i begyndelsen af 70’erne kunne bekendtgøre, at de ville udsende Smiths efterladte notater. Udgivelsesarbejdet var allerede påbegyndt af Donald Sidney-Fryer og Robert A. Hoffman i 1962 året efter Smiths død.

En aldrende Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Sidstnævnte, Hoffman, er mere eller mindre forsvundet i glemslens tåger i dag. Sidney-Fryer er måske heller ikke ligefrem en superstjerne nu, men han var en af de digtere, der i 60’erne blev en del af den såkaldte nye San Fransisco-renæssance. Det var en gruppe af digtere, der tog det fantastiske, dekadente og makabre til sig i et bevidst bagud skuende lyrisk udtryk ikke ulig det, vi også kender fra Smith, som blev en af bevægelsens ledestjerner.

Arbejdet med udgivelsen af notesbogen blev desværre forsinket, hvilket fremgår af bogens korte introduktion, der beretter om de til tider svært tydelige tekster samt andre genvordigheder, der gjorde arbejdet vanskeligt. Bogen fik ikke helt tilfældigt titlen The Black Book of Clark Ashton Smith. Præcis som Lovecraft kaldte sin notesamling for ”The Commonplace Book”, havde Smith døbt sine noter som ”The Black Book”, og det var gennem Smiths henkastede bemærkninger til venner og bekendte om denne sorte bog, at mytedannelsen kunne vokse frem.

Donald Sidney-Fryer (født 8. september 1934) klædt på til digtoplæsning o. 1976

Hvad indeholder den så denne sagnomspundne samling? Rent faktisk ikke så meget. I hvert fald ikke det guld, som man i løbet af 60’erne fik drømt sig frem til. Den rummer først og fremmest en lang række kortfattede plotidéer, hvoraf de fleste i øvrigt rent faktisk blev omsat til noveller. Et eksempel kunne være:

A Phantom shell-face, hands, clothing, etc. – which attaches itself temporarily to a living person, giving him the aspect of one long dead (s. 78).

Smith var tydeligvis ikke en mand, der gik og puttede alt for meget med sine indfald. Ja faktisk genbrugte han de samme plotidéer flere gange med små variationer. Man kan naturligvis også konstatere, at bogen aldrig var planlagt til udgivelse, hvilket også præger teksterne.

Clark Ashton Smiths selvbyggede hjem

The Black Book er i sig selv halvsjov læsning, som det også er i Lovecrafts Commonplace Book, men i sidste ende måske også mere et kuriøst indblik i værkstedet end egentlig spændende oplysninger. Bogen rummer også en række ufærdige samt færdige digte. De ufærdige har ikke været bragt før, mens de færdige har fundet vej ind i andre udgivelser. Også her må man sige, at det måske ikke ligefrem er uvurderlig viden, som fandt vej ud til offentligheden.

Bogens absolut mest læseværdige dele er rent faktisk ikke Smiths egne notater, men to erindringsstykker skrevet af George F. Haas; “As I Remember Klarkash-ton” og “Memories of Klarkash-ton”. Haas var en af Smiths helt nære venner, og stykkerne blev skrevet i forbindelse med Smiths død, men blev altså genudgivet her.

En ganske ung Hass besøgte Smith første gang omkring 1953 i det lille træhus (”cabin”), som Smith selv havde bygget til sine forældre. Det første stykke handler om dette besøg, mens det andet koncentrerer sig mere og deres efterfølgende mangeårige venskab. Det fascinerende ved disse tekster er først og fremmest den meget levende beskrivelse af Smiths omgivelser og væsen. Haas er ganske klart en loyal ven og meget betaget af Smith, men midt i den begejstrede strøm opfanger man indirekte oplysninger om en ikke så lidt excentrisk mand, der satte pris på flaskens glæder. Det er ikke nogen nyhed, at Smith nok drak en del, men det er alligevel interessant at se, hvordan det ganske uskyldigt skinner igennem hos Haas.

En af de ting, der kan beklages ved The Black Book of Clark Ashton Smith, er, at Sidney-Fryer og Hoffman valgte at udeladt dele af Smiths notesbog, fordi de enten ikke mente, at det havde almen interesse eller også fordi de ikke kunne læse teksten. Det er ret ærgerligt, ikke mindst fordi det blandt andet var optegnelser omkring Smiths salg af tekster og kunst; han skar som bekendt små statuetter. Det ville være meget spændende at kunne se, til hvem, og for hvor meget, Smith fik solgt sin kunst dengang.

Skabningen Tsathoggua, Smiths bidrag til den såkaldte Cthulhu mythos, som han selv formgav den i fedtsten

Det bringer mig frem til det sidste punkt. I Haas’ første tekst, “As I Remember Klarkash-ton”, der som sagt mindes tiden omkring 1953, skriver han, at Smith samme dag, som Haas første gang mødte ham, netop havde solgt og afsendt nogle skulpturer til København, Danmark(!). Se, det er da fascinerende, for hvis Haas ikke huskede forkert, betyder det, at der i vores hjemlige hovedstad var en person, som kendte til Smith så tidligt som 1953. Det er ret usædvanligt og specielt.

En af Clark Ashton smiths små figurer, som han skar og formede i sandsten, fedtsten og træ

Jeg forsøgte her i løbet af efteråret at grave i sagen for at se, om jeg kunne få denne danske konkakt identificeret, men desværre uden held. Jeg havde en udveksling med både S.T. Joshi og Smith-eksperten Scott Connors om emnet, men det førte ingen vegne, og med mindre du, kære læser, har viden om dette, må jeg nok konkludere, at dette fortaber sig i det uvisse. Men den tanke, at der muligvis findes ukendte Smith-skulpturer i København, er voldsomt spændende, synes jeg.

Sagen må dog, som sagt, forblive uopklaret. Desværre, man kan ikke være lige heldig hver gang, præcis som Donald Sidney-Fryer og Robert A. Hoffman heller ikke fik mulighed for at udgive det guld, som alle troede, de havde fået adgang til. Smiths efterladte notater er ganske enkelt en smule kedsommelige, hvilket nok var det sidste, man havde forventet dengang, da arbejdet med ”The black book” begyndte.

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion, Poesi

Fik du hørt ”Reaper”?

Øv, så ramte bloggen et hul igen alligevel. Denne gang var det desværre triste omstændigheder i min svigerfamilie, der satte en stopper for tingene. Sådan går det nogle gange. Nu vil jeg se om jeg ikke kan få et par indlæg afsted før julefreden sænker sig over bloggen. På søndag skal vi i hvert fald se nærmere på mr. Clark Ashton Smith, og her kan du høre den single, som Rotting Out udsendte i begyndelsen af året.

Amerikanske Rotting Out har en høj stjerne hos mig. Deres debutalbum Street Prowl fra 2011 er lige blevet genudgivet af Deathwish på vinyl i et ganske lille oplag. Det er ret fedt fordi albummet har været svært at få fat i.

Gruppen gik i opløsning for et par år siden, da forsangeren blev sendt i fængsel med en narkodom. Han blev snuppet, da han kørte et større parti pot fra en stat til en anden. Bandet indledte året med en ny single, ”Reaper”, som I kan høre her. Og de er på tour næste sommer, så jeg håber virkelig, at de lægger vejen forbi København. Jeg er ret begejstret for deres hardcorepunk, der trykker på alle de rigtige knapper hos mig.

På genhør på søndag.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

En prægtig, russisk Richard Blade

I forbindelse med min læsning af Blade-serien, som mit seneste indlæg også handlede om, faldt jeg over denne ret vilde udgave. Det drejer sig om en russisk udgivelse i to bind fra 1994, der samler de første seks romaner. Det i sig selv er jo noget, men det vilde er først og fremmest bøgernes udstyr. De er blevet forsynet med fine, indvendige illustrationer, langt bedre end for- og bagsiderne, samt kort over de områder af Dimension X, som Blade besøger.

 

Serien har med andre ord fået den helt store ansigtsløftning. Nu ved alle nok, der har læst bøgerne eller mine indlæg om serien, at romanerne ikke ligefrem er stor litteratur. Derfor er det også ganske absurd, at der eksempelvis er blevet brugt tid på at fremstille kort, taget i betragtning, at geografien i Dimension X er totalt udflydende.

I den russiske udgivelse får man det indtryk, at Blade er noget typisk fantasy – at der rent faktisk er blevet brugt tid på at udvikle hans verden; men her bliver læseren overrasket. Det eneste, der tæller i bøgerne, er sådan set, hvem Blade knalder eller knalder ned. Det er derfor utrolig sjovt, at man har valgt at kræse så meget om noget fiktion, jeg ikke kan karakterisere som andet end eskapistisk skraldefiktion. Den slags har absolut sin ret, men tro mig, man behøver ikke noget landkort, for at forstå Blades verden.

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

“I’m sorry, Dave. I’m afraid I can’t do that”

Paperback, DelRey 1980

Jeg læste en bog af Arthur C. Clarke for nogle uger siden, som jeg snart skriver lidt om. Det var ikke A Space Odessey, men den fik mig alligevel til at tænke lidt i de baner. For det slog mig under læsningen, at computeren som fjendebillede – som digitalt monster, om man vil – ikke har været brugt specielt meget i skræklitteraturen. Det er i virkeligheden overraskende, for ganske vist kan man pege på enkelte værker og noveller, som bruger computeren, men der er ikke tale om nogen stor tradition.

Hardcover, New American Library 1968

Hvorfor er det sådan? Ødelæggende dræberrobotter har der været mange af siden 30’ernes pulp, men den slags Frankenstein-skabninger har alligevel en anden valør og rod klassiske motiver, som ikke dækker den type computerfjende, som jeg her har i tankerne. Så hvorfor har den digitale superhjerne ikke indtaget en plads i skrækfiktionens monstergalleri?

Paperback, Ace Books 1964

Der er formentlig flere svar på dette. Noget kan måske skyldes loyalitet i forhold til den konventionelle fordeling af tematikker de enkelte fantastiske genrer imellem. Men helt så enkelt er det vel ikke, håber jeg. En klassisk SF-tilgang til supercomputeren, som problem, findes eksempelvis i Pipers The Cosmic Computer (1964), hvor perspektiverne på sæt og vis er ganske skrækindjagende, men diskussionen ligger trods dette på et filosofisk plan, som ikke griber ned i de eksistentielle dybder, hvor det meste skrækfiktion trives.

Paperback, Random House 1993

Man kan også pege på skrækfiktionens traditionelle, fodslæbende brug af, for ikke at sige modstand imod, teknologi som virkemiddel. I den forstand er skrækfiktionen ofte så stok konservativ som fantasygenren, hvilket overlader supercomputerne til SF-litteraturen. Her tror jeg, at vi kommer tættere på sandheden.

Paperback, Pocket Books 1998

Den tredje og for mig at se væsentligste grund er nok imidlertid, vil jeg mene, at det var Clarke, der skrev den første, egentlige moderne computer-gyser med den indledningsvis nævnte A Space Odessey. Det gjorde han, i kreativt forbund med Stanley Kubrick, så godt og tidløst, at han på en gang åbnede og lukkede samtalen om emnet. Præcis som Orwell kan siges at have gjort det samme med 1984 og overvågningssamfundet. Faktisk er der et sært, litterært tomrum mellem A Space Odessey og Neuromancer, som i hvert fald mig bekendt, ikke for alvor er blevet udfyldt, og med Neuromancer var det da også i en helt anden genrer og et helt andet formsprog, at vi møder den digitale fjende, hvilket sådan set bare får Clarkes værk til at fremstå endnu mere unikt.

Paperback, Ace 1984

Jeg vil med andre ord vove den påstand, at ”computermonstret”, som tematik, blev skabt og stagnerede i sin egen kliché med samme roman. Ingen har for alvor formået at gå i Clarkes i fodspor. Det skulle da lige være William Gibson, der gjorde det samme med den digitale fjende, som Anne Rice gjorde ved Stokers vampyr. Men dermed flyttede Gibson, som sagt, også sit monster ud af skræktematikken og dermed også uden for dette indlægs rammer.

Paperback, Pocket Books 1983

Paperback, Hodder & Stoughton 1984

Paperback, Cheriton House Publishing 2016

Dan Shocker Grusel-Krimi, nr. 71 1971

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret