Category Archives: Nonfiktion

Et godt køb?

Her gik jeg og troede, at Necronomicon bare var noget, som Lovecraft fandt på. Jeg tog fejl, for en faksimileudgave af det sønderknusende værk i John Dees oversættelse er til salg på Ebay. Hold da op! Den italienske sælger, der går under navnet Amira di Transilvania, oplyser også følgende: ”Coming from a important collection of occult books.” Om det er faksimileudgaven eller John Dee-udgaven, der her er tale om, oplyses ikke, men det kunne være spændende at høre mere om denne vigtige samling. Jeg kan da også konstatere, at der med denne bog ikke er tale om den berømte Necronomicon, redigeret af ”Simon”, som udkom første gang i 1977 og sidenhen er blevet udgivet løbende i både paperback og indbundet form.

Simon-udgaven af Necronomicon i luksusudgave er ligeledes til salg på Ebay

En ”Joseph Talbert” fra Harvard University har tilmed skrevet et forord til faksimileudgaven med henvisninger til videre læsning, hvilket antyder at denne næppe er en unik udgivelse, hvilket selvfølgelig er lidt skuffende. Talbert lader i øvrigt til at være forsvundet nu, da han ikke umiddelbart lader sig google frem, hvilket jo bare bekræfter, at man skal passe på med studier af Necronomicon.   

Denne Dee-Necronomicon er tilmed ikke specielt dyr, værkets karakter taget i betragtning. Fristet? Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at købe en legendarisk bog så billigt og tilmed med fri forsendelse. Hvabehar!

Jaja, det er spændende, hvad man kan finde på EBay; De Vermis Mysteriis og Liber Ivonis dukker nok også op en dag.

Vi ses på søndag, hvor der igen står politisk SF på programmet.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Erik A. Nielsen, Fortolkningens Veje. Et lærestykke om Edgar Allan Poe (1978): Om erkendelsen af verden

Paperback, Gyldendal 1978. Forsidens billede er en reproduktion af Odilon Redons tegning “Som en sælsom ballon…” fra 1878. En meget relevant kunstner i forhold til bogens tematik.

Der bliver skrevet mere og mere akademisk faglitteratur om genrefiktion herhjemme. Det meste udkommer som artikler i internationale tidsskrifter eller i tematiske antologier; sådan fungerer vidensdelingen i den akademiske verden i dag. Der udkommer naturligvis også ting på dansk, hvilket sker hyppigere nu end for bare ti år siden, men det hører sig alligevel til sjældenhederne at se danske bøger om genrefiktion. Desuagtet skete den slags endnu sjældnere tidligere, og Erik A. Nielsens Fortolkningens Veje fra 1978 om Edgar Allan Poes fortællinger er derfor noget særligt. Den er mere eller mindre en ener, kan man sige, hvis vi ikke regner Poul Ørums bidrag om Poe med her.

Nielsens bog taler dermed heller ikke ind i nogen specifik tradition for danske Poe-studier, i stedet er den ganske klart blevet ansporet af en stigende interesse for kriminallitteratur i samtiden. Poe bliver jo, som bekendt, regnet som stamfar eller en af stamfædrene, til krimien, og Fortolkningens Veje går dermed direkte til genrens arvesølv.

Paperback, Gyldendal 1978

Det er da også ud fra krimigenrens perspektiv, ikke gysets, at Nielsen går til et udvalg af Poes værker, der bliver analyseret stringent i et forsøg på at afkode det dybere anliggende med teksterne. Bogens greb er således gennem diskussionen af en stribe tekster at vise, hvordan Poe arbejdede sig frem mod en erkendelsesteori og – ikke uvæsentligt – grænserne for den menneskelige erfaringsverden. Den berømte novelle ”The Gold-Bug” står centralt tidligt i Nielsens arbejde, fordi han ønsker at vise sin læser, hvordan Poe gennem den novelle nærmer sig etableringen af en systematisk afkodning af verden. ”The Gold-Bug” handler, som de fleste vil vide, om en skattejagt, og det bærende er her, hvordan persongalleriet kommer tættere og tættere på mysteriets opklaring ved at se rationelt eller analytisk på verden og konkludere ud fra det, der bliver set. Poes hovedperson erkender på baggrund af naturen, i modsætning til den sorte tjener Jupiter, der hjælper skattejægerne; han ser og konkluderer gennem et forudindfattet verdenssyn baseret på overtro, hvorved han aldrig når til sandheden.

Den forudsætning tager Nielsen med videre ind i sin læsning af Poes “The Murders in the Rue Morgue” og de to efterfølgende historier “The Mystery of Marie Rogêt” og “The Purloined Letter”, hvor opdageren C. Auguste Dupin optræder igen.

Erik Aksel Nielsen (født 20. maj 1941) i dag

Det er dermed velkendt stof, som Nielsen bringer i spil, og han udfolder ganske overbevisende, hvordan Poe med disse historier til stadighed får tematiseret erkendelsen af verden, og ikke mindst skabelsen af verden som et narrativ, igennem novellerne. For, som Nielsen demonstrerer, gør Poe sin læser igennem Dupins deduktioner opmærksom på, hvordan iagttagelsen af minutiøse forhold kan udfolde sig til gigantiske, komplekse årsagssammenhænge. Dette illustreres gennem detektiven, der fra sin lænestol er i stand til at udfolde en hel mordsag baseret på ganske få præmisser.

Ved den objektive iagttagelse af et fodspor, en blodplet eller lignende er detektiven i stand til at afsløre verden, som den egentlig ser ud, når vi ikke lader os narre af alt det umiddelbare, som vores sanser har tilbøjelighed til at lade sig forblænde af. Kan ske, at dette lyder banalt i dag, men man skal huske, at Poe trådte ny grund her og gødede grunden for en karakter som eksempelvis Sherlock Holmes.

Jeg synes, at dette er ret spændende perspektiver, men det bliver ikke mindre interessant, når Nielsen i bogens sidste del fremfører, hvordan Poe var sig fuldt ud bevidst om erkendelsernes pris. For med klarsyn følger noget destruktivt, der blotter verden. Verden bliver enten til en kakofoni af informationer, som det sker billedligt i novellen ”A Descent into the Maelström”, eller også bliver de frilagte erkendelser for meget, som det sker i den stribe fortællinger, Poe skrev om skyldige, der bukker under for deres egen anger (”The Tell-Tale Heart etc.”).

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Jeg er ikke fuldstændig overbevist om, at man rent faktisk kan påvise den bevidste, stringente udvikling af erkendelsestematikken hos Poe, som Nielsen fremfører det, men der er ikke nogen tvivl om, at Fortolkningens Veje peger på et helt afgørende element i forfatterskabet, som går videre end den sædvanlige diskussion af Poes psykologiske indsigter. Nielsens greb om verdenserkendelsen gør Poes tekster større og mere vedkommende, og samtidig beriger tanken portrættet af Poe som et søgende menneske, der selv forsøgte at forstå verden.

Med Nielsens perspektiver i baghovedet bliver Poes store prosadigt ”Eureka” også endnu mere fascinerende, fordi digtet netop handler om skabelsen af en verden, og den måde, som skabelsen kan erkendes på. Poes sammenligner i ”Eureka” den skabende gud med en forfatter, der indskriver sit narrativ, frelseshistorien, i materiens stof. Det er, så at sige, præcis den præmis, der ligger til grund for Poes proto-krimifortællinger og mange andre af Poes historier. Narrativet, sandheden som fortælling, ligger indlejret i verden som en kode eller en gåde, der skal løses gennem observation, præcis som det kendes fra emblemkunstens ikonografi, der utvivlsom må have sat Poes tanker i denne retning.

Sandheden som kode. Et eksempel på et emblem, her fra Daniel Cramers berømte emblemsamling Emblemata Sacra fra 1624

Fortolkningens Veje er skrevet i et opgør mod samtidens benhårde marxistiske tekstanalyser. Nielsen plæderer for den hermeneutiske læsning, og kvaliteterne ved den tilgang bliver helt åbenlyse, når man læser hans værk. Det er nemlig et skoleeksempel på, hvor langt man kan komme med en tekst ved at se den indefra og udfolde teksten på dens egne præmisser uden af analysere den igennem en forudindfattet skabelon. Det er i hvert fald idealet for denne læsningsmetode, der fik ny vind i sejlene med Hans-Georg Gadamers strålende Wahrheit und Methode fra 1960.

Med det sagt kan det dog fra 2020 være en smule spøjst at læse den relativt lange indledning om fortolkning og akademikerens rolle i samfundet. Den indledning kunne ikke være skrevet på et andet tidspunkt end i 70’erne, og bogens åbning er dermed også fuldstændig bundet til sin egen tid. Når man læser Fortolkningens Veje nu, bliver man derfor ikke meget klogere på indholdet igennem indledningen, der synes at kæmpe sin helt egen kamp. Den er eta lille stykke kulturhistorie i sig selv. Det samme er selve bogen rent faktisk, for hvor er det længe siden, at et forlag som Gyldendal kunne forventes at udgive en bog som denne. Det var en gang. Men hvor er det også herligt, at der findes den slags små studier, der stadig efter mere end 40 år på bagen kan skærpe blikket og føje nye facetter til de klassikere, vi kender alt, alt for godt, men alligevel aldrig bliver færdige med.                 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

En virkelig positiv anmeldelse af Skrækvisioner

Jeg har lige modtaget en anmeldelse af Skrækvisioner, min fagbog om gyserens udvikling i 1900-tallet. Det er den første reaktion på bogen, som jeg har fået, og det er derfor rart, at den er så overvældende positiv. Det i sig selv er jo en god grund til at dele den her på bloggen, men anmelderen har også gjort et stort arbejde med at sammenfatte bogen. Det er jo ret nyttigt, hvis du gerne vil snuse lidt mere til kapitlernes indhold. Jeg synes derfor bestemt, at du skal smutte forbi platformen Historie-Online, hvor du kan læse anmeldelsen her.

På genhør

Martin

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Skrækvisioner kan nu købes

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Et stille hurra herfra. Min fagbog Skrækvisioner kan nu købes hos Syddansk Universitetsforlag. Dermed kan du få lejlighed til at læse mit bud på skrækgenrens udvikling fra 1920’erne og frem til i dag. Det lyder da som spændende læsning, hvis jeg altså selv skal sige det. Bogen kommer langt omkring med en del afstikkere længere bagud i tid, men fokus ligger tungt på 1900-tallet. Der bliver derfor ikke brugt mange ord på gamle travere som eksempelvis Dracula, Frankenstein et al.

På grund af de corona-ramte tilstande, som vi lever underlige nu, har jeg rent faktisk ikke selv set bogen endnu. Der er kommet en kasse med bøger til mig fra forlaget, men den står på mit kontor, som jeg ikke har adgang til før vi kan møde ind på arbejde igen. Det er lidt sært, men så er der bare endnu en grund til at håbe, vi snart kan komme tilbage til en form for normalitet.

Jeg håber og tror, at Skrækvisioner vil være relevant læsning for alle, der svinger forbi Fra Sortsand regelmæssigt. Kast et blik på bogen. Den kan anskaffes fra forlaget her (og sælges endda med rabat for tiden!).

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Arthur C. Clarke, Profiles of the Future (1962): Fremtiden er nu engang uforudsigelig

Paperback, Pan 1973

Her skal det handle om et essay, som Arthur C. Clarke udgav første gang i 1962. Jeg vil dog lige begynde med et par indrømmelser: For det første har jeg kun meget lidt forstand på teknologi i bred forstand, og det interesserer mig egentlig heller ikke ret meget. Jeg har heller ikke læst voldsomt meget af Clarkes skønlitteratur, selvom jeg sådan set føler, at jeg har et udmærket indtryk af hans stil. Nogen stor fan er jeg ikke, men der er alligevel noget udholdende ved hans prosa, som har fået mig til at genbesøge ham en gang imellem.

Nuvel, Profiles of the Future er ikke skønlitteratur, men i stedet et essay, hvor Clarke giver sit bud på, hvad fremtiden vil bringe. Bogen udkom, som sagt, i ’62, men den udgave, jeg har læst, er den reviderede version fra 1973, hvor vi foruden Clarkes oprindelige vision også bliver udstyret med hans bemærkninger til den gamle teksts konklusioner samt nye betragtninger ansporet af de erfaringer, han havde høstet i mellemtiden.

Paperback, Pan 1973

Man skal ikke tro, at bogen er en skildring af et Clarkesk Utopia, hvor han beskriver en verden, som den burde se ud. Dertil er Clarke alt for snu. Allerede i bogens første kapitel, ”The Hazards of Prophecy: The Failure of Nerve” beskriver han for os, hvor vanskeligt det er med disse fremtidsprognoser. Clarke var samtidig en mand, der ikke stillede sit lys under en skæppe, og han kan, oplyser han os venligt i kapitlet, faktisk gøre det, som mange andre har fejlet i. Clarke kan nemlig, mener han selv, give nogle bud på en realistisk fremtid, fordi han modsat mange andre tør tænke vildt og kreativt uden at lade sig binde af politiske eller økonomiske teorier. Han er udstyret med en særligt, modigt klarsyn, om man vil.

Det handler med andre ord om at kunne læse samtiden og se de brændpunkter for udvikling, hvor mennesket for alvor vil flytte sig. Og det kan Clarke altså, ikke mindst fordi han gennem sin fiktion har fået trænet sin kreativitet og skærpet blikket for de udfordringer, der nødvendigvis vil kræve løsninger på sigt.

Sir Arthur Charles Clarke (16. december 1917 – 19. marts 2008)

Som sagt er Clarke er ikke bange for at rose sig selv, og han kan da også igennem bogens 19 kapitler levere en række studier af centrale fænomener som rumfart, transport, madproduktion, tidsrejser og meget andet. Clarkes betragtninger, som eksempelvis når han giver sig i kast med en analyse af fremtidens vejnet og begrænsningerne ved nutidens forståelse af fart, er da også drevet af en stor kreativitet og passion. Idéerne kan man ikke tage fra ham, men man kan måske også spørge sig selv, om det ikke bliver en anelse for let. I sine perspektiver kommer Clarke nemlig ikke med forsøg på skildringer af processer, men udelukkende slutprodukter. Hvordan vi rent faktisk skal opnå de teknologiske tigerspring, han skriver om, overlader han til andre. Den slags arbejde er tydeligvis langt fra det åndens værksted, som Clarke sidder i. På den led ligner hans essay alligevel mere skønlitteratur end en egentlig debatbog. Eller en gratis omgang kan man sige.

Man kan dog ikke tage fra Clarke, at han frimodigt kaster sig ud i stærkt spekulative overvejelser. I kapitlet ”The Road to Lilliput” er han eksempelvis optaget af mikroskala og de muligheder, der ligger i at skrumpe ting. Her er han på flere måder helt på linje med Lindsay Gutteridge, der skrev sin pulp-trilogi om mikroagenten Matthew Dilke. Clarke tænker dermed sprælsk og udnytter helt bevidst troper udviklet i fællesskab med sine SF-kolleger, men han gør samtidig en dyd ud af at påpege, hvorfor mange andre enten er naive eller uambitiøse i deres forståelse af de specifikke fænomener og deres udfordringer.

Hardcover, Gollancz 1962. Bogens første udgave

Med det sagt er det selvfølgelig interessant at se, hvordan Clarke rent faktisk lykkedes med sit projekt. Til det må man svare: Ikke ret godt. Han forudså eksempelvis koloniserede planeter i år 2000, foruden en lang række andre ganske optimistiske forudsigelser, der alt sammen er projiceringer af en rumudforskning, der ikke har udfoldet sig som ventet. Hele IT-revolutionen er naturligvis eller ikke spået, hvilket alt sammen får Clarkes fremtid til at virke ganske bedaget. At han rammer rigtigt i forhold til andre ting, skyldes nok først og fremmest, at han skriver så vagt, at man hurtigt kan forme hans tekst i den retning, det nu passer bedst. Trods de selvhøjtidelige ord er resultatet ikke voldsomt imponerende.

Grundlæggende må man da også sige, at Clarkes største problem er, at hans optimistiske fremtidsprognoser udelukkende baserer sig på betragtninger baseret på teknologiske udviklinger. Han har ikke den menneskelige side med i sit billede af udviklingen. Clarke har dermed været totalt tonedøv over for den såkaldte counter-culture, og denne strømnings antiautoritære søgen mod økologi, teknologisk tilbageholdenhed samt ikke mindst spørgsmål om ligestilling, køn, åndelighed og så fremdeles.

Hardcover, The Scientific Book Club 1962

Clarkes rationelle verdensbillede greb ikke de længsler og behov, som mange unge følte, da han skrev bogen, og det var vel at mærke disse unge, der kom til at præge den fremtid, han skrev om. Clarke var på den led allerede bag om dansen, da han med sit snusfornuftige ingeniørsindelag skrev SF-drømme om en bedre verden.

Mens Clarke var optaget af at uddele verbale øretæver til kolleger, der bliver beskyldt for at være uambitiøse eller at tænke småt, kunne samfundet omkring ham passende synge med på Dylans linjer ”Because something is happening here but you don’t know what it is – Do you, Mr. Clarke?” Teknologi former mennesker, jovist, men mennesker former også teknologi, og jeg vil bestemt mene, at det er sidstnævnte forhold, der er det vigtigste.

Paperback, Bantam Books 1964

Clarke bliver på den led hurtigt et let offer for sin egen arrogance, hvilket kan synes velfortjent. Men med det sagt, vil jeg også sige, at Profiles of the Future er ganske underholdende læsning. Bogen solgte godt, og den har uden tvivl talt til et særligt publikum af læsere, der har følt sig hjemme i denne stemning af ”far ved bedst”. Bogens underholdningsværdi ligger da også i høj grad i Clarkes forfatterstemme. Han er fræk og kritiserer andre åbent. Han kommer også med udfald, som når han udpeger H.P. Lovecrafts fiktion som pjat, eller når han roser sig selv som en anden hr. Tudse.

Jeg vil da også sige, at det kræver mod at udgive en bog som Profiles of the Future, fordi den vel nærmest var dømt til at fejle. Det kræver også et stort ego, og Arthur C. Clarke havde uden tvivl begge dele. I medierne blev han sammen med Ray Bradbury SF-litteraturens repræsentanter, på samme måde som Stephen King har været skrækfiktionens ansigt i pressen. Den form for opmærksomhed forpligter. King skrev Danse Macabre (1981), og Clarke gav os et SF-essay – et portræt af fremtidens muligheder, som den burde tage sig ud i en rationel verden. Men, som Tocotronic synger smukt: ”Pure Vernunft darf niemals siegen”. Jeg tror, King slap en hel del heldigere fra sit essay-statement end Clarke, selvom Clarkes opgave naturligvis også er en hel del vanskeligere, men når det kommer til stykker er Profiles of the Future mindst lige så sjov læsning som Kings bog alligevel.

Paperback, Pan 1964

Paperback, Bantam Books 1967

Hardcover, Harper & Row 1973

Paperback, Popular Library 1977

Hardcover, Gollancz 1982

Paperback, Pan 1983

Hardcover, Gollancz 1999

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Skrækvisioner

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Gulp! Så har jeg brugt den seneste tid på at få den endelig korrektur af Skrækvisioner på plads. Med en bog på 440 sider og 180.000 ord, tager det sin tid. Det er derfor også ret fedt, at det hele nu er afsluttet og bogen sendt afsted, så den kan udkomme i slutningen af marts. Hurra. Jeg glæder mig ret meget til at stå med den i hånden – det har været et meget langt bekendtskab efterhånden. Faktisk er det en smule surrealistisk, at hele det kæmpe arbejde nu har fået en ende.

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Her kan du se det omslag, som forlaget har brygget sammen samt en indholdsfortegnelse til de videbegærlige vovehalse, der måske kunne tænke sig at gå ombord i bogen. Jeg håber i hvert fald, at det kan pirre nysgerrigheden hos bloggens læsere.

På snarligt genhør

– Martin

6 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

The Black Book of Clark Ashton Smith, red. Donald Sidney-Fryer & Robert A. Hoffman (1979): På besøg i maskinrummet

Indbundet, Arkahm House 1979

De fleste, der har interesseret sig en smule mere indgående for H.P. Lovecraft, kender til hans såkaldte ”commonplace book”; en betegnelse brugt af Lovecraft til at beskrive sin samling af notater, løse idéer og strøtanker. Teksten er interessant, dels fordi den viser udgangspunktet for et antal af Lovecrafts noveller, og dels fordi den rummer en hel del, der aldrig blev udnyttet – i hvert fald ikke så direkte, at det senere har kunnet identificeres. Lovecrafts Commonplace Book er dermed også et katalog over alt det, som vi aldrig fik fra hans hånd.

Nu handler dette indlæg imidlertid ikke om Lovecraft, men Clark Ashton Smith. Inden for Lovecraft-kredsens entusiaster gik der efter Ashton Smiths død i 1961 et rygte om, at han også skulle have efterladt sig en stor samling notater i stil med Lovecrafts Commonplace Book. Rygterne om denne samling antog i løbet af 60’erne en stadigt mere magisk karakter, og det var således også med stor entusiasme fra fanmiljøet, at Arkham House i begyndelsen af 70’erne kunne bekendtgøre, at de ville udsende Smiths efterladte notater. Udgivelsesarbejdet var allerede påbegyndt af Donald Sidney-Fryer og Robert A. Hoffman i 1962 året efter Smiths død.

En aldrende Clark Ashton Smith (13. januar 1893 – 14. august 1961)

Sidstnævnte, Hoffman, er mere eller mindre forsvundet i glemslens tåger i dag. Sidney-Fryer er måske heller ikke ligefrem en superstjerne nu, men han var en af de digtere, der i 60’erne blev en del af den såkaldte nye San Fransisco-renæssance. Det var en gruppe af digtere, der tog det fantastiske, dekadente og makabre til sig i et bevidst bagud skuende lyrisk udtryk ikke ulig det, vi også kender fra Smith, som blev en af bevægelsens ledestjerner.

Arbejdet med udgivelsen af notesbogen blev desværre forsinket, hvilket fremgår af bogens korte introduktion, der beretter om de til tider svært tydelige tekster samt andre genvordigheder, der gjorde arbejdet vanskeligt. Bogen fik ikke helt tilfældigt titlen The Black Book of Clark Ashton Smith. Præcis som Lovecraft kaldte sin notesamling for ”The Commonplace Book”, havde Smith døbt sine noter som ”The Black Book”, og det var gennem Smiths henkastede bemærkninger til venner og bekendte om denne sorte bog, at mytedannelsen kunne vokse frem.

Donald Sidney-Fryer (født 8. september 1934) klædt på til digtoplæsning o. 1976

Hvad indeholder den så denne sagnomspundne samling? Rent faktisk ikke så meget. I hvert fald ikke det guld, som man i løbet af 60’erne fik drømt sig frem til. Den rummer først og fremmest en lang række kortfattede plotidéer, hvoraf de fleste i øvrigt rent faktisk blev omsat til noveller. Et eksempel kunne være:

A Phantom shell-face, hands, clothing, etc. – which attaches itself temporarily to a living person, giving him the aspect of one long dead (s. 78).

Smith var tydeligvis ikke en mand, der gik og puttede alt for meget med sine indfald. Ja faktisk genbrugte han de samme plotidéer flere gange med små variationer. Man kan naturligvis også konstatere, at bogen aldrig var planlagt til udgivelse, hvilket også præger teksterne.

Clark Ashton Smiths selvbyggede hjem

The Black Book er i sig selv halvsjov læsning, som det også er i Lovecrafts Commonplace Book, men i sidste ende måske også mere et kuriøst indblik i værkstedet end egentlig spændende oplysninger. Bogen rummer også en række ufærdige samt færdige digte. De ufærdige har ikke været bragt før, mens de færdige har fundet vej ind i andre udgivelser. Også her må man sige, at det måske ikke ligefrem er uvurderlig viden, som fandt vej ud til offentligheden.

Bogens absolut mest læseværdige dele er rent faktisk ikke Smiths egne notater, men to erindringsstykker skrevet af George F. Haas; “As I Remember Klarkash-ton” og “Memories of Klarkash-ton”. Haas var en af Smiths helt nære venner, og stykkerne blev skrevet i forbindelse med Smiths død, men blev altså genudgivet her.

En ganske ung Hass besøgte Smith første gang omkring 1953 i det lille træhus (”cabin”), som Smith selv havde bygget til sine forældre. Det første stykke handler om dette besøg, mens det andet koncentrerer sig mere og deres efterfølgende mangeårige venskab. Det fascinerende ved disse tekster er først og fremmest den meget levende beskrivelse af Smiths omgivelser og væsen. Haas er ganske klart en loyal ven og meget betaget af Smith, men midt i den begejstrede strøm opfanger man indirekte oplysninger om en ikke så lidt excentrisk mand, der satte pris på flaskens glæder. Det er ikke nogen nyhed, at Smith nok drak en del, men det er alligevel interessant at se, hvordan det ganske uskyldigt skinner igennem hos Haas.

En af de ting, der kan beklages ved The Black Book of Clark Ashton Smith, er, at Sidney-Fryer og Hoffman valgte at udeladt dele af Smiths notesbog, fordi de enten ikke mente, at det havde almen interesse eller også fordi de ikke kunne læse teksten. Det er ret ærgerligt, ikke mindst fordi det blandt andet var optegnelser omkring Smiths salg af tekster og kunst; han skar som bekendt små statuetter. Det ville være meget spændende at kunne se, til hvem, og for hvor meget, Smith fik solgt sin kunst dengang.

Skabningen Tsathoggua, Smiths bidrag til den såkaldte Cthulhu mythos, som han selv formgav den i fedtsten

Det bringer mig frem til det sidste punkt. I Haas’ første tekst, “As I Remember Klarkash-ton”, der som sagt mindes tiden omkring 1953, skriver han, at Smith samme dag, som Haas første gang mødte ham, netop havde solgt og afsendt nogle skulpturer til København, Danmark(!). Se, det er da fascinerende, for hvis Haas ikke huskede forkert, betyder det, at der i vores hjemlige hovedstad var en person, som kendte til Smith så tidligt som 1953. Det er ret usædvanligt og specielt.

En af Clark Ashton smiths små figurer, som han skar og formede i sandsten, fedtsten og træ

Jeg forsøgte her i løbet af efteråret at grave i sagen for at se, om jeg kunne få denne danske konkakt identificeret, men desværre uden held. Jeg havde en udveksling med både S.T. Joshi og Smith-eksperten Scott Connors om emnet, men det førte ingen vegne, og med mindre du, kære læser, har viden om dette, må jeg nok konkludere, at dette fortaber sig i det uvisse. Men den tanke, at der muligvis findes ukendte Smith-skulpturer i København, er voldsomt spændende, synes jeg.

Sagen må dog, som sagt, forblive uopklaret. Desværre, man kan ikke være lige heldig hver gang, præcis som Donald Sidney-Fryer og Robert A. Hoffman heller ikke fik mulighed for at udgive det guld, som alle troede, de havde fået adgang til. Smiths efterladte notater er ganske enkelt en smule kedsommelige, hvilket nok var det sidste, man havde forventet dengang, da arbejdet med ”The black book” begyndte.

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion, Poesi

Lidt Poe-reklame

Paperback, Det Danske Edgar Allan Poe-Selskabet 2018

Jeg læser i Poe-selskabets nyeste udgivelse for tiden. En underholdende artikelsamling, der belyser forskellige sider af Edgar Allan Poe og receptionen af Poe. Det hele holder ikke samme niveau, men bogen er sjov læsning, som klart kan anbefales til alle, der interesserer sig for gys og gru. Jeg skriver en mere indgående kommentar til samlingen senere; her skal der bare lyde en opfordring til at støtte projektet.

Køb bogen her. Vi har brug for flere af den slags udgivelser i Danmark.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Nonfiktion

Sonia H. Davis, The Private Life of H.P. Lovecraft (1985): Afsløringens time… eller?

Hæfte, Necronomicon Press 1985. Omslagets fine tegning er skabt af Jason Eckhardt

Sonia H. Davis, bedre kendt som Sonia Greene, har indskrevet sig i genrefiktionens historie ved at være kvinden, der kortvarigt var gift med H.P. Lovecraft. Alt, der i en eller anden facon har været i kontakt med Lovecraft, har jo som bekendt opnået en pseudo-sakral status i den fortsat voksende dyrkelse af forfatteren, hvilket derfor naturligvis også gør sig gældende for Greene. Iscenesættelsen af Lovecraft som indadvendt, mystisk kunstner og filosof med asociale tendenser lever fortsat, og det samme gør feticheringen af Lovecraft som selvlært intellektuel. I alt dette har Sonia Greene, ikke uden grund, indtaget en særlig stilling, fordi hun enten er blevet opfattet som den, der bekræftede alle myterne om Lovecraft eller omvendt, at hun er kvinden, der modbeviser det hele. Fortolkningen af deres forhold, så langt som vi kender det, afhænger således af øjnene, der ser.

Det var Sonia, der fik Lovecraft til at flytte fra Providence til New York; et enormt skridt, der fik ganske store konsekvenser i Lovecrafts liv og forfattervirke. Det var også Sonia, som på mange måder åbnede Lovecraft for verden – altså den fysiske verden, ikke den han udlevede i sine breve; uden hende var Lovecraft næppe heller taget ud de mange rejser, som han indledte i sine sidste år. Deres ægteskab holdt imidlertid ikke; de blev gift i 1924, og ’26 var det slut. Lovecraft afskyede livet i New York, og økonomisk var han på spanden. Det var Sonia, der tjente penge, mens Lovecraft ikke bidrog med ret meget. Der var sikkert mange grunde til, at Lovecraft og Greene gik fra hinanden, men der kan næppe være nogen tvivl om, at det økonomiske pres fik en ganske stor og negativ betydning i deres forhold; det fremgår både af Lovecrafts breve og Sonias egen beretning om deres liv sammen.

Sonia Haft Greene Lovecraft Davis (16. marts– 26. december 1972)

 

Som sagt har mytedannelsen omkring Lovecrafts person også skabt ganske meget interesse for mennesket Lovecraft. Sådan var det allerede i hans levetid, hvilket blandt andet fremgår af nysgerrige læserbreve i Weird Tales. Ægteskabet mellem Greene og Lovecraft blev eksempelvis også mødt med forbløffelse blandt deres venner, dels fordi de ikke havde kendt hinanden ret længe, dels fordi Lovecraft blev opfatte som inkarneret ungkarl – præcis som C.S. Lewis. Men modsat Lewis, der i en sen alder giftede sig, og frem til dette ægteskab levede i et uofficielt, men ægteskabslignende forhold med sin flere år ældre husholderske, blev Lovecraft slet ikke sat i relation til noget amorøst. Her har både samtidens og eftertidens forståelse af Lovecraft været helt anderledes end C.S. Lewis’. Lovecraft er nærmest blevet betragtet som aseksuel, ikke mindst takket være egne udtalelser i den retning. Det har naturligvis rejst spekulationer i retning af Lovecrafts mulige homoseksualitet, hans neuroser påført af forholdet til moderen samt meget andet, men intet af dette har i sidste ende kunnet dokumenteres på nogen overbevisende måde, og det er derfor kun forblevet vedvarende spekulationer. Ikke desto mindre har Sonia Greene været genstand for en hel del opmærksomhed, fordi hun jo måtte antages at ligge inde med detaljer om manden Lovecraft, som kun få eller ingen andre nogensinde oplevede.

Den fascination mærkede Sonia Greene allerede kort efter Lovecrafts død i ’36. Hun udgav derfor i 1948 en lille kronik med titlen ”Howard Phillips Lovecraft as His Wife Remembers Him”, som netop var det længe ventede kig ind bag facaden. Ikke mindst blev hun ansporet af W. Paul Cooks Lovecraft-biografi In Memoriam Howard Phillips Lovecraft fra 1941, som hun opfattede som ganske fejlagtig på flere punkter. Kronikken blev redigeret kraftigt, før den udkom, men det oprindelige manuskript blev bevaret. Det manuskript fik August Derleth fat i, og han genudgav nu Greeens tekst i 1949, men i en ny redigering og nu med titlen ”Lovecraft as I knew Him”. Greenes tekst var dermed aldrig blevet udgivet i sin helhed, før Necronomicon Press og S. T. Joshi udgav teksten i 1985, hvor de eneste tilføjelser og ændringer var en rettelse af slåfejl samt nogle få, forklarende fodnoter.

Hardcover, Arkham House 1949. Boger, hvor Greenes essay udkom i Derleths redaktion

Necronomicon Press’ udgivelse fik den inciterende titel The Private Life of H. P. Lovecraft, og dermed spillede forlaget naturligvis på læserens håb om dyneløfteri og afslørede hemmeligheder. Det finder man imidlertid ikke i teksten, hvilket vel ikke kan komme som nogen overraskelse. Faktisk er Greens tekst et kejtet, lettere ustruktureret stykke selvbiografi, der handler mindst lige så meget om Sonia selv, som den handler om Lovecraft.

Greene fortæller en sød og stedvist ganske underholdende række anekdoter om sin egen baggrund, om forholdet til Lovecraft og tiden efter deres brud. Det meste er skrevet i et lettere romantiserende eller nostalgisk sprog, men trods det kommer der alligevel et par tankevækkende ting frem. Ikke mindst bliver vi lidt klogere på Sonia Greene, der på den ene side tydeligvis var dybt betaget af Lovecrafts person og væsen. På den anden side var hun en stejl kvinde, der helt åbenlyst ikke var bange for at gå egne veje. Hun var eksempelvis ikke villig til at flytte med Lovecraft til Providence og leve hos hans tanter, fordi hun ville forsørge sig selv og stå på egne ben – et behov Lovecraft tydeligvis ikke selv følte i samme grad.

Redaktøren Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

I forordet til teksten hæfter Joshi sig da også med rette ved, at Greene selv kalder sit møde med Lovecraft for et møde mellem to stærke individer, der tiltrækkes, men begge er uvillige til for alvor at gå på kompromis.

I teksten er det tydeligvis magtpåliggende for hende at demonstrere over for læseren, i hvor høj grad det var hende, som holdt Lovecraft oven vande. Hun gav ham lommepenge, mens han drev omkring i New York, og teksten får en snert af bitterhed, når Greene beskriver, hvordan han spillede vært og gentleman for hendes penge. Som sagt ligger økonomien og nager i narrativet om ægteskabet. Hos Greene fornemmer vi med andre ord også antydninger af noget verdensfjernt, uansvarligt eller barnligt i Lovecrafts væsen, som ikke harmonerer helt med billedet af ham som den anstændige, intellektuelle gentleman.

Lovecraft og Greene sammen i 1924

Greenes selvbiografi gør heller ikke meget for at nedtone Lovecrafts velkendte racisme. Hun har flere passager, som desværre viser sider af Lovecraft, der ikke kan siges at stille ham i et flatterende lys. At det forholder sig sådan, er jo ikke noget nyt, men det er alligevel slående, hvordan Greene i 1948 kunne se tilbage på Lovecrafts udfald med en lettere uforstående, bekymret tone, og det små ti år før borgerrettighedsbevægelsen for alvor begyndte at markere sig. Bemærkninger hos Greene som eksempelvis, at Lovecraft læste Hitlers Mein Kampf kort efter, at den blev oversat til engelsk, og blev dybt begejstret for den, viser også den tynde linje mellem det infantile og brillante, som al Lovecrafts såkaldte filosofiske tænkning balancerer imellem.

Man må naturligvis heller ikke glemme, at Sonia Greene var jøde, og da Greene, ifølge hende selv, på et tidspunkt konfronterede Lovecraft med det faktum, var hans svar, at hun – som individ – var blevet assimileret ind i den amerikanske kultur og derfor ikke længere udgjorde nogen trussel. Netop det svar synes da også symptomatisk for, hvad vi ved om Lovecrafts offentlige persona: nemlig, at stort set alle hans idealer og filosofiske overvejelser fortonede sig i mødet med individer af kød og blod. Der var med andre ord langt fra realiteterne i Lovecrafts liv til de højtsvævende idéer formuleret i breve ved skrivebordet ud på de små timer. Netop det forhold synes Lovecraft-fandommen at have haft svært ved at acceptere eller indse.

Den aldrende Greene fotograferet i midten af 60’erne

Bag de søde og sjove anekdoter hos Greene gemmer der sig således også alvorlige sider, som i høj grad er med til at punktere den ensidige fremstilling af Lovecraft som alvorsfuld nattevandrer. Mellem linjerne får Greene beskrevet Lovecraft som umoden, fordomsfuld og ignorant, men samtidig også som varm, sjov og uendeligt hjælpsomt menneske, der mere end noget andet længtes efter opmærksomhed og selskab med andre.

Lærestregen er i dette er uden tvivl, at alle mennesker er mange-facetterede, og (selv)fortællingen om Lovecraft har i høj grad været fremstillet som en enstrenget historie om den selvvalgte enegænger, der filosofisk og æstetisk var på forkant med sin samtid. Det billede rummer nok også noget rigtigt, men andre ting hører også med, som trækker hans væsen ud af æteren og ned på jorden.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Patrick J. Murphy, Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James (2017): En anbefaling til de nysgerrige

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017. Den ganske, ganske stemningsfulde forside er malet af Jorge González

Der er skrevet ganske, ganske meget om M. R. James’ forfatterskab – både det skønlitterære og hans akademiske produktion, sidstnævnte er dog næppe er kendt udenfor fagkredse. Der er imidlertid aldrig tidligere blevet skrevet et samlet værk, der bygger bro mellem de to sider af James’ virke. Både Tolkien og C. S. Lewis har fået monografier, der frugtbart belyser præcis dette krydsfelt, og nu har M. R. James så også langt om længe fået sit studie. Det er glædeligt, for lad os bare få det frem med det samme; Patrick J. Murphys bog Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James er særdeles tankevækkende læsning, der føjer væsentlige nye facetter til studiet af navnlig James’ skønlitteratur.

Det lykkes for Murphy at skabe overbevisende sammenhænge mellem akademikeren M. R. James og forfatteren M. R. James, der stikker dybere end den umiddelbare rolle, som navnlig middelalderen spiller i hans spøgelsesfortællinger. Murphy graver faktisk langt dybere og når ned i lag, hvor han påviser, hvordan store omvæltninger i den engelske Oxbridge-universitetsverden havde afgørende konsekvenser for James’ stilling og selvopfattelse.

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017

Murphys læsning af spøgelsesfortællingerne er derfor også knyttet ganske nært til en læsning af manden M. R. James, hvilket på den ene side betyder, at vi som læsere bliver en hel del klogere på de biografiske detaljer i forfatterens liv, men samtidig går Murphy også ind på et intrikat fortolkningsspor, hvor han må træde varsomt for ikke at overfortolke eller lægge alt for mange ord i munden på sit studieobjekt. Det gør Murphy sådan set heller ikke. For at få hans læsning af James til at fungere må man imidlertid acceptere den præmis, at M. R. James var en figur, der stod mellem den professionelle historiske forskning og den amatørdrevne forskning, som i tiden omkring år 1900 oplevede et drastisk statustab i kraft af universiteternes professionalisering og fagenes specialisering.

James var en skæv figur i dette felt, fordi han leverede væsentlige forskningsresultater omkring de bevarede middelalderlige manuskripter i England, men han var hverken ansat som underviser eller forsker ved universitetet. James var en del af administrationen, og dermed tilhørte han egentlig officielt en helt anden gruppe end de forskere, som han omgik. Præcis det forhold identificerer Murphy meget overbevisende, synes jeg, som drivkraften bag mange af James spøgelsesfortællinger, der netop tydeligt forholder sig til både den etablerede stand af akademikere og amatørforskere.

Patrick J. Murphy ved mesterens grav

Et andet tema, der fylder meget i bogen, er James’ forhold til historie og navnlig middelalderen. Der bliver brugt en del plads på at diskutere hans spøgelsesnoveller i forhold til ”medievalism”-begrebet. Det er ikke uinteressant, især fordi Murphy meget klart demonstrerer, at James ikke som sådan sværmede for middelalderen eller romantiserede den, men samtidig viser Murphy også, hvor fundamentalt James var modstander af nygotikken og den moderne appropriation eller genoplivelse af middelalderen, der som bekendt har efterladt sig håndfaste aftryk på de middelalderlige bygningsværker i England.

Murphys bog giver os dermed ganske vigtige redskaber til bedre at forstå, hvad der er på færde i James’ spøgelseshistorier. Vi får bedre forudsætninger for at læse novellerne, og det vil utvivlsomt højne kvaliteten af fremtidens studier ud i James’ forfatterskab. En forskning, der vel at mærke traditionelt har haft en tendens til at fokusere på anekdotiske detaljer. Murphy tænker imidlertid bredere, og det kan vi også gøre nu med Murphys bog i baghovedet.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Faktisk er der kun to punkter, som generer mig ved Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James. Bogens indledning og første lange kapitel handler i vid udstrækning om personen James – altså en form for psykologisk portræt, set som forfatteren fremstår i kilderne. Her er Murphy, som flere andre har været det før ham, optaget af spørgsmålet om James’ seksualitet. Modsat tidligere James-forskere siger Murphy ikke, at James var bøsse, men han så godt som konkluderer det og vedbliver med at antyde dette igennem resten af bogen.

Spørgsmålet lader sig imidlertid næppe afklare – så ville det jo nok være sket – men hvis Murphy havde meldt sin fortolkning klart ud, ville vi blive sparet for at skulle læse os igennem hentydninger og usagte merbetydning i Murphys fortolkninger. Det havde med andre ord lettet teksten, hvis der blev tonet rent flag. Som kilderne præsenteres i bogen, efterlader Murphy os i hvert fald ikke med nogen tvivl om, at James var stærkt optaget af de unge mænd, som han levede side om side med på universitetet. Spørgsmålet er da heller ikke helt uvæsentligt, fordi Murphy viser, igen som mange andre, at seksualitet og seksualitetens farlighed er en understrøm i James’ fiktion, der hænger nøje sammen med den form, hjemsøgelserne antager i novellerne.

Hardcover, Edward Arnold 1904. Bogens 1. udgave

En anden ting, som generer mig en smule ved bogen, er, at Murphy tydeligvis er vildt og blodigt begejstret for sit studieobjekt. James bliver dermed ophævet til den litterære krone på spøgelseslitteraturens værk. Det mener jeg er et helt forfejlet syn på forfatterskabet. Faktisk er jeg helt på linje med S. T. Joshi her, når han skriver, at James’ fiktion stort set er forstenet i samme form, efter den første novellesamling, Ghost Stories of an Antiquary, udkom i 1904.

Murphy forholder sig faktisk kun kritisk til James de steder, hvor hans synspunkter harmonerer dårligt med vores synspunkter i dag. Han kritiserer således James for et nedsættende kvindesyn og hans ganske ubehagelige udfald mod jøder, men teksternes æstetiske kvalitet forholder Murphy sig ganske ukritisk til. Det skaber mislyd i læsningen, fordi Murphy i virkeligheden kunne understøtte nogle af sine pointer, hvis han faktisk accepterede, at James i høj grad arbejdede ud fra faste skabeloner og selvopstillede skriveregler.

M. R. James i felten o. 1903

Det er dermed tydeligt, at novellernes tilblivelsesomstændighed spiller afgørende ind. James skrev sine historier til højtlæsning for venner og unge studerende, som han samlede i sit hjem til selskabelige sammenkomster. Navnlig juleoplæsningerne var kendte, og James vidste præcis, hvad man forventede af ham, og som Murphy også kan citere fra James’ dagbøger, var James meget optaget af at få den rigtige respons fra sit publikum. Man kommer dermed ikke uden om, at novellerne falder ind i en form for social eller ritual tænkning, hvor de er nøje afpasset i forhold til selskabets forventninger. Det har Murphy ikke blik for. Desværre. Men netop den kontrakt mellem forfatter og publikum har uden tvivl været årsagen til, at James i så ringe grad udfordrede sin skabelon for sine spøgelsesfortællinger.

Den manglende stillingtagen til novellernes kvalitet som helhed betyder i det store hele nok heller ikke så meget for Murphys bog. Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James har i hvert fald gjort mig meget klogere på James og tilmed gjort mig nysgerrig på hans spøgelsesfortællinger igen. Ikke så meget en æstetisk nysgerrighed, som en lyst til at genlæse novellerne med Murphys briller. Alene det, at Murphy inspirerer til at finde de bedagede gys frem igen, er flot, men der er absolut meget mere at hente her. Dette er dermed en anbefaling til de nysgerrige.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion