Penumbra II

Paperback, Hippocampus Press 2021

Sidste år lancerede Hippocampus Press i samarbejde med S.T. Joshi årbogen Penumbra, der har fokus på såkaldt ”weird fiction”. Indholdet er en blanding af akademiske artikler, skønlitteratur og lyrik. Resultatet af første årgang var ret god, synes jeg, og nu er anden årgang netop udkommet.

Den er særligt spændende for mig, fordi jeg selv har bidraget med en artikel om Lord Dunsanys forhold til religion. ”A Matter of Belief: Further Thoughts on Lord Dunsany and Religion” hedder artiklen. Det er centralt emne for forståelsen af Dunsanys forfatterskab, må man sige, og jeg har tilladt mig at gå i rette med vægtige navne som førnævnte Joshi og Darrell Schweitzer, der selvfølgelig også har beskæftiget sig med det tema.

Det kan du læse mere om i årbogen, hvor du også finder en ny historie af selveste Ramsey Campbell, en novelle af den interessante, nye forfatter Curtis M. Lawson samt meget andet godt.

Nuvel, ud over at være lidt selv-reklame, er dette absolut en anbefaling til den, der vil engagere sig sagligt og dybere i genrefiktionens historie og virkemidler.

Du kan se hele indholdet her.

Darrell Schweitzer, Pathways to Elfland: The Writings of Lord Dunsany (1989): En mavesur fan?

Hardcover, Owlswick Press 1989. Forsiden er malet af Tim Kirk

Efter Mark Amory udsendte den til dato eneste egentlige Lord Dunsany-biografi i 1972, var der stilhed på feltet i en årrække. Interessen for Dunsany levede naturligvis, navnlig blandt Lovecraft-interesserede læsere, men han trak også interesserede læsere til i egen kraft. Ikke mindst takket være det promoveringsarbejde for Dunsany, som L. Sprague de Camp og Lin Carter begyndte at gøre i slutningen af 60’erne.

En af de andre entusiastiske kritikere indenfor fantasy-feltet var Darrell Schweitzer, der fra slutningen af 70’erne gjorde sig bemærket som fremtrædende redaktør og anmelder af gys og fantasy. Faktisk er det ganske imponerende, hvor meget faglitteratur Schweitzer fik udgivet på kort tid, og til det kan man så også lægge hans egen skønlitterære produktion, som heller ikke ligefrem er lille.

Hardcover, Owlswick Press 1989. Bagsidens billede er også tegnet af Tim Kirk

Schweitzer havde skrevet om både Lovecraft og Robert E. Howard, da han kastede sig over Dunsany, der så at sige lå i forlængelse af de to førnævnte herrer. Bogen, han skrev om Dunsany, der fik den fine titel Pathways to Elfland, var længe ventet, fordi der stadig var skrevet utrolig lidt om manden – i hvert fald i form af monografier. Desværre blev Schweitzers værk ikke mødt med udelt begejstring, da det endelig så dagens lys.

Bogen er relativt kort og gennemgår hele Dunsanys omfattende forfatterskab, hvilket naturligvis præger diskussionerne, der som oftest er overstået i en enkelt passage eller to. TilSchweitzers forsvar kan man sige, at der altid skal prioriteres, navnlig når man sætter sig for at dække et stort og forskelligartet stof. Der er milevidt fra den tidlige Dunsany til den sene, og hvis man vil have det hele med, må der træffes benhårde valg. Desværre virker det ikke helt som om, at Schweitzer har truffet egentlige valg i bogen. I stedet får man den fornemmelse, at vi som læsere kigger ham over skulderen, mens han hastigt bladrer sig frem gennem Dunsanys værker og tilfældigt her og der udpeger en passage for os.

Darrell Charles Schweitzer (født 27. august 27 1952)

Fordelen ved den tilgang er, at man faktisk får et indtryk af Dunsanys samlede værk. Som introduktion er det ikke dumt, navnlig når man tænker bogen ind i en tid før Wikipedia, hvor man ikke umiddelbart havde nogen let adgang til den slags oplysninger. Voldsomt spændende læsning er det imidlertid heller ikke.

Det er derfor også mere interessant at se på, hvad Schweitzer rent faktisk mener om Dunsany og bruger ham til. Her kan det rent historiografisk være værd at bemærke, at Schweitzer i høj grad kan betragtes som en sen elev af L. Sprague de Camp. Det er ikke tilfældigt, at netop de Camp skrev forordet til bogen. At det også er et ganske spøjst, skolemesteragtigt forord er så en anden sag. Schweitzer er nærmest til eksamen hos sin lærer de Camp i det forord, og eleven klarer det flot – dog ikke til topkarakter, for de Camp har kritiske punkter, men præstationen vurderes alligevel god.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Schweitzer har taget meget med fra både de Camp og Lin Carter, når han skriver om Dunsany og fantasy generelt. Præcis som de Camp og Carter er Schweitzer optaget af Dunsanys ”worldbuilding”. Det er sammenhængskraften i den fiktive verden, der optager ham, og de mekanismer Dunsany bruger til at etablere sine fantastiske universer. Det er sådan set heller ikke uinteressante punkter, men det fokus gør også, at analyserne primært bliver hængende i teksternes overflade, fordi det handler mere om de faktuelle oplysninger om disse andre verdener, som Dunsany formidler til sin læser, end om hvad de betyder eller hvad Dunsany eventuelt måtte have på hjertet med sin fiktion.

Gennem Pathways to Elfland bliver man klogere på, hvad Dunsany har skrevet, men man kommer ikke stort nærmere, hvorfor han skrev det. Det er et problem, synes jeg, i hvert fald for mig for, fordi han dermed ikke kommer ind på ret meget af det, som, jeg personligt synes, er mere interessant end worldbuilding. Når det kommer til analytiske indsigter, er Schweitzers bog dermed næsten lige så tom som Amorys biografi.  

Tim Kirk har en række illustrationer i bogen, som er meget charmerende, men som alligevel er fuldstændig forfejlede. De fanger i hvert fald slet ikke den grundstemning, so jeg forbinder med Dunsanys tekster

Selve Schweitzers stil er også interessant at bide mærke i, fordi han her igen viser sig som tydelig elev af de Camp. Schweitzer selv fylder meget i teksten, og han kommenterer løbende på, hvad han kan lide og hvad han ikke bryder sig om. Dunsany bliver bedømt hos Schweitzer. Den tilgang kan jeg personlig godt lide, fordi jeg mener, at en aktiv stillingtagen til de æstetiske og indholdsmæssige elementer ud over selve det, der kommunikeres med teksten, faktisk styrker forståelsen af et værk og den præmis, værket analyseres ud fra. Dette er dog ikke en tilgang, alle bryder sig om. Faktisk langt fra.

Schweitzer fik for første gang for alvor ørerne i maskinen, da han skrev sin bog om Robert E. Howard og her formastede sig til at kritisere flere af Howards hovedværker. Nu ved alle, der interesserer sig bare en lille smule for forskningen omkring Howard, at der findes en stålsat brigade af fantropper, der forsvarer ham til sidste bloddråbe. Dem lægger man sig ikke ustraffet ud med.

Dunsany har ikke den samme aggressive fanskare, men de var bestemt åbenmundede i deres kritik. Det er da også interessant at overveje, hvor kritisk man kan være i forhold til sit emne, når man skriver en bog om eksempelvis Dunsany? Hvor stor skal forfatterens sympati være for de tekster, der behandles? I hvor høj grad skal man lufte sin misfornøjelse?

Endnu en illustration af Tim Kirk

Der findes selvfølgelig ikke noget klart svar, men jeg synes, det er sjovt at tænke på. Især fordi det også siger noget om de læsere, man henvender sig til. Hvad forventer de af en bog om eksempel Dunsany? Har fans lyst til at læse kritik af noget, de elsker? Hvorfor læser man i det hele taget den slags bøger?

Jeg synes også, det er bemærkelsesværdigt, at der skulle gå små 30 år før, der kom en ny monografi om Dunsany. Det fortæller måske noget om hans status som forfatter, der bestemt ikke er, hvad den var engang. Det er i hvert fald ikke, fordi Schweitzers værk har stået som dækkende og uomgængeligt standardværk i alle disse år, dertil er det alt for spinkelt og idiosynkratisk.

Mark Amory, Lord Dunsany. A Biography (1972): Overklassesværmeri?

Hardcover, Collins 1972

Jeg har arbejdet lidt med Lord Dunsanys tidlige fortællinger i de seneste måneder, hvilket også har givet mig lejlighed til at få gennemlæst hovedværkerne om Dunsany. Det har været sjov læsning, synes jeg, fordi de er så forskellige i fokus og udtryk. Derfor tænkte jeg også, at jeg vil turnere bøgerne her på bloggen til glæde for dem, der overvejer at snuse lidt mere til baggrunden for Dunsanys fascinerende historier.

Først og fremmest er det måske vigtigt at sige, at Dunsany i genrelitteraturen er kendt for sine tidlige værker, der vitterligt er utrolig smukke og morsomme. Det er fantasy, der ikke ligner ret meget andet, og som C.L. Moore sagde det engang i et berømt citat, så har alle forfattere, der læser Dunsany, forsøgt at efterligne ham, og alle, der gjorde forsøget, har fejlet.

De fleste tænker nok i dag på Dunsany igennem H.P. Lovecrafts dyrkelse af ham, og der kan ikke være nogen tvivl om, at han på grund af Lovecraft har bevaret en helt særlig status. Ikke desto mindre må man ikke glemme, at Dunsany var en stjerneforfatter i sin samtid. Det var ikke på grund af sin skønlitteratur, men på grund af sine dramaer. Dunsanys første stykke, The Glittering Gate, blev skrevet og opført i 1909, og dermed var en kometagtige karriere skudt i gang, som gjorde, at han i 1910’rne og 20’erne var en af de mest feterede og populære dramatikere i England og USA. Navnlig amerikanerne tog varmt imod ham, og det var under hans første foredragsturne i USA, at Lovecraft i 1919 var blandt tilhørerne i salen, da Dunsany talte i Boston.

Senere faldt Dunsanys dramaer i unåde, men på det tidspunkt var han begyndt at sadle om og opnåede fornyet popularitet med sine humoristiske fortællinger om den skrønefortællende Jorkens, der underholder medlemmerne i sin herreklub med den ene røverhistorie efter den anden.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Dunsany var med andre ord ikke en hvem som helst, alligevel udkom den første egentlige biografi om ham så sent som i 1972. Den er skrevet af den amerikanske Mark Amory, der var venner med Dunsanys barnebarn og sikkert derfor blev inspireret til at skrive bogen. Venskabet har formentlig også bevirket, at han fik adgang til Dunsany-familien på en måde, som andre næppe ville kunne, og man fornemmer navnlig, at han har talt meget med Dunsanys kone Beatrice. På dette tidspunkt var Dunsany nemlig selv for længst død.

Som biografi er Amorys bog fuldstændig klassisk i sin opbygning. Den er kronologisk og trækker i lige dele på samtaler med familien samt ikke mindst de selvbiografier, som Dunsany udgav. Det har med andre ord ikke været en mangel på kilder, der stillede sig i vejen på arbejdet, og Amory kan derfor også meget indlevende beskrive mange episoder fra Dunsnays liv. Det er underholdende og oplysende, og man får tilmed indblik i en del af de små særheder, der kendetegnede privatpersonen Dunsany – eller ”Pony”, som vi forstår, hans kælenavn var.  

Så langt så godt. Når man skriver en biografi, må man naturligvis vælge en vinkel, og Amory har skrevet sin uden stort set at tage stilling til den litteratur, som Dunsany skrev. Hans værker bliver nævnt og ofte kort karakteriseret, men hvis man søger lidt dybere indsigter, er der ikke ret meget at komme efter. Det er skuffelse, men et bevidst valg, og derfor egentlig ikke noget man kan klandre Amory.

Lady Beatrice “Lady Dunsany” Child-Villiers Plunkett (12. oktober 1880 – 30.maj 1970)

Det problematiske ved biografien opstår, fordi han er så tæt på familien. Bogen handler om Dunsany, men den virkelige hovedperson er Beatrice. Hele bogen synes at være skrevet i dialog med hende, og man fornemmer, at hun har siddet og læst ham over skulderen, mens han skrev. Hun er konstant til stede i teksten, hun bliver konstant smigret med flatterende bemærkninger, og hun får løbende det sidste ord. Amorys fortolkning af Dunsanys liv og virke er derfor Lady Dunsanys udlægning.

Det er i sig selv ikke et problem, men det bliver det alligevel, fordi Amory aldrig gør sin læser opmærksom på dette. I stedet bliver der postuleret en form for faktuel tilgang og objektivitet, som på ingen måde er til stede.

Man kan ikke kalde fremstillingen for et decideret skønmaleri, men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en ukritisk fremstilling, der lader familien bestemme, hvor de ømme eller svære punkter skal ligge. Amory styrer dermed behændigt udenom mange af de åbenlyst mindre flatterende sider ved Dunsanys person, og han styrer uden om den mængde ganske uinteressante værker, som Dunsany udgav i slutningen af sin karriere.

Dertil kommer, at Amory er mindst lige så betaget af Dunsany-familiens overklassetilværelse, som han er betaget af Beatrice Dunsany. Hans biografi er fyldt til bristepunktet med små anekdoter fra livet på deres herregård i Irland og deres landstedet i England. Det er den slags stof, som man baserer populære TV-serier på, og det er samtidig den slags stof, som kun alt for let bliver romantiseret. Jeg tror faktisk, at Amory er mere betaget af Dunsanys tilværelse som adelsmand end hans fiktion, hvilket forvrænger portrættet af forfatteren og alt der i det hele taget gør ham relevant at skrive om.

Dunsany Castle, County Meath, i Irland

Der er noget naivt og tonedøvt i bogens fremstilling af Dunsanys tilværelse, fordi den kan komme med absurde påstande om at leve stille og enkelt, med uendelig tid til jagt og fornøjelse, og samtidig at være i kontakt med verden i bred forstand. Samtidig bliver det tydeligt, hvor utrolig banalt Dunsany-familiens liv bliver, når man skræller den litterære produktion bort. Det er da også netop banaliteten, som Dunsany kæmpede med i slutningen af sin litterære karriere, men det hører vi, som sagt, intet om.   

Amorys portræt af Dunsanys er ”fantasy”; en lun og gylden fortælling om et farverigt og næsten sorgløst liv. Det er en drøm om et liv, hvor de bekymringer, der er, er så belejligt store, at de ikke kan føres tilbage på individet. Kriserne er verdenskrige og nationalistisk politisk uro, ikke personlig opførsel eller holdninger. Fjendskabet mellem Dunsany og hans bror forbigås eksempelvis stort set i tavshed.

Biografien bliver på den led et tandløst portræt. Den bliver et flatterende bagsidebillede til omslaget på Dunsanys værker, uden man som læser bliver det mindste klogere på hvilke idéer og drifter, der egentlig har skabt den kunst, som Dunsany stadig kan betage sine læsere med. Bogen er i sidste ende behagelig læsning, men for den, der gerne vil arbejde med Dunsanys litteratur, efterlader Amorys biografi desværre flere spørgsmål end den besvarer.   

Dengang H. Rider Haggard besøgte Danmark

Vi fortsætter lidt i samme spor som søndagens indlæg. 

Jeg sad i en anden sammenhæng for nogen tid siden med Mediestream og begyndte som en lille overspringshandling at søge på Henry Rider Haggard, der i 1910 besøgte Danmark. Han var blevet udpeget af sin regering til at foretage en undersøgelse i udvalgte lande, med det formål at afdække, hvordan det engelske landbrug kunne forbedres. Der var store problemer i det britiske landbrug, der ikke længere var tidssvarende, og netop jordbrug var en af de ting, som interesserede den konservative Haggard stærkt. Ikke mindst var han beæret over endelig at få et tillidshverv, og han gik derfor også til opgaven med stor ildhu. 

Den aldrende Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925) fotograferet efter 1920.

Han skulle til Danmark for at se andelsbevægelsen ved selvsyn, og resultatet af det arbejde udgav han senere i det generelt entusiastiske topografiske værk med titlen Rural Denmark and its lessons, udgivet i 1911. Bogen er stedvist sjov læsning for den topografisk interesserede, ikke mindst på grund af Haggards små anekdoter fra rejsen. Som landbrugshistorie (ikke mit felt!) er det sikkert også sjovt, fordi man landet her bliver taget under kritisk lup af en fremmedes blik, hvilket altid er tankevækkende. Hele værket kan du finde online her.

Besøget i Danmark havde også en særlig, private interesse for Haggard, fordi han var af den overbevisning, at hans slægt ”Haggard” var en gammel vikingefamilie, der nedstammede fra Aagaard ved Fjerritslev i Thy. Den tanke kan fuldstændig afvises, tror jeg, men ikke desto mindre var det noget, der optog den romantiske Haggard, som det fremgår af hans dagsbogsoptegnelser fra perioden. 

Herregården Aagaard fotograferet fra luften i 1950’erne. Det nuværende hovedhus er opført 1917 og kom altså til få år efter Haggards besøg på stedet. I bogen har Haggard inkluderet billeder af den gamle gård, som han så

Men tilbage til Mediestream. Haggard var en berømthed, og naturligvis måtte bladene også skrive om den succesfulde forfatters tur til Danmark. Han skulle være i landet omkring 14 dage med ankomst til Esbjerg 18. september 1910, og derfra videre rundt i Jylland, før han endte i København, hvorfra det hele skulle afsluttes med et besøg på Kronborg. Han måtte naturligvis også forbi Aagaard, og hele slægstvinklen bliver med en vis stolthed omhyggeligt beskrevet i aviserne. 

Dengang dækkede aviserne jo sådanne berømtheders rejser ganske nøje, og det er helt sikkert muligt at kortlægge Haggards tur rundt i landet gennem lokalaviserne, hvilket kunne være en sjov opgave, men det må vente. Her er i hvert fald blot et eksempel på den dækning af besøget, der blev publiceret i Lolland-Falsters Stifts-Tidende torsdag d. 15. september 1910, hvor Haggard endnu ikke var ankommet i Danmark.  

Indrømmet, alt det her er meget nørdet, men hvem ved, måske sidder der en Haggard-fan derude, der synes, det er lige så sjovt som mig.

Et godt køb?

Her gik jeg og troede, at Necronomicon bare var noget, som Lovecraft fandt på. Jeg tog fejl, for en faksimileudgave af det sønderknusende værk i John Dees oversættelse er til salg på Ebay. Hold da op! Den italienske sælger, der går under navnet Amira di Transilvania, oplyser også følgende: ”Coming from a important collection of occult books.” Om det er faksimileudgaven eller John Dee-udgaven, der her er tale om, oplyses ikke, men det kunne være spændende at høre mere om denne vigtige samling. Jeg kan da også konstatere, at der med denne bog ikke er tale om den berømte Necronomicon, redigeret af ”Simon”, som udkom første gang i 1977 og sidenhen er blevet udgivet løbende i både paperback og indbundet form.

Simon-udgaven af Necronomicon i luksusudgave er ligeledes til salg på Ebay

En ”Joseph Talbert” fra Harvard University har tilmed skrevet et forord til faksimileudgaven med henvisninger til videre læsning, hvilket antyder at denne næppe er en unik udgivelse, hvilket selvfølgelig er lidt skuffende. Talbert lader i øvrigt til at være forsvundet nu, da han ikke umiddelbart lader sig google frem, hvilket jo bare bekræfter, at man skal passe på med studier af Necronomicon.   

Denne Dee-Necronomicon er tilmed ikke specielt dyr, værkets karakter taget i betragtning. Fristet? Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at købe en legendarisk bog så billigt og tilmed med fri forsendelse. Hvabehar!

Jaja, det er spændende, hvad man kan finde på EBay; De Vermis Mysteriis og Liber Ivonis dukker nok også op en dag.

Vi ses på søndag, hvor der igen står politisk SF på programmet.

Erik A. Nielsen, Fortolkningens Veje. Et lærestykke om Edgar Allan Poe (1978): Om erkendelsen af verden

Paperback, Gyldendal 1978. Forsidens billede er en reproduktion af Odilon Redons tegning “Som en sælsom ballon…” fra 1878. En meget relevant kunstner i forhold til bogens tematik.

Der bliver skrevet mere og mere akademisk faglitteratur om genrefiktion herhjemme. Det meste udkommer som artikler i internationale tidsskrifter eller i tematiske antologier; sådan fungerer vidensdelingen i den akademiske verden i dag. Der udkommer naturligvis også ting på dansk, hvilket sker hyppigere nu end for bare ti år siden, men det hører sig alligevel til sjældenhederne at se danske bøger om genrefiktion. Desuagtet skete den slags endnu sjældnere tidligere, og Erik A. Nielsens Fortolkningens Veje fra 1978 om Edgar Allan Poes fortællinger er derfor noget særligt. Den er mere eller mindre en ener, kan man sige, hvis vi ikke regner Poul Ørums bidrag om Poe med her.

Nielsens bog taler dermed heller ikke ind i nogen specifik tradition for danske Poe-studier, i stedet er den ganske klart blevet ansporet af en stigende interesse for kriminallitteratur i samtiden. Poe bliver jo, som bekendt, regnet som stamfar eller en af stamfædrene, til krimien, og Fortolkningens Veje går dermed direkte til genrens arvesølv.

Paperback, Gyldendal 1978

Det er da også ud fra krimigenrens perspektiv, ikke gysets, at Nielsen går til et udvalg af Poes værker, der bliver analyseret stringent i et forsøg på at afkode det dybere anliggende med teksterne. Bogens greb er således gennem diskussionen af en stribe tekster at vise, hvordan Poe arbejdede sig frem mod en erkendelsesteori og – ikke uvæsentligt – grænserne for den menneskelige erfaringsverden. Den berømte novelle ”The Gold-Bug” står centralt tidligt i Nielsens arbejde, fordi han ønsker at vise sin læser, hvordan Poe gennem den novelle nærmer sig etableringen af en systematisk afkodning af verden. ”The Gold-Bug” handler, som de fleste vil vide, om en skattejagt, og det bærende er her, hvordan persongalleriet kommer tættere og tættere på mysteriets opklaring ved at se rationelt eller analytisk på verden og konkludere ud fra det, der bliver set. Poes hovedperson erkender på baggrund af naturen, i modsætning til den sorte tjener Jupiter, der hjælper skattejægerne; han ser og konkluderer gennem et forudindfattet verdenssyn baseret på overtro, hvorved han aldrig når til sandheden.

Den forudsætning tager Nielsen med videre ind i sin læsning af Poes “The Murders in the Rue Morgue” og de to efterfølgende historier “The Mystery of Marie Rogêt” og “The Purloined Letter”, hvor opdageren C. Auguste Dupin optræder igen.

Erik Aksel Nielsen (født 20. maj 1941) i dag

Det er dermed velkendt stof, som Nielsen bringer i spil, og han udfolder ganske overbevisende, hvordan Poe med disse historier til stadighed får tematiseret erkendelsen af verden, og ikke mindst skabelsen af verden som et narrativ, igennem novellerne. For, som Nielsen demonstrerer, gør Poe sin læser igennem Dupins deduktioner opmærksom på, hvordan iagttagelsen af minutiøse forhold kan udfolde sig til gigantiske, komplekse årsagssammenhænge. Dette illustreres gennem detektiven, der fra sin lænestol er i stand til at udfolde en hel mordsag baseret på ganske få præmisser.

Ved den objektive iagttagelse af et fodspor, en blodplet eller lignende er detektiven i stand til at afsløre verden, som den egentlig ser ud, når vi ikke lader os narre af alt det umiddelbare, som vores sanser har tilbøjelighed til at lade sig forblænde af. Kan ske, at dette lyder banalt i dag, men man skal huske, at Poe trådte ny grund her og gødede grunden for en karakter som eksempelvis Sherlock Holmes.

Jeg synes, at dette er ret spændende perspektiver, men det bliver ikke mindre interessant, når Nielsen i bogens sidste del fremfører, hvordan Poe var sig fuldt ud bevidst om erkendelsernes pris. For med klarsyn følger noget destruktivt, der blotter verden. Verden bliver enten til en kakofoni af informationer, som det sker billedligt i novellen ”A Descent into the Maelström”, eller også bliver de frilagte erkendelser for meget, som det sker i den stribe fortællinger, Poe skrev om skyldige, der bukker under for deres egen anger (”The Tell-Tale Heart etc.”).

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Jeg er ikke fuldstændig overbevist om, at man rent faktisk kan påvise den bevidste, stringente udvikling af erkendelsestematikken hos Poe, som Nielsen fremfører det, men der er ikke nogen tvivl om, at Fortolkningens Veje peger på et helt afgørende element i forfatterskabet, som går videre end den sædvanlige diskussion af Poes psykologiske indsigter. Nielsens greb om verdenserkendelsen gør Poes tekster større og mere vedkommende, og samtidig beriger tanken portrættet af Poe som et søgende menneske, der selv forsøgte at forstå verden.

Med Nielsens perspektiver i baghovedet bliver Poes store prosadigt ”Eureka” også endnu mere fascinerende, fordi digtet netop handler om skabelsen af en verden, og den måde, som skabelsen kan erkendes på. Poes sammenligner i ”Eureka” den skabende gud med en forfatter, der indskriver sit narrativ, frelseshistorien, i materiens stof. Det er, så at sige, præcis den præmis, der ligger til grund for Poes proto-krimifortællinger og mange andre af Poes historier. Narrativet, sandheden som fortælling, ligger indlejret i verden som en kode eller en gåde, der skal løses gennem observation, præcis som det kendes fra emblemkunstens ikonografi, der utvivlsom må have sat Poes tanker i denne retning.

Sandheden som kode. Et eksempel på et emblem, her fra Daniel Cramers berømte emblemsamling Emblemata Sacra fra 1624

Fortolkningens Veje er skrevet i et opgør mod samtidens benhårde marxistiske tekstanalyser. Nielsen plæderer for den hermeneutiske læsning, og kvaliteterne ved den tilgang bliver helt åbenlyse, når man læser hans værk. Det er nemlig et skoleeksempel på, hvor langt man kan komme med en tekst ved at se den indefra og udfolde teksten på dens egne præmisser uden af analysere den igennem en forudindfattet skabelon. Det er i hvert fald idealet for denne læsningsmetode, der fik ny vind i sejlene med Hans-Georg Gadamers strålende Wahrheit und Methode fra 1960.

Med det sagt kan det dog fra 2020 være en smule spøjst at læse den relativt lange indledning om fortolkning og akademikerens rolle i samfundet. Den indledning kunne ikke være skrevet på et andet tidspunkt end i 70’erne, og bogens åbning er dermed også fuldstændig bundet til sin egen tid. Når man læser Fortolkningens Veje nu, bliver man derfor ikke meget klogere på indholdet igennem indledningen, der synes at kæmpe sin helt egen kamp. Den er eta lille stykke kulturhistorie i sig selv. Det samme er selve bogen rent faktisk, for hvor er det længe siden, at et forlag som Gyldendal kunne forventes at udgive en bog som denne. Det var en gang. Men hvor er det også herligt, at der findes den slags små studier, der stadig efter mere end 40 år på bagen kan skærpe blikket og føje nye facetter til de klassikere, vi kender alt, alt for godt, men alligevel aldrig bliver færdige med.                 

En virkelig positiv anmeldelse af Skrækvisioner

Jeg har lige modtaget en anmeldelse af Skrækvisioner, min fagbog om gyserens udvikling i 1900-tallet. Det er den første reaktion på bogen, som jeg har fået, og det er derfor rart, at den er så overvældende positiv. Det i sig selv er jo en god grund til at dele den her på bloggen, men anmelderen har også gjort et stort arbejde med at sammenfatte bogen. Det er jo ret nyttigt, hvis du gerne vil snuse lidt mere til kapitlernes indhold. Jeg synes derfor bestemt, at du skal smutte forbi platformen Historie-Online, hvor du kan læse anmeldelsen her.

På genhør

Martin

Skrækvisioner kan nu købes

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Et stille hurra herfra. Min fagbog Skrækvisioner kan nu købes hos Syddansk Universitetsforlag. Dermed kan du få lejlighed til at læse mit bud på skrækgenrens udvikling fra 1920’erne og frem til i dag. Det lyder da som spændende læsning, hvis jeg altså selv skal sige det. Bogen kommer langt omkring med en del afstikkere længere bagud i tid, men fokus ligger tungt på 1900-tallet. Der bliver derfor ikke brugt mange ord på gamle travere som eksempelvis Dracula, Frankenstein et al.

På grund af de corona-ramte tilstande, som vi lever underlige nu, har jeg rent faktisk ikke selv set bogen endnu. Der er kommet en kasse med bøger til mig fra forlaget, men den står på mit kontor, som jeg ikke har adgang til før vi kan møde ind på arbejde igen. Det er lidt sært, men så er der bare endnu en grund til at håbe, vi snart kan komme tilbage til en form for normalitet.

Jeg håber og tror, at Skrækvisioner vil være relevant læsning for alle, der svinger forbi Fra Sortsand regelmæssigt. Kast et blik på bogen. Den kan anskaffes fra forlaget her (og sælges endda med rabat for tiden!).

 

Arthur C. Clarke, Profiles of the Future (1962): Fremtiden er nu engang uforudsigelig

Paperback, Pan 1973

Her skal det handle om et essay, som Arthur C. Clarke udgav første gang i 1962. Jeg vil dog lige begynde med et par indrømmelser: For det første har jeg kun meget lidt forstand på teknologi i bred forstand, og det interesserer mig egentlig heller ikke ret meget. Jeg har heller ikke læst voldsomt meget af Clarkes skønlitteratur, selvom jeg sådan set føler, at jeg har et udmærket indtryk af hans stil. Nogen stor fan er jeg ikke, men der er alligevel noget udholdende ved hans prosa, som har fået mig til at genbesøge ham en gang imellem.

Nuvel, Profiles of the Future er ikke skønlitteratur, men i stedet et essay, hvor Clarke giver sit bud på, hvad fremtiden vil bringe. Bogen udkom, som sagt, i ’62, men den udgave, jeg har læst, er den reviderede version fra 1973, hvor vi foruden Clarkes oprindelige vision også bliver udstyret med hans bemærkninger til den gamle teksts konklusioner samt nye betragtninger ansporet af de erfaringer, han havde høstet i mellemtiden.

Paperback, Pan 1973

Man skal ikke tro, at bogen er en skildring af et Clarkesk Utopia, hvor han beskriver en verden, som den burde se ud. Dertil er Clarke alt for snu. Allerede i bogens første kapitel, ”The Hazards of Prophecy: The Failure of Nerve” beskriver han for os, hvor vanskeligt det er med disse fremtidsprognoser. Clarke var samtidig en mand, der ikke stillede sit lys under en skæppe, og han kan, oplyser han os venligt i kapitlet, faktisk gøre det, som mange andre har fejlet i. Clarke kan nemlig, mener han selv, give nogle bud på en realistisk fremtid, fordi han modsat mange andre tør tænke vildt og kreativt uden at lade sig binde af politiske eller økonomiske teorier. Han er udstyret med en særligt, modigt klarsyn, om man vil.

Det handler med andre ord om at kunne læse samtiden og se de brændpunkter for udvikling, hvor mennesket for alvor vil flytte sig. Og det kan Clarke altså, ikke mindst fordi han gennem sin fiktion har fået trænet sin kreativitet og skærpet blikket for de udfordringer, der nødvendigvis vil kræve løsninger på sigt.

Sir Arthur Charles Clarke (16. december 1917 – 19. marts 2008)

Som sagt er Clarke er ikke bange for at rose sig selv, og han kan da også igennem bogens 19 kapitler levere en række studier af centrale fænomener som rumfart, transport, madproduktion, tidsrejser og meget andet. Clarkes betragtninger, som eksempelvis når han giver sig i kast med en analyse af fremtidens vejnet og begrænsningerne ved nutidens forståelse af fart, er da også drevet af en stor kreativitet og passion. Idéerne kan man ikke tage fra ham, men man kan måske også spørge sig selv, om det ikke bliver en anelse for let. I sine perspektiver kommer Clarke nemlig ikke med forsøg på skildringer af processer, men udelukkende slutprodukter. Hvordan vi rent faktisk skal opnå de teknologiske tigerspring, han skriver om, overlader han til andre. Den slags arbejde er tydeligvis langt fra det åndens værksted, som Clarke sidder i. På den led ligner hans essay alligevel mere skønlitteratur end en egentlig debatbog. Eller en gratis omgang kan man sige.

Man kan dog ikke tage fra Clarke, at han frimodigt kaster sig ud i stærkt spekulative overvejelser. I kapitlet ”The Road to Lilliput” er han eksempelvis optaget af mikroskala og de muligheder, der ligger i at skrumpe ting. Her er han på flere måder helt på linje med Lindsay Gutteridge, der skrev sin pulp-trilogi om mikroagenten Matthew Dilke. Clarke tænker dermed sprælsk og udnytter helt bevidst troper udviklet i fællesskab med sine SF-kolleger, men han gør samtidig en dyd ud af at påpege, hvorfor mange andre enten er naive eller uambitiøse i deres forståelse af de specifikke fænomener og deres udfordringer.

Hardcover, Gollancz 1962. Bogens første udgave

Med det sagt er det selvfølgelig interessant at se, hvordan Clarke rent faktisk lykkedes med sit projekt. Til det må man svare: Ikke ret godt. Han forudså eksempelvis koloniserede planeter i år 2000, foruden en lang række andre ganske optimistiske forudsigelser, der alt sammen er projiceringer af en rumudforskning, der ikke har udfoldet sig som ventet. Hele IT-revolutionen er naturligvis eller ikke spået, hvilket alt sammen får Clarkes fremtid til at virke ganske bedaget. At han rammer rigtigt i forhold til andre ting, skyldes nok først og fremmest, at han skriver så vagt, at man hurtigt kan forme hans tekst i den retning, det nu passer bedst. Trods de selvhøjtidelige ord er resultatet ikke voldsomt imponerende.

Grundlæggende må man da også sige, at Clarkes største problem er, at hans optimistiske fremtidsprognoser udelukkende baserer sig på betragtninger baseret på teknologiske udviklinger. Han har ikke den menneskelige side med i sit billede af udviklingen. Clarke har dermed været totalt tonedøv over for den såkaldte counter-culture, og denne strømnings antiautoritære søgen mod økologi, teknologisk tilbageholdenhed samt ikke mindst spørgsmål om ligestilling, køn, åndelighed og så fremdeles.

Hardcover, The Scientific Book Club 1962

Clarkes rationelle verdensbillede greb ikke de længsler og behov, som mange unge følte, da han skrev bogen, og det var vel at mærke disse unge, der kom til at præge den fremtid, han skrev om. Clarke var på den led allerede bag om dansen, da han med sit snusfornuftige ingeniørsindelag skrev SF-drømme om en bedre verden.

Mens Clarke var optaget af at uddele verbale øretæver til kolleger, der bliver beskyldt for at være uambitiøse eller at tænke småt, kunne samfundet omkring ham passende synge med på Dylans linjer ”Because something is happening here but you don’t know what it is – Do you, Mr. Clarke?” Teknologi former mennesker, jovist, men mennesker former også teknologi, og jeg vil bestemt mene, at det er sidstnævnte forhold, der er det vigtigste.

Paperback, Bantam Books 1964

Clarke bliver på den led hurtigt et let offer for sin egen arrogance, hvilket kan synes velfortjent. Men med det sagt, vil jeg også sige, at Profiles of the Future er ganske underholdende læsning. Bogen solgte godt, og den har uden tvivl talt til et særligt publikum af læsere, der har følt sig hjemme i denne stemning af ”far ved bedst”. Bogens underholdningsværdi ligger da også i høj grad i Clarkes forfatterstemme. Han er fræk og kritiserer andre åbent. Han kommer også med udfald, som når han udpeger H.P. Lovecrafts fiktion som pjat, eller når han roser sig selv som en anden hr. Tudse.

Jeg vil da også sige, at det kræver mod at udgive en bog som Profiles of the Future, fordi den vel nærmest var dømt til at fejle. Det kræver også et stort ego, og Arthur C. Clarke havde uden tvivl begge dele. I medierne blev han sammen med Ray Bradbury SF-litteraturens repræsentanter, på samme måde som Stephen King har været skrækfiktionens ansigt i pressen. Den form for opmærksomhed forpligter. King skrev Danse Macabre (1981), og Clarke gav os et SF-essay – et portræt af fremtidens muligheder, som den burde tage sig ud i en rationel verden. Men, som Tocotronic synger smukt: ”Pure Vernunft darf niemals siegen”. Jeg tror, King slap en hel del heldigere fra sit essay-statement end Clarke, selvom Clarkes opgave naturligvis også er en hel del vanskeligere, men når det kommer til stykker er Profiles of the Future mindst lige så sjov læsning som Kings bog alligevel.

Paperback, Pan 1964

Paperback, Bantam Books 1967

Hardcover, Harper & Row 1973

Paperback, Popular Library 1977

Hardcover, Gollancz 1982

Paperback, Pan 1983

Hardcover, Gollancz 1999

Skrækvisioner

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Gulp! Så har jeg brugt den seneste tid på at få den endelig korrektur af Skrækvisioner på plads. Med en bog på 440 sider og 180.000 ord, tager det sin tid. Det er derfor også ret fedt, at det hele nu er afsluttet og bogen sendt afsted, så den kan udkomme i slutningen af marts. Hurra. Jeg glæder mig ret meget til at stå med den i hånden – det har været et meget langt bekendtskab efterhånden. Faktisk er det en smule surrealistisk, at hele det kæmpe arbejde nu har fået en ende.

Paperback, Syddansk Universitetsforlag 2020

Her kan du se det omslag, som forlaget har brygget sammen samt en indholdsfortegnelse til de videbegærlige vovehalse, der måske kunne tænke sig at gå ombord i bogen. Jeg håber i hvert fald, at det kan pirre nysgerrigheden hos bloggens læsere.

På snarligt genhør

– Martin